Kulturel mangfoldighed og menighedens fællesskab - bibelteologiske perspektiver

Af Johannes Nissen

Artiklen indledes med en afklaring af vigtige hovedbegreber. Med dette udgangspunkt præsenterer Johannes Nissen – med udblik til vores nutidige situation – en række eksempler fra Det Nye Testamente på håndtering af møder og konflikter mellem forskellige kulturer i de første kristne menigheder: Striden mellem hebræere og hellenister angående uddelinger, ”apostelmødet”, striden mellem Peter og Paulus i Antiokia. Paulus’ forståelse af kirken som et inkluderende fællesskab og hans opgør med splittelser og gruppedannelse. Herefter drøftes, hvornår adskillelse kan komme på tale for vidnesbyrdets og missionens skyld. Afslutningsvis belyses forholdet mellem interkulturalitet og kontekstualitet ud fra pinseberetningen.

Indledning

Denne artikel skal ses som et bibelteologisk bidrag til den aktuelle debat om kirken og den kulturelle mangfoldighed. I artiklen rejses spørgsmålet, om de første kristne menigheder var monokulturelle, flerkulturelle eller tværkulturelle. Svaret afhænger ikke kun af en historisk (-eksegetisk) læsning af de nytestamentlige tekster, men også af, hvad der lægges ind i de forskellige begreber.

Min forståelse af begreberne monokulturel (enhedskultur), flerkulturel (multikulturel) og tværkulturel (eller interkulturel) ligger på linje med den, som findes i artiklen om ”interkultur” på Wikipedia. Her ses interkultur som det, der opstår, når to eller flere kulturer mødes og interagerer. Interkultur fokuserer på den ”mellemliggende” hybridkultur, der skabes, når forskellige kulturer smelter sammen og danner et nyt udtryk. Hvor ”monokultur” og ”enhedskultur” benyttes til at beskrive kulturel homogenitet, og hvor ”multikultur” og ”flerkultur” anvendes til at beskrive en mangfoldighed af kulturer – uanset om de måtte være i samspil med hinanden eller eksisterer uberørt af hinanden, side om side i parallel-

strukturer – adskiller ”interkultur” sig fra de andre begreber ved fremhævelsen af, at der foregår et samspil og en interaktion mellem kulturerne.

I en monokulturel menighed deler medlemmerne den samme kultur. Til forskel herfra kendetegnes den flerkulturelle menighed ved, at flere kulturer lever side om side og med respekt for hinandens egenart.1 Men risikoen er, at der opstår parallelstrukturer, så der ikke er en fælles forståelse af den kristne tro. Anderledes med den tværkulturelle menighed. Her er man trods kulturelle forskelle fælles om det centrale i den kristne tro. Det tværkulturelle kan dog også betegne fællesskabet mellem geografisk adskilte menigheder.

Yderligere to begreber skal nævnes. Det første er ”integration”. Folkekirkens Migrantsamarbejde har formuleret 8 teser om ”den nydanske folkekirke”. Om integration hedder det i tese 2: ”Både nye og gamle medlemmer må forandre sig for at komme hinanden i møde.” Det svarer til ovennævnte definition af interkultur og giver for så vidt god mening. Alligevel tøver jeg med at bruge begrebet ”integration” i forbindelse med kirken, da der i samfundsdebatten ofte sættes lighedstegn mellem integration og assimilation, dvs. ”bliv som os”.2 Derfor foretrækker jeg et andet begreb, nemlig ”inklusion”, som i højere grad signalerer respekt for den andens egenart.3 Senere i artiklen bruges udtrykket det ”inkluderende fællesskab” om menigheden.

Forholdet mellem evangelium og kultur er i missionsteologien ofte blevet beskrevet ved hjælp af de to begreber ”inkulturation” og ”kontekstualisering” (Nissen 1996, 185). Begreberne udtrykker en proces, der begynder allerede i Det Nye Testamente. Evangeliet blev meddelt til mennesker; det blev kontekstualiseret; det slog rod i forskellige kulturer. I den forstand var der ikke en ”ren” kristendom, men kun en jødisk kristendom, en hellenistisk kristendom (hedningekristendom) etc. I det følgende vil jeg give nogle eksempler på mødet mellem de forskellige kristendomsformer og pege på, hvordan de forskellige former kan forenes i den kristne menighed.

