NU KØRER OMAR MERCEDES

Omar Abdulrahman har fået nyt køretøj og ny rute, siden DANSKE VOGNMÆND sidst mødte ham for tre et halvt år siden.

Man kan allerede fornemme det på måden, han slentrer over den enorme plads mellem terminalerne på fragtmandscentralen i Taastrup i tusmørket en tirsdag aften midt i marts: Omar Abdulrahman udstråler rutine, status og tro på sig selv. Man ser det på måden, han bakker sin hvide Mercedes Actros-trækker med MirrorCams i stedet for sidespejle hen til den trailer, han skal have med på dagens tur midt i havet af fragtmandsblå køretøjer.

En klædelig selvsikkerhed er blevet hans følgesvend sammen med erfaring, anciennitet og gode relationer til kollegaerne. Først og fremmest er Omar Abdulrahmans sprogfærdigheder på dansk blevet meget bedre, siden DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND sidst talte med ham i 2019. Modsat dengang taler han nu i lange passager og har ikke besvær med at udtrykke sig.

- For omkring et år siden ringede min chef til mig og bad mig møde lidt tidligere. “Vi skal vise dig noget, Omar”. Og det var altså den her Mercedes, som virksomheden lige havde fået. Jeg var den første chauffør til at køre i den. Det er “min” bil, siger han og griner og forklarer, at han deler den med én af sine kollegaer, og at han godt kan lide, at han ved, hvad der er i bilens køleskab under køjen, og at der er ryddet pænt op, når han møder.

Den bedste vej

Klokken er omkring halv otte og vi kører ad hovedvejen mellem Roskilde og Ringsted, mens Omar Ab- dulrahman byder af sine medbragte snacks: Tupperware med nødder, en pose slik og sprød kylling, som hans kone har stegt. Vi har fået lov at køre til Odense med ham, som er ansat som chauffør hos Viggo Petersens Eftf. Normalt kører han til Århus og retur, men Omar Abdulrahman og hans disponent er blevet enige om, at det er lettere for alle, at turen hedder Odense, når der skal en journalist med.

- Jeg kan godt lide at køre den her vej, fordi man kan se, der bor folk, siger han nikker ud mod husene langs vejen med lys i vinduerne og forklarer, at man ikke sparer ret meget tid ved at tage motorvejen til Ringsted.

- Og så er det faktisk bedst at køre den her vej, når jeg to-tre gange om ugen kører med 25 meter. Så vil jeg ikke køre over broen i Ishøj, forklarer han om sit ræsonnement om valg af ruten, også når han kører med modulvogntog.

Det er endnu et pejlemærke på, hvor langt Omar Abdulrahman er kommet. I 2014 kom han som flygtning fra Syrien via Libanon, Algeriet, Tunesien, Libyen og derfra videre til Italien og Danmark. En måned senere fødte hans kone deres første barn. I dag er han 30 år gammel og far til fire.

Fem års erfaring

Jeg minder ham om, at da vi første gang mødtes i 2018, var han med i et projekt fra Roskilde Kommune hos Viggo Petersens Eftf. for at skaffe flygtninge i arbejde.

- Ja, jeg har jo fem års erfaring nu, så det er jo ikke nyt længere, griner han og minder så om, at han tager jobbet som chauffør alvorligt.

- Jeg kører tit forbi en ulykke, hvor der fx er gået ild i en bil. Jeg kører fx også nogle gange med farligt gods, siger han.

På fragtterminalen i Taastrup har én af hans kollegaer med pakistansk baggrund fortalt, at han søgte 200-300 jobs uden at komme til samtale, men at Viggo Petersens Eftf. heldigvis godt kunne bruge ham. Har Omar Abdulrahman nogle gode råd til, hvad man skal gøre, hvis man er ny i Danmark og gerne vil være chauffør?

- Først skal man lære sproget, og dansk er svært, men det skal man. Og så skal man tage en uddannelse eller nogle kurser.

Selv sagde han til sin sagsbehandler, at han gerne ville have buschaufførkørekort, men han slog til, da kommunen gav ham mulighed for at blive godschauffør.

- Og så skal man jo selvfølgelig gå på arbejde i Danmark, siger han og lyder som en lidt ufrivillig menneskelig reklamesølje for statsministerens politiske evangelium.

Alt har

en pris

Omar Abdulrahman afleverer hurtigt sin trailer med bulkgods på terminalen i Odense, kobler en ny til, og vi er snart på motorvejen igen, hvor trafikken mellem Odense og Nyborg er stilnet af.

- Det er derfor, jeg kan lide at køre den her tur, siger han og gestikulerer med den ene arm ud mod mørket.

- På min gamle tur kunne man godt sidde i kø en til to timer nogle gange. Nu er der ikke meget trafik, ikke noget stress, siger han om sin gamle rute til Vejle i eftermiddagstrafikken.

- Man har meget frihed i det her job. Der er ikke en chef, som hele tiden holder øje med dig, og der er ikke mange stop på turen.

Men der er et men.

- Alt har jo en pris. For mig er det min tid og familiens tid, fordi jeg er væk omkring ti timer og kun har et par timer med børnene, inden jeg skal på arbejde.

På en normal dag kommer han hjem kl. 5 om morgenen og går i seng, så han sover, når hans kone står op med børnene og følger dem i skole, børnehave og vuggestue. Arbejdet på det skæve tidspunkt skal dog være med til at opfylde Omar Abdulrahmans og hans kones drøm:

- Vi vil gerne have råd til at købe et hus, så vi har bedre plads til børnene. Derfor arbejder både min kone og jeg, men det er jo dyrt, siger han stille og fortæller, at banken har sagt, de skal vente lidt til priserne falder.

Klokken er næsten 23, da vi svinger ind på fragtmandscentralen i Taastrup igen. Omar Abdulrahman finder den port i terminalen, hvor traileren fra Odense skal parkeres. Han tager sin hue og neongule jakke på og hopper ned for at åbne lågerne i traileren, er hurtigt oppe bag rattet i førerhuset igen og bakker hen imod porten, mens han kigger på MirrorCam-skærmene i sin Mercedes. ■