HVAD LAVER EN KLITFOGED?

Af Hanne Kvist Jensen

Nedenstående beretning indledes med et besøg hos tidligere klitfoged Lis Hornbæk.

Da jeg besøgte Lis en eftermiddag, fortalte hun om sit liv som Klitfoged og med klitarbejdet.

Hun startede i 1936 da hun kun var 14 år. Hun »måtte« være med to eftermiddage om ugen, nemlig tirsdag og fredag eftermiddag fra 13-16 efter konfirmationsforberedelsen. Plantesæsonen strakte sig kun over 14 dage til 3 uger og lønnen var på 2 kr. pr. dag.

Det var en ære at være med og hun plantede sammen med sin storesøster Johanne. Mændene gravede planterne op og bundtede dem, og der var 12 bundter pr. hold pr. dag. Det var i øvrigt kun pigerne der hjalp med plantearbejdet, da drengene hjalp deres fædre med fiskeri o.l.

Distrikterne var delt op sådan at de klitgårde der havde jord op til klitterne, sørgede for beplantning og pålægning af kvas her og de klitgårde som ingen jord havde op mod klitterne skulle hjælpe til.

I 1967 overtog Anker Hornbæk (Lis’ mand) jobbet som klitfoged. Men det var Lis der styrede plantearbejdet. Anker hjalp med kvasarbejdet. En ting Lis ikke ville tage sig af, var kontakten med sommerhusejere, »de er ikke til at snakke til rette« og Lis fortæller videre, »den eneste gang Anker har haft sin klitfogedkasket på, var engang der var tændt bål uden for et sommerhus«. Der var der brug for lidt ekstra myndighed!

I 1980, efter Ankers død, overtog Lis klitfogederhvervet, det var både nemt og praktisk, da hun kendte til arbejdsopgaverne. Det vakte vældig opsigt, da man mente hun var den første og eneste kvindelige klitfoged inden for erhvervet, hvilket gav anledning til en stor artikel i den lokale avis.

Distrikterne var nu delt op på en anden måde. Lis’ område rakte fra den nordlige del af Tingodden til den sydlige bygrænse og hed Årgab Nord.

Lis’ plantehold var på 6-8 personer, man ringede bare til Lis og spurgte om der var plads til en mere på holdet.

En af de store opgaver/udfordringer Lis har stået for, var arbejdet efter stormen i november 1981.

De var lige blevet færdige med efterårets arbejde og havde alle stået og beundret det nyplantede område og Lis udtaler: »det ligner et helt broderi«.

Den følgende morgen skulle Lis og Jenny (en fra planteholdet) op og se hvor hård havet og vinden havde været ved klitterne. Det blæste stadig kraftig og man kunne ikke se en hånd for sig for sandflugt. De kom efter møje og besvær op på klitten. Men ak og ve – alt det nyplantede var forsvundet i havet, klitten stod som en mur ned i det frådende Vesterhav.

Det viste sig, at der var forsvundet »20 skridt«, som Lis udtrykte det, denne ene nat.

Det er svært at acceptere selvom man er født og opvokset på Vestkysten.

Nu var kystdirektoratet også med til klitsyn. De skulle køre og jævne sand på de steder hvor der var forsvundet mest af klitterne. Det gav ekstra plantearbejde det følgende år, der startede sæsonen allerede i august. Det var også i disse år bølgebryderne, parallelt med stranden, blev anlagt. Det viste sig, trods megen skepsis fra lokalbefolkningen, at være en god ide. Stranden blev de efterfølgende år meget bredere og havet har ikke været inde og »æde« af klitterne, i dette område.

Til klitsynet var der også 2 repræsentanter fra Klitvæsenet (nuværende Naturstyrelsen), overklitfogeden (kommunens repræsentant) 1 repræsentant fra amtet og så selvfølgelig Lis.