Striden mellem hebræere og hellenister

Det første eksempel er fra Apostlenes Gerninger (Nissen 2000, 30-35). I kap. 6,1-6 omtales en strid mellem to grupper inden for menigheden i Jerusalem. Striden synes opstået på grund af menighedens vækst. ”Da der i de dage blev stadig flere disciple, begyndte hellenisterne at skumle over hebræerne, fordi enkerne hos dem blev tilsidesat ved den daglige uddeling” (v. 1). Vi ser

altså, at der opstod problemer med at organisere hjælpen på en retfærdig måde på grund af et stigende antal medlemmer.

Den mest naturlige forklaring er, at striden skyldtes forskellene mellem to slags jødekristne med hver deres sprog. ”Hellenisterne” talte græsk i hverdagen og formodentlig også i gudstjenesten, mens ”hebræerne” talte aramæisk og måske hebraisk i gudstjenesten. Men de sproglige forskelle er knyttet sammen med kulturelle forskelle. De græsktalende var vokset op i diasporaen og havde dermed en anden kulturel baggrund end de indfødte.

Meget tyder på, at de kulturelle forskelle hænger sammen med teologiske forskelle. De følgende kapitler viser nemlig, at hellenisterne havde en mere kritisk holdning til templet og loven. Det er i hvert fald det, som Stefanus bliver anklaget for (ApG 6,8-15), og det, som han forsvarer sig imod (ApG 7). Dertil kommer, at hellenisterne åbenbart er blevet drevet ud af Jerusalem (ApG 8,1-4; 11,19) – noget som hebræerne synes at have accepteret.

Hvordan løses konflikten? To forhold må bemærkes. For det første fortælles det, at de tolv apostle sammenkalder hele discipelskaren og opfordrer den til at udpege syv velanskrevne mænd. Mens de tolv skal varetage bønnen og ordets forkyndelse, skal de syv tage sig af tjenesten ved bordene. Det er begyndelsen til en tjenestedifferentiering. ”Diakonale” opgaver skilles fra forkyndelsen.

For det andet synes Ordets forkyndelse at blive prioriteret højere end diakonien. Men de følgende kapitler viser noget andet: De syv nøjes ikke med den praktiske tjeneste, men optræder også som forkyndere. Det er et fingerpeg om, at hverken forkyndelsen eller diakonien må forsømmes. Ordets tjeneste og bordets tjeneste er lige vigtige.

Lukas vil understrege, hvordan den første menighed indså, at den hidtidige menighedsstruktur ikke slog til. Det er vigtigt, at kirken ikke blot opretholder de gamle strukturer, men skaber nye, hvis det er nødvendigt. Det overordnede mål er nemlig evangeliets udbredelse. Kirken må i sine strukturer være bevægelige, ellers truer den med at blive en statisk størrelse, der ikke har sans for mission.4

Flere kulturer = flere menigheder?

Fortællingen om udpegningen af de syv rører ved et aktuelt problem. Skal hver kulturelt bestemte gruppe have sin særlige menighed? Eller bør gruppen være en del af en større flerkulturel menighed? Fra nutiden kender vi

eksempler på både flerkulturelle menigheder og på ”sær”-menigheder, dvs. menigheder, som er forholdsvis homogene. Hvad er det rigtige i den givne situation? Problemet er kompliceret, og der findes ingen lette løsninger. Det nytestamentlige materiale peger i retning af tværkulturelle menigheder, men der er også en åbenhed for, at kulturelt særpræg i visse situationer fører til dannelse af særlige menigheder (se senere).

ApG 6,1-6 er en understregning af kirkens enhed på trods af kulturelle forskelle. Denne enhed har man senere i økumenisk teologi kaldt det ”konciliære fællesskab”, og hermed mener man en form for enhed, hvor forskellige grupperinger vedbliver med at leve inden for den samme kirkelige sammenhæng og i gensidig respekt for hinanden.

