PRÆSIDENTERNE En fortælling om Røde Kors i Danmark 1864-2019

PRÆSIDENTERNE En fortælling om Røde Kors i Danmark 1864-2019

PREBEN SØEGAARD HANSEN

“Røde Kors i Danmark ønsker ikke at leve i en ubemærket og hensyg­nende tilstand, men at gøre sig gældende såvel i krigstid som i fredstid. Negativ kritik vil jeg ikke spilde mange mi­nutter på, men en bred margen må der gives folk, der arbejder. Hvor der handles, der spildes også lidt. Og jeg giver ikke noget for, at der overhovedet ikke bliver spildt, hvis det tillige betyder, at der ikke bliver handlet!”

Præsident Kai Hammerich i maj 1946

PRÆSIDENTERNE En fortælling om Røde Kors i Danmark 1864-2019

PRÆSIDENTERNE En fortælling om Røde Kors i Danmark 1864-2019 © 2020 Preben Søegaard Hansen og Røde Kors i Danmark Mekanisk, elektronisk, fotografisk eller anden gengivelse eller kopiering fra denne bog eller dele deraf må gerne foretages uden Røde Kors’ samtykke, men med kildehenvisning.

Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Helle Bjerre Østergaard Tryk: ScandinavianBook Oplag: 500 stk Printed in Denmark 2020 1. udgave og 1. oplag ISBN: 978-87-92283-87-0 Røde Kors i Danmark rødekors.dk

PRÆSIDENTERNE En fortælling om Røde Kors i Danmark 1864-2019

PREBEN SØEGAARD HANSEN

Indholdsfortegnelse

6 Den fremmeste blandt Røde Kors-frivillige 8 Optakten til et Røde Kors i Danmark – de to slesvigske krige 1848-1851 og 1864 17 Initiativet til en Røde Kors-forening i Danmark 18 Ledelsen af Røde Kors i Danmark fra 1875 og frem til 2019 – 11 formænd og 13 præsidenter 20

udvig Henrik Carl Herman Holstein-Holsteinborg, L formand 1875-1876 24 Christian Albert Frederic Thomsen, formand 1876-1896 35 S.V.V. von Pfaff, formand 1896-1903 38 Johannes Zeuthen Schroll, formand 1903-1907 41 C.H. Arendrup, formand 1907-1911 45 Carl Gustav Balle, formand 1911-1913 46 Louis Carl Frederik Lütken, formand 1913-1914 51 S. Meyer, formand 1914-1917 57 Harald Høffding, formand 1917-1921 72 Christian Magdalus Thestrup Cold, formand 1921-1932 81 Johan Keller Bülow, formand 1932-1945 109 Kai Hammerich, formand 1946-1949, præsident 1949-1950 127 Hans Marius Hansen, præsident 1950-1956 131 Louis le Maire, præsident 1956-1961 135 Johannes Frandsen, præsident 1961-1968 143 Erik Husfeldt, præsident 1968-1976 150 Erik Stampe, præsident 1976-1988 159 Francis Zachariae, præsident 1988-1993 169 Christian Kelm-Hansen, præsident 1993-1997 175 Freddy Karup Pedersen, præsident 1997-2005 185 Bodil Nyboe Andersen, præsident 2005-2009 191 Susanne Larsen, præsident 2010-2014

198 205

anna Line Jakobsen, præsident 2014-2017 H Sven Bak-Jensen, præsident 2017-

208 Fortællingen slutter, men slutter alligevel ikke 210 Fra Louis Appia og van de Velde til Hanna Line Jakobsen og Sven Bak-Jensen 222 Anvendt litteratur, referencer og kilder

Den fremmeste blandt Røde Kors-frivillige

Det er præsidenten for Røde Kors i Danmark. Præsidenten er frivillig.

Præsidenten vælges på landsmødet af Røde Kors-frivillige. Præsidenten er den absolut øverste leder i Røde Kors og er født formand for landsforeningens hovedbestyrelse, som ikke kan afsætte præsidenten.

Præsidenten har stor magt, men præsidenten har også det ultimative ansvar for alt Røde Kors’ arbejde.

Den røde tråd i fortællingen om Røde Kors i Danmark fra 1864-2019 er derfor spundet over de 24 formænd og præsidenter, som har ledet landsforeningen fra dens formelle start i 1875 og frem til i dag. Formålet er at give en overordnet beskrivelse af Røde Kors i Danmarks udvikling og arbejde. Der er skrevet meget om Røde Kors, og Røde Kors har også været genstand for videnskabelige, historiske afhandlinger, men en samlet fortælling om Røde Kors i Danmark har manglet. Sidst i fortællingen er en oversigt over anvendt litteratur, kilder m.v.

Fortællingen afdækker, at væsentlige dele af Danmarks og Røde Kors i Danmarks humanitære historie mangler at blive gjort til genstand for en grundig, faghistorisk fremstilling. Det drejer sig om det humanitære arbejde under første verdenskrig, dele af det humanitære arbejde op til, under og efter anden verdenskrig og om Danmarks humanitære arbejde under koreakrigen.

Fortællingens målgruppe er alle med interesse for Danmarks og Røde Kors i Danmarks humanitære arbejde og udvikling.

Fortællingen er udarbejdet efter aftale med Røde Kors i Danmarks generalsekretær Anders Ladekarl. Fortælleren er Røde Kors-frivillig og er resultatet af frivilligt, ulønnet arbejde. Fortælleren var i perioden 1982-2017 ansat på Røde Kors’ landskontor. Det har været et privilegium for fortælleren i denne periode at kunne følge otte Røde Kors præsidenters ledelse af landsforeningen. Deres indsats har været en inspiration til arbejdet med fortællingen. Arbejdsfællesskabet med tidligere, nationale og internationale Røde Kors-kolleger har også været en

6

inspiration. Den vigtigste inspiration er fortællerens kontakt gennem mere end 35 år med utallige Røde Kors-frivillige i Røde Kors’ afdelinger. Det er takket være deres frivillige indsats, at Røde Kors i Danmarks er landets vigtigste, humanitære forening.

I arbejdet med at skrive fortællingen har venner med tålmodighed lyttet, læst og kommenteret arbejdet. En særlig tak rettes til Jakob Mertz for mange gode råd og skarpe kommentarer. Min kone, Tinne Mogensen, har haft Røde Kors på tætteste hold i mine år i Røde Kors, og har derfor stillet mange spørgsmål, som har ført til stramninger af manuskriptet. Alle kommentarer er modtaget med taknemmelighed. Jeg har imidlertid det fulde ansvar for indholdet af fortællingen.

Februar 2020 Preben Søegaard Hansen

7

Optakten til et Røde Kors i Danmark – de to slesvigske krige 1848-1851 og 1864

Danmarks Humanitære Komité i treårskrigen i den første slesvigske krig 1848-1851 I marts 1848 begyndte treårskrigen, den første slesvigske krig, mellem Danmark og den provisoriske oprørsregering i Slesvig-Holsten. I Danmark var der stor folkelig opbakning til treårskrigen, og den folkelige opbakning til krigen omtales ofte som Ånden fra 1848.

For Danmark blev det en meget blodig borgerkrig med i omkring 1.400 dræbte og 3.600 sårede soldater. Den folkelige opbakning i Danmark til krigen kom til udtryk ved støtte til krigens faldne, til syge og sårede soldater og til soldaternes pårørende. Til det formål blev der kort før krigen bl.a. oprettet en Humanitær Komité. Komitéens fulde navn fortæller om dens opgaver: ’Komitéen for fire skilling pr. uge bidrag til støtte for vore soldaters hustruer og børn, de faldnes efterladte samt de hjemvendte sårede og døde’.

Danmarks nationale humanitære komité i den anden slesvigske krig i 1864 I løbet af 1863 blev det på grund af situationen i Slesvig-Holsten og i hertugdømmet Lauenborg mere og mere klart, at der kunne udbryde en international krig mellem Danmark og Preussen/Østrig, som støttede et selvstændigt Slesvig-Holsten. Den truende krigsfare førte til, at den humanitære komité fra treårskrigen 1848-1851 blev genoplivet og reorganiseret i 1863 i Danmarks nationale humanitære komité.

Komitéens formand blev etatsråd Jentzman. Komitéen fik til opgave at indsamle penge, tøj, mad, drikkevarer og medicin m.m. samt modtage gaver til de syge og sårede soldater og deres pårørende. Komitéen blev inddelt i en række undergrupper, som fx tog sig af: • Uddeling af penge • Fordeling af beklædning • Uddeling af sengetøj

8

Verdens første Røde Kors-armbind blev båret af Louis Appia under anden slesvigske krig. Det var autoriseret af Røde Kors Komitéen i Genève ved Gustave Moynier. Det var Moynier, som i 1874 kontaktede den danske filantrop Hans Suenson for at få stiftet en Røde Kors-forening i Danmark, hvilket Suenson gjorde.

9

• Fordeling af mad- og drikkevarer • Udlevering af tobak • Humanitære behov hos pårørende til faldne og sårede soldater.

Krigsfaren skulle hurtigt vise sig at blive til en dramatisk og blodig virkelighed, idet den anden slesvigske krig mellem Danmark og Preussen/Østrig brød ud i januar 1864. Der er nogen usikkerhed om antallet af dræbte og sårede soldater på dansk side under 1864-krigen, men et gæt foretaget af kvalificerede historikere er, at mellem 2.000 og 3.000 soldater døde på slagmarken, og at der måske har været det dobbelte antal sårede. Der er således ikke tvivl om, at behovet for humanitær hjælp var stort, og at Danmarks nationale humanitære komité stod overfor en kolossal stor og vigtig opgave.

Røde Kors Komitéen stiftes i Genève i 1863 I 1859 tørnede store hære sammen i et blodigt slag ved Solferino i Norditalien. Det var Frankrigs og Sardiniens hære mod den østrigske hær.

Resultatet af slaget ved Solferino var mere end 40.000 dræbte og sårede soldater. Genèveborgeren Henry Dunant deltog i den lokale, frivillige indsats for at hjælpe slagmarkens syge og sårede soldater. Der var et enormt behov for humanitær hjælp til de syge og sårede soldater. Arbejdet med at hjælpe gav Henry Dunant en særdeles god idé. Kort sagt gik idéen ud på at skabe fælles internationale humanitære principper for neutralt humanitært hjælpearbejde under krig. Henry Dunant beskrev idéen – senere benævnt Røde Kors-idéen – i bogen: ’Erindringer fra Solferino’, som udkom i 1862.

Der var stor international interesse for Røde Kors-idéen præsenteret i ’Erindringer fra Solferino’. Bogen var den direkte anledning til, at Henry Dunant – sammen med fire krigserfarne borgere i Genève: Gustave Moynier, Henri Dufour, Louis Appia og Théodore Maunoir – stiftede Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) den 17. februar 1863. Røde Kors Komitéens formål var kort sagt at forbedre hjælpen til syge og sårede soldater og at få staterne til at udarbejde fælles internationale regler herom.

Røde Kors Komitéens initiativ fik international opbakning. For at fremme initiativet arrangerede Røde Kors Komitéen i oktober 1863 en international humanitær konference for regeringer. Konferencen blev en succes. De deltagende stater enedes om at:

10

• der i alle lande etableres neutrale foreninger – Røde Kors-foreninger – af frivillige, som yder upartisk medmenneskelig hjælp til sårede og syge soldater • hjælpen er et supplement til den hjælp, som forsvarets sundhedstjenester i krig yder til deres syge og sårede soldater • Røde Kors-foreningerne og deres frivillige afmærkes med Røde Kors-mærket • Røde Kors-foreningerne samarbejder og støtter hinanden og • Røde Kors Komitéen i Genève kan efter egen vurdering tage humanitære initiativer og er internationalt anker for Røde Kors-foreningernes samarbejde.

Allerede måneden efter blev det første nationale Røde Kors-selskab dannet i kongeriget Württemberg i november 1863.

Danmark var også inviteret til at deltage i den humanitære konference i Genève i oktober 1863, men krigsminister Oberst Lundbye så sig nødsaget til at melde afbud på grund af den truende krigsfare. Hverken den danske regering eller Danmarks nationale humanitære komité deltog således i den humanitære konference i Genève i Schweiz, men krigsministeren forsikrede Røde Kors Komitéen om, at Danmark var meget interesseret i konferencens overvejelser og resultater.

Danmarks nationale humanitære komité og Røde Kors Komitéen i Genève under krigen i 1864 Da krigen mellem Danmark og Preussen/Østrig brød ud i januar 1864 besluttede Røde Kors Komitéen i Genève at sende to delegater til fronten, Louis Appia til den tyske side og Charles van de Velde til den danske. Oprindelig skulle Henry Dunant selv have deltaget, men han blev forhindret, og Charles van de Velde blev hans stedfortræder. Van de Velde havde ikke som Appia og Dunant konkret krigserfaring med at organisere hjælp til syge og sårede. For eksempel havde både Dunant og Appia hjulpet syge og sårede soldater efter slaget ved Solferino i 1859 i Norditalien.

Opgaven for de to Røde Kors-delegater var at berette om hjælpen, som 1864-krigens syge og sårede soldater modtog. Beretningerne skulle sendes til Røde Kors Komitéen i Genève. Beretningerne skulle bl.a. bruges til en international regeringskonference, som Schweiz indkaldte til, og som blev afholdt i august 1864. Formålet med konferencen var at blive enige om fælles internationale regler om hjælp til og beskyttelse

11

af krigens ofre.

Charles van de Velde rejste straks til Danmark. I København, på krigsskuepladsen ved Dybbøl i april 1864 og på Fyn mødte og besøgte Røde Kors-delegaten de væsentligste aktører og hospitaler, som ydede Danmarks humanitære hjælp, herunder læge- og sygeplejehjælp til syge og sårede soldater. Van de Velde mødtes bl.a. med udenrigsministeren, biskop Monrad, krigsministeren, oberst Lundbye, enkedronning Caroline Amalie, der havde været gift med Christian den 8., og som var meget aktiv i filantropisk arbejde, og ved forsvarets hovedkvarter ved Dybbøl general Steinmann, general Gerlach og stabslæge Rørbye. Røde Kors-delegaten besøgte hospitaler og lazaretter på Als, på Fyn og i København.

Van de Velde ankom til Als og Dybbøl den 14. april, hvor slaget om Dybbøl var den 18. april. Van de Velde fik således lejlighed til på tætteste hold at følge arbejdet med at hjælpe syge og sårede soldater. Alle døre var åbne for Røde Kors-delegaten.

Charles van de Veldes beretning til Røde Kors Komitéen i Genève er fuld af ros over den hjælp og pleje, som Danmark gav til syge og sårede soldater og deres pårørende. Hjælp blev ikke kun givet til egne soldater, men omfattede også hjælp og pleje til syge og sårede preussiske og østrigske soldater, som var i Danmarks varetægt som krigsfanger.

Charles van de Velde beretter, at der er stort sammenfald mellem de opgaver, som udføres af Danmarks nationale humanitære komité, og opgaverne for de nye nationale Røde Kors-foreninger. I Danmark var der dog ikke umiddelbart opbakning til alle dele af Røde Kors’ arbejde.

Der var således ikke hos forsvarets læger i Danmark opbakning til, at sygeplejersker skulle pleje syge og sårede soldater, og der var heller ikke i forsvaret opbakning til en frivillig, humanitær og neutral indsats de steder, hvor de sårede soldater blev bragt hen til behandling og pleje.

Charles van de Velde kunne heller ikke overbevise Danmarks nationale humanitære komité om behovet for et organiseret neutralt og internationalt samarbejde til at sikre hjælp til syge og sårede soldater og deres pårørende. Komitéen kunne ikke forestille sig noget, som var bedre end den danske måde at gøre det på.

Danmarks nationale humanitære komité endte dog med i et brev af 8. maj 1864 til Røde Kors Komitéen i Genève at tilslutte sig de beslutninger, som mange lande og Røde Kors Komitéen enedes om i Genève i oktober 1863. I brevet lovede komitéen at opfordre den danske regering til at arbejde positivt for virkeliggørelsen af beslutningerne. I brevet

12

opfordrede komitéen samtidig Røde Kors Komitéen i Genève til at arbejde aktivt for gennemførelsen af neutralitetsprincippet i alle lande til beskyttelse af sårede og syge soldater, deres hjælpere og de genstande, køretøjer og steder, som er nødvendige til hjælp og pleje.

For Røde Kors Komitéen i Genève betød komitéens brev, at Røde Kors Komitéen derefter betragtede Danmarks nationale humanitære komité som en neutral Røde Kors-forening.

Danmark er med til at vedtage verdens første konvention om beskyttelse af ofre for krig Efter at de militære kamphandlinger mellem Danmark og Preussen/ Østrig var afsluttet, inviterede Schweiz i august 1864 alle Europas lande, herunder Danmark samt USA, Brasilien og Mexico til en regeringskonference i Genève. Formålet med konferencen var at følge op på bl.a.

Røde Kors Komitéens opfordring om at få vedtaget internationale regler om hjælp til syge og sårede soldater i krig. Det var vigtigt at sikre, at sårede og ukampdygtige syge soldater blev erklæret neutrale, og at deres hjælpere og hjælperedskaber også blev erklæret neutrale.

Danmark bakkede op om det schweiziske initiativ, og Danmark deltog som eneste nordiske land i regeringskonferencen i Genève. Den danske regerings repræsentant var gehejmeetatsråd, dr.med. Fenger.

Den 22. august 1864 vedtog Fenger, og dermed Danmark, sammen med 11 andre lande verdens første humanitære konvention om beskyttelse af ofre for krig: Genèvekonventionen af 1864. Denne historiske begivenhed markeres i vor tid af Røde Kors i Danmark og Tysk Røde Kors. De to Røde Kors-foreninger mødes hvert år den 22. august til en højtidelighed på Dybbøl Banke foran Røde Kors-foreningernes fælles mindesten for de to første Røde Kors-delegater, Louis Appia og Charles van de Velde. Mindestenen er placeret ved stien ind til Historiecenter Dybbøl Banke.

Louis Appia og Charles van de Velde var begge på krigsskuepladsen under slaget ved Dybbøl den 18. april 1864. Begge sendte detaljerede beretninger om den humanitære indsats til Røde Kors Komitéen i Genève. Beretningerne var en del af materialet til staternes konference i Genève, som den 22. august 1864 resulterede i vedtagelsen af den første Genèvekonvention, og der er ikke tvivl om, at beretningerne havde stor betydning for forhandlingerne, som førte til konventionens vedtagelse.

13

Danmarks nationale humanitære komité fra 1863 – er den en national Røde Kors-forening?

Som en direkte konsekvens af Røde Kors’ internationale konference i oktober 1863 og vedtagelsen af den første Genèvekonvention den 22. august 1864, arbejdede Røde Kors Komitéen i Genève for oprettelsen af frivillige, neutrale Røde Kors-foreninger i alle lande. Røde Kors Komitéen tog i august 1864 Danmark med i den gruppe lande, som havde en national Røde Kors-forening. Årsagen til det var, at den danske komité i brev af 8. maj 1864 havde skrevet til Røde Kors Komitéen, og at Danmark havde været med til at vedtage den første Genèvekonvention den 22. august 1864. Andre lande, som havde vedtaget Genèvekonventionen, og som havde en national Røde Kors-forening, var: Belgien, Frankrig, Oldenborg, Preussen, Spanien og Württemberg.

Men Røde Kors Komitéen kom senere i tvivl, om foreningen i Danmark nu også var en sand Røde Kors-forening.

Tvivlen hos Røde Kors Komitéen opstod, da den i 1866 opfordrede neutrale, nationale Røde Kors-foreninger til at sende hjælp til ofrene i Italien for den preussisk-italiensk-østrigske krig, og da komitéen i 1870 opfordrede foreningerne til at hjælpe ofrene for den fransk-tyske krig i 1870-1871. I 1866 var svaret fra Danmarks nationale humanitære komité, at den stadig måtte bruge alle ressourcer på arbejdet med at hele Danmarks sår efter krigen i 1864. Samtidig udtrykker komitéen håb om, at italienernes retfærdige sag må sejre. Denne udtalelse er i strid med princippet om neutralitet. I 1870 holdt den danske komité sig uden for Røde Kors-bevægelsens arbejde for neutral humanitær hjælp til franske og tyske krigsofre.

Røde Kors Komitéen i Genève konkluderede derefter, at Danmarks nationale humanitære komité ikke kunne betragtes som en frivillig, neutral og national Røde Kors-forening, ligesom komitéen ikke kunne blive en del af Røde Kors-bevægelsen.

14

15

16

Initiativet til en Røde Kors-forening i Danmark

Initiativtager: Hans Suenson i 1875 Som følge af de negative reaktioner fra Danmarks nationale humanitære komité begyndte Røde Kors Komitéen i Genève at undersøge mulighederne for oprettelsen af en Røde Kors-forening i Danmark. Et medlem af Røde Kors Komitéen, Gustave Moynier, tog derfor i 1874 kontakt til den anerkendte danske filantrop, cand.polit. Hans Suenson, da Suenson var på besøg i Genève. Hans Suenson var i Danmark bl.a. udgiver af Tidsskrift for Filantropi. Moynier opfordrede Suenson til at tage initiativ til en Røde Kors-forening i Danmark. Hans Suenson accepterede Røde Kors Komitéens opfordring.

Tilbage i Danmark samlede Hans Suenson en kreds af ansete mænd, som støttede initiativet. Denne gruppe inviterede til et stiftende møde for at starte en Røde Kors-forening i Danmark. Mødet blev afholdt den 28. april 1875. Det stiftende møde vedtog foreningens vedtægter og valgte foreningens første bestyrelse. Dermed var Røde Kors i Danmark en realitet.

Initiativets forankring i samfundet En væsentlig årsag til, at det lykkedes at få opbakning til en Røde Kors-forening i Danmark, var, at hærens stabslæge, dr. Salomon, var tilhænger af en supplerende frivillig sygepleje. Ligeledes var der også bred opbakning til et internationalt neutralt humanitært samarbejde for at hjælpe syge og sårede krigsofre. I 1864 havde stabslæge Rørbye i Forsvaret været en stærk modstander af et sådant initiativ, og der var dengang hverken i Forsvaret eller i Danmarks nationale humanitære komité opbakning til et internationalt humanitært samarbejde.

Der er på denne baggrund ikke tvivl om, at initiativet var forankret i Forsvaret samt i de dele af landets politiske ledelse, som var tæt knyttet til Forsvaret – først og fremmest regeringen.

17

Ledelsen af Røde Kors i Danmark fra 1875 og frem til 2019 – 11 formænd og 13 præsidenter

Præsidenten er den mest betydningsfulde Røde Kors-frivillige i Danmark. Præsidenten er lederen af Røde Kors. Sådan var det i 1875, sådan er det også i dag, og sådan vil det nok også være fremover. Efter 144 år i Danmark er der ikke tvivl om, at præsidenten er afgørende for Røde Kors’ udvikling og arbejde.

I 1875 var titlen formand. I 1949 ændredes titlen til præsident. Præsidenttitlen anvendes af de fleste af verdens Røde Kors-foreninger, af Røde Kors Komitéen i Genève og foreningernes internationale Forbund, som også har hovedkontor i Genève.

Fra 1875 og frem til 1917 blev formanden valgt af bestyrelsen, som senere blev ændret til en hovedbestyrelse, som var sammensat på en måde, så formanden altid var en repræsentant for Forsvaret. Det blev ændret i 1917 og betød, at formanden, fra 1949 præsidenten, altid var en civil, ikke-militær, person. Det var uændret hovedbestyrelsen, som valgte formanden. I 1992 besluttede landsmødet, som afholdes hvert andet år, at præsidenten skulle vælges af landsmødet. Denne udvikling er også en illustration af den store betydning, som præsidenten har for en forening som Røde Kors i Danmark.

Præsidenten er den fremmeste blandt Røde Kors-frivillige og har i vedtægterne haft fleksible rammer for at udøve ledelsen af Røde Kors i Danmark. De følgende 24 fortællinger om de 11 formænd og 13 præsidenter for Røde Kors i Danmark viser, at formanden/præsidenten er den afgørende faktor for udviklingen af Røde Kors i Danmark og foreningens humanitære arbejde. Fortællingen om formændene og præsidenterne er derfor en fortælling om Røde Kors i Danmark. De 24 formænd og præsidenter fra 1875 til 2019 er: ­

18

Ludvig Henrik Carl Herman Holstein-Holsteinborg, lensgreve, overkammerherre, 1875-1876 Christian Albert Frederic Thomsen, general, 1876-1896 S.V.V. von Pfaff, generalmajor, 1896-1903 Johannes Zeuthen Schroll, generalløjtnant, 1903-1907 C.H. Arendrup, generalmajor, 1907-1911 Carl Gustav Balle, generalmajor, 1911-1913 Louis Carl Frederik Lütken, oberst, 1913-1914 S. Meyer, stabslæge, 1914-1917 Harald Høffding, professor, dr.phil., 1917-1921 Christian Magdalus Thestrup Cold, skibsreder, udenrigsminister, 1921-1932 Johan Keller Bülow, overpræsident for København, kammerherre, 1932-1945 Kai Hammerich, kommandør, formand 1946-1949, præsident 1949-1950 Hans Marius Hansen, professor, dr.phil., rektor for Københavns Universitet, 1950-1956 Louis le Maire, professor, dr.jur., direktør for Statens Sindssygehospitaler, 1956-1961 Johannes Frandsen, dr.med., fhv. medicinaldirektør, 1961-1968 Erik Husfeldt, professor, dr.med., 1968-1976 Erik Stampe, højesteretssagfører, 1976-1988 Francis Zachariae, dr.med., fhv. medicinaldirektør i Københavns Kommune, 1988-1993 Christian Kelm-Hansen, fhv. medlem af Folketinget, 1993-1997 Freddy Karup Pedersen, professor, dr.med., 1997-2005 Bodil Nyboe Andersen, fhv. direktør for Nationalbanken, 2005-2009 Susanne Larsen, fhv. adm. direktør for SAS Danmark, 2010-2014 Hanna Line Jakobsen, cand.adm.soc., fhv. formand for Ungdommens Røde Kors, 2014-2017 Sven Bak-Jensen, cand.merc., ledelseskonsulent, fhv. formand for Røde Kors i Hørsholm, 2017-

19

Ludvig Henrik Carl Herman Holstein-Holsteinborg – den første formand for Røde Kors i Danmark 1875-1876 Den politiske situation i 1870’erne i Rigsdagen, hvor Venstre har flertal i Folketinget og Højre i Landstinget, bliver beskrevet som kaotisk. Situationen ender i 1875 foreløbig med, at Højre bevarer regeringsmagten med godsejer Estrup som både statsminister (konseilspræsident) og finansminister. I 1877 regerer Estrup for første gang på grundlag af en provisorisk finanslov og imod Folketingets flertal.

I Danmark er der i disse år et omfattende foreningsliv under udvikling, og bevægelserne blomstrer. Der var tale om en folkelig mobilisering, som foregik i gymnastik- og skytteforeninger, i politiske foreninger og partier, i højskolebevægelsen, i arbejderbevægelsen og i andelsbevægelsen, og som forgrenede sig ud i alle dele af samfundet. I denne periode kan foreningen Røde Kors i Danmark ikke siges at være en del af den folkelige mobilisering, og selvom foreningens værdigrundlag nok deles af det store flertal af befolkningen, så har foreningen heller ikke en bred folkelig forankring.

Den første formand for Røde Kors blev Ludvig Henrik Carl Herman Holstein-Holsteinborg, lensgreve og overkammerherre Han havde bl.a. været statsminister (konseilspræsident) i perioden 1870-1874 og dermed en særdeles kendt person i offentligheden. I hans statsministerperiode skete der i Danmark betydningsfulde ting blandt bønder, borgere og arbejdere, hvoraf nogle er gået over i Danmarkshistorien. Nævnes kan fx: • Socialdemokratiet dannes i 1871. Ledelsen med Louis Pio i spidsen arresteres den 5. maj 1872 efter at have udtalt: ”Målet er fuldt.” Dette tolkes af politiet og den politiske ledelse som opfordring til oprør i skyggen af Pariserkommunen tidligere i 1871. Pio indkaldte til stormøde i Fælledparken.

• Slaget på Fælleden i maj 1872, hvor 74 husarer og 23 politifolk kom til skade. Øvrige tilskadekomne blev ikke registreret.

20

21

• Det Forenede Venstre, som blev dannet i 1870, fik flertal i Folketinget ved folketingsvalget i 1872, medens Landstinget domineredes af godsejerne.

• Partiet Højre blev dannet i 1881 ved sammenslutning af de Nationale Godsejere, de Nationalliberale og Mellempartiet, og de bevarede regeringsmagten.

Efter Røde Kors’ stiftende generalforsamling den 28. april 1875 udviste formanden og bestyrelsen kun beskeden handlekraft og evnede ikke at omsætte vedtægternes formål i konkrete handlinger. Formanden for bestyrelsen, L.H.C.H. Holstein-Holsteinborg var ikke nogen handlekraftig igangsætter og har formentlig heller ikke anset det som en opgave for ham, da han takkede ja til at være formand. Holstein-Holsteinborg var helt sikkert en person, som folk havde sympati for, men som nok var hævet over den virkelighed, som en forening som Røde Kors var forankret i.

Det siges dengang lidt dobbelttydigt om Holstein-Holsteinborg: ”Hans elegante personlighed, utvungne optræden og lethed i omgangen med alle samfundsklasser gjorde ham populær. Han var ikke nogen stor begavelse og besad ingen glitrende egenskaber, og han var heller ikke veltalende skønt ordene flød let nok fra hans læber når han beskæftigede sig med praktiske spørgsmål eller optrådte ved festlige lejligheder, men han havde en naturlig god forstand, megen sund sans og skønt det fortrinsvis var hans navn og sociale stilling, som bragte ham frem i forreste række, må det siges, at han arbejdede sig frem nedenfra.”

Det var således klart, også for bestyrelsen, at den ikke, som vi ville sige det i dag, var i besiddelse af de rette kompetencer. Efter et år besluttede bestyrelsen sig for en ret kontant kompetenceudvikling, og genstartede foreningen med en ny formand for bestyrelsen.

Røde Kors i Danmark stiftes officielt den 24. april 1876 For at sikre en handlekraftig bestyrelse for Røde Kors i Danmark var der i 1875-bestyrelsen enighed om, at formanden skulle udskiftes, og der skulle nogle folk ind i bestyrelsen, som havde den fornødne kapacitet, fagligt og ledelsesmæssigt til at varetage foreningens ledelse. Det skete på foreningens generalforsamling den 24. april 1876, som samtidig blev erklæret som tidspunktet for den reelle stiftelse af foreningen Røde Kors i Danmark.

22

Foreningens navn – Røde Kors i Danmark Navnet Røde Kors i Danmark blev først vedtaget af landsmødet i 2011.

Ved stiftelsen i 1875 var navnet Foreningen for syges og såredes pleje under krigsforhold. I vedtægterne blev der dengang henvist til Genèvekonventionen af 1864. Under indtryk af udviklingen i Røde Kors-foreninger i andre lande blev navnet i 1881 ændret til Det Røde Kors. I 1917 blev navnet ændret til Dansk Røde Kors, fordi foreningen blev en landsforening, og første verdenskrig betød en internationalisering af landsforeningens arbejde, og det skulle være muligt at identificere foreningen uden for landets grænser. Vedtagelsen i 2011 af Røde Kors i Danmark var for at skabe mulighed for et nutidigt, visuelt billede af Røde Kors’ status og arbejde i Danmark. I denne fortælling bruges kun betegnelsen Røde Kors i Danmark.

En forening – ikke et selskab Røde Kors i Danmark er en landsforening. På engelsk og i Genèvekonventionerne om beskyttelse af ofre for væbnede konflikter bruges betegnelsen ’society’. I den danske oversættelse af Genèvekonventionerne er society oversat til selskab. Da Røde Kors i Danmark er en landsforening bruges i denne fortælling betegnelsen nationale Røde Kors-foreninger.

Globalt er der 192 nationale Røde Kors-foreninger.

23

Christian Albert Frederic Thomsen – formand for Røde Kors i Danmark 1876-1896

General Christian Albert Frederic Thomsen blev som 49-årig formand for Røde Kors den 24. april 1876. Thomsen sad som formand frem til sin død den 28. juni 1896. Med 20 år på formandsposten er Thomsen den længst siddende formand i landsforeningens historie. Den forrige, første formand Holstein-Holsteinsborg blev siddende i bestyrelsen.

Thomsen havde betydelige lederevner, og han havde ry for at være arbejdsom, omhyggelig og forstod at administrere. I Rigsdagen med Folketinget og Landstinget var hans hjertebarn forsvarssagen. Han var kendt som en behagelig person, som forstod smidig optræden i forhandlinger. Som medlem af Folketinget var han bredt respekteret, da han som minister respekterede Folketingets flertal, og ikke kun baserede sig på et sikkert flertal i Landstinget. Da han efter svær sygdom døde i 1896, blev Røde Kors i Danmarks nekrolog offentliggjort i Den Internationale Røde Kors Komités tidsskrift.

Røde Kors i Danmark fik stor nytte af Thomsens 20 års formandskab fra 1876-1896. Thomsen var en handlekraftig leder og iværksætter, og under hans ledelse udvikledes Røde Kors i Danmark til en respekteret Røde Kors-forening i Røde Kors-bevægelsen. Nationalt blev der i denne periode iværksat mange væsentlige initiativer, som i årtier fremover i høj grad påvirkede foreningens udvikling.

Røde Kors i Danmark godkendes af regeringen den 26. juni 1876 General Thomsen søgte og fik regeringens godkendelse af foreningen som Danmarks nationale Røde Kors-forening, dels i overensstemmelse med beslutningerne på Røde Kors’ regeringskonference i Genève i oktober 1863, dels i henhold til Genèvekonventionen af 22. august 1864 om beskyttelse af syge og sårede krigsofre, som blev vedtaget med bl.a.

Danmarks deltagelse.

Regeringens godkendelse findes i brev af den 26. juni 1876 fra stats-

24

25

ministeren (konseilspræsidenten) til general Thomsen. I brevet fortæller regeringen om dens glæde over foreningens oprettelse, og samtidig oplyser regeringen, at den dels vil benytte sig af foreningens tilbud, dels støtte foreningens arbejde. Dermed var det formelle grundlag på plads, så foreningen Røde Kors og myndighederne kunne forhandle om konkrete samarbejdsområder.

Regeringens officielle godkendelse fra 1876 er stadig gældende. En vigtig konsekvens af regeringens godkendelse var og er, at det giver landsforeningen en eneret i fredstid til at bruge Røde Kors-mærket og betegnelsen ’Røde Kors’.

Røde Kors i Danmark godkendes af Røde Kors Komitéen i Genève den 21. november 1876 For at bane vejen for samarbejdet med Røde Kors-foreninger i andre lande og Røde Kors Komitéen i Genève sendte general Thomsen foreningens vedtægter til Komitéen med oplysning om regeringens godkendelse. Godkendelsen kom med Røde Kors Komitéens brev af 21. november 1876.

Dermed var alle formaliteter på plads: Foreningens formelle oprettelse som en frivillig, neutral, national Røde Kors-forening til ’syge og såredes pleje under krigsforhold’, regeringens godkendelse af foreningen og med Røde Kors Komitéens godkendelse tillige foreningens optagelse i Røde Kors-bevægelsen.

Præsident Thomsen og Røde Kors’ neutralitet C.A.F. Thomsen var kendt som officer, politiker og embedsmand og fra 1876 også som formand for Røde Kors. Thomsen var krigs- og marineminister fra december 1872, men ophørte som minister, da ministeriet Holstein-Holsteinborg gik af i juli 1874. Han blev valgt til Folketinget for partiet Højre og blev i 1884 formand for Folketingets Højre og i 1894 igen krigsminister. I perioden 1884-1894 var han direktør for Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole og gennemførte de store klassiske byggerier til højskolen på Frederiksberg, som stadig kan ses og som i dag er en del af Københavns Universitet.

Neutralitet var også dengang et ubetinget krav til de nationale Røde Kors-foreninger. Kunne formand Thomsens politiske arbejde forenes med dette krav? Svaret ville i dag være et klart nej, men dengang et ligeså klart ja! Hverken i foreningen eller andre steder blev der i den anledning stillet spørgsmålstegn ved formand Thomsens eller Røde Kors’ neutra-

26

litet. Tværtimod er det nok snarere sådan, at Thomsens politiske virke blev set som en fordel for foreningen i forhold til foreningens opgaver, og Røde Kors’ udtalelser og handlinger efterlod ikke tvivl om, at Røde Kors ville hjælpe alle ofre for krig, venner såvel som fjender.

Det er en del af neutralitetsbilledet, at Danmark dengang var et neutralt land i det internationale samfund. I Røde Kors-regi kom neutraliteten til udtryk på den måde, at Thomsen på de store, internationale Røde Kors-konferencer repræsenterede både Røde Kors i Danmark og den danske regering. Deltagerne på Røde Kors-konferencer var de nationale Røde Kors-foreninger, regeringerne og Røde Kors Komitéen i Genève.

Landsforeningens demokrati i 1876 Røde Kors i Danmark var en forening, hvor magten lå hos en bestyrelse, som var selvsupplerende og som selv valgte formanden. Bestyrelsen skulle have sin base i København, og den havde samtidig ansvaret for Røde Kors’ arbejde i Københavnsområdet. Røde Kors-afdelingerne ude i landet, ’provinsen’, havde status som ’filialer’. Filialerne fik lov til at bruge Røde Kors’ navn og Røde Kors-mærket, og de havde pligt til at rapportere til bestyrelsen i København om deres økonomi og aktiviteter. Filialerne skulle også støtte det arbejde, som blev besluttet af bestyrelsen i København. Men filialerne havde ingen formel indflydelse på – fx hvem der skulle være foreningens formand.

Den første Røde Kors-filial i Danmark blev oprettet i aarhus allerede den 17. maj 1876. Andre Røde Kors-filialer fulgte hurtigt efter i fx Hillerød, Maribo, Odense, Kolding, Randers og Viborg.

Særlige aktiviteter kunne også få lov til at bruge Røde Kors’ navn og Røde Kors-mærket. Det gjaldt fx Damekomitéen, som blev oprettet i 1882. I 1899 ændrede den navn til Dameafdelingen. Dameafdelingen fik egne afdelinger i Danmark, men formelt var den underlagt bestyrelsen i København, som dengang i øvrigt udelukkende bestod af mænd.

Se om Dameafdelingen i afsnittet om generalmajor von Pfaff, formand 1896-1903.

Foreningen havde en medlemsbase, som var knyttet til landsledelsen, dvs. bestyrelsen i København, og som er optrykt i foreningens årsberetninger. Efter en kortere periode med medlemsfremgang skrumpede medlemstallet til få hundrede. Dette holdt sig stort set uændret frem til begyndelsen af første verdenskrig i 1914.

Den demokratiske skævhed i den centrale, københavnsbaserede ledelse af foreningen Røde Kors i Danmark blev tydeligere, efterhånden

27

som der blev oprettet flere Røde Kors-afdelinger, der fik egne medlemmer, egne aktiviteter og mange aktive frivillige. Det blev især tydeligt, da foreninger i foreningen, henholdsvis Dameafdelingen og foreningen Samariten, blev etableret, men de havde ikke nogen formel indflydelse på foreningens centrale ledelse, bestyrelsen i København. De lokale Røde Kors-afdelinger ønskede også et medansvar for den centrale ledelse af foreningen. Det endte i 1917 med den første grundlæggende reorganisering af den centrale beslutningsproces i Røde Kors i Danmark.

Der fortælles mere herom i afsnittet om stabslæge S. Meyer, som var formand for Røde Kors i Danmark i perioden 1914-1917.

Den anden grundlæggende ændring af den centrale beslutningsproces i Røde Kors i Danmark fandt sted 75 år senere i 1992, hvor afdelingernes indflydelse blev markant styrket. Se afsnittet om Christian Kelm-Hansen, præsident 1993-1997.

1887 – Røde Kors i Danmark deltager for første gang i Røde Kors-bevægelsens internationale humanitære arbejde Røde Kors i Danmarks første nødhjælpsaktion blev iværksat den 14. september 1877. Under den russisk-tyrkiske krig 1877-1878 oprettede Den Internationale Røde Kors Komité i Genève et kontor i byen Trieste, som nu er en del af det nordlige Italien. Tyrkiet brugte Røde Halvmåne-mærket i stedet for Røde Kors-mærket. Komitéens kontor skulle vurdere behovet for nødhjælp og fordele nødhjælp indsamlet fra de nationale Røde Kors-foreninger. Røde Kors i Danmark arrangerede den første landsindsamling, som gav 5.100 kroner I alt blev der sendt nødhjælp og materiel for ikke mindre end 31.000 kroner, som kan omregnes til ca. 2,3 millioner nutidskroner. Nødhjælp og materiel blev sendt til både den russiske og til den tyrkiske side i krigen.

Røde Kors i Danmarks første internationale delegater, tre læger, blev udsendt den 12. december 1877. Det var lægerne Tscherning og August Price, som via Trieste rejste til Konstantinopel (nutidens Istanbul). En tredje læge, Amundsen, sluttede sig til kort efter. De tre læger arbejdede på hospitaler i Erzurum på den anatolske højslette i Tyrkiet i samarbejde med Tyrkiets Røde Halvmåne. August Price døde af tyfus i Erzurum 9. april 1878, og Røde Kors i Danmark udfærdigede bl.a. et æresdiplom til hans minde som en Røde Kors-delegat, der i arbejdet for krigens syge og sårede var ”falden på Ærens Mark”.

28

De første Røde Kors-sygeplejersker uddannes og sættes i arbejde 1878 Røde Kors i Danmark uddannede og stillede de fem første Røde Kors-sygeplejersker til rådighed for offentligheden den 1. februar 1878.

En af foreningens aktiviteter var at yde gratis pleje til ’ubemidlede familier’, hvilket blev muligt takket være økonomisk støtte fra en række velgørende fonde, institutioner m.v. I krigstid ville sygeplejerskerne blive stillet til rådighed for Forsvarets pleje af syge og sårede soldater.

Det havde været på tale at samarbejde med Diakonissestiftelsen om uddannelsen, men Røde Kors besluttede selv at stå for uddannelsen.

Røde Kors-sygeplejerskerne kom i aktion på flere måder i forhold til behovet for sygepleje i samfundet. Som noget nyt deltog fx ni af foreningens sygeplejersker fra juli til december i 1889 i en national kampagne for at forhindre en truende tyfusepidemi. Røde Kors-sygeplejerskerne arbejdede på sygehuset i Randers, og tilbagemeldingen fra sundhedsmyndighederne var, at takket være sygeplejerskernes indsats blev det ”muligt at omskabe Tøjhuset til et velordnet sygehus, der allerede den første dag kunne modtage ca. 60 syge”.

Røde Kors-sygeplejerskerne blev også en vigtig del af Røde Kors i Danmarks internationale humanitære hjælpearbejde. De første Røde Kors-sygeplejersker blev udsendt fra Danmark den 30. april 1897 til hjælpearbejdet i den kortvarige græsk-tyrkiske krig om øen Kretas status. Foreningen sendte i alt ti sygeplejersker: Christine Reinhard, Amalie Schrøder, Maria Coulthard, Anna Bang, Emma Frederiksen, Dagmar Christensen, Elise Jensen, Kamilla Borre, Kirstine Wulff og Astrid Kiær samt lægen I. A. Friis til Athen. I Athen tog sygeplejerskerne sig af syge og sårede græske soldater på tre af byens hospitaler frem til udgangen af august 1897. Lægen var aktiv tæt på fronten på den græske side af krigen.

