Interkulturel kirke i et multikulturelt samfund

Af redaktionsudvalget

Vi har i redaktionsudvalget formuleret en række kortfattede bud på best practices for kirken i mødet med den tværkulturelle mangfoldighed. Det har vi gjort ud fra en treleddet grundpræmis og begrebet interkultur:

Følgende treleddede præmis er bestemt af karakteren af Guds mission:

• Kirken kan og bør tage del i at modarbejde splittelse, fremmedgørelse og marginalisering.

• Det kristne livs- og menneskesyn anerkender, at det er af værdi for ethvert menneskes identitet og trivsel at høre til i en eller flere kulturer og traditioner.

• Kirken udgør en kultur og et “samfund”, som har sin identitetsskabende og formålsgivende kraft i at skabe enhed og forsoning på tværs af skel og forskelligheder.

Vi finder – i tilslutning til Johannes Nissen – at disse præmisser udtrykkes rammende med begrebet “interkultur”:

• Begreberne “monokultur” og ”enhedskultur” benyttes til at beskrive kulturel homogenitet. ”Multikultur” og ”flerkultur” anvendes modsat til at beskrive en mangfoldighed af kulturer – uanset om de måtte være i samspil med hinanden eller eksisterer uberørt af hinanden, side om side i parallelstrukturer

• ”Interkultur” fremhæver derimod, i lighed med udtrykket “tværkulturel”, at målet er et samspil og en interaktion mellem kulturerne, som ikke udsletter, men beriger hver kultur. Begrebet ”interkultur” fremhæver, at det samtidig er et mål, at en ny ”mellemliggende” interkultur skal vokse frem i mødet mellem de forskellige kulturer.

Gennem de følgende praksisser kan kirker søge sammen og hver for sig at fremme interkulturalitet.

Derved er de tro mod evangeliet og Guds mission og bidrager dermed til det fælles bedste på såvel et individuelt og socialt som samfundsmæssigt niveau.

1. Gudstjeneste

Det gudstjenestelige fællesskab har mange kulturelle udtryk, og ingen af

dem er udtømmende. Kirkerne bør lokalt og regionalt gå økumenisk sammen om at sikre, at alle kristne i området har mulighed både for at mødes til gudstjeneste i deres egen kulturelle og sproglige sammenhæng og for at være en del af et gudstjenestefællesskab, der inkluderer forskellige kulturelle og sproglige grupper. Ved disse fælles gudstjenester bør hver kultur og hvert sprog komme til udtryk, og samtidig bør der arbejdes bevidst for at lade en ny fælles gudstjenestekultur vokse frem. Det kan bedst lade sig gøre, når gudstjenesten formes løbende af og i samspil med menigheden i dens tværkulturelle mangfoldighed.

Ved på denne måde at bringe flere kulturer i et egentligt samspil og dermed danne et nyt og rigere fælles udtryk udfoldes den dybere fælles kristne erfaring i det interkulturelle rum, samtidig med at hver enkelt kultur bevares og beriges.

2. Menighedsopbygning og interkulturelt fællesliv

I forlængelse af arbejdet med at udvikle et interkulturelt gudstjenesteligt fællesskab er det vigtigt, at den enkelte kirke og menighed – eller kirker i et lokalt og økumenisk samarbejde – løbende sikrer, at ikke blot gudstjenester men også andre aktiviteter og fællesskaber bidrager til at skabe et interkulturelt fællesskab i hele menigheden. Den enkelte menighed må vurdere, om det mest frugtbare er at have et eller flere fællesskaber i menigheden, og hvordan kontaktfladerne mellem de forskellige fællesskaber i så fald skal se ud. I det interkulturelle møde er det ikke tilstrækkeligt, at kun ”nye” forandrer sig, men også ”gamle” må forandre sig for at komme de andre i møde. Når både ”gamle” og ”nye” forandrer sig, kan et nyt tredje opstå – det interkulturelle fællesliv, som former den kulturelle og kirkelige identitet hos hver enkelt gruppe.

