Ulighedens DNA

Keith Payne

ULIG HEDENS DNA NÅR ULIGHEDEN PÅVIRKER, HVORDAN VI TÆNKER, LEVER OG DØR

Oversat af Ida Højelse Svith

Keith Payne Ulighedens DNA Når ulighed påvirker, hvordan vi tænker, lever og dør 1. udgave, 1. oplag, 2020 © 2020 Dafolo A/S og forfatteren Keith Payne © 2017 Oversat fra engelsk af Ida Højelse Svith efter The Broken Ladder –

How Inequality Affects the Way We Think, Live, and Die. Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB. Forlagsredaktion: Sophie Hill Layout og omslagsdesign: Nathali Rønning Lassen

N VA

EM ÆRK

E

T

S

Grafisk produktion: Jypa, Frederikshavn Svanemærket trykkeri 5041 0826 Miljømærket tryksag 1234 5678

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Forlagsekspedition: Dafolo A/S Suderbovej 22-24 9900 Frederikshavn Tlf. 9620 6666 Fax 9843 1388 E-mail: forlag@dafolo.dk www.skoleportalen.dk - www.dafolo-online.dk - www.dafolo-tools.dk Varenr. 8035 ISBN: 978-87-7160-490-0

Hos Dafolo ønsker vi sammen med andre at bidrage og inspirere til, at børn, unge og voksne kan lære, trives og være.

Indhold Forord til den danske udgave . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Kapitel 1. Kantinedame-økonomi – Hvorfor det gør lige så ondt at føle sig fattig som at være fattig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Kapitel 2. Relativt let – Hvorfor vi ikke kan holde op med at sammenligne os med andre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 Kapitel 3. Fattig logik – Ulighed har sin egen indbyggede logik . . . . . . . . 73 Kapitel 4. Højrefløjen, venstrefløjen og stigen – Hvordan ulighed opdeler vores politiske landskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99 Kapitel 5. Lange liv og høje gravsten – Ulighed er et spørgsmål om liv eller død . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131 Kapitel 6. Gud, konspirationsteorier og englenes sprog – Hvorfor folk tror på det, de er nødt til at tro på . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153 Kapitel 7. Sort/hvid ulighed – Den farlige dans mellem racemæssig og økonomisk ulighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 173 Kapitel 8. Erhvervsstigen – Hvorfor fair løn signalerer fairplay . . . . . . 195 Kapitel 9. Kunsten at leve vertikalt – Fladere stiger, sammenligning med omtanke og det, der betyder mest . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 217 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 241 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 243 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 259

Til Lucy, der für mig til at gøre en indsats for, at morgendagen bliver bedre end dagen i dag.

Forord til den danske udgave Af Gro Emmertsen Lund Keith Payne, forfatteren til denne bog, er vokset op i det fattige USA og har oplevet ulighed på egen krop. Han har stået i skolekantinen og erfaret, at det ikke var alle, der måtte betale for frokosten med madkuponer. Som dreng arbejdede han hårdt på tobaksfabrikken sammen med sin storebror, der dog havde større drømme for fremtiden. Som så mange andre i området forfulgte broderen drømmen om at tjene hurtige penge, hvilket blev til en kort, kriminel karriere, der endte i fængslet. Når man lider nød og afsavn, vil man oftere benytte sig af kortsigtede strategier for at skaffe hurtige penge.

Keith Payne har skrevet denne bog i håbet om at kunne være med til at punktere nogle myter om ulighed og fattigdom. Hans bestræbelse er prisværdig, ikke kun fordi uligheden har været ekstremt stigende det seneste århundrede, men fordi den i alarmerende grad ser ud til at fortsætte sin himmelflugt.

Blandt de mange myter, han punkterer, er myten om, at fattige er fattige, fordi de er dovne og dumme, og at fattigdom er årsag til sociale problemer.

Det er snarere uligheden, der skaber problemerne. Bogen er fuld af gode pointer, hvor nogle af de vigtigste er: • Jo mere ulighed, des flere sociale problemer, mere utryghed, stress, politisk polarisering, fjendebilleder m.m.

• I ulige samfund er tendensen til negativ social arv større end i lige samfund • Fattigdom er relativt – det vil sige, at det skal ses i relation til, hvad andre har 7

• Ulighed opleves forskelligt afhængig af, om du selv er rig eller fattig • Hverken fattigdom eller ulighed skyldes personlig karakterbrist, dumhed eller dovenskab, men er strukturelt betinget • Vores fordomme styrer os meget mere, end vi kan begribe. De former vores positioner, status og perspektiv, herunder hvad vi tænker om andre, og hvordan vi forholder os til for eksempel ulighed og fattigdom.

Sociale sammenligninger I et kort historisk rids over ulighed fra oldtiden til i dag argumenterer Payne for, at der i menneskets historie har været perioder med både lige og ulige samfund. I moderne tid nåede uligheden i USA sit højdepunkt i slutningen af 1920’erne, umiddelbart inden børskrakket i 1929 og Depressionen, der fulgte efter. Uligheden i USA har i dag nået det samme omfang som før Depressionen.