Sygeplejen og sygeplejersker er stadig en helt central del af Røde Kors i Danmarks internationale humanitære arbejde. I 2018 har Røde Kors-sygeplejersken Lindy Lillelund på forlaget Lindhardt & Ringhof udgivet bogen ’Mellem liv og død – På job som sygeplejerske i en krigszone’. I bogen får læseren et enestående indblik i Røde Kors-sygeplejerskens arbejde, dets vilkår, muligheder og begrænsninger i krig og under flygtningekriser. Lindy Lillelund modtog i 2017 sygeplejerskernes mest prestigefyldte hædersbevisning Florence Nightingale Medaljen. Den er opkaldt efter Florence Nightingale, som er den moderne sygeplejes grundlægger, og som især er kendt fra krimkrigen 1853-1856

29

mellem Rusland og Storbritannien, Frankrig og Osmannerriget, hvor hun udførte et pionerarbejde med sygepleje af krigens syge og sårede soldater.

Siden 1913 er Florence Nightingale Medaljen uddelt hvert andet år af Den Internationale Røde Kors Komité i Genève. Den gives til sygeplejersker, som har ”udvist exceptionelt mod i konflikt- og katastrofeområder eller udført pionerarbejde inden for offentlig sundhed”. I alt har 40 danske sygeplejersker modtaget medaljen. Den første modtager var Magdalena Tidemand for sin indsats under første verdenskrig, hvor hun allerede i 1912 var udsendt som Røde Kors-sygeplejerske til krigene på Balkan.

Historien om sygeplejens udvikling i Danmark, herunder om Røde Kors i Danmark og Røde Kors-sygeplejerskernes indsats, kan opleves på Dansk Sygeplejeråds Museum i Kolding.

De første kurser i førstehjælp afholdes i 1884 I Røde Kors i Danmarks årsberetning for 1884 fortælles om positive erfaringer i Tyskland med førstehjælpsuddannede samaritter, som blev organiseret i samariterforeninger. På grundlag af de tyske erfaringer startede Røde Kors i Danmark de første kurser i førstehjælp i efteråret 1883. Kurserne i førstehjælp kaldtes samariterkurser. Erfaringerne med kurserne var positive, og arbejdet fortsattes. I begyndelsen var kurset kun for mænd, men blev i 1887 suppleret med kurser for kvinder, som var lærere. Formål: ”at virke til mere almindelig Kjendskab hos Lægmand til den første behandling af Syge, navnlig Saarede og Tilskadekomne, … inden den fornødne Lægehjælp kan bringes til stede”.

Kurser i førstehjælp og samariterarbejdet har lige siden været en hovedprioritet i Røde Kors i Danmarks nationale arbejde.

Det var den tyske læge, Friedrich Esmarch, som fandt på at bruge ordet ’samarit’ om frivillige førstehjælpere organiseret i ’samariterforeninger’ ligesom han udviklede førstehjælpskurser specielt designet til den brede befolkning. Friedrich Esmarch var fra Slesvig. Han deltog i den første slesvigske krig 1848-1851 som læge på oprørernes side, hvor han blev taget til fange. Han deltog igen som læge på tysk side i den anden slesvigske krig i 1864. På Sønderborg Slot har Museum Sønderjylland en udstilling, hvor der også er omtale af læge Esmarchs bedrifter. I Kiel i Slesvig i Tyskland er der til minde om Friedrich Esmarch opstillet en stor statue af ham.

Antallet af danskere undervist i førstehjælp efter Røde Kors’ kur-

30

susbøger kan tælles i millioner. I 2019 – mere end 130 år efter det første Røde Kors-kursus – er indholdet justeret og udvidet, men altid tilpasset behovet for førstehjælp til befolkningen. De væsentligste nyskabelser er udvendig hjertemassage og psykosocial støtte.

Den første store internationale humanitære mærkesag: Hjælp til og beskyttelse af ofre for søkrig Med afsæt i drøftelser på den 4. internationale Røde Kors-konference i 1887 i Karlsruhe i Tyskland tog Røde Kors i Danmark kontakt til Marineministeriet for at undersøge, om Genèvekonventionen af 1864 kunne udstrækkes til at omfatte søkrig. Der blev i 1889 opnået enighed mellem marineministeren og Røde Kors om et konkret forslag om hjælp til og beskyttelse af syge, sårede og af skibbrudne i søkrig.

Røde Kors i Danmark sendte forslaget til Røde Kors Komitéen i Genève og til alle andre Røde Kors-foreninger i lande, som havde en ’krigsmarine’. Der var opbakning til forslaget, og Røde Kors-foreningerne i Frankrig, Italien, Rusland, Tyskland og Østrig tog kontakt til deres respektive regeringer for at få deres opbakning. Derefter blev forslaget fremsat på den 5. internationale Røde Kors-konference i Rom i april 1892, hvor det blev positivt modtaget.

Efter Røde Kors-konferencen i Rom overtog regeringerne og Røde Kors Komitéen i Genève arbejdet med forslaget. Resultatet blev for det første, at 1864-Genèvekonventionen på en international regeringskonference i 1905 blev udvidet til at omfatte skibbrudne og syge og sårede soldater i søkrig. Dernæst blev det sikret, at Haagkonventionerne af 1899 og 1907 om midler og metoder i krig også kom til at indeholde regler om beskyttelse af ofre og skibbrudne i søkrig.

Senere Røde Kors-konferencer har også været forum for afgørende beslutninger om bedre hjælp og beskyttelse af ofre for væbnede konflikter. Den 33. internationale Røde Kors-konference afholdtes i Genève i december 2019. Konferencens hovedtema var bedre og mere sikker hjælp til og beskyttelse af ofre for væbnede konflikter. Det er desværre ikke altid, at regeringerne på Røde Kors-konferencerne følger Røde Kors-bevægelsens opfordringer. Det var således tilfældet i 1930’erne, hvor der ikke var opbakning til at udvide Genèvekonventionen til at omfatte hjælp og beskyttelse af civile. Ej heller i vor tid, hvor regeringerne ikke følger Røde Kors’ opfordringer om bedre international overvågning af Genèvekonventionerne og om bedre beskyttelse af fanger i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

31

De første to nationale humanitære mærkesager 1892 – Udbredelse af kendskabet til Genèvekonventionen Røde Kors i Danmark udtalte på et tidspunkt, at selvom Røde Kors-sagen var udbredt til hele ”den civiliserede verden”, så måtte Røde Kors desværre konstatere, at Røde Kors-sagen i Danmark kun havde ”vundet ringe Udbredelse og Forståelse”. Kendskabet til såvel Røde Kors-idéen og Røde Kors-bevægelsen som til Genèvekonventionen af 1864 var beskedent. Røde Kors’ dialog med Krigsministeriet medførte dog, at ministeriet i 1892 udgav ’Soldater-Læsning, Nr. 14’, som var skrevet af korpslæge Gordon Norrie. Det var ifølge Røde Kors’ 17. årsberetning i 1893 den første publikation i Forsvaret, hvor soldaterne i et letforståeligt sprog kunne læse om Genèvekonventionen og om dens baggrund og formål.

Arbejdet med udbredelsen af kendskabet til Røde Kors-sagen og til de internationale regler om beskyttelse og hjælp til ofre for væbnede konflikter, Genèvekonventionerne, er en grundlæggende fortalersag for Røde Kors i Danmark og for Røde Kors-bevægelsen som helhed.

Formålet er at sikre, at alle ofre hjælpes og beskyttes i situationer med væbnet konflikt og krise. Sådan var det i 1876, og sådan er det i 2019.

Et eksempel fra nyere tid: Ikke mindst takket være en ihærdig fortalerindsats fra Røde Kors i Danmark, udgav det danske forsvar i 2016 en manual for forsvarets arbejde med Genèvekonventionerne, den humanitære folkeret og menneskerettighederne under væbnede konflikter.

Manualens forord var skrevet af forsvarsministeren.

1894 – den første lov i Danmark om beskyttelse af Røde Kors-mærket Den 5. internationale Røde Kors-konference i 1892 vedtog en indtrængende opfordring til regeringerne om at gøre en ekstra indsats for at bekæmpe et stigende misbrug af Røde Kors-mærket. Røde Kors i Danmark fulgte op på opfordringen med en henvendelse til regeringen, som fik et meget positivt resultat med vedtagelse af Lov af 27. april 1894 om straf for brugen af urigtige varebetegnelser. Lovens § 6 bestemmer: ”Det er forbudt her i landet at sælge eller falholde varer, på hvilke eller på hvis etiketter eller indpakning er anbragt det i Genfer Konventionen af 22. august 1864 omhandlede mærke, det røde Kors, eller en til dette mærke svarende betegnelse eller benævnelse. Overtrædelse af denne bestemmelse straffes med bøder på indtil 100 kroner.

32

Med samme straf anses den, der uhjemlet benytter ovennævnte mærke, betegnelse eller benævnelse på skilte, i bekjendtgørelser, på regninger, fakturaer eller andre forretningsdokumenter.

Ovenstående bestemmelser kommer dog ikke til anvendelse på lovligt registrerede varemærker, der indeholder det røde Kors, men for sådanne varemærker kan fornyelse af registreringen ikke finde sted.”

I 2019 er Røde Kors’ navn og Røde Kors-mærket beskyttet i straffeloven og den militære straffelov på linje med andre internationale kendetegn.

Der er imidlertid ikke længere i dansk lovgivning konkrete lovbestemmelser om beskyttelse af Røde Kors’ navn og af Røde Kors-mærket.

Røde Kors i Danmark får statstilskud i 1887 og lønnet sekretariatshjælp i 1889 I 1887 fik Røde Kors i Danmark for første gang et statstilskud, som ikke var øremærket særlige aktiviteter eller opgaver. Statstilskuddet var på 4.000 kroner, svarende til ca. 0,3 millioner 2018-kroner, hvilket var et anseeligt beløb for den relativt lille forening, som Røde Kors var. I den anledning udtalte Røde Kors i Danmark, at man kan derefter ”ikke alene se bort fra de finansielle betænkeligheder ved den yderligere udvidelse af foreningens sygepleje- og samariterarbejde, men også give sig i færd med Løsningen af andre nærliggende opgaver”. Der tænktes især på at supplere militærets beredskab for ’lazaretaktiviteter’ i krigstid. Siden 1887 har Røde Kors i Danmark modtaget statstilskud til sit arbejde, både øremærket til aktiviteter og generelle tilskud. I 2019 modtog Røde Kors i Danmark et ikke-øremærket statstilskud på 5,3 millioner kroner.

I 1889 blev Hans Suenson, som i 1875 tog initiativet til et Røde Kors i Danmark, udnævnt til lønnet forretningsfører for Røde Kors i Danmark, hvilket han var frem til sin død i 1893. Røde Kors i Danmark har siden haft et sekretariat med lønnet medhjælp. I 1889 fik foreningen en arv på 96.000 kroner, som yderligere konsoliderede foreningens økonomi.

33

34

S.V.V. von Pfaff – formand for Røde Kors i Danmark 1896-1903

Generalmajor S.V.V. von Pfaff blev valgt som formand for foreningen Røde Kors i Danmark den 22. juli 1896. Pfaff havde ikke tidligere været medlem af bestyrelsen. Han afgik ved døden i 1903 efter seks år på posten. Der er kun få oplysninger om von Pfaff i Røde Kors’ tidsskrifter.

Kvinderne må med i arbejdet! Dameafdelingen redder foreningen i 1899 Det berettes i Tidsskrift for Røde Kors i Danmark, at der i von Pfaffs formandsperiode er ”betydelig” medlemstilbagegang. Det nævnes, at der i 1899 blot er 224 medlemmer, og tallet er for nedadgående. En gennemgang af foreningens årsberetninger viser samtidig, at foreningens ledelse ikke har sat mål for udvikling af foreningens arbejde eller ambitioner om udvikling. Røde Kors-bestyrelsens årsberetninger ligner hinanden til forveksling. Ledelsen bliver bl.a. kritiseret for ikke at engagere Røde Kors i Danmark aktivt i redningsaktiviteter, som omkring år 1900 var under udvikling i mange lande i Europa, og som i Danmark bl.a. omfattede oprettelsen af Falcks redningskorps i 1906.

Formand Pfaff og bestyrelsen er klar over situationens alvor, og efter udenlandsk forbillede ændrede de Damekomitéen til en selvstændig Dameafdeling, som bl.a. fik til opgave at oprette dameafdelinger over hele Danmark. Som det udtrykkes i Røde Kors-tidsskriftet: ”Kvinderne måtte med i Arbejdet”. Men kvinderne kom altså ikke med i ledelsen endnu. I en Røde Kors-udgivelse fra 1942 blev situationen dengang beskrevet således: “hvis derfor ikke kronprinsesse Louise (datter af Frederik den 8., æresmedlem af foreningen, protektor for dameafdelingen) havde taget Arbejdet for Røde Kors op, ville Røde Kors i Danmark formentlig være sygnet hen, og i alle Tilfælde aldrig have kunnet klare det store Arbejde, der udførtes under Verdenskrigen 1914-1918”.

35

Arbejdet med at etablere dameafdelinger blev iværksat den 1. juli 1899.

Dameafdelingernes første præsident bliver komtesse C.A. Tramp, som tiltrådte den 28. april 1900. I dameafdelingernes første år blev der oprettet 30 lokale afdelinger med 2.505 medlemmer. En stor succes i lyset af landsforeningens vigende medlemstal på blot 224 medlemmer.

Dameafdelingerne havde udelukkende fokus på nationale opgaver i fredstid: “pleje og hjælp til syge, kvæstede, skibbrudne og nødlidende under epidemier, ulykkestilfælde og andre skæbnesvangre begivenheder”. Dameafdelingerne levede deres eget liv i landsforeningen og blev afviklet efter anden verdenskrig, da deres protektor, dronning Alexandrine, døde i 1952.

36

37

Johannes Zeuthen Schroll – formand for Røde Kors i Danmark 1903-1907

Generalløjtnant Johannes Zeuthen Schroll blev valgt som formand for Røde Kors i Danmark den 13. februar 1903, og han fungerede frem til 1907. Schroll var ikke længere aktiv i Forsvaret, da han som 71-årig blev formand for Røde Kors i Danmark. Schroll blev Ridder af Elefantordenen i 1911.

Formand Schroll fulgte linjen fra den tidligere formand, generalmajor Pfaff. Der berettes ikke om nye initiativer eller om større engagement i det internationale Røde Kors-samarbejde. Det sidste havde ellers været relevant, da der i datidens verdenssamfund blev taget en række initiativer, dels i Genève i Schweiz for at forbedre hjælp og beskyttelse til ofre for krig, dels i Haag i Holland til at fremme fred, dialog og konfliktløsning mellem stater ved bl.a. at sætte grænser i krig for brug af visse metoder og krigsmidler. Som nævnt i afsnittet om formand Thomsen havde Røde Kors i Danmark taget initiativer, som var aktuelle i både Genève og Haag, og der blev fx indført regler om hospitalsskibe, om registrering m.v. af krigsfanger, og at hjælpe- og beskyttelsesarbejde for krigsfanger kunne varetages af Røde Kors.

38

39

40

C.H. Arendrup – formand for Røde Kors i Danmark 1907-1911

Der er ikke i Tidskrift for Røde Kors i Danmark konkrete oplysninger om generalmajor Arendrup. Efter at Arendrup forlod formandsposten, fortsatte han med at arbejde i Røde Kors. Da landsforeningen i 1917 blev reorganiseret, blev Arendrup medlem både af den nye hovedbestyrelse og af hovedbestyrelsens nye forretningsudvalg.

Den første samarbejdsaftale mellem Forsvaret og Røde Kors i Danmark – 1909 Under Arendrups formandskab for Røde Kors i Danmark blev der for første gang indgået to generelle samarbejdsaftaler mellem henholdsvis Krigsministeriet og Marineministeriet og Røde Kors i Danmark. Formålet med aftalerne var, at Røde Kors i Danmark i en krigssituation kunne supplere Forsvarets sundhedstjeneste med førstehjælps- og samariterarbejde. Aftalerne blev indgået den 28. maj 1909 og undertegnet af formand Arendrup og konseilspræsident (statsminister) og forsvarsminister N. Neergaard. Aftalens officielle titel var ’Overenskomst mellem de militære ministerier og foreningen Det Røde Kors og dens anerkendelse som hjælpeforening for det militære sundhedsvæsen’.

Fra regeringens anerkendelse i 1876 af Røde Kors i Danmark skulle der således gå 33 år, før regeringen og Røde Kors rent faktisk kunne blive enige om en sådan aftale.

Hjælpen til det militære sundhedsvæsen skulle primært udføres af Røde Kors-samaritter organiseret i sanitetskolonner. Det blev ordnet på den måde, at samaritterne i de lokale Røde Kors-afdelinger fra 1910 også organiserede en såkaldt krigskolonne, dvs. en gruppe samaritter, som var særligt uddannet til at hjælpe i krigssituationer.

Foreningen ’Samariten’ dannes af Røde Kors i Danmark i 1911 Overenskomsten mellem Forsvaret og Røde Kors i Danmark blev dog aldrig udmøntet i mere konkrete aftaler, dvs. aftaler, som på grund-

41

lag af varetagelsen af konkrete aktiviteter, udløste økonomisk støtte til Røde Kors’ krigskolonner. Samaritterne var imidlertid meget aktive, og lokalt afholdt samariterkolonnerne øvelser arrangeret af Forsvarets sundhedstjeneste. Denne aktivitet foregik imidlertid uafhængigt af de to overordnede samarbejdsaftaler og må tilskrives dels interesse i dele af Forsvaret for konkret samarbejde med Røde Kors, dels at Røde Kors-samaritternes førstehjælps- og plejekompetencer kunne bruges af Forsvaret.

Røde Kors-afdelingernes samariterarbejde var således fra 1909 under hastig udvikling, og den 6. oktober 1911 oprettede Røde Kors i Danmark derfor foreningen ’Samariten’. Den første kendte samaritervagt blev afholdt allerede i 1887. Oprettelsen af Samariten i 1911 var resultatet af et intensivt lobbyarbejde fra en række af Røde Kors-afdelingernes samariterkolonner, som ønskede mulighed for udvidet førstehjælpsarbejde til bl.a. at omfatte ambulancevirksomhed m.v. Samariterarbejdet var organiseret i en særskilt forening i foreningen helt frem til 1992, hvorefter samariterarbejdet fik status som en aktivitetsgruppe i den lokale Røde Kors-afdeling.

Med oprettelsen af Samariten i 1911 havde Røde Kors i Danmark to formelle foreninger under sin paraply: Dameafdelingen og Samariten.

Antallet af samaritter toppede under anden verdenskrig med 24.000 samaritter. Samariterarbejdet er stadig en kerneaktivitet for Røde Kors i Danmark og er i 2019 tillige en del af Danmarks nationale og internationale katastrofeberedskab.

Umiddelbart efter at generalmajor Arendrup havde forladt posten som formand for Røde Kors Danmark, men fortsat var med i Røde Kors’ ledelse, blev han et fremtrædende medlem af en gruppe konservative forsvarsvenner. de indsamlede hvad der svarer til ca. 30 millioner nutidskroner, som skulle bruges til omgående bygning af en militær forsvarsinstallation nord for København. Beløbet blev overrakt til kong Christian 10. den 30. december 1912 med opfordring til kongen om at sikre, at pengene af regeringen blev brugt som ønsket af forsvarsvennerne. Opfordringen til kongen skete uden hensyn til, at Danmark også dengang havde et konstitutionelt monarki, hvor den udøvende magt varetages af regeringen. Den 3. januar 1913 måtte kongen derfor sende beløbet retur med henvisning til, at det var en sag for regeringen.

Kongen undlod dog ikke til regeringens store irritation at rejse sagen på et møde i Statsrådet.

42

43

44

Carl Gustav Balle – formand for Røde Kors i Danmark 1911-1913

Generalmajor Carl Gustav Balle fik kun to år på posten som formand.

Han døde i 1913 i en alder af 59 år. I perioden fortsatte diskussionen om foreningens mål og demokrati. Dette beskrives nærmere i afsnittet om oberst Lütken, formand 1913-1914, og i afsnittet om stabslæge Meyer, formand 1914-1917.

Washingtonkonferencen i 1912 I 1912 afholdtes den 9. internationale Røde Kors-konference i Washington, USA. På konferencen, ’Washingtonkonferencen’, enedes regeringerne, Røde Kors Komitéen i Genève og de nationale Røde Kors-foreninger som noget nyt om detaljerede retningslinjer for Komitéens og Røde Kors-foreningernes arbejde med syge og sårede soldater, skibbrudne og krigsfanger. Som noget nyt og meget væsentligt blev der aftalt mere detaljerede rammer i krig dels for Røde Kors’ sygepleje- og samariterarbejde, dels for de såkaldte oplysningsbureauer for krigsfanger, som kunne drives af såvel Røde Kors Komitéen i Genève som af de nationale Røde Kors-foreninger.

Et oplysningsbureau for krigsfanger skulle sikre forbindelsen mellem krigsfanger og deres pårørende, bringe humanitær hjælp til krigsfangerne og ved besøg i krigsfangelejre og dialog med de ansvarlige lejrmyndigheder, overvåge og rapportere om krigsfangernes opholds- og levevilkår.

Washingtonkonferencen skabte på denne måde grundlaget for Røde Kors’ omfattende humanitære arbejde under den første verdenskrig, som brød ud den 1. august 1914, kun to år efter konferencen.

Røde Kors i Danmark havde to fagligt kompetente deltagere med i Washingtonkonferencen. Den ene var oversygeplejerske Cecilie Lütken, søster til den oberst Lütken, som blev foreningens formand i 1913.

Den anden var stabslæge S. Meyer, som blev foreningens formand i 1914. Cecilie Lütken omtales i afsnittet om sin bror, oberst Lütken.

45

Louis Carl Frederik Lütken – formand for Røde Kors i Danmark 1913-1914

Oberst Louis Carl Frederik Lütken var foreningens formand fra den 21. juni 1913 til den 1. august 1914. Lütken levede fra den 19. april 1863 til den 27. juni 1918, hvor han døde som 55-årig.

Oberst Lütken blev landets første departementschef i 1905. Det var for Krigsministeriets administration, og han var departementschef frem til 1909. I den periode vedtoges Genèvekonventionen af 1906 og Haagkonventionerne af 1905 og 1907. Genève- og Haagkonventionerne indeholdt regler for metoder og midler i krig og om hjælp til og beskyttelse af ofre for krig. Der er ikke tvivl om, at oberst Lütken havde et indgående kendskab til reglerne, som bl.a. gav de overordnede rammer for Røde Kors-foreningernes humanitære arbejde under krig. I sin formandsperiode fik Lütken under ophold i Berlin endvidere indblik i, hvordan reglerne blev gennemført nationalt i Preussen for Preussisk Røde Kors, som varetog førstehjælps- og sygeplejeaktiviteter for den preussiske hær. Oberst Lütken var sammen med sin søster, oversygeplejerske Lütken af den opfattelse, at Røde Kors i Danmark burde organiseres som Preussisk Røde Kors.

I forlængelse af Genève- og Haagkonventionerne indgik Røde Kors i Danmark aftaler med Krigs- og Marineministerierne i 1909 om foreningens humanitære arbejde for hæren og flåden i krigstid. Aftalerne blev som tidligere omtalt ikke omsat til konkrete initiativer, men forhindrede ikke, at Røde Kors-samariterarbejdet i Danmark var under stadig udvikling. Dette var også tilfældet i andre landes Røde Kors-foreninger. Denne internationale udvikling af Røde Kors’ samariterarbejde var grundlaget for beslutninger i 1912 på den ovenfor omtalte Washingtonkonference, som dels gav mere præcise og skarpe regler for Røde Kors-foreningernes arbejde under krig, dels prioriterede samariterarbejdet.

Formand Lütkens sympati for den preussiske model, som byggede på et lokalt forankret samariterarbejde, betød, at han arbejdede for mo-

46

47

dellens gennemførelse i Røde Kors i Danmark. Han havde opbakning fra samaritterne og samariterkolonnerne, og han samarbejdede bl.a. tæt med Røde Kors-filialen i Viborg, som blev ledet af overlæge P. Videbæk og apoteker Andreasen, der var kolonnefører for Viborg-samaritterne.

Lütken kunne dog ikke i landsforeningens centrale ledelse mønstre et flertal for sine forslag. Den 1. august 1914 forlader han formandsposten. Lütken ender med i 1915 også at forlade Røde Kors’ centrale ledelse.

Lütken fortsætter dog med at arbejde for en ændring af Røde Kors i Danmark. Det centrale budskab er, at: ”foreningen fra at være en speciel Københavns forening nu måtte gå over til at blive en landsorganisation”. Lütken var en meget skarp og nok også en skrap debattør. Med baggrund i forslaget om at ændre foreningens demokrati angreb Lütken i 1915 i dagbladet National Tidende således offentligt ledelsen af Røde Kors i Danmark. Røde Kors’ ledelse havde nu stabslæge S. Meyer som formand. Han imødegik angrebet med at henvise til, at det sker på et ”særligt kritisk tidspunkt”, og at bladets læsere ikke alle har forudsætningerne for at kunne foretage ”en rigtig vurdering af forholdene”.

At Lütken kunne være noget fremfusende var ikke noget nyt og kom fx til udtryk i 1880’erne, da han som løjtnant i forsvaret blev idømt ”en måneds arrest for hård fremfærd over for mandskabet”.

Sygeplejerske Cecilie Lütken og oberst C.L.F. Lütken – to søskende og Røde Kors-aktivister Cecilie Lütken blev uddannet som sygeplejerske ved militærhospitalet i København i 1898. Hun blev med det samme engageret i udviklingen af sygeplejen i militæret samt i sygeplejerskernes organisatoriske arbejde i Danmark. Cecilie Lütken var i 1899 med til at stifte Dansk Sygeplejeråd, som hun blev æresmedlem af i 1949.

Som sygeplejerske blev Cecilie Lütken aktiv i Røde Kors i Danmark, som dels uddannede sygeplejersker, dels arbejdede med hjemmesygepleje. Cecilie Lütken var drivkraften i arbejdet med at engagere frivillige kvinder i det militære sygeplejearbejde. I 1910 lykkedes det at få uddannet enkelte kvinder til denne aktivitet, hvilket foregik på Røde Kors’ sygeplejeskole i København. De frivillige kunne imidlertid ikke fastholdes, og aktiviteten måtte senere opgives.

Cecilie Lütken var tæt knyttet til broderen Frederik Lütken, oberst og formand for Røde Kors i Danmark 1913-1914. Oberst Lütkens engagement i forsvaret og især i Røde Kors i Danmark fik stor betydning

48

for Cecilie Lütkens liv. I perioder kørte de et parløb for at udvikle Røde Kors i Danmark til en ægte lokalt forankret landsforening, der ikke skulle være afventende og passiv, men aktiv og hjælpende.

Cecilie Lütken repræsenterede flere gange Røde Kors i Danmark og Krigsministeriet på møder i udlandet. Som nævnt i afsnittet om formand Balle, deltog Cecilie Lütken i Røde Kors’ Washingtonkonference i 1912, og hun repræsenterede i flere omgange Krigsministeriet og regeringen på møder i Berlin bl.a. om samarbejdet i krig mellem civil (fx Røde Kors’) og militær sygepleje.

Da første verdenskrig brød ud den 1. august 1914, blev Cecilie Lütken engageret i Røde Kors i Danmarks humanitære krigsarbejde. Efter foreningens reorganisering i 1917 blev hun medlem af foreningens nye hovedbestyrelse og hovedbestyrelsens forretningsudvalg, hvilket ikke var tilfældet for hendes brors vedkommende.

Ved afslutningen af første verdenskrig blev Cecilie Lütken udlånt til Britisk Røde Kors, som i en kort periode var til stede i København. Opgaven var at bistå Britisk Røde Kors med organiseringen af sygepleje m.v. ved hjemsendelsen af 100.000 engelske krigsfanger. De skulle fra krigsfangelejre i det østlige Tyskland sejles til København og, efter et kort ophold i København, videre med skib hjem til Storbritannien. Dette var blot den første af mange hjælpeaktioner, som Cecilie Lütken var en del af i årene efter første verdenskrig og frem til hendes pensionering.

Som det fremgår, var Cecilie Lütken en dygtig, organisatorisk begavet og særdeles engageret sygeplejerske. Men hun var mere end det.

Hun var også nysgerrig på verden, og hun elskede at rejse ud og opleve andre folk og lande. Hendes første store rejse var i 1903, en seks måneders tur til Østen. Hun skulle ikke betale for rejsen, da hun, som det også skete for en del andre fremtrædende borgere i Danmark, var inviteret af H.N. Andersen, stifteren og lederen af rederiet Østasiatisk Kompagni, ØK. Efter første verdenskrig blev Cecilie Lütken medlem af Hovedstadens Røde Kors-afdeling, og hun var i 1923-1924 formand for afdelingen. I 1944 blev Cecilie Lütkens erindringer udgivet som bog. Hun døde 86 år gammel den 7. maj 1950.

49

50

S. Meyer – formand for Røde Kors i Danmark 1914-1917

S. Meyer, stabslæge i Forsvaret, var formand for Røde Kors i Danmark fra den 1. august 1914 til 28. juni 1917.

Det var første gang, at Forsvarets stabslæge blev formand for Røde Kors i Danmark. Embedet som Forsvarets stabslæge var helt central, når det drejede sig om samarbejdet mellem Forsvaret og Røde Kors i Danmark. Stabslæge Meyer blev formand for Røde Kors i Danmark på netop den dag, da den første verdenskrig brød ud.

Det lykkedes som bekendt Danmark at holde sig neutral under første verdenskrig sammen med lande som Schweiz, Holland, Norge og Sverige. Røde Kors i Danmark blev mobiliseret af Røde Kors Komitéen i Genève og den danske stat til en humanitær indsats for krigens ofre, først og fremmest syge og sårede soldater og krigsfanger.

Røde Kors i Danmarks humanitære arbejde under første verdenskrig og oprettelse af kontor for krigsfanger Takket være Danmarks neutralitet og støtte kunne Røde Kors i Danmark udføre et omfattende humanitært arbejde under første verdenskrig. Arbejdet omfattede: • Udsendelse af nødhjælp bestående af såkaldte ambulancer med læger, sygeplejersker, medicin, medicinsk udstyr og levnedsmidler. Det drejede sig bl.a. om hjælp til Rusland 1915-1918, Serbien 1915, Estland 1919, Østrig og Ungarn i 1919 og borgerkrigen i Finland 1918.

• I 1917 igangsattes på opfordring af Røde Kors Komitéen i Genève behandling og pleje i Danmark af syge og sårede krigsfanger fra Østfronten. Der blev bygget to nye lejre i Horserød i Nordsjælland for russiske krigsfanger og Hald ved Viborg for tyske og østrig-ungarske krigsfanger.

• Et omfattende humanitært arbejde for krigsfanger på Østfronten og internationalt samarbejde herom. Arbejdet blev, efter aftale med Røde Kors Komitéen i Genève, organiseret som en del af Røde Kors

51

i Danmark i et krigsfangekontor bestående af fem store enheder: – en brevafdeling – en pakkeafdeling – et centralkontor til koordination af Røde Kors’ delegationer i Sankt.

Petersborg, Berlin, Wien og Paris – et centralkontor for udsendelse af delegater og – en bogafdeling (’bellibria’).

• International konference i 1917 i København for de krigsførende på Østfronten, som enedes om fælles regler for beskyttelse og hjælp til krigsfanger.

Arbejdet i Danmark med et krigsfangekontor begyndte den 3. oktober 1914. Den dag modtog Røde Kors i Danmark et telegram fra Den Internationale Røde Kors Komité i Genève, hvori Røde Kors Komitéen opfordrede Røde Kors i Danmark til at oprette et krigsfangekontor for krigsfangerne på Østfronten. Det drejede sig om fanger fra Tyskland, Rusland, Østrig-Ungarn, Rumænien og Tyrkiet.

Der var en meget konkret anledning til Røde Kors Komitéens opfordring. Da første verdenskrig brød ud var det klart for Røde Kors Komitéen, at der ville blive tale om et større antal krigsfanger, og at der ville blive behov for oprettelse af et centralt krigsfangekontor i komitéens hjemby, Genève i Schweiz. I Schweiz var situationen imidlertid, at der ikke var nogen direkte kommunikationsforbindelse, dengang telegraf, til Rusland. Men en sådan forbindelse havde Danmark med en direkte telegraflinje fra København til Sankt. Petersborg i Rusland. Derfor sendte komitéen den 3. oktober telegrammet til Røde Kors i Danmark, som straks tog positivt imod komitéens opfordring.

Under første verdenskrig var der derfor to krigsfangekontorer: Et kontor i Genève for krigsfanger taget på Vestfronten, drevet af Røde Kors Komitéen, og et kontor i København for krigsfanger taget på Østfronten, drevet af Røde Kors i Danmark.

Røde Kors’ krigsfangekontor i Danmark blev centrum for et omfattende humanitært arbejde, som omfattede mindst 764 medarbejdere.

Krigsfangekontoret havde lokaler i det nybyggede Christiansborg Slot, på Rådhuspladsen 2, på Ny Carlsberg Vej 142 og i Christian den 9.’s Palæ på Amalienborg.

Krigsfangekontorets arbejde voksede i takt med, at antallet af krigsfanger voksede. I 1916 bliver arbejdet organiseret i en fælles komité med et præsidium under Røde Kors i Danmark. Kontorets præsidium

52

havde prins Valdemar som ærespræsident og som medlemmer foreningens formand og lederne af krigsfangekontorets afdelinger. Ledelsen fik stor handlefrihed dels i forhold til den øvrige del af Røde Kors i Danmark, dels i forhold til Røde Kors Komitéen i Genève. I afsnittet om Harald Høffding, som var leder af kontorets bogafdeling og formand for Røde Kors i Danmark 1917-1922, beskrives forskellige aspekter af krigsfangekontorets arbejde, herunder krigsfangekonferencen i 1917, hvor fjenderne på Østfronten i første verdenskrig for første gang mødtes i humanitetens tjeneste.

Det er en væsentlig mangel i dansk historieskrivning, at den samlede historie om Danmarks og Røde Kors i Danmarks enestående, humanitære indsats under første verdenskrig stadig ikke er skrevet. Det var Danmarks neutralitet under den første verdenskrig, som muliggjorde den humanitære indsats for krigsfanger, og den kunne indpasses i Danmarks sikkerhedspolitik, som gik ud på dels at undgå at blive militært inddraget i krigen, dels at bevare muligheden for Sønderjyllands genforening med Danmark.

Det hører også med til fortællingen om krigsfangekontorets arbejde, at Kongehuset, hvor prins Valdemar var blevet ærespræsident for krigsfangearbejdet, havde tætte familiebånd til zar-regimet og derfor kunne spille en aktiv rolle for at sikre kommunikationen mellem krigsfangekontoret og Rusland. Efter oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 blev forbindelserne vanskeligere, og i 1919 måtte krigsfangearbejdet i Rusland ophøre.

Foreningens demokrati i 1917 Foreningens formand S. Meyer forsvarets stabslæge havde ved sin tiltræden den 1. august 1914 ikke kun den første verdenskrig som udfordring. Formand Meyers hovedopgave blev at føre foreningen ind i en ny og mere demokratisk tidsalder. Som bekrevet af Harald Høffding, foreningens formand fra 1917, var situationen såvel ved foreningens stiftelse i 1876 som i 1914 den, at: ”Tidligere havde en bestyrelse i København haft ledelsen, og afdelingerne uden for København betragtedes blot som filialer.”

Samtidig var bestyrelsen i København selvsupplerende. Den selvstændige Dameafdeling var etableret i 1899, foreningen Samariten i 1911 og krigsfangekontoret i 1914. Hverken Dameafdelingen, foreningen Sama-

53

riten eller krigsfangekontoret havde formel indflydelse på bestyrelsen i København.

I årene op til at stabslæge Meyer blev formand i 1914, var der stor utilfredshed med den centrale ledelse i København, som i realiteten i henhold til vedtægterne kunne handle uden at inddrage lokalforeningerne, Dameafdelingen og foreningen Samariten. Kritikken af den manglende legitimitet blev koblet sammen med et ønske om, at foreningen i langt højere grad skulle være udfarende og aktiv fremfor passiv og afventende. De aktive var især repræsenteret af samariterkolonnerne. Det lykkedes først for kolonnerne at få et møde med den centrale ledelse den 25. oktober 1915.

På mødet med den centrale ledelse opnåede kolonnerne ledelsens tilsagn om nedsættelse af et udvalg, som skulle udarbejde nye vedtægter for en landsforening Røde Kors i Danmark. Der var lagt op til, at de centrale elementer i et nyt sæt vedtægter skulle være, at hovedbestyrelsen have repræsentation fra hele landet, at alle aktivitetsområder skulle være repræsenteret i hovedbestyrelsen, at København ikke havde flertallet i hovedbestyrelsen og at hovedbestyrelsen skulle vælge foreningens formand og ledelse. Udvalget blev nedsat, men var ikke af den hurtige slags.

På foreningens generalforsamling den 6. maj 1916 fortsatte debatten om foreningens fremtidige organisering. Foreningens tidligere formand, oberst Lütken, talsmand for filialen Viborg Røde Kors og for initiativet med nye vedtægter, klagede på generalforsamlingen over, at det nedsatte udvalg arbejdede meget langsomt. For at styrke det medlemsbaserede demokrati var Lütken også talsmand for iværksættelse af massiv medlemshvervning. Målet var, at foreningen i stedet for 3-400 medlemmer skulle komme op på 100.000 medlemmer. Formanden, S. Efter fremsættelse af et konkret vedtægtsforslag fortsatte debatten på et møde den 25. november 1916 for delegerede, som repræsenterede alle dele af foreningen. To helt centrale problemstillinger var, om Røde Kors i Danmark skulle være en medlemsbaseret landsforening med afdelinger og amtsforeninger i hele landet, og om hovedbestyrelsen skulle have et født flertal bestående af repræsentanter fra København. Der var kamp til stregen og afstemninger ved navneopråb. Fx stemte kun k medens ni stemte ja og seks stemte ikke.

Det var kun foreningens generalforsamling, som kunne ændre vedtægterne for Røde Kors i Danmark. Den 12. maj 1917 samledes generalforsamlingen, og først efter ganske svære forhandlinger fik foreningen

54

nye vedtægter. Resultatet af generalforsamlingen var, at Røde Kors i Danmark blev en landsforening, hvis øverste myndighed er generalforsamlingen. Medlemmerne er organiseret i Røde Kors-afdelinger og afdelingerne i amtsforeninger, som er repræsenteret i en hovedbestyrelse, hvor København ikke har et født flertal. Hovedbestyrelsen vælger foreningens formand og et forretningsudvalg. Efter vedtagelsen afgav formanden sin beretning for foreningens virksomhed og regnskab for 1916 til generalforsamlingen. Beretningen var en indikator for behovet for forandring. Beretningen lød således: ”Året har været en tro afspejling af 1915”.

Da generalforsamlingen sluttede, var den gamle organisation nedlagt, og der var skabt en ny landsforening. Formand Meyer, meddelte, at han ikke ønskede at være en del af den nye forening. Hovedbestyrelsen for den nye forening blev sammensat den 28. juni 1917. I hovedbestyrelsen blev ’Viborggruppen’ repræsenteret af overlæge Videbæk og apoteker Andreasen, og krigsfangekontoret blev repræsenteret af Harald Høffding. Men oberst Lütken, der havde været en central talsmand for forandringen, blev ikke en del af den nye hovedbestyrelse og forlod senere Røde Kors. Foreningens nye vedtægter blev trykt i Tidsskrift for Røde Kors, nr. 10, juni 1917.

55

56

Harald Høffding, – formand for Røde Kors i Danmark 1917-1921

Harald Høffding, professor, dr.phil., blev formand for Røde Kors i Danmark den 28. juni 1917. Harald Høffding var da 74 år. Valgperioden var uændret fire år, dvs. frem til den 30. maj 1921.

Landsforeningen Røde Kors i Danmark stiftes Valget af Harald Høffding skete efter landsforeningens nye vedtægter, ofte omtalt som Røde Kors’ nye forfatning. Signalet til omverdenen var, at der i Danmark nu var et nyt Røde Kors, en ægte landsforening, med en for landet repræsentativ hovedbestyrelse. I hovedbestyrelsen blev det drøftet, om 1917, i stedet for 1876, skulle markeres som året, hvor Røde Kors i Danmark blev stiftet. Man holdt dog fast i 1876 som stiftelsesåret, da regeringen det år formelt gav Røde Kors i Danmark status som hjælpeforening i henhold til Genèvekonventionen, og at foreningen i 1914 netop i henhold til Genèvekonventionen havde startet et omfattende hjælpearbejde for de krigsførende parter på Østfronten under første verdenskrig.

Landsforeningen vælger Harald Høffding til formand Harald Høffding var medlem af den nye hovedbestyrelse, men det kom som en overraskelse for ham, at han på hovedbestyrelsens møde i juni 1917 blev foreslået som formand for landsforeningen. Harald Høffding tog imod udfordringen og blev valgt, og han blev dermed automatisk formand for hovedbestyrelsen og for hovedbestyrelsens forretningsudvalg. Op til hovedbestyrelsens møde havde andre kandidater været i spil, men takket nej, og man, det vil sige den afgående formand og personerne omkring ham, var faktisk kommet i forlegenhed for en kandidat. Efter valget fandt Høffding ud af den rette sammenhæng ved at læse den afgåede formands breve herom i formandsmappen, men det kom heldigvis for Røde Kors ikke til at betyde noget for, hvad der skulle vise sig at blive et særdeles aktiv og betydningsfuldt virke som

57

formand for Røde Kors i Danmark. Om forgængerens efterladte formandsbreve bemærker Høffding tørt i sine erindringer, at ”afgåede formænd aldrig bør efterlade den slags skrivelser i deres mappe”.

Harald Høffdings vej ind i Røde Kors Harald Høffdings vej til Røde Kors gik via krigsfangearbejdet. På opfordring af bibliotekar Vilhelm Slomann i Aarhus var Høffding i 1915 med til at danne ”Den danske Komité for Bogsamlinger til Krigsfanger”. Høffding blev formand for komitéen, som med det samme fik tilladelse til at bruge Røde Kors’ navn og mærke. I begyndelsen arbejdede bogkomitéen for indsamlede midler, men blev så en del af Røde Kors’ krigsfangekontor under navnet bogafdelingen, der blev finansieret af staten. Som leder af bogafdelingen blev Høffding medlem af hovedbestyrelsen.

Arbejdet med at sende bøger til krigsfanger var en nyskabelse og blev anerkendt af de krigsførende og af Røde Kors Komitéen i Genève som et væsentligt bidrag til at afhjælpe og forebygge ’lejrkuller’. Bogafdelingen fik stillet store lokaler til rådighed på Carlsberg i København, som kunne rumme op til flere hundredtusinder bøger, klar til at blive sendt til krigsfangelejre på Østfronten. Bogaktiviteten blev kendt og værdsat af krigsfangerne. Nogle af disse var filosoffer ligesom Harald Høffding og kendte til Høffdings værker, som var internationalt anerkendte. For nogles vedkommende var de oversat til mere end ti sprog.

Der kom derfor også konkrete anmodninger om værker fra fangne filosoffer, og Høffding ”benyttede da, hvad jeg kunne undvære i mit eget bibliotek” i hjemmet, som var Carlsbergs æresbolig i København.

