DER ER SÅ MEGET AT FORTÆLLE

Så er det tid igen Pedersen, (Gunnar Pedersen, Min gamle geografilærer fra folkeskolen i Hvide Sande) Det er 3. gang jeg får en opfordring fra dig om at skrive et stykke i Ywl o æ kle´t. Og det gør jeg med glæde, for hver gang man får en sådan opgave dukker der nye ting frem fra gamle dage og dem vil jeg gerne fortælle om. Jeg tror, jeg vil holde mig til den periode hvor vi flyttede fra lægeboligen på Søndergade 6 til Thyge A´s gård i Sønder Lyngvig, det er den gård som siden har været ejet af murermester Jørgen Høj og nu af tømmermester Lars Timmer. Den ligger i læ af en stor klit og er nu nærmest kommet ind i byzonen i det nordlige Hvide Sande.

Men nu vender vi tilbage til tiden i halvtresserne. Den 9. december 1951 var gårdejer, fisker og strandfoged, Thyge A Thygesen, med ved den ulykkelige redningsbåds-færd. Han var en af fars venner, var den ældste ombord og stod ved motoren. Han var en af klittens store personligheder og han var én af dem der satte livet til, den nat som vi aldrig glemmer. Jeg var 7 år og jeg husker endnu det forfærdelige uvejr. Vi børn kunne mærke at der var noget meget alvorligt på færde. Der var observeret nødblus fra et skib på havet. Far var flere gange ovre ved redningsstationen på nord-siden. Jeg var med én af gangene. Redningsfolkene ventede på signal om, at de skulle ud til et hollandsk skib i nød, som egentligt ventede hjælp af redningsskibet Switzer fra Esbjerg. På et tidspunkt opfangede redningsfolkene igen nødsignal fra skibet, og de begav sig ud på det voldsomt oprørte hav. Min far og jeg kørte ned til klitterne, vi lå godt i læ og fulgte lyset fra redningsbåden, nogle gange var det oppe, og andre gange var det væk, skjult af en stor bølge. Men pludselig forsvandt lyset helt. Og vi vidste, at der var noget forfærdeligt galt. Far arrangerede rednings-mandskab på land, fik skaffet hestevogne og gjorde klinikken og skadestuen klar til at modtage søfolkene. På hestevogne blev folkene genoplivet på vej til klinikken hvor far tog over. Vi 4 børn havde fået ordre på at lime glanspapir sammen til musetrapper, og aldrig er der blevet lavet så mange musetrapper, men vi kunne jo ikke lade være med at kigge ud af vinduerne fra 1.sal. Der var et virvar af hestevogne, redningsfolk, og hjælpere, og så kom ambulancerne og hentede nogle af de forulykkede. Jeg husker at der var meget stille dernede, vinden hylede men der var dog en sær ro over det hele midt i kaos. Det hele var oplyst af en enkelt gadelygte og vi så mennesker stå i afmagt i baggrunden mens redningsfolk og reddere gjorde deres arbejde. Thyge A gik til, og efterlod sin kone Katrine og mange børn, der var Ruth, Marie, Else og Bent som jeg kender, men der var nok flere.

Katrine stod alene med driften af den lille gård der havde 24 tønder land jord på østsiden af landevejen ned til fjorden og nogle klitter vest for gården til havet. Det kneb efterhånden for hende at drive gården, og hun spurgte derfor i 1957 min far, Jørgen Josephsen om han var interesseret i at købe bedriften. Hun vidste at fars store interesse var landbrug. De blev enige om en pris for gård og landbrugsjord, men så kom problemet med klitterne bag gården, (der hvor geflevej nu ligger). De blev enige om at han hellere måtte få klitterne med, hvis han til gengæld ville stå for papirerne. Og sådan blev det.

Det var en stor omvæltning for os børn, som jo var vant til at have vores kammerater på sydsiden, Det var helt anderledes at flytte til nordsiden, langt fra Hvide Sande centrum (omkring sømands-hjemmet og Kruses kiosk).

Fra dag til dag flyttede vi til gården, og der var meget at se til. Gården var med stråtækt stuehus og der var et væld af små rum i stuehuset.