Ulighed vil sige, at nogen har meget og andre lidt, og jo større forskellen er mellem rige og fattige, des større er uligheden. Ulighed viser sig i form af økonomisk ulighed, ulighed i sundhed, i boligforhold, skoleudbytte, uddannelsesadgang, jobadgang, indkomstulighed, social ulighed m.m. Med andre ord betyder ulighed, at nogen ikke har samme muligheder som andre. Med til ulighedsproblemet hører derfor også de følelser, dette medfører. Følelsen af at være et andenrangs-menneske, at være uden for fællesskabet og uden for indflydelse, af uretfærdighed, savn og afsavn. Ulighed polariserer samfundet og ødelægger solidaritet og sammenhængskraft.

Payne argumenterer for, at der i mennesket er en nedarvet og iboende, umådeholdende trang til at stræbe efter status og rigdom – det, han kalder statusstigen. I et jæger-samlersamfund sikrede denne trang menneskets overlevelse, men i dag skaber den en ekstrem ulighed – vel at mærke så ekstrem, at det er uden for den almindelige borgers fatteevne. Der er så at 8

sige kommet en farlig uoverensstemmelse mellem menneskets trang til at øge sin status og rigdom og menneskets faktiske muligheder for at gøre det (altså nogle menneskers faktiske muligheder for at blive helt ekstremt rige).

Denne iboende trang fører til det, som Payne kalder sociale sammenligninger. Vi sammenligner os med andre for at finde ud af, hvor vi selv er på statusstigen: Er jeg lige så dygtig, lige så klog, lige så rig, lige så smuk, lige så heldig, som hun/han er? Hvis ”gabet” er for stort mellem os selv og dem, vi sammenligner os med, fører det til afmagt og frustration. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis dette er så grundlæggende for os, som Payne påpeger, kunne de sociale sammenligninger måske være medvirkende til den mistrivsel og stress, vi ser hos børn og unge i Danmark i dag? Børn og unge har adgang til utallige billeder og videoer af smukke og rige kendisser via de sociale medier og vil måske sammenligne sig med dem og dermed – som Payne påpeger – let blive nedslåede og utilfredse med sig selv og med udseende, præstationer og det liv, de lever.

Til gengæld påpeger Payne, at når ”gabet” er lige tilpas, vil det motivere os til at gøre os umage og stræbe efter det næste mål, der ligger rundt om hjørnet. Dette er drivkraften i statusstigen. En anden drivkraft, som ifølge Payne ligger dybt i os, er følelsen af retfærdighed og uretfærdighed. Både små børn og aber reagerer negativt på uretfærdighed. Og både fattigdom og ulighed er dybt uretfærdigt. Der er intet moralsk prisværdigt og ingen som helst retfærdighed i, at nogen fødes ind i rigdom og andre i fattigdom.

Er den negative sociale arv en myte?

Der er meget, der afhænger af, hvordan vi forstår forskellene mellem dem, der har, og dem, der ikke har. Hvis man spørger folk, om de mener, at uligheden er for stor, vil deres svar være farvet af deres egen position.

Folk, der er økonomisk trængte, vil være tilbøjelige til at sige, at graden 9

af ulighed er urimelig høj, mens de, der har nydt gavn af det nuværende system, vil sige, at det ser ud til at fungere helt fint. Payne stiller derfor spørgsmålet: Hvordan kan vi finde frem til, hvor meget ulighed der er ”for meget”? Jeg læser Payne sådan, at svaret ikke kan søges ved at spørge til folks subjektive meninger – i al fald ikke blandt dem, der har så rigeligt, da enhver vil hytte sit eget skind. Jeg vil ikke anfægte disse forskningsresultater, men glædes ved, at vi i Danmark har tradition for at være mere solidariske end i USA. Den danske flexicurity-model udgør trods alt stadig et vist sikkerhedsnet, hvis man som borger skulle nå bunden. Mange af de forskningsresultater, som Payne generøst deler igennem hele bogen, vidner for mig at se om, at de er udført i USA – landet, hvor ”enhver er sin egen lykkes smed”, hvor den amerikanske drøm blev født, og hvor sloganet If you can dream it, you can do it stammer fra. Men som bogens originaltitel, The broken ladder, indikerer, er statusstigen i USA (og store dele af verden) knækket, hvorfor det ikke længere er muligt at klatre op ad den.

Den danske forsker Morten Ejrnæs (2011) har redegjort for, at teorien om negativ social arv er en myte. Det vil sige, at teorien om, at udsathed næsten automatisk nedarves fra generation til generation, ikke holder stik.

Ejrnæs anfægter ikke, at ulighed, fattigdom og udsathed findes, men der er ikke samme grad af kausalitet mellem at være født ind i en udsat familie og at være udsat som voksen som hidtil antaget. Fra forskning i social mobilitet ved vi, at en stor andel af børn, der fødes ind i udsatte familier, faktisk formår at bryde mønstret og skabe sig et voksenliv uden udsathed. De bryder mønstret positivt. Men der er en anden gruppe, der også kommer ud i mønsterbrydning, dog er denne negativ.