Man var først ude at kigge på klitternes tilstand, så var der dækket op til frokost i stuen hos Lis, derefter de »hårde forhandlinger« om, hvor mange penge der skulle afsættes til klitarbejdet. Lis holdt hårdt på at der skulle rigelig med penge til. For det første var det vigtigt at der blev plantet i alle huller og langs klitfoden i hele distriktet og for det andet havde hun dygtige og pligtopfyldende folk. Det skulle belønnes.

Alle skrev timeseddel og afleverede den når man var færdig med arbejdet. Lis var hos overklitfogden, hvor hun fik en check med det totale beløb. Efterfølgende var hun i banken og få den vekslet, så kunne hun gå hjem og fordele pengene til den enkelte klitarbejder. Lis satte en ære i at beløbet passede nøjagtig, det kunne godt tage lidt tid »at få kabalen til at gå op«. Der var selvfølgelig glæde i de små hjem, når kvinderne kom hjem med lønposen. Det var jo tæt på jul, hvor det altid var/er rart med en ekstra skilling. Ja faktisk var pengene brugt på forhånd. Julekataloget fra Daells Varehus var nemlig ankommet med posten, og div. julegaver var bestilt. Så udbetalingen af lønnen passede lige med når posten kom med varerne.

I efterårsferien var der altid en del unge med til at slæbe kvas. Man skulle være fyldt 15 år og det år hvor der var flest med var de 18 inkl. plantepigerne.

Kvaset blev leveret på stranden af den lokale vognmand med en gummiged. Der kunne ligge nogle ordentlige dynger og det var ikke altid på det aftalte sted, det var blevet lagt, alt ligner jo hinanden på stranden, så det var rart at være en flok til at slæbe. Det var uvant arbejde for de unge mennesker, sådan en hel dag at slæbe kvas. Hun sørgede for at alle skiftedes til at slæbe lige langt og grave render til kvaset, for dengang gravede man render, hvori man »plantede« fyrgrenene. På denne måde byggede man en ny klitrække op.

Planterne køres ud. Foto: A. Haines.

For der var ingen kære mor. Ingen kunne snyde sig om ved det. Lis var en hård, men retfærdig arbejdsgiver.

Min egen tid i klitterne!

I 1990, da det var dårligt økonomisk at have mink, talte vi om derhjemme i familien, at det ville være godt, hvis jeg kunne finde et lille ekstra job, hvor der stadig var plads til at jeg kunne være med på farmen i spidsbelastningsperioder.

Jeg havde igennem mine 2 nabokoner, Lis og Ellen (de var med på planteholdet) hørt om arbejdet med at plante i klitterne. Jeg ringede til Lis Hornbæk (daværende klitfoged i Årgab). Ansættelsen krævede hverken skriftlig ansøgning eller ansættelsessamtale, nej jeg kunne bare møde op, Lis mente nok, der var arbejde til en mere.

Vi arbejdede sammen to og to, ellers skiftedes vi til at plante alene.

Opstart altid 1. september, bare ikke hvis det faldt på en mandag (gammel overtro). Jeg var noget spændt.

Jeg pakkede min rygsæk med kaffekop, madpakke og regntøj – vi blev ikke hjemme for en smule regnvejr. Mødetid 8.30 på aftalt sted på den 3 km strækning, som var under Lis. Spaden var vores planteredskab, den skulle med på cyklen.

Så mødtes vi alle på østsiden af klitterne og fulgtes ud, mens vi sludrede om sidste nyt. Vi parkerede vore tasker, nu skulle vi op i klitterne og »skave« dvs. grave planter, vi måtte jo ikke rydde et stort stykke sand for planter, blot tynde ud i dem. Jeg plantede sammen med Anni Mjøkind. Hun var en hård nit, der var ikke så meget forklaring på, hvordan man fandt planterne, men jeg kiggede de andre over skulderen, så kom det helt af sig selv. Vi gravede ca.3 bundter pr. person. Vi bandt dem som gammeldags kornneg, det skulle man også lige øve sig lidt på, inden det lykkedes. Når man havde tabt det 3 gange var det ikke sjovt mere!