Stuehuset er over 25 meter langt og vender nord / syd, med en masse små vinduer ud mod øst med udsigt over engene og Ringkøbing fjord. Gården er Uformet med en kort længe i nord der forbinder stuehus med laden. Her var bygget toilet og koldrum, bryggers. Og nærmest ved laden var hestestalden.

Vi overtog to store heste. Hans, en stor jydsk, og Grete der var en ligeså stor Belgier. Det var rigtige arbejdsheste men vi børn brugte dem som rideheste, de var så godmodige og velnærede, Man kunne sidde på dem uden en saddel, bare en snor omkring livet. Når vi red ned til havet på hest, var det spændende at ride det stejle stykke ned til stranden, så skred vi helt ud på manen og måtte holde fast ved ørerne for ikke at skride af. De var så godt i stand at hvis det havde regnet kunne der stå en lille sø af vand på ryggen.

Stald og Lade var bygget i 1940erne af strandingstræ , Thyge A var fisker, landmand og Strandfoged, han hentede strandet træ ved havet og samlede det og stablede det foran gården. Et år var der kolossale mængder godt træ, det var lagt i numre som i april skulle sælges ved strandingsauktion, Det er et næsten ulønnet arbejde at være strandfoged, et tillidshverv. Det er en hævdvunden skik at Strandfogeden har »madammens nummer« det er et nummer som andre ikke må byde over, og det brugte Thyge A til at opkøbe strandingstræ til både en ny kostald og en moderne lade.

Stalden lå i den sydlige del af bygningen. Den var med buede brandhvælvinger i røde ildfaste mursten, og ovenpå stalden var plads til al høet. Der var loftluge ned til køernes fodertrug, det var en stor fordel, vi kunne trille en høballe lige ned til dyrene. Nord for stalden lå laden, her var der en bred ladeport både i øst og vest siden, de kunne begge åbnes og vi kunne kører et hølæs ind på tværs af laden. Også i nordsiden var en bred ladeport, her kørte vi kornet ind og stakkede det i den høje lade, så kunne vi altid tærske kornet i vores tærskeværk, når vi skulle bruge korn til foder. Inde i laden var et rum gående fra vest mod øst, hvor vi opbevarede roerne. Roerne kunne læsses ind i rummet udefra gennem en luge i vest. Inde i roe-rummet stod vores roe-rasper. En roe-rasper skærer roerne i tilpas små bidder til køerne. Rasperen har en tromle der drives af en el-motor, Roerne vandrer først gennem den del af tromlen der ryster sand og jord af roen, herefter ender roen i et stort rivejern som rasper den i småstykker. Vi havde også en hånddreven rasper, men den var anstrengende at bruge og det krævede at vi først vaskede roerne for jord.

På østsiden af laden var malkehuset der vendte ud til gårdspladsen. Mælken blev hældt gennem en filtersi over i 60 l mælkejunger, Vi kølede mælken ned med rindende vand, der løb ned over jungen. Og så var det om at få kørt mælkejungerne ned til vejen inden kl 6 om morgenen Vi kunne køre tre til fire junger ned hver morgen. Her blev alle jungerne fra de mange landbrug på klitten kørt til Søholm mejeri i Årgab, og siden, da det lukkede, kom mælken til mejeriet i Kloster. Vores gode nabo Ole Bork var én af dem, jeg husker, der kørte mælken til mejeriet. Vi fik altid en junge med returmælk, det var syrnet mælk, nærmest kærnemælk, resterne efter at mejeriet havde lavet smør af mælken. Vi satte en ære i at levere 1. klasses mælk. Malkemaskinen var en Alfalaval, Det er en aluminiumspand med et tætsluttende låg, vi koblede en vakuumslange til spanden og til et rørsystem som løb ovenover køerne og så var der et godt undertryk i spanden. En ventil lukkede skiftevis vakuum ind i pattesugene i højre og venstre par kopper. Før sugekopperne blev sat på, var vi opmærksomme på, at der ikke var sygdom i yveret. Vi målte kimtal ved problemer. Og afvaskede altid yveret før malkningen. Afregningen for mælken blev sat efter kvaliteten.