Mellem 9-15 % af børn og unge i Danmark lever i udsatte positioner, det vil sige som socialt marginaliserede (Ottosen, Andreasen, Dahl, Hestbæk, & Rayce, 2018). De har måske kun en spinkel tilknytning til skole, uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet og kæmper med sociale, økonomiske, psykiske og sundhedsmæssige udfordringer. Deres adgang til livets goder 10

er stærkt begrænsede, og deres kamp for et godt og velfungerende voksenliv er sværere end de flestes. De er ramt af ulighed. Men – og her kommer noget vigtigt – for halvdelen af de marginaliserede unge i Danmark gælder det, at de er vokset op i ikke-udsatte familier. Deres familiebaggrund kan altså ikke forklare den udsathed, de lever med, og forskerne peger på marginaliserings- og eksklusionsprocesser i dagtilbud og skoler (Benjaminsen, Andrade, Andersen, Enemark, & Birkelund, 2015). Vi må med andre ord gå bag myten om negativ social arv for at finde forklaringen på, hvordan den udsathed, børnene og de unge lever i og med, er produceret.

Usynlige sociale eksklusionsprocesser i skolen Det er præcis her, at min egen forskning i usynlige sociale eksklusionsprocesser i skolen tager sit udspring (Lund, 2017). Forskningen baserer sig på kvalitative studier af 20 cases, hvor middelklasseforældre til ikke-diagnosticerede børn i skoleproblemer oplever, at samarbejdet med skolen kollapser, og der ikke er anden udvej end at finde en anden skole til deres børn.

Skolens håndtering af børnenes skoleproblemer fører med andre ord til eksklusion, hvorved forløbet kan opfattes som en eksklusionsproces. Forældrene beretter om, at den marginalisering, som barnet bliver genstand for i skolens problemhåndtering, først vokser inden for skolens fællesskab og siden udenfor for til sidst at marginalisere hele familien. Dette manifesterer sig på forskellig vis. Blandt andet afholder forældrene sig fra at købe ind i det lokale supermarked af frygt for at møde andre forældre eller lærere fra skolen. De stopper med at gå til badminton, yoga og fodbold af samme årsag, og fordi de ikke længere har overskuddet, da deres barns mistrivsel i skolen og det dårlige samarbejde med skolens professionelle kræver umådelig tid, kræfter og ressourcer. Både yngre og ældre søskende til barnet i skoleproblemer oplever sig valgt fra af deres respektive klassekammerater i takt med, at historien om ”problembarnet og problemfamilien” spreder 11

sig. Forældrenes arbejdsevne bliver stærkt kompromitteret, ikke kun af de mange møder på skolen i arbejdstiden, men også på grund af søvnløse nætter, bekymringer, grådkvalte snakke i køkkenet i de sene aftentimer samt det, at deres barn oftere og oftere ikke vil i skole og derfor skal passes hjemme eller må med en af forældrene på arbejde.

Hvorfor sker dette? Og hvorfor sker det imod alle odds, da der netop er tale om velfungerende middelklassefamilier, børn uden diagnoser og velmenende professionelle i skolen, altså den perfekte cocktail for succes?

Det viser sig, at eksklusionsprocesserne udspringer af en bestemt måde at tænke på, nemlig en problem-, individ-, fejl- og mangelfokuseret tænkning (Lund, 2017). Keith Payne taler om det som implicit bias, jeg taler om det som en tænkemåde eller som grundlæggende antagelser. At opfatte og beskrive barnet som problemet er første skridt i eksklusionsprocessen.

Næste skridt er, at skolens professionelle fremlægger problemhistorien om barnet (alt det, barnet gør forkert eller ikke gør godt nok) over for forældrene, som forventes at acceptere den udlægning. Når forældrene bringer andre perspektiver på situationen i spil, for eksempel hyppig vikardækning, mobning, konflikter blandt eleverne, faglige og didaktiske problemstillinger, eller at barnet for eksempel fungerer i sammenhænge uden for skolen, bliver de overhørt, tilbagevist eller afvist. Dernæst forventes forældrene at tale med barnet om adfærd i skolen og at afhjælpe barnets problemer ved at ændre på forhold i hjemmet og ”genopdrage” det. I praksis vil det sige, at problemet (og ansvaret for at løse det) eksporteres ud af skolen og over i hjemmet. Uanset hvor mange krøller familien gør på sig selv, kan de ikke fjernstyre deres barn i skolen, og de har ingen indflydelse på de forhold eller situationer, hvori skoleproblemerne udfolder sig. Af – for forældrene – ukendte grunde iværksætter de skoler, som indgik i casene, ikke indsatser i skolen, og der bliver ikke gjort meget for at afhjælpe børnenes skoleproblemer. Dette fører til et ultimatum for forældrene: De må enten acceptere barnets mistrivsel i skolen samt det umulige ansvar med at løse skoleproblemerne hjemmefra, eller de ”kan finde et andet skoletilbud”. Re12

elt oplever forældrene, at de ikke har et valg – det er et ultimatum mellem to onder, men den umulige situation nu og her og muligheden for en bedre situation på en ny skole giver dem ikke andet valg end at flytte barnet.

