National identitet i en folkekirke i en tværkulturelt mangfoldig nation

Af Peter Lodberg

Kirkens identitet har i Danmark gennemgået store forandringer fra kongekirke til national servicekirke og nu på vej mod missionarisk kirke. Professor MSO Peter Lodberg beskriver i denne artikel den historiske udvikling af forholdet mellem kirke, folk og nation. Han påpeger, hvordan fleksibilitet i kirkeordningen har betydet, at den evangelisk-lutherske folkekirke har kunnet følge og tilpasse sig denne udvikling. På denne baggrund drøftes forholdet mellem kristendom og danskhed i lyset af folkekirkens faldende medlemstal. Lodberg forudser, at folkekirkebegrebets indhold ændrer sig i missional og frikirkelig retning, men fastholder, at målet må være ”at holde og udvikle forbindelsen mellem folk og kirke.”

Indledning

Begrebet om folkekirken blev introduceret i Danmark med grundloven af 1849. Dengang udtrykte det en folkelig realitet, hvor omtrent hele den danske befolkning var medlemmer af folkekirken.

Sådan er det ikke længere, og det er ikke utænkeligt, at ”folkekirke” i fremtiden bliver til et missionsteologisk begreb, der udfordrer folkekirken til at indrette sig på, hvordan den igen kan blive hele folkets kirke.

Udviklingen om at omstille folkekirken fra en servicekirke til en missionarisk kirke er allerede i gang.

Historien om den danske kirke og de religiøse fremmede

Danmarks Riges Grundlov bestemmer i paragraf 4, at ”den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.” Det er den sidste af fire paragraffer, der bestemmer regeringsformen i Danmark, og folkekirken er således den fjerde statsmagt efter kongen (lovgivende og udøvende magt), folketinget (lovgivende magt) og domstolene (dømmende magt).

I artiklerne om Kongehuset bestemmer grundloven, at ”(k)ongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Det indebærer, at kongen (dronningen)

er folkekirkens overhoved i statsretlig henseende.

Det er i denne sammenhæng interessant at bemærke, at det eneste navn, der indgår i grundloven, er Luther, når det to gange hedder ”den evangelisk-lutherske kirke.” Det er altså en tysk teolog og præst fra 1500-tallet, som omtales i den danske grundlov. Det fortæller lidt om reformationens fortsatte betydning i Danmark.

Grundloven illustrerer samtidig den fleksibilitet, der ligger i den lutherske kirketænkning. Under Chr. III, der indførte reformationen i 1536 i Danmark efter at have vundet borgerkrigen i forbindelse med Grevens Fejde, var den lutherske kirke en kongekirke. Teologisk set var der ikke tale om en ny kirke, men om en gendannelse af Jesu Kristi kirke på jord efter pavemagtens misbrug af evangeliet til egen politisk og økonomisk fordel. Elementer fra den katolske tid blev videreført i stor udstrækning efter reformationen: sogne- og stiftsstruktur, brug af messeklæder og anvendelse af kirkebygninger med katolsk udsmykning som f.eks. billeder af Maria som Himmeldronning.

Kongen blev den jordiske kirkes overhoved og betragtede sig som forsvarer af den lutherske tro. Det var derfor naturligt, at kun kongen kunne give tilladelse til, at mennesker med anden trosbekendelse end den lutherske kunne få lov til at opholde sig i Danmark. Angsten for gendøbere og reformerte kristne var i 1570 så stærk, at tidens vigtigste teolog, Niels Hemmingsen, blev sat til at udarbejde 25 lutherske læresætninger, som især hollandske migrantarbejdere skulle skrive under på, hvis de ville have lov til at bo og arbejde i Danmark.

Disse såkaldte Fremmedartikler blev bl.a. læst op på Helsingør byting for ”alle nederlandske folk, som nu er bosiddende, både mænd og kvinder samt andre udenlandske folk.” Efter overhøring og edsaflæggelse på, at de ville efterleve Fremmedartiklerne, fik de lov til at blive i byen. Det blev herefter overladt til byens sognepræst at overhøre alle nytilflyttere og indskærpe, at de skulle deltage i søndagens gudstjeneste.

I 1616 tog Chr. IV initiativ til at bygge Glückstadt, der var tænkt som en handelsmæssig konkurrent til Hamborg. Kongen ønskede at tiltrække udenlandsk arbejdskraft og søgte at lokke udlændinge til byen ved at love dem religionsfrihed. Byen udviklede sig til at blive et tilflugtssted for religiøse mindretal. Her kunne jøder, katolikker og forfulgte protestanter søge beskyttelse i et krigshærget Europa under Trediveårskrigen.

