Mit første ord var formaggio

Forfatteren Sofia Jama kom som 13-årig til Danmark efter en otte år lang nomadetilværelse på flugt fra borgerkrigen i Somalia. I dag har knapheden lært hende at hylde enkelheden i det italienske køkken.

Af Niklas Roar

Foto: Seth Nicolas

“Hvor kan jeg sætte denne her?” Sofie Jama har medbragt sin ti måneder gamle søn til interviewet i Supermarco. Han sover tungt i en stor barnevogn, som efter en godkendelse af temperaturen udstyres med en babyalarm ude på lageret mellem Europapaller fulde af napolitansk kaffe og toskansk vin. Her er der køligt nok til, at han kan sove videre Voksi-posen uden at vågne badet sved, og hun sætter sig ved et stort bord mødelokalet og lægger alarmen foran sig.

Det er en noget anden barndom, end den 40-årige forfatter selv fik, inden hun som 13-årig kom til Danmark efter en otte år lang nomadetilværelse på flugt fra fronterne i den somaliske borgerkrig, hvor hun måtte lære at tage sig af ikke blot sig selv, men også af sine mindre søskende.

Sofie beskriver delvist selvbiografisk i sin anmelderroste debutroman Et andet menneske, et andet liv hvordan hun straks kort efter ankomsten til Danmark beslutter sig for at forfølge en ny identitet som dansker og således også tager afstand fra sine somaliske rødder.

Hun afsøger omdrejningspunktet for interviewet og har flere gange i de forløbne uger forhørt sig om, hvad der er temaet. Hun virker ikke bekymret, men oprigtigt nysgerrig, og selv om hun har let til smil og latter, synes der hele tiden i hendes blik at gemme sig en alvor og en eftertænksomhed, der måske trækker tråde til en benhård barndom i et land, som blev skabt, da stormagterne trak streger og fordelte land mellem sig i Adrika og Mellemøsten og siden forsøgt domineret og splittet af militante bevægelser, der alle hævder at have Gud på deres side.

”Somalia var en italiensk koloni. Italienerne gik lidt i panik sidst 1800-tallet, hvor flere af de andre kolonimagter tog for sig af retterne, og så kunne de lige nå at finde en sandkasse Sydsomalia indtil 1960. Min mor boede i den italienske del af Somalia og taler italiensk, så mit første ord var formaggio,” fortæller Sofie Jama, der efter eget udsagn har glemt meget af det italienske, men udtalen sidder stadig lige der, hvor hendes mor efterlod den engang 1980’ernes Somalia.

Danmark var som en anden planet

Men hun havde aldrig selv forladt kontinentet, da hun ankom i Kastrup efter at være fløjet direkte fra Addis Abeba, hovedstaden i Etiopien.

”Det første, jeg husker, var, at det var så koldt. Det lyder banalt, men du skal tænke på, at jeg efter 13 år i Østafrika aldrig havde oplevet temperaturer under 30 grader, og vi kom december. Jeg havde aldrig fløjet eller kørt bil før. Det var som at komme til en anden planet.”

Sofie og hendes familie var iklædt sandaler og tynde kjoler, som stod i skærende kontrast til danskernes tykke jakker og robuste vinterstøvler.

”Jeg husker, at jeg løb tilbage til flyveren, fordi jeg følte, at min hud var ved at falde af.” Sofie Jama tager sig til armen.

I begyndelsen overraskedes Sofie over både den venlighed, hun oplevede fra indbyggerne i det nye værtsland, men også fjendtligheden.

”Vi kom fra så mange års krig uden mange smil eller grin. Her smilede og grinede folk virkeligt meget. Og de sad og drak noget, der hed alkohol. Det kendte vi ikke noget til, og jeg var meget fascineret af det. Men vi adskilte os på alle parametre. Vi var tildækkede fra top til tå, og vores hudfarve var helt anderledes. Vi var som et omrejsende cirkus. Og tænk at man spiste gris! For os var det ligesom at være kannibal, for grisen kendte vi som et meget intelligent dyr, og i dag ved vi jo også, at de faktisk ligner os meget.”

Sofie Jama fortæller hen over det store bord i det mørke mødelokale, at hun blev tvunget til at se sig selv i et andet lys, og at det gav hende en form for selvforagt. Familien blev placeret i en ressourcesvag del af Nørresundby, hvor der var mange, der ikke var glade for de fremmede, og de to første år var virkelig ikke sjove, husker hun.

Sofie klarede sig dog ualmindeligt godt skolen, og hun blev en flittig gæst på bibliotekerne. Og netop bøgerne blev kilden til den transformation, som den unge kvinde satte sig for at gennemføre.