På dette tidspunkt er både barnet og familien kørt i sænk. De oplever social marginalisering, fysisk og psykisk udmattelse, de er presset arbejdsmæssigt og måske også økonomisk, og deres børns sociale netværk – og deres eget – er voldsomt belastet eller væk. De har mistet tilliden til skolesystemet og til de fagprofessionelle, og deres tiltro til fremtiden har fået et alvorligt knæk. Oplevelserne har også kastet skygger ind i familien, hvor tvivl om egen forældreevne og frygt i forhold til, om der rent faktisk er noget galt med dem som familie eller med deres barn, har sat sig i skindet. Familien er forandret, og deres status i samfundet er forandret, ikke mindst i deres egne øjne. Skammen over at måtte forlade eller blive tvunget ud af skolens fællesskab følger dem således og rækker også ud i fremtiden, sådan som Payne beskriver ulighedens konsekvenser.

Den relationelle dannelse På spørgsmålet om, hvordan deres skolegang har været, lyder svaret fra

udsatte voksne næsten samstemmende: problemfyldt. Vi ved, at børn, der fanges i skoleproblemer, som ikke afhjælpes, har en større chance for at få et problematisk voksenliv. Samlet set koster udsatte i Danmark årligt cirka 15 milliarder kroner, så i et samfundsøkonomisk perspektiv vil der være meget at hente, hvis vi kunne øge alle børn og unges skoletrivsel og deraf senere deltagelse i samfundets fællesskaber (Schultz-Nielsen & Skaksen, 2016).

Keith Payne indlejrer sine argumenter og referencer i en videnskabstradition og erkendelsesteori, der er meget anderledes, end hvad jeg arbejder ud fra, og dermed bruger vi også nogle forskellige begrebsapparater. På trods 13

af de åbenlyse forskelle imellem os er der også interessante fælles opmærksomhedspunkter og fænomener, som vi begge kredser om. For eksempel: • At vores grundlæggende antagelser (fordomme og implicitte bias) styrer os meget mere, end vi tror, men også at vi kan udfordre os selv og vores antagelser ved at være mere omhyggelige, reflekterede og selvjusterende.

• At vi har en tendens til at tænke positivt om os selv og negativt om andre samt forklare andres ulykke eller uheld med formodede karakterbrist hos den uheldige part. Dette er blandt andet medvirkende til at forme problemforståelser af børn i skolen.

• At årsag og effekter ikke altid bare er kausale, men skal tænkes ind i en større helhed med flere influerende faktorer.

• At tanker om fremtiden (hvad end den ser mørk eller lys ud) former handlinger i nutiden. Enhver, der har levet i både fattigdom og rigdom, kan bevidne, at folk rent faktisk tænker og handler forskelligt i de to meget forskellige verdener. En af forskellene er deres forhold til fremtiden. Dette gør sig også gældende for marginaliserede børn i skolen og deres familier.

• At menneskers handlinger ikke kan ses isoleret fra kontekst, sociale interaktioner og grundlæggende antagelser (implicitte bias, fordomme), som altid påvirker og er i spil, hvorfor det hører med til en relationel dannelse at forholde sig udforskende og kritisk til sine egne antagelser.

• At vi mennesker kan fanges i både gode og dårlige cirkler, og det kan være endog meget svært at slippe fri af de dårlige cirkler.

Når Keith Payne slutter bogen med personlige råd til læseren om blandt andet at tage sig i agt for sine implicitte bias, kan jeg på baggrund af min egen forskning kun nikke med anerkendelse. Over for den problem-, individ-, fejl- og mangeltænkning, der fører til eksklusionsprocesserne i skolen, står nemlig en anden tænkning, som i højere grad åbner sig over for elevog forældreperspektiver, involverer og inddrager, er fleksibel og fokuseret på muligheder og relationel ansvarlighed. Man må udfordre sine grund14

læggende antagelser for at kunne skifte fra en tænkemåde til en anden, hvilket indebærer at være responsiv og refleksiv (Lund & Haslebo, 2015; Lund, 2015, 2020). Hvis vi skal eksklusions- og marginaliseringsprocesser, som dem jeg har undersøgt i skolen, til livs, er der brug for en ny og anden måde at tænke på og for mere relationel dannelse i skolen. Den relationelle dannelse er kendetegnet ved moralske, sociale og relationelle forpligtelser over for andre og over for fællesskabet og omverdenen. Relationel dannelse modsiger individualisering af komplekse sociale problemer som for eksempel udsathed, fattigdom og ulighed. Det er i høj grad tiltrængt, da individualisering af netop sociale, kontekstuelle og relationelle problemer er blevet comme il faut, men fører til forråelse og polarisering.

Med en mere relationel dannelse gives forhåbninger til fremtiden, hvor netop samskabelse og indbyrdes forbundethed, relationelt medansvar samt kommunikationsformer, der bygger bro mellem forskelle i stedet for at splitte, er vigtige for menneskehedens fremtid. Som professionelle skal vi ofre mere opmærksomhed på, hvordan vi tilbyder børn og unge tilblivelsesmuligheder i skolen med de valg og fravalg, vi træffer rent pædagogisk, didaktisk, organisatorisk og kommunikativt. Målet er at håndtere børns skoleproblemer på værdige og inkluderende måder, der understøtter deres deltagelses- og tilblivelsesmuligheder ikke kun i skolen, men i samfundet som helhed.

Litteratur Benjaminsen, L., Andrade, S. B., Andersen, D., Enemark, M. H., & Birkelund, J. F. (2015). Familiebaggrund og social marginalisering i Danmark: En registerbaseret kortlægning. København: SFI. Ejrnæs, M. (2011). Social arv. I: Møller, I. H., & Larsen, J. E. (Red.), Socialpolitik (s. 189-209).