3. Missional kirke

Kirkens interkulturelle fællesskab og sociale engagement bør bringes missionalt i samspil til det fælles bedste i lokalområdet. Tilstedeværelsen og forbindelsen til lokalområdet manifesterer sig i missional og diakonal handling. Det er ikke sådan at forstå, at den diakonale handling er et instrument til kirkevækst; den er et udtryk for den gæstfrihed og generøsitet, som det interkulturelle fællesskab udgør. Den diakonale handling er relationel og inkarnatorisk og derfor også åndelig. Deltagelse i den diakonale handling kan derfor udgøre en vej ind i kirkens fællesskab for mennesker, som tidligere ikke har været en del af dens fællesskab. Det gælder både for etnisk danske og blandt migranter, der hvor

tværkulturel mission og interkulturelle menigheder deler evangeliet på tværs af kulturer og religioner.

4. Diakoni, undervisning og mission

I forlængelse og konkretisering af denne missionale og diakonale tænkning er det vigtigt, at den lokale kirke enten selv eller i samarbejde med relevante organisationer danner udgangspunkt for, at personer og familier går sammen om at støtte en eller flere migranter og familier. Diakonale organisationer kan her blive gode samarbejdspartnere i udviklingen af det lokale menighedsliv. At være parat til praktisk at modtage andre er nødvendigt for også at kunne modtage andre åndeligt. Dåbsundervisning og -oplæring enten lokalt eller i et samarbejde med nabomenigheder er en sådan praktisk konkretisering af villigheden til den åndelige modtagelse. Endeligt er der det større globale perspektiv i form af forholdet til migranternes hjemlandskirker; her er samarbejde med missionsorganisationer en oplagt mulighed.

5. Organisation og ledelse

Ethvert fællesskab har brug for at lede sig selv. For interkulturelle fællesskaber er det nødvendigt at kirkens lederskab afspejler den tværkulturelle mangfoldighed. Repræsentanter for de enkelte kulturer må opmuntres til at træde ind i kirkeligt lederskab på alle niveauer, svarende til deres personlige og åndelige modenhed og kvalifikationer. For at det kan ske, må der sikres mødeformer, oversættelse og teambuilding, så alle kan deltage på lige fod. Organisationskultur og ledelsesformer er i høj grad kulturelle størrelser, så vejledning og kurser i interkulturel organisation og ledelse kan være relevant. Menighedsrådsforeningen og andre organisationer tilbyder vejledning og forløb indenfor disse emner.

Inddragelse af alle kulturelle grupper i organisationen gælder også, når der rekrutteres og ansættes i kirken. Der er tjenester og arbejdsområder, hvor det er oplagt at indtænke det interkulturelle felt og interkulturelle medarbejdere som en ressource. I folkekirken gælder det f.eks. i forhold til kirke-kultur-medarbejdere men også i forhold til de nye muligheder for §2-uddannelse for præster, som vil lette adgangen ikke blot for etnisk danske men også for migrantkristne til en tjeneste i kirkerne.

På et lokalt eller regionalt plan kan det være frugtbart, at flere kirker går sammen i et økumenisk fællesskab for at sikre ressourcer til det interkulturelle arbejde. Hvis den enkelte menighed eller kirke kan se behovet, men ikke selv har ressourcerne, kan man forestille sig en specialisering og en udgiftsdeling, hvor en menighed lokalt eller regio-

nalt bliver ”fyrtårn” for interkulturelt arbejde. Denne menighed eller kirke vil så kunne støtte og opmuntre de andre menigheder eller kirker, som ønsker at være interkulturelt inkluderende, men ikke magter det selv.

På nationalt niveau er der også brug for ledelse, og bevidstheden om den fælles interkulturelle udfordring er vigtig at få indarbejdet i en national strategi, som alle parter kan se sig selv som en del af.

