KLITTER OG SANDFLUGT PÅ HOLMSLAND KLIT

Af Sven Wodschow, Naturstyrelsen, Oksbøl

»Hvis her var vin, som her er vand, og hvis her var sukker, som her er sand –så var det Kanaens land«.

En gammel og ironisk beskrivelse af Holmsland Klit som et fattigt land, hvor det flyder med vand og sand. Dobbeltironisk fordi samme vand og sand mange år senere anses for rig natur og danner grundlag for guldgivende turistnæring. Men det er en anden historie, her gælder det vand og først og fremmest sand.

Vandet, bølgerne forsyner stranden med sand, vinden overtager transporten og opbygger ved sandflugt klitlandskabet. Under stormfloder eroderes klitterne af bølgerne og forårsager med vindens hjælp yderligere sandflugt. Således er skabt et næsten ubrudt bælte af klitter langs hele Jyllands vestkyst

Sandflugt har utvivlsomt altid fundet sted, men i skiftende omfang. Flere steder kan man i klitten se spor af tidligere vækstlag, der vidner om stabile perioder men også om de efterfølgende katastrofer hvor sandflugt har ødelagt dyrkningsmulighederne.

Det er imidlertid ikke kun naturens eget slid der skaber sandflugt, Den menneskeskabte sandflugt opstår på grund af kørsel og græsning, samt brug af klitvækster til tækning og brændsel.

Klager fra landmænd og præster over direkte og indirekte at få deres indkomstgrundlag forringet strømmer ind i det 15.- 17. århundrede. Der udstedes en række forordninger med forbud mod beskadigelse af plantevæksten, kun undtagelsesvis omtales egentlig sandflugtsdæmpning.

I 1792 kom en egentlig sandflugtsforordning med påbud om at udføre dæmpningsarbejder. dvs. pålægning af afslået lyng og plantning med hjelme og træer.

Ansvaret for de enkelte arbejder blev placeret såvel hos ejerne som hos de enkelte embedsmænd – herredsfogeder, opsynsmænd og klitfogeder og senere sandflugtskommissærer. Dæmpningsarbejdet skulle udføres som pligtarbejde og ikke blot af klitsognenes beboere men også af nabosognene.

I 1852 bortfaldt det upopulære pligtarbejde og i 1867 blev gennemført en gennemgribende ændring af lovgivningen. I statens regi blev der oprettet en særlig administration »Klitvæsenet« med en klitinspektør som øverste leder til varetagelse af den nye lovgivning og forvaltning af de sandflugtsstrækninger som staten erhvervede til træplantning enten ved frivillig afståelse eller ved ekspropriation. Klitinspektoratet blev placeret i Vejers.

Da der omkring århundredeskiftet begyndte at blive interesse for udnyttelsen af kysten til forskellige former for ferieliv, som medførte et hidtil ukendt slid på klitterne, skærpedes lovgivningen i 1935. Nu blev fredninger udvidet til at gælde alle havklitter med nogle få undtagelser omkring havne, fyr og stærkt bebyggede klitområder. Ændringen havde, om end ikke som hovedmotiv, dog en baggrund i naturfredningsmæssige ønsker om at friholde kysten for privat udnyttelse, der kunne begrænse adgangen til strand og klit for en bredere befolkning.

I 1961 bliver Sandflugtsloven moderniseret.

Nu er strandbredden på Jyllands vestkyst og et næsten ubrudt bælte langs denne på 100-500m bredde fredet.

Fredningerne er motiveret med sandflugtens bekæmpelse, og der ligger i filosofien bag lovens bestemmelser en anerkendelse af, at klitlandskabet er en levende landskabsform undergivet stadige ændringer. De fredede områder ønskes derfor principielt friholdt for faste anlæg, der nødvendiggør stabile tilstande. Desuden søger man at reservere et råderum for udførelse af dæmpningsarbejder med henblik på bedst mulig beskyttelse af tilgrænsende arealer.

Staten afholder 2/3 af udgifterne til sandflugtsdæmpningen på private arealer, mens kommune og amt afholder 1/6 hver.

I 1971 bliver Klitvæsenet sammenlagt med Statsskovvæsenet der to år senere blev til Skovstyrelsen

Den lokale administration af sandflugtsloven flytter fra Vejers til Oksbøl

I 1985 bliver Skovstyrelsen lagt sammen med Fredningsstyrelsen til Skov- og Naturstyrelsen

I 1992 bliver Sandflugtsloven nedlagt men får sine egne paragraffer i Naturbeskyttelsesloven især i paragraf 8, hvor hovedbudskabet er at tilstanden på klitfredet areal ikke må ændres.

