2 minute read

P-FARCEN FORTSÆTTER

GRØN PULJE FORBEDRER C02-UDLEDNING MED TO PROMILLE

Uddelingen af grøn støttepulje til el- og brintlastbiler får forsvindende lille effekt på den tunge transports CO2-udledning.

4.000 tons CO2 om året. Så meget - eller rettere så lidt - vil CO2-udledningen blive reduceret takket være den statslige støttepulje på 45 millioner kroner til den grønne omstilling af den tunge transport i Danmark.

Det meddeler Energistyrelsen, som nu udbetaler puljens 45 millioner til støtte af køb af alt i 69 el- og brintlastbiler til ansøgerne til puljens midler.

Sammenholder man den forventede CO2-fortrængning pr. år på 4.000 tons med den samlede CO2-udledning fra dansk indregistrerede lastbiler på 1,7 millioner tons, er der dog tale om en særdeles begrænset reduktion i CO2-udledningen. Faktisk kun cirka to promille.

Hos DTL mener erhvervspolitisk chef Ove Holm, at Energistyrelsens pulje er et godt initiativ, men noget af en dråbe i havet. - Vi studser over, at Energistyrelsen regner med en forventet levetid på de nye ellastbiler er 14,5 år. Det lyder som en meget lang levetid, når vi sammenligner med lastbiler i dag, ikke mindst når vi ved, at batterielektrisk drift på lastbiler stadig er på et udviklingsstadie. Hvis vognmandserhvervet for alvor skal få gang i investeringer i el-lastbiler, så skal der enten ekstremt store puljemidler til, eller fabrikkernes priser må alvorligt ned. Ligesom der må sikkerhed for en tilgængelig ladeinfrastruktur med grøn strøm til en stabil og betalbar pris. ■ TRU

DTL: Ny minister må få styr på parkeringsskandale

Transportministeren må komme med en løsning på skandalen om tusindvis af uopkrævede p-afgifter til udenlandske køretøjer, siger DTL’s adm. direktør som reaktion på fortsat manglende evaluering.

Thomas Rumph [tru@dtl.eu] En evaluering af den manglende opkrævning af tusindvis af ubetalte p-afgifter til udenlandske køretøjer, som blev udskudt med henvisning til folketingsvalget i november, har fortsat ikke set dagens lys.

Derfor kræver adm. direktør i DTL Erik Østergaard, at transportminister Thomas Danielsen, som er den tredje transportminister siden 2021, på hvis bord problemet med den manglende opkrævning er landet, går ind i sagen hurtigst muligt. - Vi har en situation, hvor danske myndigheder fortsat intet bud har på en løsning, mens udenlandske køretøjer nu på femte år konsekvensfrit kan bryde reglerne, mens danske vognmænd og chauffører fortsat oplever nidkærhed fra myndighederne, når det kommer til opkrævning af p-afgifter, siger han med henvisning til indførelsen og håndhævelsen af 25-timers-reglen i 2019.

På to år er der kun opkrævet 17 procent af de over 9.000 ubetalte p-afgifter, som Færdselsstyrelsen i starten af januar 2023 har oversendt til sin samarbejdspartner EPC. Værst står det fortsat til i Polen, Rumænien og Bulgarien, hvor der er opkrævet under 400 af de knap 5.400 ubetalte afgifter, som er udskrevet på danske rastepladser til køretøjer fra de tre lande.

- Vi agter selvfølgelig at tage sagen op med den nye transportminister, herunder forklare ham, hvad vi mener er det eneste effektive middel til at komme problemet til livs: Klamp de køretøjer, der ikke betaler på stedet, siger Erik Østergaard. ■

På to år er der kun opkrævet 17 procent af de over 9.000 ubetalte p-afgifter, som Færdselsstyrelsen i starten af januar 2023 har oversendt til sin samarbejdspartner EPC. Foto: Niels Møller Madsen.

This article is from: