Personlig identitetsdannelse og menighedens sendelse i et tværkulturelt mangfoldigt samfund

Af Ole Skjerbæk Madsen

Missionspræst Ole Skjerbæk Madsen gør i denne artikel gældende, at det i en multipel religiøs virkelighed er den kristnes opgave at formidle sin tro i denne konteksts kulturmøder. Sådan foregik det, da kristendommen kom til Kina, og sådan må det ske i nutidens danske, multiple samfund. Den kristne discipels identitet er bestemt af relationen til Mesteren og af at være en del af hans legeme og samtidig præget af relationen til dem, hun/han er sendt til. Identitet er ”under stadig dannelse i en spænding mellem fremmedhed og tilpasning i forhold til det tværkulturelt mangfoldige samfund.” Det nødvendiggør et dynamisk samspil mellem kristendommens tre socialformer: institution, fællesskab og individualitet og sætter kristne disciple i en diasporasituation, som skaber mulighed for ligeværdighed, konvivenz og transkulturation i det missionale møde.

Kristen mission handler om Jesu disciples vidnesbyrd – og ofte aflægges vidnesbyrdet i en for disciplene kulturelt set fremmed kontekst. Kristen mission bliver derfor også et kulturmøde. Dette møder præger både missionæren og den, som møder og lader sig overbevise af evangeliet. Begge parter er disciple af Jesus, og kulturmødet præger deres selvforståelse.

Vi vil indledningsvist dykke ned i missionshistorien for at få en idé om, hvordan disciplenes selvforståelse formes i religions- og kulturmødet.

Nestorianernes veje ind i kinesisk kultur

Den østsyriske (nestorianske) mission i det 7. århundrede langs Silkevejen og tilstedeværelse i Kina kan give nogle perspektiver for os, som også selv lever i en kultur præget af en multipel religiøs, spirituel, kulturel og livssynsmæssig virkelighed.

Efterhånden som østsyriske kristne oprettede klostre og menigheder langs Silkevejen, mødte de forskellige religioner. Det var også et religiøst mangfoldigt samfund, der mødte dem i

Kina, hvor den østsyriske (nestorianske) munk Alopen i 635 blev budt officielt velkommen til Kina af den kinesiske kejser. Først og fremmest handlede det om konfucianisme, taoisme, buddhisme og kinesisk folkereligion – og på et senere tidspunkt også islam.

I begyndelsen afholdt nestorianerne gudstjenester på syrisk. Efterhånden kom oversættelsen af led i liturgien i stand på forskellige dialekter og lokalsprog. En del af oversættelsesarbejdet skete i dialog med buddhistiske lærde, som selv havde lang tids erfaring med at oversætte buddhistiske skrifter til kinesisk.

Det kinesiske sprog satte sig gennem oversættelsen spor i troen. F.eks. blev ”de ti bud” til ”de ti løfter”. I den gammeltestamentlige sammenhæng bliver etikken, som den udtrykkes i budene, afledt af frelsen og pagtforholdet til Gud. I den kinesiske teologi havde etikken sin grund i naturen, idet en ret levevis var at leve i overensstemmelse med Tao (Vejen). Dette medførte, at de nestorianske kristne i Kina fik en identitet præget af både deres syrisk-aramæiske baggrund og af kinesisk livssyn (Zhu 2018).

På trods af bestræbelsen på at oversætte deres tro til den kinesiske kontekst, opfattedes deres tro alligevel som noget nyt og fremmed. I årene 695-705 led kirken under en forfølgelse under kejserinde Wu Zetian, som ville styrke en folkelig buddhisme. Senere, med kejser Wuzongs reaktion mod fremmed religion, blev kirken næsten elimineret (840-846).

Med det mongolske dynasti (12711368) fik den østsyriske (nestorianske) kirke en renæssance i Kina. Mange nestorianere fandt vej ind i ledende stillinger i administration, militær og handel. Nogle familier blev præget af konfucianismen, som gennemsyrede det administrative hierarki, og for mange svækkede det deres specifikt kristne selvforståelse til fordel for en konfuciansk identitet. Andre familier bibeholdt deres kristne identitet, men i en åben dialog med andre livstydninger, herunder islam (Xiaoping 2018).

