KLITBOERNES TRE BLÆKSPRUTTER

Klitboernes tre

blæksprutter

Af KB Nielsen

De sad praktisk talt på en sæk med op til et par millioner… Havde cykler, kommode og karlekammerskab på taget... Fisken sprællede i bagagerummet... Skaffede leverpostej til hundene… Købte på øjemål en blomstret sommerkjole til en klitbo…

I 75 år har Møllers blå busser været noget af en livsnerve for klitboerne.

Tre ældre herrer mødtes for nylig for at udveksle historier fra den tid, de sad bag rattet i de populære og livsvigtige blå busser. 78-årige Aksel er den ældste. Han startede bag rattet i 1957. Søren på 77 år kom til i 1960, og i 1964 satte Vagn sig for første gang ind på førersædet.

Det blev til et par hyggelige timer i selskab med de tre chauffør-veteraner om store og små oplevelser på Klitten, hvor de kom tæt på de lokale og fik venner for livet.

Posten skulle ud

Hver morgen kl. 06.30 afgik den første bus fra Ringkøbing, og på hele ruten stod postbudene og ventede. I vinterperioden stod vognmand Svend Olsen i Hvide Sande på spring for at få morgenchaufførens melding, om han skulle ud med sandsprederen eller sneploven.

Midt på dagen blev der transporteret store mængder pakkepost fra Ringkøbing og sidst på dagen omvendt posten fra Hvide Sande til Ringkøbing.

Det var dog de private pakker til beboere langs hele ruten, der som de tre fortæller, gav »lidt« forsinkelse i henhold til køreplanen – og fare for koffein-forgiftning. Det var nemlig sådan, at de private pakker var pr. efterkrav, så der skulle jo afregnes her og nu. Og det kunne godt tage sin tid at finde pungen frem, i øvrigt efter at chaufføren først var blevet budt på en kop kaffe og en snak. Men som de tre fornøjeligt slår fast: Vi havde jo heller ikke så travlt dengang!

P-pillerne

Afsender Ringkøbing Løveapotek stod der på utallige af de private pakker, som chaufførerne havde med på ruten, og på langt de fleste pakker lød adressen på et mandenavn.

De moderne tider gjorde dog også sit indtog på Klitten – og chaufførerne måtte finde en grimasse, der kunne passe, når afregningsprisen lød på 23,60 kr. Så var p-pillerne på vej, og ofte var det moderen, der modtog pakken til datteren. »Hvad er det nu for noget, det her« lød spørgsmålet i en noget kras toneleje fra moderen. »Det ved vi sandelig godt«, bemærkede chaufføren, der straks kørte videre uden at blive budt på kaffe…

En for venlig tysker

Ved 16-tiden var dagens nyheder fra Ringkjøbing Amts Dagblad klar til at ryge ud af vinduerne til abonnenterne. I sirlig rute-orden modtog Møller-chaufførerne aviserne, så de kunne lande det korrekte sted på ruten.

Det gik også fint, indtil en miljøbevidst tysk turist en dag dukkede op på Klitten og så adskillige aviser »ligge og flyde« langs ruten. Resolut gav han sig til at rydde den vestjyske natur og afleverede alle aviser i Hvide Sande.

Hele stakken blev så igen afleveret til buschaufføren, der sagde nogle gloser, der bestemt ikke bare lige kunne oversættes til turistvenlig tysk.

Der blev heller ikke sagt pæne ord til en chauffør-kollega, som dummede sig gevaldigt på dagbladets kontor. Det var nemlig sådan, at når pedellen på dagbladet afleverede dagens nyheder ved busserne, havde han også en gratis avis med til alle busserne. Og hvorfor så betale for avisen, når man kan læse den gratis oven i købet midt i arbejdstiden.

På dagbladets kontor meddelte den pågældende chauffør, at han altså ikke mere agtede at holde bladet, da han jo kunne læse den ganske gratis i bussen. Resultatet blev: Ikke flere gratis aviser i Møllers Busser. Og den pågældende chauffør blev »skudt« af de andre Møller-chauffører

Stol på chaufføren

Stod der en stol ved vejsiden, ja så vidste chaufføren, at så kom der en, der skulle med.

Når Olga, købmand i Kloster, havde adskillige gæster, der skulle hjem med bussen, var der altid god tid til at takke et par ekstra gange for en hyggelig aften. Olga sørgede nemlig for med et par stykker smørrebrød og en sodavand at »tøve« chaufføren, indtil gæsterne havde sat sig godt til rette i bussen.

En sæk med millioner

Onsdag var tipsdag, og klokken 17.30 var lukketid for kuponerne, hvorefter de med Møllers busser blev transporteret til postkontoret i Ringkøbing.

