LEGEBARNET, DER VAR SPEJDERLEDER OG »KOMMUNALDIREKTØR «

Af Ole Tang 55 år Bosat i Skive, journalist på Skive Folkeblad, født og opvokset på Holmsland

Niels Davidsen

Født 14. februar 1918 i Henne

Død 14. juni 1980 i Hvide Sande

Gift 17. september 1943 med Lydia – fra Outrup. Hun er født i 1922, og giftede sig igen i 1987 med Hans, bosat i Vivild på Djursland, og kan 1.1.2012 – fejre sølvbryllup (for anden gang).

Flytter til Kloster under 2. verdenskrig. Får børnene: Bjarne, født 1944 – i dag læge »emeritus« i Holstebro. Henning, født 1948 – altmulig-mand i Hvide Sande (turisme, lysstøber, handelsstand, varmeværk mv.) Hanne, født 1951 – sekretær, bosat i Hvide Sande Steen, født 1955 – havnechef i Hvide Sande, bosat på Holmsland. Helge, født 1959 – byggesagkyndig i arkitektfirma – bosat i Odder.

Det virkede som den mest naturlige ting i verden: Når man gik til spejder, så foregik det på Kløvermarken i Kloster – i Davidsens kælder.

Sådan var det – ligesom man skulle længere op i Kloster by, hvis man skulle i skole.

Personligt tænkte jeg i de år aldrig over, at det var mærkværdigt, at en privat familie vel stillede en tredjedel af deres hus til rådighed for spejderarbejdet – og desuden også brugte bil og ferie på, at andre folks børn kunne komme på ture, på sommerlejre, og få masser af oplevelser i gode kammeraters selskab.

Den dag i dag, her 40 år senere, kan jeg i høj grad komme i tvivl, om jeg nogensinde fik sagt tak – det er nok sandsynligt, at jeg glemte det i skyndingen.

I 1960’erne var vi rigtigt mange drenge på Holmsland, der gik til spejder – efter et par indledende år som KFUM-ulveunger på Borgen i Ringkøbing, så blev man vel som 11-12årig rykket op som tropsspejder. Vi hørte under Lundenæs Len-division, Ringkøbing Gruppe, Holmsland Trop, og når man gjorde det, så var det kæmner Niels Davidsen, der stod med de fleste striber på.

Os og de knap så smarte

I kælderen huserede tre patruljer – selv sad jeg i muntert lag med hos Odderne, de øvrige knap så smarte grupperinger i vores vurdering, var Hermelinerne og Stenbukkene.

Ugentlige møder, trop og patrulje, i kælderen under huset – en lille indledende sang, spejdermæssige aktiviteter inde og ude, byløb, weekendture til hytten i Gammelsogn eller til Davidsens sommerhus syd for Hvide Sande, Kr. Himmelfartsløb, Bøffelhornskamp,

Sct. Georg-løb, landspatruljekonkurrence – der var nok at se til for måske 20-25 drenge – med løbende udskiftning, efterhånden som de ældste blev »for store« og der kom nye til.

Selv var jeg med i en lille halv snes år, begyndte vel i Ringkøbing omkring 1964 som 8-9-årig, og sluttede i 1972, da jeg skulle på kostskole på VGT i Tarm.

I alle de år var Davidsen, hans søn Steen (min patruljefører), Lydia som madmor, Hanne som hjælper – og storebror Henning som rover altid centralt placeret – et kæmpemæssigt u-egennyttigt stykke arbejde blev leveret – og jeg mindes ikke, at der nogensinde var forældre, der kompenserede Davidsen-familien for lys, strøm, varme, husleje mv.

Vi betalte vel kontingent til gruppen, desuden en beskeden sum, når vi skulle på ture og lejre, men jeg er 100 pct. sikker på, at det kostede vor tropsfører rede penge at holde spejder-butikken kørende.

