SAGRO
"Tænk hvis de mange penge blev brugt til at investere i forbedring og udvikling af rådgivningen i stedet for at blive spildt på dobbeltfunktioner og et tykt ledelseslag."
Alt for mange høvdinge i landbrugsrådgivningen Et tungt lag af beslutningstagere og ledere er en økonomisk belastning og en bremse for en sund udvikling. TEKST: Torben Jensen Adm. direktør, SAGRO
For seks år siden besluttede ejerne af seks lokale landbrugsorganisationer i Midt- og Vestjylland, at der kunne etableres en betydeligt bedre og mere tidssvarende rådgivning ved at samle de daværende to, konkurrerende rådgivningsselskaber i ét selskab. Sådan opstod SAGRO, og for nu at gøre en lang historie meget kort, så viser status i dag, at den manøvre gjorde det muligt at forbedre kvaliteten af rådgivningen og samtidig reducere den årlige omkostning med 10 mio. kr. Hvordan det? Fordi der i stordrift er et kæmpe potentiale for rationalisering. Da Heden & Fjorden og Jysk Landbrugsrådgivning blev til SAGRO blev alle dobbeltfunktioner fjernet. To økonomisystemer blev til ét, og på samme måde blev der også kun brug for én hjemmeside, ét blad og meget færre chefer. Det sparer penge, når der ikke bruges ressourcer på, at to rådgivningsselskaber laver hver deres arrangementer, reklamer, indkøb, GDPR-regler, messer og kundemøder. Konkret betød det, at antallet af direktører og
6
GROBUND · MAGASINET OM LIV OG VÆKST PÅ LANDET
chefer blev reduceret med 8. Og 22 bestyrelsesmedlemmer i de to gamle selskaber er nu reduceret til 10. Der er meget færre høvdinge nu. Men er rådgivningen så blevet billigere, spørger du. Mit svar er, at rådgivningen har fået et kvalitetsmæssigt løft, og samtidig er absolut konkurrencedygtig. Omkostningen pr. medarbejder er langt lavere i en stor end i en lille organisation. Og når vi sammenligner med konkurrenter i nabolaget, så falder det bestemt ud til SAGROs fordel.
Som ansvarlig ledelse i SAGRO er vores hovedsigte ikke at være billigst i markedet. Vi er optaget af at skabe rammerne for god rådgivning, for eksempel ved at tiltrække, fastholde, uddanne og specialisere medarbejderne. Vi vil have minimum 10 rådgivere inden for et givent fagområde – det skaber den nødvendige dynamik. Vi vil også være forrest, når der skal udvikles og udrulles nye digitale løsninger og andre toneangivende projekter. SAGRO har størrelsen til det, og vi gør det for kundernes skyld, fordi innovation kan skabe overblik for den enkelte og gøre livet som landmand lettere.
Eksempel Et eksempel viser omkostningen for en planteavlskunde med en bedrift på 200 ha med markplan, gødningsregnskab, diverse ansøgninger og to årlige besøg i marken. Efterfølgende er nævnt foreningskontingentet: • Pris ved SAGRO: 20.230 kr. pr. år. Foreningskontingent: 8.375 kr./år • Pris ved Vestjysk: 23.740 kr. pr. år. Foreningskontingent: 12.000 kr./år • Pris ved SLF: 24.700 kr. pr. år. Foreningskontingent: 11.000 kr./år Sammenligningen er ikke udtømmende, for meget få af vores konkurrenter har valgt at have transparens omkring deres prispolitik og foreningskontingent. I SAGRO og ejerforeningerne er prisliste og kontingentsatser lagt åbent frem på hjemmesiderne.