Inspirationen fra Hertugdømmernes fristad for religiøst forfulgte minoriteter bredte sig til kongeriget, og i 1682 fik Fredericia tilkendt asylret. Nu kunne forfulgte jøder, katolikker og reformerte leve i fred inden for byens volde. Det samme gjaldt folk, der var gået fallit og i visse tilfælde kriminelle udlændinge. Fredericia blev med sine mange trosretninger efterhånden kendt som Jyllands Jerusalem.

Kirken i Danmark var altså først en katolsk pavekirke, senere en luthersk kongekirke og fra 1660 en del af kongens enevældige magt. I løbet af 1800-tallet blev denne magt udfordret. Skiftende konger havde tabt deres krige – ikke mindst til svenskerne, og i 1813 gik kongen fallit. Nulpunktet blev anledning til en ny begyndelse. Folkeskolen blev oprettet i 1814, og nu skulle alle gå i skole til 7. klasse. Nationalbanken blev oprettet i 1818 som den første moderne private bank for at skabe orden i pengevæsenet med eneret på at udstede pengesedler.

Udvikling af sammenhængen mellem folk, nation, stat og kirke

De religiøse vækkelser forskellige steder i landet var med til at vække folk, så de selv begyndte at tage ansvar for deres tro og liv. Ikke mindst den fattige skolelærer Rasmus Sørensen kastede sig ind i kampen for bøndernes rettigheder, efter at han selv havde oplevet en stærk religiøs vækkelse. Han fik nyt selvværd og blev bekræftet i, at det vigtigste, et menneske kan opleve, er at blive mødt med respekt og anerkendelse for de evner, man har, uanset familiemæssig baggrund.

Sørensens formål var at vække folket religiøst og politisk, så det kunne blive et myndigt folk, der tager ansvar for sin egen tro og sit liv. Kirken og skolen blev de to arenaer, hvor han kæmpede for at vække det danske folk. Det skete samtidig med, at han kastede sig ind i arbejdet med at formulere husmændenes krav til en ny grundlov.

Historikeren Hans Vammen har i sin bog fra 2011 Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik 1848-1864 kaldt Rasmus Sørensen en af de mest interessante skikkelser i dansk historie – og mest tragiske, fordi han hele tiden mødte modstand fra de ledende kredse i samfundet, inden han i 1865 døde af mavekræft efter et langt liv som forkæmper for frihed, tro og folkestyre.

Ifølge Vammen er Rasmus Sørensen i dansk historieskrivning kommet til at stå i skyggen af N.F.S. Grundtvig, der har fået æren for at have samlet 1800-tallets liberale og nationale ideer op i begreberne om folk og folkestyre. Det skyldes bl.a. Grundtvigs højskole-

tanker og betydning som digter af salmer og især højskolesange.

Med sin enorme produktion af salmer, skrifter, prædikener, sange og taler gennem et langt liv skrev Grundtvig sig ind i dansk teologi, kultur, pædagogik, litteratur og politik som få andre. Han forenede med sin romantiske grundindstilling de forskellige fagområder og havde en væsentlig andel i udviklingen af en dansk forståelse af sammenhængen mellem folk, nation, stat og kirke.

Det var en sammenhæng, der modnedes i løbet af 1800-tallets første halvdel, og som slog igennem i de mange nye institutioner, der blev etableret ud fra begrebet om folk. Vi fik ikke kun folkeskole i 1814. Med grundloven af 1849 fik vi også folkestyre, folketing og folkekirke. Med årene fik vi også folkepartier, folkebiblioteker og folkehøjskoler.

Grundtanken er, at magten i samfundet udgår fra folket. Nu er det folket, der skal bestemme, når det mødes på dets ting. Det er langtfra hele folket, der kommer til at bestemme i 1849, og der er også uklarheder om magtfordelingen mellem kongen og folketinget. Begge forhold bliver der kæmpet om i årene efter 1849 med en gradvis udvidelse af, hvem der hører til folket, og med en statsretlig præcisering af, hvad folkestyre indebærer. Her står systemskiftet i 1901 og indførelse af kvindernes valgret i 1915 som vigtige begivenheder.