Her mange år efter kunne jeg have lyst til at give en lille beskrivelse af, hvem Holmsland Kommunes første kommunaldirektør var som menneske – og det siger måske en smule om manden, at han af titel godt kunne kalde sig kommunaldirektør, men han var af en anden tid, så han holdt fast i det gode gamle »kæmner«.

Mine kilder, foruden egen hukommelse, har været hans afløser i stolen, Thorleif B. Jensen og sønnen Steen – den af Lydia og Niels’ fem børn, der i alt fald af udseende ligner faderen mest, og den søn, som jeg aldersmæssigt bedst refererede til – og som jeg var spejder sammen med i adskillige år.

Kom som møller

Lydia og Niels kom til Kloster under krigen – som nygifte, bosatte sig i et hus på Frederiksberg, og Niels skulle arbejde som mølle-bestyrer, hvor møllen var hos familien Christiansen i Bandsby.

Han kom til egnen fra Varde-kanten, hvor han var møller-uddannet, og desuden havde taget en del regnskabskurser, ligesom han havde været på Haslev Højskole, hvor han havde fået interesse for spejderarbejdet.

Fru Lydia skulle stå for arbejdet på aldersdomshjemmet, »Æ Asyl«, hvor også den kommunale forvaltning havde til huse i den ene ende.

Her residerede min bedstefar, Peter Tang, hvor han i sin alderdom sad og holdt styr på kommunens indtægter og udgifter, og hvorom der langsomt voksede en egentlig kommunal administration op.

Arbejdet på møllen var måske i aftagende – de kommunale forpligtelser voksende, og langsomt overgik Niels Davidsen fra at være mølle-ansvarlig til at få stadig mere at gøre med at servicere sogneråd med formand Jørgen Jørgensen i spidsen og desuden holde styr på finanser og pensioner, mens Peter Tang gik mere på aftægt, men fortsatte med sin gang på kontoret indtil sin død godt midtvejs i 60’erne. 15. august 1960 kom Thorleif Jensen ind som elev ved kommunen, fik dermed Davidsen som chef – og blev kollega de næste 20 år, indtil Davidsen dør i sommeren 1980 i en alder af blot 62 år.

Dødsårsagen var en blodprop – og et forvarsel fik han og familien allerede i 1971, da han blev ramt af en blodprop i hjertet.

Kollega igennem 20 år, Thorleif B. Jensen: – Davidsen beholdt livet igennem et ungdommeligt sind.

Med hurtig hjælp fra bla. Steen og en førstehjælpskyndig nabokone blev han her vækket til live igen, og stoppede bla. straks med at ryge – og fik altså ni år mere at leve i, men blev aldrig helt den samme Niels igen.

Davidsen var livet igennem et legebarn, en mand med et lunt glimt i øjet, og en evne til at fortabe sig i mekanikken. Han havde humor, kunne grine af sig selv, og var en fingersnild pilfinger, der gerne skilte børnenes julegaver ad selve juleaften, hvorefter det måske kunne knibe med tiden til at få tanks og elektriske biler samlet igen – til gavemodtagernes udelte utilfredshed.

– Vi græd vist alle

Efter Niels’ død spurgte jeg engang en pige, jeg kender, og som arbejdede på den kommunale administration, der fra kommunereformen i 1970 blev stadig mere samlet i Hvide Sande – om hendes opfattelse af afdøde.

– Vi var i chok, da han døde, Jeg tror, at de fleste græd. Ingen var uberørt – alle kunne lide Niels. Det var så forfærdeligt, var mere eller mindre ordret hendes beskrivelse.

Her 22 år efter er Thorleif Jensen enig. – Niels var vores kæmner, da han dør i 1980, og jeg arbejdede tæt sammen med ham i 20 år – og han var en fantastisk mand – sparsommelig på kommunens vegne, en meget behagelig og betænksom mand, at arbejde sammen med, omsorgsfuld i forhold til sine medarbejdere. Nej, der er ikke meget negativt at sige.

