[16]
SUNDHEDSKRIGEN Lad venligheden råde ENGANG DA JEG besøgte en menighed i Nordame-
rika som gæstetaler, blev jeg inviteret til at spise med til menighedens fællesspisning. Efter gudstjenesten gik jeg derfor nedenunder, hvor maden var stillet frem. Det menighedsmedlem, der var ansvarlig for arrangementet, bad mig komme op foran for at sige tak for maden. Straks derefter fik jeg en tallerken i hånden, og det var klart, at den ansvarlige ville have mig til at tage af maden først. Det havde jeg det ikke så godt med, da jeg kunne se adskillige børn i køen bag mig, som så mere sultne ud end mig. Men jeg tog tallerkenen og gik frem mod serveringsbordet. Idet jeg gjorde dette, pegede en kvinde på den forreste ret og sagde med kritik i stemmen og så alle kunne høre det: ”Der er RIGTIG ost i den ret.“ Hvis hun ikke havde sagt noget, ville jeg højst sandsynlig have sprunget denne ret over, da det ikke var en af mine favoritter. Men nu var alles øjne rettet mod mig for at se, hvad jeg ville gøre. Selv om jeg var fristet til at gå videre, fik jeg en fornemmelse af, at jeg skulle tage en skefuld. Som sagt så gjort, hvilket affødte en højlydt stønnen fra førnævnte kvinde. Adventnyt nr. 3 juni 2022
TEKST Fred Hardinge er uddannet ved Loma Linda Universitetet og ansat i Generalkonferencens helseafdeling. Artiklen bringes med tilladelse fra Adventist World og forfatteren.
En lille bevægelse med stor effekt Jeg fyldte min tallerken med adskillige lækre og sunde retter og nød et rart fællesskab med de folk, jeg sad sammen med ved bordet. De fleste af dem, jeg sad sammen med, var allerede gået, da jeg gjorde mine til at tage af sted, men da jeg rejste mig og gik ud i forhallen, lagde jeg mærke til en kvinde, der var meget berørt.
Da der ikke var nogen andre i nærheden, spurgte jeg hende, om jeg kunne hjælpe hende med noget. Idet tårerne løb ned ad hendes kinder, sagde hun: ”Jeg har ventet på dig, pastor Hardinge! Det er mig, der har lavet den ret med rigtig ost i. Jeg blev døbt for få måneder siden, og nu er det tredje gang, nogen har kritiseret mig for den mad, jeg er kommet med. Jeg undlod at komme skinke i retten, som der ellers stod i opskriften, så hvorfor er folk så kritiske?“ Vi gik ovenpå for at tale sammen. Det, der var sket, var utilgiveligt, men det gav mig en mulighed for at tale med denne kvinde om formålet, skønheden og den balance, der findes i adventismens sundhedsbudskab. Vi bad sammen, og hun takkede mig for at tage tid til at snakke med hende. Hun afsluttede med ordene: ”Jeg sagde til min mand her til morgen, at hvis det skete igen, ville jeg aldrig besøge den menighed igen. Men du tog en skefuld af retten og spiste det, og du talte med mig. Så nu vil jeg komme igen.“
Vær en ven Omkring halvandet år efter episoden, jeg har beskrevet, talte jeg med den lokale pastor om den, og jeg fik at vide, at hans kone var blevet venner med damen og havde lært hende at lave vegetarisk mad. Kvinden er i dag et trofast og stabilt medlem i menigheden, og det er hende, der står for fællesspisningerne! Hendes mand er ovenikøbet blevet døbt i mellemtiden. Tænk hvilken forskel en lille servering kan