Senere i Apostlenes Gerninger omtaler Lukas det såkaldte ”apostelmøde” i Jerusalem (kap. 15), hvor det besluttes, at hedningekristne ikke behøver at blive omskåret for at være fuldgyldige medlemmer af den kristne menighed. De kan med andre ord beholde deres kulturelle særpræg. På samme måde har de Jesustroende jøder frihed til at leve på jødisk vis. Apostelmødet er et andet udtryk for det ”konciliære” fællesskab, idet det indebærer en respekt for den anden parts særpræg, samtidig med at enheden i Kristus fastholdes.5

Konflikter, der opstår på grund af kulturelle forskelle mellem kristne, skal ifølge Lukas ikke løses ved, at man skaber separate menigheder, der hver især har et homogent præg. Det er i den forbindelse tankevækkende, at Lukas senere omtaler menigheden i Antiokia og nævner, at det var her, man første gang kaldte disciplene for ”kristne” (ApG 11,26). Meget tyder nemlig på, at Antiokiamenigheden er et af de første eksempler på en tværkulturel menighed.

Striden i Antiokia

I sit brev til galaterne omtaler Paulus en strid mellem jødekristne og hedningekristne i Antiokia (Gal 2,11-14). Han fortæller, at Peter besøgte menigheden, og at Peter i begyndelsen af sit ophold spiste sammen med hedningerne, men på et tidspunkt kom der nogle af ”Jakobs folk”, og så ”trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne. Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri” (v. 12-13). Denne adfærd fremkaldte en skarp reaktion fra Paulus. Da han indså, at de ikke gik lige frem efter evangeliets sandhed, sagde han til Peter i alles påhør: ”Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan

du så tvinge hedningerne til at leve som jøder” (v. 14).

Når Paulus reagerede så skarpt, skyldes det, at kirkens enhed var truet. Peters handling betød en reel fare for, at kirken blev delt i to ”kirkesamfund” – en jødekristen kirke og en hedningekristen kirke, der hver især ville være homogene størrelser. Men det ville være i modstrid med selve evangeliet. Der er nemlig en grænse for den kulturelle mangfoldighed. Og grænsen bliver trukket dér, hvor henvisninger til kulturelle særpræg umuliggør fælles gudstjenestefejring. Med dåben er de gamle skranker faldet, og mennesket har får skænket en ny frihed, friheden til ”at spise sammen.” Den kristne menighed er derfor et inkluderende fællesskab, jf. Gal 3,28.

Af samme grund retter Paulus i Galaterbrevet en kritik mod de jødekristne, der stiller krav om, at hedningerne skal omskæres. Han hævder, at ”i Kristus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed” (Gal 5,6). Det, som betyder noget, er hverken omskærelse eller forhud, men nyskabelse (Gal 6,15). Omskærelsen er ikke mere et frelseskrav, men en kulturel skik.

Paulus forkaster således den tankegang, at der på lokalt plan kan være to adskilte kirkelige grupperinger med hver deres teologi og etik. Efter hans mening må omskårne og uomskårne leve sammen i en fælles solidaritet ”i Kristus”. De udgør ét legeme. Samtidig er der plads til, at hver gruppe bevarer sit særpræg. De jødekristne kan fortsætte med at overholde deres traditioner, og de hedningekristne er ikke tvunget til at overholde moseloven. Hvis de kristne atter prøver at genrejse den mur mellem jøder og hedninger, som Kristus har revet ned (jf. Efes 2,1416), begår de blasfemi, for så bevirker de, at Kristus kommer til at gå syndens ærinde, jf. Gal 2,17 (Nissen 1982, 7).

Et nyt inkluderende fællesskab

Kernen i Paulus’ breve er evangeliet om Jesus Kristus og dets konsekvenser for forholdet mellem jøder og hedninger. Brevene udspringer af en identitetskrise hos en diasporajøde, Paulus, der blev rodfæstet i Kristus, han som nedbrød fjendskabets mur og skabte et nyt inkluderende fællesskab, menigheden. Dette nye fællesskab ses som en nyskabelse i Kristus, jf. Gal 3, 28: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.”

I 1948-oversættelsen hedder det: ”Her er ikke forskel på jøde og græker…” Der er ganske vist en kulturel forskel mellem jøde og græker, men det afgø-

rende er, at de to grupper hører sammen. Menigheden er nemlig fællesskabet af dem, der er forskellige, men forskellene ses som en berigelse og ikke som en gensidig trussel. I den kristne menighed skjules forskellene ikke; på den anden side bliver de heller ikke til skel: De får ingen adskillende funktion.