Harald Høffding – filosof, samfundsdebattør, radikal demokrat Harald Høffding var uddannet teolog, men skiftede til filosofi, og blev dr.phil. og professor i filosofi ved Københavns Universitet. Hans videnskabelige værker og bøger høstede stor anerkendelse både hos fagfæller og mere bredt. De blev som nævnt ovenfor oversat til mange sprog og blev bl.a. brugt til faget filosofikum på mange universiteter rundt omkring i verden. På den måde fik studenter verden over kendskab til Harald Høffding. Mange af disse blev under første verdenskrig taget som krigsfanger og kom til at nyde godt af bogafdelingens arbejde. Efter indstilling fra Videnskabernes Selskab blev Harald Høffding i 1914 den første beboer af Carlsbergs æresbolig i Valby i København. Begrun-

58

delsen var Høffdings internationalt og nationalt anerkendte indsats som filosof. Så sent som omkring 1960 blev hovedværket ’Den humane etik’ nyudgivet i USA. Harald Høffding var indehaver af ikke mindre end seks akademiske doktorgrader tildelt for videnskabelige afhandlinger. Således tildeltes Høffding en doktorgrad af universitetet i Genève, hvor Røde Kors’ hovedsæde ligger, for en bog om bysbarnet, filosoffen Jean Jacques Rousseau. Når Høffding som Røde Kors-præsident var til møde i Genève, blev han inviteret til at holde gæsteforelæsninger på Genève universitet. Her, som andre steder, var Høffdings forelæsninger velbesøgte.

Høffding var en særdeles god formidler, og han var ikke bange for at træde ud af videnskabens verden og omsætte sin filosofi til samfundsholdninger og praktisk handling.

Høffding blev derfor også aktiv i politik. Anledningen var Estrup-regeringens vedtagelse i 1877 af den første provisoriske finanslov, som skete imod Folketingets flertal for at sikre store bevillinger til forsvaret.

Høffding mente som mange andre, at folket skulle inddrages i en så vigtig beslutning, og at landet ikke var i en nødretssituation, som kunne begrunde Estrups måde at regere på. Høffding blev aktiv i Venstre, blev i 1884 formand for en liberal vælgerforening i København (Frederiksberg) bestående af venstrefolk, socialdemokrater og liberale højrefolk. Høffding optrådte offentligt på politiske møder – engang på et podie sammen med socialdemokrater. Dette faldt universitetets ledelse for brystet. Ledelsen mente, at en universitetslærd ikke skulle nedlade sig til at tale for et sådant forum. Der var en drøftelse i ledelsen om at få Høffding afskediget. Det blev dog ’kun’ til en advarsel, og den holdt ham ikke tilbage fra at deltage i den offentlige debat, hvor han var aktiv til systemskiftet og parlamentarismens indførelse i 1901 og indtil Venstre i 1905 blev delt i Venstre og Det Radikale Venstre. Høffding kunne ikke tilslutte sig nogen af retningerne og endte med at være partipolitisk neutral.

Høffdings hjerte bankede for den sønderjyske sag. Som barn oplevede Høffding Ånden fra 1848. Efter nederlaget i 1864 arbejdede han for at sikre danskheden i de tabte områder. Høffding var bl.a. med til at stifte en forening, som i det stille arbejdede for den sønderjyske sag.

Han var også med til at stifte en fond, som indsamlede store pengebeløb, der blev deponeret i Haderslev bank, og som skulle bruges til at støtte dansksindedes landbrug, hvor prioritetsgæld var en risiko for, at den tyske regering ville opkøbe deres gårde. Der blev også via fonden, og det i det meget stille for ikke at give anledning til tysk vrede og

59

repressalier, kanaliseret penge fra den danske regering og finansloven til dette formål. Høffding rejste meget i det sønderjyske og var i tæt kontakt med ledende forkæmpere som C.V. Clausen og H.P. Hanssen.

Selv gjorde Harald Høffding ikke meget væsen af den betydningsfulde indsats for den sønderjyske sag, men det bør nævnes, at H.P. Hanssen i den tyske Rigsdag i Berlin fremhævede Harald Høffding som en af de ”fremragende repræsentanter”, som ”atter og atter (har) krævet en retfærdig løsning af det nordslesvigske spørgsmål”. Talen blev holdt den 23. oktober 1918, hvor Harald Høffding var formand for det neutrale Røde Kors i Danmark. Høffdings status i den sønderjyske sag har formentlig medvirket til, at landsforeningens udstrækning til det genforenede Sønderjylland i 1920 forløb gnidningsfrit.

Harald Høffdings humane etik var baseret på begreberne sympati og velfærd. Høffdings udvikling af velfærd er noget helt nyt. Høffding bruger ordet velfærd i stedet for nytte og lykke i betydningen: det yderste mål for hele samfundets bestræbelser. Høffding fik på den måde stor betydning for udviklingen af tankegodset for nutidens velfærdssamfund, hvor Danmark er en velfærdsstat hvor bl.a. de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. I litteraturen bliver Harald Høffding derfor betegnet som den radikale demokrat.

Der er mange positive persontegninger af Harald Høffding. På dette sted må det være på sin plads at gengive den, som Røde Kors i Danmark gav, da Harald Høffding den 11. marts 1918 fyldte 75 år. Røde Kors hylder Harald Høffding for, i en tid fyldt med brydsomt arbejde, tålmodigt og udholdende at føre vanskelige forhandlinger i hovedbestyrelsen og forretningsudvalget frem til konkrete resultater, og det med en forsonende elskværdighed. Samtidig stillede Høffding sig til rådighed for en lang række repræsentative pligter og åbnede sit hjem i æresboligen på Carlsberg for Røde Kors-arbejdet. Røde Kors beskriver Harald Høffding som en person med ”en åndelig kultur og fornemhed, der er fri for fornemhedens ydre apparat, en usnobbet værdighed, som dækkes bag en jævn ligefremhed, og dette i forenelighed med en personlig karakter, hvis stil ikke er tilstræbt eller føles som en skal, der kunne fjernes, men som et naturligt udtryk for et livs arbejde med tankens og personlighedens største problemer.”

Harald Høffding – formålet med Røde Kors Harald Høffding var med egne ord ”fødselshjælperen”, og ville ikke være ”en jubelidiot, der blot lader sig fejre hvert femte år”. Der skulle

60

ske noget for Røde Kors, og som grundlaget for handling havde Høffding denne holdning til, hvad formålet må være for en organisation som Røde Kors i Danmark: ”når Røde Kors både i sin internationale og nationale virksomhed bygger på menneskekærligheden, repræsenterer den derved i virkeligheden en højere retfærdighed. Det samfund, som Røde Kors bygger op mellem folkene eller i det enkelte folk, udfylder et hul, som den statslige og kommunale retfærdighed lader tilbage og fortsætter derved statens og kommunens arbejde ud over de hidtidige grænser.”

Harald Høffdings ambition for Røde Kors i Danmark lå i forlængelse af hans filosofi om den humane etik, som er omtalt ovenfor. Udmøntningen af Røde Kors formål skulle ske gennem et nyt sammenhængende nationalt og internationalt aktivitetsgrundlag for Røde Kors i Danmark.

Høffding mål som formand for Røde Kors i Danmark var derfor både at gennemføre det i 1917 besluttede nye demokrati med etableringen af en landsforening og at udvikle foreningens arbejde til at omfatte: • Et internationalt humanitært nødhjælpsarbejde til gavn for ofre for krige, kriser, store epidemier og naturkatastrofer • Et nationalt humanitært hjælpearbejde med beredskabsopgaver for krig med fokus på førstehjælp og sygepleje og med sociale og sundhedsmæssige opgaver som et supplement til den offentlige indsats.

Harald Høffding – fødselshjælperen for det nye Røde Kors i Danmark Det var en omfattende dagsorden, som Harald Høffding satte for sig selv og for Røde Kors i Danmark. Lykkedes han, foreningens ledelse og afdelinger med arbejdet? En oversigt nedenfor over nogle af de væsentligste aktiviteter synes at vise, at det lykkedes: Hovedstaden får egen Røde Kors-afdeling 1917 Som konsekvens af den nye landsforening skal der etableres en ny Røde Kors-afdeling for København og Omegn. Det skete den 29. november 1917, hvor Harald Høffding indleder det konstituerende møde for afdelingen for København og Omegn. Den geografiske udstrækning var og er stor, og er stort set uændret frem til nu, og omfatter Frederiksberg, Dragør, Københavns og Tårnby kommune.

61

Et usædvanligt humanitært initiativ – konference om krigsfanger, Amalienborg, Christian den 9.’s Palæ 1917 Krigsfangekontoret for Østfronten er kort omtalt tidligere, og det nævnes, at Røde Kors i Danmark i oktober 1917 arrangerede en konference om fælles internationale regler for krigsfanger. Det var et enestående initiativ. For første gang under den første verdenskrig lykkedes det at få de krigsførende stater på Østfronten til at mødes, dels fordi mødet blev afholdt i det neutrale Danmark, dels fordi værten for mødet var det ikke mindre neutrale Røde Kors i Danmark.

De krigsførende stater på Østfronten havde én fælles humanitær interesse, og det var at sikre liv og bedre forhold for deres soldater, som en modpart havde taget som krigsfange. Der var tale om flere millioner krigsfanger på Østfronten. At sikre krigsfangernes værdighed, liv, helbred og ophold var samtidig et mål for Røde Kors’ arbejde.

Konferencens mødested var usædvanligt, men neutralt. Ærespræsidenten for krigsfangekontoret, prins Valdemar, sørgede for, at Amalienborg kunne være mødested for konferencen. Møderne blev holdt i Christian 9.s Palæ, som i dag er bolig (residens) for dronning Margrethe 2. Der skabtes efterhånden en god stemning på mødet og: ”der blev røget mange cigaretter i dronning Louises gamle dagligstue”. Dronning Louises ægtefælle var kong Christian 9.

Når prins Valdemar havde forfald, blev mødet ledet af Harald Høffding og chefen for Udenrigsministeriet, Herluf Zahle. Det lykkedes at få fjenderne på Østfronten til at forhandle om de fælles humanitære spørgsmål. Dog lykkedes det ikke at få fjenderne til at være sammen i mere festlige rammer. Det blev i stedet for af Udenrigsministeriet og Røde Kors smidigt ordnet på den måde, at først tyskerne, østrigerne og tyrkerne og dernæst russerne og rumænerne var til festmiddag i Harald Høffdings æresbolig på Carlsberg. Det viste sig under festlighederne, at et fælles, ufarligt tema var Harald Høffdings videnskabelige værker. Flere af de deltagende landes ministre, diplomater og officerer havde i deres studietid benyttet Høffdings bøger, og Høffding blev på den måde genstand for hyldest og omtale. Middagene i æresboligen blev gengældt af de enkelte landes delegationer, og Høffding fortæller herom: ”Senere holdt vedkommende fremmede ministre hver for sig fester, så at det også i denne henseende var en ret anstrengende tid”.

Men vigtigst af alt var det, at de krigsførende på Østfronten blev enige om en håndbog (manual) for behandling af krigsfanger. Den blev også overdraget til Røde Kors Komitéen i Genève, og den blev brugt

62

af de øvrige krigsførende i første verdenskrig. I 1921 blev håndbogen formelt fremlagt af Danmark og Røde Kors i Danmark på den 10. internationale Røde Kors-konference i Genève. Håndbogen blev siden et væsentligt input til det internationale arbejde, som i 1929 førte til vedtagelsen af Genèvekonventionen af 1929, der bl.a. indeholdt helt nye regler om hjælp til og beskyttelse af krigsfanger.

I 1917 vidste ingen i Danmark, at håndbogen om behandling af krigsfanger og Genèvekonventionen af 1929 skulle få stor betydning for Danmark under anden verdenskrig. I 1940-1945 var Danmark besat af Tyskland, og i august måned 1944 blev det danske politi taget af tyskerne. Mange blev ført til koncentrationslejre i Tyskland, men de danske myndigheder fik aftalt med tyskerne, at de formelt skulle have status som krigsfanger. Røde Kors i Danmark udgav derfor i 1944 en pjece på dansk om krigsfangekonventionen, og betjentene i koncentrationslejrene kunne modtage Røde Kors-pakker, og de kunne via Røde Kors kommunikere med deres nære familie hjemme i Danmark. Det er tankevækkende, at det danske forsvar, da Danmark var krigsførende i 2002 i Afghanistan og i 2003 i Irak, trods erfaringerne fra første og anden verdenskrig ikke havde styr på, hvordan fanger skulle behandles.

Se afsnittet om Freddy Karup Pedersen, præsident 1997-2005.

Den finske borgerkrig 1918 Røde Kors organiserede en ’Finlandsambulance’ omfattende hospitalshjælp til ofrene for den finske borgerkrig i 1918. Den blev sendt til Finland med hospitalsudstyr, medicin, læger, sygeplejersker og logistikfolk.

Røde Kors-bevægelsen udvides med Forbundet af Røde Kors-foreninger 1919 Frem til afslutningen af første verdenskrig bestod Røde Kors-bevægelsen af de nationale Røde Kors-foreninger og Røde Kors Komitéen i Genève. Et ønske om et forbund af Røde Kors-foreninger blev født i Japansk Røde Kors, og det blev varmt støttet af Amerikansk Røde Kors, som under første verdenskrig havde gennemgået en kolossal udvikling, og som havde adgang til omfattende ressourcer. Både USA’s præsident og Amerikansk Røde Kors ønskede, at de nationale Røde Kors-foreninger ved siden af Røde Kors Komitéen i Genève skulle have deres eget, internationale humanitære samarbejde med opgaver, som ikke var begrænset til krigens syge og sårede soldater.

Amerikansk Røde Kors fik Røde Kors-foreningerne i Storbritannien,

63

Frankrig, Italien og Japan med på idéen. På et møde den 2.-8. marts 1919 i Cannes i Sydfrankrig blev de enige om at etablere et internationalt Røde Kors Forbund. De inviterede derefter en række andre Røde Kors-foreninger, herunder de nordiske, til et møde om initiativet. Mødet blev afholdt i marts 1920.

Harald Høffding kontaktede Svensk og Norges Røde Kors, som havde opbygget et tæt samarbejde under første verdenskrig om hjælp til syge og sårede krigsfanger. Svensk Røde Kors og Røde Kors i Danmark havde fx operativt hospitalssamarbejde i det, som efter den russiske revolution i oktober 1917 blev kaldt for Sovjetrusland. Der var imellem de nordiske Røde Kors-foreninger enighed om to afgørende forudsætninger for deltagelse i det nye Røde Kors Forbund: For det første skulle Forbundet være åbent for alle Røde Kors-foreninger og ikke kun en ’sejrherrernes forening’. Til det varslede møde i marts 1920 var Tysk Røde Kors fx ikke inviteret.

For det andet skulle Røde Kors Komitéen i Genève, som stiftede Røde Kors-bevægelsen, støtte op om initiativet.

Det skulle vise sig at være en kompliceret sag at nå frem til en enighed om opgaverne for et internationalt Røde Kors Forbund og krævede mange års forhandlinger. Harald Høffdings efterfølger som formand, C.M.T. Cold, kom til at spille en fremtrædende rolle i dette arbejde. I afsnittet om Cold fortælles mere herom.

Harald Høffding deltog i mødet i marts 1920 i Genève. Han var ledsaget af en repræsentant for regeringen, direktøren for Statens Serum Institut, Thorvald Madsen, idet Røde Kors i Danmark ønskede, at Forbundet skulle have en koordinerende rolle i det internationale arbejde med bekæmpelsen af pandemier. Dengang var der ikke nogen Verdenssundhedsorganisation, WHO, og verdenssamfundet havde i 1918 og 1919 været ramt af den spanske syge, som havde kostet ca. 50 millioner menneskeliv. Røde Kors i Danmark havde stillet alle sine Røde Kors-sygeplejersker til rådighed for det omfattende behov for pleje af de titusinder, som her i landet blev ramt af den spanske syge. To af disse sygeplejersker blev desværre også smittet og blev ofre for den spanske syge. På mødet i Genève var der både blandt regeringsrepræsentanter og i de nationale Røde Kors-foreninger motivation for et internationalt samarbejde til bekæmpelse af pandemier. Udfordringen var, om dette kunne organiseres i Røde Kors’ regi i et Røde Kors Forbund.

På mødet i Genève blev Røde Kors i Danmark medlem af det nye Forbund af Røde Kors-foreninger, men ellers var resultaterne beskedne.

64

Harald Høffding fortæller således, at: ”Udbyttet af denne konference var ikke stort, skønt talerne (og middagene) var mange”. For filosoffen Harald Høffding var det et plaster på såret, at han med sin doktorgrad i filosofi ved Genève universitet blev indbudt til en gæsteforelæsning med efterfølgende spørgetime. Begge dele foregik på fransk. Høffding fortæller, at ”jeg følte mig som en gammel kavalerihest, der hører trompeten”.

I 1920 kørte man i tog for at komme fra Danmark til møder i Genève og andre steder i Europa. Den nu 77-årige Høffding skriver om turen i 1920 gennem Tyskland, at ”det var meget uhyggeligt og besværligt at rejse gennem Tyskland på den tid”. Fx oplevede Høffding og Madsen ved togskifte i Hamburg på vej tilbage til Danmark, at der nu var generalstrejke, og de kom kun under stort besvær frem til færgebyen Warnemünde og om bord på danmarksfærgen til Gedser. Udsigten til den slags strabadser var måske en medvirkende årsag til, at Harald Høffding ikke deltog i den efterfølgende 10. internationale Røde Kors-konference i Genève i 1921. En anden årsag var nok, at Høffding ikke ønskede at fortsætte som formand, når hans valgperiode udløb i 1921.

I 2019 er Røde Kors-bevægelsen uændret sammensat af nationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger, nu 192, Røde Kors Komitéen i Genève (ICRC) og Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger (IFRC).

Folkeforbundet 1919, De Forenede Nationer 1945 og de nationale Røde Kors-foreninger I marts 1920 deltog Harald Høffding og Serum Instituttets direktør Thorvald Madsen som fortalt ovenfor i mødet i det nye Røde Kors Forbund med den dagsorden, at det skulle være en hovedopgave for Forbundet at koordinere det internationale arbejde for bekæmpelse af sygdomsepidemier som fx influenza, kolera, difteri, pest, malaria m.fl.

Den direkte anledning var den spanske syge. Staterne var også interesserede i, at Røde Kors påtog sig denne opgave.

Da staterne efter første verdenskrig i 1920 oprettede Folkeforbundet, som blev forløberen for FN, var der i Folkeforbundets Pagt en bestemmelse om Røde Kors-foreningerne. Det var i artikel 25, hvorefter de nationale Røde Kors-foreninger skulle arbejde for fremme af sundhed, forebyggelse af sygdomsepidemier og mindske menneskelig lidelse i verden. Det var derfor logisk for Røde Kors i Danmark og den danske stat, at dette også skulle være hovedopgaverne for de nationale Røde Kors-foreningers samarbejde i Røde Kors Forbundet.

65

Efter anden verdenskrig fik de nationale Røde Kors-foreninger ikke nogen selvstændig omtale i FN-pagten i 1945. Det internationale samarbejde om sundhed og bekæmpelse af sygdomsepidemier endte med at blive organiseret i Verdenssundhedsorganisationen WHO, som Røde Kors har en samarbejdsaftale med.

FN’s generalforsamling vedtog den 19. november 1946 en resolution (UNGA I/nr. 55), som omhandler Røde Kors-foreningerne. Resolutionen er stadig styrende for forholdet mellem de nationale Røde Kors-foreninger og FN. Til forskel fra Folkeforbundspagten fra 1919 nævnes der i resolutionen ikke noget om Røde Kors-foreningernes aktiviteter. I stedet lagde FN’s medlemslande i generalforsamlingen vægt på, at Røde Kors-foreningerne skal værne om deres uafhængighed, og de skal i deres arbejde handle i overensstemmelse med Genèvekonventionerne og Røde Kors’ humanitære værdier og idégrundlag, som er indeholdt i de syv grundlæggende Røde Kors-principper, der blev vedtaget af den internationale Røde Kors-konference i 1965. Principperne og baggrunden for deres vedtagelse er beskrevet i afsnittet om Johannes Frandsen, præsident 1961-1968.

FN’s prioritering skete med baggrund i erfaringerne med Røde Kors-foreningernes udvikling og arbejde i tiden op til og under anden verdenskrig. Uafhængigheden og neutraliteten for flere Røde Kors-foreningers vedkommende var blevet tilsidesat af deres regeringer, og fx var Tysk Røde Kors fra 1933 et redskab for det nazistiske styre i Tyskland.

Under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 kom også Røde Kors i Danmarks uafhængighed og neutralitet under pres. Se afsnittet om formand Johan Keller Bülow og afsnittet om præsident Kai Hammerich.

Sønderjyllands genforening med Danmark 1920 Harald Høffding havde som omtalt et særdeles solidt kendskab til Sønderjylland og tæt kontakt til landsdelens danske ledere. Da Sønderjylland igen blev en del af Danmark ved genforeningen den 15. juni 1920, var det takket være Høffdings engagement i den sønderjyske sag, at Røde Kors i Danmark fuldstændig gnidningsfrit kunne udstrække sit arbejde til det genforenede Sønderjylland.

Oplysning og medlemshvervning Den nye hovedbestyrelse besluttede, at Røde Kors’ tidsskrift skulle udsendes gratis til alle medlemmer. Der blev også udgivet en publikation med titlen Det Røde Kors, som blev givet til alle afdelinger og Røde

66

Kors-aktiviteter for at højne landsforeningens fælles bevidsthed om Røde Kors. I publikationen fortælles således om Røde Kors-idéen og den udvikling, som Røde Kors i Danmark havde gennemgået. Medlemshvervningen blev intensiveret, og ansvaret for hvervningen blev forankret i de lokale Røde Kors-afdelinger. Indsatsen bar frugt. Allerede i 1919 havde Røde Kors i Danmark 31.000 medlemmer mod 6.000 i 1914. På grund af svigtende økonomi bliver Røde Kors-tidsskriftet fra 1922 et abonnementsbaseret tidsskrift.

Den første Røde Kors-landsindsamling og det første Røde Kors-frimærke Den første landsdækkende indsamling, Røde Kors Ugen, blev afholdt 3.-9. maj 1919. Den skulle egentlig have været afholdt i november 1918, men den spanske syge kom i vejen. Ugens overskrift var: ’I krig – I fred – Barmhjertighed’. Landsdækkende Røde Kors-indsamlinger har været arrangeret lige siden, i vor tid med husstandsindsamlinger hvert år den første søndag i oktober måned.

Generaldirektoratet for Postvæsenet udgav i 1921 for første gang et velgørenhedsfrimærke, og frimærket var til fordel for Røde Kors i Danmark. Frimærket var et rødt kors på hvid bund med en påtrykt overpris. Siden fulgte mange velgørenhedsfrimærker til fordel for Røde Kors – det seneste i 2014 – som havde samme grafiske udtryk som Røde Kors-frimærket fra 1921: Et rødt kors på hvid bund. Velgørenhedsfrimærker må ikke forveksles med fx julemærker, som ikke er et frimærke. Det første julemærke blev trykt allerede i 1904.

Med de mange nye medlemmer var medlemskontingent blevet en betydningsfuld indtægt for afdelingerne. Disse indtægter, og et mindre generelt statstilskud, var ikke øremærket til konkrete aktiviteter.

Den første landsindsamling af tøj I november 1920 hærgede epidemier i Sovjetrusland, Polen og de øvrige østeuropæiske lande. Røde Kors i Danmark organiserede den første landsdækkende tøjindsamling. Der blev indsamlet tøj, linned og lignende til ofrene for epidemierne. Tøjindsamlinger til katastrofeofre har gennem tiderne været en Røde Kors-aktivitet. Nu om dage er aktiviteten udviklet til et omfattende nationalt arbejde, som er organiseret omkring Røde Kors-afdelingernes Røde Kors-butikker og tøjindsamlingscontainere.

67

Krigsfangekontoret og ’wienerbørn’ Røde Kors i Danmarks krigsfangekontor havde en afdeling i Wien.

Efter første verdenskrig blev afdelingen i 1919 brugt som platform i det internationale arbejde med at organisere hjælp til østrigske børn, ’wienerbørn’, som bl.a. blev sendt til Danmark for at blive reddet fra sultedøden i Østrig. Formelt måtte afdelingen ikke udføre arbejdet, da der ikke var tale om ”syge eller sårede krigsfanger”, men det humanitære behov var åbenlyst, og kontorets handlekraftige organisator, oberstløjtnant Carl Fock, fik i den rette Røde Kors-ånd ledelsens accept til at udføre arbejdet. Til Danmark kom 53 særtog med ”18.525 små wienerbørn”, som opholdt sig i landet fra tre måneder til tre år. Omkring anden verdenskrig var Danmark igen i stand til at tage imod børn fra krigs- og sultramte lande. De mest kendte eksempler er børn fra Finland før krigen og fra Holland efter krigen.

Røde Kors i Danmarks første generalsekretær Røde Kors’ hovedbestyrelse tiltræder den 17. marts 1919, at apoteker Albert Andresen, Viborg, ansættes som foreningens første generalsekretær. Albert Andresen var med i gruppen, som i 1917 lykkedes med ændringen af Røde Kors i Danmark.

En hovedopgave for generalsekretæren var at oprette Røde Kors-afdelinger i hele landet og at skabe sammenhæng i foreningen. Albert Andresen lykkedes med arbejdet. Han var generalsekretær frem til sin død i 1941. I taknemmelighed for hans store indsats er en mindesten for Albert Andresen placeret ved det nuværende landskontor for Røde Kors i Danmark, som ligger på Blegdamsvej 27 på Østerbro i København. Landsforeningen har haft i alt otte direktører/generalsekretærer.

Den nuværende 8. generalsekretær er Anders Ladekarl.

Folkekuranstalten i Hald Under første verdenskrig drev regeringen under Røde Kors-mærket to lejre for syge og sårede krigsfanger fra Østfronten. Den ene lå i Horserød på Sjælland og den anden i Hald ved Viborg. I 1917 besluttede den nye hovedbestyrelse at arbejde for, at lejren i Hald efter krigen kunne blive en Røde Kors Folkekuranstalt. I 1918 fik regeringen en ansøgning om initiativet, og svaret var positivt. Røde Kors’ Folkekuranstalt ved Hald ved Viborg blev åbnet den 1. august 1922.

Det blev kaldt for en folkekuranstalt, fordi der her i landet var behov for ”en helbredelsesanstalt for den del af befolkningen, som ikke havde

68

råd til at søge de dyrere private kuranstalter”. Overlæge Videbæk fra Viborg var den helt centrale, humanitære kraft bag initiativet. Videbæk havde, sammen med den nye generalsekretær Albert Andresen, været en del af den gruppe, som banede vejen for, at Røde Kors i Danmark i 1917 blev en ægte landsforening. Sygeplejerske Cecilie Lütken var en anden væsentlig drivkraft bag oprettelsen af Folkekuranstalten i Hald. Økonomien i Folkekuranstalten skulle bl.a. sikres ved, at opholdet, eller en del af opholdet, blev betalt af den del af landets sundhedsvæsen, som var baseret på sygekasser.

I taknemmelighed for overlæge Videbæks indsats er der rejst en mindesten for ham i Hald ved Viborg, hvor Folkekuranstalten lå.

Førstehjælp, samariterarbejde og sygeplejerskernes sundhedsarbejde To væsentlige aktiviteter var førstehjælps- og samariterarbejdet, organiseret i foreningen Samariten, og arbejdet med at uddanne sygeplejersker og organisere sygeplejerskernes sundhedsarbejde. Et grundlag for arbejdet var aftalen fra 1909 mellem Forsvarsministeriet og Røde Kors i Danmark.

I tiden op til, under og efter første verdenskrig lykkedes det ikke Røde Kors i Danmark at få aftalen med Forsvaret udmøntet i operationelle aftaler om aktivitetssamarbejde, ved at Røde Kors i Danmark påtog sig et ansvar for sundheds- og sygeplejeaktivitet, for ambulancevirksomhed eller for et krigsberedskab omfattende førstehjælp og sygepleje. Alligevel voksede samariterarbejdet under den første verdenskrig og enkelte afdelinger begyndte også med ambulancevirksomhed, som imidlertid ikke blev en økonomisk bæredygtig aktivitet for landsforeningen.

Ambitionen for Røde Kors i Danmark var uændret at være en relevant aktør i samfundet, når det drejede sig om hjælp, nationalt og internationalt, til katastrofeofre, sygeplejevirksomhed, førstehjælpsuddannelse og sikring af førstehjælp til ofre for ulykker og sygdom. Indtil videre var det imidlertid en aktivitet, som Røde Kors, trods megen anerkendelse fra myndighederne, drev på eget initiativ og selv finansierede.

Harald Høffding slutter som formand På hovedbestyrelsesmødet i oktober 1920 meddeler Harald Høffding, at han ikke søger genvalg. Ved sin afgang udtaler Høffding til foreningen, at der i Danmark ”stadig vil ligge betydningsfulde opgaver for Røde

69

Kors, som endnu ikke er optagne af stat eller kommune eller af andre filantropiske foreninger”. Høffding var med egne ord fødselshjælper for den nye Røde Kors-landsforening, som blev skabt i 1917. Høffding leverede en imponerende indsats til gavn for foreningen Røde Kors og for Røde Kors’ arbejde. Samtidig havde det for ham været en virksomhed, som ”har været af en noget anden art end den, der tidligere optog mig i livet”. Høffdings arbejde som fødselshjælper for Røde Kors var dermed afsluttet. Spørgsmålet var så, om den nye landsforening kunne stå på egne ben.

70

71

C.M.T. Cold – formand for Røde Kors i Danmark 1921-1932

Christian Magdalus Thestrup Cold var formand for Røde Kors i Danmark fra den 30. maj 1921 til den 18. januar 1932.

Med Cold som formand fik Røde Kors i Danmark en helt ny profil på posten. Frem til vedtagelsen af den nye landsforening i 1917 havde forsvarets folk siddet uafbrudt på formandsposten. Derefter fik landsforeningen den samfundsengagerede filosof Harald Høffding som formand. Cold var politisk aktiv for partiet Venstre og en fremtrædende og velhavende erhvervsmand. Cold havde været ansat i rederiet ØK frem til 1908. Derefter blev han direktør for et af de største danske rederier, DFDS, hvilket han var frem til 1921, hvor han blev formand for Røde Kors i Danmark. Under første verdenskrig var Cold en af de helt centrale personer i den danske rederibranche. En branche, hvor nogle tjente store penge på Danmarks neutrale status, men var fragtraterne høje, så var risikoen det også for de sejlende sømænd. Ca. 700 danske søfolk omkom under krigen.

Formand Cold er udenrigsminister 1922-1924 Tiden efter første verdenskrig var en dramatisk periode i dansk politik.

Mest kendt er Påskekrisen i 1920, hvor kong Christian 10. for en kort periode satte parlamentarismen ud af kraft, og i bankverdenen måtte staten redde Landsmandsbanken fra konkurs. Redningsplanen var den direkte anledning til dannelsen af Venstreregeringen Neergaard III, hvor Røde Kors’ formand, Cold, den 9. oktober 1922 blev udenrigsminister.

Det var ikke første gang, at en formand for Røde Kors i Danmark blev minister, uden det af den grund betød, at han måtte trække sig som formand. Generalløjtnant Thomsen, formand 1876-1896, havde i en periode været både krigsminister og formand for Røde Kors i Danmark.

Røde Kors’ neutralitet var hverken dengang eller i 1922 et spørgsmål, som blev drøftet i forhold til formændenes politiske arbejde, eller om

72

73

det skulle have betydning for deres hverv som formand for Røde Kors.

Det kan muligvis have haft en betydning, at Danmark var en neutral stat i det internationale samfund, som det var tilfældet med Schweiz.

Dog havde Røde Kors Komitéen i Genève en praksis, hvorefter medlemmer af Røde Kors Komitéen ikke samtidig kunne være medlem af den schweiziske forbundsregering. I Danmark opfordrede Røde Kors’ hovedbestyrelse imidlertid Cold til at fortsætte som formand samtidig med, at han var udenrigsminister. Cold tog imod Røde Kors’ opfordring og lovede ”i alle tilfælde indtil videre at vedblive at fungere som formand for foreningen”.

Regeringen Neergaard III sad kun frem til den 23. april 1924, hvor Cold ikke alene forlod regeringen, men også dansk politik. En medvirkende årsag til, at Cold helt forlod politik, har nok været, at pressen og den politiske opposition begyndte at grave i Colds fortid under første verdenskrig. I pressen fremkom stærke beskyldninger om, at Cold under første verdenskrig som direktør for DFDS for egen vindings skyld havde manipuleret med kursen på DFDS’ aktier. Cold afviste alle beskyldninger, men beskyldningerne hænger ved hans eftermæle den dag i dag.

Det er ikke sket siden, at en Røde Kors-formand på samme tid var minister og formand. Denne praksis blev i 2008 cementeret i vedtægterne for Røde Kors i Danmark, hvorefter en person, som er partipolitisk aktiv på landsplan, ikke samtidig kan være præsident for Røde Kors i Danmark.

Fra april 1923 kunne Cold derfor koncentrere sig om at være formand for Røde Kors i Danmark.

Colds dagsorden for Røde Kors i Danmark Det var Colds holdning, at en humanitær forening ikke bør være velhavende. Ved årsskiftet 1922/1923 siger Cold således i sin nytårshilsen, at Røde Kors: ”er i den retning en udmærket filantropisk forening, som aldrig er gladere over sine indtægter, end når den hurtigst muligt kan give dem ud til sine vigtige samfundsopgaver. Forholdet er da også det, at foreningen faktisk er blottet for midler til at foretage de ombygninger, som er nødvendige i Folkekuranstalten i Hald.”

Situationen for Cold var, at Røde Kors manglede penge. Røde Kors havde taget beslutning om at gøre lejren i Hald ved Viborg til en folke-

74

kuranstalt for hele landet. Lejren var bygget under første verdenskrig til pleje og behandling af alvorligt syge og sårede krigsfanger. Regeringen havde stillet bygningerne til rådighed for Røde Kors, men Røde Kors rådede ikke over de nødvendige midler til ombygning m.v. af Hald, så lejren på helårsbasis kunne fungere som folkekuranstalt. Røde Kors var heller ikke i en situation, hvor nye indsamlingsaktiviteter eller bidrag fra afdelingerne kunne løse dette økonomiske problem. Løsningen blev fundet i et samarbejde med staten, amterne, kommunerne (Købstadsforeningen) og landets 1.649 sygekasser. Folkekuranstalten i Hald udviklede sig til en veldrevet national aktivitet, men det lykkedes ikke at binde arbejdet i Folkekuranstalten sammen med udviklingen af Røde Kors-afdelingernes lokale aktiviteter. Det lokale arbejde var koncentreret om udvikling af samariterarbejdet, kurser i førstehjælp, sundheds- og sygeplejeaktiviteter samt støtte til Røde Kors i Danmarks internationale arbejde.

Ungdommens Røde Kors stiftes 1923 Cold fik æren af at underskrive de første vedtægter for Ungdommens Røde Kors (URK) i Danmark. Det skete den 4. juni 1923. Inspirationen til et ungdomsarbejde kom fra udlandet. Formålet var at lære børn at: ”bevare og forbedre deres legemlige og sjælelige helbred, godt kammeratskab, kærlighed til næsten og stræbe efter at blive nyttige mennesker og gode borgere, i Røde Kors-ånd at bringe hjælp til alle i nød i Danmark som i udlandet og arbejde for Røde Kors’ idealer og praktiske opgaver.”

Den første URK-afdeling blev oprettet i Korinth på Fyn i 1924. URK kom til at fylde ganske meget for Cold, og det blev nødvendigt at skabe klarhed over URK’s status i Røde Kors i Danmark. Hovedbestyrelsen understregede således i 1931, at det var forkert at opfatte URK som en uafhængig forening, der lå mere eller mindre uden for Røde Kors’ virksomhedsområde. Hovedbestyrelsen nedsatte derfor et udvalg, som skulle ”afgive betænkning om Dansk Ungdoms Røde Kors virksomhed i almindelighed og dets forhold til afdelingerne i særdeleshed”.

Med Ungdommens Røde Kors havde Røde Kors nu tre selvstændige foreninger under Røde Kors-paraplyen: URK, Samariten og Dameafdelingen.

75

Islandsk Røde Kors Røde Kors i Danmark havde ikke Røde Kors-aktiviteter på Island frem til 1918, da Island blev en selvstændig, suveræn stat i personal-union med Danmark. I 1922 havde Cold kontakt til Island om oprettelsen af et selvstændigt Islandsk Røde Kors. I 1924 anmodede det nye internationale Røde Kors Forbund Røde Kors i Danmark om at tage til Island og støtte dannelsen af en national Røde Kors-forening. Det lykkedes, og Islandsk Røde Kors blev stiftet den 10. december 1924. Takket være bl.a. en effektiv indsats fra Røde Kors i Danmark, blev Islandsk Røde Kors anerkendt af Røde Kors Komitéen i Genève allerede den 9. april 1925 og medlem af Forbundet af Røde Kors-foreninger. Islands personalunion med Danmark ophørte i 1944, da Island blev en selvstændig republik, men Islandsk Røde Kors fik allerede sin selvstændighed i 1924.

Røde Kors-samarbejdet i Norden omfattede derefter Røde Kors-foreningerne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.

Færøsk Røde Kors 1926 Røde Kors-idéen kom også til Færøerne. Den 2. april 1926 blev Færøsk Røde Kors stiftet i Thorshavn. Formelt var Færøsk Røde Kors en Røde Kors-amtsforening på linje med Røde Kors’ amtsforeninger i Danmark.

I praksis var Færøsk Røde Kors dog en meget selvstændig forening, som bestemte over egne aktiviteter på Færøerne og havde egen økonomi. Selvstændigheden blev formaliseret i 1994, hvor Færøsk Røde Kors blev en selvstændig forening, men er dog stadig formelt en del af Landsforeningen Røde Kors i Danmark.

Cold og den internationale Røde Kors-bevægelse I 2019 markerede Forbundet af Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger 100-året for Røde Kors- og Røde Halvmåne Forbundets etablering i 1919. Det havde været en svær fødsel, som krævede mange internationale forhandlinger, før der blev fundet den rette balance mellem opgaver og status for Røde Kors Komitéen i Genève og det nye Røde Kors Forbund. Efter aftale i det nordiske Røde Kors-samarbejde blev Cold en central person i de komplicerede forhandlinger. I Tidsskrift for Røde Kors fortælles om: ”de bevægende forhandlinger mellem Forbundet og Røde Kors Komitéen, hvor Cold i Paris indkaldte en del ledende personligheder

76

til at drøfte sagen, og hvor modstanderne var meget ivrige efter at erfare, hvilke beslutninger der var taget på Reunion Cold.”

Reunion Cold var det mødeforum, Cold havde etableret under møderne i Paris, hvor Forbundets hovedkontor lå på dette tidspunkt. Ved udbruddet af anden verdenskrig i 1939 blev kontoret flyttet til det neutrale Genève. Cold blev tillagt en stor del af æren for, at samarbejdsrelationer i Røde Kors-bevægelsen blev ”bragt i orden”. Det drejede sig bl.a. om at: • Alle nationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger kunne være medlemmer af Forbundet • Røde Kors Komitéen i Genève skulle fortsat godkende nye nationale foreninger • Opgaveansvaret skulle deles mellem Forbundet og Røde Kors Komitéen i Genève, så Komitéen var ansvarlig for det internationale Røde Kors-arbejde i krig, medens Forbundet koordinerede det internationale Røde Kors-arbejde under natur- og sundhedskatastrofer • Forbundet skulle støtte og efter behov supplere de nationale foreningers hjælpearbejde • Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreningerne mødes hvert andet år til Forbundets generalforsamling • De nationale foreninger, Forbundet og Røde Kors Komitéen (Røde Kors-bevægelsen) mødes hvert andet år i et delegeretråd, ’Council of Delegates’, som bl.a. beslutter Røde Kors-bevægelsens fælles humanitære dagsorden • Røde Kors mødes hvert fjerde år med regeringerne i den internationale Røde Kors-konference.

Anerkendelsen af Colds indsats for udviklingen af Forbundet og Røde Kors-bevægelsen kom bl.a. til udtryk i et brev fra Forbundet, da Cold trak sig tilbage som formand i 1932: ”Det er med dyb beklagelse, at vi har modtaget efterretningen om, at Hr. C.M.T. Cold har trukket sig tilbage. Hr. Cold har spillet en så vigtig rolle ikke alene inden for Røde Kors i Danmark, men også i det internationale liv. Forbundets sekretariat bevarer de bedste erindringer om det samarbejde, den har haft med Røde Kors i Danmark, med dettes formand, der tillige var medlem af Forbundets Guvernørråd.”

77

Røde Kors-bevægelsen er stadig organiseret, som det blev aftalt dengang, men principperne for bevægelsens arbejde og samarbejde er væsentligt ændret. Det skete efter anden verdenskrig.

En højesteretsdom får dramatiske konsekvenser for Cold Røde Kors Folkekuranstalt i Hald ved Viborg var blevet en stor succes under Cold. Der var skaffet økonomi til ombygning, således at anstalten kunne bruges hele året, og der var indgået aftaler med sygekasser, kommuner og amter, så patienter kunne henvises til anstalten. Om sommeren var der plads til 500 patienter, om vinteren 250.

I 1927 kom lederen af Folkekuranstalten imidlertid under angreb for den måde, som anstalten blev ledet på. Røde Kors-lederen krævede at blive renset for disse, mente han, injurierende angreb. Røde Kors’ forretningsudvalg, som blev ledet af Cold, støttede lederen i 1928, som krævede oprejsning ad rettens vej, og sagen blev ført helt op til Højesteret. Injuriesagen blev fulgt tæt af medierne, som betegnede sagen som en ”skandaleproces”. I december 1931 afsagde Højesteret sin dom.

Højesteret frikendte angriberen og efterlod dermed lederen af Folkekuranstalten med et troværdighedsproblem, som også blev et troværdighedsproblem for Cold. Problemet for Cold var ikke kun Højesterets dom, men også at Cold og forretningsudvalget, da udvalget i 1928 udtalte sin støtte til lederen, ikke havde konsulteret hovedbestyrelsen, hvor bl.a. initiativtageren til Folkekuranstalten, overlæge P. Videbæk, sad. I protest mod Cold og forretningsudvalgets støtte til lederen af Folkekuranstalten, forlod Videbæk hovedbestyrelsen.

Konsekvensen for Cold blev, at Cold og de øvrige medlemmer af forretningsudvalget i en Ritzau-meddelelse den 24. december 1931 påtog sig ”ansvaret for de ved sagens opkomst trufne dispositioner”, og de stillede deres mandater til disposition for hovedbestyrelsen. Hovedbestyrelsen enedes om en udtalelse, hvoraf det fremgik, at hovedbestyrelsen ikke var i tvivl om, at Cold og forretningsudvalget havde handlet i Røde Kors’ interesse, og at det ikke havde været til at forudse, at sagen fik den udvikling, den nu havde fået. Hovedbestyrelsen håbede derfor, at Cold og de øvrige involverede ”må blive i stand til at fortsætte deres arbejde til gavn for Røde Kors’ sag”. Cold udtalte tilfredshed med hovedbestyrelsens udtalelse, men meddelte samtidig, at han af private grunde ønskede at nedlægge sit mandat. På samme møde valgte hovedbestyrelsen Johan Bülow som ny formand for Røde Kors i Danmark.

78

Colds eftermæle som formand for Røde Kors i Danmark Om Colds arbejde som formand for Røde Kors i Danmark udtalte hovedbestyrelsen i marts 1932, at: ”selv detaljerne interesserede ham, og han har været den ideelle leder af såvel hovedbestyrelsens som forretningsudvalgets møder”, men da han ofte måtte træffe dispositioner ”på sigt” havde Røde Kors-afdelingerne måske opfattet en ”vis kølighed” i forhold til de spørgsmål, som særligt optog afdelingerne. Cold blev også betegnet som en mand, ”som havde sine meningers mod, og som gennemførte, hvad han anså for rigtigt.”

Hvad det sidste angår, var Colds vedholdenhed en væsentlig årsag til forankringen af det nye Røde Kors Forbund i Røde Kors-bevægelsen.

Også etableringen af Islandsk Røde Kors og Ungdommens Røde Kors i Danmark kan tilskrives Colds fremsynethed. Som udenrigsminister i perioden 1922-1924 måtte Cold sande, at det ikke længere var foreneligt på samme tid at være en kontroversiel minister og Røde Kors-formand.

