11 minute read
Christian Magdalus Thestrup Cold, formand 1921-1932
Christian Magdalus Thestrup Cold var formand for Røde Kors i Danmark fra den 30. maj 1921 til den 18. januar 1932.
Med Cold som formand fik Røde Kors i Danmark en helt ny profil på posten. Frem til vedtagelsen af den nye landsforening i 1917 havde forsvarets folk siddet uafbrudt på formandsposten. Derefter fik landsforeningen den samfundsengagerede filosof Harald Høffding som formand. Cold var politisk aktiv for partiet Venstre og en fremtrædende og velhavende erhvervsmand. Cold havde været ansat i rederiet ØK frem til 1908. Derefter blev han direktør for et af de største danske rederier, DFDS, hvilket han var frem til 1921, hvor han blev formand for Røde Kors i Danmark. Under første verdenskrig var Cold en af de helt centrale personer i den danske rederibranche. En branche, hvor nogle tjente store penge på Danmarks neutrale status, men var fragtraterne høje, så var risikoen det også for de sejlende sømænd. Ca. 700 danske søfolk omkom under krigen.
Formand Cold er udenrigsminister 1922-1924
Tiden efter første verdenskrig var en dramatisk periode i dansk politik. Mest kendt er Påskekrisen i 1920, hvor kong Christian 10. for en kort periode satte parlamentarismen ud af kraft, og i bankverdenen måtte staten redde Landsmandsbanken fra konkurs. Redningsplanen var den direkte anledning til dannelsen af Venstreregeringen Neergaard III, hvor Røde Kors’ formand, Cold, den 9. oktober 1922 blev udenrigsminister.
Det var ikke første gang, at en formand for Røde Kors i Danmark blev minister, uden det af den grund betød, at han måtte trække sig som formand. Generalløjtnant Thomsen, formand 1876-1896, havde i en periode været både krigsminister og formand for Røde Kors i Danmark. Røde Kors’ neutralitet var hverken dengang eller i 1922 et spørgsmål, som blev drøftet i forhold til formændenes politiske arbejde, eller om
det skulle have betydning for deres hverv som formand for Røde Kors. Det kan muligvis have haft en betydning, at Danmark var en neutral stat i det internationale samfund, som det var tilfældet med Schweiz. Dog havde Røde Kors Komitéen i Genève en praksis, hvorefter medlemmer af Røde Kors Komitéen ikke samtidig kunne være medlem af den schweiziske forbundsregering. I Danmark opfordrede Røde Kors’ hovedbestyrelse imidlertid Cold til at fortsætte som formand samtidig med, at han var udenrigsminister. Cold tog imod Røde Kors’ opfordring og lovede ”i alle tilfælde indtil videre at vedblive at fungere som formand for foreningen”.
Regeringen Neergaard III sad kun frem til den 23. april 1924, hvor Cold ikke alene forlod regeringen, men også dansk politik. En medvirkende årsag til, at Cold helt forlod politik, har nok været, at pressen og den politiske opposition begyndte at grave i Colds fortid under første verdenskrig. I pressen fremkom stærke beskyldninger om, at Cold under første verdenskrig som direktør for DFDS for egen vindings skyld havde manipuleret med kursen på DFDS’ aktier. Cold afviste alle beskyldninger, men beskyldningerne hænger ved hans eftermæle den dag i dag.
Det er ikke sket siden, at en Røde Kors-formand på samme tid var minister og formand. Denne praksis blev i 2008 cementeret i vedtægterne for Røde Kors i Danmark, hvorefter en person, som er partipolitisk aktiv på landsplan, ikke samtidig kan være præsident for Røde Kors i Danmark.
Fra april 1923 kunne Cold derfor koncentrere sig om at være formand for Røde Kors i Danmark.