I lighed med Gal 3,28 udtrykker Ef 2,1416 visionen om et nyt inkluderende fællesskab, der består af jødekristne og hedningekristne. ”Han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab som skilte os. Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to…” At dette nye ”menneske” er ét, betyder, at der i Kristus er opstået et nyt menneskeligt fællesskab, som ikke er opdelt i folkeslag, racer eller grupper.

Spørgsmålet er, om det er ensbetydende med, at de to grupper mister deres særpræg i den kristne menighed. Er der med andre ord opstået et helt nyt Gudsfolk, ”de kristne”, som ikke bare står ved siden af de andre folkeslag og kulturer, men som helt erstatter dem? Flere forskere påpeger, at vi i Det Nye Testamente og i de første århundreder møder forestillingen om kirken som en ”tredje slægt” (”third race”), der hverken er jødiske eller hedensk, men udgør en ny kultur, et nyt folk, jf. også udtrykkene ”udvalgt slægt” og ”helligt folk” i 1 Pet 2,9.6

Meningen med Ef 2,14-16 er næppe, at de to parter helt og aldeles mister deres særpræg og identitet ved den nye sammenslutning. Hedningerne bliver ikke andenklasses borgere i det nye messianske fællesskab, og jøder bliver ikke degraderede og mister heller ikke deres særlige identitet. Nyskabelsen i Kristus indebærer således ikke, at alle kulturelle og folkelige særpræg og forskelle forsvinder.

Men det nye menneske, menigheden, er en størrelse, der både består af og forener jøder og hedninger. Det, der forsvinder, er muligheden for at udnytte de givne forskelle til at undertrykke den anden part med (Nissen 1996, 156).

Splittelser inden for en lokalmenighed – Første Korintherbrev

Også i andre Paulus-breve fremhæves enheden i Kristus. Det gælder ikke mindst Første Korintherbrev, som viser, hvordan en menighed trues af forskelligartede splittelser. Allerede i 1 Kor 1,10-17 tager Paulus stilling til gruppedannelser i menigheden. Nogle af korinterne siger, at de hører til Paulus; andre, at de hører til Apollos, Peter eller Kristus. Det er uklart, hvor dyb

splittelsen er, og om man kan tale om egentlige ”partier”, men det er klart, at den enkelte kristne har sat en menneskelig lærer ind på den plads, som alene tilkommer Kristus. Desuden synes hver gruppe at have sit kulturelle særpræg.

Der er en vis lighed mellem splittelserne i 1 Kor 1 og den senere opdeling i kirkesamfund. Ofte blev en bestemt kirkeleders erfaringer afgørende for et kirkesamfunds særpræg. Imidlertid kan den kristne identitet ikke udtrykkes gennem udsagn som: ”Jeg tilhører Paulus”, ”jeg tilhører Kefas” osv. – eller for at bruge nyere eksempler: ”Jeg er lutheraner”, ”jeg er grundtvigianer” osv. – men kun gennem navnet på kirkens Herre, Jesus Kristus, og gennem det sted, hvor man bor: ”menigheden i Korinth”, ”menigheden i Efesos” – eller ”menigheden i Herlev”, ”menigheden i Hanstholm” etc.

Over for gruppedannelserne fastholder Paulus dåbens enhedsskabende funktion. Ved dåben træder man ind i et konkret fællesskab. Dåben betyder altså ikke kun, at man bliver ét med Kristus, men også at man bliver en del af en større helhed. Den største fejl var, at de kristne i Korinth ikke havde en kollektiv identitet. De nøjedes med at finde deres identitet inden for en mindre gruppe, og dermed truedes menigheden af en slags ”apartheid”. Senere i brevet møder vi andre splittelser, bl.a. striden mellem ”de stærke” og ”de svage” i kap. 8-10. Baggrunden kan være enten kulturelle eller sociale uoverensstemmelser. Hvis det første er tilfældet, må de ”stærke” være identisk med hedningekristne, mens ”de svage” er en anden betegnelse for jødekristne. Det er den mest almindelige opfattelse. Men den anden mulighed kan heller ikke udelukkes. Det afgørende er imidlertid Paulus’ budskab: opbygningen af menighedens fællesskab.