Den evangelisk-lutherske kirke følger med

Det er interessant, at skiftet fra en kongestyret kirke til en folkestyret kirke i 1849 ikke er noget problem for den evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Med årene er det blevet en fast procedure, at folketinget vedtager lovene for folkekirken, så når vi stemmeberettigede går til folketingsvalg, så går vi også til kirketingsvalg, selvom kirkepolitikken sjældent spiller en væsentlig rolle i valgkampene. Folketinget er folkekirkens synode, selvom den måske ikke opfatter sig som noget sådant, men folketinget kan i princippet lovgive for alle dele af folkekirken inden for grundlovens rammer – også de indre forhold, hvis det vil.

Det er derfor forventeligt, at politiske debatter også involverer folkekirken. Det gælder selvfølgelig lovgivning på det folkekirkelige område, men også diskussioner om værdier og kulturer i Danmark. Her fremstår folkekirken som et symbol for det Danmark, de forskellige politiske retninger ønsker sig. Folkekirken bliver af national-konservative betragtet som et værn mod det multikulturelle og multireligiøse samfund, mens multikulturalister hylder princippet om en åben og tværreligiøs kirke.

Den evangelisk-lutherske kirkes fleksibilitet, når det gælder indretning af kirkeordningen, går tilbage til Den Augsburgske Bekendelses artikel 7. Den bestemmer, at det er tilstrækkeligt til kirkens sande enhed at være enig om evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Det er ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige traditioner og riter eller ceremonier.

Artiklen skelner således mellem det, der hører Gud til (evangeliet, embede, dåb og nadver) og det, der hører mennesker til (traditioner, riter og ceremonier). Der følger altså ikke en bestemt kirkeordning med en luthersk kirkeforståelse. Det afgørende er, om de menneskelige traditioner (f.eks. kirkeordninger) skaber de bedste rammer for evangeliets frie løb og det gudstjenestelige fællesskab. En sådan adskillelse mellem kirkens væsen (det, der hører Gud til) og kirkens ordninger (det, der hører mennesker til) lader sig opretholde, så længe der er en stat, der vil lægge sine statslige strukturer til, så de også udgør kirkens strukturer. Sådan har det været i Danmark siden reformationen i 1536, og det ændrede grundloven i 1849 ikke på. Efterhånden er der i verden kun Danmark tilbage med denne ordning af sine strukturer.

Lutherske kirker kan altså i princippet være statsunderstøttet folkekirker, statskirker eller frikirker. Det har så gennem årene givet de lutherske kirker væsentlige udfordringer, når sammenhængen mellem kirkens væsen og kirkens ordninger er blevet udfordret. Det skete på dramatisk vis i 1930, da de Tyske Kristne og den tyske nazi-regering ville indføre arierparagraffen i den evangeliske kirke i Tyskland, eller da lutherske kristne i Sydafrika forsøgte at forhindre raceopdelte gudstjenestefejringer under apartheid. I begge tilfælde måtte teologer på arbejde for at gennemtænke forholdet mellem kirkens væsen og ordninger for at forhindre politisk misbrug af kirkerne til fordel for ugudelige politiske ideologier.

Andre steder i verden som f.eks. Norge og Sverige har det også været nødvendigt at gennemtænke kirkeforståelsen og oprette teologisk normerede kirkestrukturer, om end det er sket under lidt fredeligere vilkår. Anledningen har været et fælles ønske i stat og kirke om, at de lutherske kirker skulle have et løsere forhold til staten end under de tidligere statskirkeordninger.

Dansker først og kristen så eller kristen først og dansker så?

Den lutherske kirkes historie i Danmark og dens fleksible kirkeordningsmæssige indretning har skabt en symbiose mellem det lutherske og det danske,

som ikke findes i den lutherske teologis udgangspunkt.

Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark hedder som majoritetskirke ”den danske folkekirke.” I forlængelse heraf hedder folkekirkens salmebog Den Danske Salmebog, og gudstjenesteordningen for Den Danske Folkekirke bærer på titelbladet udtrykket Den Danske Alterbog. Som folkekirken er den evangelisk-lutherske kirke i Danmark således Danmarks nationalkirke.

