Kristin Vego

Resten af livet

48 I begyndelsen vil vi bo på de billigste hostels: kristne vandrehjem og små fugtige herberger. Du vil sætte dig for at vandre rundt i byen, men vil hurtigt blive forført af undergrundens dybe tunneler. Facaderne vil glitre i New York, for selvfølgelig er det her, drømmen fører os hen. Vi vil besøge alle de museer og parker, som ikke koster penge. Vi vil styrke os på kaffen, og om eftermiddagen vil du være en lille træt engel, der gaber på en travl café. Senere finder vi en rigtig lejlighed, et sted med kolde trægulve, hvor vi kan sove. Du går ud og finder en masse jobs, på et galleri eller i en delikatesseforretning eller i en bank. Jeg lister rundt i den kolde lejlighed og opdager, at her kan jeg skrive. Vi ringer hjem og aflyser vores forpligtelser dér. Vi går på bar og møder kønne drenge fra Puerto Rico og Sverige og Minnesota, og nogle gange går vi i seng med dem, eller vi drikker øl af små tykke flasker og går i stedet i seng med hinanden. Der er koldt, når vi vågner i lejligheden under et tæppe. Du poserer i det grumsede lys fra vinduet, kroppens hvide fylde i rummet: alt det, der tiltrækker og sårer mig. Dine arme slynget om mine hofter eller skuldre vil efterhånden minde mig om, hvor tynd jeg er blevet. Dagene vil blive kortere i det lille køkken. Modvilligt vil vi stille os under bruseren om morgenen. Til sidst vil jeg frygte, at evnen til at le af vores ulykker en dag vil høre op. Når flyet lander, vil vi ryste liv i vores tunge lemmer. Vi vil skilles foran hovedbanegården, og det vil regne, for sådan ser drømmen også ud. Du vil forsvinde i en gennemblødt sidegade, og jeg vil lade dig gå for første og eneste gang.

Det er den samme tanke: nogle gange føler jeg mig for smuk til at være alene hjemme, andre gange: for grim til at gå ud. Sommeren er så kort, vi når aldrig at tage den for givet. Allerede i dag siger vi til hinanden: det her er den sidste aften, vi kan sidde ude og spise. Lyset vandrer, i morgen kommer regnen. Det er døren, som går om morgenen, lettelsens suk: de andre er gået. Så behøver vi ikke forklare os denne gang. Senere, du hvisker i mit øre: Eva har forladt mig. Nu er der bare os. Jeg bliver helt perpleks i min egen opgang, det trækker i et toilet, en eller anden smyger sig forbi os ud i luften. Det er den måde, du står op og tager tøj på, ingen BH, bare trækker gårsdagens t-shirt over hovedet og det ser perfekt ud, du ser perfekt ud. Så går vi, for at få det sidste med os, ud i byen. Sidder på den spanske trappe og ser noget rasende smukt gå forbi. Vinker til Sola, som vender hjem fra en morgenfest. Huden er salt på din håndryg. Det er i morgen, jeg rejser. Du siger: du må ikke rejse. Du siger: du skal blive.

Så ligger vi i sengen et par dage til. Så planlægger vi et liv sammen, mens vi ligger der. Jeg vil bo i en by med døgnåbne kiosker. Du vil til landet, hvor der er luft. Vi vil indgå kompromiser, mødes et sted på midten, Silkeborg. Holde køkkenstole op mod

hinanden og vælge ud: blåt og hvidt. Når terrassen står færdig, vil du få et arbejde på det lokale vandværk, jeg vil indrette mig langsomt i et værelse under loftet. Du vil anskaffe dig en stor hund og trække frisk luft med ind i stuen om morgenen. Før eller siden vil nogen nævne børn. Når det bliver sommer, vil vi invitere vores venner til store havefester, du løber omkring i en frotteret morgenkåbe og hænger lanterner op. Gæsterne bliver hængende til langt op af formiddagen. Så pludselig bliver det alvor, en replik får en anderledes klang: skal vi rent faktisk gøre det, skal vi. Alt det papirarbejde. Jeg elsker dig. Alle de penge. Du begynder at undersøge alternative muligheder, sidder længe oppe om aftenen ved mit lyse skrivebord, som en akademiker. Du opsøger klinikker, tager telefoner, bliver gradvist mere modfalden. Kan man leve et liv uden børn. Vil man det. Jeg vil dig mest, vil jeg sige, og det vil ikke være nok. Efterhånden vil sætningerne imellem os begynde at falde bort. Du vil falde stadigt tidligere i søvn foran skiftende kanaler, om aftenen vil jeg stå alene på terrassen med cigarettens små lyde. Og så vil løbet være kørt, vores kroppe vil være blevet for gamle, vores drømme for ligegyldige, det har aldrig været meningen, hvem er det egentlig, vi tror, vi narrer?

September er utrolig, bogstavelig talt: jeg tror ikke på den. Det lys. Det er en uro, som sidder i huden: snart skal jeg rejse. En søndag soves bort, dagene forsvinder. Du har en arm om min skulder, når vi går ud om eftermiddagen, du er duknakket i lyset fra en sol der er rund og hvid som en måne. Pludselig kan jeg se de små skygger overalt i den by, jeg troede, jeg kendte: det pusler mellem brostenene og under bilerne, vi passerer. Skyggerne samler sig i sprækker på husenes facader, langs kantstenen og i ristenes metalgitre. Lyset tvinger blå skygger sammen under dine trætte øjne, når du drejer hovedet, og jeg når at tænke: nu er det slut. Jeg tænker: nu går hun fra mig. Hvad skal vi lave i dag, spørger du.

Først skal vi rejse til San Francisco. Alting vil være ligesom gult og støvet. Jeg vil holde i hånd i grønne parker, du vil til Castro og drikke billige øl. San Francisco vil have brede alléer med plads til os. Jeg vil tage den korte røde sommerkjole på, som du fandt i mit skab engang og sagde: jeg vil gerne se dig i denne her. Måske har jeg ingenting under, din hånd finder vej midt på eftermiddagen i en afsides smøge. Bagefter spiser vi kæmpestore is og pomfritter. Kører vildt i sporvogn i bragende sol. Jeg vil lege turist og slæber dig med i alle byens boghandler, du trækker mig med ud til kysten til gengæld. Så tager vi til et karneval, vi har bare fødder og bryster, ansigtsmaling og flag. Overalt er der indtagende mennesker. Når solen går ned, vil du forlade pladsen med en fremmed pige. Teltene vi blive pakket sammen, og jeg vil gå alene rundt i gaderne som en lille mut regnbue. Byen vil åbenbare sin bagside for mig: skraldet der ligger i dynger, alting en smule falmet. Til sidst vil jeg stå op og rejse hjem, og du vil være tabt fra min side for altid.

Hold, siger du. Du skal holde op nu.