I hele den vestlige del af stalden stod grisesøerne, der var plads til 5 søer med smågrise. ved siden af var der små båse med plads til spædkalve, vi havde nok altid 5 til 6 fedekalve. Vest for stalden var ajle beholderen Det var en stor cementbeholder med plads til adskillige tusind liter ajle fra dyrene. Den beholder havde vi stor respekt for, Den var overdækket med en 1x1 m stor åbning som blev holdt lukket med et trælåg, undtagen når beholderen skulle tømmes. Vi havde en speciel ajletønde af træ som vi læssede op på hestevognen, og så kunne vi sprede ajlen på marken.

Nord for ajlebeholderen var møddingen, lidt herfra var hønsehuset. Vi overtog ca 70 høns af forskellig hønserace, der var hvide og brune og indimellem er et par perlehøns, og altid en stor hane der passede på flokken. Hønsene gik overalt og skrabede. De passede møddingen og lavede sandhuler i klitten, og en skrukhøne gemte sig ofte under nogle fyrretræer og kom først frem når dens 10 æg var ruget ud, så var der nye høns på vej. Vi havde en indhegning til hønsene for at beskytte dem om aftenen mod ræven. Det var nødvendigt. Vi havde en rævehule tæt på gården. Om aftenen fodrede vi hønsene, så fulgte de alle med ind i indhegningen, Om natten sad de alle på deres hønsepind, der var en sagte pludren. Der er ikke noget så hyggelig og fredfuld som høns der er faldet til ro på deres pinde. Når døren var lukket var de i sikkerhed for ræven. Jeg tror ligefrem de nød at blive »puttet«. Hver dag gav de os mellem 40 og 60 æg. Vi samlede dem i bakker og kunne ugentlig levere en hel kasse æg til købmand Frydendahl. Dengang kendte vi ikke til salmonella. Hønsene var sunde og raske, en syg høne var en sjældenhed, og den blev selvfølgelig aflivet. Det bedste vi vidste, var et røreæg, en blomme og 2 teskeer sukker røres til en tyk æggesnaps og nydes med teske, en teske kakao gør den extra god.

Mor var en stor dyreven, så det var lidt svært at aflive en høne. Hun havde ofte et par høns gående i køkkenet, sammen med vores katte, fire hunde og ind imellem en pattegris. Kort efter at vi flyttede til gården, fik vi en pony importeret fra dyrhaven i København, den hed Lise. Min lillesøster Vibeke holdt også meget af dyr, hun havde en ged Mette. Inde i stuen havde vi en papegøje, Jakob som Vibeke siden har arvet. Vi fik også en stor blå Ara, men den måtte vi lade gå tilbage til dyrehandelen. Den var stor og drillede far når han gik forbi den. Så råbte den højt, og ville hakke ham, mens den altid var sød og kærlig overfor mor og mig, Jeg tror det skyldtes at han engang gav den en indsprøjtning, og det husker en papegøje til evig tid. En ara er en meget stor papegøje, den har et kraftigt næb, og knækker en paranød som ingen ting. Så man skulle ikke sætte fingrene hen til den hvis der ikke var gode vibrationer.

Vi havde engang opflasket en griseunge. Vibeke passede den, og den gik frit omkring og gik også efter os ind i køkkenet. Hun vejede til sidst flere hundrede kilo. Hun hed Tulle, hende husker jeg tydeligt endnu, selvom jeg på det tidspunkt var flyttet til kostskolen VGT. Hun endte med at blive en god driftig so i mange år. Hendes børn fik ind imellem lov at gå i en indhegning ved hønsehuset i det frie.

Det var en stor omvæltning for os at flytte ind på en aktiv og driftig gård med blandet bedrift. Jeg var 13 år gammel og ville gerne hjælpe til, så meget jeg kunne. Far havde travlt med sin lægepraksis. Han var konstant i arbejde, efter konsultationstiden der gerne sluttede omkring kl 18, havde han vagt. Det betød at han stod til rådighed for klittens borgere i døgndrift. Det var sommetider svært at skifte fra landmandsbeklædning til lægebeklædning. Jeg husker bl. a. at far benyttede store gummistøvler som han kunne træde ned i uden først at tage skoene af. Han fik hurtigt installeret et konsultationsvagtrum på gården, her kunne han klare alle akutte skader og konsultationer og kunne blive på gården og få klaret bedriften.