Der var andre konflikter i korintermenigheden, som truede med at splitte den i separate grupper, som ikke ville have noget med hinanden at gøre. Men midt i alle disse konflikter fastholder Paulus, at de kristne udgør ét fællesskab, én menighed. Han accepterer ikke gruppedannelser, men understreger, at menigheden er Kristi legeme (jf. 12,1327). Enheden i Kristus må med andre ord komme til udtryk på lokalt plan.

Lokalmenighedens vidnesbyrd

Tanken om enhed på lokalt plan har spillet en stor rolle i de økumeniske drøftelser siden midten af det 20. årh. På Kirkernes Verdensråds møde i New Delhi i 1961 fik formuleringen ”alle på samme sted” en særlig betydning. Leslie Newbigin påpeger i en artikel fra 1977, at kirken efter sit væsen altid er kirke ”for et bestemt sted”, og at

ordet ”for” må forstås i lyset af Kristi sendelse. Kirken på et bestemt sted er kirke for dette sted, på samme måde som Kristus er for menneskeheden og for verden (Newbigin 1977, 124-125; jf. Nissen 1982, 14-15).

Imidlertid står menigheden over for to farer, når den skal virkeliggøre sin mission på det sted, hvor den befinder sig. Den ene fare er, at menigheden ikke er virkelig lokal, idet dens sprog, gudstjenesteform og livsstil hører til et andet ”sted”, således at menigheden slet ikke er i stand til at meddele sig til mennesker på det pågældende sted.

Den anden fare består i, at menigheden i den grad tilpasser sig stedet, at den blot bekræfter mennesker i deres forudfattede meninger, så de slet ikke får mulighed for at høre evangeliets befriende budskab. I dette tilfælde lever menigheden ikke op til sin opgave som kirke.

Dermed er ikke sagt, at kulturelt betingede ”særmenigheder” (homogene menigheder) altid bør afvises. Men hvis en menighed deles op i kulturelt adskilte grupper, der ingenting vil have med hinanden at gøre, trues både kirkens enhed og dens mission.

Adskillelsen fra andre kristne kan undertiden være nødvendig. Det er tilfældet, når mennesker ønsker at finde frem til deres egen identitet og derigennem give et ægte svar på evangeliet. Men det skal tilføjes, at adskillelsen altid sker for missionens skyld. Ofte har adskillelsen nemlig blot det uholdbare formål, at man vil sikre sig mod alle udfordringer. I sådanne tilfælde kan adskillelsen føre til en slags ”apartheid”. Apartheid forstås her i bred betydning som en dyrkelse af ens egen kulturelle arv og en fornægtelse af andres ret til at have deres kulturelle arv.

Begrebet apartheid opstod i forbindelse med situationen i Sydafrika for nogle årtier siden. Men det er også en udfordring i andre sammenhænge: Man kan f.eks. sammenligne apartheid med kastesystemet i Indien. Kirkevækstteologer har søgt at løse dette problem ved at tilskynde til dannelsen af en række homogene menigheder inden for samme geografiske område. Imidlertid er der en stor risiko for, at man derved blot opretholder kastesystemet. I dansk sammenhæng møder vi næppe apartheid i den snævre (oprindelige) betydning af ordet. Men i nogle tilfælde er der en adskillelse mellem ”os” og ”de andre”, og vi må da spørge, om adskillelsen sker for missionens skyld, eller fordi vi blot dyrker vores egen kultur samtidig med, at vi nedvurderer eller fornægter de andres kulturelle særpræg.

Konflikten mellem forskellige racer, kaster og grupper kan være så stærk, at en integration i menigheden vil medføre, at den stærke part dominerer den svage part. Hvis det sker, bliver integration det samme som assimilation (jf. indledningen).

I dette tilfælde kan dannelsen af en separat menighed være nødvendig, men det må ses som en foreløbig foranstaltning. Der er en afgørende forskel mellem en sådan provisorisk løsning og en påtvunget apartheid, jf. situationen i Sydafrika før apartheidstyrets fald.