I en multipel religiøs virkelighed er det den kristnes opgave kontekstuelt at formidle sin tro i netop dette kulturmøde. Oversættelsen af troen ind i den multiple kontekst former disciplenes identitet. Trods forsøget på at blive en del af kulturen, kan rødderne (i nævnte tilfælde syrisk kristendom) og det forhold, at disciplene udgør en minoritet, betyde, at der også er en grad af fremmedhed mellem menighed og kultur, som i sidste instans kan medføre forfølgelse og eliminering. Den anden yderlighed i kulturmødet mellem menighed og

kultur er, at disciplene assimileres i en sådan grad, at disciplenes kristne identitet udviskes eller forsvinder (i nævnte tilfælde, at konfucianismen bliver dominerende i identitetsdannelsen).

Kristen i dagens danske mangfoldige kultur

I dagens Danmark lever vi i en multipel kultur. Som i det historiske Kina er der flere religioner, tilværelsestydninger, filosofier og en mangfoldig folkereligiøsitet og folkespiritualitet til stede. Spørgsmålet er nu: Hvad former vores identitet som kristne? Er en kristen først og fremmest en discipel af Jesus, eller er ”kristen” primært en sociologisk kategori? Hvad betyder det for vores opfattelse af, hvem vi er, at vi lever i et konstant møde med et væld af forskellige tilværelsesforståelser og spirituelle praksisser?

En multipel identitet

Tillad mig at bruge mig selv som eksempel (Madsen 2019). Jeg er vokset op i folkekirken som søn af en organist og blev bevidst om det særlige ved kristendommen i forhold til andre religioner på en international ungdomskonference. I min studietid blev jeg afgørende præget af den koptiske kirke, læste en del ortodokse og katolske teologer og blev en del af den karismatiske fornyelse. Senere blev det gennem mange år et kald at arbejde blandt åndeligt nysgerrige i holistiske, nyåndelige og esoteriske miljøer. De sidste par år er så også Hong Kongs kulturelt multiple miljø blevet mit.

Jeg har altså – også som Kristus-efterfølger – en multipel identitet. Som person er jeg præget af disse mange impulser og de relationer, de repræsenterer.

Hvad former og danner altså den kristnes identitet i et tværkulturelt samfund, når den kristne forstår sig som sendt ind i dette samfund som vidne om Jesus Kristus?

Hvis vi forstår det at være en kristen som at være en discipel af Jesus, så er den kristnes identitet først og fremmest bestemt af relationen til Mesteren. Dette er en helt igennem personlig relation mellem discipel og mester, men samtidig er denne relation utænkelig uden relationen til Mesterens andre disciple i et ligeværdigt fællesskab. Den kristne tilhører Kristus og har sin identitet som en del af hans legeme (Madsen 2016a).

Men en discipel er også sendt til andre mennesker udenfor menigheden. Den kristne identitet præges derfor også af relationen til dem, hun/han er sendt til. Sendelsen indbefatter forkyndelse i ord og handling af, at Guds rige er nær. Forkyndelse og diakoni hører sammen. Den kristne i sendelse praktiserer

gæstfrihed og møder omverdenen i en ikke-dømmende åbenhed, fordi vi kaldes til at finde Kristus i den anden og at elske Guds billede frem i den, vi møder. Den kristnes identitet formes af mødet med den anden, ikke mindst når vi bestræber os på ikke at lade kulturelt, psykologisk og religiøst betingede forhold og fænomener skabe falske grænser mellem gamle og potentielle disciple. Og dog kan det ikke undgås, at den kristne vækker anstød, fordi hun/ han også kommer med andre normer end dem, der er fremherskende i den multiple kultur. Disciplens normer for sandhed, retfærdighed og menneskeværd har nemlig andre kilder og udtryk end det omgivende samfund (Madsen 2016b).

Dermed er den kristnes identitet under stadig dannelse i en spænding mellem fremmedhed og tilpasning i forhold til det tværkulturelt mangfoldige samfund.