Sagen om ledelsen af Folkekuranstalten kan måske ikke bebrejdes Cold, men en højere grad af lydhørhed til foreningens bærende kræfter havde formentlig betydet, at Cold og foreningen havde undgået en stærkt belastende sag.

Cold kunne måske trøste sig med, at han i tider med modgang og måske uberettiget kritik kunne komme til kræfter i sit sommerhus, Klitstuen, bygget i 1916 ved Blokhus på den jyske vestkyst. Efter hans død i 1936 blev Klitstuen overtaget af Københavns Kommune, og den anvendes stadig som feriekoloni. Lokalt fremhæves Klitstuen som et ikonisk sommerhus ”bygget af DFDS-direktøren og Røde Kors-formanden, C.M.T. Cold”.

79

80

Johan Keller Bülow – formand for Røde Kors i Danmark 1932-1945

Hovedbestyrelsen valgte Johan Bülow til posten som formand for Røde Kors i Danmark den 18. januar 1932. Bülow var formand for foreningen frem til han døde den 6. december 1945, kun 60 år gammel.

Johan Bülow – en ny profil på formandsposten Med Johan Bülow fik Røde Kors i Danmark atter en helt ny profil på formandsposten. Frem til 1917 var formændene folk fra forsvaret i uniform, fra 1917 civile med filosoffen, videnskabsmanden og samfundsdebattøren Harald Høffding som den første og derefter i 1921 erhvervsmanden og venstrepolitikeren C.M.T. Cold.

Johan Bülow var jurist og topembedsmand i statens tjeneste. Bülow blev ansat i Indenrigsministeriet i 1918, og blev kontorchef i ministeriet i 1921. I 1925 blev han departementschef i Socialministeriet og i 1926 departementschef i Sundhedsministeriet. I 1928 og frem til sin død i 1945 fortsætter Bülow i statens tjeneste som overpræsident i København.

Som overpræsident var han født formand for Københavns Kommunes magistrat frem til 1938, hvor posten som formand for magistraten overgik til en nyoprettet post som overborgmester. Posten som overpræsident i København blev nedlagt med kommunalreformen i 2007.

Bülow havde således et grundigt indblik i statens, amternes og kommunernes sociale arbejde og sundhedsopgaver i en periode, hvor landets offentlige socialforsorg og sundhedsforvaltning var under forvandling. Den foreløbige kulmination var, da et flertal i Folketinget aftalte Kanslergadeforliget i januar 1933. Kanslergadeforliget indeholdt bl.a. en socialreform, hvor almisseprincippet i socialarbejdet blev afløst af en socialpolitik, som var baseret på retsprincipper.

Johan Bülow var også formand for Fællesudvalget for danske sociale og filantropiske institutioners samarbejde med udlandet, og organiserede fx Danmarks deltagelse i datidens internationale konferencer for socialt arbejde, som bl.a. drejede sig om forholdet mellem privat og of-

81

fentlig social virksomhed.

På denne baggrund var Johan Bülow i 1932 den rette mand på posten som formand for Røde Kors i Danmark, der netop ønskede at være en medspiller i samfundets udvikling på social- og sundhedsområdet.

Johan Bülow var også kammerherrer, og havde derfor forbindelse til Kongehuset. Bülow nedstammede fra en adelsslægt, oprindelig fra Mechlenburg i Nordtyskland, men Johan Bülow havde valgt ikke at bruge von-betegnelsen i sit navn. Fra 1933 var Bülow formand for det Classenske Fideikommis.

Folkekuranstalten i Hald – Indenrigsministeriet nedsætter en kommission I samspillet med det offentlige var Folkekuranstalten i Hald en helt central aktivitet for Røde Kors i Danmark. Det var derfor skadeligt for tilliden til Røde Kors’ ledelse, da Højesteret afsagde dom imod ledelsen af kuranstalten. Som nævnt blev det en konsekvens af dommen, at Røde Kors’ formand, C.M.T. Cold, trak sig som formand.

En anden konsekvens af Højesterets dom blev, at Indenrigsministeriet nedsatte en kommission til at undersøge Folkekuranstaltens arbejde og organisation. For Johan Bülow og Røde Kors var kommissionens vigtigste konklusion, at: ”Røde Kors i Danmark, der har organiseret Folkekuranstalten og har bragt den frem til dens nuværende anerkendelsesværdige stilling, bør også fremtidig bevare hovedindflydelsen på dens ledelse.”

Folkekuranstaltens ledelse blev ændret til en bestyrelse, hvor Røde Kors havde flertallet, men hvor der også var repræsentanter for staten, amterne, kommunerne og sygekasserne, som alle bidrog til kuranstaltens drift. Det var den første Røde Kors-institution, hvor ledelsen blev organiseret på denne måde, men ikke den sidste. Især efter 1945 fulgte mange Røde Kors-institutioner efter, fx institutioner for tuberkuloseramte, vuggestuer, børnehaver, plejehjem m.v.

En tredje konsekvens af sagen og Højesterets dom blev, at hovedbestyrelsen i Røde Kors besluttede at opstille en mindesten for overlæge P. Videbæk ved kuranstalten i Hald, for på denne måde udtrykke sin anerkendelse af Videbæks store og betydningsfulde indsats. Videbæk havde taget initiativ til kuranstalten, men forlod Røde Kors’ hovedbestyrelse i 1927 i protest mod ledelsen af kuranstalten.

82

Samaritterne – alle skal lære førstehjælp!

Med Johan Bülow fik samariterarbejdet øget opmærksomhed. Det kom især til udtryk ved deres 50-års jubilæum den 27. august 1933.

Samaritterne havde i 1909 fået officiel status i en aftale indgået mellem regeringen v/Krigsministeriet og Røde Kors i Danmark, hvorefter samaritterne i tilfælde af krig kunne stilles til rådighed for forsvaret, men aftalen var aldrig blevet omsat i konkrete samarbejdsaftaler. Ved jubilæet i 1933 sagde Bülow til samaritterne: ”i de forløbne år har 35.000 mennesker fået uddannelse i samariterarbejdet, og der står nu 3.200 i samariterforeningerne. Men vi må videre frem, tiden viser, at der er behov for os. Ulykkestilfældenes antal er stærkt stigende, og det har ved flere lejligheder vist sig, hvor betydningsfuldt det er, at den første hjælp ydes rigtigt. Jeg vil udtale ønsket om, at enhver kvinde og mand på et eller andet tidspunkt under sin uddannelse vil gennemgå et samariterkursus!”

Bülow udbragte derpå et leve for samaritersagen og dens vækst, og hver samariterforening fik som jubilæumsgave en ”fuldt pakket katastrofetaske”. Hele begivenheden med taler, sange og den særlige samariterhymne blev transmitteret af Statsradiofonien.

I fokus for samariterarbejdet var Røde Kors i Danmarks ’Katastrofetjeneste – førstehjælp på vejene’, som blev oprettet i 1932, og som omfattede oprettelsen af førstehjælpsposter langs de danske landeveje på steder, hvor der var langt til ambulancer og hospitaler. En del af initiativet var Røde Kors-katastrofetasken, som dannede skole i det internationale Røde Kors-samarbejde. I Danmark blev katastrofetasken et førstehjælpsredskab ved de 1.300 katastrofeposter, som i denne periode blev oprettet ved vejene.

Alle kunne se relevansen og nytten af samariter- og førstehjælpsarbejdet. Op til og ikke mindst under anden verdenskrig voksede opbakningen til arbejdet. I sin nytårshilsen 1944/1945 roste Johan Bülow således samaritterne for ”deres stigende engagement om løsningen af ekstraordinære opgaver”, og opgaveløsningen har helt sikkert været kompleks. I Røde Kors-tidsskriftet omtales fx ”det hemmelige samariterkorps på Kommunehospitalet i København”, og mange lokale Røde Kors-afdelinger har helt sikkert været aktive for at sikre, at samariterarbejdet på trods af krigen kom alle, som havde behov, til gode.

Umiddelbart efter krigen var Johan Bülows budskab til samaritter-

83

ne, at det nu var op til Røde Kors i Danmark at forhandle med myndighederne om samaritternes opgaver. Forhandlingerne skulle føres i lyset af, at landet nu havde fået Danske Kvinders Beredskab, og det vi nu kender som Beredskabsstyrelsen. Bülow havde et budskab til Røde Kors-samaritterne, som var indeholdt i dette spørgsmål til dem: ”Er samaritterne rede til at samarbejde, eller vil de hellere hygge sig med sig selv?” Det blev Bülows efterfølger, Kai Hammerich, som fik til opgave at få et svar på spørgsmålet.

Beskyttelse mod luftangreb 1933 I januar 1933 udgav Røde Kors i Danmark en pjece med titlen: ’Den civile befolknings beskyttelse mod luftangreb’. Pjecen henvendte sig til og blev sendt til Folketinget, regeringen, alle landets byer, medierne og Røde Kors’ afdelinger. Pjecen var en opfordring til myndighederne om at være ordentligt forberedt, hvis krigen og luftkrigen skulle ramme landet. Røde Kors betegnede dette som en opgave, som ikke kunne løses af en privat organisation som fx Røde Kors i Danmark. Inspiration til initiativet kom fra samarbejdet i det internationale Røde Kors, hvor Tysk Røde Kors var aktive med initiativer, der kunne beskytte civilbefolkningen mod krigens konsekvenser, og luftkrig var den nye trussel.

Røde Kors’ initiativ blev den direkte anledning til nedsættelsen af Luftværnskommissionen, som førte til oprettelsen af Statens Civile Luftværn den 1. januar 1939, som senere blev til Civilforsvaret, og som i dag er Beredskabsstyrelsen.

En anden konsekvens af Røde Kors i Danmarks initiativ var dannelsen af Dansk Luftværnsforening i 1934, senere omdøbt til Civilforsvarsforbundet, nu Beredskabsforbundet, som fra 1. januar 2019 har en tilskudsbaseret aftale med Forsvarsministeriet om at – lidt ligesom i 1933 – levere ”Information til befolkningen om civilbeskyttelse ved større ulykker og katastrofer i Danmark med moderne civilbeskyttelsestænkning, planlægning, uddannelse og anvendelse af frivillige som centrale elementer”.

Bloddonorerne i Danmark Det at give blod blev i begyndelsen af 1930’erne organiseret af landets hospitaler på frivillig basis. Spejderne var de første, som organiserede bloddonorer. Senere blev Falcks Redningskorps og andre organisationer også involveret. Røde Kors-afdelinger blev også aktive, og i 1935 organiserede fx Esbjerg Røde Kors-afdeling et donorkorps.

84

Røde Kors’ hovedbestyrelse udarbejdede retningslinjer for afdelingernes bloddonorarbejde, også her med inspiration fra det internationale Røde Kors-samarbejde. I 1937 opfordrede de aktive Røde Kors-afdelinger hovedbestyrelsen til at danne et landsråd for de frivillige bloddonorkorps i Danmark. Formålet skulle være at sikre frivilligheden en ensartet kvalitet og bedre udnyttelse af ressourcerne.

I 1939 hverver Røde Kors på opfordring af Krigsministeriet 27.000 bloddonorer, som står til rådighed for hæren i tilfælde af krig. Efter anden verdenskrig dannes en landsdækkende organisation: Danmarks Frivillige Bloddonorer. I 2019 er det stadig Danmarks Frivillige Bloddonorer, som organiserer de frivillige, medens ansvaret for sikring af kvalitet og effektiv udnyttelse af ressourcer er forankret i det offentlige hospitalssystem.

Røde Kors-foreninger i mange lande har bloddonorvirksomhed som en fremtrædende Røde Kors-aktivitet, og ved internationale Røde Kors-møder herom inviteres Danmarks Frivillige Bloddonorer til at deltage.

Ungdommens Røde Kors integreres i Røde Kors-afdelingernes arbejde En hovedopgave for Johan Bülow var efter mange års debat også at skabe ro om Ungdommens Røde Kors. I manges øjne havde Ungdommens Røde Kors udviklet sig til en organisation, som ikke havde den nødvendige forankring i foreningen.

Med Johan Bülow i spidsen fik Røde Kors’ hovedbestyrelse i 1933 landsmødets opbakning til et forslag om, at Røde Kors i Danmark fortsat skulle have et Ungdommens Røde Kors. Ungdomsarbejdet skulle ske efter principper fastsat af hovedbestyrelsen, og lokalt skulle ungdomsarbejdet forankres i Røde Kors-afdelingerne, og målet var, at ungdomsarbejdet skulle være en integreret del af afdelingernes samlede indsats. Samtidig blev der givet flere ressourcer til Ungdommens Røde Kors til landsdækkende aktiviteter, og Ungdommens Røde Kors fik, ligesom samaritterne, eget tidsskrift.

1933 – Danmark tiltræder Genèvekonventionen af 1929 om beskyttelse af krigsfanger Konventionen blev udarbejdet i 1929. Folketingets tiltrædelse, formelt ratifikation, blev vedtaget den 13. juni 1933, og tiltrædelsen indebar samtidig en skærpelse af lovgivningen i Danmark om beskyttelse af

85

Røde Kors-mærket og navnet Røde Kors. Røde Kors havde nationalt og internationalt set et stigende misbrug af mærket. Misbruget var især et problem på forskellige hygiejneartikler.

Anden verdenskrig 1939-1945 og Røde Kors Ved udbruddet af anden verdenskrig var Johan Bülow formand, og Røde Kors i Danmark var velfungerende og i øjenhøjde med udviklingen i samfundet. Landsforeningen havde fundet løsninger på Folke­ kuranstalten i Hald, Ungdommens Røde Kors var integreret i foreningens arbejde, samaritterne var aktive og havde bred opbakning i samfundet. Nye aktiviteter havde set dagens lys som fx bloddonorvirksomhed og det civile beredskab i samfundet.

Danmarks neutralitet 1939 og Røde Kors i Danmark Forud for anden verdenskrig var der ikke fred i Europa eller i verden.

Fascisterne havde siden 1922 magten i Italien med Mussolini i spidsen, nazisterne med Hitler som leder, som fik magten i Tyskland i 1933, og i Spanien blev fascisten Franco sejrherre i en blodig borgerkrig 19361939. Japan førte krig i Manchuriet i 1932 og angreb Kina den 7. juli 1937, hvilket blev starten på anden verdenskrig i Asien. Italien angreb Abessinien i 1935, nazisternes Tyskland annekterede Østrig og invaderede Tjekkiet i 1938, og Stalins Sovjetunion var et kommunistisk regime, som brutalt udryddede modstandere af regimet, først og fremmest i Sovjetunionen, men også uden for landets grænser. Situationen kulminerede i Europa med udbruddet af anden verdenskrig, da Tyskland angreb Polen den 1. september 1939.

Røde Kors-arbejdet i Danmark op til anden verdenskrig var i perioden under Johan Bülow koncentreret om udviklingen af det nationale arbejde. Røde Kors-afdelingerne organiserede en indsamling til fordel for ofrene for den italiensk-abessinske krig 1935-1936, men generelt stod landsforeningens internationale arbejde i skyggen af Danmarks sikkerhedspolitiske situation. Der var kun gået 20 år siden afslutningen af første verdenskrig. Det lykkedes dengang at holde Danmark ude af krigen og støtte bl.a. det omfattende humanitære arbejde til fordel for ofrene for krigen. Genforeningen i 1920 af Sønderjylland med Danmark var det vigtigste resultat for Danmark.

Da anden verdenskrig brød ud, var Danmark stadig en neutral stat.

Alle de nordiske lande havde erklæret deres neutralitet på et møde i Stockholm i 1938, og Danmark havde den 31. maj 1939 indgået en ikke-

86

angrebspagt med Tyskland.

For Røde Kors i Danmark betød dette, at foreningen ligesom under første verdenskrig kunne påtage sig humanitære opgaver til fordel for ofrene i de krigsførende lande. Arbejdet kunne ske i samarbejde med Den Internationale Røde Kors Komité i Genève.

For Det Internationale Røde Kors Forbund betød krigsudbruddet, at forbundet flyttede hovedkontoret fra Paris til Genève i det neutrale Schweiz, som også var hovedkvarter for Den Internationale Røde Kors Komité. Både Komitéen og Forbundet har i dag deres hovedkvarterer i Genève. De nationale Røde Kors-foreninger i de krigsførende lande blev mobiliseret, så de kunne understøtte deres regeringer og befolkningerne med humanitært arbejde.

Krigsfangekontor oprettes i Det Gule Palæ i Amaliegade i København. Hjælp til krigsramte i Finland og Polen 1939-1940 Ved anden verdenskrigs udbrud oprettede Røde Kors Komitéen i Genève et krigsfangekontor for krigsfanger fra krigen mellem Tyskland, England og Frankrig. Røde Kors i Danmark blev anmodet om at oprette et krigsfangekontor for krigen mellem Tyskland og Polen og det baltiske område. Hovedbestyrelsen oprettede derfor den 30. november 1939 en særlig organisation under navnet ’Kontoret for udenlandske anliggender og krigshjælp’, som fik egen direktør, der refererede til Johan Bülow. Kronprinsen, den senere kong Frederik 9., blev æres­præsident. Det var en struktur, som kendtes fra krigsfangearbejdet under første verdenskrig.

Samme dag – den 30. november – begyndte den finsk-russiske krig, og dagen efter iværksatte Røde Kors i Danmark en storstilet indsamling med appel om ”hjælp til krigsramte personer”. I appellen henvises til, at Røde Kors i Danmark under første verdenskrig ydede neutral hjælp for 60 millioner kroner, hvilket i 2018 ville svare til 1,9 milliarder kroner. Indsamlingen blev støttet af regeringen med statsminister Th. Staunings personlige opbakning.

Indsamlingen var en stor succes og årsag til, at Røde Kors i Danmark allerede den 21. december med skib kunne sende 125 Røde Kors-delegater, hospitalsudstyr, medicin, 300 tons tøj m.m. til Finland. Krigen sluttede den 13. marts 1940, og al hjælp blev foræret til Finland, som havde behov for humanitær nødhjælp. I begyndelsen af 1940 blev der også sendt humanitær hjælp til polske flygtninge i Letland, Litauen og Rumænien.

87

Det Gule Palæ, Amaliegade 18 i København var bolig for prins Valdemar frem til 1939, da prinsen døde. Prins Valdemar var ærespræsident for Røde Kors i Danmarks krigsfangekontor under første verdenskrig.

Da der ikke var plads til det nye krigsfangekontor i Røde Kors’ landskontor i Puggaardsgade i København, indgik staten og Røde Kors aftale om, at Det Gule Palæ skulle stilles til rådighed for Røde Kors’ arbejde under og, som det skulle vise sig, efter anden verdenskrig. Staten ejer stadig palæet, som nu bruges af Kongehuset til Hoffets administration.

Bülow ansætter en kontroversiel direktør for krigsfange­ kontoret 1939 Som direktør for krigsfangekontoret ansatte Røde Kors i Danmark Helmer Rosting. Han blev valgt efter kontakt med Udenrigsministeriet, hvor han havde været ansat efter at have været Folkeforbundets højkommissær for Danzig, nu Gdansk, 1932-1934.

Det er muligt, at Udenrigsministeriet ikke var utilfreds med, at Rosting i november 1939 blev direktør for krigsfangekontoret i Røde Kors.

Rosting var under sin ansættelse i Udenrigsministeriet fremkommet med synspunkter, som klart var i strid med regeringen og statsminister Staunings neutralitetspolitik, idet Rosting talte til fordel for en mere tyskvenlig kurs. Rostings kontroversielle, tyskvenlige synspunkter blev offentliggjort i et tysksproget, nordisk tidsskrift i december 1939, efter at han var blevet ansat som direktør i Røde Kors.

Da statsminister Stauning fik at vide, at Rosting var blevet direktør for Røde Kors’ krigsfangekontor og derefter offentligt havde kritiseret regeringens neutralitetspolitik, skrev Stauning et vredt brev til Bülow.

I brevet meddelte Stauning, at havde han vidst, at Rosting skulle være direktør for krigsfangekontoret, havde han og staten ikke støttet Røde Kors’ store indsamling, som var iværksat den 1. december 1939. Bülow svarede Stauning, at Rosting havde lovet ham at respektere Røde Kors’ neutralitet, underforstået, at han ikke ville ytre sine tyskvenlige synspunkter. Det gjorde han heller ikke i perioden frem til Danmark blev besat den 9. april 1940. Derefter havde Rosting svært ved at tie stille med sine tyskvenlige sympatier. Således gentog Rosting sine tyskvenlige synspunkter i efteråret 1940 i det nazistiske dagblad Fædrelandet.

Rosting havde med sine tyskvenlige artikler i 1939 og 1940 ikke respekteret Røde Kors’ neutralitet. Rostings tyskvenlige sympatier fremmede helt sikkert hans handlemuligheder i forhold til besættelsesmagten. Det må dog nok konstateres, at Rostings sympatier for Tyskland var

88

af en sådan styrke, at det gjorde ham blind for at tage humanitære initiativer, som lå udenfor det, der var fastsat i konventioner aftalt med Røde Kors Komitéen i Genève eller med den tyske besættelsesmagt.

20.-23. maj 1940. Møde i Det Gule Palæ – direktør Rostings tyske og schweiziske forbindelser Ved udbruddet af anden verdenskrig beskyttede Genèvekonventionerne kun syge og sårede soldater, skibbrudne og krigsfanger. Civile var ikke beskyttet mod krigens umenneskelighed, heller ikke i besatte områder. Det betød, at Røde Kors Komitéen i Genève og de nationale Røde Kors-foreninger ikke havde nogen formel hjemmel til at hjælpe civile ofre for krig og besættelse.

Danmark blev besat af tyskerne den 9. april 1940. Derefter var Danmark ikke længere en neutral stat, og Røde Kors i Danmark kunne ikke længere varetage opgaven med et krigsfangekontor for krigens ofre på Østfronten. Det blev nu en opgave for Røde Kors Komitéen i Genève.

Både Røde Kors i Danmark og Røde Kors Komitéen i Genève ønskede, at Røde Kors i Danmark kunne fortsætte med at udføre et humanitært arbejde for krigens ofre.

Derfor udsendte Johan Bülow umiddelbart efter den 9. april 1940 et ’cirkulære’ til alle Røde Kors-afdelingerne. Bülow udtrykte i cirkulæret: ”min bestemte forventning om, at samtlige Røde Kors-afdelinger og samtlige medarbejdere til enhver tid vil stå til rådighed for samfundet og hjælpe efter bedste evne, hvor det gøres fornødent. I en for landet tung tid, hvor alle må være på deres post ved trofast at udfylde sin plads, er det mere end nogensinde nødvendigt, at Røde Kors er sig sin stilling og sit ansvar bevidst og handler i overensstemmelse med sine traditioner.”

Bülow gentog opfordringen om at være til disposition for samfundet med regelmæssige mellemrum, og det blev efterhånden konkretiseret derhen, at Røde Kors-afdelingerne samtidig med samariteropgaven især skulle bistå Civilforsvaret (Statens Civile Luftværn) og hospitalerne.

Hvad med krigens ofre i Danmark og i udlandet? Der var mange danske statsborgere i de tysk besatte områder og i de allieredes områder. Krigen betød, at de var afskåret fra at kommunikere med familie i Danmark.

En del af disse udlandsdanskere var aktivt involveret i krigen.

En løsning på dette spørgsmål blev fundet på et møde 20.-23. maj

89

1940 i Det Gule Palæ. Røde Kors i Danmark var vært for mødet, og deltagerne var derudover den tyske besættelsesmagt, som havde en repræsentant med fra Berlin og Den Internationale Røde Kors Komité i Genève, lægen Marcel Junod, som i den periode var en del af Røde Kors Komitéens lille delegation i Berlin.

På mødet i Det Gule Palæ tilkendegav Røde Kors Komitéen, at Røde Kors i Danmark havde den nødvendige kapacitet til at løse opgaverne i Danmark med humanitær krigshjælp, og at Komitéen derfor ikke havde behov for at oprette en delegation i Danmark. Dette var både Røde Kors i Danmark og den tyske besættelsesmagt indforstået med.

Forudsætningen for denne forståelse var, at krigsfangekontorets hjælp skulle udføres i overensstemmelse med Genèvekonventionerne, som ikke beskyttede civile, og med den måde, som Røde Kors Komitéen arbejdede på.

Efter mødet i Det Gule Palæ rejste direktøren for krigsfangekontoret, Helmer Rosting i perioden oktober 1940 til august 1943 flere gange til Berlin og Genève for at fremme kontorets arbejdsmuligheder for at hjælpe danske med breve og levnedsmidler i andre dele af det tyskbesatte Europa og for at forhandle om humanitær hjælp til fx Norge og Finland. Det må antages, at Rosting på disse rejser fik et grundigt indblik i situationen i Tyskland og Tysk Røde Kors, og at han også fik detaljeret viden om Røde Kors Komitéens holdninger, arbejde og prioritering af arbejdet.

Johan Bülow deltog ikke i Rostings møder i Berlin og Genève. Selvom Bülow også var ansvarlig for Røde Kors-arbejdet i Det Gule Palæ, er indtrykket, at Rosting i høj grad selvstændigt styrede arbejdet, som udgik fra Det Gule Palæ. Johan Bülow var landsforeningens øverste leder, men koncentrerede sig nok mest om den del af landsforeningens arbejde, som udgik fra Røde Kors’ landskontor i Puggaardsgade, og han tegnede især arbejdet i Røde Kors’ lokale afdelinger. Ved begyndelsen af besættelsen var Røde Kors i Danmark således delt i to: Landsforeningen i Puggaardsgade koncentreret om Røde Kors-afdelinger og krigsafdelingen i Det Gule Palæ, som arbejdede efter aftaler indgået dels med danske myndigheder, som finansierede arbejdet, dels med den tyske besættelsesmagt, Røde Kors Komitéen i Genève og Tysk Røde Kors.

I forhold til udviklingen i Danmark under den anden verdenskrig forblev Helmer Rosting en væsentlig aktør under hele besættelsen.

Udviklingen af Johan Bülows rolle, udover at være den øverste leder, var måske at indtage en dobbeltrolle, hvor han på samme tid bakkede

90

op om krigsfangekontorets arbejde ved Helmer Rosting, og, især efter august 1943, samarbejdede med myndighederne om at bruge Røde Kors til løsningen af humanitære opgaver, som ikke var omfattet af Genèvekonventionen.

Med baggrund i Helmer Rostings virke som Folkeforbundets højkommissær havde Rosting en bred kontaktflade til den tyske besættelsesmagt i Danmark og Berlin, til Tysk Røde Kors og til Røde Kors Komitéen i Genève. Et af Røde Kors Komitéens mest fremtrædende medlemmer var Carl Jacob Burckhardt, som i 1937 blev Folkeforbundets højkommissær i Danzig, hvor Rosting var højkommissær 19321936. Alle højkommissærer havde tæt kontakt på højt niveau til Hitlers styre, hvilket bl.a. er dokumenteret i breve mellem Burckhardt og Hitlerregimet, som er offentliggjort af Røde Kors Komitéen i Genève.

Kontakten var Hitler og kredsen omkring ham. I 1941 blev Burckhardt leder af Røde Kors Komitéens krigsfangehjælp, og i perioden 1. januar 1945-31. december 1948 var han præsident, dvs. den øverste leder for Røde Kors Komitéen.

For at få det rette billede af Røde Kors i Danmarks humanitære krigshjælp under anden verdenskrig vil det på denne baggrund være nødvendigt at se nærmere på relationerne på den ene side mellem Tysk Røde Kors og Røde Kors Komitéen og på den anden side Røde Kors i Danmark.

Den Internationale Røde Kors Komité i Genève og Tysk Røde Kors under anden verdenskrig – blev ofrene svigtet?

Den Internationale Røde Kors Komité i Genève og Tysk Røde Kors har åbnet deres arkiver for uafhængige forskere, som har gennemført grundige og omfattende videnskabelige studier af deres virksomhed op til, under og umiddelbart efter anden verdenskrig. Et afgørende spørgsmål er, om de svigtede krigens ofre, og især om mere kunne være gjort for at forhindre nazisternes mord på seks millioner jøder.

Da Hitler kom til magten i 1933 ophørte Tysk Røde Kors med at beskæftige jøder. Allerede i november 1933 var alle ansatte jøder i Tysk Røde Kors blevet afskediget, og jødiske medlemmer af Tysk Røde Kors var ekskluderet. Dette var i strid med Tysk Røde Kors’ egne vedtægter, men Tysk Røde Kors undlod at protestere. Mange af jøderne blev senere myrdet i nazisternes udryddelseslejre. Nazisterne ønskede et Tysk Røde Kors uden jøder og kun til aktiviteter, som kunne understøtte den nazistiske krigsmaskine, som var under opbygning. Skridt for skridt

91

blev organisationen en integreret del af naziregimet, og i 1936 satte nazisternes SS-ledelse i Berlin sig også på ledelsen af Tysk Røde Kors.

Tysk Røde Kors havde på dette tidspunkt store sociale aktiviteter og et stort sundhedsarbejde, som var udviklet i perioden op til 1933. Disse aktiviteter måtte afvikles, da nazisterne i 1933 kom til magten. Tysk Røde Kors blev tvunget til at koncentrere foreningens arbejde om militær sygepleje, militærets sanitetstjeneste og førstehjælp i militæret samt beskyttelse af civilbefolkningen i Tyskland i tilfælde af krig.

Der er ikke fundet dokumentation for, at Tysk Røde Kors som organisation var involveret i nazisternes udryddelse af seks millioner jøder og af andre befolkningsgrupper. På den anden side var der ikke i Tysk Røde Kors protester eller initiativer til forebyggelse eller begrænsning af nazisternes folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Tysk Røde Kors’ opgave var arbejdet til fordel for syge og sårede tyske soldater og redningstjeneste for civilbefolkningen. I alt anslås det, at Tysk Røde Kors under anden verdenskrig mobiliserede 600.000 ansatte og frivillige til arbejdet, som også omfattede fx informationsarbejde, propaganda til fordel for den tyske stat. Efter Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940 udsendte Tysk Røde Kors således en lille pjece, som hyldede den tyske hær, Wehrmacht, for dens sejrrige besættelse af Danmark.

Røde Kors Komitéen i Genève har først i 1990’erne beklaget, at den ikke under anden verdenskrig aktivt og åbent arbejdede for at beskytte jøderne mod nazisternes forfølgelse og udryddelse. Røde Kors Komitéen var udmærket bekendt med nazisternes forfølgelse af jøderne og andre befolkningsgrupper. Komitéens egen begrundelse for ikke at gå ud med offentlig kritik af nazisterne og støtte til jøderne kan opsummeres således: • Røde Kors Komitéen havde i Genèvekonventionerne kun mandat til at hjælpe sårede og syge soldater, skibbrudne og krigsfanger. Først i 1949 blev Komitéens mandat udvidet til også at omfatte civile. Det var Røde Kors Komitéens opfattelse, at tyskerne ville standse Komitéens omfattende og velfungerende arbejde for krigsfanger, hvis Komitéen gik ud over sit mandat og kritiserede nazisternes forfølgelse og umenneskelige behandling af jøderne og andre befolkningsgrupper.

• Det var også Røde Kors Komitéens opfattelse, at der ville være en reel risiko for, at Tyskland ville lægge pres på den schweiziske regering og måske gøre ende på Schweiz’ neutrale status ved at besætte landet. Røde Kors Komitéen erkender i dag, at dette var en fejlvurde-

92

ring, og at den skulle have lagt hele Komitéens humanitære prestige i at arbejde direkte mod naziregimet og komme med offentlige udmeldinger for at gøre, hvad der stod i Røde Kors’ magt for at stoppe forfølgelsen og udryddelsen af jøderne.

• Røde Kors Komitéen har argumenteret for, at de allierede fx USA og Storbritannien var bekendt med nazisternes forfølgelse af jøderne, og at de allierede mere aktivt skulle have forsvaret jøderne. Uanset hvad de allierede kunne eller burde have gjort, så ville nazisterne formentlig ikke i spørgsmålet om jøderne på nogen måde have lyttet til fjendens synspunkter.

• Arkivstudier viser, at Røde Kors Komitéen var splittet i spørgsmålet.

Et flertal med Komitéens præsident, Max Huber, og Carl Burckhardt som de mest fremtrædende, var imod initiativer til fordel for jøderne.

Et mindretal ønskede en aktiv linje til støtte for jøderne. Der er beskrivelser af, at både Huber og Burckhardt var negativt indstillet overfor jøderne, og at de beskrives som antisemitter. Der er også beskrivelser af, at de begge ved siden af deres arbejde for Røde Kors Komitéen havde en udbytterig kommerciel virksomhed med Tyskland.

• Der henvises i forskningen til, at Røde Kors Komitéen før anden verdenskrig, desværre forgæves, søgte at få staternes opbakning til en udvidelse af Genèvekonventionerne til også at omfatte civile og civilbefolkningen. Pointen her er, at det ikke kunne komme som en overraskelse for nogen regering, hvis Røde Kors Komitéen under anden verdenskrig havde søgt at beskytte jøderne og andre civile, selvom Komitéen ikke havde noget mandat i konventionerne. Det lykkedes fx for Røde Kors Komitéen ved begyndelsen af anden verdenskrig at få de krigsførende til at acceptere, at fjendens borgere ikke var prisgivet vilkårlig behandling, men kunne interneres i lejre.

Røde Kors’ kuranstalt i Hald blev således stillet delvis til rådighed for internering af civile britiske statsborgere, som var i Danmark ved krigens udbrud. Via Røde Kors’ eftersøgningstjeneste i København fik de bl.a. mulighed for at brevveksle med deres familie hjemme i Storbritannien.

• Det er også en vurdering, at Røde Kors Komitéen undervurderede tyskernes interesse i, at Komitéen uhindret kunne udføre arbejdet for krigsfanger, som også omfattede alle tyske krigsfanger taget af de allierede. Røde Kors Komitéens spillerum for handling var således større, end hvad Komitéen antog, og Komitéen ville derfor have haft mulighed for at presse tyskerne til en bedre behandling af jøderne.

93

• Endelig havde Røde Kors Komitéen – dengang som nu – ifølge Komitéens folkeretligt anerkendte vedtægter retten til at tage de humanitære initiativer, som Komitéen anser for nødvendige for at beskytte og hjælpe alle ofre for krige og kriser. Komitéen havde således et reelt mandat til at tage de nødvendige humanitære initiativer.

Røde Kors Komitéen i Genève har beklaget sit svigt under anden verdenskrig. Det har Røde Kors Komitéen gjort for at undskylde sin passivitet og manglende handling samt i respekt for de millioner af jøder og andre ofre, som blev myrdet af nazisterne under anden verdenskrig.

Men ikke kun derfor. Det er samtidig for Røde Kors Komitéen og for hele Røde Kors-bevægelsen et klart signal om, at Røde Kors har et moralsk, humanitært ansvar for aktivt at søge at forhindre forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab og umenneskelig og nedværdigende behandling af civile og civilbefolkninger samtidig med, at Røde Kors uden tøven skal hjælpe og beskytte ofrene. Røde Kors’ moralske ansvar ligger i de grundlæggende principper for Røde Kors-bevægelsens arbejde.

Det udtrykkes ofte, at det, som skete for jøderne og andre befolkningsgrupper under anden verdenskrig, må ikke ske igen. Men desværre skete det igen, ja, det sker lige nu, og al erfaring taler desværre for, at verdenssamfundet også i fremtiden vil se nye forbrydelser mod menneskeheden, endda folkedrab.

I dag har alle dele af Røde Kors-bevægelsen med Røde Kors Komitéen i Genève i spidsen, de nationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger, Israels Røde Davidsstjerne og foreningernes internationale Forbund i Genève fælles ansvar for at være med til at sikre, at ofrene ikke lades i stikken, og at verdenssamfundet også bliver gjort ansvarlig.

Røde Kors i Danmark – et svigt, men også et omfattende humanitært hjælpearbejde Tysk Røde Kors op til og under anden verdenskrig var et villigt redskab i hænderne på naziregimet, og Tysk Røde Kors stod udelukkende til rådighed for den tyske krigsmaskine. Tysk Røde Kors kunne af Røde Kors i Danmark kun bruges til forhandlinger om løsning af humanitære opgaver, som var dækket af eksisterende aftaler. Det skete også.

Røde Kors Komitéen i Genève havde ved krigens begyndelse fået krigens parter til at acceptere beskyttelse af fjendens borgere i eget land eller besat område, men holdt sig derudover frem til krigens sidste måneder strengt til det formelle mandat, som Komitéen havde i Genève-

94

konventionerne.

Røde Kors Komitéen har indrømmet at have svigtet ved ikke at have udnyttet mandatet i Komitéens vedtægter til at tage humanitære initiativer for at forhindre eller formindske nazisternes forfølgelse af jøderne eller i forhold til forfølgelse af andre civile eller civile grupper (fx kommunister).

For Røde Kors i Danmark var konsekvensen af Røde Kors Komitéens svigt og manglende handling, at Røde Kors i Danmark undlod at tage humanitære initiativer, som ikke i forvejen var aftalt i Genèvekonventionerne, besluttet af besættelsesmagten eller aftalt mellem myndigheder i Danmark og besættelsesmagten. De humanitære initiativer blev i første instans taget af ansvarlige danske myndigheder og af pårørende til krigens ofre. Når det så lykkedes for myndighederne at få aftaler om hjælp på plads med besættelsesmagten, blev Røde Kors i Danmark brugt som operatør.

Med dette udgangspunkt leverede Røde Kors i Danmark en omfattende humanitær hjælpeindsats under anden verdenskrig.

Røde Kors i Danmark – hjælpearbejdet 1939-1945 Røde Kors i Danmark har opsummeret hjælpearbejdet i 11 områder: 1. Danske statsborgere i udlandet beskyttet af Genèvekonventionerne.

Civile danske statsborgere bosiddende i Belgien, Finland, Grækenland, Frankrig, Holland, Norge og Tyskland havde om gruppe fået status som beskyttede personer omfattet af Genèvekonventionerne. Hver måned sendtes fra begyndelsen af besættelsen 7.000 pakker med levnedsmidler á seks kilo til denne gruppe.

2. Danske og norske statsborgere i koncentrationslejre i Tyskland.

Den 1. oktober 1943 blev de danske jøder, som ikke var flygtet til Sverige, sammen med de i 1941 i Horserød internerede danske kommunister taget af tyskerne og ført til koncentrationslejre i Tyskland. Til hver interneret sendtes fra Danmark hver måned to pakker med levnedsmidler.

Pakkerne blev i begyndelsen sendt med tog eller skib til Tyskland. Da politiet blev taget af tyskerne i august 1944, kunne arbejdet organiseres i overensstemmelse med Genèvekonventionen af 1929 om beskyttelse af krigsfanger, da politiets folk fik status som krigsfanger. Røde Kors oprettede derefter en kørselsafdeling med lastbiler, som blev brugt til at transportere hjælpen til politiet. Alle aftaler med den tyske besættelses-

95

magt blev indgået af myndighederne, departementschefstyret, og arbejdet blev finansieret af staten. Lastbilerne kørte i konvoj helt frem til koncentrationslejrene og om muligt helt frem til de steder, udekommandoer, hvor de internerede var på tvangsarbejde. Der blev frem til krigens slutning afsendt 70 lastbilkonvojer med i alt 137.280 levnedsmiddelpakker.

3. Danske statsborgere i tyske fængsler i Danmark.

I Aarhus, Aalborg, Odense, Kolding og Padborg (Frøslevlejren) oprettede Røde Kors i Danmark hjælpekontorer, som skulle yde hjælp til fangerne og stå til rådighed for fangernes pårørende og bl.a. formidle kontakt. I København blev opgaven med hjælp til fangerne i Vestre Fængsel varetaget af landskontoret. Hjælpen omfattede bl.a. besøg til de fængslede, at skaffe besøgstilladelser til pårørende, lægekonsultation ved dansk læge til de fængslede og opfølgning på lægelige anvisninger fx levnedsmidler og aflevering af tøjpakker. Der er kun begrænsede beskrivelser af denne hjælp, men der har været tale om et råderum for humanitære initiativer. Således fortælles det i Røde Kors’ tidsskrift, at det i syv tilfælde lykkedes Røde Kors i Danmark at få omstødt tyske dødsdomme til livstidsstraffe.

4. Krigsfanger i Tyskland.

Ved krigens begyndelse fik Røde Kors i Danmark mulighed for at sende levnedsmiddelpakker til krigsfanger i Tyskland, der var omfattet af Genèvekonventionerne, fx fra Frankrig, Belgien og England. Der blev af de danske myndigheder givet tilladelse til 1.500 pakker pr. måned.

5. Det danske militær interneres som krigsfanger.

Den 29. august 1943 blev det danske militær interneret af tyskerne i 19 interneringslejre i Danmark. De danske soldater har ifølge Genèvekonventionerne status som krigsfanger. Røde Kors i Danmark besøger lejrene hver dag, opretter en hjælpefond og starter en indsamling til fordel for soldaterne. Soldaterne hjemsendes i løbet af oktober måned 1943.

6. Hjælp til Norge.

Hjælpen til Norge lykkedes bl.a. takket været indsamlinger koordineret af Kai Hammerich, som efter krigen blev præsident for Røde Kors i Danmark. Der blev sendt et mobilt hospital til Norges Røde Kors med 150 senge til brug for civilbefolkningen. Norges Røde Kors modtog fødevarehjælp til fordeling fx blandt landets hospitaler og børnehjem.

96

Det var Norges Røde Kors, som foretog vurderingen af behovet for hjælp, der fortsatte efter krigsafslutningen den 4. maj 1945.

7. Finland.

Under den første finlandskrig 1939-1940 arrangerede Røde Kors i Danmark en stor landsindsamling og sendte i 1940 som hjælp til Finsk Røde Kors et mobilt hospital med 200 senge og 123 Røde Kors-delegater omfattende læger, sygeplejersker, chauffører m.v. samt fødevarer for en million kroner. Efter krigens afslutning i 1940 blev det mobile hospital foræret til Finsk Røde Kors. Under den anden finlandskrig i 1941 kom det mobile hospital i brug igen, og der blev sendt Røde Kors-læger og -sygeplejersker til bemanding af hospitalet, supplerende hospitalsudstyr, to ambulancefly samt fødevarer. Foreningen Norden i Danmark og Røde Kors i Danmark stiftede derefter Finlandshjælpen, som stod for det videre hjælpearbejde.

8. Belgien og Holland.

Til fordeling blandt børn i Belgien blev der sendt tørmælk og fødevarer særlig egnet for børn. Hjælpen blev forstærket efter Tysklands kapitulation, og der sendtes hjælp til børn både med fly og lastbilkonvoj.

9. Breve og eftersøgninger – Røde Kors’ eftersøgningstjeneste.

Når krig bryder ud mellem stater afbrydes normal kommunikation mellem staterne. Genèvekonventionen gør det muligt for krigsfanger og civile at kommunikere via Røde Kors med deres nærmeste pårørende. Det værste for en pårørende er ikke at vide, hvad fjenden gør med ens mand, barn, hustru m.v. De pårørende har mulighed for at bruge en særlig Røde Kors-brevblanket og bede Røde Kors om at videre­ sende til den pårørende i fjendens hænder. Røde Kors kan også starte en eftersøgning af en pårørende. Dette var helt centrale aktiviteter for Røde Kors i Danmark under anden verdenskrig, og aktiviteterne fortsatte efter krigen, da mange pårørende var forsvundet eller flygtet fx til Danmark og afskåret fra at komme hjem. Tusindvis af Røde Kors-breve og -telegrammer blev sendt via Røde Kors i Danmark til Røde Kors Komitéens centrale eftersøgningstjeneste i Genève og i en periode også Stockholm via den nationale Røde Kors-forening i modtagerland fx England og frem til modtageren, som kunne være en bror, en søster, en datter m.fl. På den måde opretholdtes livsvigtig kontakt mellem familier på tværs af krigens fronter.