Thorleif husker lettere presset kun en enkelt situation, hvor der var skæld-ud i luften. – Det var, mens vi sad i Kloster, og så havde vi en gårdbrand. Det var vores opgave at indringe så mange brandsvende som muligt, og da brugte vi for lang tid på at lede efter listen med navne og telefonnumre på svendene. – Da blev der råbt højt, kan jeg huske.

Davidsens gravsted, som den i dag kan ses på kirkegården syd for Hvide Sande.

Først når skuffen var fuld

En anden detalje, som i det historiske lys kan virke komisk, var, at Holmsland kommune grundet Davidsens betalingspraksis ofte modtog rykkere – Det var sådan, at vi jo købte ind til skole og alderdomshjem hos de handlende i Ringkøbing siger Thorleif Jensen. – De sendte så en regning, disse regninger blev lagt i en bestemt skuffe. Først når skuffen var fuld af opkrævninger, så tog Niels til Ringkøbing med regningerne, gik i banken og fik pengene, og gik så en runde med sin mappe og fik forholdene bragt ud af verden. Men der kunne godt gå både to og tre og fire måneder, inden skuffen var fyldt, så nogle kom jo til at vente længe på pengene – og det kan jeg huske, at vi moppede ham lidt for. Vi syntes jo ikke, det var rimeligt, at forretningerne skulle vente så længe på deres penge, men det tog Niels helt afslappet på – selv om kommunen absolut var solvent.

I de år fungerede Davidsen også som sekretær for sognerådet – som helt typisk bestod af en bordfuld landmænd, der måske nok havde den gode vilje, men måske ikke altid den lovmæssige indsigt.

Det var så kæmnerens ansvar, at der ikke blev vedtaget ting lokalt, der kunne skaffe problemer højere oppe i systemet. – På den måde fik han jo stor indflydelse. Han blev jo spurgt til råds, og et nej eller et ja fra Davidsen betød også som regel et nej/ja fra sognerådet. Jørgen Jørgensen var sognerådsformand indtil 1966 og trak meget på Davidsens kompetencer. Derfra kom Kristian Enevoldsen til, og blev den første egentligt borgmester fra 1970. Han havde større vilje til selv at sætte sig ind i stoffet, så derfra blev Davidsens direkte indflydelse nok mindre, men han var stadig en skattet rådgiver, husker Thorleif Jensen.

Fra huset på Kløvermarken i Kloster foregik spejderaktiviteterne i kælderetagen.

Til Hvide Sande

I 1973 flyttede familien – de ældste børn var for længst flyttet hjemmefra – til Hvide Sande, da den kommunale administration i Kloster var lukket ned. – Da havde far haft den første blodprop, og som sagt, så mærkede den ham. Og fra den tid var det helt slut med spejderarbejdet. Min opfattelse er, at han satte det i gang omkring krigens afslutning i 1945 – sandsynligvis fordi han var kommet til at kende Anders Grimstrup fra Ringkøbing, der var en drivkraft i spejderarbejdet der, og så Vagn Fomsgaard, der var skatterevisor og også meget involveret i arbejdet, siger Steen Davidsen, der også peger på et højskole-ophold i Haslev i faderens ungdom, og hvor interessen blev vakt. – Jeg er sikker på, at der ikke var noget spejderarbejde i Henne, hvor far var barn og ung, siger Steen – Mor og far havde en naturlig tilknytning til KFUM, der var historisk set KFUM-spejdere i Ringkøbing, og så er der blevet lavet en Holmsland Trop, hvor jeg tror, at deres tanke har været, at det var gode og sunde aktiviteter for de børn, vi blev.