Det betyder ikke længere, at man for at være dansk statsborger med de rettigheder og pligter, der følger med, skal være medlem af folkekirken. Sådan var det indtil grundloven i 1849, hvis ikke man havde fået kongens tilladelse til at være et religiøst mindretal. Grundlovens bestemmelse om religionsfrihed ophæver sammenhængen mellem kirketilhørsforhold og civile rettigheder for alle undtagen kongen. Folkekirkens medlemsskare er ikke længere identisk med det danske folk, sådan som det var 1849, da folkekirken omfattede omkring 99,9 % af befolkningen. I dag udgør folkekirkens medlemstal omtrent 74 % af den samlede danske befolkning.

I takt med at folkekirkens medlemstal af den samlede danske befolkning daler med ½-1 % om året vokser diskussionen, om Danmark er et kristent – endsige luthersk – land. Et eksempel på denne debat er kritikken af, at alle danskere skal have et pas, der på indersiden har motivet af den korsfæstede Kristus fra Jellingestenen. Senest i 2010 måtte Justitsministeriet og danske politikere forsvare Kristusmotivet i passet med henvisning til, at det er en udmærket illustration af dansk historie og kultur. Det blev fremhævet, at korset er en naturlig del af det at være dansk, sådan som vi kender det fra korset i Dannebrog og logoet for Det Kongelige Teater.

Et særligt markant forsvar gik på, at Danmark er en kristen nation bygget på kristne værdier. Men netop fordi det har med kristendommen at gøre, blev det fremført, er det ikke et specielt stort problem. Det ligger nemlig i kristendommens natur, at der er plads til andre trosretninger, fordi Jesus efter de pågældende politikeres mening var en meget tolerant mand.

Kristendommen og folkekirkens betydning som nationalreligiøs markør kan bruges som en missional strategi ud fra devisen om, at når man melder sig ind i folkekirken, melder man sig ind i dansk historie og tradition. Man bliver først rigtig dansker, når man bliver lutheraner og betaler kirkeskat til i folkekirken.

Denne opfattelse ser vi nogle indvandrere tage til sig. De ønsker, at deres

børn skal behandles som andre børn i Danmark. Hertil hører, at man bliver konfirmeret eller deltager i sognets minikonfirmandundervisning. En mulig tilknytning til folkekirken er nok lettest for indvandrere, der kommer med en kristen baggrund fra Østeuropa eller Mellemøsten, men vi ser også bevægelsen i retning af folkekirken fra muslimske indvandrere.

Vi møder her det forhold, som i Tyskland diskuteres under begrebet ”Leitkultur” – forstået som det tryk, den dominerende kultur lægger på de forskellige kulturer, der er repræsenteret i et land. Set i forhold til den historiske udvikling blandt religiøse minoriteter i Danmark som f.eks. jøder, reformerte, metodister og katolikker gentager billedet sig.

Trossamfundene uden for folkekirken har altid udgjort en klar minoritet i Danmark. Det kan være svært at opretholde et selvstændigt og levedygtigt religiøst liv, fordi trossamfundene ofte skrumper i stedet for at vokse, når mange unge forlader deres oprindelige religiøse tilhørsforhold i forbindelse med, at de stifter familie med personer uden tilknytning til den religiøse minoritet.

Presset fra en ”Leitkultur” kan være mere eller mindre tungt, og der kan være religiøse samfund, som er bedre end andre til at modstå et sådant religiøst og kulturelt pres. Med de franske huguenotter i Danmark har vi set, at processen frem mod fuld integration i det danske samfund og folkekirken har taget fem generationer.

Der har i Danmark og i folkekirken været en vis modvilje mod at betragte kulturelt hegemoni som en missionsstrategi. Det kan skyldes det teologiske forbehold, at nationalitet ikke er et kirkekendetegn. En luthersk kirke er udtryk for den ene, hellige, almindelige og apostolske kirke. Den er som enhver anden kirke både lokal og universel på samme tid. De to dimensioner holder hele tiden hinanden i skak, så kirken undgår den nationalistiske og universalistiske faldgrube.

Kirken er mennesker, der forsamles et bestemt sted til gudstjeneste og dermed står i forbindelse til mennesker over hele verden, der holder gudstjeneste på deres sted. Det er således som gudstjenestefejrende fællesskaber, at de lokale kirker hører sammen, og ikke fordi de deler en særlig vision om noget nationalt eller globalt.

Balancen mellem det lokale og det universelle kan være vanskelig at holde for den danske folkekirke, fordi den er så dybt forankret i det danske sprog, dansk kultur, tradition og historie. Erfaringen viser, at det kan være meget svært for mennesker, der kommer fra

en anden kultur, konfession eller religion at finde ind i folkekirken til dens gudstjeneste.