97

10. Svensk Røde Kors-aktion med De Hvide Busser i foråret 1945.

Evakuering af 7.000 danske og norske koncentrationslejrfanger blev iværksat og styret af Svensk Røde Kors efter aftale med de tyske myndigheder i Berlin. Røde Kors i Danmark stillede lastbiler til rådighed for aktionen, og Røde Kors-frivillige fra 95 Røde Kors-afdelinger her i landet hjalp med at forsyne de 7.000 evakuerede koncentrationslejrfanger og mandskabet med mad og drikke under transporten gennem Danmark til Sverige. Røde Kors i Danmark stillede også biler, mandskab og sygeplejefaciliteter til rådighed for Svensk Røde Kors’ aktion, da den blev udvidet til at omfatte evakueringen af 10.000 hovedsageligt belgiske og franske kvinder fra koncentrationslejren Ravensbrück.

11. Tyske og ikke-tyske/allierede flygtninge i Danmark.

Efter krigsafslutningen fik Røde Kors i Danmark til opgave at lokalisere ikke-tyske flygtninge og stå for driften af lejre for denne gruppe flygtninge. Røde Kors i Danmark havde tilbudt at varetage opgaven for alle flygtninge, også de mere end 200.000 tyske flygtninge, som i krigens sidste måneder var kommet til Danmark, men opgaven blev begrænset til de allierede flygtninge.

Der findes ikke nogen samlet beskrivelse af Røde Kors-afdelingernes virksomhed under krigen. Afdelingerne fortsatte så vidt muligt det arbejde, som de havde udført før krigens udbrud, men der er ikke tvivl om, at de humanitære behov affødt af krig, besættelsesmagtens voldsregime med summariske henrettelser, jødeforfølgelse og deportationer til koncentrationslejre stillede store krav til Røde Kors-afdelingerne. Røde Kors-formand Johan Bülow appellerede regelmæssigt til afdelingerne om, at ”Røde Kors er sig sin stilling og sit ansvar bevidst og handler i overensstemmelse med sine traditioner”, og der blev stillet krav til Røde Kors-afdelingerne om deltagelse i indsamlinger, om bistand til Civilforsvaret og om at være frivillige på hospitalerne.

Holocaust, Theresienstadt og Røde Kors i Danmark Holocaust betyder folkedrab. Under anden verdenskrig var det Tysklands mål at udrydde den jødiske befolkning i Tyskland og i de af Tyskland besatte lande, herunder Danmark. Langt de fleste jøder blev myrdet i de tyske koncentrations- og udryddelseslejre, hvor den mest kendte og berygtede er udryddelseslejren Auschwitz, som ligger i det nuværende Polen. I dag har Auschwitz status som et mindesmærke for folkedrabet. Folkedrabet mod jøderne under anden verdenskrig mar-

98

keres hvert år over hele verden den 27. januar, fordi Auschwitzlejren den 27. januar 1945 blev befriet af de sovjetiske styrker.

Den tyske besættelsesmagt i Danmark havde som mål, at jøderne i Danmark skulle udryddes. Besættelsesmagten indledte deres udryddelsesaktion den 1. oktober 1943. Det lykkedes heldigvis for de fleste jøder at flygte til Sverige, men nogle blev taget af tyskerne og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet. I Danmark blev 472 jøder taget af tyskerne, og 470 var fanger i koncentrationslejren Theresienstadt. Af dem omkom 51. De overlevende blev reddet ud af lejren af Svensk Røde Kors’ hvide busser. De nåede i sikkerhed i Sverige den 18. april 1945.

Da jøderne blev taget af tyskerne i oktober 1943 og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt, gik pårørende, venner, danske myndigheder og departementschefstyret med det samme i gang med forhandlinger med den tyske besættelsesmagt for at sikre deres liv og for at holde kontakten. Det samme var tilfældet for de danske kommunister, som indtil da havde været fængslet i Horserødlejren i Nordsjælland, men i oktober 1943 blev sendt til koncentrationslejren Stutthof nær Gdansk i det nuværende Polen. Omkring 150 danske kommunister kom til Stutthof, 22 døde; seks døde i lejren, ni døde på dødsmarchen bort fra lejren, efter at de tyske vagter havde forladt den, mens syv omkom af følgesygdomme efter befrielsen den 5. maj 1945.

Det lykkedes for departementschefstyret ved Udenrigsministeriet og Socialministeriet at få en aftale med den tyske besættelsesmagt om kontakt til fangerne og forsendelse af pakker; først tøjpakker og senere også pakker med levnedsmidler. Røde Kors i Danmark og Røde Kors Komitéen i Genève afviste at gå ind i forhandlingerne om hjælp med den begrundelse, at det lå uden for det mandat, som de havde i Genèvekonventionerne, som dengang ikke dækkede hjælp til civile. Men det lykkedes for departementschefstyret at få en aftale på plads, og Røde Kors i Danmark blev valgt som operatør for forsendelse af pakker m.v.

Det var en del af aftalen mellem departementschefstyret og den tyske besættelsesmagt, at Danmark skulle have mulighed for at besøge koncentrationslejren Theresienstadt. Besøget blev forsinket af tyskerne flere gange, men juni 1944 blev der endelig givet grønt lys. Tyskerne var bl.a. interesseret i et dansk besøg for at sætte en stopper for rygter om umenneskelige forhold ’grauelgeshichten’ i Theresienstadt, som var opstået, efter at Tysk Røde Kors havde besøgt lejren og havde berettet om forholdene til Røde Kors i Genève.

99

Det var tyskernes ønske at føre danskerne og Røde Kors (Røde Kors i Danmark, Tysk Røde Kors og Røde Kors i Genève) bag lyset, når de besøgte Theresienstadt. Delegationen skulle opleve et Theresienstadt som en lejr, hvor fangerne havde det godt med gode opholdsfaciliteter, rigeligt med mad, adgang til sundhedsfaciliteter, mulighed for aktiviteter i fritiden og hvor børnene gik i skole.

Delegationen var sammensat af en repræsentant for Udenrigsministeriet, Frants Hvass, som var chef for ministeriets politisk-juridiske afdeling, og en repræsentant for Røde Kors i Danmark, som, efter aftale mellem Røde Kors og Udenrigsministeriet og Socialministeriet, blev E. Juel Henningsen, der var læge i Sundhedsstyrelsen. Juel Henningsen havde indtil dette tidspunkt ikke nogen formel tilknytning til Røde Kors i Danmark. Han fortæller selv, at han i forhold til besøget i Theresienstadt var en for alle parter neutral person. Både Juel Henningsen og Hvass havde erfaringer med at forhandle med besættelsesmagten i Danmark, og Juel Henningsen havde også været på illegal rejse til Sverige i 1943 for at hjælpe danske, jødiske læger med at udøve deres lægegerning. Røde Kors Komitéen i Genève var repræsenteret af Komitéens delegat i Berlin, dr. Rossel og Tysk Røde Kors ved lægen Heidenkampf.

Hitlerregimet var bl.a. repræsenteret af en ’kriminalrat’ Renner, som E. Juel Henningsen tilfældigvis otte dage før rejsen havde mødt til nogle hårde forhandlinger i Shellhuset, der var tyskernes hovedkvarter i København. Juel Henningsen havde på mødet været fortaler for ”danske lægers sag”, som formentlig betød, at læger i Danmark skulle have adgang til at behandle alle med behov for lægehjælp, herunder modstandsfolk i tysk varetægt. Juel Henningsen fortæller, at Renner havde været ”høj i hatten, grusom, sarkastisk”, men var nu, da de mødtes i Berlin på vej til Theresienstadt, ”smilende og hjertelig”. Vigtigere var det for den danske del af delegationen at vide, at Renner også kunne tale dansk. Under de seks-syv timer, som besøget i Theresienstadt varede, organiserede Hvass og Juel Henningsen derfor deres samtaler med de danske jøder på den måde, at Renner ikke kunne være to steder på samme tid.

Blev delegationen ført bag lyset?

E. Juel Henningsens officielle rapport efterlader det indtryk, at det lykkedes for tyskerne at føre delegationen bag lyset. Samtidig er det åbenbart, at delegationen stod i et svært dilemma. Aftalen mellem Danmark, Tyskland og Røde Kors var, at man kun måtte rapportere det, man rent faktisk så eller hørte under besøget. Personlige vurderinger

100

eller opfattelser var ikke tilladte.

E. Juel Henningsen fortalte selv ti år senere, at ”iscenesættelsen var åbenbar – overalt hvor vi kom frem, var det, som blev der trukket i usynlige tråde – marionetter gik i gang”, og at ”vi kunne jo nok regne ud, at vi fik det bedste, det udvalgte, det iscenesatte at se”. Hvis tyskerne fik det indtryk, at besøget ikke var en succes set med tyskernes øjne, frygtede Juel Henningsen og Hvass, at forsendelsen af pakker med levnedsmidler fra Danmark ville blive stoppet, at forholdene generelt ville blive forværret med de værst tænkelige konsekvenser for lejrens fanger. Derfor blev rapporten en afspejling af det af tyskerne iscenesatte skuespil. For Juel Henningsen var det vigtigste om muligt ikke at ødelægge igangværende, humanitære initiativer til fordel for de danske jøder. Håbet var, at jøderne på et tidspunkt kunne komme hjem til Danmark, hvilket lykkedes med De Hvide Busser. Juel Henningsen fortæller også, at han ikke havde forestillet sig, at alle ikke-danske jøder, som havde været med til at forskønne Theresienstadt op til besøget, og som under besøget havde fungeret som marionetter i forskellige aktiviteter, straks efter besøget blev sendt til Auschwitz og Birkenau, hvor de blev myrdet i lejrenes gaskamre.

For E. Juel Henningsen blev besøget i Theresienstadt begyndelsen på et stærkt engagement i hjælpearbejdet for krigens ofre, og han besøgte bl.a. koncentrationslejrene Buchenwald og Neuengamme og deltog i Svensk Røde Kors’ redningsaktion med De Hvide Røde Busser i april 1945.

Røde Kors i Danmark og anden verdenskrigs afslutning – historiens dom!

Direktøren for Røde Kors’ krigsfangekontor, Helmer Rosting blev umiddelbart efter Tysklands kapitulation den 4. maj 1945 anholdt af modstandsbevægelsen. Frihedsrådet havde udarbejdet lister over de personer, som af hensyn til retssikkerheden skulle interneres med henblik på nærmere undersøgelse. Rosting var på arrestationslisten for at have samarbejdet med tyskerne og på grund af den tyskvenlige holdning, som han offentligt have tilkendegivet under krigen. Rosting blev arresteret og behandlet hårdt, men løsladt, for dog umiddelbart efter igen at blive arresteret og atter løsladt. Rosting søgte derefter at få garanti fra modstandsbevægelsen om, at der ikke ville blive rejst tiltale imod ham. Det lykkedes ikke, hvorefter Rosting begik selvmord.

Det bør nævnes, at medstifter af Frihedsrådet i sommeren 1943, cand.

101

polit., chefredaktør Aage Schoch i 1949 blev ansat som direktør for Røde Kors i Danmark, og at medlem af Frihedsrådet fra januar 1945, lægen, professor, dr.med. Erik Husfeldt også blev engageret i Røde Kors. Husfeldt var i perioden 1968-1976 præsident for Røde Kors i Danmark.

For Johan Bülow og Røde Kors i Danmark var modstandsbevægelsens arrestation af Helmer Rosting, og Rostings efterfølgende selvmord, måske den værst tænkelige afslutning på krigen og den værst tænkelige begyndelse på fredsarbejdet.

Under krigen havde Johan Bülow og Røde Kors’ ledelse måttet tage stilling til, om Rosting, som klart have krænket Røde Kors’ neutralitet, skulle fortsætte på posten som leder af krigsarbejdet. Deres beslutning var, at Røde Kors i Danmark skulle beholde Rosting på direktørposten.

Johan Bülow udtalte i maj 1945 om arbejdet under krigen og om dets vanskeligheder, at: ”Vi hævdede overfor tyskerne, at Røde Kors i Danmark måtte bevare sin uafhængighed, da den danske forvaltning var bevaret, oprindelig hele regeringsapparatet, senere departementschefstyret. Og dette synspunkt blev også respekteret. Tyskerne blandede sig ikke i Dansk Røde Kors’ virksomhed, således som de gjorde i forskellige andre besatte lande.”

Johan Bülows udtalelse blev trykt i Røde Kors’ tidsskrift og blev efterfulgt af en lakonisk meddelelse om, at direktør H. Rosting var bevilget orlov på grund af sygdom. Efter Helmer Rostings selvmord udtalte Røde Kors’ hovedbestyrelse, at Rosting: ”inden for Røde Kors fuldt ud har gjort sin pligt og handlet i Røde Kors ånd.”

Johan Bülows efterfølger på formandsposten, Kai Hammerich har om situationen under anden verdenskrig udtalt, at: ”Også Dansk Røde Kors blev således på godt og ondt præget af den balancepolitik, der førtes af Danmark under besættelsesperioden, og det må overlades til historiens dom at afgøre, i hvilken udstrækning og på hvilke måde Dansk Røde Kors løste de opgaver, der påhvilede det.”

102

Det må konstateres, at ledelsen af Røde Kors i Danmarks krigsarbejde under anden verdenskrig ikke til fulde er beskrevet med tilhørende analyser. Fx hvilken betydning, det havde haft for Røde Kors-arbejdet, hvis Danmark i 1940-1945 kunne siges at være i krig med Tyskland. I perioden 1940 og frem til august 1943 var der således ikke en væbnet konflikt i landet, som aktiverede krigens regler i folkeretten. Kommunisterne blev efter pres fra den tyske besættelsesmagt interneret som politiske fanger i 1941, men det var danske myndigheder, som forestod og havde ansvaret for interneringen. I august 1943 blev forsvarets personel taget af tyskerne og interneret frem til oktober 1943, hvorefter tyskerne løslod dem. Interneringen af forsvarets personel skete i overensstemmelse med krigsfangekonventionen af 1929, men betød ikke, at der i Danmark var en væbnet konflikt. Regeringen gik af i august 1943 i protest mod tyskernes handlinger, men den overlod landets ledelse til et departementschefstyre, som fortsatte regeringens samarbejdspolitik i forhold til den tyske besættelsesmagt. Da hæren var væk, blev tyskernes aktion mod de danske jøder og kommunister gennemført i oktober 1943, men det affødte ikke en reaktion, som udviklede sig til en væbnet konflikt. I sommeren 1944 udbrød folkestrejken, som blev slået hårdt ned af tyskerne med over 100 dræbte og 600 sårede. I august 1944 blev politiet taget af tyskerne, og de tilfangetagne betjente fik status som krigsfanger efter krigsfangekonventionen af 1929. Situationen i Danmark i de store byer må senest fra sommeren 1944 kunne betegnes som en væbnet konflikt omfattet af folkeretten, idet en velbevæbnet og velorganiseret modstandsbevægelse hjulpet af Tysklands fjender, de allierede, kæmpede mod besættelsesmagten, og hvor besættelsesmagten svarede igen med militære midler.

I en sådan situation skal den nationale Røde Kors-forening samarbejde med krigens parter for at hjælpe og beskytte krigens ofre. Det var derfor nødvendigt – og forventeligt – for ledelsen af Røde Kors i Danmark at have kontakt og forhandlinger med alle krigens parter omfattende den tyske besættelsesmagt, myndigheder i Tyskland med ansvar for internering af danske borgere i tyske koncentrationslejre, de danske myndigheder, som havde et ansvar for at sikre og beskytte danske borgeres liv og helbred samt Norges Røde Kors, hvor der var en krigssituation, til Svensk Røde Kors i det neutrale Sverige, til Tysk Røde Kors i det krigsførende Tyskland og Røde Kors Komitéen og Røde Kors Forbundet i Genève.

Røde Kors’ formand Johan Bülow var overpræsident i København

103

og forhenværende departementschef. Der er ikke tvivl om, at Bülow har haft gode og tætte forbindelser til regeringen frem til august 1943 og derefter til departementschefstyret. Sådanne kontakter har uden tvivl fungeret uafhængigt af Helmer Rosting, og at departementschefstyret har kunnet bruge krigsafdelingen af Røde Kors i Danmark som et redskab for statens arbejde med at hjælpe og beskytte internerede i Danmark og i koncentrationslejrene i Tyskland.

Der er heller ikke tvivl om, at Johan Bülows opfordringer til de lokale Røde Kors-afdelinger om at engagere sig i det humanitære arbejde i overensstemmelse med Røde Kors’ traditioner åbnede for lokale humanitære initiativer, som skete uafhængig af den centrale Røde Kors-ledelse. Ikke mindst da der fra august 1943 blev en stadig skarpere situation mellem landets modstandsbevægelse og den tyske besættelsesmagt.

Under krigen var der gode argumenter for, at Røde Kors i Danmarks traditionelle krigsarbejde kunne få vanskeligheder, hvis den tyskvenlige direktør Helmer Rosting blev fjernet fra posten. Det er altid nemmere at være bagklog, men med den viden, som vi har i dag om Røde Kors Komitéen i Genèves arbejde under anden verdenskrig, vil vurderingen af Røde Kors i Danmark formentlig ligge på linje med den vurdering, som Røde Kors Komitéen selv har draget. Humanitære initiativer kunne være taget under anden verdenskrig, men de blev ikke taget på grund af en fejlvurdering dels af Røde Kors’ muligheder for at tage humanitære initiativer, dels af hvad der er Røde Kors’ grundlæggende opgaver, som er at sikre upartisk og neutral hjælp til alle ofre og om nødvendigt se bort fra formelle og institutionelle hensyn.

Medens historiens dom er afsagt over Røde Kors Komitéen i Genève og for Tysk Røde Kors baseret på grundige, omfattende historiske udredninger, så mangler vi stadig i Danmark det historiske grundlag, før historiens dom her i landet kan afsiges over Røde Kors i Danmarks arbejde og rolle under anden verdenskrig.

Ledelsen af Røde Kors i Danmark efter 4. maj 1945 Tysklands kapitulation i Danmark blev bekendtgjort om aftenen den 4. maj, og den 5. maj var Danmark atter et frit land. Johan Bülow var fortsat formand for Røde Kors i Danmark. Bülow stod med en stærk landsforening med Røde Kors-afdelinger i hele landet, som rådede over mere end 20.000 frivillige Røde Kors-samaritter. Der var et enormt behov for humanitært hjælpearbejde såvel i Danmark, med ca. 250.000 flygtninge, som uden for landets grænser i fx Norge, Tyskland med

104

det danske mindretal i Slesvig-Holsten, Holland, Belgien og fremfor alt landene i det centrale og østlige Europa. Frihedsrådet og regeringen Buhl ønskede at bevare Røde Kors i Danmark som en vigtig aktør i det nationale og internationale hjælpearbejde.

Direktøren for Røde Kors’ krigsfangekontor blev arresteret efter Danmarks befrielse. Efter kontakter til Frihedsrådet, regeringen og dele af centraladministrationen, fik Johan Bülow den 29. juni 1945 hovedbestyrelsens opbakning til at ansætte Kai Hammerich som ny direktør.

Kai Hammerich fik ansvaret for alle dele af landsforeningens nationale og internationale arbejde. Hovedbestyrelsens ønske var, at arbejdet i Røde Kors i Danmark ikke skulle splittes op, og at det lokale arbejde skulle koncentreres i Røde Kors-afdelingerne. I tiden frem til Kai Hammerichs tiltrædelse fungerede læge i Sundhedsstyrelsen, E. Juel Henningsen, som midlertidig chef.

Røde Kors’ arbejde i Danmark efter 5. maj 1945 – landsforeningens vurdering af situationen Der var behov for en ny aftale med myndighederne om Røde Kors’ deltagelse i landets beredskab. I Danmark var den frivillige indsats for militæret suppleret med Civilforsvaret og Danske Kvinders Beredskab.

Senere kom Hjemmeværnet og Lottekorpset til. Derfor var landsforeningens aftale med forsvaret fra 1909 ikke længere tidssvarende.

Der var et påtrængende behov for, at Røde Kors fik prioriteret foreningens social- og sundhedsarbejde i lyset af udviklingen i Danmark henimod et velfærdssamfund. Der var også ønske om at prioritere en indsats i Grønland i samarbejde med myndighederne.

I forhold til det internationale arbejde var der medio 1945 endnu ikke i Danmark detaljeret kendskab til Europas enorme behov for humanitær hjælp. Danmark var i en europæisk sammenhæng et land med ressourcer og muligheder for at hjælpe.

Flygtningene i Danmark forskelsbehandles – Johan Bülow foreslår Røde Kors Johan Bülow tilbød efter 5. maj regeringen, at Røde Kors i Danmark kunne tage sig af opgaven med at sørge for flygtningene i Danmark.

Der var ca. 250.000 tyske og 23.000 ikke-tyske/allierede flygtninge i landet. Under krigen havde den tyske besættelsesmagt stået for ophold m.v. af flygtningene. Efter krigen havde regeringen ansvaret.

Alle flygtninge skulle sendes tilbage til deres hjemlande, men på

105

grund af situationen i deres hjemlande kunne de sidste flygtninge først forlade Danmark i 1949.

Regeringen tog ikke imod Røde Kors’ tilbud, for så vidt angår de tyske flygtninge. Den besluttede, at de tyske flygtninge skulle interneres i særlige, bevogtede lejre. Det skete under betingelser, som efterfølgende er blevet kritiseret. Det er dokumenteret, at der i den første tid i flygtningelejrene for børnenes vedkommende var en overdødelighed primært på grund af underernæring. Det kunne være ønskeligt at få en historisk redegørelse for både Røde Kors’ tilbud og for regeringens beslutning. Om Røde Kors’ tilbud var bundet i bekymring for behandlingen af de tyske flygtninge, og om regeringens beslutning var begrundet i et ønske om, at de tyske flygtninge skulle have en hård behandling, fordi de var tyske. Lejrene med de tyske flygtninge blev besøgt af Røde Kors Komitéen i Genève to gange, bl.a. af Carl Burckhardt for at vurdere, om forholdene var i orden. Røde Kors Komitéens vejledning var Genèvekonventionernes minimumsbestemmelser om behandling af krigsfanger. Komitéens rapporter blev afleveret til regeringen, men rapporterne har ikke kunnet identificeres i statens arkiver.

I juni 1945 gav regeringen Røde Kors i Danmark opgaven med at identificere og adskille de ca. 23.000 ikke-tyske/allierede flygtninge fra de tyske flygtninge og tage sig af deres indkvartering og ophold. Dette arbejde omtales i afsnittet om Kai Hammerich.

Johan Bülow afgår ved døden 6. december 1945. I Røde Kors’ mindeord ved Johan Bülows død nævnes det bl.a., at Bülow var en af: ”de store skikkelser inden for dansk administration, en personlighed man lagde mærke til, som udfyldte sin plads, værdig og elegant i sin fremtræden, og i centraladministrationens gamle gård ’Den Røde Bygning, hvor han i mange år havde sit virke, efterlader han sig det smukkeste minde … og ingen vil nogensinde glemme den faste og sikre måde, hvorpå overpræsidenten forstod at lede forhandlinger og hans evne til at finde det væsentlige i en sag ... på grund af krigen stilledes stadig højere krav til ham, men intet var for ubetydeligt til, at han ikke skulle interessere sig for det.”

Det bliver i Røde Kors’ tidsskrift fremhævet, at han døde, inden han nåede at få afsluttet forhandlingerne med forsvaret om Røde Kors-samaritternes fremtidige rolle i beredskabet i Danmark.

I Røde Kors var der stor sorg over tabet af Johan Bülow. Som en helt særlig anerkendelse af Bülows store indsats for Røde Kors i perioden 1932-1945 blev på initiativ af hovedbestyrelsen nedlagt en stor minde-

106

sten over Johan Bülow på Vestre Kirkegård i København. Mindestenen har på Vestre Kirkegård status som særligt bevaringsværdig, og når man står foran mindestenen, kan man samtidig se over på mindestenen for statsminister Th. Stauning, som døde i 1942.

107

108

Kai Hammerich – præsident for Røde Kors i Danmark 1946-1950

Kai Hammerich blev på hovedbestyrelsens møde den 29. juni 1945 udpeget som direktør for Røde Kors i Danmark. Den 10. maj 1946 blev Hammerich tillige valgt som præsident for Røde Kors i Danmark. Kai Hammerich var præsident for Røde Kors i Danmark i fire år frem til den 4. oktober 1950.

Kai Hammerich som direktør og præsident Det var efter ønske fra hovedbestyrelsen i Røde Kors i Danmark, at Kai Hammerich accepterede i en midlertidig periode samtidig at være både præsident og direktør for Røde Kors i Danmark.

I Kai Hammerichs erindringer understreger han, at det er i strid med god foreningsledelse, at foreningens politiske leder er identisk med foreningens operationelle chef. Men både hovedbestyrelsen og Hammerich var overbeviste om, at det i situationen var den bedste løsning for Røde Kors i Danmark. Røde Kors i Danmark var umiddelbart efter anden verdenskrig i en helt ekstraordinær situation, hvor især foreningens humanitære efterkrigshjælp gennemgik en eksplosiv udvikling, men hvor også det nationale arbejde udvikledes med mange centrale og lokale aktiviteter. Det blev af hovedbestyrelsen set som en fordel for foreningens centrale og lokale arbejde, at ledelsen – det vil sige – Hammerich kunne udvise den fornødne handlekraft.

Hovedbestyrelsen besluttede, at Kai Hammerich som præsident skulle beholde sin direktørløn, som var fastsat til et niveau svarende til en departementschef for et ministerium. Senere blev lønnen forhøjet til et niveau svarende til direktøren for Udenrigsministeriet. Spørgsmålet om løn blev senere genstand for kritik internt i Røde Kors i Danmark.

Det var første gang, at præsidenten og direktøren for Røde Kors i Danmark var samlet i en og samme person. Posterne blev adskilt igen i 1949 efter Hammerichs udtrykkelige ønske, tiltrådt enstemmigt af hovedbestyrelsen. Posterne har ikke siden da været samlet. Kai Hamme-

109

rich fortsatte som præsident for Røde Kors i Danmark. Ny direktør blev fhv. chefredaktør Aage Schoch. Schoch var i 1943 medstifter af Frihedsrådet, han blev taget af Gestapo og tortureret i Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København, og sammen med bl.a. lederen af Frihedsrådet, professor Mogens Fogh befriet ved britiske flys bombardement af Shell­huset i marts 1945.

Kai Hammerich – en humanitær iværksætter Kai Hammerich var uddannet søofficer i søværnet, kommandør, og han var indtil ansættelsen i Røde Kors i 1945 chef for Søtransportvæsenet og for sekretariatet for Samarbejdsudvalget for Internationalt Hjælpearbejde. I perioden 1930-1940 var Hammerich leder af Kirkens Korshær og medlem af bestyrelsen for Folkekirkeligt Filantropisk Forbund. Kai Hammerichs kone, Valborg Hammerich var formand for Red Barnet. Kai og Valborg Hammerich havde under krigen haft den store sorg, at en søn blev dræbt af tyskerne, medens en anden søn blev såret af tyskerne.

Da Kai Hammerich var tiltrådt som direktør, udtalte han om udfordringerne med Røde Kors’ efterkrigshjælp: ”Det vanskelige kan udføres med det samme – det umulige vil tage lidt længere tid.” Hammerich citerede det motto, som en britisk oberst Agnews havde opsat i Britisk Røde Kors’ hovedkvarter: “That which is difficult may be done immediately – The impossible will take a little longer.”

Ved sin tiltrædelse som præsident i maj 1946 udtalte Kai Hammerich: ”Røde Kors i Danmark ønsker ikke at leve i en ubemærket og hensygnende tilstand mellem to krige, men at gøre sig gældende såvel i krigstid som i fredstid. Negativ kritik vil jeg ikke spilde mange minutter på, men en bred margen må der gives folk, der arbejder. Hvor der handles, der spildes også lidt. Og jeg giver ikke noget for, at der overhovedet ikke bliver spildt, hvis det tillige betyder, at der ikke bliver handlet!”

Kai Hammerichs mål for Røde Kors i Danmark var i ’en nøddeskal’: ”Ca. en million medlemmer af Røde Kors i Danmark for derved at få en folkelig og økonomisk basis til at kunne løse vore åndelige som praktiske opgaver såvel i Danmark som uden for Danmark – såvel i krig som i fred.”

110

Det er nok tvivlsomt, om alle medlemmer af Røde Kors’ hovedbestyrelse helt havde forstået, dels hvilken unik, humanitær kraft og iværksætter landsforeningen havde fået med Kai Hammerich som præsident og direktør, dels hvilket medansvar hovedbestyrelsen påtog sig ved at acceptere Hammerichs forudsætning om, at: ”en bred margen må der gives folk, der arbejder. Hvor der handles, der spildes også lidt.”

Hvordan skaffes ressourcer til hjælpearbejdet i efterkrigstiden Efter første verdenskrig blev udgifterne til Røde Kors i Danmarks hjælpearbejde anslået til 60 millioner kroner, og udgifterne var under anden verdenskrig ca. 20 millioner kroner. Omregnet til 2018-kroner henholdsvis 1,9 milliarder. kroner og 443 millioner kroner.

Efter anden verdenskrig var der i Danmark stadig vareknaphed og mangel på råstoffer, og brugen af rationeringsmærker fortsatte helt frem til 1952. Der var også et stort underskud på betalingsbalancen.

Samtidig stod regeringen med ansvaret for ophold, forplejning m.v. af ca. 240.000 tyske og 23.000 ikke-tyske/allierede flygtninge. Regeringen kunne derfor ikke uden videre afsætte store beløb til Røde Kors’ hjælpearbejde i udlandet, uanset at Danmark var kommet igennem krigen, uden at befolkningen havde sultet eller skullet flygte på grund af krigshandlinger.

Røde Kors i Danmark fik i den situation stor og værdifuld hjælp af ’den rige onkel i USA’ – det vil sige Amerikansk Røde Kors. Fra USA fik Røde Kors i Danmark store gaver i form af bl.a. lastbiler, personbiler, en trykkerimaskine og stipendier til ophold i USA. På et tidspunkt var landsforeningen landets størst transportør. Den mest værdifulde gave fra Amerikansk Røde Kors var imidlertid ’cigaretgaven’, som omfattede ikke mindre end 40 millioner cigaretter. Efter hårde forhandlinger med staten fik Røde Kors afgiftsfritagelse, og cigaretgaven gav Røde Kors et provenu på 10,1 millioner kroner svarende til 218 millioner 2018-kroner. Dette, for Røde Kors’ særdeles succesfulde resultat, kan tilskrives Hammerichs gode forbindelser til Amerikansk Røde Kors og stædighed i forhandlingerne med regeringens finansminister, den navnkundige Thorkil Kristensen, som i folkemunde gik under navnet Thorkil Livrem. Dengang talte ingen om cigaretternes effekt på folks sundhed, men det har formentlig været den mest sundhedsskadelige

111

gave, Røde Kors nogensinde har modtaget. Et af cigaretmærkerne var Lucky Strike, som bl.a. havde brugt et slogan rettet til kvinderne: ’Tag en smøg fremfor slik, som feder!’

En anden meget stor hjælp for Røde Kors i Danmark var politiets indsamling til fordel for Røde Kors i 1946. Politiet blev opløst af tyskerne i september 1944, og 1.960 politifolk blev taget af tyskerne og ført til koncentrationslejre i Tyskland. De danske myndigheder (departementschefstyret) havde fået aftalt med tyskerne, at politifolkene skulle behandles som krigsfanger i henhold til Genèvekonventionen. Det betød bl.a., at de kunne modtage Røde Kors-pakker med levnedsmidler og benytte de såkaldte Røde Kors-formularer som breve til familien.

Politiets indsamling var en anerkendelse af Røde Kors i Danmarks indsats. Indsamlingen blev en stor succes og indbragte mere end 5,4 millioner kroner eller 116 millioner 2018-kroner, som politiet overrakte til Røde Kors v/Kai Hammerich. Og det har været en stolt og glad Kai Hammerich, som modtog beløbet, da en god økonomi for landsforeningen var den helt afgørende forudsætning for Røde Kors’ hjælpearbejde. I Hammerichs nytårshilsen til landsforeningen ved årsskiftet 1947/1948 glædede Kai Hammerich sig således over: ”at Røde Kors i Danmark på bred basis er og i stadig dybere grad vil blive hele folkets Røde Kors,” som ved årets udgang stod med hænderne fulde af penge og opgaver.

Røde Kors i Danmark havde i 1946 et budget på ca. 35 millioner kroner (750 millioner 2018-kroner), hvor regnskabet balancerede med 30,4 millioner kroner (650 millioner 2018-kroner).

Røde Kors’ arbejde efter anden verdenskrig – det internationale arbejde Sundhedstjeneste i Sydslesvig I en periode stod Røde Kors i Danmark for en sundhedstjeneste for det danske mindretal i Sydslesvig med 225 medarbejdere. Arbejdet omfattede et hospital i Flensborg med 162 senge, polioklinikker, tuberkulosestationer, en tandklinik, distriktssygeplejersker, skolelægetjeneste og sundhedspleje for spædbørn. Patienter kunne henvises til videre behandling i Danmark.

112

Tysklandsbespisningen i Sydslesvig, Holsten og Hamburg 1947-1949 og Berlin 1949-1950 Arbejdet i Sydslesvig, Holsten og Hamburg skete på anmodning af regeringen, og regeringen finansierede arbejdet. Røde Kors i Danmarks opgave var at sikre mad til 50.000 børn og unge. Det var en omfattende og kostbar aktivitet. Regeringen støttede arbejdet med 14,8 millioner kroner (312 millioner 2018-kroner).

Arbejdet i Berlin foregik i samarbejde med Den Internationale Røde Kors Komité i Genève, som havde ansvaret for hjælpeaktionen. Komitéen var på det tidspunkt den eneste internationale humanitære organisation, som havde tilladelse til at hjælpe i det zoneopdelte Berlin og i det af Sovjet besatte østtyske område. Målgrupperne for arbejdet var nødlidende børn og gamle og omfattede mad og medicin. Regeringen støttede arbejdet. Værdien af indsatsen var 0,4 millioner kroner (8 millioner 2018-kroner).

Hjælpearbejde i andre lande 1945-1949 Røde Kors i Danmark sendte hjælp til Jugoslavien, Polen, Rumænien, Ungarn og Østrig. Der var tale om mad og lægehjælp, som blev givet fra Røde Kors-centre og børnehjem oprettet af Røde Kors i Danmark.

I Polen blev hjælpen givet fra et hospital, som Røde Kors i Danmark havde oprettet i byen Makow. Efter 1991, da den kolde krig var afsluttet, markerede Polen og byen Makow betydningen af Røde Kors i Danmarks indsats med en mindehøjtidelighed. Det samme oplevede Røde Kors i Danmark for så vidt angik efterkrigsindsatsen i Ungarn, idet Ungarn og Ungarns Røde Kors efter 1991 afholdt en mindehøjtidelighed for Røde Kors i Danmarks efterkrigshjælp. Hjælpens værdi er anslået til 11 millioner kroner (230 millioner 2018-kroner).

Røde Kors i Danmark havde også et humanitært arbejde i Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Norge, Italien og Tjekkoslovakiet, som nu er to selvstændige stater, Tjekkiet og Slovakiet. Det foregik i samarbejde med andre organisationer som Red Barnet, Fredsvenners Hjælpearbejde (nu Mellemfolkeligt Samvirke) og Frankrigshjælpen. Værdien af denne hjælp anslås til 550.000 kroner (12 millioner 2018-kroner).

Danmarks hjælp til udlandet blev transporteret af Røde Kors i Danmarks kørselstjeneste. Det foregik i lastbilkonvojer. Røde Kors anslår, at det samlede antal kørte kilometer svarer til at køre 100 gange rundt om jorden ved ækvator eller mere end 4 millioner km.

113

Kulturelt arbejde i Tyskland Det var også et mål for Røde Kors-bevægelsens og Røde Kors i Danmarks efterkrigsarbejde at bryde den kulturelle isolation, som Tyskland og tyskerne havde været i under det nazistiske regime 1933-1945. Arbejdet omfattede fremskaffelse af faglitteratur, kurser i Danmark, herunder om forståelsen af danske forhold, ungdomsstævner i Tyskland og Østrig, deltagelse i konferencer og drift af tre centre, som fungerede i højskolebevægelsens ånd. Det ene var Schloss Wolfsburg ved byen Wolfsburg med plads til 120 unge mænd, det andet var Schäferstuhl ved byen Salsgitter med plads til 80 unge kvinder, heraf 20 fra tuberkuloseramte hjem og det tredje med plads til 25 unge mænd lå i Berlin.

Den internationale kampagne til udryddelse af tuberkulose Seruminstituttet i Danmark udførte op til og under anden verdenskrig et pionerarbejde i kampen mod tuberkulose. Seruminstituttets indsats foregik i samarbejde med de nordiske lande. Erfaringerne fra et forsøgsprojekt med vaccination mod tuberkulose i de skandinaviske lande betød et gennembrud for arbejdet mod tuberkulose.

Efter krigen havde Seruminstituttet et ønske om et vaccinationsprogram, som dækkede flere lande i Europa. Efter forhandling med Sundhedsstyrelsen og Røde Kors i Danmark blev en stort anlagt Røde Kors-tuberkulosekampagne startet i 1947, da det første vaccinationsteam rejste til Polen. Kampagnen fik høj prioritet, og Kai Hammerich blev formand for Røde Kors’ tuberkuloseudvalg, som bestod af lægefaglige eksperter, Sundhedsstyrelsen, Seruminstituttet, Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse og Røde Kors i Danmark.

Tuberkulosekampagnen blev hurtigt en stor succes. Den var tilrettelagt efter princippet om hjælp til selvhjælp og ved indsættelse af små, effektive og selvstyrende vaccinationsteams. Samarbejdet om kampagnen blev udvidet med de skandinaviske lande. I løbet af 1948 endte kampagnen som en global kampagne, som blev ledet af det nye FN i en arbejdsdeling mellem FN’s børneorganisation, UNICEF (United Nations International Children’s Emergency Fund) og FN’s verdenssundhedsorganisation, WHO (World Health Organisation).

Resultatet af den samlede tuberkulosekampagne var medio 1951, at 37,5 millioner enkeltpersoner var testet for tuberkulose, og 16,5 millioner enkeltpersoner var vaccineret, fordelt på 22 lande samt det palæstinensiske område. Røde Kors i Danmark afsatte tre millioner kroner til arbejdet (65 millioner 2018-kroner).

114

Der er i dag etableret et formelt samarbejde mellem Røde Kors-bevægelsen og WHO, som bl.a. omfatter bekæmpelse af epidemier som ebola, svineinfluenza m.v., hvor Røde Kors-frivillige og sundhedsmedarbejdere fungerer som operatører for WHO. Røde Kors’ arbejde efter anden verdenskrig – det nationale arbejde i Danmark og Grønland Astmahjælpen – Kongsberg i Norge Røde Kors i Danmark begyndte i efteråret 1945 at sende astmaramte børn til Norge. Norge havde som en anerkendelse af Danmarks hjælp under anden verdenskrig stillet faciliteter til rådighed. I 1950 fik Røde Kors i Danmark et permanent sanatorium med plads til 60 astmapatienter i Kongsberg. Byggegrund var stillet til rådighed af Kongsberg Røde Kors i Norge, og byggeomkostninger blev dækket ved mange kreative tiltag. Bl.a. salg af et større parti tyggegummi fra DANDY-tyggegummifabrikken i Vejle. Det foregik på den måde, at Røde Kors i Danmark fik tilladelse til produktion af to millioner pakker tyggegummi. Provenuet for Røde Kors var halvdelen af salgsprisen, i alt en millioner kroner (21 millioner 2018-kroner), som Røde Kors måtte bruge i det internationale arbejde, herunder astmasanatoriet i Kongsberg. Senere modtog Røde Kors fra DANDY resten af overskuddet fra salget af tyggegummi, som blev brugt til driften af Kongsberg.

23.000 ikke-tyske flygtninge Som tidligere omtalt fik Røde Kors i Danmark ansvaret for ophold m.v. for de ca. 23.000 ikke-tyske flygtninge, som var i landet ved afslutningen af anden verdenskrig. De var ikke som de tyske flygtninge i bevogtede lejre, og de kunne i modsætning til de tyske flygtninge bevæge sig uden for lejrenes område. I oktober 1947 overgik opgaven til Statens Flygtningeadministration, og på dette tidspunkt var der 3.500 flygtninge tilbage.

Røde Kors’ eftersøgningstjeneste Røde Kors’ eftersøgningstjeneste havde en vigtig opgave med at lokalisere pårørende til flygtninge. Frem til 1948 gennemførte Røde Kors i Danmark 20.500 eftersøgninger. Derefter overgik eftersøgningsarbejdet til Røde Kors i Tyskland og den internationale Røde Kors-eftersøgningstjeneste hos Røde Kors Komitéen i Genève.

115

Røde Kors opretter institutioner Umiddelbart efter første verdenskrig etablerede Røde Kors som tidligere omtalt Folkekuranstalten i Hald ved Viborg. Efter anden verdenskrig begyndte Røde Kors’ afdelinger rundt omkring i landet at oprette nye institutioner. Det var feriekolonier for mindre børn, vuggestuer, spædbørnehjem, rekreationshjem til aflastning af mødre med små børn, børnehaver og forskellige former for plejehjem. Selvom organisationer tog lignende initiativer, var det Røde Kors’ vurdering, at der i landet var en så stor mangel på disse institutioner, at Røde Kors’ afdelinger også skulle bidrage til løsningen af denne opgave.

Op gennem 1950’erne og 60’erne fortsatte Røde Kors’ afdelinger deres stærke engagement på institutionsområdet. I 1976 tilkendegav Røde Kors’ øverste myndighed, landsmødet, at ”samfundet har påtaget sig opgaven i et sådant omfang, at der ikke normalt synes at være større behov for en Røde Kors-indsats på dette område i fremtiden.” I dag er der kun få Røde Kors-institutioner tilbage i Røde Kors’ afdelinger.

Røde Kors’ Fredstidsudvalg – fremtidens Opgaver På initiativ af Kai Hammerich og med opbakning fra alle politiske partier i Folketinget nedsatte hovedbestyrelsen i 1946 et udvalg, som skulle komme med forslag til fremtidens opgaver for det nationale arbejde.

Det var Røde Kors og Hammerichs ønske, at: ”alle kredse i befolkningen kunne føle, at Røde Kors i Danmark appellerede til noget i dem selv, at det ikke var en mere eller mindre fjern organisation, men netop var enhver dansk kvindes og mands Røde Kors.”

Udvalget blev omtalt som det ’Det Store Fredstidsudvalg’ og fokuserede på fire aktivitetsområder: samariterarbejdet og samarbejdet med Forsvaret, ambulancevirksomhed, socialt arbejde og oplysnings- og ungdomsarbejde. Udvalget havde dog ikke frie hænder. Det skulle således ikke komme med forslag til ændringer af landsforeningens organisation, sammensætningen af de centrale besluttende organer eller den centrale beslutningsproces. Udvalget skulle heller ikke stille spørgsmålstegn ved den grundlæggende praksis om, at Røde Kors i Danmark til forskel fra Røde Kors-foreninger i andre lande ikke gik ind i opgaver, som andre private foreninger løste tilfredsstillende, men blot supplerede de steder, hvor opgaven ikke blev løst tilfredsstillende.

