Der er så meget at fortælle
Af Peter Josephsen
Så er det tid igen Pedersen, (Gunnar Pedersen, Min gamle geografilærer fra folkeskolen i Hvide Sande) Det er 3. gang jeg får en opfordring fra dig om at skrive et stykke i Ywl o æ kle´t. Og det gør jeg med glæde, for hver gang man får en sådan opgave dukker der nye ting frem fra gamle dage og dem vil jeg gerne fortælle om. Jeg tror, jeg vil holde mig til den periode hvor vi flyttede fra lægeboligen på Søndergade 6 til Thyge A´s gård i Sønder Lyngvig, det er den gård som siden har været ejet af murermester Jørgen Høj og nu af tømmermester Lars Timmer. Den ligger i læ af en stor klit og er nu nærmest kommet ind i byzonen i det nordlige Hvide Sande Men nu vender vi tilbage til tiden i halvtresserne. Den 9. december 1951 var gårdejer, fisker og strandfoged, Thyge A Thygesen, med ved den ulykkelige redningsbåds-færd. Han var en af fars venner, var den ældste ombord og stod ved motoren. Han var en af klittens store personligheder og han var én af dem der satte livet til, den nat som vi aldrig glemmer. Jeg var 7 år og jeg husker endnu det forfærdelige uvejr. Vi børn kunne mærke
at der var noget meget alvorligt på færde. Der var observeret nødblus fra et skib på havet. Far var flere gange ovre ved redningsstationen på nord-siden. Jeg var med én af gangene. Redningsfolkene ventede på signal om, at de skulle ud til et hollandsk skib i nød, som egentligt ventede hjælp af redningsskibet Switzer fra Esbjerg. På et tidspunkt opfangede redningsfolkene igen nødsignal fra skibet, og de begav sig ud på det voldsomt oprørte hav. Min far og jeg kørte ned til klitterne, vi lå godt i læ og fulgte lyset fra redningsbåden, nogle gange var det oppe, og andre gange var det væk, skjult af en stor bølge. Men pludselig forsvandt lyset helt. Og vi vidste, at der var noget forfærdeligt galt. Far arrangerede rednings-mandskab på land, fik skaffet hestevogne og gjorde klinikken og skadestuen klar til at modtage søfolkene. På hestevogne blev folkene genoplivet på vej til klinikken hvor far tog over. Vi 4 børn havde fået ordre på at lime glanspapir sammen til musetrapper, og aldrig er der blevet lavet så mange musetrapper, men vi kunne jo ikke lade være med at kigge ud af vinduerne fra 1.sal. Der var et virvar af hestevogne, redningsfolk, og hjælpere, og så kom ambulancerne og hentede nogle af de forulykkede. Jeg husker at der var meget stille dernede, vinden hylede men der var dog en sær ro over det hele midt i kaos. Det hele var oplyst af en enkelt gadelygte og vi så mennesker stå i afmagt i baggrunden mens redningsfolk og reddere gjorde deres arbejde. Thyge A gik til, og efterlod sin kone Katrine og mange børn, der var Ruth, Marie, Else og Bent som jeg kender, men der var nok flere. Katrine stod alene med driften af den lille gård der havde 24 tønder land jord på østsi-
11
Ywl o æ Kle’t
35
