tid
Kristin Vego
Resten af livet I begyndelsen vil vi bo på de billigste hostels: kristne vandrehjem og små fugtige herberger. Du vil sætte dig for at vandre rundt i byen, men vil hurtigt blive forført af undergrundens dybe tunneler. Facaderne vil glitre i New York, for selvfølgelig er det her, drømmen fører os hen. Vi vil besøge alle de museer og parker, som ikke koster penge. Vi vil styrke os på kaffen, og om eftermiddagen vil du være en lille træt engel, der gaber på en travl café. Senere finder vi en rigtig lejlighed, et sted med kolde trægulve, hvor vi kan sove. Du går ud og finder en masse jobs, på et galleri eller i en delikatesseforretning eller i en bank. Jeg lister rundt i den kolde lejlighed og opdager, at her kan jeg skrive. Vi ringer hjem og aflyser vores forpligtelser dér. Vi går på bar og møder kønne drenge fra Puerto Rico og Sverige og Minnesota, og nogle gange går vi i seng med dem, eller vi drikker øl af små tykke flasker og går i stedet i seng med hinanden. Der er koldt, når vi vågner i lejligheden under et tæppe. Du poserer i det grumsede lys fra vinduet, kroppens hvide fylde i rummet: alt det, der tiltrækker og sårer mig. Dine arme slynget om mine hofter eller skuldre vil efterhånden minde mig om, hvor tynd jeg er blevet. Dagene vil blive kortere i det lille køkken. Modvilligt vil vi stille os under bruseren om morgenen. Til sidst vil jeg frygte, at evnen til at le af vores ulykker en dag vil høre op. Når flyet lander, vil vi ryste liv i vores tunge lemmer. Vi vil skilles foran hovedbanegården, og det vil regne, for sådan ser drømmen også ud. Du vil forsvinde i en gennemblødt sidegade, og jeg vil lade dig gå for første og eneste gang. Det er den samme tanke: nogle gange føler jeg mig for smuk til at være alene hjemme, andre gange: for grim til at gå ud. Sommeren er så kort, vi når aldrig at tage den for givet. Allerede i dag siger vi til hinanden: det her er den sidste aften, vi kan sidde ude og spise. Lyset vandrer, i morgen kommer regnen. Det er døren, som går om morgenen, lettelsens suk: de andre er gået. Så behøver vi ikke forklare os denne gang. Senere, du hvisker i mit øre: Eva har forladt mig. Nu er der bare os. Jeg bliver helt perpleks i min egen opgang, det trækker i et toilet, en eller anden smyger sig forbi os ud i luften. Det er den måde, du står op og tager tøj på, ingen BH, bare trækker gårsdagens t-shirt over hovedet og det ser perfekt ud, du ser perfekt ud. Så går vi, for at få det sidste med os, ud i byen. Sidder på den spanske trappe og ser noget rasende smukt gå forbi. Vinker til Sola, som vender hjem fra en morgenfest. Huden er salt på din håndryg. Det er i morgen, jeg rejser. Du siger: du må ikke rejse. Du siger: du skal blive. Så ligger vi i sengen et par dage til. Så planlægger vi et liv sammen, mens vi ligger der. Jeg vil bo i en by med døgnåbne kiosker. Du vil til landet, hvor der er luft. Vi vil indgå kompromiser, mødes et sted på midten, Silkeborg. Holde køkkenstole op mod 48
