Karl Emil Rosenbæk

Karl Emil Rosenbæk

Jord

Der står mange gravsten over kvinder her. Rejst da grunden endnu var landfast. Nu rager de op over revet. Hver morgen går hun fra hjemmet og op på en klippeskråning med udsigt over bredden. Hun kigger op på himlen. En intens blå. Og solen langt ude over havet. Langt bag konturerne af et fragtskib. Men under hendes fødder slår vandet mod de solide stensider, og kvinderne svarer igen med figurer af havskum og hvirvler. Hun kan ikke få knoglerne i tale, det kan kun vandet, men hun står troligt oppe på skrænten og ser ned på et sprog hun kender, men ikke forstår. På bestemte tider af døgnet kredser havmåger også om revet. De skræpper i munden på hinanden og dykker ned under vandoverfladen efter føde, mens et virvar af forskellige aldre skyller op på stranden. Smykker og værktøj lagt ned til fødderne på de døde. Små kroppe krummet om sig selv med knæene surret sammen og albuerne klemt ind mod brystet. Et vidnesbyrd om forfængelighedens ubarmhjertige arbejde. Den forfærdelige glæde det er, at Jorden ikke er, som vi ønsker den skal være.

Der er en gråd til stede i din hårde klippevæg. En dyb tid. Jeg aner det i spejle, genkender det i geologien. Din kølige ånde hvisker, når jeg lægger øret mod jorden. En underlig impuls, permafrostens specialisering. Jeg rejser mig igen uden et svar, trykker halskraven ind mod kinderne med begge hænder. En barnehånd om samfundets liv. Så er det som om nogen vågner. Og flere. Og flere. I en revne mellem massive, blå isvægge. Frosne flager af hav der slår mod siderne på en båd.

20 En kølig dis som rejser sig fra jorden og splintrer solens stråler al den varme optør grunden i dybere lag hvidlige, frostlåste strå rejser sig, en undergrund af gemt, ubevægeligt vand kommer til syne som våde felter metangas stiger til himmels (urørte vande er en fantasi om fred) Jeg. Det. aner ikke hvilke forstyrrelser der fører til hvilke forstyrrelser et evindeligt regime vandet der leder til floder og åløb, bryder op og efterlader jorden hul

gamle plantedele og andet organisk materiale i nedbrydelse i opståede tørvemoser lav og svampes liv Det er klima. Det er en skønhed. Det handler om forsørgelse. et guldæg sprængt, knust og samlet af smukke stykker

Det er min egenskab at være urolige selv i den umiddelbare stabilitet som en frossen vinter en våge i isen, etc. landskabet kan så let falde ind i ansigtet og etablere en svimmelhed. I et enkelt gram af det aktive jordlag bor milliarder af bakterieceller

det virker utroligt i alt det at tale om at miste kontrol som om det nogensinde var andet end et lån midt i hver tings ret til at gå til grunde og genopstå som gulligt græstørv der rejser sig i de smalle åbninger mellem regn. Ikke om natten. Ikke mere om sommeren. alle de forskellige hænder det fremmede fremmede mod en udstrakt himmel tømt for fugle

Takk fyrir 2, 2017, Johanne Karlsrud