116

Resultatet af Fredstidsudvalgets indsats var beskedent. Institutionsområdet havde, som beskrevet ovenfor, en opblomstring, som varede frem til omkring 1970. Derefter overtog det offentlige mere og mere af dette område, og det er i dag reelt udfaset som en Røde Kors-aktivitet. Det var Røde Kors’ håb, at en hjemmehjælpsordning kunne få stor udbredelse i Røde Kors’ afdelinger, men det skete ikke, primært fordi opgaven af kommunerne blev prioriteret som en offentlig opgave. Bloddonorvirksomhed, som for mange landes Røde Kors-foreninger er en fremtrædende aktivitet, blev i Danmark dels organiseret i offentlige blodbanker knyttet til hospitalerne, dels i Danmarks frivillige bloddonorer. Ambulancevirksomheden havde været varetaget af enkelte Røde Kors-afdelinger, men på landsplan lykkedes Røde Kors ikke med en ambulancevirksomhed, som for det offentlige var mere attraktiv end kommunalt baserede redningstjenester eller det private Falcks redningskorps. I mange landes Røde Kors-foreninger er ambulancevirksomheden en vigtig aktivitet, men blev dengang opgivet af Røde Kors i Danmark. Ungdomsarbejdet fortsattes i Ungdommens Røde Kors, som uændret blev styret af et udvalg nedsat af hovedbestyrelsen. Oplysningsarbejde og internationalt samarbejde var vigtige mål for ungdomsarbejdet.

Det formelt vigtigste opgaveområde var det fremtidige samarbejde mellem Røde Kors i Danmark og Forsvaret. Aftalen herom fra 1909 var stadig gældende, men den var helt ude af trit med virkelighedens verden både for forsvarets område og for Røde Kors. Forsvaret stod overfor en ny tid med den kolde krigs udfordringer, NATO’s etablering lige om hjørnet og dermed opgivelse af Danmarks neutralitet. Samtidig var der i Danmark nye frivillige forsvarsinstitutioner som Hjemmeværnet og Lottekorpset. Nyt var også Civilforsvaret og det frivillige Civilforsvarsforbund. Resultatet af forhandlingerne mellem Forsvaret og Røde Kors i Danmark blev en midlertidig rammeoverenskomst indgået den 18. marts 1949. En afgørende uenighed mellem partnerne var et krav fra forsvaret om, at Røde Kors-frivillige skulle opgive deres Røde Kors-status, hvis de skulle være frivillige i forsvaret. Dette krav kunne Røde Kors ikke gå ind på. Røde Kors fik enkelte opgaver med bl.a. uddannelse i førstehjælp men foreningen fik ikke nogen formel status som et supplement til Forsvarets eller Civilforsvarets organisationer.

Røde Kors i Grønland I et samarbejde med den statslige myndighed Grønlands Styrelse udviklede Røde Kors i Danmark sit arbejde i Grønland efter anden verdens-

117

krig. I begyndelse med indsamling af penge, tøj, legetøj m.m. til befolkningen i Grønland. Pengene blev givet til lægerne i Grønland til brug for sundhedsarbejdet i bygderne. Røde Kors fik også sendt et vaccinationsteam til vaccination mod tuberkulose til Grønland, og uddannelse i førstehjælp blev iværksat med støtte fra Grønlands Styrelse. I Nuuk blev der etableret en Røde Kors-afdeling, som dækkede hele Grønland.

I 1949 besluttede Røde Kors i Danmark at opføre tre børnehjem i Grønland og afsatte 0,7 millioner kroner til projektet. Det første blev indviet i Nuuk i 1952, det næste i Aasiaat i 1955 og det tredje i Qaqortoq i 1958. De tre børnehjem var beregnet til forældreløse børn og børn med tuberkuloseramte forældre. Røde Kors i Danmark støttede også driften af de tre børnehjem, som i 1967 blev overdraget til Grønlands Landsråd.

Kritik af Kai Hammerich og af Røde Kors i Danmark – Røde Kors undersøges Røde Kors i Danmarks nationale og internationale arbejde efter anden verdenskrig udviklede sig som beskrevet til en stor virksomhed med mange komplicerede aktivitetsområder. Kai Hammerich var den helt centrale og meget synlige frontfigur for Røde Kors’ indsats. Samtidig var der i befolkningen stor opbakning til Røde Kors.

Befolkningens velvilje kom til udtryk på mange måder. Politiets indsamling til Røde Kors og cigaret- og tyggegummigaverne er eksempler på velviljen. 1949-spillefilmen, ’Det gælder os alle’ fra Palladium instrueret af Alice O’Fredericks og med Poul Reichhardt som Røde Kors-læge og Lily Broberg i hovedrollerne, blev set som en hyldest til Røde Kors. Ja, selv det nye FN (eksekutivrådet for FN’s hjælpearbejde blandt nødlidende børn i verden) udtrykte konkret anerkendelse af den hjælpeindsats, som blev udført af Røde Kors i Danmark: ”... priste det danske Røde Kors for dets pionergerning”, og rapport herom blev afgivet i FN’s 3. komité, som havde danskeren Bodil Begtrup som formand.

Det kan ikke udelukkes, at denne ros af Røde Kors i Danmark også kunne være delt med andre, og at andre organisationer og offentlige myndigheder kunne have set sig selv, og ikke kun Røde Kors, i den rostes rolle.

Om det var derfor ,er ikke til at vide, men efterhånden begyndte medierne at kritisere Røde Kors i Danmark for overadministration. Hjælpen til sultende i Tyskland blev genstand for kritik. Det blev kritiseret, at Kai Hammerich, som præsident og direktør, fik løn for arbejdet, og

118

det blev kritiseret, at landsforeningen brugte mange ressourcer på at holde et to dages landsmøde i 1948 i Aarhus. På landsmødet imødegik Kai Hammerich kritikken. Lønniveauet blev lagt frem, og alle beskyldninger blev tilbagevist under overskriften ’vi har en ren samvittighed’.

Under landsmødet var der enkelte kritiske røster, men mødet endte med en udtalelse, som var en stærk hyldest til præsidenten.

Efter 1948 blev aktiviteterne ikke mindre komplicerede, og de var mangeartede, og hovedbestyrelsen oprettede forskellige organisationer, udvalg og institutioner til at håndtere dem. Samtidig var efterkrigsarbejdet under afvikling med deraf følgende nedskæringer. Ledelsen af Røde Kors krævede ikke længere, at beføjelserne som præsident og direktør var samlet i en person, og der var derfor ikke behov for, at Kai Hammerich både var præsident og direktør. Hovedbestyrelsen besluttede derfor den 12. marts 1949 igen at adskille posterne. Kai Hammerich fortsatte som præsident. Der blev udsendt en pressemeddelelse om beslutningen. I pressemeddelelsen henviste Røde Kors til, at ordningen havde været midlertidig, da det var en: ”forceret og krævende tid, som måske aldrig før i Røde Kors’ historie, hvor der skulle handles omgående og disponeres bogstavelig talt fra dag til dag … praktisk at have de disponerende og administrative beføjelser samlet i en person. Men i en demokratisk ordning må det altid være sundest under normale former at udskille to sådanne poster.”

Samtidig erklærede hovedbestyrelsen enstemmigt, at hovedbestyrelsen havde tillid til den daglige ledelse af Røde Kors i Danmark. Men kritikken i medierne fortsatte, og denne gang svarede Røde Kors igen ved at komme med en redegørelse til pressen, som dog blot gav anledning til fornyet kritik. Selvom Kai Hammerich mente, at det var spild af ressourcer, og at der ikke ville fremkomme nye oplysninger, så anmodede Røde Kors’ hovedbestyrelse socialministeren om at nedsætte en uafhængig kommission til at undersøge forholdene i Røde Kors. Socialministeren efterkom opfordringen fra Røde Kors, som til foreningen og offentligheden meddeler: ”… en ny pressestorm hen over Dansk Røde Kors. Det er ikke første gang, vi er ude i dette nu næsten årligt tilbagevendende stormvejr, men dette er det stærkeste, vi endnu har været ude for. Vi har år for år hævdet, at så stort et arbejde ikke kan gøres uden en vis mar-

119

gen for fejltagelser. Røde Kors’ arbejde for krigsforhold kan aldrig blive et pertentligt opbygget arbejde. Blandt et meget stort antal ... medarbejdere har vi selvfølgelig nu og da også haft mindre skikkede medarbejdere … Da vor redegørelse af 25. september (1949) til pressen ikke skabte den forventede og nødvendige ro om vort arbejde, har socialministeren efter vor anmodning nedsat en uvildig kommission, hvis formand er fhv. justitsminister, civildommer Harald Petersen … Når kendelsen forhåbentlig inden alt for længe foreligger, ønsker præsidiet og hele forretningsudvalget på demokratisk vis at lade deres mandater prøve i de dertil kompetente forsamlinger inden for Røde Kors i Danmark.”

Undersøgelsesudvalgets betænkning blev afgivet til socialministeren, og Socialministeriet og socialministeren udtalte sig om udvalgets konklusioner. For Kai Hammerich var den væsentligste udtalelse fra Socialministeriet formentlig, at Hammerich blev frikendt vedrørende en alvorlig fejldisposition vedrørende en national hjælpeaktion for erhvervshæmmede, som koncentrerede sig om en virksomhed med navnet Salix. Tværtimod blev det fremhævet i undersøgelsen, at Hammerich havde søgt at beskytte Røde Kors og sig selv mest muligt med forsigtighedsforanstaltninger. Undersøgelsesudvalget konkluderer om det store internationale arbejde, at: ”de store udenlandske hjælpeaktioner i det store og hele er gennemført på økonomisk forsvarlig måde, og at den hjælp, der er blevet ydet, i forhold til de anvendte pengemidler må bedømmes som særdeles smuk samt at de fejldispositioner, som i det foregående er blevet fremhævet, set på baggrund af arbejdets omfang og det uhyre pres, hvorunder det måtte foregå, må betegnes som undskyldelige.”

Efter offentliggørelsen af undersøgelsesudvalgets betænkning opfordrede socialministeren gennem pressen befolkningen til at slutte op om Røde Kors i Danmark og om Kai Hammerich.

Ekstraordinært landsmøde om undersøgelsesudvalgets betænkning – Kai Hammerich hyldes, men forlader posten som præsident Hovedbestyrelsen udsendte den 25. juni 1950 en erklæring, hvori den tog undersøgelsesudvalgets betænkning til efterretning, idet ho-

120

vedbestyrelsen ”vedstår sit ansvar for arbejdet i perioden dækket af undersøgelsesberetningen og stiller samtidig sine mandater til rådighed”. Hovedbestyrelsen udtalte sin tillid til præsidenten, præsidiet og forretningsudvalget, men indkaldte samtidig til et ekstraordinært landsmøde til afholdelse den 30. september 1950. Efter landsmødet ville hovedbestyrelsen konstituere sig med præsident, præsidie og forretningsudvalg. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke i hovedbestyrelsen var enighed om at erklære tillid til præsident, præsidie og forretningsudvalg, idet syv af hovedbestyrelsens 45 medlemmer stemte imod tillidserklæringen. Oplægget var imidlertid, at landsmødet ”på demokratisk vis” skulle have det afsluttende ord.

Resultatet af landsmødet blev landsmødets ”klare og hjertevarme tilkendegivelse” af, at Kai Hammerich skulle blive på posten som præsident, og at undersøgelseskommissionens betænkning skulle ses som et frifindelsesdokument af Hammerich. Kai Hammerich modtog landsmødets opfordring til ham om at fortsætte som præsident for Røde Kors i Danmark. Men Kai Hammerich måtte efter landsmødet konstatere, at hovedbestyrelsens sammensætning var uændret på den måde, at den gruppe, som var negativt stemt over for Hammerich, fortsat ville være en del af hovedbestyrelsen, og at gruppen ikke havde ændret holdning.

På denne baggrund meddelte Kai Hammerich den 4. oktober 1950, at han alligevel ikke ønskede at modtage valg som præsident, men at han dog fortsat ville være chef for ekspeditionen til Korea med hospitalsskibet Jutlandia. I meddelelsen uddyber Kai Hammerich sin beslutning ved at forklare, at han: ”ved, at jeg har skuffet de mange, der så trofast ønskede min forbliven og som gennemskuede de fleste af de sidste års ustandselige angreb indefra og udefra på min person. Men her må sagen gå forud for personen, og jeg beklager dem, der slog så hårdt, for jeg tror, at historiens dom vil vise, at de slog sig selv hårdest.”

Hovedbestyrelsen mødtes den 8. oktober 1950 og udtalte ”enstemmigt sin anerkendelse og varme tak for det store og uegennyttige arbejde, kommandøren har udført for Røde Kors i Danmark.” I 1960 fortæller Kai Hammerich i erindringsbogen ’Af mit livs drama’ om sin tid i Røde Kors.

Hammerich forklarer bl.a., hvorfor han efter formanden Johan Bülows pludselige død i december 1945, trods alle advarsler, påtog sig opgaven som både den øverste foreningsleder og den øverste administrative leder,

121

fordi hovedbestyrelsen ikke lykkedes med at finde andre egnede kandidater, og da der var tale om en helt ekstraordinær situation. Det skulle være en midlertidig ordning, hvad det også blev. Udfordringen blev ifølge Hammerich først og fremmest, at indflydelsesrige kredse i Røde Kors i Danmark var drevet af ”smålighed og mangel på sans for perspektiv”.

En anden konklusion på den konfliktfyldte periode for Røde Kors i Danmark kunne være, at det netop i ekstraordinære situationer er af afgørende vigtighed, at en organisations centrale ledelse har en præsident og generalsekretær, som ikke er samme person. Det vil gøre det lettere for præsidenten at håndtere politisk pres eller kritik, hvad enten kritikken er berettiget eller uberettiget.

Den 7. december afholdt den afgående præsident Kai Hammerich og den nye præsident Hans Marius Hansen en fælles reception. Kai Hammerich bød velkommen til H.M. Hansen, som kvitterede med at betegne Kai Hammerichs indsats for Røde Kors som en indsats: ”hvorved han har indskrevet sit navn med ære i Røde Kors i Danmarks og i det internationale humanitære arbejdes historie.”

Udenrigsministeren rettede på regeringens vegne en stor tak til Kai Hammerich samt en særlig tak for, at Hammerich havde taget initiativet til hospitalsskibet Jutlandia og for, at Hammerich ville være chef for ekspeditionen.

Det var uden tvivl med rette, at H.M. Hansen beskrev Kai Hammerichs indsats for Røde Kors’ nationale og internationale humanitære arbejde som historisk, og den nye præsident skulle opleve, at Hammerichs historiske indsats i den grad voksede med gennemførelsen af ekspeditionen til Korea med hospitalsskibet Jutlandia.

Danmarks og Røde Kors i Danmarks humanitære bidrag til krigen i Korea 1950-1953 under FN’s flag Danmarks og Røde Kors i Danmarks indsats i krigen i Korea omfattede tre hovedaktiviteter: Hospitalsskibet Jutlandia, et medicinsk lægehold og en lægefaglig, humanitærdiplomatisk indsats m.v. med hensyn til udveksling af krigsfanger. I Korea havde Kai Hammerich det overordnede Røde Kors-ansvar for alle tre indsatsområder, og han var samtidig chef for ekspeditionen med hospitalsskibet Jutlandia. Aktiviteterne kan kort beskrives således:

122

Hospitalsskibet Jutlandia Idéen til et hospitalsskib fik overlæge på Kommunehospitalet i København, dr.med. Karl Lehmann, som dengang var medlem af hovedbestyrelsen for Hovedstadens Røde Kors.

Den danske regering ønskede ikke at bidrage med soldater til krigen i Korea, og Karl Lehmann fik til opgave for Røde Kors i Danmark og for den danske regering at forhandle med FN og med USA om et dansk humanitært bidrag. Både FN og USA sagde ja til forslaget om et hospitalsskib.

I Danmark lykkedes det for Kai Hammerich at få regeringens opbakning til overlæge Lehmanns idé, som blev til virkelighed med ombygningen på Nakskov skibsværft af ØK passagerfragtskibet Jutlandia til et moderne hospitalsskib med 300 sengepladser.

Overlæge Lehmann blev valgt til bestyrelsen i Hovedstadens Røde Kors under den anden verdenskrig i 1942. På det tidspunkt var hans søn Tyge Lehmann et år gammel. 40 år senere var Tyge Lehmann Udenrigsministeriets folkeretsekspert, og Tyge Lehmann blev i august 1982 den første formand for Regeringens Røde Kors Udvalg. Se afsnittet om Erik Stampe, som var præsident i perioden 1976-1988.

Jutlandia sejlede under tre flag: Dannebrog, da skibet var dansk og havde dansk besætning, det blå FN-flag, da den USA-ledede FN-krigs­ indsats i Korea foregik med mandat besluttet af FN’s Sikkerhedsråd og Røde Kors’ flag, da ekspeditionen var ledet af Røde Kors i Danmark ved Kai Hammerich, og hospitalsarbejdet blev forestået af danske sygeplejersker, læger, laboranter, sygepassere og fysioterapeuter.

Ifølge krigens folkeret, den anden Genèvekonvention af 1949, har nationale Røde Kors-foreninger mulighed for at drive hospitalsskibe, som krigens parter ikke må angribe. Det var denne mulighed, som den danske regering og Røde Kors i Danmark udnyttede. Jutlandia kunne ifølge Genèvekonventionen begrænse arbejdet til at behandle syge og sårede soldater fra egne rækker, men på Jutlandia behandlede man både civile koreanere og fjendens soldater.

Jutlandia gennemførte tre togter til Korea. Når Jutlandia sejlede fra Korea til København, gik turen syd om Afrika og undervejs repatrieredes syge og sårede soldater i de forskellige lande langs sejlruten. På tilbagerejsen fra Danmark til Korea medbragte Jutlandia indsamlet tøj, legetøj m.v. til børn i Korea. Jutlandia-ekspeditionen havde i den grad positiv opbakning fra befolkningen i Danmark.

I alt blev ca. 5.000 syge og sårede allierede soldater behandlet på Jut-

123

landia. Til forskel fra de militære hospitalsskibe blev et stort antal syge og sårede civile koreanerne også behandlet om Jutlandia. Der oplyses forskellige tal i forskellige kilder, men der blev behandlet betydeligt flere civile end militære patienter på Jutlandia. Kai Hammerich anslår, at det kan have været helt op til 18.000 civile, først og fremmest børn. En helt enestående præstation, som den dag i dag huskes og mindes både i Korea og i Danmark. Hvert år den 16. oktober afholdes således en mindehøjtidelighed for Jutlandia ved Jutlandia-mindestenen på Langelinie i København, da den 16. oktober er dagen for Jutlandias hjemkomst efter det sidste togt til Korea i 1953.

Udgifterne til Jutlandia beløb sig til 34 millioner kroner (624 millioner 2018-kroner).

Medicinsk lægehold til Korea På opfordring af Røde Kors og Røde Halvmåne Forbundet i Genève udsendtes i begyndelsen af 1951 en læge, en socialrådgiver og en ingeniør som et ”medicinsk welfare-hold”. Holdet etablerede medicinske faciliteter for civilbefolkningen. Udgifterne til arbejdet var 135.000 kroner svarende til 2,5 millioner 2018-kroner.

Udveksling af krigsfanger i Korea Ifølge aftalen mellem krigens parter om våbenhvile af 27. juli 1953 skulle der oprettes ”Joint United Nations Red Cross Teams for the Repatriation of Prisoners of War”. Røde Kors i Danmark v/læge Tage Christiansen var med i den fire mands Røde Kors-delegation, som blev etableret på FN-siden af frontlinjen. De tre andre repræsentanter kom fra Amerikansk Røde Kors, Britisk Røde Kors og Filippinsk Røde Kors.

Forhandlingerne fandt sted i Panmunjon på den 38. breddegrad. Der blev forhandlet direkte uden militær eller anden regeringsdeltagelse med Nordkoreansk og Kinesisk Røde Kors. Forhandlingerne startede den 1. august, og de kunne allerede afsluttes den 3. august. Der var tale om et gennembrud i bestræbelserne for udveksling af krigsfanger.

Udvekslingen af fanger begyndte den 4. august. Der var afsat 60 dage til arbejdet, men det kunne afsluttes den 3. september.

Der var mange syge og sårede allierede krigsfanger, og da Røde Kors Komitéen i Genève ikke af alle parter blev anerkendt som neutral, fik Røde Kors i Danmark ansvaret for den lægelige del af krigsfangeudvekslingen. En gruppe danske læger blev ”i hast” udvalgt og fløjet ”med SAS” til Korea. I alt deltog ti læger fra Danmark i arbejdet med

124

udveksling af krigsfanger.

Røde Kors i Danmarks udgifter til denne aktion var på 402.000 kroner (7,4 millioner 2018-kroner), som foreningen skulle afholde af egne midler, og blev ikke refunderet af staten. Denne indsats blev betegnet som værende af ”afgørende betydning” for, at våbenstilstanden kunne gennemføres.

Det er på denne baggrund, at det danske flag i våbenstilstandsbygningen på grænsen mellem Nord- og Sydkorea er udstillet side om side med alle øvrige allierede nationers flag, herunder USA’s Stars and Stripes.

125

126

Hans Marius Hansen – præsident for Røde Kors i Danmark 1950-1956

Professor, dr.phil. Hans Marius Hansen blev valgt af hovedbestyrelsen som præsident for Røde Kors i Danmark den 23. oktober 1950. H.M. Hansen var præsident frem til den 13. juli 1956, da han døde 69 år gammel.

H.M. Hansen var rektor for Københavns Universitet, medlem af hovedbestyrelsen i Kræftens Bekæmpelse, formand for Dansk Tunghøreforening og medlem af Det kgl. Danske Videnskabernes Selskab. På den baggrund var der i Røde Kors i Danmark store forventninger til H.M. Hansen.

Ved en velkomstreception for den nye præsident på hans første arbejdsdag den 23. oktober 1950 refereres til situationen for Røde Kors i Danmark på denne måde: ”Vi ved jo alle, at svære storme i den senere tid er gået hen over Røde Kors i Danmark” og ”Skuden Røde Kors har været ude i bølgegang og strid modvind”. Der udtaltes forhåbninger om at komme ind i smult vande, selvom efterdønninger nok ikke kunne undgås, men der blev samtidig lagt op til, at hovedbestyrelsen skulle bakke om den nye præsident, og at alle gode kræfter bruges på at sikre at dette skete.

H.M. Hansen svarede, at det først havde været efter lange overvejelser, at han havde sagt ja, men at han havde følt det som sin pligt at påtage sig det krævende hverv som præsident for Røde Kors i Danmark.

Han udtrykte glæde over at få bekræftelse på, at ”alle loyalt ville støtte ham og hjælpe ham i arbejdet for Røde’ Kors fremgang og blomstring”.

På dette tidspunkt havde Røde Kors i Danmark 160.000 medlemmer.

Røde Kors i Danmark havde 75-års jubilæum den 27. april 1951.

H.M. Hansen benyttede anledningen til i Røde Kors’ tidsskrift at udtale sig om, hvilke opgaver han mente Røde Kors i Danmark måtte påtage sig i fremtiden. Hans bud var, at det skulle være opgaver, som er overkommelige for Røde Kors i Danmark, som er vigtige for samfundet, og som det offentlige kan overtage og videreføre, når behovet er erkendt

127

og løsningen er godkendt. ”På denne måde nås sikkert størst muligt udbytte af, hvad vi kan magte økonomisk og arbejdsmæssigt”. I Røde Kors-tidsskriftet blev H.M. Hansens indlæg ledsaget af indlæg af Røde Kors i Danmarks mangeartede arbejdsopgaver med opfordring til at følge princippet om, at ”i begrænsningens kunst viser mesteren sig”.

Det lykkedes ikke for Røde Kors i Danmark at få en formel rolle for samaritterne i Forsvaret eller Civilforsvaret bortset fra et samarbejde om uddannelse i førstehjælp af Forsvarets sundhedsberedskab. På den baggrund udtaler H.M. Hansen i august 1953, at der er behov for at knytte samaritterne tættere til Røde Kors i Danmarks øvrige arbejde og omvendt, at alle medlemmer, og ikke kun samaritterne selv, følger med i samaritternes arbejde. H.M. Hansens opfordring følges ikke op med organisatoriske ændringer, som kunne bane vej for samarbejde på tværs i landsforeningen.

I H.M. Hansens nytårshilsen ved årsskiftet 1953/1954 omtales Jutlandias hjemkomst fra Korea i ”ære” og krigsfangeudvekslingen i Korea, som var af ”afgørende betydning for våbenstilstandens gennemførelse”. Omtalt bliver også Røde Kors’ hjælp til ofrene for oversvømmelseskatastrofen i Holland og jordskælv i Grækenland. H.M. Hansen fremhævede, at de store hjælpeaktioner kunne gennemføres ”uden belastning med ekstra administrationsudgifter”. H.M. Hansen glæder sig over det engagement og den offervilje, som han mødte overalt i landsforeningen og fremhæver tillige vigtigheden af det nationale arbejde.

På Røde Kors i Danmarks landsmøde i maj 1954 præciserer H.M. Hansen perspektivet for det fremtidige arbejde på den måde, at Røde Kors er en rammeorganisation med et begrænset antal ansatte, som med timers varsel i krig som i fred skal kunne udvides til at løse selv de største humanitære opgaver. Forudsætningen for dette er, at Røde Kors hos regering, myndigheder og befolkning møder en ”levende og aktiv forståelse”.

Denne forståelse hos myndighederne søger Røde Kors i Danmark bl.a. at fremme ved i Røde Kors’ tidsskrift at offentliggøre en del artikler om de nye Genèvekonventioner af 1949 om beskyttelse af alle ofre for væbnede konflikter. Under anden verdenskrig var civile ikke beskyttet af krigens folkeret. Danmark tiltrådte de fire nye Genève­ konventioner den 14. juni 1951.

H.M. Hansen fik ikke mulighed for at tage videre initiativer som præsident for Røde Kors i Danmark, da han blev syg og døde i juli 1956.

128

Mange fremtrædende personligheder i samfundet skrev mindeord om H.M. Hansens betydning, herunder atomfysikeren Niels Bohr, som bl.a. fremhæver betydningen af H.M. Hansens virke som præsident for Røde Kors i Danmark. Røde Kors i Danmark beskriver hans død som et ”smerteligt tab” for organisationen, hvor han havde lagt linjerne for landsforeningens fremtidige opgaveudvikling og organisering.

129

130

Louis le Maire – præsident for Røde Kors i Danmark 1956-1961

Da Louis le Maire vælges som præsident, er han kun 51 år gammel.

Louis le Maire er professor i retsvidenskab ved Aarhus Universitet og direktør for Statens Sindssygehospitaler. Han vælges af hovedbestyrelsen for Røde Kors i Danmark den 2. september 1956 og er præsident frem til den 1. september 1961. Louis le Maire forlader posten som præsident, fordi han udnævnes som dommer i Højesteret, eller, som det formuleres i Tidsskrift for Røde Kors, fordi der ”er blevet lagt yderligere beslag på hans arbejdskraft”.

Opstanden i Ungarn i oktober 1956 En måned efter Louis le Maire var blevet præsident, udbrød opstanden i Ungarn i oktober 1956. Et storstilet hjælpearbejde blev organiseret af det internationale Røde Kors i Genève. Røde Kors i Danmark besluttede at deltage i hjælpearbejdet, og regeringen støttede initiativet.

Den senere præsident for Røde Kors i Danmark, overlæge, professor, dr.med. Erik Husfeldt blev leder af hjælpearbejdet i Ungarn, og han havde med sig som souschef overlæge Karl Lehmann, der i 1950 havde fået idéen til hospitalsskibet Jutlandia. Delegationen førte bl.a. komplicerede forhandlinger om levering af hospitalsudstyr til et hospital i Budapest og organiserede de første fordelinger af fødevarer til befolkningen i Budapest og til ungarske flygtninge i Østrig. Røde Kors i Danmark deltog således i hjælpearbejdet på begge sider af den kolde krigs jerntæppe. Et vigtigt grundlag for hjælpearbejdet var en TV-indsamling: Ungarnshjælpen, som gav 6,5 millioner kroner til hjælpearbejdet svarende til 92 millioner 2018-kroner.

Efter afslutningen af arbejdet var Louis le Maire vært for en sammenkomst i Tivolis Koncertsal for det udsendte personale. Alle blev takket af præsidenten, men især Husfeldt og hans souschef, overlæge Karl Lehmann, fik hædrende omtale. Louis le Maire slutter med ordene: ”Et kapitel er afsluttet, men hjælpen må ikke standse.”

131

Hjælpen til Ungarns flygtninge fortsættes – Dansk Flygtningehjælp stiftes Opstanden i Ungarn og den blodige nedkæmpelse af opstanden, som Sovjetunionen og dets allierede i Warszawapagten gennemførte, skabte nye strømme af flygtninge i Europa. Landene havde mange forskellige måder at håndtere flygtningesituationen på. Efter oprøret i Ungarn blev det klart for Røde Kors i Danmark og andre organisationer, at det var nødvendigt, at modtagelsen af flygtninge her i landet skulle organiseres som en samlet, koordineret og velforberedt indsats. I 1957 var Røde Kors i Danmark derfor medinitiativtager til oprettelsen af Dansk Flygtningehjælp. Flygtningehjælpens første opgave blev at sikre, at modtagelsen af 1.000 flygtninge fra Ungarn foregik under ordnede forhold i et samarbejde mellem relevante myndigheder og organisationer, herunder Røde Kors i Danmark. Røde Kors’ præsident Louis le Maire blev den første formand for Dansk Flygtningehjælp, hvilket han var i årene 1956 og 1957.

Louis le Maire betegner Ungarnshjælpen ”som et klassisk eksempel på, hvor nødvendigt det er, at Røde Kors altid og over alt er parat til at gå i aktion,” men understreger ligesom sin forgænger H.M. Hansen, at det er vigtigt, at Røde Kors også støttes, når det igen bliver hverdag.

Folkekuranstalt i Hald overtages af staten Ved Louis le Maires indsats blev Røde Kors’ Folkekuranstalt i Hald overdraget til staten. For Louis le Maire var det et godt eksempel på en Røde Kors-opgave, som blev startet af Røde Kors, og som derefter enten var videreført af det offentlige eller var ophørt, fordi udviklingen havde vist, at den var blevet overflødig. Louis le Maire sikrede, at statens overtagelse skete på en for Røde Kors værdig og tilfredsstillende måde.

Dermed var Røde Kors i Danmarks sidste landsdækkende, nationale aktivitet afviklet. Institutionsarbejdet blev herefter koncentreret om institutioner i Røde Kors’ amtskreds-afdelinger. Røde Kors-afdelingerne havde ansvaret for de øvrige nationale aktiviteter.

Kvindernes rolle i Røde Kors bliver omtalt ”Kvinder har særlige forudsætninger for Røde Kors’ arbejde” er overskriften på en artikel i Røde Kors’ tidsskrift skrevet af Louis le Maire.

I artiklen omtaler Louis le Maire en bog om kvinders arbejde i Britisk Røde Kors under og efter anden verdenskrig. Le Maire skriver: ”Man

132

overbevises stadig om, at kvinder må have specielle forudsætninger for at gå ind i dette arbejde; vel at mærke, når de som Evelyn Bark følger et personligt kald og ikke blot ønsker at slå tiden ihjel.” Underforstået, at der ikke er behov for ’hattedamer’ i Røde Kors, men for folk med holdning. Samme holdning har le Maire sikkert set som noget helt naturligt hos mænd, som var aktive i Røde Kors.

I 2005 får Røde Kors i Danmark en kvinde som præsident for landsforeningen. Se afsnittet om Bodil Nyboe Andersen præsident 2005-2009.

Ny direktør/generalsekretær for Røde Kors i Danmark 1957 Aage Schoch, der efterfulgte Kai Hammerich som direktør i 1949, forlod direktørposten i 1957. Det blev en vigtig opgave for Louis le Maire og hovedbestyrelsen at finde en afløser. Valget faldt på Arne Fremm, som fungerede i 23 år frem til 1980, hvor han døde.

Om årsagen til Aage Schochs afgang henvises bl.a. til ”gemytternes uoverensstemmelse”. Aage Schoch blev ansat af Kai Hammerich på et tidspunkt, hvor der var udstukket en anden linje for Røde Kors-arbejdet end den linje, som Røde Kors i Danmark nu fulgte. Et signal herom var, at titlen for landsforeningens øverste administrative leder i Arne Fremms periode blev ændret fra direktør til generalsekretær, som også er titlen i dag. Arne Fremm havde, ligesom Age Schoch, under besættelsen været en del af modstandsbevægelsen og medlem af De Frie Danske. Efter anden verdenskrig var Arne Fremm meget aktiv i foreningen Fredsvenner, som senere blev til Mellemfolkeligt Samvirke.

Fremm havde fx også været aktiv i arbejdet med modtagelsen i Danmark af flygtninge fra opstanden i Ungarn i 1956.

Louis le Maires eftermæle Røde Kors i Danmark beskrev årene med Louis Le Maire som præsident som ”fem gode år for Røde Kors i Danmark”. På det tidspunkt kunne alle med indsigt i Røde Kors stadig huske de fem onde år under Danmarks besættelse 1940-1945.

133

134

Johannes Frandsen – præsident for Røde Kors i Danmark 1961-1968

Johannes Frandsen blev den 1. september 1961 valgt af hovedbestyrelsen som præsident for Røde Kors i Danmark. Johannes Frandsen var præsident frem til den 9. september 1968, hvor han afgik ved døden 77 år gammel.

Johannes Frandsen havde et særdeles godt kendskab til Røde Kors i Danmark. Frandsen var uddannet læge, dr.med., og han blev i 1928 chef for Sundhedsstyrelsen. Frandsen havde derfor været en vigtig partner for Røde Kors i Danmark i arbejdet for bl.a. at sikre økonomien for den dengang helt nye Folkekuranstalt i Hald ved Viborg. I 1932 blev Frandsens titel ændret til medicinaldirektør, hvilket han var frem til sin pension som 70-årig i 1961, hvor han blev præsident for Røde Kors i Danmark.

Under anden verdenskrig stillede Johannes Frandsen en af sine medarbejdere i Sundhedsstyrelsen, overlæge E. Juel Henningsen til rådighed for Røde Kors i Danmark. Det skete i 1944 i koordination med Udenrigsministeriet. Opgaven for Juel Henningsen var at repræsentere Røde Kors i Danmark i den kommission, som i oktober 1944 besøgte de danske jøder i Theresienstadt. Efter Danmarks befrielse 5. maj 1945 blev E. Juel Henningsen igen stillet til rådighed for Røde Kors af Sundhedsstyrelsen, som midlertidig erstatning af direktør Helmer Rosting, som var blevet arresteret af modstandsbevægelsen. Johannes Frandsen var også kendt med Røde Kors-arbejdet fra Sundhedstjenesten i Sydslesvig efter anden verdenskrig, som blev drevet af Røde Kors i Danmark.

Johannes Frandsens internationale engagement Som medicinaldirektør var Johannes Frandsen international engageret, og han deltog aktivt i udviklingen af FN’s verdenssundhedsorganisation WHO. Ikke mindst takket være Frandsens indsats, er WHO’s europæiske regionalkontor placeret i København. Det internationale engagement tog Frandsen med sig ind i Røde Kors, og han engagerede

135

sig både i Røde Kors-bevægelsens internationale foreningspolitiske arbejde og i Røde Kors i Danmarks internationale bistandsarbejde.

Røde Kors’ undervisningshospital i Congo 1963-1977 Datidens største danske ulandsprojekt så dagens lys under Johannes Frandsen. Det var etablering af et undervisningshospital i Congo. Projektgenerator og ildsjæl var læge Jacob Raft, som overbeviste ledelsen af Røde Kors i Danmark om behovet for og nytten af et undervisningshospital i Kinshasa i Congo. Der blev iværksat en indsamling til fordel for projektet som fik stor folkelig opbakning. Indsamlingsresultatet var 12 millioner kroner svarende til 143 millioner 2018-kroner, og da staten fordoblede beløbet, kunne projektet iværksættes. På hospitalet var der undervisning af sygeplejersker, jordemødre, narkoseassistenter og læger.

Røde Kors’ syv grundlæggende principper vedtages 1965 i skyggen af Cubakrisen 1962 I 1962 stod verden på randen af en væbnet konfrontation mellem USA og Sovjet, som i værste fald kunne have ført til en altødelæggende global atomkrig. Situationen var, at Sovjet på Cuba opstillede raketter, som kunne armeres med atomvåben og ramme USA. USA forlangte raketterne fjernet, og skibe fra Sovjet på vej til Cuba med flere raketter fik af USA besked på at vende om. Risikoen for en altødelæggende atomkrig motiverede den internationale, neutrale Røde Kors Komité til at stille sit humanitære mandat til rådighed for det politiske FN. Opgaven for Røde Kors Komitéen ville være at inspicere Sovjets skibe for atomvåben. Røde Kors Komitéen fik kontor i FN-bygningen ved siden af FN’s generalsekretær. Som bekendt løste USA og Sovjet selv den højspændte situation, og Røde Kors Komitéen kom heldigvis ikke i aktion.

For Røde Kors var Cubakrisen en ekstrem situation, som forstærkede en årelang debat i Røde Kors-bevægelsen om fælles grundlæggende, humanitære principper for Røde Kors’ arbejde i krig og fred. Johannes Frandsen var en kendt og varm fortaler i Røde Kors-bevægelsen for vedtagelsen af et sæt fælles principper for alt Røde Kors-arbejde.

Arbejdet med formulering af Røde Kors-principperne begyndte for alvor på den 17. internationale Røde Kors-konference i Stockholm i 1948. Baggrunden var dels Røde Kors-bevægelsens smertelige erfaringer fra anden verdenskrig, hvor nationale Røde Kors-foreninger ikke arbejdede upartisk, neutralt og uafhængigt, og hvor Røde Kors Komitéen ikke levede op til sit humanitære mandat. Men baggrunden var

136

også den resolution, som FN’s generalforsamling vedtog i 1946 om de nationale Røde Kors-foreninger. Resolutionen lægger vægt på, at Røde Kors-foreningerne skal være uafhængige og i krig arbejde i overensstemmelse med de humanitære principper, som Genèvekonventioner hviler på. Men disse blev ikke nærmere defineret.

Under den kolde krig fortsatte arbejdet i Røde Kors-bevægelsen med at formulere bevægelsens principgrundlag. Med Cubakrisen i 1962 og Røde Kors Komitéens samarbejde med FN var der i Røde Kors-bevægelsen og verdensstaterne opstået en situation, som førte frem til vedtagelse om syv grundlæggende principper for Røde Kors’ arbejde.

I 1965 blev Røde Kors-principperne vedtaget og ’proklameret’ af den 20. internationale Røde Kors-konference. Der skulle således gå næsten 20 år fra FN’s generalforsamling vedtog resolutionen om de nationale Røde Kors-foreninger til værdigrundlaget for foreningernes arbejde blev endelig defineret i principperne. De syv grundlæggende Røde Kors-principper er: Medmenneskelighed Røde Kors, der opstod ud fra et ønske om at bringe upartisk hjælp til sårede på slagmarken, forsøger nationalt og internationalt at forhindre og lindre menneskelig lidelse, hvor den end måtte findes. Røde Kors’ formål er at beskytte liv og helbred og at sikre respekt for mennesket samt at fremme gensidig forståelse, venskab, samarbejde og varig fred mellem alle folkeslag.

Upartiskhed Røde Kors yder hjælp uden hensyn til nationalitet, race, religion, overbevisning, klasse eller politiske holdninger. Røde Kors stræber efter at mildne menneskers ledelser og handler kun ud fra deres behov og hjælper dem først, der er i størst nød.

Neutralitet For til stadighed at nyde alles tillid må Røde Kors ikke tage parti i fjendtligheder eller på noget tidspunkt engagere sig i uoverensstemmelser af politisk, racemæssig, religiøs eller ideologisk art.

Uafhængighed Røde Kors er uafhængigt. De nationale Røde Kors-foreninger skal nok bistå deres regeringer i det humanitære hjælpearbejde og overholde de

137

respektive landes love, men de må altid bevare deres selvstyre, så de altid er i stand til at handle ud fra Røde Kors-principperne.

Frivillighed Røde Kors er en frivillig hjælpeorganisation, der i sit arbejde ikke på nogen måde er tilskyndet af økonomisk fordel.

Enhed Der kan kun være én Røde Kors-forening i hvert land. Foreningen skal være åben for alle og skal kunne udføre sit humanitære arbejde i hele landet.

Almengyldighed Røde Kors er en verdensomspændende bevægelse, i hvilken de nationale Røde Kors-foreninger har samme status og samme ansvar og pligt til at hjælpe hinanden.

I 1986 på den 25. internationale Røde Kors-konference i Genève blev principperne en del af vedtægterne for Røde Kors-bevægelsen. I 1977 blev Genèvekonventionerne forbedret med to tillægsprotokoller, som garanterer, at Røde Kors-bevægelsen altid skal have adgang til at udføre bevægelsens arbejde i overensstemmelse med Røde Kors-principperne. I 2005, som var 60-året for oprettelsen af FN, blev cirklen fra 1946 sluttet, da generalforsamlingen vedtog en resolution, hvorefter al katastrofehjælp, uanset om det er statsligt eller privat, skal gives i overensstemmelse med principperne om medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed.

Et splittet Røde Kors?

Johannes Frandsen var på de internationale Røde Kors-møder fortaler for at fremme et bedre samarbejde i Røde Kors-bevægelsen og bedre koordinering af Røde Kors’ internationale arbejde. Det var Frandsens opfattelse, at der var store udfordringer for samarbejdet mellem Den Internationale Røde Kors Komité og Forbundet af nationale foreninger, idet opsplitningen i et forbund og i en komité gjorde det vanskeligt i alle situationer med krig og krise hurtigt at komme frem til ofrene med international humanitær bistand. Johannes Frandsen formulerede det på den måde, at samarbejdsproblemerne giver vanskeligheder for

138

Røde Kors i en globaliseret verden. Frandsens efterfølger Erik Husfeldt var enig, og han fortsatte arbejdet for at få løst disse problemer.

Organisationen ændres – nye vedtægter for Røde Kors i Danmark Da Johannes Frandsen tiltrådte som præsident, mødte han et Røde Kors i Danmark, hvor der blev talt meget om behov for store organisatoriske forandringer. En stor del af debatten foregik i Røde Kors’ tidsskrift.

Tidsskriftets redaktør søgte aktivt at fremme debatten i demokratiets ånd. Redaktøren var ansat på Røde Kors’ landskontor, og hans navn var Christian Kelm-Hansen. Efter nogle år forlod Christian Kelm-Hansen posten som redaktør, men efter at have arbejdet i andre organisationer og været medlem af Folketinget, vendte Kelm-Hansen tilbage til Røde Kors i Danmark, hvor han i 1993 blev valgt som præsident for landsforeningen.

For Johannes Frandsen blev arbejdet med en ny organisation for Røde Kors i Danmark et gennemgående tema for hans tid som præsident. Det var med nogen tøven, at Frandsen gav sig i kast med et omfattende vedtægtsarbejde, der skulle bane vej for en fornyelse af organisationen og få den frivillige indsats til at blomstre. Han nåede ikke selv at se resultatet, idet han døde den 9. september 1968, kort før forslagene blev behandlet og vedtaget på landsmødet i oktober 1968.

De nye vedtægter trådte i kraft den 1. april 1970.

Ifølge de nye vedtægter skulle Røde Kors i Danmark organiseres geografisk, som kommunerne blev det efter kommunalreformen af 1970. Antallet af kommuner blev reduceret fra 1.098 til 277, og antallet af amter blev reduceret fra 25 til 14. Tilsvarende skulle der være en Røde Kors-afdeling i hver kommune, som blev ledet af en generalforsamlingsvalgt bestyrelse, og en Røde Kors-amtskreds i hvert amt.

I en parallel struktur etablerede Røde Kors i Danmark en uddannelses- og beredskabsorganisation, som omfattede følgende fem aktivitetsområder: • Kursusvirksomhed i førstehjælp • Samaritarbejde • Socialt arbejde • Sundhedsarbejde • Ungdomsarbejde.