»Cirkus Davidsen«

Steen husker, at familien foruden mange spejderlejre og ture var nogen af de første på egnen, der camperede – men uden campingvogn. – Vi havde den her Taunus 12M – med en globus på køleren og med et gennemgående forsæde og ratgear. Så blev vi ellers alle mand stoppet ind sammen med pik-pak og habengut – jeg kan huske på en tur, hvor vi var otte personer i bilen: Så gik turen til Harzen eller til Hamburg eller et helt tredje sted – med to sovetelte og et mellemsejl, og derunder stod mor og lavede mad til hele flokken. – Jeg kan huske en ældre mand i nabolaget, som hurtigt fik os døbt »Cirkus Davidsen«, når hele selskabet rullede af sted…

Såvel Thorleif som Steen nævner, at Davidsen var og blev et »legebarn« af Guds nåde. – Jeg vil bestemt ikke sige, at han aldrig blev voksen, men han havde hele livet et ungdommeligt og nysgerrigt sind, siger kollegaen. – Han var, hvad jeg vil kalde »tillidsfuld og udviklingsorienteret«. I hjemmet kom sidstnævnte til udtryk ved, at selv om det klart var mors domæne, så var det altid far, der gik foran med køb af nymodens ting som håndmixer, kaffemaskine og senere opvaskemaskine – og det selv om mor under ingen omstændigheder efterspurgte de nymodens hjælpemidler. Også TV var han meget tidlig med. Alt garanteret – fordi det var nyt, spændende og teknisk!, siger sønnen. – Udadtil var det mere udviklingen af Hvide Sande by, der lå ham meget på sinde. Han købte jord, byggemodnede og solgte byggegrunde – nok mere for at understøtte udviklingen end for økonomiens skyld. I hvert fald var det ikke noget, han blev forgyldt af! En stor del af sydbyen – bl.a. det såkaldte »Sahara« – var et resultat at disse aktiviteter, husker Steen Davidsen.

Sønnen Steen – sit fars udtrykte billede, og den, der stod for genoplivningen, da faderen fik den første blodprop.

Vænnede sig til snapsen

– Det var ærgerligt for far, at hans sidste ret så mange år skulle blive præget af den første blodprop. Det hæmmede ham, også psykisk – et eller andet sted blev han bange. Lægen anbefalede ham at stoppe med den hidtil evindelige pibe – og det gjorde han straks. Til gengæld blev han anbefalet at starte dagen med en snaps, og selv om han ikke kunne lide det i starten, så tror jeg, at han vænnede sig, siger Steen med et skævt smil – et forhold, som også Thorleif tydeligt husker.

– Hans holdning var altid, at det, vi drenge kunne, det kunne han også, kravle på gulvet og lege, kravle i træer – og gå ud på græsplænen og slå et kraftspring og den slags. Det irriterede ham, at den tid var forbi, og blodproppen mærkede ham rent fysisk, så bare en kort gåtur i blæsten kunne tage pippet fra ham

– Far var ekstrem tolerant – jeg husker engang, da jeg i en meget ung alder blev afsløret af mor som ryger, og det var ikke godt. Hun lovede mig yderligere repressalier, når far kom hjem, men der skete absolut ingenting. Desuden tog han meget let på, at vi f.eks kørte bil, inden vi havde kørekort, eller at knallerten måske ikke var helt lovlig, husker Steen.

Sådan så Niels Davidsen ud i 1974.

En ny Niels

Det første barnebarn, der blev født efter Niels Davidsens død i 1980, var netop hos Inge og Steen – og i respekt for bedstefaderens minde kunne drengen jo ikke komme til at hedde andet end Niels.

Efter syv års enkestand, så giftede Lydia Davidsen sig 1. januar 1987 med Hans, en pensioneret landmand fra Djursland, og flyttede til Vivild. Her kan hun nytårsdag 2012 fejre sølvbryllup for anden gang – og det er da en grund til at gratulere, og også sende en tak i den retning.

Den tak, som faktisk burde tilgå Niels for hans uegennyttige indsats omkring os spejderdrenge, den fik jeg aldrig sagt – og det »flover« mig lidt, den dag i dag, men får jeg chancen, så vil det blive gjort …