TEMA

udgangspunkt i projekter, de har fået øje på og har taget ned fra hylderne i værkstedet. Typisk bliver der sagt noget a la ”årh, sådan en her ville være perfekt til mine X derhjemme” eller ”Kan jeg i mit projekt ikke gøre det samme, som de har gjort her, måske bare uden denne her del”.

Udtalelser som disse afspejler både en faglig refleksion og en kreativ proces, hvor den unge både får åbnet op for muligheder gennem det at vurdere andres projekter og samtidig også kan få afgrænset et projekt ved at se, hvad materialer eller maskiner faktisk kan bruges til.

Fra praksis til fagligt perspektiv Når jeg i forbindelse med valgfag på skolerne inviterer elever fra 9. årgang indenfor til et forløb i vores makerspace, forsøger jeg typisk at skrue en anelse op for fagligheden. Jeg ønsker fx, at de kan gøre sig tanker om teknologiers intentionalitet og design samt reflektere over, hvilken betydning dette kan have for forbrugeren selv, sociale fællesskaber, demokrati mm. Sådanne emner kan hurtigt få en abstrakt størrelse, og selv med gode eksempler præsenteret gennem tekst, billede eller video, kan det være svært at forstå. Desuden kan det være svært at udfordre antagelser eller teoretiske perspektiver, hvis man ikke kan påvise noget gennem en test. Derfor taler det erfaringspædagogiske argument for en problembaseret og undersøgende tilgang, hvor man gør sine egne erfaringer ved enten at gå ud i verdenen og studere det faktiske eller afprøve de teoretiske koncepter fx gennem egne konstruerede prototyper.

Tre betingelser

Til de sidste to omgange valgfag har de unge skulle bygge en Mystery Box. Ja, og hvad er så det? Jeg har præsenteret emnet ved at sige, at der er tre betingelser:

1. De skal bygge en boks med et mysterium. Den skal gemme på en hemmelighed eller have en intention.

2. Boksen skal være interaktiv – altså have minimum ét input/outputsystem.

3. Deres projekt skal afspejle en iterativ designproces, hvor der bliver bygget flere prototyper inden den endelige står klar.

Gennem disse betingelser prøver jeg at ramme tre områder, der hver især udgør centrale dele af at arbejde innovativt med design og teknologi. Ligeledes skal de tre områder klæde dem på til undervejs at indgå i nogle fagligt funderede diskussioner, hvor vi forsøger at analysere og afkode de teknologier og deres intentioner, som vi konstant er i berøring med ude i den virkelig verden – og som uden en praksisfaglig erfaring kan være sværere at gå til.

En praksisfaglig kultur

Det værkstedspædagogiske argument drejer sig om det at fremstille produkter for at fremme motivationen for læring. I vores makerspace laver de unge deres egne projekter, og det bliver derfor dem selv, som er eksperter i deres projekter. Jeg synes, det er tydeligt, at det betyder noget for motivationen, at de ”får lov” til at tage ejerskab over deres eget projekt – og at komme i mål med det.

I en praksisfaglig og kreativ kontekst må man give slip på lærerrollen og i stedet gribe rollen som facilitator, hvilket jeg ihærdigt forsøger i vores værksted. Det gør jeg fx ved at stille spørgsmål, der kan hjælpe dem videre eller udfordre dem i at eksperimentere eller tænke kreativt. Nogle unge trives virkelig godt i selv at tage styringen, og disse udfordrer jeg yderligere ved at tænke i proces og dermed gøre sig bevidste om, at der sagtens kan være mere end én prototype. At have mere end én prototype betyder, at der har været prototyper, der enten ikke har fungeret optimalt eller på anden vis har manglet noget. Min erfaring er, at de unge på den måde bliver gode til at se, at fejl og mangler bliver en vej til læring.

For nogle betyder flere prototyper også, at man bliver bedre til at have en eksperimentel tilgang, hvor man lader prototyperne lede vejen, fremfor at tro, at man har regnet det hele ud på forhånd. Til sidst kan flere prototyper være en øvelse i at strukturere ens projekt - så man ikke forsøger at lave alt på én gang, men i stedet starter med at teste om et delelement virker - og derved potentielt bedre kan magte processen.

Fællesskabet

Når det er sagt, er der andre unge, der bruger noget tid på at indse, at jeg ikke ved alt om droner, bordtennisbat, mekanikken bag en elastikpistol eller den skuffe, de er ved at lave til deres kommode derhjemme – og at de nok derfor bare selv må prøve noget af eller selv lave research på området. Jeg arbejder i det hele taget rigtig meget med at skabe en kultur eller et fællesskab, hvor jeg på mange måder skal fremstå på lige fod med de unge. Jeg ønsker for det første ikke at sætte mig selv i den umulige position, at jeg på forhånd skal vide alt. I stedet lægger jeg op til at de selv skal være undersøgende, hvilket giver bedre grobund for deres egen kreativitet. Derudover er det helt bevidst for at understrege, at vi netop er et fællesskab, og at de jo måske lige så godt kan spørge hinanden om råd og sparring.