Muligheder og barrierer for en forankring af indsatsen Projekt 16 i Københavns Kommune

fagprofessionelle og de unge at skulle besvare de mange spørgsmål? Dette spørgsmål har ikke været genstand for evalueringen og kan derfor ikke direkte besvares.

Erfaringer fra Bikubenfondens netværk om progressionsmåling, hvor KBH+ også har deltaget, har tydeliggjort, at det er vigtigt at være bevidst om, hvorvidt man vil bruge et progressionsmålingsredskab som et fagligt redskab eller man vil bruge det til at måle, om de unge har progression (så det fx kan vises til fx en fond eller en kommune). Ambitionen med målingerne i KBH+ har været begge dele. En relevant overvejelse ift en videre spredning af metoden vil være, om målingernes værdi som et fagligt værttøj kan styrkes ved at bruge et mere forsimplet spørgeredskab, som er mere overskueligt at udfylde og som i højere grad er velegnet til en dialog mellem den unge og den fagprofessionelle. En forsimpling af redskabet vil dog svække mulighederne for at sammenligne data med Seach Institute. Endvidere vil der skulle træffes pragmatiske valg i udvælgelsen, der ikke er forskningsunderstøttet.

KBH+ har prioriteret samarbejde med Københavns Kommune om udviklingen af indsatsen, om den løbende drift og om forankring – men med usikre udsigter

Projekt 16 har været udformet i dialog med Københavns Kommune og kommunen har bidraget til indsatsen ved at visitere unge fra jobcenteret til Projekt 16. Indsatsen har været gratis for kommunen. Der har også i en periode været visiteret unge fra jobcenteret i Frederiksberg Kommune.

KBH+ har i hver enkelt ungesag haft et samarbejde med den unges sagsbehandler i jobcenteret, hvor den unge i jobcenteret bliver booket til 12 timer (”Projekt 16-ugen”) og der er leveret den påkrævede dokumentation til kommunen i form af progressionsrapporter. KBH+ skal også meddele fravær til Jobcenteret.

KBH+ har i august 2022 haft møde med Københavns Kommunes beskæftigelsesforvaltning (BIF) på direktionsniveau - omkring en videre forankring af indsatsen i Københavns Kommune og om mulighederne for, at Københavns Kommune fremadrettet kan finansiere indsatsen i Projekt 16. Kommunen gav her udtryk for, at det ikke var realistisk at de ville købe indsatser ved, at de visiterer enkelte unge til betalte indsatser– idet beskæftigelsesforvaltningen lige nu stod over for massive besparelser på ungeområdet som følge af Arne-reformen. I stedet har KBH+ valgt at rette henvendelse til partierne i Borgerrepræsentationen og forsøger at få bevilget midler som en del af kommunens budgetproces i forbindelse med overførselssagen i foråret 2023. Forankringen af KBH+ i Københavns Kommune er således usikker på nuværende tidspunkt.

Systemiske udfordringer står i vejen for finansiering af helhedsorienterede ungeindsatser

Mange helhedsorienterede indsatser til udsatte unge, forankret i civilsamfundet oplever – ligesom KBH+ - at det er svært at opnå finansiering fra kommunerne til deres indsatser. Dette har været et tema i analysen ”Virkningsfulde ingredienser i ungeindsatser” gennemført i regi af ”En Vej Til Alle” i foråret 2022, hvor KBH+ indgik som case sammen med 11 andre ungeindsatser. Analysen pegede på, at der er en række systemiske udfordringer, der forhindrer, at der bruges offentlige ressourcer på indsatser forankret i civilsamfundet. I de følgende afsnit skitseres nogle af disse udfordringer - med analysen som kilde. Alle udfordringer vurderes også at være gældende for KBH+. Analysen er lige som denne evaluering udarbejdet af Dorte Bukdahl.

Jobcenterets mål trumfer et helhedsorienteret perspektiv

Civilsamfundsorganisationer, der leverer indsatser til jobcenteret oplever, at der i jobcenteret ofte er et entydigt fokus på, at unge kommer videre til job og uddannelse. Det er sværere at få jobcenteret til at anerkende de unges udvikling i forhold til livsmestring. Faren er, at et tilbuds værdi ikke anerkendes, såfremt bundlinjen handler om livskvalitet frem for mere håndgribelige resultater som job eller uddannelse. En af ambitionerne med en kommende Hovedlov er da også, at skabe en bevægelse hen imod at job og livskvalitet sideordnes i helhedsorienterede indsatser – og ses som hinanden forudsætninger. Denne ambition vurderes dog ikke lige nu at være afspejlet i kulturen i jobcentrene.

En af motivationerne i forhold til at anvende metoden Udviklende Relationer var derfor også netop et håb om kvantitativt at kunne vise de unges udvikling ift livsmestring – så den trods alt kan dokumenteres. Som denne rapport viser er det dog metodisk forbundet med en række udfordringer kvantitativt at dokumentere en fremgang på livsmestring.

De sædvanlige kasser har ikke penge til ambitiøse helhedsorienterede indsatser

Set fra kommunens perspektiv er der ofte for få penge i de sædvanlige kasser. Det gælder fx i jobcenteret, hvor det gennemsnitlige beløb til en ledig ikke er særligt stort. Typisk har den enkelte sagsbehandler ikke lov til at bevilge relativt dyre indsatser uden at have fået tilladelse højere oppe i systemet. I jobcenteret er man endvidere lige nu udfordret af, at den såkaldte ”ArneReform” skal finansieres gennem besparelser i jobcenteret. Men manglen på ressourcer vil også ofte gælde i folkeskolerne, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, hvor det kan være svært at finde ressourcer til en ambitiøs helhedsorienteret støtte til unge, der har udfordringer.