En vigtig forsendelse, men dem var der nu flere af. En kuffert fra banken var en anden vigtig transport. Den indeholdt samtlige dagens edb-udskrifter og skulle ved ankomsten til Ringkøbing straks videre med bus til Herning. Og så var der lige tys-tys-transporten en gang om måneden. Sækken blev afleveret fra postkontoret i Hvide Sande med besked om at passe ekstra på den. Det var en hel almindelig postsæk, men den dag kunne der godt være et par millioner i sækken. »Vi puttede sækken nederst i stakken af pakker og post og holdt ekstra øje med den«, fortæller de tre bus-veteraner.

Op og ned på taget med cykler og andet gods. Rutebil Ø 39 fotograferet i 50’erne.

En Opel Blitz, der blandt andet blev sat ind, når folk stod i kø for enten at komme ud eller hjem fra Vesterhavet.

Snakken kommer uvilkårligt til at gå på, hvor mange busbilletter man kunne få for sækkens indhold. I 1957 kostede en returbillet fra Ringkøbing til Hvide Sande 4,50 kr. og en timeløn for en chauffør var 4,50 kr. I dag er prisen for en returbillet omkring 78 kr.

Undulaten stjal kortene

De tre chauffører kom tæt ind på livet af klitboerne, ikke mindst fordi skolebørnene også benyttede ruten.

Kørsel med skolebørn i tre generationer har givet mange minder for de tre chauffører.

Der bliver talt varmt om, når en tidligere skoleelev for første gang skulle med bussen med sin nye kæreste, eller når skolebørn havde været til svømning og lige skulle have hjælp til igen at få det lille Dagmarkors på plads omkring halsen. Og så var der lille Kirsten, som stod sidst i køen, da seks skoleelever skulle med bussen fra Sdr. Lyngvig. Inden hun nåede ind i bussen var munden begyndt at løbe: »Nu skal du bare høre. Du kan tro, at min far var vred i aftes. Undulaten var ude af buret, og far sad og spillede kort – og pludselig snuppede undulaten kortene. Du kan ellers tro far blev gal…«

Munden stod ikke stille før ankomst til skolen.

En stribe af de velkendte Møllers Busser.

Jeg skal altså ha’ en kjole

De tre sørgede for, at klitboerne en gang om ugen fik leveret en ny film til biografen.

De sørgede også for, at fiskernes fangster blev transporteret blandt andet til Ringkøbing, hvorfra det gik videre med tog. I starten lå fisken bare og skvulpede rundt i åbne kasser i bagagerummet, men med tiden blev det noget mere hygiejnisk i flamingokasser.

Det var ikke så svært for chaufførerne at købe leverpostej med til nogle af klitboernes hunde, værre var det, da en dame på et halvt hundrede år bestilte en blomstret sommerkjole.

Chaufføren mødte op hos Hertz og rakte både hænderne ud til siden og opad for at forklare personalet nogenlunde, hvor stor kjolen skulle være. Det endte med, at en langt om længe blev udvalgt pakket pænt sammen og på næste tur afleveret til damen. »Det er lige min smag og den passer perfekt. Tak skal du ha«, lød det fra damen.

En anden opgave lød: »Køb lige et gulvtæppe til en mellemstor stue«.

Det blev også klaret med en stor tak for hjælpen.

Stormvejr og havgus

Når hoteller og pensionater på Klitten bød turisterne velkommen til sommerlandet, fik chaufførerne ekstra travlt og ofte sved på panden. De store riskufferter, som sommergæsterne medbragte, blev slæbt op på bussens tag, og cyklerne røg samme vej.

Det værste var dog den dag, hvor der pludselig skulle findes plads til 26 cykler på bussens tag. En flok turister skulle på cykeltur fra Hvide Sande til Søndervig, men da de skulle hjem var vinden taget til i retning af stormstyrke, så turisterne valgte hjemturen med Møllers Busser.

Det var i det hele taget godt, at Møller havde så mange busser, for på en flot sommersøndag stod folk i kø for at komme til Søndervig. Fem-seks stykker blev sat ind på ruten og alle var glade, lige indtil havgusen kom: Så var der kæmpe kø den anden vej.

Når turisterne drog hjem igen sidst på sæsonen, faldt travlheden op og ned på bussens tag drastisk, men så steg denne aktivitet igen 1. november, der jo var skiftedag hos bønderne. Nu var det ikke riskufferter, der blev slæbt up stairs, men derimod tjenestefolks kommoder og karlekammerskabe!

Hvad mon der er i postsækken? Nul og niks, men sådan var det ikke før i tiden, hvor chaufførerne næsten sad oven på millionerne. Fra venstre ses Vagn, Søren og Aksel.