Identitet i Kristus og i stammen

– når sproget bliver en udfordring i det multietniske kristne fællesskab

Af Ruth Eva Osmundsen

Etiopien har de senere år oplevet en opblomstring af ”nationalisme” hos landets etniske folkegrupper. I særlig grad unge mennesker har taget denne med ind i den lutherske Mekane Yesus kirke. Det er således i dag ”kirkens største udfordring at skulle bevare enheden i et samfund, der er præget af etnisk splittelse.” Ruth Eva Osmundsen, der har arbejdet for kirken i en årrække, fortæller i denne artikel om den sprogkonflikt, der i løbet af 90’erne splittede kirken, og om hvordan den blev løst. Hun ser en vigtig mulighed for international mission i at støtte teologisk forskning og undervisning vedrørende etnicitet.

Når jeg læser ordene ”Identitet i Kristus og i stammen” – den arbejdstitel, jeg har fået for denne artikel – opstår der et billede i mit hoved, der ligner dem fra The Far Side tegnet af Gary Larson. Et billede med en person, der står over for udfordringen at få den korsfæstede Kristus til at passe ind i illustrationen af stammen, repræsenteret ved høvdingen, der står foran en hytte med knogle i næsen, guldringe om overarmene og iklædt et leopardskind. Måske du kan se det for dig.

At få Kristus til at passe ind eller give mening for mennesker, der ikke har hørt om ham tidligere eller kender til det bibelske verdensbillede, er en udfordring mange missionærer og forkyndere har stået over for. Og spørgsmålet kan hurtigt blive, om Kristus skal passes ind, eller omvendt, om høvdingen finder sin plads ved korsets fod? Uanset svaret bliver det et spørgsmål om, hvordan de to integreres.

I denne artikel vil jeg se på, hvordan sproget kan blive en udfordring for det multietniske kristne fællesskab. Det vil jeg gøre ved at tage udgangspunkt i den sprogkonflikt, der opstod i den lutherske kirke i Etiopien i 1999. Gennem en analyse af denne konflikt og måden, den blev løst på, får vi et indblik i, hvilke udfordringer det kan give at have ”identitet i Kristus og i stammen”.

Etiopien og Mekane Yesus kirken

I Etiopien er der 86 forskellige stammer

eller etniske grupper med eget sprog, historie og kultur. Landet har en befolkning på 110 mio. indbyggere, og af disse regner man 44 % for medlemmer af den ortodokse kirke, 34 % er muslimer, 19 % tilhører protestantiske kirker, og 3 % dyrker traditionel religion.1

Blandt de protestantiske kirker har jeg arbejdet for den evangelisk-lutherske kirke, der går under navnet Ethiopian Evangelical Church Mekane Yesus. Mekane Yesus kirken blev etableret som national kirke i 1959 og har i dag omkring 10,3 mio. medlemmer. I kirken repræsenterer medlemmerne mere end 50 af landets 86 forskellige etniske grupper, og kirken er således et multietnisk kristent fællesskab bundet sammen i det at være en evangelisk-luthersk kirke.

Den politiske udvikling i landet har de senere år medført en hård kritik af den etniske føderalisme, som blev indført i begyndelsen af 1990’erne, og som har givet grobund for en øget nationalisme. Den øgende nationalisme har de unge også taget med ind i kirken, og i dag er Mekane Yesus kirkens største udfordring at skulle bevare enheden i et samfund, der er præget af etnisk splittelse. I en dansk kontekst tænker vi nok nationalisme i relation til nationalstaten, men i en etiopiske kontekst er den knyttet til ens etniske folkegruppe. Nationalismen i Etiopien kommer således til udtryk i en ideologisk dyrkelse af den etniske gruppes kultur og en kamp for mere politisk selvbestemmelse. Oftest kommer dette til udtryk gennem fejring af særlige mærkedage, promovering af eget sprog og musik, og ved at markere etnisk tilhørsforhold med flag og traditionel klædedragt.

Kirken og den tiltagende nationalisme

Mekane Yesus kirken regner sig i dag for at være en ”indigenous” luthersk kirke, det vil sige en kirke, der har rødder lokalt og har et etiopisk udtryk i sin form og forkyndelse. Udenlandske missionsselskaber var med til at grundlægge de første evangelisk-lutherske menigheder i landet, men kirken har fra sin begyndelse haft et lokalt lederskab, der har formet kirken.

