3 minute read

STRØM PÅ TRAILEREN

STRØM PÅ TRAILEREN GIVER NYE MULIGHEDER

Krone er på vej med en trailer, der kan skubbe på vogntoget, når der er behov for det.

Finn Bjerremand [fba@dtl.eu]

M

ed overgangen til mere elektrificering af landevejstransporten dukker der nu nye, overraskende muligheder op. Her tænkes fx på introduktion af hjælpedrift på traileraksler. Der findes selvfølgelig aksler, som kan forvandles til drivaksler ved hjælp af hydraulik, men det kræver meget udstyr i form af hydraulikpumpe med tilhørende ventiler og rørføring og er mest anvendelig ved langsom kørsel i terræn samt på entreprenørmaskiner.

Med elektrisk drift er hjælpedrift til højere hastigheder kommet inden for rækkevidde ved, at man alligevel skal anvende en aksel til opsamling af energi. Det sker ved, at akslen både kan være en generator, som kan lave strøm, der kan oplagres og anvendes til fx kølemaskine og lignende udstyr, og så kan den vendes til at være en elmotor, der kan skubbe på, når der er behov for mere energi til at trække hele vogntoget.

Trailerproducenten Krone præsenterede i efteråret sin nye eTrailer, som man betragter som en ”game changer” i hele den grønne omstilling. Den nye løsning er udviklet i et strategisk partnerskab mellem Trailer Dynamics GmbH og Krone. De to producenter har et fælles mål om at få udviklet en elektrificeret sættevogn i serieproduktion, som kan reducere udslippet fra dieseldrevne trækkere væsentligt samt være med til at udbygge mulighederne med batterielektriske (BEV) lastbiler.

På billedet ses det tydeligt, at den midterste aksel i tripplebogien er en drivaksel. Foto: Krone.

STRØM PÅ TRAILEREN GIVER NYE MULIGHEDER

På den første prototype af eMegatrailer blev der under testkørslen, som blev kontrolleret af SGS TÜV Saar GmbH, opnået CO2-reduktioner på op til 20 procent.

Store forventninger til eTrailer

Michael W. Nimtsch, grundlægger og administrerende direktør for Trailer Dynamics, siger: - Med eTrailer-teknologien fra Trailer Dynamics er vi i stand til at reducere dieselforbruget og CO2-emissionerne fra en trailerlastbil betydeligt og yde et væsentligt bidrag til klimaneutralitet. Da eTraileren fra Trailer Dynamics kan kombineres med enhver sættevognstrækker uanset mærke, kan vi introducere grøn lavemissionslogistik til de omkring to millioner dieseltrækkere i Europa. Derudover øger vores teknologi i eTrailer rækkevidden med BEV-sættevognstrækkere og muliggør dermed fuldt elektrificeret tung godstransport over lange afstande på mere end 500 km.

Administrerende direktør for Trailer Dynamics, Abdullah Jaber: - Konceptet med sensorisk styring af den elektriske drivlinje, som er udviklet af Trailer Dynamics, muliggør solid og funktionelt pålidelig styring med sættevognstrækkeren. Vi vil fortsætte med at øge effektiviteten i de kommende feltforsøg og frem til serieproduktion og dermed sikre en teknisk overbevisende markedsadgang for Trailer Dynamics eTrailer.

Uafhængig af lastbilmærke

Den kraftige e-aksel, som sidder placeret i midten af tripplebogien, kan både virke som hjælpe-drivaksel og oplade strøm fra bremseenergi.

Den intelligente software, som styrer systemet, så det både udnytter og fordeler den elektriske energi, er absolut et af hightech-punkterne i konceptet. Med en specialudviklet komponent, der anvender et patenteret sensorsystem, bestemmes køredynamikken i hele kombinationen og justerer ligeledes eTraileren, så den understøtter trækkeren, så trækkeren hele tiden er den bestemmende del i vogntoget.

En af fordelene er også, at styresystemet er uafhængigt af, hvilket lastbilmærke der trækker traileren. I princippet får man et elektrisk plug-in-hybrid vogntog takket være den intelligente kombination af eTrailer-konceptet og en diesellastbil.

Løsningen har sin store styrke ved lange transportafstande, og energien i eTrailerens batteripakke er tilstrækkelig, især til lange afstande på mere end 500 km. Når det gælder batteripakker, så tilbydes der enten 300 kWh, 450 kWh eller 600 kWh helt efter behov, og det kan være med til at øge rækkevidden for en BEV-trækker samt reducere udslippet for en dieseldrevet trækker.

Den nye elektrificerede trailer vil blive sat i drift i løbet af 2024. ■

Den avancerede eAchse kan ikke bare generere strøm under kørslen, men også ændres til en drivaksel som kan hjælpe med at trække vogntoget, når der er behov for mere power. Foto: Krone.

This article is from: