1 minute read
Ladestationer er et must for elektriske lastbiler
- Vi har en kunde, så vi åbner en ladestation, hvor de elektriske lastbiler kører, siger Volvo om lastbilproducentens nye ladeplads ved Helsingborg.
Finn Bjerremand [fba@eu.dk]
Der var ikke langt fra tanke til handling hos Volvo Trucks, da vognmand Ulf Jönsson, indehaver og direktør ved Börje Jönsson Åkeri i Helsingborg, spurgte dem, hvor han skulle lade strøm på sin nye Volvo FM Electric. Dermed var bolden givet op til en ny udvikling.
Charging Manager Henrik Engdahl fra Volvo Trucks er ansvarlig for udviklingen af ladeinfrastrukturen til de tunge køretøjer.
- Vi havde en kunde, og så var det oplagt at åbne en ladestation for tunge lastbiler der, hvor de kører, siger han.
- Sverige betragter vi som vores testområde for ladeinfrastrukturen, men vi har hele Europa som mål. Vi har valgt at samarbejde med Öresundskraft ved Volvo Truck Center i Ättekulla ved Helsingborg, hvor Volvo har kompetencerne på lastbilerne, mens Öresundskraft har kompetencen på kabler og energiforsyning, fortæller han.
- I Helsingborg havde vi den nødvendige plads og tilstrækkelig med energi inde på grunden, og der er i forvejen også en HVOtank, så der kommer konstant mange lastbiler ind på pladsen, siger Henrik Engdahl.
Første og største offentlige ladestation i Sverige
Ladestationen var ved indvielsen i juni sidste år den første af sin slags og samtidig den største offentlige ladestation i Sverige, hvor der kan lades op til seks tunge køretøjer ad gangen. Der er fire ladepladser med en ladeeffekt på op til 350 kW for hurtigladning ved korte pauser samt seks ladepladser med en effekt på 100 kW for længere ladninger.
Området er åbent for offentligheden og kan dermed anvendes af alle potentielle kunder, som har behov for strøm til busser og lastbiler. Med placeringen hos Volvo Truck Center er der også faciliteter for chaufførerne herunder cafeteria og toilet mv.
Etableringen af ladestationen i Ättakulla betragtes som begyndelsen på et paradigmeskifte, der sammen med mange fremtidige ladestationer vil bidrage væsentligt til omstillingen af transportsektoren og aktivt bidrage til Sveriges overordnede miljømål.
Ladestationen er ikke bare designet til at imødekomme logistikbranchens behov for tilgængelighed og planlægning, men også fremtidens energisystemers behov. Ved hjælp af smart styring skal ladestationen kunne fungere som en ressource på tids- punkter, hvor tilgængeligheden af strøm er begrænset.
Plan for større udrulning
Udviklingen på området er i fuld gang, og der er lavet en plan for en større udrulning af ladestationer i Sverige i samarbejde med E.ON og selskabet Q8, som i Sverige også omfatter OK-stationer. Det betyder, at man i løbet af året vil kunne køre fra Sydsverige og op langs den Botniske Bugt med elektriske lastbiler. De allerede indhøstede erfaringer fra Sverige anvendes i en stor plan for en udrulning i hele Europa.