Colds dagsorden for Røde Kors i Danmark
Det var Colds holdning, at en humanitær forening ikke bør være velhavende. Ved årsskiftet 1922/1923 siger Cold således i sin nytårshilsen, at Røde Kors:
”er i den retning en udmærket filantropisk forening, som aldrig er gladere over sine indtægter, end når den hurtigst muligt kan give dem ud til sine vigtige samfundsopgaver. Forholdet er da også det, at foreningen faktisk er blottet for midler til at foretage de ombygninger, som er nødvendige i Folkekuranstalten i Hald.” Situationen for Cold var, at Røde Kors manglede penge. Røde Kors havde taget beslutning om at gøre lejren i Hald ved Viborg til en folke-
kuranstalt for hele landet. Lejren var bygget under første verdenskrig til pleje og behandling af alvorligt syge og sårede krigsfanger. Regeringen havde stillet bygningerne til rådighed for Røde Kors, men Røde Kors rådede ikke over de nødvendige midler til ombygning m.v. af Hald, så lejren på helårsbasis kunne fungere som folkekuranstalt. Røde Kors var heller ikke i en situation, hvor nye indsamlingsaktiviteter eller bidrag fra afdelingerne kunne løse dette økonomiske problem. Løsningen blev fundet i et samarbejde med staten, amterne, kommunerne (Købstadsforeningen) og landets 1.649 sygekasser. Folkekuranstalten i Hald udviklede sig til en veldrevet national aktivitet, men det lykkedes ikke at binde arbejdet i Folkekuranstalten sammen med udviklingen af Røde Kors-afdelingernes lokale aktiviteter. Det lokale arbejde var koncentreret om udvikling af samariterarbejdet, kurser i førstehjælp, sundheds- og sygeplejeaktiviteter samt støtte til Røde Kors i Danmarks internationale arbejde.
Ungdommens Røde Kors stiftes 1923
Cold fik æren af at underskrive de første vedtægter for Ungdommens Røde Kors (URK) i Danmark. Det skete den 4. juni 1923. Inspirationen til et ungdomsarbejde kom fra udlandet. Formålet var at lære børn at: ”bevare og forbedre deres legemlige og sjælelige helbred, godt kammeratskab, kærlighed til næsten og stræbe efter at blive nyttige mennesker og gode borgere, i Røde Kors-ånd at bringe hjælp til alle i nød i Danmark som i udlandet og arbejde for Røde Kors’ idealer og praktiske opgaver.” Den første URK-afdeling blev oprettet i Korinth på Fyn i 1924. URK kom til at fylde ganske meget for Cold, og det blev nødvendigt at skabe klarhed over URK’s status i Røde Kors i Danmark. Hovedbestyrelsen understregede således i 1931, at det var forkert at opfatte URK som en uafhængig forening, der lå mere eller mindre uden for Røde Kors’ virksomhedsområde. Hovedbestyrelsen nedsatte derfor et udvalg, som skulle ”afgive betænkning om Dansk Ungdoms Røde Kors virksomhed i almindelighed og dets forhold til afdelingerne i særdeleshed”.
Med Ungdommens Røde Kors havde Røde Kors nu tre selvstændige foreninger under Røde Kors-paraplyen: URK, Samariten og Dameafdelingen.
Islandsk Røde Kors
Røde Kors i Danmark havde ikke Røde Kors-aktiviteter på Island frem til 1918, da Island blev en selvstændig, suveræn stat i personal-union med Danmark. I 1922 havde Cold kontakt til Island om oprettelsen af et selvstændigt Islandsk Røde Kors. I 1924 anmodede det nye internationale Røde Kors Forbund Røde Kors i Danmark om at tage til Island og støtte dannelsen af en national Røde Kors-forening. Det lykkedes, og Islandsk Røde Kors blev stiftet den 10. december 1924. Takket være bl.a. en effektiv indsats fra Røde Kors i Danmark, blev Islandsk Røde Kors anerkendt af Røde Kors Komitéen i Genève allerede den 9. april 1925 og medlem af Forbundet af Røde Kors-foreninger. Islands personalunion med Danmark ophørte i 1944, da Island blev en selvstændig republik, men Islandsk Røde Kors fik allerede sin selvstændighed i 1924.
Røde Kors-samarbejdet i Norden omfattede derefter Røde Kors-foreningerne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.