Den øgede nationalisme, der har medført etniske spændinger i det etiopiske samfund, har haft ringvirkninger ind i kirken og dermed ind i menighederne. Hvor det tidligere blandt de evangeliske kristne var deres religiøse identitet, der blev vægtet højest, er det i dag flere steder den etniske eller kulturelle identitet, der bliver regnet for den vigtigste. De ældste generationer i kirken tager afstand fra at deltage i udførelsen af kulturelle traditioner og ritualer, som er forbundet med dyrkelsen af forfæd-

re-ånderne, mens de unge i en romantisering af deres etniske kulturarv ikke skelner mellem kulturelle og religiøse traditioner og ritualer. Det har medført, at der blandt de unge også i kirken har været en promovering af deres etniske kulturarv. Mange unge kristne føler, at etnicitet er tabu i kirken, og mange præster og evangelister undgår temaet for ikke at fremstå som etnocentriske. De unge bliver tiltrukket af den øgede nationalisme blandt deres jævnaldrende, men mangler redskaber til at skelne mellem elementerne i stammens traditionelle verdensbillede. Det gælder specielt at skelne det, der er rent kulturelt, fra det, der er forbundet med dyrkelsen af forfædre-ånderne. For mange unge er deres etniske tilhørsforhold derfor blevet vigtigere for dem end det at være en kristen. Med andre ord, så er de Amhara, Oromo eller Tigray først og dernæst kristne – og jeg nævner her de tre største etniske grupper bare som et eksempel. Flere steder er der som følge af dette opstået konflikter.

En af de konflikter, der har præget hele kirken, er sprogkonflikten. Den vil jeg se nærmere på i næste afsnit, og her blot konkludere, at den øgede nationalisme, der præger det etiopiske samfund, er en af Mekane Yesus kirkens største udfordringer. Hvis ikke kirken formår at handle proaktivt og forholde sig til, hvordan de forskellige etniske gruppers kultur kan få plads i kirken, vil det ende med, at man enten splitter kirken eller mister de unge.

Sprogkonflikt

I 1991 blev det kommunistiske militærregime i Etiopien væltet, og et nyt styre kom til magten. Landet blev delt i 12 føderale stater med selvstyre for de forskellige etniske grupper. Med det nye styre blev en ny sprogpolitik også indført. Amharisk fortsatte som nationalsprog på føderalt niveau, men der skulle undervises på de lokale sprog fra 1. til 7. klasse. Dette gjorde man for at sikre modersmålsundervisning for alle, og i de højere klasser blev undervisningssproget engelsk for at undgå, at ét sprog blev favoriseret.

Det øgede fokus på lokalt sprog og kultur prægede også kirken, og det førte til en stor debat om, hvilke sprog der kunne bruges i gudstjenesten. I de fleste menigheder i landdistrikterne var det almindeligt at oversætte prædikenerne til lokalsproget, for at sikre at medlemmerne forstod det, der blev sagt. Her var man fleksible, når det gjaldt brugen af amharisk sammen med det lokale sprog. I hovedstaden, Addis Ababa var situationen en anden, da menighederne bestod af medlemmer fra fle,re forskellige etniske grupper. I flere menigheder var man uenige om, hvorvidt man skulle beholde amharisk

for at bevare enheden i menigheden eller give plads til, at grupper i menigheden kunne afholde ugentlige gudstjenester på deres eget sprog. Uenighed medførte, at kirken blev delt i to. Ethiopian Evangelical Church Mekane Yesus åbnede op for, at der kunne afholdes gudstjenester på flere sprog. Det betød, at flere gudstjenester kunne afholdes samme dag men på forskellige sprog, hvilket medførte, at menigheden blev delt op efter etnicitet. Addis Ababa and Surrounding Mekane Yesus blev etableret som ny kirke bestående af menigheder primært i hovedstaden Addis Ababa og området omkring. De mente, at enheden i menigheden var vigtigere end sproget og holdt fast i, at gudstjenesterne skulle afholdes på amharisk, der er landets og også kirkens fælles sprog.

Denne konflikt og opdeling af kirken forårsagede stor smerte, og medlemmer, der havde siddet side om side på kirkebænkene i årtier, kunne pludselig ikke længere hilse på hinanden. Endda familier blev splittet som følge af uenighed omkring brugen af sprog ved gudstjenesterne, og det gik i høj grad ud over de familier, som var af blandet etnisk herkomst. Først 10 år senere efter mange forsøg på genforening og lange retssager om ejerskabet over kirkebygninger, blev de to igen til én kirke. I 2009 blev genforeningen fejret sammen med 50-års jubilæet for Mekane Yesus kirken. Det var en stor fest med repræsentanter fra menigheder fra alle dele af landet. Her blev også kirkens første missionærer indviet til tjeneste. Genforeningen lykkedes som resultat af et kompromis. Lederne for de to kirker var kommet frem til en løsningsmodel, hvor amharisk fortsatte som officielt sprog i Mekane Yesus kirken, men med plads til at gudstjenester kunne blive afholdt på flere sprog. Dette betyder i dag, at kirken har menigheder, der afholder gudstjenester på flere forskellige sprog i den samme kirkebygning. Den første søndag i måneden bliver der afholdt nadvergudstjeneste i Mekane Yesus kirkens menigheder. I de kirker, hvor der ellers bliver afholdt flere gudstjenester, har de tradition for, at nadvergudstjenesterne er fælles for alle. Det ses som et tegn på deres enhed på tværs af etniske skel. I de fleste menigheder har man formået at løse konflikterne ved at give plads til forskellighed, så alle etniske grupper repræsenteret i menigheden bliver tilgodeset. Det betyder dog ikke, at alle etnicitets-relaterede uenigheder i kirken er blevet løst. Enkelte steder har uenighederne udviklet sig til at handle om mere end bare sprog. Et eksempel er Entoto menigheden i Addis Ababa, hvor sprog-konflikten har udviklet sig til også at handle

om valg af ældsteråd, fordeling af midler og ejerskab af kirkebygningen.

