Juridisk brevkasse
Kære Henriette ?
Kære Henriette
Jeg bor i en afdeling, hvor det ikke er tilladt at have husdyr. Jeg kan godt forstå, at det kan være besluttet, at folk ikke må have hunde, da de jo skal luftes og på andre måder kommer til at møde de øvrige beboere. Jeg forstår dog ikke, hvorfor Boligkontoret vil blande sig i, om jeg har indekat. Det foregår jo i mit eget hjem og generer ikke andre. Hilsen Anders
!
Kære Anders
Beslutning om, hvorvidt der i en afdeling må holdes husdyr eller ej træffes, af afdelingens beboere selv. Det er med andre ord ikke op til Boligkontoret Danmark at beslutte, om der må holdes husdyr i den enkelte afdeling, jf. almenboligloven § 40. Ønsker du, at det skal være tilladt at holde indekat i afdelingen, kan du stille forslag om dette til næstkommende afdelingsmøde. Man vil typisk ikke begrænse husdyrtilladelsen til kun at omfatte katte, men der er for så vidt ikke noget i vejen for dette, når blot det er afdelingens beboeres ønske. Endeligt skal jeg påpege, at dine husdyr, hund eller kat, naturligvis ikke må være til gene for de øvrige beboere, også selvom det er tilladt at holde dem ifølge afdelingens husorden. Med venlig hilsen Henriette
?
Kære Henriette Jeg har holdt en lille fest, hvor nogle af mine gæster desværre har ødelagt låsemekanismen på min opgangsdør. Jeg har nu modtaget et brev om, at jeg er erstatningsansvarlig for låsen. Det kan da ikke være rigtigt, at jeg skal betale for noget, nogle andre har gjort? Mvh Lui
!
Kære Lui Du er som lejer erstatningsansvarlig for skader, som forvoldes ved uforsvarlig adfærd af dig selv, din hustand eller andre, som du giver adgang til det lejede. Det følger direkte af almenlejelovens § 78, stk. 2, at du som lejer hæfter for dine gæsters skader på det lejede. Vi kan kun opfordre til, at du selv retter henvendelse til din gæst og får aftalt med vedkommende, om han eller hun er villig til at betale dig.
Med venlig hilsen Henriette
50 Beboermagasinet
hete@bdk.dk
?
Kære Henriette Jeg har fremlejet hele min bolig i 12 måneder, mens jeg læser et semester i udlandet. Jeg har aftalt med lejeren, at han skal betale huslejen, når der kommer girokort med posten. Jeg er nu blevet gjort opmærksom på, at min bolig er blevet ophævet på grund af manglende husleje betaling. Kan det være rigtigt, at jeg skal betale huslejen, når jeg ikke bor i boligen? Jeg indgik netop en fremlejeaftale med en, for at jeg ikke skulle have to huslejer, mens jeg læste i udlandet. Mvh. Frej
!
Kære Frej Det er korrekt, at du gerne må fremleje din bolig, når du har midlertidigt lovligt fravær og er bortflyttet i en periode. Men du er fortsat lejer i lejeretlig forstand, og det er dig som lejer, der skal betale husleje og er ansvarlig for, at det lejede behandles korrekt. Du skal derfor blive ved med at betale husleje. En fremlejeaftale er en aftale mellem dig og den fremlejetager, og det er derfor fortsat dig, som udlejer forholder sig til, i forhold til de forpligtelser som påhviler lejeren. Det er derfor vigtigt, at du kun indgår fremlejeaftaler med personer, som du mener vil leve op til de forpligtelser, som påhviler dig, da det i sidste ende kan have konsekvenser for dig som lejer, hvis din fremlejetager ikke overholder disse.
Med venlig hilsen Henriette