Arbejdstiden var meget human, det var så heldig at alle boede tæt på, så vi kunne nå hjem i middagspausen, sådan havde det altid været, for kvinderne skulle jo hjem og lave mad til manden.

Formiddagen og eftermiddagens højdepunkter var jo kaffepauserne, hvor hele verdenssituationen blev diskuteret, lige fra vore børns ve og vel, fiskeri til fodboldlandskampe. Indimellem blev der også væddet, så vankede der kage til kaffen.

Den nye arbejdsstilling gav øm ryg, og det var nemt at finde sin seng om aftenen. Efter en uge havde jeg heldigvis vænnet mig til det.

Sådan blev jeg klitfoged!

I 1996 begyndte Lis at tale om at stoppe – men hvem skulle/ ville tage over???

Vi havde igen familieråd derhjemme, for jeg syntes, det var forfærdelig, hvis der ikke var nogen, der ville stå for at dette stykke arbejde. Jeg brændte virkelig for dette nye »bijob«. Vigtigheden gik op for mig, når vi kunne se hvilke skader, der skete i løbet af måske kun en nats storm.

Jeg kunne slet ikke bære, at dette arbejde ikke skulle fortsætte. Så jeg fortalte Lis, at jeg gerne ville tage over.

Det var ikke mange papirer, der skulle udfyldes på grund af skiftet. Disse jobs gik tiest i arv.

Lis henvendte sig til vores overordnede i Oksbøl, og dermed havde vi byttet job. Lis ville nemlig gerne være med på planteholdet lidt endnu, blot hun ikke skulde tage beslutningerne. Jeg kunne jo altid spørge hende til råds.

Så fra foråret 1997 var det mig, der stod med ansvaret for, hvad og hvor der skulle plantes eller repareres med kvas (fyrgrene).

Årets gang i klitterne!

Klitarbejdet starter i april- maj måned, hvor vi ruller hø ud under rebstigerne, som ligger på alle nummererede stier, der fører til havet.

De første år leverede min far små baller hø eller halm til os. Han kørte med sin lille lastbil rundt til alle stierne og læssede et aftalt antal baller af, hvorefter vi plantepiger kom og slæbte dem op og bredte halmen eller høet under rebstierne. Nu da vi ikke længere bruger små halm/hø baller, men store rundballer med hø, er vi nødt til at have maskinkraft til at transportere dem op på klittoppen. Så træder min ældste søn Jesper til og kører høet ud for os. Det der med at køre traktoren op af de, nogen gange, meget stejle klitsider er ikke for sarte sjæle, der holder vi os nogen gange for øjnene, når Jesper »klatrer« til tops. Formålet med at lægge hø under stierne, er at de ikke så nemt sander til, og så er det mere behageligt at gå på. Det sender også et signal om, at man helst skal færdes på de nummererede stier.

I mit distrikt,(ca. 7 km) fra Hvide Sande Havn syd, til Nordsø Camping i syd er der ca. 27 stier, som skal gøres klar til sæsonen.

Samtidig med forårsarbejdet, planlægger jeg efterårsarbejdet. Jeg vurderer, hvor der skal plantes og pålægges kvas til opfyldning af huller, hvor f.eks. planterne er sandet til eller gået ud efter vinterens blæst. I maj – juni er der klitsyn, hvor jeg får besøg af Sven Wodschow (repræsentant fra Naturstyrelsens kontor i Oksbøl, som vi klitfogeder her på Holmsland Klit hører under).

Det er offentligt møde, hvor alle kan deltage. Tiest er det grundejerforeningsmedlemmer, der møder op og folk fra miljø og teknik.

Så kører vi ud og ser på klitterne og på de steder, hvor jeg har planlagt, der skal gøres noget.