Sprogkonflikten i Mekane Yesus kirken er et eksempel på, at dér hvor forskelligheden bliver brugt til at fremme en bestemt etnisk gruppes interesser i kirken, risikerer man en endeløs kamp om magt og ressourcer. Alternativet er, at man i stedet forsøger at fremme mulighederne for, at alle kan høre Guds ord forkyndt på deres modersmål.

At give plads til forskellige sprog, forskellige kulturelle udtryksformer og forskellige sang- og musiktraditioner i kirken er vigtigt, for at alle kan føle sig hjemme i fællesskabet. Men det er endnu vigtigere at holde fast i, at vi kristne – uanset etnisk baggrund – har vores identitet i Kristus først, og først dernæst i stammen.

Den internationale missions bidrag

Jeg har de seneste 15 år arbejdet som missionær i Etiopien og i Mekane Yesus kirken. Jeg er uddannet antropolog og har forsket i spørgsmålet om identitet og etnicitet. Jo mere jeg fordyber mig i forholdene og følger udviklingen i kirken og i landet, jo mere komplekst synes tingene at fremstå. Op igennem Etiopiens missionshistorie har missionærer gennem tiderne forsøgt at tage spørgsmålet om etnicitet op med lokale medarbejdere i kirken eller med ind i deres forkyndelse. Ofte er de dog enten blev bedt om at ”blande sig uden om” eller har fået at vide, at det ikke er relevant i kirke-regi. Efter min overbevisning vil et godt sted at begynde være at opfordre og hjælpe multietniske kirker som Mekane Yesus kirken til at udvikle en egen teologi om etnicitet. Internationale missionsorganisationer kan ved at give støtte og opbakning til, at lokale teologer kan forske i etnicitet fra et bibelsk perspektiv, være til hjælp for partnerkirker, der står med lignende udfordringer.

Resultaterne af mere teologisk forskning i etnicitet kan derefter ligge til grund for, at der bliver undervist om etnicitet i menighederne, og at emnet bliver taget med i forkyndelsen. En bedre forståelse af etnicitet set fra et bibelsk perspektiv vil hjælpe de kristne til at se værdien i etnisk forskellighed og værdsætte denne i stedet for at føle sig truet af den.

Konklusion

Situationen i Mekane Yesus kirken viser, at der må kæmpes for at holde fast i enheden. Det gøres der ved at give plads til forskellighed og ved at holde fast i det, vi er fælles om, nemlig Kristus. Det kommer til udtryk, når vi mødes ved nadverbordet og sammen tager imod brødet og vinen.

Den øgede nationalisme og interesse for traditionel afrikansk religion, som er på fremmarch i disse år, er en stor udfordring for Mekane Yesus kirken. Der er et stort behov for teologisk forskning om etnicitet, der kan danne fundament for en klar forkyndelse om den kristnes identitet og kirkens rolle i et multietnisk samfund. International mission kan her være med til at støtte op om øget forskning, men det må være etiopiere (afrikanere) selv, der udvikler en kontekstualiseret teologi om etnicitet, som kan blive brugt i kirkens pastorale arbejde.

Jeg begyndte artiklen med at udlægge overskriften ”Identitet i Kristus og i stammen” som en udfordring angående, hvordan vi får de to til bedst at passe sammen. I spørgsmålet om identitet hverken kan eller skal vi stille os selv eller hinanden over for at vælge mellem religion og etnicitet. I stedet skal vi lade os lede af inkarnations-tanken og regne etniske forskelligheder som en berigelse og en mulighed for at lære af hinanden.

I flerkulturelle eller tværkulturelle fællesskaber bliver det vigtigt at fokusere på det, der binder sammen, for dernæst at søge praktiske løsninger på de udfordringer, som forskellighederne medfører. Udfordringen ligger i at undgå, at forskellighederne kommer til at fremstå som en trussel for enheden, og i stedet se, hvilken berigelse forskelligheden er for fællesskabet.

Note

1. Https://theodora.com/wfbcurrent/ethiopia/ethiopia_people.html

Ruth Eva Osmundsen (f. 1978) er cand.mag. i etnografi og socialantropologi fra Aarhus Universitet og har været ansat på Ethiopian Evangelical Church Mekane Yesus’ (EECMY) hovedkontor som kommunikationsmedarbejder. Tidligere missionær hos Promissio (20072014) og senere Norsk Luthersk Misjonssamband (2014-2019) udsendt til Etiopien.