København: Hans Reitzels Forlag.

Lund, G. E. (2015). Socialkonstruktionisme i organisationer: Kort fortalt. København: Dansk Psykologisk Forlag.

15

Lund, G. E. (2017). Making social exclusionary processes in schools visible. Ph.d.-afhandling. Enschede: Twente University.

Lund, G. E. (2020). Responsivt forældresamarbejde i skolen. Studier i læreruddannelse og -profession, 5(1), 52-72.

Lund, G. E., & Haslebo, G. (2015). Kulturudvikling i skolen: Hvordan?. København: Dansk Psykologisk Forlag.

Ottosen, M. H., Andreasen, A. G., Dahl, K. M., Hestbæk, M. L., & Rayce, S. B. (2018). Børn og unge i Danmark: Velfærd og trivsel 2010. København: VIVE. Schultz-Nielsen, M. L., & Skaksen, J. R. (2016). Den økonomiske gevinst ved at inkludere de udsatte unge. København: Rockwool Fondens Forskningsenhed.

***

Gro Emmertsen Lund er ph.d. fra Twente University, hvor hun har forsket i marginalisering og sociale eksklusionsprocesser i skolen.

Hun er en del af NOISE (Network of Independent Scholars in Education) samt Taos Associate og Faculty Advisor ved The Taos Institute. Som skribent og forfatter har Gro Emmertsen Lund skrevet en række bøger, kapitler til antologier og artikler på både dansk og engelsk. Som selvstændig forsker og konsulent holder hun oplæg og gennemfører workshops og temadage for personalegrupper samt giver sparring til leder- og chefgrupper.

16

Indledning Flyveturen fra Washington, D.C., til Jacksonville, Florida, tager to timer, hvilket er rigelig tid til at ændre et liv. Ingen ved, hvorfor Joseph Sharkey rejste sig under denne flyvning på økonomiklasse, vendte sig om og tog hovedfaldsgreb på passageren i sædet bag ham. Måske talte passageren for højt. Måske sparkede han på ryglænet med foden. Ifølge vidner gjorde passageren dog intet, der kunne fremprovokere angrebet. Tumulten tiltrak personalets opmærksomhed, og de kom ilende for at sætte en stopper for det. Sharkey sparkede uforfærdet en steward i skridtet med knæet og satte kurs mod nødudgangen, hvor han forsøgte at åbne døren midt under flyvningen. Det lykkedes til sidst for stewarden og flere af passagererne at overmande Sharkey og lægge ham i plastikhåndjern. Han blev anholdt, da flyet landede, og stod til 20 års fængsel.

På første klasse tager dårlig opførsel sig anderledes ud. I 2009 fløj Ivana Trump fra Palm Beach til New York, da nogle børn, der sad i nærheden, begyndte at larme. Hun tog hovedtelefoner på for at lukke støjen ude, indtil en grædende baby fik hende til at gå til yderligheder. Hun fik et raserianfald, kaldte børnene for ”små røvhuller” og blev eskorteret ud af flyet af nogle betjente.

Fly er et miniaturebillede på vores verden og de følelser af angst og uro, vi oplever i dagligdagen. Vi klumpes sammen med hundredvis af fremmede og tvinges til en intimitet, der normalt er forbeholdt vores nærmeste eller arbejdskolleger. Vi presses ind i et snævert metalrør, hvilket fremkalder vores naturlige frygt for lukkede rum. Når flyet er lettet, er det umuligt at slippe væk, og tiden snegler sig af sted. Vi befinder os pludselig flere tusinde fod oppe i luften, og det trigger vores naturlige højdeskræk. Flyet ramler og skramler så tilpas meget, at vi aldrig glemmer, at vi er strandet oppe i luften, hvor intet, så vidt vi kan se, holder os oppe. Vi har ingen 17

kontrol over, hvornår vi letter, hvornår vi lander, og hvornår vi må bruge vores godkendte elektroniske udstyr. Vi venter bare uden at vide, hvem vi er om bord med, hvor god en flyvetur det bliver, eller hvem der har ret til armlænet – mens vi hele tiden bliver mindet om vores egen dødelighed.

Kan man overhovedet forestille sig en mere eksistentiel oplevelse?

Men udover den angst og uro, de fremkalder, rummer fly også et andet aspekt, der gør dem til et bemærkelsesværdigt miniaturebillede på livet. Et fly er en legemliggørelse af et statushierarki. Det er en social rangstige bygget af aluminium og sædebetræk, og hvor trinene udgøres af stolerækker, boardinggrupper og prisklasser.

Forestillingen om indretningen af sæder i et fly kan være en hjælp til at forklare, hvorfor folk angriber en fremmed eller råber ad børn, når de på besynderlig vis er spærret inde oppe i skyerne.