Det var en spændende tid med mange nye opgaver, Jeg var jo den ældste af os 5 søskende, Hanne var 12 år, Tore 10 år, Vibeke 8 år og Fjord var lige kommet til. Jeg følte nok at jeg skulle hjælpe godt til med bedriften og det var meget spændende. Vi havde også hjælp til det daglige, Villy Andersen fra Lyngvig passede dyrene også Ejner Jakobsen (Ejner Rap) kom til og var en helt fantastisk støtte for os i mange år. Svend Jensen (siden Svend Taxa) hjalp os med dyrkning af jorden, det var på et tidspunkt hvor far havde overtaget Heeager maskinstation, og den skulle jo også passes. Vi har også haft hjælp af Uffe Drewsen og Vagn Kristensen (Veras Vagn).

Nogle gange skulle røgteren have fri, og så var det mig der passede dyrene, det vil jeg fortælle dig om: Klokken 5 startede morgenen så jeg kunne være helt færdig inden kl 8. Om vinteren var køerne i stalden, men om sommeren skulle de hentes ind fra marken. Så stod de og ventede ved indhegningen på marken der hvor Anker Fjord Hospice nu ligger. Det var utroligt nemt at få dem med, de gik i en lang række med førerkoen først og så fulgte de andre efter, Jeg skulle stoppe køretøjer på vejen, mens køerne gik over vejen. De gik alle pænt ind af stalddøren i syd, og gik selv op i deres båse, Vi havde røde køer og sortbrogede korthornskvæg og endte i firsene med Hereford kødkvæg, (det sparede den daglige malkning). Også om sommeren fik køerne kraftfoderpiller og lidt korn, det gav en god mælkeydelse. Vi doserede kraftfoder pillerne med en måleske cirka 1 kg til hver ko, dem der gav meget mælk fik lidt extra, og så snakker man lidt med den enkelte ko, det var hyggeligt.

Malkning:. Yverne blev tørret af og så blev malkemaskinen sat på. Hvis patten var øm, sparkede hun selv maskinen af, og så måtte vi malke rent med håndkraft, mælken blev givet til spædkalvene. Mens maskinen trak mælken ud, kunne jeg lige nå at give søerne mad, den bestod af grovmalet korn blandet med surmælk og vand. Det kaldes grutning. Når alle søerne var fodret faldt der ro over stalden. Malkemaskinen klikkede frem og tilbage, mens søerne smaskede maden i sig. Snart var alle 10 køer malket, og så var det tid til at muge ud. De 6 søer havde båse med en soveafdeling og en toiletafdeling bagved, det var påfaldende, så renlige dyrene var. Halmen i soveafdelingen var oftest tør. Vi kunne aflukke soveafdelingerne fra toiletterne og skubbe gødningen sammen bag båsene. Gødningen blev læsset på trillebøren (støvt). Der var nok 5-6 trillebørelæs morgen og aften. De blev kørt ud på møddingen, op ad en lille planke der var lagt ud Læssene var tunge, og der skulle et godt tilløb til for at trille op på den smalle fjæl, ellers kæntrede trillebøren for tidlig.

Vi havde altid en so der skulle føde. Det er den farligste tid for de små nye grise, Vi skulle være hos soen under hele fødslen til alle, fra 8 op til 12 grise, var født. Soen kunne komme til at lægge sig på en lille gris, og så var det sket. Det er ellers imponerende så hurtigt de små nye grise kommer ud af hinderne, de har allerede som spæde en skarp hjørnetand der kan bide hul på hinderne. Og hurtigt finder de mors varme og søger for at få mælk. Når soen lægger til, kommer tit den næste lille gris. Den barslende so fik extra strøelse, og de små grise søgte ind under en varmelampe som vi havde hængt op i svinebåsen de første dage efter fødslen. Når alle grisene var kommet til verden, måtte vi fungere som tandlæge og afbide de nyfødte grises skarpe hjørnetænder, det var ikke så rart.