Institution, intersubjektivitet, individualitet

Den kristnes identitetsdannelse i sendelsen til verden hænger sammen med, hvilken form for kirke/kristendom der er hans/hendes udgangspunkt. Ofte har man skelnet mellem tre socialformer: kirke, sekt og mystik, eller måske bedre: Institution, fællesskab/ intersubjektivitet og individualitet. Det er afgørende at forstå samspillet mellem de tre socialformer, at der sker en form for interpenetration af de tre måder at være kristen på. I vor tids fluktuerende religiøsitet spilles institution og spiritualitet ofte ud mod hinanden, men uden fællesskabet hænger kirken ikke sammen. Folkekirken er et udtryk for kirke som institution, og det er de kirkelige handlinger: dåb, konfirmation, ægtevielse og begravelse, som kendetegner institutionen. Kernemenigheden eller frivillighedskirken lever inden i institutionen, og uden dette fællesskab kan institutionen ikke opretholdes som kirke, og så er kun ”folke-” tilbage. Fællesskabet er defineret af Ordets forkyndelse og fællesskabet med den korsfæstede og opstandne frelser ved nadverbordet. Men fællesskabet er tillige betinget af den enkelte kristnes trosrelation til Jesus Kristus, og derfor må fællesskabet værne hver enkelt discipels værdighed som discipel af Jesus Kristus. (Rieger 2010,22-26).

Ethvert fællesskab af mennesker udvikler sin egen kultur med egne skrevne eller uskrevne regler, det gælder i samfundet som sådan, det gælder i mindre grupper eller by/landsdele – altså subkulturer. For det kristne fællesskab er det vigtigt at fastholde et dynamisk samspil mellem de nævnte måder at være kristne på og i den sammenhæng fastholde, at ingen kultur er identisk

med kristendommen. Både den institutionelle kirke og menigheden kan blive fastlåste kulturelle størrelser, som kan blive en hæmsko for vidnesbyrdet i mødet med mennesker, der befinder sig i en anden kulturel baggrund. Ligeledes er det vigtigt at undgå falske modsætninger mellem på den ene side det intersubjektive fællesskabs måske fremsættende og insisterende forkyndelse, som sætter den rette formulering af troen og de rette former i højsædet, og på den anden side mystikken og den mere individuelle måde at være troende på, hvor troen må deles på en mere relationel og procesorienteret måde (Kofoed 2009).

Diaspora kristendom

At være en discipel af Jesus Kristus som del af en missionerende menighed i dagens Danmark er ikke en enkel sag; det gælder ikke mindst kristne udenfor folkekirken og kristne, som er aktive i en vækkelsesbevægelse. I disse sammenhænge er intersubjektiviteten den bærende socialform. Da disse fællesskaber er minoriteter, opfattes de ofte af majoriteten som sekter, og fordi de er tydeligere og anderledes end majoriteten, opfattes de som fanatiske og ekstremistiske. Vanskeligheden består i, at ”på trods af at mange danskere er begyndt at tænke og handle mere multireligiøst end tidligere, er det monoreligiøse, luthersk-protestantiske og ’typisk danske’ religionsbegreb fortsat dominerende. Det sætter … nogle snævre grænser for, hvad danskerne vil kalde normal eller rigtig religion, og for hvad de kan tolerere af religiøs adfærd” (Tim Jensen).

Den mangfoldige kultur kan opleves både som en begrænsning og en mulighed for evangeliets udbredelse. Når hele kulturen opfatter sig som kristen, og evangeliet forkyndes for kulturkristne, kan det betyde, at omvendelsens nødvendighed overses/overhøres, og at trosinderlighed virker anmassende. Kulturkristne er kristne og opfatter sig som sådan, men det betyder ikke, at kulturkristne er disciple. Derfor kan vækkelseskristendom og kulturkristendom støde sammen. Det udfordrer det normalkristne Danmark at møde andre kristendomsformer end folkekirkens – både i form af den katolske kirke, de ældre frikirker og de nye internationale kirker, de nye fri- og valgmenigheder og migrantmenighederne.

Hvis kirken bliver for tilpasset, har den svært ved at være et profetisk ord til kulturen. På den anden side er der mangfoldige tilknytningspunkter for evangeliet i et kulturkristent miljø. Men menighedens egen kultur kan være hindrende for evangelisering, når en sekterisk væren sig selv nok og etisk/læ-

remæssig selvtilstrækkelighed afskærer fra at bygge venskabsrelationer og ligeværdig dialog med den kulturelle konteksts mennesker. I det tilfælde kan evangelisering næsten blive en form for vold med sit krav om ensretning og tilpasning (Petersen 2008,133f).