Et nyere studie udført af psykologerne Katherine DeCelles og Michael Norton viste, at det statushierarki, der findes om bord på et fly, har en meget stor om end skjult indflydelse på vores adfærd, mens vi flyver. Forskerne analyserede data fra millioner af flyvninger for at finde frem til, hvilke faktorer der kunne forudsige fly-vrede. De lagde ud med at sammenligne fly med en sektion til første klasse med fly uden denne sektion. Dernæst ræsonnerede de sig frem til, at hvis ulige statusforhold var årsagen til dårlig opførsel, burde man se flere tegn på vrede i fly, der har en kabine til første klasse, end i dem, der ikke har. De opdagede, at der næsten var fire gange så stor risiko for vredesudbrud på økonomiklassen i et fly med en kabine til første klasse end i et fly uden en sådan kabine. Der var også andre vigtige faktorer såsom forsinkelser, men tilstedeværelsen af en sektion til første klasse øgede i lige så høj grad risikoen for uro som en forsinkelse på 9,5 time.

For at prøve ideen af på en anden måde så forskerne på, hvordan boardingprocessen fremhæver statusforskelle. De fleste fly med en kabine til første 18

klasse boarder via indgangen forrest i flyet og tvinger dermed passagererne på økonomiklasse til at traske ned ad gangen og slæbe deres bagage forbi de velbeslåede passagerer, der allerede har taget plads i deres behagelige sæder. Cirka 15 procent af flyvningerne boarder dog i midten eller bagest i flyet, så passagererne på økonomiklasse slipper for denne udfordring.

Sandsynligheden for fly-vrede var som forudsagt dobbelt så stor på flyvninger med boarding forrest i flyet, hvilket øgede risikoen for et vredesudbrud i lige så høj grad som en ventetid på seks timer.

Studiet om fly-vrede er afslørende, men ikke kun fordi det illustrerer, hvordan ulighed skyder en kile ind mellem dem, der har, og dem, der ikke har.

Det, der fascinerer mig, er, at vredesudbrud finder sted på flyvninger, selv når ingen af passagererne er decideret fattige. Eftersom en gennemsnitlig billet på økonomiklasse koster flere hundrede dollars, er det de færreste decideret fattige mennesker, der har råd til en rejse med et moderne kommercielt flyselskab. Alligevel kan de relative forskelle mellem personer fra middelklassen, der flyver på økonomiklasse, skabe kaos og konflikter. Kaosset er faktisk ikke begrænset til økonomiklassen: De, der fløj på første klasse i studiet, var langt mere tilbøjelige til at få et vredesudbrud, når de blev konfronteret med rakkerpakket i fly med boarding i forenden. Ivana Trumps adfærd bevidner da også, at når graden af ulighed bliver for stor til, at den kan ignoreres, begynder alle at opføre sig besynderligt.

De opfører sig dog ikke blot besynderligt på en hvilken som helst måde.

Ulighed påvirker vores handlinger og følelser på den samme systematiske og forudsigelige facon igen og igen. Det gør os kortsynede og tilbøjelige til risikabel opførsel, hvor vi er villige til at ofre en tryg fremtid til fordel for umiddelbar behovstilfredsstillelse. Det gør os mere tilbøjelige til at træffe selvdestruktive beslutninger, og det får os til at tro på de særeste ting, mens vi overtroisk klamrer os til verden, som vi ønsker den skal være, frem for verden, som den er. Ulighed splitter os og deler os op i lejre, der ikke blot er indkomstbestemte, men også inddelt efter ideologi og race, hvilket ned19

bryder vores tillid til hinanden. Det fremkalder stress og gør os alle mindre sunde og raske og mindre lykkelige.

Forestil dig et nabolag fuld af den slags mennesker, jeg har beskrevet ovenfor: kortsynede, uansvarlige personer, der træffer forkerte valg; mistroiske personer, der er adskilt efter race og ideologi; overtroiske personer, der ikke vil lytte til fornuft; personer, der tyr til selvdestruktive vaner, når de forsøger at takle den stress, angst og bekymring, de oplever i dagligdagen. Det er de klassiske fattigdomstroper, som kunne udgøre en stereotyp beskrivelse af befolkningen i ethvert fattigt storbykvarter eller enhver kriseramt trailerpark på landet. Men som det vil fremgå af de følgende kapitler, kan ulighed også skabe disse tendenser blandt middelklassen og meget velhavende personer.

Studiet om fly-vrede illustrerer også et andet bemærkelsesværdigt faktum, nemlig at ulighed ikke er det samme som fattigdom, selvom det i høj grad kan føles sådan. Det er dette fænomen, der er emnet for denne bog. Ulighed får mennesker til at føle sig fattige og opføre sig som fattige, også selvom de ikke er det. I vores bevidsthed tager ulighed form af fattigdom i så høj grad, at USA, som er det rigeste og mest ulige af alle lande, har mange egenskaber, der snarere kendetegner et udviklingsland end en supermagt.

Som det ofte er blevet rapporteret, er uligheden i forhold til indkomst og formue højere nu, end den har været i generationer. I dag er verdens 85 rigeste personer i besiddelse af en større formue, end de fattigste 3,5 milliarder i verden har tilsammen. I Amerika sidder den rigeste 1 procent på over 20 procent af den samlede indkomst i det rigeste land, der nogensinde har eksisteret.

Det er svært at fatte omfanget af den økonomiske ulighed i Amerika, da vores fantasi ikke rækker til det. Det svarer til at forsøge at forestille sig, hvor langt et lysår er, eller gøre sig begreb om hjernens hundrede milliarder neuroner eller de hundrede billioner forbindelser imellem dem. Den slags 20

tal ligger uden for vores fatteevne. Lad os derfor først betragte økonomien på en måde, der er nemmere at forholde sig til, og spørge, hvordan folk opfatter deres egen økonomiske position inden for rammerne af økonomien.