De fem aktivitetsområder fik hver deres organisation med særskilte, uafhængige udvalg i afdelingerne, i amtskredsene og nationalt. På na-

139

tionalt niveau etableredes et uddannelses- og beredskabsudvalg, hvis medlemmer automatisk var medlem af hovedbestyrelsen. Det kan imidlertid konstateres, at Røde Kors ikke havde nogen aftale med myndighederne om deltagelse i det kommunale eller statslige beredskab i Danmark. Da opsplitningen løbende medførte samarbejdsproblemer lokalt, regionalt og nationalt, besluttede landsmødet, hvor afdelingerne havde flertal, i 1992 at ophæve beredskabsorganisationen, og ansvaret for alle lokale aktiviteter blev overført til Røde Kors-afdelingernes bestyrelser.

Bortset fra etablering af en beredskabsorganisation, som kun fik kort levetid, beholdt Røde Kors i Danmark grundlæggende strukturen, som blev vedtaget i 1917. Landsmødet mødtes hvert andet år og behandlede vedtægtsforslag og fx medlemskontingent. Imellem landsmøderne bestemte en hovedbestyrelse bestående af repræsentanter fra Røde Kors-amtskredsene, hvor amtskredsene fra henholdsvis Øst- og Vestdanmark valgte hver deres vicepræsident, fem medlemmer af det centrale uddannelses- og beredskabsudvalg samt op til otte ’kongevalgte’, der var individuelle medlemmer af hovedbestyrelsen, som hovedbestyrelsen selv kunne vælge. Der var tradition for, at landsforeningens præsident var kongevalgt, og at landsforeningens tredje vicepræsident var kongevalgt. De øvrige kongevalgte valgte hovedbestyrelsen efter en vurdering af hovedbestyrelsens behov for at få tilført kompetence m.v. Nævnes kan fx, at forfatteren Thorkild Hansen i en periode var medlem af hovedbestyrelsen, og at der normalt var en folkeretskyndig jurist.

Hovedbestyrelsen var en meget stor forsamling med op til 46 medlemmer, som under sig havde præsident, præsidium, forretningsudvalg, økonomiudvalg, et centralt uddannelses- og beredskabsudvalg og fem centrale aktivitetsudvalg. Den centrale beslutningsstruktur var ikke gennemskuelig og enkel, men uigennemskuelig og kompliceret.

140

141

142

Erik Husfeldt – præsident for Røde Kors i Danmark 1968-1976

Professor, dr.med. Erik Husfeldt blev valgt af hovedbestyrelsen som præsident for Røde Kors i Danmark i september 1968. Han var præsident frem til 1976, hvor han gik af som 75-årig.

Erik Husfeldt var et fremtrædende medlem af modstandsbevægelsen under anden verdenskrig, deltog aktivt i redningen af jøderne i oktober 1943 og var fra foråret 1945 medlem af Frihedsrådet. Som en anerkendelse af indsatsen under krigen blev han medlem af Danmarks delegation til mødet den 26. juni 1945 i San Francisco, hvor FN-pagten blev underskrevet. Efter anden verdenskrig var Husfeldt en central person i det anti-kommunistiske arbejde i Danmark med tæt forbindelse til Socialdemokratiet. Samtidig var Erik Husfeldt en særdeles anerkendt læge, og en buste af ham i bronze er opstillet på Rigshospitalet i København. Han betegnes i den forbindelse som en ”hædersmand” og ”verdensmand”, som ”brugte ligeså meget tid på missioner ude i verden som på afdelingen” på Rigshospitalet. En del af sin tid brugte Erik Husfeldt så også på Røde Kors-arbejdet.

Erik Husfeldt havde i perioder af sit liv været tæt på Røde Kors og endda Røde Kors-delegat. Således var Erik Husfeldt Røde Kors-delegat og leder af Røde Kors i Danmarks hjælp til ofrene for opstanden i Ungarn i 1956. Husfeldts opfattelse af kommunismen kom til udtryk, da delegationen med tog ankom til Wiens hovedbanegård. Ved ankomsten stikker Husfeldt hovedet ud af togvinduet med de signede ord: ”Hejsa, hissa, hussasa – nu skal russki ha dada!” Husfeldt og hans team lykkedes under vanskelige vilkår med et hjælpearbejde på begge sider af fronten.

Derefter afskar den kolde krig for alvor Røde Kors-bevægelsen fra at gennemføre hjælpeaktioner i øst/vest-konfliktsituationer i Europa.

Røde Kors i Danmark og Røde Kors-bevægelsen organiserede således ikke noget hjælpe- eller beskyttelsesarbejde til Tjekkoslovakiet til ofrene for Foråret i Prag, som inden for rammerne af Warszawapagten

143

blev nedkæmpet af Sovjetunionen bistået af Den Tyske Demokratiske Republik, Polen, Bulgarien og Ungarn. Røde Kors skal helt frem til den militære undtagelsestilstand i Polen i december 1981, før Røde Kors igen får mulighed for at bygge bro henover jerntæppet med international hjælpe- og beskyttelsesarbejde.

En væsentlig opgave for Erik Husfeldt som præsident var gennemførslen af Røde Kors’ nye vedtægter, som blev vedtaget i 1968, og som skulle træde i kraft den 1. april 1970. Se afsnittet om Johannes Frandsen. Det skulle imidlertid vise sig, at det var andre væsentlige Røde Kors-opgaver, som lagde beslag på Erik Husfeldts handlekraft og arbejdsindsats for Røde Kors.

Samarbejdet i Røde Kors-bevægelsen Der var i Røde Kors-bevægelsen stærke krav om forandring. Ønsket var at fremme effektiviteten i Røde Kors’ hjælpearbejde og forbedre mulighederne for at nå frem med hjælp og beskyttelse til alle ofre for krig, krise og naturkatastrofer. Foråret i Prag i 1968, vietnamkrigen 1961-1975 og biafrakrigen i Nigeria 1967-1970 er eksempler på situationer, hvor Røde Kors-bevægelsen kom til kort eller kun i begrænset grad kunne yde international hjælp og beskyttelse til ofrene. Efter krigen i Biafra blev konsekvensen bl.a., at organisationen Læger uden Grænser blev dannet i 1971, hvilket af mange, også uden for Røde Kors-bevægelsen, herunder den danske regering, blev ansat for et stort prestigetab for Røde Kors.

Husfeldts forgænger på præsidentposten, Johannes Frandsen, havde engageret sig i denne sag, som også blev Husfeldts sag. Engagementet blev støttet af de nordiske Røde Kors-foreninger og bl.a. Canadisk Røde Kors. Det førte til, at Røde Kors-bevægelsen i 1971 søsatte et omfattende projekt om Røde Kors’ fremtidige rolle og opgaver i verdenssamfundet. Canadas regering finansierede projektet og Canadisk Røde Kors’ vicepræsident, Donald Tansley, blev projektleder. Målet med Tansley-projektet var et nyt sæt regler for samarbejdet i Røde Kors-bevægelsen, som dels samlede Røde Kors-bevægelsen om fælles grundlæggende opgaver, der byggede på de i 1965 vedtagne Røde Kors-principper, dels fik regeringernes opbakning på den internationale Røde Kors-konference.

Efter et særdeles omfattende arbejde blev projektrapporten: ’The Tansley Report’ præsenteret i 1975. Dens forslag fik imidlertid en blandet modtagelse. Tansley foreslog fx, at Røde Kors-bevægelsens grund-

144

læggende opgave skulle være katastrofehjælp, hvor ofrenes behov for hjælp og beskyttelse skulle være styrende, og hvor hjælpen skulle gives uden forhåndsbetingelser og være upartisk. Med tanke på den kolde krig og væbnede konflikter i Sydøstasien og i Mellemøsten, hvor en række Røde Kors-foreninger ikke levede op til Røde Kors-principperne, er det måske forståeligt, at rapporten fik en blandet modtagelse i Røde Kors-bevægelsen. For Røde Kors-bevægelsen var det imidlertid ikke acceptabelt at være afskåret fra at yde nødhjælp i krig, fordi den ene af krigens parter ikke har tillid til Røde Kors’ neutralitet, som det fx skete under biafrakrigen i Nigeria 1967-1970, hvilket førte til dannelsen af organisationen Læger Uden Grænser i 1971.

Arbejdet med at finde en global fællesnævner for Røde Kors-bevægelsen blev derfor søsat på ny, men denne gang i et mere institutionelt spor. Røde Kors-bevægelsen nedsatte et udvalg bestående af Røde Kors Komitéen, Forbundet og en række nationale foreninger, som var forankret i alle verdensdele. Det blev et kompliceret og langsommeligt arbejde. Undervejs fik Røde Kors-bevægelsen dog positive erfaringer med hjælp og beskyttelse til ofre for krige og kriser, hvor hjælpearbejdet ikke blev begrænset af Genèvekonventionernes formelle krav, men kunne udføres på grundlag af humanitære initiativer og Røde Kors-principperne. Det var fx: • Den militære undtagelsessituation i Polen i 1981, hvor Røde Kors Komitéen i Genève besøgte politiske fanger, og bl.a. Røde Kors i Danmark leverede humanitær hjælp til Polen.

• Borgerkrigen i Libanon 1975-1990, hvor Røde Kors Komitéen stod for udveksling af fanger mellem krigens parter og koordinerede internationalt Røde Kors-hjælpearbejde med medicin og fx behandling i Danmark af krigsofre.

• Forskellige militære konflikter i Mellemamerika, herunder krigen i El Salvador 1980-1990, da Røde Kors Komitéen fik adgang til nogle af oprørsbevægelsens fanger, som var i regeringens varetægt.

• Krigen mellem Storbritannien og Argentina i 1982 om Falklandsøerne i Sydatlanten, hvor krigens parter aftalte et højere beskyttelsesniveau end fastlagt i Genèvekonventionerne, fordi ingen af krigens parter ønskede, at civilbefolkningen på øerne skulle rammes af krigen.

• Den sovjetisk-afghanske krig 1979-1989, hvor Røde Kors Komitéen i Genève kom til at spille en rolle med hjælp og beskyttelse til krigsfanger, og hvor Røde Kors-bevægelsen gav hjælp til krigens millioner af afghanske flygtninge i Pakistan.

145

Der skulle gå ti år, før Røde Kors-bevægelsen nåede i mål. Det lykkedes på den 25. internationale Røde Kors-konference i 1986, tæt på afslutningen af den kolde krig. Konferencen vedtog med regeringernes tilslutning nye, globale regler for Røde Kors-bevægelsens internationale samarbejde og for de nationale Røde Kors-foreningers opgaver. Reglerne findes i ’Statues of the Red Cross and Red Crescent Movement’, og betegnes her i fortællingen som Røde Kors-bevægelsens vedtægter.

Den første handlingsplan vedtages i 1976 – Røde Kors i Danmark 100 år efter Tansley-initiativet og arbejdet med nye fælles, globale regler for Røde Kors-bevægelsens samarbejde og arbejde inspirerede Røde Kors i Danmark til at iværksætte arbejdet med en fælles, national ramme for arbejdet i Danmark. Det skete i form af en handlingsplan, som landsmødet vedtog i 1976 i 100-året for stiftelsen af Røde Kors i Danmark.

En handlingsplan for hele landsforeningen blev også set som nødvendig i lyset af, at landsforeningens nye vedtægter gav Røde Kors-afdelingerne stor frihed til at tage lokale humanitære initiativer. Røde Kors-afdelingerne var selvstændige enheder i landsforeningen. Landsforeningens centrale organ imellem landsmøderne, hovedbestyrelsen, havde ikke magt til at vedtage en fælles, national prioritering af Røde Kors-afdelingernes arbejde fx i lyset af samfundsudviklingen. De lokale Røde Kors-afdelinger havde kompetencen til at tage lokale humanitære initiativer, og det gjorde de, men der var ikke nogen overordnet ramme for deres arbejde.

Derfor inddrog Erik Husfeldt og hovedbestyrelsen som noget helt nyt Røde Kors-afdelingerne i arbejdet med at udforme en handlingsplan, som ved 100-årsjubilæet i 1976 blev vedtaget af landsmødet i maj under overskriften: Røde Kors i Danmark 100 år efter. Det var samtidig første gang i landsforeningens historie, at den vedtog en samlet handlingsplan for foreningens arbejde.

I tråd med Tansley-rapportens anbefaling fastslog handlingsplanen om Røde Kors’ identitet, at: ”Den helt grundlæggende og væsentlige opgave for Røde Kors er at give bistand på et ubetinget og upolitisk grundlag, hvor og når der opstår menneskelige behov for beskyttelse og bistand enten som følge af naturkatastrofer eller konflikter. Det er den rolle, som vil være tilbage, når alle andre opgaver, som Røde Kors i tidens løb har påta-

146

get sig, eventuelt er forsvundet. Det er katastrofehjælp udført på basis af Genèvekonventionerne, som adskiller Røde Kors-bevægelsen fra andre foreninger og bevægelser, og det er den rolle, som Røde Kors gennem alle årene bedst har kunnet udføre.”

1976-handlingsplanen refererer ikke til Røde Kors-principperne som grundlaget for alt Røde Kors-arbejde. Ifølge handlingsplanen af 1976 er Røde Kors-bevægelsens mandat i Genèvekonventionerne således det, ”som adskiller Røde Kors-bevægelsen fra andre foreninger og bevægelser”. I dag er Røde Kors-principperne styrende for at sikre, at foreningen ikke handlingslammes, hvis mandatet i Genèvekonventionerne ikke, som det skete under anden verdenskrig, kan omsættes til humanitær handling.

Om det nationale arbejde fastslår handlingsplanen, at landsforeningen i: ”sit nationale arbejde skal skelne mellem opgaver, som ligeså godt kan løses af andre, og opgaver hvis løsning helt eller delvis afhænger af en Røde Kors-indsats. Princippet om nødhjælpsbistands medvirken til opbygning og fastholdelse af beredskabsmæssige aktiviteter må ikke forveksles med aktiviteter, som helt eller delvis bygger på godgørenhed.”

På grundlag af disse helt overordnede principper fastslår handlingsplanen, at Røde Kors-afdelingerne skal ”koncentrere sig om”: • afvikling af institutioner som anses som en samfundsopgave, og hovedbestyrelsen får ansvaret for at fremme afviklingen • socialt arbejde som en hovedopgave for Røde Kors-afdelingerne.

Indsatsen skal afpasses ”samfundets sociale system og bistandsprogram”, og afdelingerne skal arbejde for at ”påvirke befolkningens syn på årsagen til, at der opstår sociale tabere” • informationsarbejde og uddannelse af befolkningen, som dels omfatter befolkningskurser i førstehjælp og sundheds- og sygepleje, så den enkelte borger i Danmark får et personligt beredskab og bedre kan klare ulykkessituationer, sygdom og sundhed, dels udbredelse af kendskabet til Røde Kors, Røde Kors’ arbejde og de principper, som er retningsgivende for Røde Kors’ arbejde • ungdomsarbejde.

147

En god del af handlingsplanen handler om landsforeningens økonomiske situation i erkendelse af, at de eksisterende indtægter ikke kunne dække handlingsplanens ambitionsniveau. Nogen løsning var ikke fundet, da handlingsplanen blev vedtaget. 100-års jubilæets aktiviteter og gaver skulle dog blive et godt grundlag for det fremtidige arbejde.

Alle med behov for hjælp skal hjælpes!

Erik Husfeldt og hovedbestyrelsen var ikke altid enige. På et tidspunkt under krigen i Vietnam havde USA bombet Nordvietnam, og behovet for humanitær hjælp var stort. Husfeldt ønskede, at hovedbestyrelsen skulle engagere sig i et hjælpearbejde. Det skete ikke.

På det umiddelbart efterfølgende landsmøde indgik Erik Husfeldt en aftale med den daværende formand for Ungdommens Røde Kors, Bent Kauffmann, som i dag er formand for Hillerød afdeling. Aftalen var, at Bent Kauffmann som en slags protestaktion skulle skubbe Erik Husfeldt væk fra landsmødets talerstol og forlange, at Røde Kors iværksatte en hjælpeaktion til fordel for krigsofrene i Nordvietnam.

Som aftalt således gjort. Ifølge Bent Kauffmann faldt aktionen dog ikke i god jord hos alle landsmødets deltagere. Og det blev heller ikke muligt for Røde Kors at få accept fra krigens parter til at gennemføre en hjælpeaktion i Nordkorea.

Statens 100-års jubilæumsgave til Røde Kors i Danmark – Lille Amalienborg Erik Husfeldt havde en stor goodwill hos regeringen, og der er ikke tvivl om, at Erik Husfeldt udnyttede denne goodwill til fordel for Røde Kors. Regeringens jubilæumsgave til Røde Kors, som blev godkendt af Folketinget, var en storslået gave. Røde Kors fik som gave den imponerende palæejendom på Dag Hammarskjölds Allé 28 i København.

Ejendommen havde været brugt af Forsvaret til Østre Landsdel Kommando, som imidlertid var nedlagt. Den blev bygget under første verdenskrig af tømmerhandler Harald Simonsen, som blev rig på bl.a. at sælge tømmer til Tyskland. Under anden verdenskrig var ejendommen beslaglagt af den tyske besættelsesmagt, og efter krigen blev ejendommen overtaget af Forsvaret. I folkemunde kaldes ejendommen Lille Amalienborg.

Røde Kors i Danmark fik stillet ejendommen til rådighed som en ”livsvarig brugsret” med staten som ejer. Ordningen betød, at landsforeningen kunne arbejde med at gennemføre den nye organisation og

148

den nye handlingsplan uden at skulle bekymre sig om rammerne for foreningens landskontor. Ændrede behov for landsforeningens centrale administration betød, at staten i 2007, som led i et mageskifte mellem flere aktører, solgte Lille Amalienborg for 76 millioner kroner – Røde Kors i Danmark mageskiftede til en ejendom på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg og fastholdt samtidig landskontoret på Blegdamsvej på Østerbro i København, som landsforeningen havde købt i 1993.

Post Danmark udgav et jubilæumsfrimærke, der kunne købes til en overpris, som blev doneret til Røde Kors.

Undervisningshospitalet i Congo Hvad der i begyndelsen var Danmarks største ulandsprojekt udviklede sig ikke positivt for Røde Kors i Danmark. Rigsrevisionen påtalte flere gange problemer med administrationen af projektet, lønniveau m.v.

Kort efter Erik Husfeldts fratræden som præsident opgav Røde Kors i Danmark at stå for projektadministrationen. For Røde Kors en ulykkelig udgang på et projekt, hvis iværksættelse var båret af en stor vision og et stort humanitært engagement.

Hovedbestyrelsen får et helt særligt nyt medlem Hendes Majestæt Dronning Margrethe blev som kronprinsesse gift den 10. juni 1967 med nu afdøde prins Henrik. Hans Kongelige Højhed Prinsen havde et ønske om, at han skulle varetage konkrete arbejdsopgaver. Røde Kors i Danmark stillede sig beredvilligt til rådighed, og i 1969 blev prins Henrik kongevalgt medlem af hovedbestyrelsen for Røde Kors i Danmark. Prinsen fik titel som kommitteret for Røde Kors i Danmark. Titlen var inspireret af Hjemmeværnet, som også har en kommitteret. Dog var funktionen i Røde Kors frivillig og ulønnet. Som hovedbestyrelsesmedlem og kommitteret fik prins Henrik forskellige opgaver bl.a. i forhold til undervisningshospitalet i Congo og deltagelse i internationale Røde Kors-møder.

149

Erik Stampe – præsident for Røde Kors i Danmark 1976-1988

Højesteretssagfører Erik Stampe blev valgt som præsident af hovedbestyrelsen i 1976 efter jubilæumslandsmødet og fungerede som præsident frem til 1988, da han i an alder af 70 år valgte at trække sig tilbage.

Da hovedbestyrelsen skulle vælge ny præsident efter Erik Husfeldt, var situationen for Røde Kors i Danmark, at landsforeningens nye organisation fra 1970 endnu ikke var fuldt gennemført. Derudover havde landsforeningen en helt ny handlingsplan Røde Kors i Danmark 100 år efter, som skulle gennemføres. Endelig havde Røde Kors i Danmark fra staten fået et helt nyt landskontor. Set med hovedbestyrelsens øjne var der ikke behov for nye, men for gennemførsel af vedtagne reformer.

Med valget af Erik Stampe fik landsforeningen en præsident, som i erhvervskredse var en særdeles respekteret og benyttet bestyrelsesformand. Samtidig havde Erik Stampe et solidt kendskab til Røde Kors i Danmark, da hans advokatfirma havde Røde Kors som kunde.

Som advokat førte Erik Stampe mange komplicerede sager, og han veg ikke tilbage for at tage selv de vanskeligste. En sådan var skattesagen mod Mogens Glistrup, stifteren af Fremskridtspartiet. Da Glistrup skulle for højesteret, blev Erik Stampe således efter Glistrups ønske beskikket som advokat.

Erik Stampe – en glad gartner i væksthuset!

Erik Stampe var som præsident født formand for hovedbestyrelsen, forretningsudvalget og præsidiet. Han holdt hver uge møde med generalsekretæren, og han deltog ofte i økonomiudvalgets møder. Erik Stampe havde fingeren på landsforeningens puls og sikrede, at der var balance mellem aktivitetsvaretagelse og foreningens økonomiske muskler.

Erik Stampe kunne også siges at have rollen som den glade gartner i Røde Kors’ væksthus, fordi det frivillige arbejde i Røde Kors-afdelingerne med den nye organisation og handlingsplan for alvor begyndte at blomstre. Særligt på det sociale område voksede aktiviteterne, og nye

150

151

aktiviteter dukkede op. Det drejede sig fx om Røde Kors-afdelingernes besøgstjeneste for ensomme, ferielejre for unge, nørklegrupper for sy-, strikke- og hæklearbejde, bedstemorsordning for pasning af børn ved sygdom, besøgstjeneste for indsatte i landets lukkede fængsler og nye måder at skaffe ressourcer på, hvor afdelingerne begyndte at oprette Røde Kors-butikker.

Røde Kors-butikker og Røde Kors-genbrugsarbejde Det viste sig hurtigt, at nogle aktiviteter ikke passede ind i foreningsstrukturen fra 1970.

Arbejdet med Røde Kors-butikker og Røde Kors-genbrugsarbejde begyndte som en social aktivitet i Røde Kors’ nye beredskabsorganisation. Aktiviteten blev overflyttet til afdelingsbestyrelsernes ansvarsområde for at sikre optimal indtjening ikke blot til afdelingernes sociale arbejde, men generelt til landsforeningens humanitære arbejde. Her har genbrugsaktiviteten ligget lige siden.

I 2019 driver Røde Kors-afdelingerne 240 Røde Kors-butikker, som sælger tøj, sko, møbler og alle mulige forskellige slags ting og sager. Tøj og sko indsamles primært gennem 1.500 tøjcontainere. Aktiviteten understøttes af landsforeningen med genbrugscentre i Horsens og Køge til tømning af tøjcontainere og fordeling af tøj til butikker og nationale indsamlinger.

Ungdommens Røde Kors bliver en selvstændig organisation Arbejdet i Ungdommens Røde Kors var en anden aktivitet, som ikke passede ind i foreningsstrukturen fra 1970. Antallet af medlemmer skrumpede, og landsforeningen stod over for valget mellem at lukke aktiviteten eller revitalisere den på grundlag af de unges egne forudsætninger. Det sidste blev tilfældet, og som en af de sidste store beslutninger i Erik Stampes embedsperiode fik Ungdommens Røde Kors i 1988 status som en selvstændig organisation under Røde Kors Danmark. I dag er Ungdommens Røde Kors Danmarks største humanitære ungdomsorganisation, som engagerer mere end 20.000 børn og unge.

Vejen for Ungdommens Røde Kors til den nuværende status har ikke været uden bump. Det var præsident C.M.T. Cold, som i juni 1923 kunne underskrive det første sæt vedtægter for Ungdommens Røde Kors, og allerede i 1931 måtte hovedbestyrelsen hæve pegefingeren og indskærpe over for de unge, at det var forkert at opfatte Ungdommens Røde Kors som en uafhængig forening, der lå mere eller mindre uden for Røde Kors’ virksomhedsområde. Også efter 1988 har præsidenter for

152

landsforeningen måttet hæve pegefingeren, men siden 2015 har der været en velfungerende samarbejdsmodel mellem ledelsen af Røde Kors i Danmark og ledelsen af Ungdommens Røde Kors. Ungdommens Røde Kors er medlem af Røde Kors i Danmarks øverste organ, landsmødet.

Regeringens Røde Kors Udvalg 1982 – tillægsprotokollerne af 1977 til Genèvekonventionerne af 1949 – Røde Korsprincipperne i folkeretten Krigens folkeret og menneskerettighederne havde Erik Stampes bevågenhed, og Røde Kors i Danmark bakkede aktivt op om regeringens deltagelse i den diplomatiske konference i Genève i perioden 1974-1977.

Konferencens resultat var vedtagelsen i 1977 af to tillægsprotokoller til Genèvekonventionerne af 1949. Tillægsprotokollerne indebar for det første en udvidelse af mulighederne for at hjælpe og beskytte ofre for væbnede konflikter i situationer med borgerkrig eller kamp mod besættelsesmagter, og der blev indført et særligt beskyttelsesmærke for Civilforsvaret bestående af en blå trekant på orange bund. For det andet var der i tillægsprotokollerne af 1977 medtaget grundlæggende regler om krigsmetoder og krigsmidler. Formålet er at begrænse krigens skadevirkninger på civile samt på egne såvel som på fjendens soldater.

For Røde Kors-bevægelsen og Røde Kors i Danmark var det af særlig betydning, at de to tillægsprotokoller forpligter staterne til at respektere både Røde Kors-bevægelsen og Røde Kors-principperne, som med regeringernes opbakning blev vedtaget af den internationale Røde Kors-konference i 1965. Dermed blev Røde Kors-bevægelsens værdi­ grundlag, som noget ganske enestående, en del af folkeretten. Dette gav samtidig Røde Kors-bevægelsen en særlig forpligtelse til at respektere og arbejde i overensstemmelse med Røde Kors-principperne.

I Danmark besluttede Folketinget i 1982 at tiltræde tillægsprotokollerne af 1977 og nedsatte i august samme år Regeringens Røde Kors Udvalg, som fik til opgave at koordinere arbejdet i Danmark med at gennemføre tillægsprotokollerne. Røde Kors i Danmark blev medlem af udvalget og besluttede samtidig at opprioritere landsforeningens arbejde med at udbrede kendskabet til Røde Kors-principperne, den humanitære folkeret og menneskerettighederne.

Nyt flygtningearbejde for Røde Kors i Danmark – modtagelse af asylansøgere 1984 I august 1984 fik Røde Kors i Danmark en aftale med staten, nemlig at

153

sørge for modtagelse og ophold for asylansøgere på asylcentre. Aktiviteten blev en central opgave for landskontoret. I den indledende fase var der til arbejdet på asylcentrene knyttet frivillige fra Røde Kors’ afdelinger, men efterhånden blev det en opgave, som udelukkende blev løst med lønnet personale afpasset efter antallet af asylansøgere.

Som andre af Røde Kors’ store operatøropgaver gennem tiderne har asylarbejdet først og fremmest været en opgave for landskontorets daglige ledelse. Men da spørgsmålet om migranter, flygtninge og asylansøgere i den grad har haft befolkningens, Folketingets og mediernes opmærksomhed, har flygtninge- og asylspørgsmålet altid haft højeste prioritet for landsforeningens præsident, hovedbestyrelse og den daglige ledelse.

Da landskontoret havde haft opgaven med asylansøgere i 25 år, udgav landskontorets asylafdeling en publikation om asylarbejdet. Det er i kildeoversigten bagerst muligt for læseren at linke til publikationen.

Det er landsforeningens hovedbestyrelse, som fastlægger den overordnede strategi for landsforeningens arbejde med flygtninge og asylansøgere, medens det er generalsekretæren, som har ansvaret for at implementere strategien.

Styrende for udviklingen af Røde Kors-arbejdet med asylansøgere har været Røde Kors-principperne, og Røde Kors’ krav om at sikre beboerne på centrene en meningsfuld og værdig ventetid.

For medarbejderne er følgende citat nok dækkende for de fleste på landskontoret: ”hver dag har sine udfordringer – det er af og til hårdt, men det bliver aldrig kedeligt, og så er det dejligt at være en del af et team, som prøver at gøre dagligdagen for beboerne så tålelig som mulig – vi får meget igen.”

Røde Kors’ rapport om trivsel hos børnene i Udrejsecenter Sjælsmark er blot det seneste eksempel på indsatser, hvor det er nødvendigt for Røde Kors at gå offentligt ud for at sikre en værdig tilværelse for flygtninge i Danmark.

Det Danske Center for Menneskerettigheder 1987 I de nordiske Røde Kors-foreninger var menneskerettighederne et aktuelt tema i denne periode. Menneskerettighederne var en del af foreningernes dialog med Røde Kors-foreningerne i Østeuropa. Der blev således henvist til menneskerettighederne for at fremme arbejdet med at skabe kontakt mellem familier, som var blevet adskilt på grund af den kolde krig.

Røde Kors i Danmark måtte konstatere, at det kun i begrænset omfang

154

var muligt at finde støtte til menneskerettighedsarbejdet. Der var organisationer som Amnesty International og Helsingforskomitéen, men de havde deres fokuserede opgaveområder, som var forskellige fra Røde Kors’. Røde Kors i Danmark tog derfor i 1985 et humanitært initiativ, som i 1986 førte til et samarbejde med Københavns Universitet om Det danske Menneskerettighedsprojekt. Målet var at fremme undervisning, forskning og udbredelse af kendskabet til menneskerettigheder i Danmark, og derigennem også understøtte det internationale arbejde og samarbejde om sikring af grundlæggende menneskerettigheder.

Initiativet førte til, at Folketinget i 1987 med vedtagelse af et beslutningsforslag lagde grundstenen til Det Danske Center for Menneskerettigheder, der i 2019 er forankret i Lov om Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution.

Ryesgade besættes – Røde Kors som humanitær brobygger Det var ikke den humanitære folkeret eller forsvaret af menneskerettigheder, som var årsagen til, at Røde Kors’ landskontor i september 1986 blev besat af boligaktivister organiseret i bz-bevægelsen. Dengang havde landskontoret til huse i en bygning i Ryesgade på Østerbro i København, og bz’erne havde slået sig ned i en tom udlejningsejendom i gaden og bygget barrikader for at forhindre politiet i at fjerne dem fra bygningen. Røde Kors’ landskontor befandt sig bag barrikaderne, og bz’erne brugte stueetagen til overnatning.

I denne periode mødtes Erik Stampe og generalsekretæren ikke i Ryesgade, men landskontorets medarbejdere mødte på arbejde i Ryesgade og gik i gang med at forhandle med politiet, Københavns kommune og bz’erne. Problemet var bl.a., at mange beboere i Ryesgade på grund af barrikaderne var afskåret fra omverdenen. Det lykkedes Røde Kors at få opbakning til at hjælpe beboerne med medicin og mad. Røde Kors blev i situationen en humanitær brobygger mellem kommunens socialarbejdere og de beboere, som socialarbejderne ikke kunne nå frem til. Røde Kors oprettede også en døgnbemandet førstehjælpsstation afmærket med Røde Kors-flag. Røde Kors’ humanitære initiativ var inspireret af Genèvekonventionen om beskyttelse af civile, men var helt i overensstemmelse med Røde Kors-principperne.

Røde Kors-bevægelsens nye vedtægter 1986 Den 25. internationale Røde Kors-konference vedtog i 1986 nye vedtægter, ’Statutes’, for Røde Kors-bevægelsen. I disse defineres organisa-

155

tionen nu officielt som Røde Kors-bevægelsen, og der er regler for samspillet mellem staterne og Røde Kors-bevægelsens forskellige dele: Den Internationale Røde Kors Komité i Genève, de nationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger og foreningernes internationale Forbund, som også ligger i Genève.

Staterne forpligtes i de nye vedtægter til i alle situationer og til alle tider at respektere, at Røde Kors-bevægelsen arbejder i overensstemmelse med Røde Kors-principperne. Staternes forpligtelse i forhold til Røde Kors-bevægelsen er således ikke begrænset til situationer, hvor krigens folkeret, Genèvekonventionerne af 1949, gælder. Det er en ubegrænset forpligtelse. Røde Kors-bevægelsen for sin del er forpligtet til altid at arbejde i overensstemmelse med Røde Kors-principperne.

I de nye vedtægter er der også givet en bred ramme for, hvilke sociale opgaver eller sundhedsopgaver en national Røde Kors- eller Røde Halvmåne-forening kan eller bør varetage. Hjælpe- og beskyttelsesarbejde i katastrofesituationer er en kerneopgave, og hjælpen skal altid gives upartisk og på et neutralt og uafhængigt grundlag. Foreningerne er også forpligtet til at være fortaler for folk med behov for humanitær hjælp, og foreningerne skal prioritere forebyggende indsatser.

Den 25. internationale Røde Kors-konference løb ind i vanskeligheder. Det drejede sig ikke om de nye vedtægter, men om delegationen fra Sydafrika. Dengang havde Sydafrika et hvidt regime, som praktiserede apartheid imod den afrikanske befolkning. Der blev på konferencen stillet forslag om at ekskludere Sydafrika fra at deltage i mødet, hvilket ville være i strid med Røde Kors-princippet om neutralitet. Efter dramatiske forhandlinger fandt konflikten en pragmatisk løsning, idet den sydafrikanske regeringsdelegation blev ekskluderet, medens Sydafrikas Røde Kors-forening fik lov til at deltage i konferencen. Situationen gav imidlertid anledning til omfattende og for Røde Kors-bevægelsen negativ medieomtale med beskyldning om, at Røde Kors var politiseret, og medlemmer af Røde Kors i Danmark opsagde deres medlemskab i protest. For Røde Kors-bevægelsen blev den 25. konference en lærestreg om, at konferencerne skal forberedes, så der er en højere grad af sikkerhed for, at alle medlemmer af konferencen får lov til at deltage under hele konferencen.

Ny generalsekretær 1981 Arne Fremm, landsforeningens generalsekretær siden 1957, afgår ved døden i 1980. Erik Stampe og hovedbestyrelsen ansætter i 1981 Eigil Pedersen som ny generalsekretær. Med Eigil Pedersen får landsfor-

156

eningen en anden profil på posten som chef for landskontoret. Eigil Pedersen kommer fra en karriere som diplomat i Udenrigsministeriet og har bl.a. erfaring med regeringernes internationale samarbejde om menneskerettigheder. Eigil Pedersen har som Erik Stampe en kandidatgrad som jurist. Eigil Pedersen er generalsekretær frem til 1993, hvor han efterfølges på posten af journalisten Jørgen Poulsen.

Behov for et generationsskifte på præsidentposten 1988 Rundt omkring i foreningens Røde Kors-afdelinger, men også på landskontoret kommer der nye aktiviteter til. Organisationen knopskyder i en grad, som ikke var forudsat i 1976-handlingsplanen eller i vedtægterne fra 1970. Der oprettes fx et Røde Kors-kursuscenter i Frøslevlejren ved Padborg og et museumssamarbejde i lejren med Nationalmuseet.

Begge initiativer må senere opgives på grund af dårlig økonomi. Centralt etableres et antal lægegrupper til at understøtte det nationale og internationale arbejde. Uddannelse i førstehjælp og i sundhed og sygepleje organiseres i et ambitiøst Center for Førstehjælp og Sundhedsfremme, en slags uafhængig central projektorganisation, som imidlertid afvikles i 1990’erne, da det ikke kan indpasses i en ny central beslutningsstruktur for landsforeningen.

Erik Stampe gjorde hovedbestyrelsen opmærksom på situationen ved med sin lidt tørre humor at beskrive Røde Kors i Danmark som et humanitært supermarked. Stampe afstod dog fra selv at iværksætte initiativer i den anledning, men meddelte i 1988 i stedet, at der efter hans opfattelse var behov for et generationsskifte på præsidentposten for Røde Kors i Danmark, og at han derfor trak sig efter 12 år på posten.

Erik Stampe deltog som præsident på det hovedbestyrelsesmøde, hvor hovedbestyrelsen besluttede sig for hans efterfølger. Det blev lægen Francis Zachariae, som netop var gået på pension fra en stilling som medicinaldirektør i Københavns Kommune. Hovedbestyrelsens valg blev stille, men med et glimt i øjet kommenteret af Erik Stampe med ordene: ”Det kan man jo så kalde et generationsskifte!”

Da Erik Stampe trådte til som præsident var det helt normalt, at der blev røget på møderne med cigarer, cigaretter og pibe. Røgen kunne bølge tæt om mødedeltagerne. Men der kom i perioden i samfundet og i Røde Kors fokus på rygningens sundhedsskadelige virkning. Der blev også stillet forslag til Erik Stampe om, at møderne i Røde Kors’ hovedbestyrelse skulle være røgfrie, men forgæves. Det var helt forståeligt, når mødedeltagerne så med hvilken nydelse, Erik Stampe røg sine cigarer.

157

158

Francis Zachariae – præsident for Røde Kors i Danmark 1988-1993

Læge, dr.med. Francis Zachariae blev i 1988 af hovedbestyrelsen valgt som præsident for Røde Kors i Danmark. Francis Zachariae var præsident frem til 1993, hvor han gik af i en alder af 72 år.

Den Røde Davidsstjerne i Røde Kors-bevægelsen Da Francis Zachariae tog imod opfordringen til at blive præsident for Røde Kors i Danmark, gjorde han det med det samme klart for Røde Kors, at han var en del af det jødiske samfund i Danmark. Han var derfor ikke medlem af Røde Kors, men han var Røde Kors-bidragyder og støttede Røde Kors med et månedligt beløb.

Israels Røde Davidsstjerne, Magen David Adom, var dengang ikke en del af Røde Kors- og Røde Halvmåne-bevægelsen. Årsagen til det var, at staten Israel ikke ønskede at bruge de beskyttelsesmærker, Røde Kors-mærket, Røde Halvmåne-mærket eller den Røde Løve og Sol, som på dette tidspunkt var godkendt i Genèvekonventionerne og anvendtes af staterne og dermed af de nationale Røde Kors-foreninger.

Røde Kors-bevægelsen, herunder de nordiske Røde Kors-foreninger, Amerikansk Røde Kors, Den Internationale Røde Kors Komité og Forbundet i Genève samt en gruppe stater arbejdede ihærdigt gennem mange år for at finde en løsning, så Israels Røde Davidsstjerne kunne blive et fuldgyldigt medlem af Røde Kors-bevægelsen, og staten Israel ophæve sit forbehold i forhold til Genèvekonventionerne. Ikke mindst takket være Røde Kors Komitéen i Genève, USA’s og de nordiske foreningers indsats lykkedes det i 2005 at finde en ordning med et nyt tredje beskyttelsesmærke i Genèvekonventionerne: Den Røde Krystal.

Løsningen kunne accepteres af staterne og betød, at Israels Røde Davidsstjerne, Magen David Adom, uden for Israels grænser må bruge Davidsstjernen inde i den Røde Krystal. Løsningen betød også, at såvel Israels Røde Davidsstjerne som Palæstinas Røde Halvmåne blev fuldgyldige medlemmer af Røde Kors-bevægelsen.

159

Heldigvis for Røde Kors i Danmark og for Francis Zachariae var det i 1988 ikke et krav i vedtægterne for Røde Kors i Danmark, at præsidenten skulle være medlem af foreningen. Det vigtigste for foreningen var at sikre sig netop den præsident, som foreningen havde behov for.

Verden i forandring – Røde Kors i Danmark i forandring I 1988 troede ingen for alvor på, heller ikke Røde Kors-bevægelsen, at jerntæppet ville gå i opløsning et år senere, og at den kolde krig ville ophøre i 1991 med Sovjetunionens sammenbrud.

Der var heller ikke nogen, som havde troet, at Danmark i 1990 ville blive krigsførende. Men det skete, da Danmark med et skarpt militært bidrag – korvetten Olfert Fischer – deltog i en USA-ledet militæraktion for at befri Kuwait, der var blevet besat af Irak. Aktionen skete i overensstemmelse med mandat fra FN’s Sikkerhedsråd. Det er nok et spørgsmål om befolkningen i Danmark var bevidst om, at Danmark dermed var blevet en krigsførende nation. For Røde Kors i Danmark gav situationen mulighed for at gøre opmærksom på krigens folkeret bl.a. i medierne. I forhold til Danmarks krigsdeltagelse var Røde Kors i Danmark aktiv i Regeringens Røde Kors Udvalg, som drøftede et forslag, der var fremsat i Folketinget om et humanitært krigsbidrag bestående af et beredskabshospital, som skulle opstilles i Danmark.

De dramatiske begivenheder i verden forhindrede ikke, tværtimod, at Røde Kors i Danmark for alvor tog fat på arbejdet med den manglende overensstemmelse mellem på den ene side mål, opgavevaretagelse, ansvar og magtfordeling i 1976-handlingsplanen og 1970-vedtægterne, og på den anden side den virkelighed, som i 1988 herskede centralt på Røde Kors’ landskontor og i Røde Kors-afdelingerne.

Foreningspolitisk stod Francis Zachariae med en særdeles kompliceret opgave. Løsningen af opgaven blev for Røde Kors i Danmark ligeså usædvanlig, som opgaven var kompliceret.

Landsforeningens centrale beslutningsstruktur forenkles 1992 1990 var året mellem murens fald i Berlin i 1989 og Sovjetunionens opløsning og afslutningen på den kolde krig i 1991. For Røde Kors i Danmark var 1990 året, hvor kampen om magten i landsforeningen brød ud. Kampen udkæmpedes i hovedbestyrelsen, der blev oprettet i 1917.

75 år senere blev kampen afgjort af landsmødet i 1992.

I 1990 fik hovedbestyrelsen et nyt medlem, Christian Kelm-Hansen.

Kelm-Hansen havde i perioden 1959-1965 været ansat på Røde Kors’

160

landskontor først som landssekretær og derefter som vicegeneralsekretær. Kelm-Hansen havde som redaktør af Røde Kors’ tidsskrift formidlet en debat i landsforeningen om foreningens opgaver og organisering, og budskabet var, at der var behov for forandring. Mellem 1965 og 1990 var Kelm-Hansen ikke en del af Røde Kors, men generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke 1965-1969 og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet 1979-1990.

I hovedbestyrelsen blev Christian Kelm-Hansen med det samme den ledende fortaler for forandring i Røde Kors i Danmark. Kelm-Hansen fik hovedbestyrelsens og Francis Zachariaes opbakning til et forslag til landsmødet om at nedsætte et lov- og organisationsudvalg. Forslaget blev fremlagt af Francis Zachariae og vedtaget af landsmødet.

Udvalget fik til opgave til landsmødet to år senere i 1992 at komme med forslag til: • Mere demokrati i de centrale beslutningsprocesser • Forenkling af den centrale organisation • Mere gennemskuelighed med hensyn til ansvar for at træffe beslutninger, for gennemførsel af beslutninger og for økonomien i landsforeningen og i Røde Kors’ lokale afdelinger • Bedre sammenhæng mellem det centrale og det lokale niveau.

Op til landsmødets beslutning om et lov- og organisationsudvalg havde en del af debatten drejet sig om, at præsidenten og generalsekretæren/ landskontoret i den eksisterende struktur havde fået en for dominerende rolle og magt. Det blev derfor en del af landsmødets beslutning, som også blev støttet af Francis Zachariae, at Kelm-Hansen skulle være formand for udvalget, at udvalget refererede til landsmødet og arbejdede uafhængigt af hovedbestyrelsen, at generalsekretæren skulle stille den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for udvalget, og at sekretariatet og generalsekretæren ikke måtte påvirke udvalgets arbejde. Undervejs opstod en tillidskrise mellem udvalget og sekretariatet, som blev løst efter Zachariaes involvering, og dette ved at generalsekretæren gav udvalget et nyt sekretariat.