Vis-a-vis en sekulær og mere eller mindre konfessionsløs, omend multipel, majoritetskultur vil missionale, kristne fællesskaber være minoriteter, selvom majoritetsreligionen officielt er evangelisk-luthersk. Jo mere multipel kulturen bliver med hensyn til religiøs pluralisme, spiritualiteter og tilværelsesforståelser, jo mere vil ethvert religiøst, intersubjektivt fællesskab opleve sig som i en diaspora-situation. Men som for oldkirken bliver det måske netop denne diaspora-situation, som muliggør evangeliets udbredelse, hvor det ligeværdige møde med den anderledes anden bliver vidnesbyrdets sammenhæng (Zimmermann 2010,47-49). Diaspora-situationen betyder, at kirken og kristne ikke møder anderledes andre fra en privilegeret position, snarere tværtimod; der bliver derfor tale om et ligeværdigt møde, som er den rette sammenhæng for det kristne vidnesbyrd?

Konvivenz og transkulturation

Vi kan altså beskrive mission som ”konvivenz”, at leve sammen. Det betyder, at vores identitet som disciple sendt til verden handler om nærvær i kulturen – at leve sammen, opdage tilværelsens dybdedimensioner sammen og sammen dele smerten over menneskehedens splittelse og en truet natur og et truet miljø. Konvivenz betyder ikke opgivelse af egen identitet, men villighed til at dele liv og erfaring og til at lytte til den anden – også hvor der er divergerende erfaringer og grundholdninger. Kirken og kristne i den vestlige verden må have modet til at udtrykke sin tro og udvikle sin egen kristendomsform i mødet med den religiøst pluralistiske og postmoderne / postkristendoms virkelighed, som er vores kontekst. Kristen tro kommer dermed til udtryk i en gensidig transformationsproces, som kan opbløde modstillingen mellem den missionerende og den missionerede – i en gensidig læringsproces (Koch 2011,2224).

Denne proces kan tage form af transkulturation, idet modsigelsesfyldte erfaringer og tendenser i vor tids pluralistiske smeltedigel enten neutraliserer hinanden eller skaber nye former, f.eks. ved tilegnelse, overtagelse og oversættelse af hinandens indsigter, praksisser og erfaringer. Religionsmødet bliver da en transformativ proces, som leder ind i hybride former, som ikke bare er ophobning på ophobning, men bliver noget kvalitativt nyt (Koch 2011,51ff).

Hos disciple af Jesus formes identiteten af en teologi og en trospraksis, som fastholder troen på den Gud, der møder os i Jesus Kristus og giver os livet ved sin hellige Ånd, men som også orienterer sig ud fra mødet med den religiøst /spirituelt anden. Sendelsen til en multipel, flerkulturel kultur fordrer et perspektivskifte, hvor vi deler evangeliet med den anden i gensidighed. I en sådan sammenhæng kan vi lære af dialogerne i Johannesevangeliet, som viser både konfrontation og misforståelse foruden gensidighed. Johannes’ interesse er ”ikke den skarpe modsætning mellem tro og vantro, men derimod i de mellemliggende gråzoner. Evangelisten vil vise, hvordan man skridtvis kommer fra troens blindhed til troens forståelse” (Nissen 2010,60). Når Helligånden i religionsmødets gråzoner åbenbarer Kristus, ser vi på én gang, hvem han er, og hvem vi selv er.

Konklusion: missional kristen identitet

Vi er multiple mennesker i en multipel kultur med en identitet formet af relationer og af påvirkning fra de sammenhænge, vi lever i. Men det bærende er relationen til Gud i Jesus Kristus og bevidstheden om at være sendt til verden (den kontekst, vi er en del af/lever i) med udgangspunkt i menighedens fællesskab om ord og sakramenter. Eller anderledes sagt: ”Motivationen for evangelisering udspringer af den livsforvandlende oplevelse af den treenige Guds nærvær,” og derfor findes kilden til evangelisering i ”gudstjenestens synergi mellem det prædikede Guds Ord og de hellige sakramenter” (Petersen 2009,126f). Gudstjeneste kaldes for ”messe” (af latin missa = sendelse), fordi den ikke kun handler om mig selv og min relation til Jesus, men om menigheden som fællesskab og som Jesu nærværs sted. Liturgien fuldendes kun i ”liturgien efter liturgien”: at tjene den Kristus, som har mødt os i ord og sakramenter, i mødet med den anden udenfor ved at tjene Kristus i hende/ ham. Vores identitet er altså bestemt af mødet med Jesus Kristus, af disciplenes fællesskab og af de mennesker, vi møder, og af den kontekst, vi lever i og sendes til.