Færøsk Røde Kors 1926
Røde Kors-idéen kom også til Færøerne. Den 2. april 1926 blev Færøsk Røde Kors stiftet i Thorshavn. Formelt var Færøsk Røde Kors en Røde Kors-amtsforening på linje med Røde Kors’ amtsforeninger i Danmark. I praksis var Færøsk Røde Kors dog en meget selvstændig forening, som bestemte over egne aktiviteter på Færøerne og havde egen økonomi. Selvstændigheden blev formaliseret i 1994, hvor Færøsk Røde Kors blev en selvstændig forening, men er dog stadig formelt en del af Landsforeningen Røde Kors i Danmark.
Cold og den internationale Røde Kors-bevægelse
I 2019 markerede Forbundet af Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger 100-året for Røde Kors- og Røde Halvmåne Forbundets etablering i 1919. Det havde været en svær fødsel, som krævede mange internationale forhandlinger, før der blev fundet den rette balance mellem opgaver og status for Røde Kors Komitéen i Genève og det nye Røde Kors Forbund. Efter aftale i det nordiske Røde Kors-samarbejde blev Cold en central person i de komplicerede forhandlinger. I Tidsskrift for Røde Kors fortælles om:
”de bevægende forhandlinger mellem Forbundet og Røde Kors Komitéen, hvor Cold i Paris indkaldte en del ledende personligheder
til at drøfte sagen, og hvor modstanderne var meget ivrige efter at erfare, hvilke beslutninger der var taget på Reunion Cold.” Reunion Cold var det mødeforum, Cold havde etableret under møderne i Paris, hvor Forbundets hovedkontor lå på dette tidspunkt. Ved udbruddet af anden verdenskrig i 1939 blev kontoret flyttet til det neutrale Genève. Cold blev tillagt en stor del af æren for, at samarbejdsrelationer i Røde Kors-bevægelsen blev ”bragt i orden”. Det drejede sig bl.a. om at: • Alle nationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger kunne være medlemmer af Forbundet • Røde Kors Komitéen i Genève skulle fortsat godkende nye nationale foreninger • Opgaveansvaret skulle deles mellem Forbundet og Røde Kors Komitéen i Genève, så Komitéen var ansvarlig for det internationale Røde
Kors-arbejde i krig, medens Forbundet koordinerede det internationale Røde Kors-arbejde under natur- og sundhedskatastrofer • Forbundet skulle støtte og efter behov supplere de nationale foreningers hjælpearbejde • Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreningerne mødes hvert andet år til Forbundets generalforsamling • De nationale foreninger, Forbundet og Røde Kors Komitéen (Røde
Kors-bevægelsen) mødes hvert andet år i et delegeretråd, ’Council of Delegates’, som bl.a. beslutter Røde Kors-bevægelsens fælles humanitære dagsorden • Røde Kors mødes hvert fjerde år med regeringerne i den internationale Røde Kors-konference.
Anerkendelsen af Colds indsats for udviklingen af Forbundet og Røde Kors-bevægelsen kom bl.a. til udtryk i et brev fra Forbundet, da Cold trak sig tilbage som formand i 1932: ”Det er med dyb beklagelse, at vi har modtaget efterretningen om, at Hr. C.M.T. Cold har trukket sig tilbage. Hr. Cold har spillet en så vigtig rolle ikke alene inden for Røde Kors i Danmark, men også i det internationale liv. Forbundets sekretariat bevarer de bedste erindringer om det samarbejde, den har haft med Røde Kors i Danmark, med dettes formand, der tillige var medlem af Forbundets Guvernørråd.”
Røde Kors-bevægelsen er stadig organiseret, som det blev aftalt dengang, men principperne for bevægelsens arbejde og samarbejde er væsentligt ændret. Det skete efter anden verdenskrig.
En højesteretsdom får dramatiske konsekvenser for Cold
Røde Kors Folkekuranstalt i Hald ved Viborg var blevet en stor succes under Cold. Der var skaffet økonomi til ombygning, således at anstalten kunne bruges hele året, og der var indgået aftaler med sygekasser, kommuner og amter, så patienter kunne henvises til anstalten. Om sommeren var der plads til 500 patienter, om vinteren 250.