Pinse – uniformitet eller mangfoldighed

Kulturel mangfoldighed og fællesskab er en vigtig pointe i beretningen om Åndens udgydelse på pinsedag, ApG 2,1-13 (Nissen 2000, 18-19). Lukas fortæller her, hvordan Helligånden nedbryder alle barrierer mellem køn, aldersgrupper og sociale grupper (jf. 2,17). Pinsedag er en skelsættende begivenhed. Et nyt fællesskab opstår, hvor der ikke er forskel på folk.

I beretningen understreges det, at Guds mægtige gerninger forstås af alle på deres eget sprog (Newbigin 1977, 121). Det kristne fællesskab har en heterogen sammensætning. De tilstedeværende var ganske vist jøder, men samtidig repræsenterede de en mangfoldighed af sprog (v. 6-8), lande og kulturer (v. 9-11). Kulturelle og sproglige forskelle har derfor en positiv værdi.

Pinsen er et udtryk for kristendommens opfattelse af universalitet. En sammenligning mellem kristendom og islam kan tjene til at belyse det særegne ved den kristne vision.

Islams syn på universalitet er især bestemt af tanken om det arabiske tilbedelses-sprog, som tværs hen over nationale og etniske forskelle skaber en synlig og hørbar enhed. Med denne forestilling om det ene hellige sprog, hvori Guds endegyldige meddelelse til menneskeheden finder sted, og hvori Gud alene kan tilbedes, bevæger islam sig henimod kulturel uniformitet. Kristendommens forståelse af universalitet viser sig derimod ikke ved, at den fører til en enhedskultur, men ved, ”… at der ikke findes det sprog, den kultur, hvori den ikke lader sig udtrykke. Kristendommen bevæger sig mod kulturel mangfoldighed” (Arendt 1994, 31-32).

Pinseberetningens grænseoverskridelse hænger sammen med inkarnationen. Netop ved at Gud åbenbarer sig i et konkret menneske i en bestemt folkelig og historisk sammenhæng, tilvejebringes en nærhed mellem Gud og ethvert menneske i dets konkrete sammenhæng.

Afsluttende bemærkninger

Pinseberetningen kaster lys over forholdet mellem interkulturalitet og kontekstualitet.7 Vi ser, at det tværkulturelle ikke kun kommer til udtryk i den lokale menighed. Også forholdet mellem to eller flere menigheder kan have en tværkulturel karakter. Et eksempel på dette er kollekten til de fattige i Jerusalem, som spiller en vigtig rolle i Paulus’ breve (1 Kor 16,1-4; Rom 15,2432; Gal 2,9-10 og 2 Kor 8-9). Den viser et partnerskab mellem den jødekristne menighed i Jerusalem og de hedningekristne menigheder rundt om i Romerriget.8

Pinse betyder forståelse og kommunikation på tværs af kulturelle skel (Nissen 2000, 17). Det er en erfaring, der bekræftes af missionshistorien. Mødet med det fremmede (andre sprog, andre kulturer) og værdien af relationer til mennesker, der er anderledes end os selv, har for kristne missionærer og missionsorganisationer ført til en dyb og grundlæggende tværkulturel og økumenisk indsigt hos kristne missionærer og missionsorganisationer (Jørgensen 2020, 38).

Mennesker i forskellige dele af verden taler forskellige sprog, ser verden gennem forskellige øjne og lever på forskellige måder. Men når de tager imod Jesus Kristus, bliver de del af et nyt fællesskab, med en ny identitet og en ny måde at leve på (Spirit, Gospel, Cultures 1995, 32). Det er ingen tilfældighed, at Det Nye Testamente slutter med visionen om en ny himmel og en ny jord med et nyt fællesskab, som er dannet af alle folk og stammer (Åb 5,9).

Noter

1. Se også Mortensen 2012, især afsnittet ”Multikulturel – smeltedigel, mosaik eller regnbue” (342-344): Mortensen nævner, at i diskussionen om det multikulturelle bliver ”respekten for forskelligheden den højeste norm. Men det fører også til en øget fragmentering af samfundet, hvor solidaritet og iver for det, der fremmer fællesskabet, forsømmes”.

