Jacob Munk

Jacob Munk

Det ødelagte halleluja

Du gjorde vand til vin kun for at gøre det til vand igen … Du vil ha’ det mørkere, altid mørkere. Så lad os blæse flammen ud, sagde jeg. Lad os glemme idéen om det lydefri offer. Der er sprækker i alting. Det er sådan, lyset slipper ind, har jeg hørt. Så om det er din vilje, vil jeg endnu lade din pris lyde fra dette brændende hjerte i helvede. Om det er din vilje. Jeg har hørt, at lysglimt udgår fra hvert et ord, hvad enten det er et helligt eller et ødelagt halleluja. Også Jesus var blot en sejler, da han gik på vandet. Og dog har jeg lyst til at følge ham, ja, følge ham blindt.

I denne mosaik af tekster fra Cohens lyrik, sangskrivning og prosa ledes vi på sporet af troen som motiv i Cohens tekstunivers. Min tese er, at troen ikke blot er ét blandt mange motiver i Cohens tekstunivers, men at den tværtimod er selve den røde tråd, der sammenbinder hele det lyriske værk fra den tidligste digtsamling, Let us compare mythologies (1956), til hans sidste album, You want it darker (2017), der udkom blot få uger inden hans død. Hvad mere er: Ved at åbne dette emne ud fra Kierkegaards Frygt og Bæven (1843) ser vi, at netop troen er det, der giver Cohens værk sin universelle skønhed og brede appel. Ja, vi ledes ind i kunstens væsen selv og stilles foran en af skønhedens allermest fundamentale mekanismer, som rækker langt ud over Cohens værk.

For Cohen er troen reaktionen på et problem. For at vi kan forstå dens betydning, må vi altså først se, hvad dette problem er, og intet sted udfoldes det mere udførligt end i «The Stranger Song» fra Cohens populære gennembrud, debutalbummet Songs of Leonard Cohen (1967).

Modernitet og fortvivlelse I «The Stranger Song» tegner Cohen et letgenkendeligt portræt af det moderne menneske som fanget i fortvivlelse. Sangen tager udgangspunkt i en romantisk længsel, men den bagvedliggende mekanisme omfatter adskillige områder af menneskets tilværelse. Det lyriske du befinder sig i et erotisk spil, hvor hendes mange elskere giver store løfter om kærlighed og troskab, men i virkeligheden er «reaching for the sky just to surrender» (Cohen 1993, 111). Kvinden såvel som elskerne er fanget i denne jagt på autentisk romantisk nærvær, som imidlertid kun leder til skuffelse og svigt. Hvad de jagter, er i bund og grund et selv.

Med stærk præcision skildrer Cohen, hvordan det moderne menneske fejlagtigt søger dette selv i en ydre tilegnelse, i den imponerende præstation, der kan virkeliggøre mit jeg. «Like any dealer he was watching for the card that is so high and wild he’ll never need to deal another» (ibid., 111). Men for hver af kvindens erotiske erobringer bliver skuffelsen blot større. Derfor hedder det i sangens sjette strofe, at ikke blot de tilfældige elskere, men også den kvindelige hovedperson selv er en fremmed. Hun jagter et selv, der intetsteds er at finde. Dog forbliver hun overbevist om, at lykken er at finde

100 i næste romantiske erobring, og derfor formår den nye elsker let at overbevise hende om, at han ikke er «en fremmed». Her foretager Cohen det skarpe greb at lade sangens struktur afspejle den rodløse længsel ved at vende tilbage til begyndelsen og gentage de indledende strofer. Dermed udgør sangen en cyklus, der mimer den uophørlige længsel efter at finde den ydre tilegnelse, der fejlagtigt tænkes at kunne sikre substansen i ens selv. I Sygdommen til døden behandler Kierkegaard begrebet fortvivlelse. Her fremstilles modsætningsforholdet mellem synd og tro, men disse defineres på en særdeles overraskende måde. Synd er «for Gud fortvivlet ikke at ville være sig selv eller fortvivlet at ville være sig selv» (Kierkegaard 1920-1936, 73). Dette er en præcis beskrivelse af karaktererne i Cohens «The Stranger Song» og af moderniteten som sådan. Fortvivlet forsøger de at vinde sig selv ved at jagte jeget uden for sig selv. For Kierkegaard er modsætningen hertil at tro, hvilket vil sige, at selvet i at være sig selv og i at ville være selv hviler i den Gud, der skabte det. En sådan løsning gives imidlertid ikke hos Cohen. Her forbliver fortvivlelsen et grundvilkår, selv for troen. Troen kan således hos Cohen ikke udfri mennesket fra modernitetens problem, og for det er jeg meget taknemmelig. Et sådant udtryk ville langt fra have samme eksistentielle kraft som Cohens lyriske mørke. Men troen kan gøre noget andet. Den kan forvandle fortvivlelsen.