Mange menneskelige karaktertræk, såsom højde, følger en klokkeformet kurve. Kurven har sit højdepunkt midtpå, hvor de fleste mennesker er klynget sammen omkring gennemsnittet, og skrånende udløbere, der bevæger sig mod nul i begge ender. Mønsteret er det samme for et bredt udvalg af karaktertræk, såsom antallet af linjer på et fingeraftryk, de kemiske egenskaber ved ingredienserne i en Guinness-øl eller brystvidden på skotske soldater.

Man mente engang, at klokkekurven var en universel naturlov. Det viste sig at være en misforståelse, men mønsteret er så almindeligt, at man sagtens kan forstå, hvorfor tidligere tiders tænkere nåede den konklusion.

Når folk overvejer deres egen socialklasse, tænker de umiddelbart inden for rammerne af klokkekurven. I en nylig spørgeundersøgelse foretaget af Pew Research Center bad man amerikanere om at udpege deres egen socialklasse. Der tegnede sig en klassisk klokkekurve, da hele 89 procent af respondenterne beskrev sig selv som tilhørende middelklassen. Kun 7 procent betragtede sig selv som medlemmer af arbejderklassen, og kun 2 procent placerede sig selv i overklassen. Set med amerikanske øjne tilhører vi stort set alle sammen middelklassen.

Hvis du ser på den faktiske indkomstfordeling i figur 1 på næste side, vil du imidlertid få fortalt en helt anden historie. For at menneskeliggøre det har jeg skaleret grafen, så den øverste tiendedel af 1 procent er placeret på toppen af hovedet på en mand, der er 1,80 meter høj. Den vertikale akse viser årsindkomster; den horisontale akse viser, hvor mange husstande der befinder sig på hvert indtjeningsniveau. Hvis vi begynder i venstre side af sidstnævnte, svarer den første tomme omtrent til de fattigste 20 procent i USA. Hvis vi fortsætter til toppen af tåen på modellens sko, når vi til medianindkomsten, hvor halvdelen af amerikanske husstande ligger under 21

det punkt og den anden halvdel over. De nederste 80 procent er markeret ved 100.000-dollar-mærket: Hvis din familie tjener et sekscifret beløb, befinder du dig blandt de øverste 20 procent og fire tommer oppe ad tommestokken.

Øverste 0.1%

1.500.000 $ 1.400.000 1.300.000 1.200.000 1.100.000 1.000.000 900.000 800.000 700.000 600.000 500.000

Øverste 1% Nederste 99%

400.000 300.000 200,000 100,000

20 millioner 10 millioner 0

0

Figur 1. Indkomstfordeling i USA på en skala, der svarer til højden på et menneske.

22

Den store koncentration til venstre i figuren afslører, at næsten hele befolkningen klumper sig sammen nær bunden. Den hårtynde linje, der løber opad, viser, at antallet af mennesker, der har en indkomst på over en million, bliver meget lille. Her er der ingen klokkekurve. 80 procent af alle husstande befinder sig under modellens ankler.

Selvom skalaen toppes med 1,5 millioner, tjener mange langt mere end det.

Hvis de ultrarige var taget med, var bogen nødt til at være meget længere, for at grafen kunne bevares i den størrelsesorden, den er nu. Ellers ville den del, hvor de nederste 99 procent befinder sig, blive for mikroskopisk til at kunne aflæses. Ligesom de fleste andre illustrationer af indkomstfordeling udelader denne baseballspilleren Alex Rodriguez og de fleste andre professionelle sportsfolk. Den medtager ikke Oprah Winfrey, som er blandt de berømtheder med den højeste indkomst, og den ser bort fra bestyrere af hedgefonde. Hvis den rent faktisk inkluderede årsindkomsten for John Paulson, som i øjeblikket er den hedgefondbestyrer med den højeste indtjening, ville diagrammet ikke nå til hovedet på en mand på 1,80 meter, men til taget på et højhus.

Indkomstfordeling har altid en slagside, og det er der to primære grunde til. Den første er, at bunden har en naturlig nedre grænse, da man ikke kan tjene mindre end nul – i hvert fald ikke særlig længe. Den anden grund er, at det kræver penge at tjene penge. Eftersom formuer kan investeres og dermed mangedobles, skaber penge en naturlig cyklus, hvor de rige bliver rigere og får halen til at blive længere. De, der ikke har noget at investere, har simpelthen ikke mulighed for at deltage i denne cyklus og forbliver derfor klumpet sammen i bunden.

Selvom indkomstfordelinger altid er skæve, er fordelingen i USA i dag langt mere ulige end tidligere og langt mere end i andre industrilande. Figur 2 viser, hvordan indkomster har ændret sig i løbet af de sidste 50 år for hver indkomstkvintil såvel som for de rigeste 5 procent. (Beløbene i dollars er justeret for inflation). Her kan du se den lange hale fra figur 1 i praksis: 23

De rige bliver rigere, mens de fattige … ja, de fattige gør noget interessant.