2. Således bl.a. Rytter 2018, 23: ”Set i bakspejlet udgør de mange initiativer fra officielt hold samlet set en mere eller mindre bevidst strategi om at ændre flygtninges og indvandreres levevis og identitet.

Integration skulle i praksis være assimilation, så ’de’ kunne blive ligesom ’os’.” Se desuden anf. skr., s. 48.

3. Se bl.a. Nissen 2019, kapitlet ”Inklusion”, især s. 242-243 og s. 254255. Denne forståelse af begrebet fastholder jeg, selv om der også

findes eksempler på negative konnotationer, bl.a. når der tales om inklusion i folkeskolens sammenhæng.

4. Jf. Nissen 1982, s. 26, note 26 med flere litteraturhenvisninger.

5. Mere udførligt i Nissen 2000; se kapitlet ”Ét evangelium og en kirke, men forskellige kulturer”, 49-55.

6. Jf. Clapp 1996, 88: ”Thus the church was seen, by itself and others, as ”a third race”, neither

Jew nor Gentile but a new and holy nation or people (ethnos hagion – 1 Pet 2:9)”.

7. Se også David Boschs drøftelse af forholdet mellem inkulturation (kontekstualitet) og interkulturation. Bosch påpeger, at en menighed kan blive så lokal og homogen, at den ikke er i stand til at kommunikere med andre menigheder.

Interkulturation betyder, ”that local incarnations of the faith should not be too local… a ‘homogeneous unit’ church can become so ingrown that it finds it impossible to communicate with other churches and believes that its perspective on the gospel is the only legitimate one. The church must be a place to feel at home, but only we feel at home in our particular church, and all others are either excluded or made unwelcome or feel themselves completely alienated, something has gone wrong” (Bosch 1992, 456).

8. Nærmere herom i Nissen 1982, 1920. Se også Nissen 1997, 132-133.

Litteratur

Arendt, Niels Henrik 1994 Gud er stor! Om islam og kristendom, København: Anis.

Bosch, David J. 1992 Transforming Mission: Paradigm Shifts in Theology of Mission, Maryknoll: Orbis

Clapp Rodney 1996 A Peculiar People: the church as culture in a post-Christian society, Downers Grove: InterVarsity Press.

Folkekirkens Migrantsamarbejde. ”8 teser om den nydanske folkekirke”, https://www.interchurch.dk/materialer/ migrantsamarbejde/samlet-infopakke/den-nydanske-folkekirke-8-teser

Jørgensen, Jonas A. 2020 ”Mødet med det fremmede”, i Andreas Østerlund Nielsen mfl. (red.), Hvad er mission? (Ny Mission 39), København: Dansk Missionsråd, 31-39.

Mortensen, Viggo 2012 Hvad hjertet er fuldt af. En håndbog i mission, København: Anis.

Newbigin, Leslie 1977 ”What is ’a local church truly united’?” Ecumenical Review 29,115128.

Nissen, Johannes 1982 Enhed i Kristus, København: Folkekirkens Missionsråd (Hilsen til Danmarks præster i anledning af kollekten på Kristi Himmelfartsdag), 29 sider. 1996 Ordet tog bolig iblandt os. Modeller for mission i Ny Testamente, København: Anis. 1997 ”Unity and Diversity: Biblical Models for Partnership”, Mission Studies 14,1-2, 121-146. 2000 Veje i mission – Apostlenes Gerninger: Helligånd, evangelium og kultur, København: Føltveds Forlag. 2019 Håb på trods. Diakonale værdier i social- og sundhedsarbejde, København: Eksistensen. Rytter, Mikkel 2018 Integration. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

World Council of Churches 1995 Spirit, Gospel, Cultures. Bible Studies on the Acts of the Apostles, Geneva: WCC.

Wikipedia. ”Interkultur” – www.da.wikipedia.org/wiki/ interkultur.

Johannes Nissen er tidligere lektor ved Afdeling for Teologi, Aarhus Universitet, først i Ny Testamente og senere i Praktisk Teologi. I løbet af sit mangeårige forskningsarbejde har han udgivet en lang række bøger og artikler inden for sine primære interessefelter: bibelstudier i relation til etik, mission, økumeni og praktisk teologi.