Troens paradoks På Cohens sidste album, You want it darker, optræder en af karrierens smukkeste sange ved navn «Treaty» hele to gange. Den første lyder som sangerens sidste åndedrag. Den anden lyder som musikken til hans begravelse. Det er en hyldest til det personlige gudsforhold, der, ligesom alle andre relationer, vakler mellem glæde, ligegyldighed, skuffelse og fuldkommen lykke. «I’ve seen you change the water into wine / I’ve seen you change it back to water too». Troen har således ingen indre sikkerhed, men er fuld af omskiftelighed, smerte og tvivl. Derfor spørger han i omkvædet efter en kontrakt mellem ham og Gud. En kontrakt som står, når troen vakler. Et ægteskab. Her benytter Cohen sig af det klassiske topos «Gud som den elskede», hvor troen skildres som en romantisk, endda erotisk, relation.

Troen har altså ingen kraft i sig selv, men afleder sin værdi fra sin genstand, det guddommelige, der overgår menneskets følelser og intellekt. Gud er således hos Cohen den absolutte antitese til mennesket. Som det hedder i albummets titelnummer: «If you are the healer, I’m broken and lame / If thine is the glory, mine must be the shame». Hele mennesket, inklusiv dets eventuelle tro, er således overgivet til relativiteten og usikkerheden, mens Gud er fjern, transcendent og uopnåelig. Her står Cohen tydeligt på skuldrene af modernismens dialektiske teologi, herunder navnlig Karl Barth, hvor gudsforholdet er et paradoksalt møde mellem to modpoler, der ikke kan forenes. Gud er godhed og lys, men vi kan kun møde ham med vores smerte, tvivl og mørke. Dette siges prægnant i den sidste strofe af «Treaty»:

I wish there was a treaty we could sign It’s over now, the water and the wine We were broken then but now we’re borderline I wish there was a treaty, between your love and mine. Dette er åbenlyst ordene fra en mand,

der står ansigt til ansigt med døden. Hele Cohens værk har udspillet sig i lidelsens domæne, men nu er mørket i højeste potens. Dog fornemmer man netop ved denne «borderline» en antydning af, at døden kan blive den længe ventede kontrakt, der udfrier ham fra den konstante pendulering mellem smerte og udfrielse. Paradokset er totalt, og hermed befinder vi os i hjertet af, hvad troen er for Cohen.

Sprækken i alting Ødelagt. «Broken». Intet ord optræder så ofte i Cohens tekster som dette. Det forekom i «Treaty». Det forekommer i den smukke hymne «If it be your will»: «From this broken hill / All your praises they shall ring / If it be your will / To let me sing» (Cohen 1993, 343). Mest berømt optræder det naturligvis i «Hallelujah»: «There’s a blaze of light in every word; / It doesn’t matter which you heard / The holy, or the broken Hallelujah!» (ibid., 347). Leonard Cohen er og bliver det ødelagte menneskes digter. Aldrig forlader han mørket og fortvivlelsen, indfanget i modernitetens smerte som han er. «Hallelujah» er den sang, der mest udførligt udfolder dette mørke, og netop derfor virker den så stærkt.

Even though it all went wrong I’ll stand before the Lord of Song with nothing on my lips but Hallelujah! (ibid., 347)

Smukkere linjer træffer man ikke i populærmusikken. Jeget betragter her sit liv som den totale fiasko, en parade af nederlag og skuffelser. Men her sker det kraftfulde så, at Cohen går videre og ud af dette mørke fremstammer sit fortabte «Hallelujah!».