6. Identitetsdannelse

Spørgsmålet om identitetsdannelse og en interkulturel identitet for børn og unge efterkommere af indvandrere er påtrængende. Der er ikke nogen forudsigelig vej fra barn til voksen for denne generation. Kulturelle og sociale forandringer betyder, at de skridt som er almindelige for etnisk danske børn og unge – uddannelse, karriere, ægteskab, familieliv – ikke er så klare for disse. Det er mere forvirrende og tager længere tid for denne gruppe at finde sin identitet og sit verdenssyn inklusive religiøst liv. Det er rimeligt at forvente, at en interkulturel identitet også vil påvirke den måde, som de relaterer til kirker og menigheder. Kirker og menigheder må gøre det muligt for børn i det interkulturelle felt at tage aktivt del i kirkernes klubtilbud og fritidsaktiviteter. For det interkulturelle børne- og ungdomsarbejde er målet ikke assimilation men at bringe alle børns kulturelle baggrunde positivt i spil som en fælles ressource. Det er derfor frugtbart, når kirker og menigheder etablerer relationer til migrantmenigheder med henblik på, at migrantmenighederne kan lade deres børn og unge inkludere i teenage- og ungdomsarbejdet i de etnisk danske kirker; eller at et fælles børne- og ungdomsarbejde kan etableres.

I forlængelse af spørgsmålet om en interkulturel kristen identitet blandt børn og unge står spørgsmålet om udviklingen af sådan identitet i det hele taget. Som kristne døbes vi til at være en del af Kristi universelle kirke, ikke en national dansk kirke med en dansk kultur. Det er med denne universelle kirke, vi fejrer gudstjeneste, tilbeder og ophøjer Gud, og deltager i nadveren. Kirke er i denne teologiske forstand overordnet kulturer, og med udviklingen af en lokal interkulturel identitet får vi chancen for på en dybere måde at blive del af det store globale kristne fællesskab.

7. Teologi

I udviklingen af en interkulturel kristen identitet er teologisk refleksion nødvendig, både for dem der befinder sig i det interkulturelle felt, såvel som for kirkerne selv. For dem der befinder sig i det interkulturelle felt, er en oversættelse af dansk, luthersk kristendom

ikke tilstrækkeligt. Der må ligefuldt ske en oversættelse af den egne kulturelle form for kristendom ind i en dansk, luthersk kristendom. For kirker i Danmark er udviklingen af en interkulturel teologi en befrielse fra den moderne teologis akademiske og nationalkonservative fangenskab, og en mulighed for at troen kan søge indsigt også i det interkulturelle møde. Derfor må også de teologiske uddannelser i stigende grad prioritere forskning og undervisning i interkulturel og kontekstuel teologi, herunder kristen kulturforståelse.

8. Politik og samfund

Kirkerne har en opgave i det samfund, som de er en del af, og de kan og bør tage del i at modarbejde splittelse, fremmedgørelse og marginalisering, ikke bare indenfor menighederne men også på samfundsplan i kraft af, gennem og på baggrund af kirkens egne erfaringer. En vigtig måde at løfte denne opgave er ved at kommunikere erfaringerne med at være et interkulturelt fællesskab, der blomstrer ved at dele med andre, og at styrke sin kulturelle identitet gennem gæstfrihed. Disse erfaringer er vigtige alternative bidrag til det fælles samfund og udviklingen af det interkulturelle samfundsmæssige møde.

På et politisk niveau kan kirkerne også arbejde for at nedbryde skel og segregation. For folkekirken gælder det f.eks. i arbejdet med at muliggøre dobbelt medlemskab, dvs. åbne mulighed for at være medlem af både folkekirke og andre kirkesamfund. Et andet oplagt område er at ophæve det bureaukratiske regelværk omkring præster og højmesser, som vanskeliggør tværkulturt gudstjenestefællesskab på tværs af kirkesamfund. Begge dele er konkrete politiske måder at være en bro for migrantgrupper ind i et dansk samfund.

Erfaringer med tværkulturel mangfoldighed