Den fattigste femtedel af amerikanerne har mere eller mindre befundet sig det samme sted de sidste 50 år.

Man ville formentlig ikke have forventet dette resultat for de fattige (eller for den sags skyld for middelklassen, der stort set heller ikke har rokket sig ud af stedet), da den velkendte aforisme klart siger, at de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere.

Gennemsnitlig husstandsindkomst 1967-2015 i dollars, efter percentil ØVERSTE 5%

$350.000 $300.000 $250.000

ØVERSTE 20%

$200.000 $150.000 $100.000

ANDEN 20% TREDJE 20% FJERDE 20% NEDERSTE 20%

$50.000 0

1970

1975

1980 1985 1990 1995 2000 2005 2010 2015

Figur 2. Gennemsnitlig husstandsindkomst (2015-dollars), 1967-2015, efter percentil. Grafen stammer fra U.S. Census Bureau.

Det er også det budskab, de fleste kan læse i overskrifter om Amerikas stigende ulighed. Vi hører næsten dagligt om en voksende økonomisk bekymring, om en tiltagende desperation og mindre håb for fremtiden. I en nylig meningsmåling sagde halvdelen af amerikanerne under 30 år, at den amerikanske drøm var død. Det er en reel bekymring, og et af målene med denne bog er at forstå den til fulde. Men hvad angår inflationsjusteret indkomst, befinder den fattigste femtedel sig samme sted, som de gjorde i 1967.

24

Selvom de fattige faktisk ikke bliver fattigere, er det et slående aspekt ved ulighed, at selv det at forblive det samme sted føles som at sakke bagud, hvis andre rundt om dig flytter sig. Har du nogensinde siddet i et tog, der holdt stille, mens et andet tog kørte forbi? Det føles fuldstændig, som om du pludselig bevæger dig i den modsatte retning. I takt med at overklassen er blevet stadig rigere, har både middelklassen og dem, der lever i fattigdom, følt sig fattigere og fattigere sammenlignet med dem. Men den følelse er ikke blot en illusion. Det vil fremgå af de følgende sider, at den har dødsens alvorlige konsekvenser.

Der er skrevet hyldevis af bøger om årsagerne til økonomisk ulighed. De fokuserer på større historiske tendenser som teknologiske fremskridt og globaliserede handelsmønstre eller politiske indgreb såsom beskatning og forbrugsprioriteringer. Denne bog forholder sig dog ikke til den slags analyser. Den undersøger snarere, hvad ulighed gør ved os som mennesker. Den ser nærmere på, hvordan andres rigdom – de øverste 5 procent, 1 procent eller en tiendedel af 1 procent – ændrer vores oplevelse af verden.

Hvorfor skulle de riges velstand have indflydelse på, hvordan folk fra middelklassen lever? Der er jo trods alt ingen direkte logisk forbindelse mellem de to ting. Der er heller ingen logisk forbindelse mellem det tog, der kører forbi, og min egen følelse af bevægelse, og alligevel har det ene stadig indflydelse på det andet. Det faktum kan ikke forklares med egenskaberne ved et tog. Forklaringerne skal snarere findes i den menneskelige hjerne, der er i stand til at omdanne sanseindtryk (hallo, vi kører!) til handlinger (tag fat i håndtaget!).

Hvorfor forkorter følelsen af at være fattig eksempelvis dit liv med lige så mange år, som det gør at være fattig? Hvorfor påvirker størrelsen på din nabos hus dine stresshormoner? Hvorfor får økonomisk usikkerhed os til at træffe selvdestruktive beslutninger, der blot medfører yderligere usikkerhed? Hvorfor får din økonomiske succes dig til at betragte dem, der 25

er uenige med dig, som idioter og klaphatte frem for blot nogen med en anden mening?

Svarene på disse spørgsmål vil ikke ændre på indkomstfordelingen, og Ulighedens DNA vil ikke komme med nye politiske forslag til at ændre skatterne eller styrke det sociale sikkerhedsnet. Den vil imidlertid tilbyde noget, der er lige så vigtigt. Den vil hjælpe med at forklare nogle af paradokserne ved at leve i en moderne, globaliseret og højteknologisk verden, hvor fladskærms-tv er billige, men økonomisk sikkerhed uden for rækkevidde. En verden, hvor et hus i gennemsnit er på 240 kvadratmeter, men hvor familien, der bor i det, ikke har 400 dollars til en nødsituation.

Selvom det er vigtigt at vurdere årsagerne til og de økonomiske konsekvenser af ulighed på makroniveau, er mit mål mere personligt. Målet er at skabe forbindelse mellem den viden, vi har om indkomstfordeling og folketællinger, og hvordan det er at være et individ her og nu og være omgivet af familie, venner og kolleger, der sammen bevæger sig ind i en fremtid, som vi ikke forstår. Hvis vi får en bedre forståelse af, hvordan formuefordeling former vores måde at tænke på, kan det gøre os bedre i stand til at leve med den. Hvis tilstrækkelig mange accepterer disse ideer, kan de måske gøre det muligt for os at reducere selve uligheden. Men her og nu begynder vi med den følelse, vi genkender fra turbulens på et fly, fra tog, der holder stille, og fra synet af andres smukke hjem, hvilket alt sammen får os til at føle, at vi falder.

26