Det er et frynsegode at bo så tæt på sin arbejdsplads, at en spadseretur udgør arbejdet. Det er jo en fornøjelse en søndag eftermiddag, at gå en tur ved Vesterhavet. Naturen er ganske speciel, åbne vidder, udsigten og lyset er noget helt for sig selv. Det er aldrig ens. Lyset og den friske luft gør noget ved en. Man bliver fyldt med glæde og energi. Dårligt humør kureres nemt med en gåtur ved Vesterhavet.

Hvis jeg på mine gåture møder folk/børn, der går uhensigtsmæssig, eller leger i klitterne, kontakter jeg dem, og vi får en snak om det at færdes i klitterne. Det er altid positivt, for der er ingen, der gør det af ond vilje, det er for det meste uvidenhed.

Så nærmer september sig, og jeg skal have kontaktet mit plantehold, for at høre om de er klar.

I år har vi været 4 m/k. Det er det antal jeg for det meste bruger. Måske mødes vi her hos mig til en kop kaffe, hvor jeg orienterer om arbejdet det kommende efterår.

Der er demokrati på arbejdspladsen, så vi taler lidt frem og tilbage om tingene. Det er ikke nødvendigvis et fuldtidsjob, hvis der er en, der skal have fri, planlægger vi efter det. Vi andre kan jo godt arbejde for det.

Hele september går med at plante. Det er mest langs klitfoden vi planter, tiest 8-10 rækker under. På den måde bygger vi klitterne op.

Der plantes i lige rækker. Foto: A. Haines

Planterne henter vi i Haurvig-området. Der er områder hvor klitterne vandrer, der bliver ikke udført plantearbejde. Her er det nemt at grave planter, og det går noget hurtigere, end hvis vi skulle gå og tynde ud i de gamle klitter.

Jeg har traktoren med, og de andre kører sammen til et aftalt sted, hvor jeg samler dem op.

Vi »skaver« planter hele formiddagen, så er der ca. nok til en uges plantearbejde. Sådan går det meste af september. Sidst på måneden kommer der kvas fra oprydning i skoven, det er blandet kram for en femmer, lige fra store fyrretræer som vi skal 3 mand til at bære, til små grene uden nåle. Men det fylder alt sammen. Her har vi igen god hjælp af Jesper med traktoren. Han kører det ud på stranden og lige så langt op i klitterne, som han kan, så slæber vi det resten af vejen, det kan være en hård tjans. Vi hygger os med det, da vi kan se at det virker.

Så er der plantekursus!

Den sidst nye udfordring, for mig som klitfoged, er plantekursus tilbud til turister og andre interesserede. Når jeg møder Hvide Sande boere i byen, siger de, det er godt gjort, at vi kan få folk til at betale for at være med til at plante i klitterne! Det koster nemlig 75 kr for voksne og 25 kr. for børn.

Så siger jeg, at al fornøjelse koster penge!

Vi planlægger det sammen med turistforeningen, således at folk skal tilmelde sig til turistkontoret senest dagen før kl. 14.00. De sørger for sandwich og drikkevarer, og vi sørger for spader og planter. Kurset er fra 10-13, med indlagt pause på en halv time.

Når vi tager afsked med deltagerne, giver de udtryk for, hvor godt det er med en autentisk oplevelse, og at de vil komme tilbage næste år for at se, om planterne er kommet i vækst.

Disse plantedage, som har været arrangeret de sidste 3 år, har været fantastiske, folk er utrolig interesserede og arbejdsomme, så det bliver til et godt stykke plantearbejde disse to dage i uge 41 og 42.

Så er plantesæsonen vel overstået, vi føler, vi har gjort klitterne klar til vinterens storme. Det er noget af det jeg tænker på hele vinteren igennem, bare der nu ikke kommer en storm eller orkan, det kan nemlig være så slemt, at alt det arbejde, der lige er veloverstået, kan være ødelagt i løbet af en nat.

Kaffepause. Foto: A. Haines.