Litteratur

Hock, Klaus 2011 Einführung in die interkulturelle Theologie. Darmstadt, WBG

Jensen, Tim - ”Det multi- og monoreligiøse Danmark år 2000.” I Ekspertpanelet (downloadet 3/8 2006)

Kofoed, Jens Bruun 2009 ”Det bedste fra to verdner,” Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke. 36. årgang. Århus.

Madsen, Ole Skjerbæk 2011 ”Hvordan være kirke vis a vis en sekulariseret spiritualitet.” Præsteforeningens Blad, 101. Årgang nr. 7 og 8. 2016a ”Følg mig – som Bibelen lærer os”. I Andreas Østerlund Nielsen, Daniel Hougaard og Kristian Nakskov Kappel (red.), Følg mig: Invitation til at leve i tro. Mediacellen 2016b ”Bibelens udfordring til at følge Jesus i dag”. I Andreas Østerlund Nielsen, Daniel Hougaard og Kristian Nakskov Kappel (red.), Følg mig: Invitation til at leve i tro. Mediacellen 2019 ”Mødet mellem religiøsiteter: En personlig, teologisk udviklingshistorie”. I Christine Tind Johannesen-Henry og Hans Raun Iversen (red.), Mangefoldet tro og sjælesorg. Frederiksberg: Eksistensen.

Nissen, Johannes 2010 Vejen, sandheden og kærligheden. Johannesevangeliet og den religiøse søgen. Højbjerg. Forlaget Univers.

Norstokke, Kjell (ed.) 2009 Diakonia in Context: Transformation, Reconciliation, Empowerment. Geneva: LWF

Petersen, Henrik Sonne 2009 “Evangeliseringens teologiske forankring I gudstjenestefejring, inkarnation og treenighed.” I Mogens Mogensen (red.), Evangelisering – missionens fokus. Frederiksberg. Ny Mission 15. Unitas

Rieger, Hans-Martin 2010 ”Gestalt und Mitte: systematisch-theologische Reflexionen zur Positionierung der Kirche in der Moderne”. I Martin Reppenhagen (Hg.), Kirche zwischen postmoderner Kultur und Evangelium. Göttingen, Neukirchener Verlagsgesellschaft

Zimmermann, Johannes 2010 ”Diasporafähiger Glaube: Eine Herausforderung für christliche Gemeinden in einer pluralen Gesellschaft.” I Martin Reppenhagen (Hg.), Kirche zwischen postmoderner Kultur und Evangelium. Göttingen, Neukirchener Verlagsgesellschaft

Xiaoping Yin 2018 “A Comparative Perspective on Two Yelikewen Official Families in the Yuan Dynasty.” I Paulos Z. Huang (Ed.), Yearbook of Chinese Theology 2018. Leiden, Brill

Zhu Li-Layec 2018 ”From ’Shyuan’ (Ten Vows) to ’Shije’ (Ten Commandments): Importance of Absent Elements in Translation as Case Study of Inculturation of Christianity during early Tang Dynasty (7th century).” I Paulos Z. Huang (Ed.), Yearbook of Chinese Theology 2018. Leiden, Brill

Pastor, cand.theol. Ole Skjerbæk Madsen var sognepræst 1975-1999. Fra 2000-august 2017 var han missionspræst i Areopagos, derefter præst ved Tao Fong Shan Christian Center, Hong Kong. Han har skrevet bøger og artikler om bl.a. nyåndelighed og ekklesiologi med særlig vægt på karismatisk-sakramental fornyelse. Seneste bog: 基督滿全——日常 靈修操練指南 (Christfulness — Daily spiritual formation practice guide). Han er gift med Dorte og sammen har de tre voksne døtre.