I 1927 kom lederen af Folkekuranstalten imidlertid under angreb for den måde, som anstalten blev ledet på. Røde Kors-lederen krævede at blive renset for disse, mente han, injurierende angreb. Røde Kors’ forretningsudvalg, som blev ledet af Cold, støttede lederen i 1928, som krævede oprejsning ad rettens vej, og sagen blev ført helt op til Højesteret. Injuriesagen blev fulgt tæt af medierne, som betegnede sagen som en ”skandaleproces”. I december 1931 afsagde Højesteret sin dom. Højesteret frikendte angriberen og efterlod dermed lederen af Folkekuranstalten med et troværdighedsproblem, som også blev et troværdighedsproblem for Cold. Problemet for Cold var ikke kun Højesterets dom, men også at Cold og forretningsudvalget, da udvalget i 1928 udtalte sin støtte til lederen, ikke havde konsulteret hovedbestyrelsen, hvor bl.a. initiativtageren til Folkekuranstalten, overlæge P. Videbæk, sad. I protest mod Cold og forretningsudvalgets støtte til lederen af Folkekuranstalten, forlod Videbæk hovedbestyrelsen.
Konsekvensen for Cold blev, at Cold og de øvrige medlemmer af forretningsudvalget i en Ritzau-meddelelse den 24. december 1931 påtog sig ”ansvaret for de ved sagens opkomst trufne dispositioner”, og de stillede deres mandater til disposition for hovedbestyrelsen. Hovedbestyrelsen enedes om en udtalelse, hvoraf det fremgik, at hovedbestyrelsen ikke var i tvivl om, at Cold og forretningsudvalget havde handlet i Røde Kors’ interesse, og at det ikke havde været til at forudse, at sagen fik den udvikling, den nu havde fået. Hovedbestyrelsen håbede derfor, at Cold og de øvrige involverede ”må blive i stand til at fortsætte deres arbejde til gavn for Røde Kors’ sag”. Cold udtalte tilfredshed med hovedbestyrelsens udtalelse, men meddelte samtidig, at han af private grunde ønskede at nedlægge sit mandat. På samme møde valgte hovedbestyrelsen Johan Bülow som ny formand for Røde Kors i Danmark.
Colds eftermæle som formand for Røde Kors i Danmark
Om Colds arbejde som formand for Røde Kors i Danmark udtalte hovedbestyrelsen i marts 1932, at: ”selv detaljerne interesserede ham, og han har været den ideelle leder af såvel hovedbestyrelsens som forretningsudvalgets møder”, men da han ofte måtte træffe dispositioner ”på sigt” havde Røde
Kors-afdelingerne måske opfattet en ”vis kølighed” i forhold til de spørgsmål, som særligt optog afdelingerne. Cold blev også betegnet som en mand, ”som havde sine meningers mod, og som gennemførte, hvad han anså for rigtigt.” Hvad det sidste angår, var Colds vedholdenhed en væsentlig årsag til forankringen af det nye Røde Kors Forbund i Røde Kors-bevægelsen. Også etableringen af Islandsk Røde Kors og Ungdommens Røde Kors i Danmark kan tilskrives Colds fremsynethed. Som udenrigsminister i perioden 1922-1924 måtte Cold sande, at det ikke længere var foreneligt på samme tid at være en kontroversiel minister og Røde Kors-formand. Sagen om ledelsen af Folkekuranstalten kan måske ikke bebrejdes Cold, men en højere grad af lydhørhed til foreningens bærende kræfter havde formentlig betydet, at Cold og foreningen havde undgået en stærkt belastende sag.
Cold kunne måske trøste sig med, at han i tider med modgang og måske uberettiget kritik kunne komme til kræfter i sit sommerhus, Klitstuen, bygget i 1916 ved Blokhus på den jyske vestkyst. Efter hans død i 1936 blev Klitstuen overtaget af Københavns Kommune, og den anvendes stadig som feriekoloni. Lokalt fremhæves Klitstuen som et ikonisk sommerhus ”bygget af DFDS-direktøren og Røde Kors-formanden, C.M.T. Cold”.
