C.M.T. Cold – formand for Røde Kors i Danmark 1921-1932
Christian Magdalus Thestrup Cold var formand for Røde Kors i Danmark fra den 30. maj 1921 til den 18. januar 1932. Med Cold som formand fik Røde Kors i Danmark en helt ny profil på posten. Frem til vedtagelsen af den nye landsforening i 1917 havde forsvarets folk siddet uafbrudt på formandsposten. Derefter fik landsforeningen den samfundsengagerede filosof Harald Høffding som formand. Cold var politisk aktiv for partiet Venstre og en fremtrædende og velhavende erhvervsmand. Cold havde været ansat i rederiet ØK frem til 1908. Derefter blev han direktør for et af de største danske rederier, DFDS, hvilket han var frem til 1921, hvor han blev formand for Røde Kors i Danmark. Under første verdenskrig var Cold en af de helt centrale personer i den danske rederibranche. En branche, hvor nogle tjente store penge på Danmarks neutrale status, men var fragtraterne høje, så var risikoen det også for de sejlende sømænd. Ca. 700 danske søfolk omkom under krigen. Formand Cold er udenrigsminister 1922-1924 Tiden efter første verdenskrig var en dramatisk periode i dansk politik. Mest kendt er Påskekrisen i 1920, hvor kong Christian 10. for en kort periode satte parlamentarismen ud af kraft, og i bankverdenen måtte staten redde Landsmandsbanken fra konkurs. Redningsplanen var den direkte anledning til dannelsen af Venstreregeringen Neergaard III, hvor Røde Kors’ formand, Cold, den 9. oktober 1922 blev udenrigsminister. Det var ikke første gang, at en formand for Røde Kors i Danmark blev minister, uden det af den grund betød, at han måtte trække sig som formand. Generalløjtnant Thomsen, formand 1876-1896, havde i en periode været både krigsminister og formand for Røde Kors i Danmark. Røde Kors’ neutralitet var hverken dengang eller i 1922 et spørgsmål, som blev drøftet i forhold til formændenes politiske arbejde, eller om
72