STONEFLY NYMFE
- SLØRVINGE / PLEC OPTERA
Leddelte woblere er ikke noget nyt. Men det er leddelte nymfer. Ifølge Sportsfiskerens ørredekspert, Morten Øland, så har en leddelt nymfe nemlig en perfekt gang i vandet. Af Morten Øland moe@sportsfiskeren.dk
Man kan ikke sige nymfefiskeri uden også at sige stonefly-nymfe. Nymfefiskeri har været praktiseret med stonefly-nymfeimitationer siden fluefiskeriets start. Visuelt nymfefiskeri med store stonefly-nymfer på sky ørreder er humlen i ørredfiskeriet. Nymfefiskeri er uden sammenligning min foretrukne form for fluefiskeri. Nymfefiskeri udført til perfektion er langt mere teknisk krævende end tørfluefiskeri og vådfluefiskeri, og er derfor i mine øjne det mest interessante. Fornemmelsen for vandløbets flow, dybden og varierende strømhastigheder, bedømmelsen af imitationernes synkehastigheder i forhold til fiskens synsfelt, valg af den rette imitation, de besværlige kast med tunge fluer og lange, tynde forfang. Alt dette gør nymfefiskeri til den form for fluefiskeri med absolut størst kompleksitet. Entomologi Plecoptera er den latinske betegnelse for familien af slørvinger eller stoneflies, som de også kaldes. Der findes mere end 3000 arter i verden, og udbredelsen er enorm. Navnet – slørvinge – har insektet fået som følge af dets noget særprægede måde at flyve på, slørvinger har nemlig fire vinger. De er således karakteristiske og letgenkendelige, når de flyver. Stonefly-nymfer er også letgenkendelige, de er flade og har to haletråde og to antenner. De har desuden kraftige ben og markerede vingeanlæg på ryggen. Nymfernes størrelse afhænger meget af, hvilken art der er tale om. I Skandinavien varierer størrelserne oftest fra 10-30 mm. I Norge og Sverige findes relativt store arter af slørvinger, mens der i Danmark primært findes mindre arter. Stonefly-nymfen gennemlever det, man kalder for en ufuldstændig forvandling. Det vil sige, at den fra at være æg udvikles til en nymfe, som vokser sig større og større, indtil den klækker. Den forpupper sig således ikke på noget tidspunkt, i modsætning til for eksempel vårfluen. Efter et eller to år på bunden af vandløbet klækker nymfen, den kravler op af vandet og sidder i vandkanten. Her flækker nymfehuden, og det vingede insekt kommer frem. Navnet stonefly, har insektet fået som følge af, at man i elve og floder oftest ser klækningen finde sted på sten i vandkanten.
46 Sportsfiskeren
Fiskenes perspektiv Fiskene æder stonefly-nymfer året rundt, men i Europa er der stor forskel på mængden af insekter i forskellige områder og vandløb. I Nordsverige har jeg oplevet fint fiskeri på store stonefly klækninger og i Danmark på den lille stonefly som også kaldes Nemoura cinerea. I Alperne findes den gule Isoperla – Yellow Sally – i så store mængder, at der på visse dage dannes gule skyer over floderne. Klækning eller ej. Det er et faktum, at stonefly-nymfer er en godbid for alle ørreder og stallinger. En stonefly-nymfeimitation kan derfor være et rigtig godt valg i mange situationer. Det kan være, at man fisker et sted, hvor man ikke kender til entomologien i vandløbet eller det kan være, at man fisker i tungt regnvejr og har svært ved af få fiskene i tale. Stonefly-nymfeimitationer kan i mange tilfælde fremkalde reaktion og hug. I fiskesituationer, hvor en række standpladser eller større områder af vandløbet skal affiskes via blindfiskeri, er det vigtigt, at man fisker med en synlig flue, som der samtidig er gode chancer for, at fisken vil tage. Wiggle tail nymfer Efter at have fisket med nymfer i mange år, er jeg ikke i tvivl om, at der blandt forskellige typer af nymfeimitationer er enorm forskel på effektiviteten. Her tænker jeg ikke kun på stonefly-imitationer, men nymfeimitationer generelt. Der kan let gå både tro og sågar overtro i fluefiskeres valg af fluer. Men som nymfefisker med fokus på det visuelle nymfefiskeri – hvor fisken er helt synlig, når der fiskes til den – kan man få mange svar om fiskenes adfærd. Når man på bunden kan se en ørred, som med jævne mellemrum bevæger sig til siderne for at tage et insekt i nymfestadiet, så har man en unik mulighed for at få testet sine evner som fluefisker. Det betyder, at man samtidig også får testet de nymfer, som man har i flueæsken. En super-effektiv nymfe skal indeholde to vigtige elementer. Det første er fluens proportioner, som skal matche det insekt, man ønsker at imiterer – det er meget væsentligt. Det næste element er bevægelse, hvilket er det vigtigste for en nymfe. Fluen skal virke livlig og naturlig, når den driver gennem vandsøjlen, hvor den påvirkes af strømforhold, eller når den tilføres bevægelser via stangtoppen.
Det rigtige liv Man kan binde nymfer, som er proportionsmæssigt korrekte, og man kan sågar købe masseproducerede f luer, som ligner de forskellige insekter vældig godt. Man må bare være klar over, at disse f luer i mange tilfælde kan virke unaturlige og ubevægelige, når man fisker med dem, og det kan gøre f luerne langt mindre effektive. Det er klart at blød dubbing og tynde gummiben er meget væsentlige materialer. Men når det gælder store nymfer, kan det være en udfordring af få dem til at se livagtige ud. Jeg begyndte derfor at binde de største imitationer som leddelte f luer, og der er absolut ingen tvivl om, at det er vejen frem. Det, at f luen kan vippe eller bøje på midten, gør, at den får et bevægelsesmønster, som ingen af mine andre stonef ly-nymfer har, og det har gjort en forskel. Jeg har en række mønstre, som imiterer døgnf luenymfer og forskellige guldsmedenymfer. De er bundet som wiggle tails med marabou-fjerstråler som det primære materiale. Men i forhold til at imitere en stonef lynymfe, synes jeg, det er bedste at binde disse med scud back eller nymph skin. Bindeteknikken, hvor kroppen leddeles, anvender jeg kun på nymfer fra 15 mm og opefter. Teknikken virker ikke til små nymfer – eller effekten vil her blive betydelig mindre. Scud back er det materiale, som giver det bedste resultat, men nymph skin er også et rigtig godt valg til store imitationer. Fluerne kommer til at ligne det virkelige insekt i tilstrækkelig grad og er livagtige som følge af konstruktionen og materialevalget, de er holdbare og fanger fisk. Fisketeknik Jeg fisker altid med så tynd forfangsspids som muligt – det er vigtigt, for at nymfen kommer til at drive så naturligt som muligt gennem vandet. 0.13-0.15 mm spids er udgangspunktet. Det giver ikke mening at bruge tid på at binde en god nymfe og så efterfølgende fiske den på et for tykt forfang. I visse situationer benytter jeg hugindikator. Hvis jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan se fisken tage f luen, er det naturligvis oplagt at bruge indikatoren. Men ellers bruger jeg den oftest til at holde nymfen drivende i et bestemt vandlag lige hen over bundvegetation, som nymfen ellers ville sidde fast i. » 8 // Oktober 2014