Årsagen til vanskelighederne med at finde sig til rette i folkekirken kan hænge sammen med, at den lutherske sognegudstjeneste er bygget meget stramt op omkring det, der gør gudstjeneste til gudstjeneste: evangelieforkyndelse, dåb og nadver. Indføring i gudstjeneste sker igennem deltagelse uden megen pædagogisk hjælp, og det er ikke sikkert, at der er meget socialt liv i forbindelse med gudstjenesten ud over kirkekaffen eller en kirkefrokost fra tid til anden.

Mange steder bliver der ikke taget særlige initiativer overfor tilflyttere til sognet – hverken danske eller udenlandske. Det hænger sammen med opfattelsen af, at sognets gudstjeneste vokser ud af sognets liv, hvor man kender hinanden i forvejen. Det gør man så ikke længere, men alligevel er det et særsyn, at nye tilflyttere og kirkegængere bliver hilst velkommen i folkekirken.

Folkekirke bliver et missionalt begreb

Folkekirken har mange ressourcer, og der foregår meget dygtigt og kvalificeret arbejde mange steder i landet. I disse år bliver folkekirken tvunget til at genbesøge sit begreb om ”folk” og udvide det, så det ikke blot omfatter de mennesker, der er medlemmer af folkekirken, men alle mennesker i Danmark.

Folkekirken er ikke længere en folkekirke, der omfatter hele folket, så længe dåbsprocenten ligger omkring de 50 % i de store byer, der bestemmer den religiøse udvikling. Det betyder ikke, at den ikke skal opretholde visionen om at være folkekirke, men det bliver på en anden måde, end dengang der var overensstemmelse mellem folk og kirke i Danmark.

Teologisk tænkning samt anvendelse af økonomiske og personalemæssige ressourcer skal ses i sammenhæng med, at folkekirken ikke længere kun skal servicere sine medlemmer med gudstjeneste og kirkelige handlinger. Den er nødt til at anvende en stadig større del af sine ressourcer på de, der er potentielle medlemmer.

Endnu er folkekirken i en gunstig situation med stor opbakning og en fornuftig økonomi, men det er erfaringen fra den lutherske kirke i det gamle DDR, at man ikke kan skrumpe sig til relevans. I DDR lærte den lutherske kirke på den hårde måde, hvor vanskeligt det er i det lange løb at have en god forbindelse mellem folk og kirke, hvis ikke der er institutioner som skole, medier, meningsdannere og politikere, som bærer med på evangeliets sag.

I Danmark er vi endnu ikke i samme situation som den lutherske kirke i DDR, men risikoen foreligger. Folkekirken nyder fortsat stor tillid som institution, og den spiller en væsentlig rolle i mange lokale sammenhænge som mødested i livets allervigtigste situationer. Skal folkekirken undgå at havne i den østtyske situation, så er det nødvendigt at holde og udvikle forbindelsen mellem folk og kirke – herunder ikke mindst til de mennesker, der hele tiden flytter til Danmark.

Det vil trække folkekirken i retning af en frikirke i arbejdsformer og ændre folkekirkens gudstjenesteliturgi, så den bliver mere inkluderende i forhold til den tværkulturelle udfordring, end den er i dag. Om det vil ændre på stat-kirkeforholdet er langtfra sikkert. Det bestemmer til syvende og sidst vi som borgere, når vi går til kirketingsvalg og folketingsvalg. Så længe folkekirken nyder tillid og opbakning fra vælgerne i bredeste forstand, vil folkekirken fortsat være en del af grundloven og statsadministrationen.

Fortsætter udviklingen i retning af, at folkekirken kommer til at omfatte færre end halvdelen af danskerne som medlemmer, så vil folkekirkebegrebets indhold ændre sig i missional og frikirkelig retning, men derfor kan den fortsat godt være en luthersk folkekirke, fordi netop luthersk kirketænkning er dynamisk og omstillingsparat med stor frihed til at indrette kirken, så evangeliet kan have frit løb iblandt os.

Peter Lodberg er professor MSO, ph.d., dr.theol. på Aarhus Universitet. Tidligere generalsekretær i Det økumeniske Fællesråd og Folkekirkens Nødhjælp. Medlem af Kirkernes Verdensråds Centralkomité 1983-1998 og Den teologiske kommission Faith and Order 1998-2006. Ulønnet hjælpepræst ved Fredenskirken i Aarhus siden 1994.