Jeg kan blive ved med at fortælle om den spændende tid på gården. Men, Pedersen jeg vil fortælle om en stor lidenskab vi havde på gården, det var isbåden. Da vi overtog gården i 1957. Var der gode isvintre, og mange fiskere og andre havde bygget isbåde der lå i Mamrelund og Tyskerhavnen. Det var en oplevelse at sejle med en god isbåd, Jeg husker én af de bedste, den var bygget af Viggo Muff, og var beregnet på at kunne bringe garn ud på fjorden til fiskeri. Men ofte blev den nu brugt til en rask tur på fjorden. Båden var bygget omkring et trækryds, bagtil var styremeden og til begge sider var de lange stålmeder specielt slebet, så isbåden ikke skred sidelæns i frisk vind. Der var en mast og et stort sejl, Masten kunne forlænges så der også kunne monteres et topsejl. Sejlet var nederst fæstet til en bom der svingede fra side til side, alt efter om man kørte i med eller modvind og krydsede. Far havde fået mange ture med isbåd, og da vi så overtog gården, fik vi mulighed for selv at bygge én.

Far kontaktede Karl Erik Kristensen og sammen byggede de en helt speciel isbåd. Den havde i siderne bevægelige meder. Mederne var monteret på 10 cm tykke træklodser. På indsiden af klodserne var stålmederne monteret, de var skråtslebne så de skar sig ned i isen under drift. Træklodserne var 80 cm lange og 30 cm høje, og var monteret på en vandret stålaksel således at mederne kunne følge ujævnheder i isen. Udenfor mederne var monteret 10 cm brede stålskinner, der virkede som ski. Isbåden sad aldrig fast i en snedrive, men kunne sejle henover driven på skiene. Karl Erik hjalp os med at få det rette sejl til båden, og så skulle der køres. Det var en virkelig fin isbåd, og den kunne sejle fra de fleste. Vi kunne jo ikke måle hastigheden, men jeg har indtryk af, at vi havde en fart på over 60 km i timen med frisk vind. Jeg tog flere gange en tur tværs over isen til Ringkøbing med båden. Jeg skulle tage mig i agt for våger, specielt omkring Vonåen og ved afvandingsslusen i Hvide Sande. Det var en Lidenskab at køre isbåd, vi var mange i Hvide Sande i de år som byggede og sejlede isbåd.

Dengang Pedersen var der rigtigt gode isvintre, Det bedste var nogle gode dage med frost, så isen blev tyk på fjorden, Så måtte der godt komme et par dage med let tø og så stærk frost igen. Så blev isen glasklar og glat. Vi havde selvfølgelig vores træskøjter med. Så vi kunne smutte til land hvis der tilstødte noget. Skøjterne blev fremstillet i Holmsland bl a af smeden Elias Nielsen, de kaldes også holmslandskøjter. Det er skøjter med træbund og en lang mede der er hulslebet og ender fortil i en snabel. Skøjten spændes på med snore eller læderremme og kan sidde på almindelige gummistøvler. De ligner meget langrendsskøjter som dem der bruges til konkurrencer, men meget lave. Jeg har mine endnu, dem skiller man sig aldrig af med. De er verdens bedste skøjter, synes jeg.

Vores isbåd fik en trist afslutning på sit liv. En dag var far på fjorden i isbåden, Der var en rigtig frisk vind fra øst, og isen var perfekt hård og glasklar, Han havde en vældig fart på og kom ude fra fjorden og krydsede ind imod Sønder Lyngvig med vinden bagtil på sejlet. Men 1 km før kysten tog vinden til og han kunne ikke holde kursen på båden. Den begyndte med voldsom fart at skride sidelæns ind mod kysten, Isen var så hård at mederne ikke kunne skære sig ned. Styremeden bagtil løftede sig op på grund af den kraftige vind. Far valgte at springe af båden og så skred han parallelt med båden ind mod kysten. Han fik vendt sig ved at prøve at bremse med hænderne, således at han skred ind med fødderne først. Først brasede isbåden ind mod kysten og få sekunder efter kom far, og endte få meter fra den sønderknuste isbåd. Dagen efter var han hos Karl Erik for at få bygget en ny båd.