Dette er tro. Troen løser ikke lidelsens problem, men det forløser det. Den forlader aldrig mørket, men den bliver ikke blot derved. Den er det paradoksale berøringspunkt mellem fortvivlelse og håb, lys og mørke, Gud og menneske, hvor de to modpoler forenes i en overraskende og forvandlende eksistentiel begivenhed. Troens moment er derfor på en gang klassisk og postmoderne, og dens psykologiske værdi er, at den giver os mod til at se lidelsen i øjnene ved at lade den være forudsætningen for håbet snarere end at være dens modsætning. Dette er troens konstante dialektik, og netop den er hjertet i Cohens tekster. Intet sted fremstår dette så stærkt som i Cohens måske mest berømte linjer:

Ring the bells that still can ring Forget your perfect offering. There is a crack in everything. That is how the light gets in. (ibid., 373)

Først inviterer strofen os til at erkende altings ufuldkommenhed. Dødeligheden gennemsyrer alt, og vi har intet lydefrit offer at tilbyde Gud. Der er sprækker i alting. Men, fortsætter strofen, det er netop disse sprækker, der lukker lyset ind. Bedre kan troens paradoks ikke udtrykkes. Troen ser netop dødeligheden og menneskets sårbarhed som livets og håbets mulighed.

Sådan også for Kierkegaard. I Frygt og Bæven skildres troen netop, med udgangspunkt i en analyse af den gammeltestamentelige fortælling om Abrahams ofring af Isak, som en dobbelt bevægelse af resignation og håb. Når Abraham løfter kniven for at ofre sin eneste søn, giver han i denne bevægelse afkald på alt. Isak er hans største glæde og er modtaget som Guds mirakuløse middel til at overholde

sit løfte om at gøre den aldrende Abraham til fader til et stort folk. Absurditeten i at ofre Isak til selvsamme Gud er total. Men Abraham indvilliger i at give afkald på sin søn som symbolet på hele sit liv og alt, hvad der er hans. Dette er den absolutte resignation.

Imidlertid handler Abraham, ifølge Kierkegaard, ud fra et paradoksalt håb om, at han ved at ofre alt vil vinde alt. Han ved, at han kun kan vinde Isak ved at lyde Guds befaling og tage Isaks liv. Dette er et paradoks, som forstanden ikke kan gribe om, men kun kan tro på. Cohens værk er den lyriske realisering af Kierkegaards trosbegreb. Konstant resigneres der til mørke, og konstant forløses menneskets længsel i en paradoksal forvandling af dette mørke til håbets mulighed. Særligt er denne dobbelte bevægelse motoren i Cohens litterære højdepunkt, digtet «Magic is alive» fra romanen Beautiful Losers (1966), hvor Gud fremmanes af modernitetens mørke som en overlegen kraft, der kun styrkes ved menneskets mange forsøg på at begrave idéen om det guddommelige.

G-d was ruler though his funeral lengthened. Though his mourners thickened. Magic never fled. Though his shrouds were hoisted the naked G-d did live. (…) Though his death was published round and round the world the heart did not believe. Many hurt men wondered. Many struck men bled. Magic never faltered. Magic always led. Many stones were rolled but G-d would not lie down. Many wild men lied. Many fat men listened. Though they offered stones magic still was fed. Though they locked their coffers G-d was always served. (ibid., 129)

Med sin formfuldendte rytmik og hypnotiserende repetitioner flyder digtet næsten som en shamans slag på sin tromme. Igen og igen intensiveres Guds suverænitet blot af den moderne verdens gudløshed. Jo større en resignation, des stærkere et håb, synes at være logikken. Dette er hjertet i Cohens værk, og dette er kunstens ypperste formål: ikke blot at konfrontere os med lidelsen uden lindring (det er selvpineri) og heller ikke at lede vores tanker væk fra mørket (det er virkelighedsflugt); men at stille os over for smertens alvor og lade netop denne alvor være håbets udspring og mulighed. Dermed giver kunsten det største, det eneste, vi mennesker har at tilbyde: et ødelagt halleluja.

Litteratur

Barth, Karl: The Epistle to the Romans, Oxford University Press 1968 Cohen, Leonard: Stranger Music, Jonathan Cape 1993 Kierkegaard, Søren: Samlede Værker 15: Sygdommen til Døden, 5. udgave, Gyldendal 1920-36 Kierkegaard, Søren: Samlede Værker 5: Frygt & Bæven, 5. udgave, Gyldendal 1920-1936

Nedpakking, 2017, Otilie Brubæk Stokseth