Det betyder samtidig et farvel til sandflugtskommissionerne og klitfogederne idet arbejdet bliver overtaget af statsskovdistrikterne. Oxbøl Statsskovdistrikt bibeholder dog på grund af afstandene klitfogederne på Holmsland Klit. Der er på det tidspunkt stadig 10 klitfogeder på strækningen mellem Nymindegab og Hovvig.

Samtidigt med sandflugtsloven forsvinder også den særlige bevilling, og indgår nu som en del af den samlede driftsbevilling for de lokale skovdistrikter. Kommunerne refunderer stadig 1/6 af udgifterne for dæmpning på privatejet areal mens amterne slipper.

I 2003 fastlægges den nye klitfredningslinje som følge af Kystloven fra 1994. I tiden op til fastlæggelsen har der været usikkerhed med hensyn til hvor den nye linje skulle gå, idet Strandbeskyttelseskommissionen nogle steder havde foreslået at flyttet den længere mod vest, Miljøministeren valgte dog til sidst stort set at bibeholde den gamle linjeføring.

Klitfredningslinjen er nu fastlagt digitalt på matrikelkortet og det er den der gælder.

De gamle pæle er nu kun vejledende.

I 2007 oprettes By- og Landskabsstyrelsen herunder Miljøcenter Ringkøbing.

Miljøcenteret overtager administrationen af Naturbeskyttelseslovens klitfredningsbestemmelser fra Oxbøl Statsskovdistrikt der dog samtidig skifter navn til Blåvandshuk enhed under Skov- og Naturstyrelsen. Sandflugtsarbejdet varetages fortsat af klitfogederne under Blåvandshuk.

I 2010 sammenlægges Skov- og Naturstyrelsen og By- og Landskabsstyrelsen til Naturstyrelsen.

Miljøcenteret i Ringkøbing bliver til Naturstyrelsen Vestjylland – Vand og Natur og bibeholder lovadministrationen, i Oksbøl hedder vi nu Naturstyrelsen Blåvandshuk og står fortsat for sandflugtsarbejdet ved hjælp af de 4 klitfogeder der er tilbage på strækningen.

Hanne Jensen har udvidet sit arbejdsfelt helt ned til Bjerregård. Jakob Hornbæk fra Hvide Sande til og med Nr. Lyngvig, Erling Christensen Nr. Lyngvig til Klegod og Leif Tarbensen fra Søndervig til og med Hovvig.

I 2001 blev vi i en rapport fra Naturrådet om naturens tilstand bebrejdet at vi næsten havde gjort vores arbejde med at dæmpe sandflugten for godt, klitterne var blevet til et ingeniørværk – man savnede den mere dynamiske klit. På vestkysten anses den slags udtalelser for københavnerier og kætterske udtalelser. Når man bor på en smal landtange har man ikke brug for at se hvidt sand, det ligger i blodet at der skal dæmpes.

Vi inviterede en repræsentant for Naturrådet til Havrendingen, der ligger nord for Skodbjerge ved Haurvigbåken. Et af de 5 steder, hvor havet brød igennem tangen i 1825 og skabte en såkaldt havrending. Her har vi siden stormfloden i 1981 undladt at dæmpe, for at se hvordan det ville udvikle sig.

Kritikken fra Naturrådet forstummede, her kunne man opleve klitter i fri dressur. Det gjorde den lokale kritik næsten også. I starten fik vi at vide vi skulle skamme os, at de hvide bjerge var en skændsel, at vi burde vide bedre og at man snart måtte køre over Ringkøbing til Hvide Sande når man kom syd fra. Selv vores egne klitfogeder var kritiske, men kun til en vis grænse for de har siden hentet i hundrede tusindvis af hjelme på arealet i årene der er gået, hjelme trives nemlig bedst med sandflugt. Og Sønderklitvejen, den er stadig farbar.

Måske har vi også gjort det for godt omkring Hvide Sande, byen lever knap nok op til sit navn længere. En stor indsats af klitfoged Martin Sørensen og siden Henry Madsen og Hanne Jensen fik gjort den hvide ørken man ser på fotos fra 1945 og helt op til 1970erne, grøn. I en årrække var flere klitområder afspærret for at give dem fred.

Dæmpningsindsatsen er størst i de områder hvor bebyggelsen ligger tættest på klitten dvs. Søndervig og Årgab.

I de senere år har fire grundejerforeninger i Bjerregård og Hovvig meget glædeligt taget medejerskab til klitterne og deltager aktivt i sandflugtsbekæmpelsen på store plantedage.

I takt med faldende bevillinger er det måske vejen frem, for som Erna Timmer engang skrev her i heftet: La vos værn æ’klet.