Du skal lige høre om vores Grus-eventyr. Dengang i tresserne var det jo tilladt at grave ral ved havet, Det var der på den tid stort behov for. Molen ved Hvide Sande skulle udbygges og der skulle støbes en masse betonblokke. Vi var tre leverandører til molerne, der var Arne Mathiesen som havde to blå traktorer, Fordson major. Han hentede støbegrus eller, ral både fra nordsiden og sydsiden. Så var der Leo Jensen, søn af Jens Grus, han havde en grøn Deutz og hentede grus fra nordsiden, han kørte ned gennem klitterne ad en vej som lå lige vest for sin fars gård. Og så var der os. Far havde investeret i maskinstation med flere traktorer. Og i dødtid var det praktisk at hente grus ved havet. Ejnar hentede grus på hverdagene, men efter skoletid og i weekenderne var det os unge der kunne tjene en skilling. Vi havde den bedste, dvs den hurtigste traktor af os alle. Den havde et højt landevejsgear som de andre ikke havde. Vi unge der kørte grus op var Finn Grus, Leos lillebror, Louis, (søn af Kr Just) og Jeppe Enevoldsen, (Jeppes maskinværksted)

Problemet med at hente grus ved havet var flere, for det første skulle havet have lagt en bunke ral op der var tilpas dyb, så den kunne skovles op uden iblanding af sand. For det andet var det om at komme først til grusbunken, for vi respekterede altid at den først ankomne havde ret til rallet. Ral er tungt, 1 kubikmeter vejer 2,5 tons, det betød at der var grænser for hvor tungt et læs vi kunne køre op over klitten. Vi passede hjulsporet over klitten med halm og kvas men over 1 kubikmeter kunne sjældent trækkes op. Altså ikke før vi unge kom til. Vi tre drenge havde nogle idéer om at få træk på vognens to hjul. Så ville vogn og traktor fungere som et firehjulstrukket køretøj.

Far var med på ideen og kontaktede nogle helt fantastiske smede i Tim, Valdemar Kærgård og Holger. De var med på den værste og kunne løse alle opgaver med stål og svejser. Holger husker jeg tydeligt, han tændte sin cigaret med en svejseflamme, og han tændte svejseflammen med sin cigaret, han brændte aldrig næsen, det var jeg meget imponeret over. Jeg husker ham da han kom med vognen, det var bagenden af en gammel lastbil, med Hjul og differentiale, og med en bevaret gearkasse. Gearkassen kunne tilsluttes traktorens kardan og så var det om at finde det gear, vognen skulle stå i, når traktoren feks kørte i 3. gear. Hastigheden for traktor og vogn skulle passe sammen. Hvis vi satte gearet på vognen i 2. gear passede hjulomdrejningerne. Vi havde fået bygget en super god tohjulet vogn koblet på Nuffield traktoren. Det var en opfindelse i sig selv. Og så havde vi pludselig et firehjulstrukket køretøj. Nu kunne vi hente 4 kubikmeter grus af gangen. Dvs 10 tons. Én af os kørte traktoren og en anden stod på vognens trækstang og skiftede gear vognen. Der var ikke noget der hed arbejdstilsyn dengang.

I en weekend kunne Jeppe, Louis, Fin og mig hente op til 10 læs, a 10 tons. Vi blev storleverandør til molerne i Hvide Sande. Alt var læsset med håndskovl, og det var jo nok noget der kom til at knirke i skulderleddene. (det mærker jeg i dag) Men det er i dag en fornøjelse at gå en tur på molerne og se produktionsdatoen på hver stenblok og så tænke at den cementblok har jeg leveret gruset til.

Pedersen, det går jo ikke, jeg kan blive ved med at fortælle om min tid på gården. Men jeg skal jo ikke tage pladsen op for andre forfattere. Vi havde lavet mange opfindelser med hjælp fra Valdemar og Holger, ikke alle lige succesfulde men det kan jo ikke altid lykkes. Vi havde en god tid på gården, der var meget at gøre da vi fik maskinstation, Mejetærskeren og de andre markredskaber skulle holdes, renses og smøres og repareres. Jeg havde en lidenskab med kemi, og lavede en del forsøgsopstillinger, men det bliver der ikke plads til at fortælle om. Så var der dengang min bror Tore sprang flagstangen i stykker, og da vi lavede krudt som lavede røgslør i hele bryggerset, men det er også en anden historie, eller da Uffe Drewsen og jeg forsøgte at lægge hønsene ned på en række. De historier må du få en anden gang.