I den offentlige sektor kan der være brug for et systemisk skifte væk fra at se ungeindsatser som en udgift og hen imod at se dem som en investering. Ved at bruge penge nu og her på en dyr, men virksom indsats vil der på sigt kunne spares penge i både kommunale, regionale og statslige kasser. Oplevelsen fra flere civilsamfundsindsatser er, at det i det nuværende system er svært at trænge igennem med investeringsargumentet.

Ligeledes kan der være brug for et systemisk skifte hen imod en helhedsorienteret tilgang, hvor ressourcer fra flere forskellige forvaltninger eller sektorer tænkes sammen. Der er formentligt et stort potentiale ved at man i det offentlige system bliver langt bedre til at samtænke ressourcer på tværs af forvaltninger – fx så ressourcer koblet til Serviceloven bruges til at understøtte en uddannelsesindsats eller en jobrettet indsats til unge. I forhold til KBH+ kunne det være relevant, hvis en indsats kunne samfinansieres af fx Beskæftigelsesforvaltningen og Socialforvaltningen i Københavns Kommune – da indsatsen netop på en gang er en beskæftigelsesrettet og en socialt rettet indsats.

Kommunerne rækker først ud efter deres egne varer på hylden

I forhold til kommunernes økonomi er der også brug for et systemisk skifte væk fra, at indsatser primært indkøbes fra kommunens egne hylder og hen imod at man kan bruge pengene på den mest relevante indsats – hvad enten den er forankret i kommune eller civilsamfund. Mange civilsamfundsindsatser oplever, at kommunerne er meget tilbageholdende med at visitere til dem. Generelt oplever mange af civilsamfundsindsatserne, at de ikke er kommunens første valg –kommunen vælger – enten af vane eller af økonomiske hensyn - ofte at bruge egne tilbud først.

De rækker først ud mod civilsamfundet, når de ikke selv har noget på hylden. Dette bekræftes af Beskæftigelsesforvaltningens melding til KBH+ på mødet i august 2022.

Hvis ressourcerne skal bruges anderledes kræver det viden om civilsamfundets indsatser i kommunen. Det er en af de udfordringer, som KBH+ står over for. Der er simpelt hen ikke nok kommunale sagsbehandlere, der kender Projekt 16, og som derfor kan visitere unge til indsatsen. Denne udfordring er formentlig særlig stor, fordi de arbejder i en så stor kommune som København. Det opleves som en svær opgave at trænge igennem og gøre sig kendt og relevant blandt sagsbehandlerne.

I det nuværende system er konsekvensen, at gode indsatser risikerer at forsvinde, fordi de ikke kan skaffe finansiering. Særligt for unge i jobcenteret mangler der relevante finansieringsmodeller til de håndholdte – og relativt dyre - indsatser. Der har fra interesseorganisationer på ungeområdet været flere forskellige forslag på banen – bla. har interesseorganisationen Ligeværd præsenteret et forslag om en særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats til udsatte unge, der skal tilføre ressourcer til håndholdte ungeindsatser i jobcenteret, som fx KBH+.

Indsatserne skal tilpasse sig systemets logik frem for, hvad der virker for de unge

I dialogen mellem KBH+ og Jobcenteret har det centrale spørgsmål ikke været samarbejdet om, hvordan vi bedst kan hjælpe de unge, men snarere, hvordan der kan etableres en indsats til de unge, der passer til jobcenterets mål, styringslogik, kasser og lovgivning.

Derfor er man i KBH+ fx endt med en indsats på 16 uger – selvom mange af de unge vil have gavn af en mere længerevarende indsats, ifølge KBH+. Der er endvidere en række krav til, hvordan indsatsen konkret skal afvikles.

Mange civilsamfundsforankrede beskæftigelsesindsatser til denne ungegruppe oplever, at de er nødt til at udvikle indsatser, der er mindre ambitiøse end de kunne ønske sig - fordi tilbuddet skal holde sig inden for den pris som den enkelte sagsbehandler må bevilge indenfor.

Der mangler partnerskabstænkning i samarbejdet mellem kommune og civilsamfund

Særligt i jobcentrene er de vant til at tænke i bestiller-udfører-modeller, hvor eksterne leverandører skal forsøge at matche kommunens efterspørgsel. Denne tænkning opleves af civilsamfundsorganisationerne som at stå i vejen for et stærkt samarbejde om gode og fleksible løsninger til de mest sårbare unge.

Særligt i forhold til de mest sårbare ungegrupper kan der være behov for at gå en anden vej –hvor civilsamfundsorganisationer og kommuner etablerer forpligtende partnerskaber med det formål i fællesskab at udvikle og samarbejde gode løsninger på de unges problemer. Der kan være behov for, at der over de næste år udvikles nye formater for, hvordan sådanne partnerskaber kan etableres i praksis. Dette er noget af det, som efterlyses af Nina Smith og Reformkommissionen i denne artikel – og det er noget af det, som Aarhus Kommune er i gang med at finde formater for i regi af Aarhuskompasset.