Røde Kors landsmøde i 1992 – Folketingets formand får dirigentstokken Det lykkedes for udvalget at udarbejde et forslag til drøftelse på Røde Kors landsmøde i oktober 1992. Alle dele af landsforeningen var op til mødet involveret i drøftelser om forslagets forskellige elementer, og de

161

havde derfor et detaljeret kendskab til forslaget. Mange havde stærke holdninger både for og imod forslaget.

For at sikre en effektiv og kompetent ledelse af landsmødet havde Folketingets formand, socialdemokraten og tidligere indenrigsminister Henning Rasmussen på forslag af Kelm-Hansen sagt ja til at være landsmødets dirigent. Og dirigenten kom på arbejde. Det blev et af de mest dramatiske landsmøder i landsforeningens historie. Der var mere end 100 ændringsforslag, et tegn på at medlemmerne havde taget debatten til sig og havde en holdning til, hvordan foreningen skulle udvikles. Undervejs holdt dirigenten møder med præsident Francis Zachariae og udvalgsformand Kelm-Hansen. De var enige om, at alle ændringsforslag til udvalgets forslag havde samme demokratiske status, og de skulle derfor have en ligeværdig behandling på landsmødet.

Landsmødet kom i mål med vedtagelsen af den mest gennemgribende ændring af landsforeningens demokrati siden 1917, da landsforeningen blev etableret med en hovedbestyrelse, som valgte præsidenten.

Mere demokrati i Røde Kors – forudsætninger og resultat Resultatet af Røde Kors’ landsmøde i 1992 har vist sig holdbart i en ny global tid efter afslutningen af den kolde krig i 1991. I dag næsten 30 år senere er det stadig styrende for, hvordan landsforeningens ledelse er organiseret. Nedenfor opsummeres kort de vigtigste forudsætninger for forslaget og dele af forslaget: Forudsætninger Præsident Francis Zachariae havde meddelt hovedbestyrelsen og landsmødet, at han, uanset resultatet af landsmødets behandling af udvalgets forslag, ikke ønskede at tage en ny periode som præsident for Røde Kors i Danmark. Hvis forslaget blev vedtaget, stod landsforeningen således frit med hensyn til valg af ny præsident til at lede arbejdet med forslagets gennemførsel.

Til landsmødets deltagere var Zachariaes budskab, at den eksisterende struktur ikke passede til et Røde Kors i Danmark, som var blevet en af de største bidragydere til arbejdet i Røde Kors-bevægelsen, som var blevet stormodtager af regeringsmidler til det internationale arbejde, og hvis største aktivitet, arbejdet med asylansøgere, skete efter aftale med regeringen. Mange husker stadig fra 1990 Afrika Sulter-indsamlingen, som gav 45 millioner kroner til det internationale hjælpearbejde. Dette krævede en central professionel ledelse, men det måtte

162

ikke ske på bekostning af Røde Kors-princippet om frivillighed i Røde Kors’ afdelinger. Zachariae mente, at det var afgørende for landsforeningen, at den fandt en bedre balance mellem den centrale indsats og den lokale frivilligindsats. Zachariae gav sin støtte til udvalgets forslag med ordene: ”Det er et kompromis, hvor udvalget har taget vidtgående hensyn til de synspunkter, som er kommet fra amtskredsene, afdelingerne og medlemmerne. I et kompromis må alle bøje sig. Nogle må bøje sig lidt mere end andre. Jeg har selv haft synspunkter, som ikke er blevet tilgodeset i forslaget, men jeg har accepteret det.”

Francis Zachariae udtrykte håb om, at en vedtagelse af udvalgets forslag også ville betyde, at arbejdet med ”samfundets mest sårbare grupper” fremover ville blive prioriteret højere af landsforeningen. I forlængelse heraf var budskabet fra formanden for udvalget, Christian Kelm-Hansen bl.a., at Røde Kors’ opgave med at forebygge og lindre menneskelig lidelse: ”løses ikke af et nok så effektivt sekretariat. Den kræver en folkelig deltagelse, en folkebevægelse. Det er den folkebevægelse, vi prøver at give de bedste betingelser med forslaget. Det vil gøre ondt på veltjente Røde Kors-frivillige, der kan blive nødt til at trække sig … De folkevalgte, som nu skal til at træffe reelle beslutninger, skal være fagligt stærke og kunne måle sig med fagfolkene i administrationen, så de ikke bare kommer til at fungere som et gummistempel.”

Resultatet af landsmødets beslutning Landsmødets vedtagelse betød, at demokratiet i landsforeningen blev forankret hos medlemmerne og frivillige i Røde Kors’ afdelinger og amtskredse. Det helt centrale beslutningsforum var herefter: landsmødet, og hovedbestyrelsen refererede til landsmødet. Røde Kors-afdelingernes bestyrelse fik ansvaret for alle aktiviteter i afdelingen, idet den i 1970 vedtagne fem-strengede aktivitetsorganisation blev nedlagt. Tilsvarende centralt, hvor hovedbestyrelsen, under ansvar over for landsmødet, fik ansvaret for alle aktivitetsområder mellem landsmøderne.

Efter 1992 mødtes landsmødet årligt til dagsmøder, senere hvert andet år til todages møder. Antallet af deltagere blev næsten halveret fra ca. 450 til ca. 240, idet amtskredsene senere blev nedlagt, og antallet af

163

Røde Kors-afdelinger reduceret i takt med befolknings- og aktivitetsudviklingen i by og på land.

Landsmødet fik som noget nyt til opgave at vælge hovedbestyrelsens medlemmer, og antallet af hovedbestyrelsesmedlemmer blev reduceret fra 46 til 15. Siden 2012 er antallet 16, idet landskontorets medarbejdere også vælger et medlem til hovedbestyrelsen. Det var ikke altid nemt at skaffe hovedbestyrelseskandidater, hvorfor landsmødet nu har etableret et valgforberedelsesudvalg, hvis medlemmer også vælges af landsmødet.

Landsmødet beslutter strategien for og den fremtidige prioritering af landsforeningens virksomhed, vælger hovedbestyrelsen og vedtager landsforeningens vedtægter. Hovedbestyrelsen og afdelingerne har ansvaret for at føre landsmødets beslutninger ud i livet. Under ansvar over for præsidenten og hovedbestyrelsen skal landskontoret med generalsekretæren i spidsen dels servicere alle dele af landsforeningen i overensstemmelse med vedtagne prioriteringer, dels gennemføre aktiviteter, som forankres på landskontoret.

Hovedbestyrelsen består af præsidenten, en vicepræsident, formanden for hovedbestyrelsens økonomi- og revisionsudvalg, 12 almindelige medlemmer og et medlem valgt af landskontorets medarbejdere, i alt 16 medlemmer.

Grønlandsk Røde Kors og Færøsk Røde Kors var medlemmer af hovedbestyrelsen før 1992, men ikke af den nye hovedbestyrelse. Med henvisning til deres selvstændighed blev de medlem af landsmødet, og kunne til landsmødet opstille eller selv stille op som kandidat til hovedbestyrelsen.

Ungdommens Røde Kors havde også opnået selvstændighed, men ønskede at fastholde medlemskab af den nye hovedbestyrelse og tilbød, at to medlemmer af den nye hovedbestyrelse kunne blive medlem af landsstyrelsen for Ungdommens Røde Kors. Forslaget blev afvist af landsmødet. Ungdommens Røde Kors blev ligesom Grønlandsk Røde Kors og Færøsk Røde Kors i stedet medlem af landsmødet.

Fra landsmødets talerstol opfordrede Kelm-Hansen i håndfaste vendinger Ungdommens Røde Kors til at koncentrere sig om udvikling af deres egen organisation. Det var en besked, som Ungdommens Røde Kors i den grad tog til sig. På den lidt længere bane var det årsagen til, at Ungdommens Røde Kors for alvor frigjorde sig og tog ansvaret til sig. Især efter år 2000 er det gået stærkt for Ungdommens Røde Kors, og i dag er Ungdommens Røde Kors Danmarks største humanitære

164

ungdomsorganisation. En forandringskraft i dette arbejde var Hanna Line Jakobsen, der var formand for Ungdommens Røde Kors i perioden 2005-2009, og derefter i 2014-2017 præsident for Røde Kors i Danmark. I 2018 lykkedes det for Ungdommens Røde Kors at få en plads i hovedbestyrelsen, idet deres politiske næstformand på Røde Kors’ landsmøde i et kampvalg blev valgt som medlem af hovedbestyrelsen.

Hvad der ikke lykkedes i 1992, blev i 2018 en realitet.

Ledelsen af Center for Førstehjælp og Sundhedsfremme blev hverken medlem af landsmødet eller af den nye hovedbestyrelse. Formanden for centret, professor, dr. med. Povl Riis blev dog valgt som almindeligt medlem af hovedbestyrelse. Det lykkedes dog ikke for den nye hovedbestyrelse at finde en model for centret, som kunne indpasses i den nye centrale beslutningsstruktur, hvorfor den nationale del af centret blev nedlagt.

Pionerarbejde med psykosocial støtte til ofre for krige og katastrofer Røde Kors’ Center for Førstehjælp og Sundhedsfremme blev nedlagt, men centrets pionerarbejde med psykosocial støtte blev fastholdt af landskontoret og senere gjort til en global aktivitet. Lægen Freddy Karup Pedersen, som i 1992 var vicepræsident, kunne i 2003 som præsident for Røde Kors i Danmark underskrive den endelige aftale med Røde Kors Forbundet i Genève, hvorefter landskontoret for Røde Kors i Danmark er vært for Røde Kors-bevægelsens internationale referencecenter for psykosocial støtte til ofre for krige, naturkatastrofer, flygtningekriser, større ulykker m.v.

Grundlaget for hele dette arbejde var Røde Kors i Danmarks psykosociale indsats til ofre for brandkatastrofen på færgen Scandinavian Star i april 1990.

Grønlandsk Røde Kors stiftes i 1992 og Færøsk Røde Kors’ selvstændighed formaliseres For Francis Zachariae var det af stor betydning, at Røde Kors i Grønland fik en identitet, som afspejlede, at Grønland havde fået et hjemmestyre. Der var opbakning til initiativet fra såvel den eksisterende Røde Kors-organisation i Grønland som fra Grønlands Hjemmestyre. Den 5. september 1992 var Zachariae i Nuuk, hvor han var leder af det stiftende møde for Grønlandsk Røde Kors, som på grønlandsk hedder Kalaallit Røde Korsiat. Det var ikke blot en grønlandsk/dansk begivenhed,

165

men en begivenhed for Nordkalotten, idet der var deltagelse fra Røde Kors-inuitter fra Canada og Røde Kors-samer fra Finnmarken.

Francis Zachariae iværksatte samme proces i forhold til Færøsk Røde Kors. Færøsk Røde Kors arbejdede selvstændigt, men der var behov for, at landsforeningens vedtægter afspejlede den selvstændighed, som Færøerne har i Rigsfællesskabet.

Nyt landskontor på Blegdamsvej i København Francis Zachariae var præsident, da landsforeningen i 1992/1993 købte og flyttede til den nuværende bygning på Blegdamsvej 27 i København.

Efter idé af den nuværende generalsekretær Anders Ladekarl og takket være en donation fra A.P. Møller Fonden blev landskontoret i 2017 udvidet med et nyt samlingssted for landsforeningens mere end 33.000 frivillige. Initiativet er helt i tråd med ånden i landsmødets beslutning fra 1992 om, at frivillige er grundlaget for Røde Kors i Danmark.

En periode i forandringens tegn Sjældent har en præsident for Røde Kors i Danmark stået for så gennemgribende forandringer af landsforeningen, som det var tilfældet for Francis Zachariae. Zachariae var ikke arkitekten bag forandringerne, men gav rum for forandringsprocessen og var med sin konstruktive samarbejdsvilje på landsmødet i 1992 med til at sikre, at Røde Kors i Danmark fik tidssvarende og mere demokratiske rammer for landsforeningens fremtidige arbejde.

166

167

168

Christian Kelm-Hansen – præsident for Røde Kors i Danmark 1993-1997

Christian Kelm-Hansen blev på landsmødet i 1993 valgt som præsident for Røde Kors i Danmark. Op til landsmødet havde den tidligere statsminister Poul Schlüter og tidligere minister, nuværende medlem af Folketinget, Bertel Haarder været i spil som kandidater, men trak sig inden mødet. Kelm-Hansen blev således valgt uden modkandidat. På grund af sygdom stillede Kelm-Hansen ikke op til genvalg på landsmødet i 1997.

Præsidenten og den nye hovedbestyrelse i arbejdstøjet efter landsmødet Præsidentposten er en position med stort ansvar og stor magt Christian Kelm-Hansen var den første præsident for Røde Kors i Danmark, som blev valgt af landsmødet. Alle tidligere præsidenter var valgt af hovedbestyrelsen, og hovedbestyrelsen kunne også afsætte præsidenten. Præsidenten var nu i alle forhold ansvarlig overfor landsmødet, og kun landsmødet kunne afsætte præsidenten. Det gav præsidenten tyngde og handlekraft i forhold til hovedbestyrelsen, landskontoret og landsforeningen. For Kelm-Hansen var der tale om en styrkelse af demokratiet i Røde Kors.

Hovedbestyrelsens udvalg nedsættes efter behov Hovedbestyrelsen blev i 1992 organiseret med udvalg for alle aktivitetsområder. Nogle udvalg var permanente, andre midlertidige, og nogle udvalg havde underudvalg. I løbet af de følgende år blev der færre udvalg, og deres ansvar og opgaver blev overført til hovedbestyrelsen. I 2012 blev den nuværende model for udvalgsarbejdet besluttet af landsmødet på initiativ af præsident Susanne Larsen. Alle aktiviteter blev forankret i hovedbestyrelsen og hos præsidenten, og ikke i et udvalg. Hovedbestyrelsens økonomi- og revisionsudvalg er hovedbe-

169

styrelsens eneste udvalg. Hovedbestyrelsen kan efter behov nedsætte udvalg, men alle udvalg er tidsbegrænsede og ophører automatisk, når det ordinære landsmøde afholdes.

Præsidenten – fører tilsyn med generalsekretær og landsforening – har kontor på landskontoret En væsentlig opgave for Christian Kelm-Hansen var at sikre sammenhængskraften i landsforeningen. Kontakten til den enkelte Røde Kors-afdeling blev derfor prioriteret højt, og en Røde Kors-afdeling med problemer kunne altid med udbytte henvende sig til præsidenten.

Det var også en væsentlig opgave at sikre, at landskontorets indsats blev effektiviseret efter vedtagelsen af landsforeningens nye centrale beslutningsstruktur. Det er hovedbestyrelsen med præsidenten som formand, som har det overordnede ansvar for alle landsforeningens aktiviteter og for landsforeningens økonomi.

Kelm-Hansen boede i Silkeborg, men havde mange opgaver for Røde Kors på landskontoret. Der blev derfor organiseret et praktisk arrangement, så han fik mulighed for at overnatte på et værelse i en lejlighed i København. Han fik også eget kontor på landskontoret i landsforeningens nye domicil på Blegdamsvej i København. Kelm-Hansen havde i perioder sin daglige gang på landskontoret, og han udnyttede muligheden for at føre et grundigt tilsyn med generalsekretærens og landskontorets virksomhed. Senere blev ’præsidentens kontor’ afskaffet af Bodil Nyboe Andersen, der var præsident 2005-2009, med henvisning til, at det kunne være med til at skabe uklarhed om hvem, der styrede landskontoret, og at medarbejdere på landskontoret kunne søge at misbruge præsidenten fx imod generalsekretæren.

Finansministeriet undersøger landskontorets administration – der ansættes ny generalsekretær På dette tidspunkt var der drøftelser med regeringen om finansieringen af landsforeningens opgave med at organisere ophold m.v. for asylansøgere. Forhandlingerne havde mediernes store opmærksomhed, og der var beskyldninger om, at Røde Kors i Danmark tjente statspenge på asylopgaven. Staten forudbetalte beløb til Røde Kors, og Røde Kors beholdt den renteindtægt, som påløb frem til, Røde Kors havde brugt det forudbetalte beløb. Selvom dette var helt lovligt, var det ikke acceptabelt for offentligheden. Resultatet af Røde Kors’ forhandlinger med staten, som for Røde Kors’ vedkommende blev ført af præsidenten, blev, at ordningen

170

ophørte. Røde Kors tilbagebetalte 14 millioner kroner til staten, også dengang et betragteligt beløb, og forudbetalingerne i asylarbejdet ophørte. I stedet blev der i de årlige finanslove afsat ca. fem millioner kroner til Røde Kors’ beredskab.

Resultatet af forhandlingerne blev også en aftale mellem Finansministeriet og præsidenten om, at Finansministeriet, Administrations- og Personaledepartement, skulle foretage en undersøgelse af administrationen i Røde Kors i Danmark. Undersøgelsen blev gennemført i perioden juni-september 1992, og rapporten med anbefalinger var et fast punkt på hovedbestyrelsens møder fra september 1993-august 1994.

Præsidenten var den hovedansvarlige for opfølgningsarbejdet.

For landsforeningen var det vigtigt, at Administrations- og Personaledepartementets rapport konkluderede, at Røde Kors i Danmark grundlæggende var en velfungerende organisation.

Centralt i rapporten var en række anbefalinger om at skabe klarhed over hvilket ansvar og opgaver, som lå i det politiske system, dvs. hos præsidenten og hovedbestyrelsen, og hvilke hos generalsekretæren. Det viste sig vanskeligt at nå frem til en fælles forståelse mellem præsidenten, hovedbestyrelsen og generalsekretæren, selvom præsidenten arbejdede ihærdigt for, at det skulle lykkes. Undervejs i forløbet blev der etableret et udvalg, som havde Folketingets formand, Henning Rasmussen, som formand, og hvor præsidenten og generalsekretæren var de eneste øvrige medlemmer af udvalget. Dette tremandsudvalg fik en såkaldt instruks for generalsekretæren på plads, men enden på anstrengelserne blev, at generalsekretæren fratrådte sin stilling. Derefter blev han leder af Røde Kors Forbundets faste repræsentation ved FN i New York.

Hovedbestyrelsen kunne i marts 1995 godkende forslag fra Christian Kelm-Hansen og den nye generalsekretær Jørgen Poulsen dels til en ny ledelsesstruktur for landskontoret, dels til retningslinjer for general­ sekretærens ansvar og betjening af det politiske system. Forslagene var i overensstemmelse med anbefalingerne i rapporten fra Administrations- og Personaledepartementet.

Christian Kelm-Hansen har om den toårige proces fortalt, at arbejdet med opstramninger i administrationen og udskiftninger i den administrative ledelse til tider var smertefuldt, men at de var nødvendige for at sikre en optimal anvendelse af de midler, som befolkningen i Danmark stiller til rådighed for Røde Kors, for at sikre en fortsat positiv udvikling af arbejdet i Røde Kors’ afdelinger og for at fremme motivationen for arbejdet hos Røde Kors’ mange tusinde frivillige.

171

Den 4. europæiske Røde Kors-konference i Haag 1993, Europakonferencen om krigens folkeret i København 1995 og den 5. europæiske Røde Kors-konference i København 1997 Den socialistiske republik Jugoslavien brød sammen i juni 1991, og resultatet blev flere blodige krige frem til 1998. Krigssituationen førte til internationale reaktioner, og Røde Kors-bevægelsen blev også involveret. Bevægelsens internationale arbejde blev koordineret af Røde Kors Komitéen i Genève, da der var tale om krig. Humanitært arbejde under krig er farligt, men det var et chok for Røde Kors-bevægelsen, da chefen for Røde Kors Komitéens arbejde i området i 1993 blev myrdet under udførelsen af sine humanitære opgaver.

Samtidig var Røde Kors-forenigerne i Europa samlet til den 4. europæiske Røde Kors-konference, som blev afholdt i Holland. Mordet på Røde Kors Komitéens chefdelegat blev fordømt af konferencen, som samtidig opprioriterede den humanitære indsats i Europa. Christian Kelm-Hansen sagde ja til, at Røde Kors i Danmark skulle være vært for et europæisk møde, hvor temaet skulle være Røde Kors-bevægelsens arbejde for at fremme respekten for krigens folkeret og hjælp og beskyttelse til ofre for krig. Konferencen blev afholdt i 1995 med støtte fra Udenrigsministeriet.

For Christian Kelm-Hansen var 1995-mødet begyndelsen på et stærkere internationalt Røde Kors-engagement, og han sikrede, at Røde Kors i Danmark i 1997 blev vært for den 5. europæiske Røde Korskonference. Dengang var der stadig krig i det nu tidligere Jugoslavien, men Røde Kors-foreningerne i alle de krigsførende områder fik, med henvisning til Røde Kors’ neutralitet, adgang til indrejse til Danmark og til at deltage i konferencen. Også denne konference blev støttet af Udenrigsministeriet.

Europakonferencen i Danmark resulterede i mere end 100 konkrete aktivitetssamarbejder, partnerskaber, mellem de europæiske Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger.

Et andet resultat var iværksættelsen af et globalt Røde Kors-arbejde om udarbejdelse af fælles retningslinjer for, hvordan de nationale Røde Kors-foreninger kunne indrette deres vedtægter. Christian Kelm-Hansens efterfølger, Freddy Karup Pedersen sikrede vedtagelsen af retningslinjerne efter drøftelse på Røde Kors og Røde Halvmåne Forbundets generalforsamling i 1998. I 2018 var præsident Sven Bak-Jensen medlem af Forbundets forretningsudvalg, og han var leder af et arbejde, som førte frem til, at retningslinjerne er à jour i forhold til de krav,

172

som en Røde Kors-forening skal leve op til i nutiden.

Et tredje resultat af Europakonferencen i Danmark var, at Røde Kors i Danmark i 1998 blev valgt som medlem af forretningsudvalget i Forbundet af Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger. Da Christian Kelm-Hansen forlod Røde Kors i 1997, blev det hans efterfølger, Freddy Karup Pedersen, som fortsatte det internationale foreningspolitiske arbejde for Røde Kors i Danmark.

Christian Kelm-Hansen – kamp må der til!

Christian Kelm-Hansen var den afgørende kraft for den nye organisering af den centrale beslutningsstruktur for Landsforeningen Røde Kors i Danmark i 1992-1993. Arbejdet op til vedtagelsen, selve vedtagelsen på landsmødet og den efterfølgende gennemførsel af reformen var inkarnationen af Kelm-Hansens eget motto: Kamp må der til! Dette er også titlen på Kelm-Hansens erindringer, som udkom i 2009. Christian Kelm-Hansen døde i 2012, og daværende præsident Susanne Larsen skrev i Røde Kors’ mindeord over Kelm-Hansen bl.a.: ”Et varmt, helhjertet og sjældent engageret menneske er gået bort med Christian Kelm-Hansen. Hans virke i Røde Kors forandrede Røde Kors fra en tung, topstyret organisation til en organisation, der er styret af medlemmerne … I sit virke som præsident var Christian Kelm-Hansen særdeles lydhør i forhold til den enkelte frivillige og mødte den frivillige i øjenhøjde. Særlig bevågenhed havde han for det omfattende arbejde for asylsøgere, hvor han var med til at sikre integriteten i asylindsatsen … Christian Kelm-Hansens sygdom betød imidlertid ikke, at kontakten til Røde Kors ophørte. Til det sidste var Christian Kelm-Hansen engageret i vores arbejde med skarpe kommentarer og forslag. Vi vil savne Christian Kelm-Hansen i Røde Kors.”

173

174

Freddy Karup Pedersen – præsident for Røde Kors i Danmark 1997-2005

Landsmødet valgte i 1997 den 56-årige professor, overlæge dr.med.

Freddy Karup Pedersen, som landsforeningens præsident. Freddy Karup Pedersen blev genvalgt til posten på landsmødet i 2001. I begge tilfælde blev han valgt uden modkandidat. Da Røde Kors’ landsmøde, på forslag af Freddy Karup Pedersen og hovedbestyrelsen, havde begrænset muligheden for genvalg til to perioder, kunne Freddy Karup Pedersen ikke genvælges en tredje gang i 2005.

Freddy Karup Pedersen indtog præsidentposten med en solid Røde Kors-ballast. Han havde ti års erfaring fra arbejdet i Røde Kors’ hovedbestyrelse, og de sidste otte år var Karup Pedersen tillige vicepræsident. Endnu tidligere havde Freddy Karup Pedersen været udsendt af landsforeningen som Røde Kors-delegat til internationale Røde Kors-operationer, første gang i 1973.

For Freddy Karup Pedersen blev tiden som præsident især præget af: • Den stigende globalisering af Røde Kors-bevægelsen som en konsekvens af ophøret af den kolde krig i 1991 og indledningen af den globale krig mod terror fra 9/11 i 2001.

• Danmarks deltagelse med såkaldte skarpe militære bidrag i krigene i Kosovo i 1999, i Afghanistan fra 2001 og i Irak fra 2003.

• Det fortsatte arbejde med at gennemføre landsforeningens nye centrale beslutningsstruktur, hvor udviklingen af det frivillige sociale arbejde i Danmark og arbejdet med genbrug fik afgørende betydning for Røde Kors-afdelingernes udvikling.

Globalisering af Røde Kors-bevægelsen – de mest sårbare grupper i alle samfund I 1986 fik Røde Kors-bevægelsen, i enighed med staterne, nye vedtægter med Røde Kors’ syv grundlæggende principper som det overordnede pejlemærke for alle dele af Røde Kors-bevægelsen. Dette er nærmere beskrevet i afsnittet om præsident Erik Stampe. Derefter begyndte et

175

arbejde i Røde Kors Forbundet for, med afsæt i Røde Kors-principperne, nærmere at identificere en fællesnævner eller overskrift for alle Røde Kors-foreningernes arbejde. Udviklingen tog fart efter ophøret af den kolde krig, idet den for mange Røde Kors-foreninger betød, at foreningerne ikke kunne efterleve Røde Kors-principperne, særligt princippet om uafhængighed.

Som vicepræsident havde Freddy Karup Pedersen deltaget aktivt i Forbundets globaliseringsarbejde. I løbet af 1990’erne blev Forbundets fællesnævner, at alle Røde Kors-foreninger skulle prioritere arbejdet med samfundets mest sårbare mennesker uanset årsagen til deres sårbarhed. Hidtil havde fokus særligt været på situationer med krig, naturkatastrofer, flygtningesituationer, ekstreme samfundskriser og lignende ekstreme situationer. Røde Kors-bevægelsens hjælpearbejde i disse situationer blev fastholdt, men blev for Røde Kors-foreningerne generelt suppleret med arbejdet for samfundets mest sårbare.

Sundhed – igen på Røde Kors-bevægelsens dagsorden Præsident Freddy Karup Pedersen var formand for den 5. europæiske Røde Kors-konference, som blev afholdt i Danmark i begyndelsen af 1997.

Takket være Freddy Karup Pedersen og godt nordisk Røde Kors-samarbejde blev sundhed et væsentligt tema på Europakonferencen og en del af konferencens resultat. Senere i 1997 blev Freddy Karup Pedersen valgt til Røde Kors Forbundets forretningsudvalg (Governing Board) på Røde Kors Forbundets generalforsamling. I forretningsudvalget lykkedes det for Karup Pedersen med henvisning til resultatet af Europakonferencen i København, dels at sundhed kom på Røde Kors-bevægelsens humanitære dagsorden, dels at blive formand for en i samme anledning nyoprettet sundhedskomité for Røde Kors-bevægelsen. Freddy Karup Pedersen var formand for sundhedskomitéen frem til 2005.

Et praktisk og meget vigtigt resultat af Freddy Karup Pedersens og Røde Kors Forbundets sundhedsindsats er, at nationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger deltager i FN’s verdenssundhedsorganisation WHO’s vaccinationskampagner og i bekæmpelsen af epidemier som fx den særdeles smitsomme og livsfarlige ebolavirus. Forbundet har en samarbejdsaftale med WHO for at sikre et uproblematisk samarbejde mellem WHO og Røde Kors-foreningerne.

En anden vigtig sag for Freddy Karup Pedersen var at sikre, at livsvigtig medicin, fx til HIV/AIDS-ramte, gives til alle, som har behov for medicinen, og ikke kun til dem, som har råd til at købe den.

176

En tredje vigtig sag var, at det lykkedes at få WHO’s anerkendelse af Røde Kors’ pionerindsats for et psykosocialt arbejde til alle katastrofeofre. WHO tog konceptet til sig og var dermed med til at sikre en global accept af det psykosociale arbejde.

Historisk set var det et gensyn, at sundhed blev en prioriteret del af Røde Kors-bevægelsens arbejde. Der havde i bevægelsen, fx hos Røde Kors Komitéen været en tendens til at nedprioritere sundhedsområdet i det internationale arbejde. Med Freddy Karup Pedersens og Røde Kors Forbundets initiativ lykkedes det at revitalisere sundhedsarbejdet. Det skete først og fremmest ved at udnytte de nationale Røde Kors-foreningers mulighed for at engagere Røde Kors-frivillige, ikke blot generelt i den primære sundhedstjeneste, men også i konflikt- og kriseområder helt fremme i den forreste frontlinje.

Røde Kors-bevægelsen – samarbejdet med militæret Røde Kors-idéen blev født på krigens slagmark, og i 1863 var de første nationale Røde Kors-foreningers opgave at bistå nationalstaternes militær med at hjælpe syge og sårede soldater. Opgaven blev første gang formaliseret af staterne i Genèvekonventionen af 1864, og findes nu i Genèvekonventionerne af 1949 og konventionernes tillægsprotokoller.

Virkelighedens verden i 1990’erne og derefter var, at krige nu udkæmpedes af meget brede koalitioner af stater. Til forskel fra fx korea­ krigen, hvor nationale Røde Kors-foreninger, fx i Danmark, Norge og Sverige, var aktive med en række humanitære hospitals- og sundhedsbidrag, bliver disse bidrag nu ydet af staternes egne sundhedssystemer. Det betød, at de nationale Røde Kors-foreninger ikke længere var en integreret del af sundhedstjenesten i de respektive landes forsvar.

Samtidig kunne de nationale Røde Kors-foreninger være aktive i Røde Kors-bevægelsens humanitære arbejde, som man fx så det i områder, hvor foreningernes lande var aktive med skarpe militære indsatser. Det kunne således ikke udelukkes, at Røde Kors i Danmark, som en del af Røde Kors-bevægelsen, var aktiv i et område, hvor Danmark fx med mandat fra Sikkerhedsrådet i FN samtidig var militært engageret.

Med disse erfaringer i ryggen var Freddy Karup Pedersen og Røde Kors i Danmark initiativtager til helt nye retningslinjer for Røde Kors-bevægelsens samarbejde med det militære forsvar. En vigtig del af samarbejdet er at sikre, at forsvaret i alle lande er fuldstændig klar over Røde Kors’ formål og opgaver, og at Røde Kors skal have adgang til at hjælpe alle ofre for væbnede konflikter, og at denne hjælp skal ydes

177

på grundlag af Genèvekonventionerne og Røde Kors-principperne. På den anden side skal Røde Kors selv overholde Røde Kors-principperne og afholde sig fra at blande sig i militærets indsatser. Overholder militæret ikke krigens love, har Røde Kors-foreningerne ikke alene adgang til, men de har også pligt til at være ofrenes fortaler, og de må tage fat i regeringerne for at stoppe krænkelser. Om nødvendigt og oftest som en sidste udvej må det ske med en offentlig fordømmelse. Det vigtigste er at sikre ofrenes liv og helbred.

Røde Kors-bevægelsens retningslinjer for samarbejdet med militæret blev vedtaget af Røde Kors-bevægelsen i 2005. Forslaget var på initiativ af Røde Kors i Danmark udarbejdet i samarbejde med Røde Kors-foreningerne i Tyskland, Holland og England samt Røde Kors Komitéen og Forbundet i Genève.

Danmark i krig – Røde Kors i Danmark fortaler for krigens ofre Freddy Karup Pedersen var præsident i perioden 1997-2005. I denne periode deltog Danmark i NATO’s bombninger af Kosovo i 1999, var fra januar 2002 engageret militært i krigen i Afghanistan og var fra begyndelsen med i krigen mod Saddam Husseins regime i Irak i marts 2003. Dette kom til at præge Freddy Karup Pedersens præsidentskab, og er også i dag begivenheder, som vækker til debat i Danmark.

Den 5. februar 2019 blev Krigsudredningen offentliggjort på Københavns Universitet. Krigsudredningen var et bestillingsarbejde fra Folketinget, idet et flertal i Folketinget, efter at Afghanistan-Irak kommissionen var blevet nedlagt af Folketinget, blot ønskede en historieudredning om baggrunden for, og som læring for eftertiden, af Folketingets beslutninger om, at Danmark skulle deltage med militære styrker i krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak. Røde Kors i Danmark havde hilst den nedlagte Afghanistan-Irak kommission velkommen, da den også skulle ind og vurdere selve krigenes forløb med mulighed for at lære af fortidens handlinger. Historieudredningen skulle ikke gå ind i spørgsmål om, hvordan krigene blev ført eller om behov for hjælp til og beskyttelse af krigens ofre. Under krigene havde Freddy Karup Pedersen og Røde Kors i Danmark flere gange haft behov for at forsvare krigens folkeret og havde opfordret regeringen og forsvaret til at gøre det samme.

Røde Kors i Danmark havde i forbindelse med krigene i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne og Danmarks deltagelse i kosovokrigen i 1999 kunnet koncentrere sig om det humanitære hjælpearbejde til bl.a. de

178

titusinder, som flygtede fra krigene. Angrebet på USA den 11. september 2001 var et chok for verdenssamfundet og et wakeup call for Røde Kors-bevægelsen. Røde Kors var ikke i tvivl om, at USA og dets allierede ville besvare angrebet. Senere i september måned 2001 mødtes repræsentanter fra Røde Kors Komitéen i Genève og Røde Kors i Danmark derfor i Forsvarsministeriet med repræsentanter fra Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet. Formålet med mødet var en Røde Kors-appel til Danmark om at arbejde for at sikre, at krigens love ville blive overholdt i de kommende militære konfrontationer. Krigen i Afghanistan blev en realitet, og i januar 2002 gik Danmark ind i krigen med deltagelse af soldater fra Frømandskorpset og Jægerkorpset.

Krigens folkeret og grundlæggende menneskerettigheder blev trådt under fode i krigene i Afghanistan og Irak af terrorregimer, terrorister og deres håndlangere, men også af de krigsførende stater. Her overgik virkeligheden desværre fantasien med systematisk tortur i USA’s hemmelige fængsler i bl.a. Ægypten og Polen med brutal og umenneskelig behandling af fanger i USA’s fangelejr Guantanamo Bay på Cuba og med tortur og anden mishandling af fanger i USA-fængslerne Bagram i Afghanistan og Abu Ghraib i Irak.

Det er muligt, at virkeligheden også overgik fantasien for danske myndigheder, men allerede i 2002 sendte Freddy Karup Pedersen et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen om den manglende respekt for krigens folkeret i spørgsmålet om behandlingen af fanger i krigen i Afghanistan. Karup Pedersen opfordrede statsministeren til at tage kontakt til USA med henvisning til, at USA ikke kunne tilsidesætte krigens folkeret, og at der ikke var noget hul i folkeretten, som åbnede mulighed for at torturere fanger. Freddy Karup Pedersen fik ikke noget entydigt svar fra den danske statsminister, og Karup Pedersen tog derfor spørgsmålet op på landsmødet for Røde Kors i Danmark i november 2003. Landsmødet bakkede op om Karup Pedersens initiativ, og mødet vedtog en erklæring, som opfordrede regeringen og medlemmerne af Folketinget til at være aktive i arbejdet med at sikre respekten for krigens folkeret.

Det var meget usædvanligt, at Freddy Karup Pedersen som præsident og leder af en national Røde Kors-forening på denne måde konfronterede regeringen og statsministeren. Historiens dom kan næppe fældes endnu, men udviklingen siden synes at vise, at det var berettiget, da Freddy Karup Pedersen som præsident for Røde Kors i Danmark bad den danske regering og Folketinget om aktivt at forsvare kri-

179

gens folkeret. I januar 2016 udtalte Danmarks forsvarschef 2002-2008 således offentligt, at: ”da vi går ind i Irak har vi ikke en klar definition på hvad en fange er.

En fange, der bliver holdt tilbage i to timer ved et checkpoint, mens hans køretøj bliver rodet igennem; er han fange eller er han tilbageholdt? Den administration som var nødvendig til at kunne varetage det der, det var ikke på plads.”

Det må konstateres, at Danmark ikke havde forberedt sig godt nok på opgaven med at håndtere fanger, og det er beskæmmende, ikke mindst i lyset af Danmarks krigsfangearbejde under første verdenskrig, den nytte som Danmark under anden verdenskrig havde af beskyttelsesreglerne i krigsfangekonventionen af 1929 og Danmarks indsats med udvekslingen af krigsfanger i Korea.

Freddy Karup Pedersen havde inden krigene i Afghanistan og Irak på nærmeste hold erfaret betydningen af krigens folkeret. Det skete i sommeren 2001, da Karup Pedersen sammen med generalsekretæren besøgte Gaza, Vestbredden og Israel. Under besøget oplevede Karup Pedersen, hvordan de israelske besættelsesstyrker med gummikugler skød på stenkastende palæstinensiske børn, og hvordan Israel praktiserede besættelsessituationen. Karup Pedersen beskrev situationen som apartheidlignende og som en kollektiv afstraffelse af befolkningen i de besatte områder. Efterfølgende blev Karup Pedersen kritiseret for at politisere, men han afviste ved at slå fast, at: ”Vores opgave er at råbe op, hvis de internationale humanitære regler overtrædes. Og det gør de her. Vi er dybt bekymrede for de mange civile ofre, og vi er først og fremmest til for dem. Samtidig gør vi også opmærksom på, at selvmordsbomber og skud mod civile i Israel også er brud på folkerettens regler.”

Freddy Karup Pedersen får international anerkendelse Freddy Karup Pedersen var fra 1997 medlem af forretningsudvalget i Røde Kors Forbundet. Som beskrevet ovenfor deltog han aktivt i arbejdet med at skabe en fælles humanitær dagsorden for Røde Kors-bevægelsens arbejde i den nye globaliserede verden efter den kolde krigs ophør i 1991 og efter begyndelsen af krigen i Afghanistan i 2001. I 2003 mødtes den 28. internationale Røde Kors-konference i Genève. Den er

180

sammensat af alle dele af Røde Kors-bevægelsen og alle stater, som har tiltrådt krigens love i den humanitære folkeret: Genèvekonventionerne af 1949. I 2019 er det alle verdens stater.

Medlemmerne af den internationale Røde Kors-konference vælger fem personer, som alle skal komme fra en national Røde Kors-forening.

Sammen med to fra Røde Kors Komitéen og to fra Røde Kors Forbundet udgør de Røde Kors-bevægelsens Permanente Kommission (The Standing Commission).

I 2003 valgte den internationale Røde Kors-konference Freddy Karup Pedersen som medlem af Den Permanente Kommission. Dette var dels en anerkendelse af Freddy Karup Pedersens internationale indsats for Røde Kors-bevægelsen, dels med en tillid til, at Karup Pedersen kunne bidrage til den fortsatte udvikling af Røde Kors-bevægelsen. Den danske regering støttede sammen med de øvrige nordiske regeringer aktivt Freddy Karup Pedersens kandidatur.

Som medlem af Den Permanente Kommission var Freddy Karup Pedersen leder af Kommissionens arbejde med at udarbejde en fælles strategi for Røde Kors-bevægelsen. Freddy Karup Pedersen var medlem af Den Permanente Kommission frem til den 29. internationale Røde Kors-konference i 2007.

Røde Kors i Danmark og de mest sårbare grupper i Danmark – et frivilligcharter vedtages Det var en ambition for Freddy Karup Pedersen, at Røde Kors i Danmark skulle følge Røde Kors-bevægelsens nye prioritet for de nationale Røde Kors-foreninger og prioritere arbejdet for de mest sårbare grupper i samfundet. Forslag blev udarbejdet til landsmødet og fremsat af præsidenten på vegne af hovedbestyrelsen. Forslaget blev hverken rost eller kritiseret, og det var dermed usikkert, om der i Røde Kors-afdelingerne rent faktisk var opbakning til initiativet.

Ligesom i en række andre nationale Røde Kors-foreninger var der nogen usikkerhed med hensyn til, hvad det egentlig ville sige at arbejde for de mest sårbare grupper. Hovedbestyrelsen valgte efterfølgende en slags et skridt ad gangen-strategi byggende på de erfaringer, som de lokale Røde Kors-afdelinger efterhånden fik fx afdelingen i Hvidovre med et natherberg for kvinder, mange afdelingers arbejde med ensomme samt julehjælp, ferielejre for børn i udsatte grupper, flygtningearbejde m.fl. aktiviteter. Men hovedbestyrelsen valgte også, sammen med andre organisationer og foreninger at arbejde for en højere grad af

181

accept af det frivillige sociale arbejde i samfundet.

Freddy Karup Pedersen deltog derfor i arbejdet med at udvikle et charter for samspillet mellem den frivillige verden og det offentlige.

Frivilligchartret blev vedtaget i 2001. Der var tale om en legitimering af det frivillige arbejde, og det havde stor betydning for udvikling af kommunernes og amternes, nu regionernes, samarbejde med civilsamfundets frivillige organisationer. I 2013 blev frivilligchartret opdateret med deltagelse af præsidenten for Røde Kors, Susanne Larsen.

Samariterarbejdet i beredskabet – et 25 års langt sejt træk!

Røde Kors-samaritterne var de stærkeste modstandere af den nye enstrengede centrale beslutningsstruktur, som blev vedtaget i 1992. Den betød nemlig, at samaritterne fremover ikke var en forening i foreningen, men var ansvarlige over for bestyrelserne i de lokale Røde Kors-afdelinger. I 1990’erne lykkedes det endvidere kun for enkelte Røde Kors-afdelinger at få en aftale med det kommunale beredskab om en frivillig indsats i beredskabssituationer, men bortset fra Hovedstadens Beredskab havde kommunerne generelt set ikke noget ønske om at indgå aftaler.

Samaritterne frygtede på denne baggrund, at deres arbejde ville blive nedprioriteret af hovedbestyrelsen, og en del Røde Kors-afdelinger delte samaritternes bekymring. På et tidspunkt var der hårdnakkede rygter om, at kræfter centralt i landsforeningen ønskede at nedlægge samaritternes arbejde med henvisning til, dels at samaritterne blot var en omkostning for landsforeningen, dels at Røde Kors-samaritternes indsats ikke var efterspurgt af de statslige og kommunale beredskaber.

For at imødekomme samaritterne fik Freddy Karup Pedersen med landsmødets og hovedbestyrelsens opbakning nedsat et udvalg, som ikke skulle stille spørgsmålstegn ved, om samaritternes arbejde skulle fortsættes, men komme med forslag til opgaver m.v. for det fremtidige samariterarbejde i Røde Kors. Udvalgets nedsættelse betød, at der blev skabt ro om samariterarbejdet. Der var ikke længere tvivl om landsforeningens opbakning til samariterindsatsen, dens betydning for landsforeningens generelle beredskab og for arbejdet med førstehjælp.

Men det skulle vise sig at blive et 25-årigt langt sejt træk for landsforeningen at få en offentlig anerkendelse af behovet for en frivillig Røde Kors-samariterindsats i beredskabet i Danmark.

Da orkanen Bodil ramte Danmark i 2013 med efterfølgende ødelæggende oversvømmelser, og da den ekstraordinære flygtningesituation opstod i Europa og Danmark i 2015, hvor flygtninge gik på de lolland-

182

ske og sønderjyske motorveje, var der bud efter Røde Kors-samaritternes kompetencer og indsats. Samaritternes indsats var en del af forhandlingsgrundlaget, da Røde Kors i Danmark og Beredskabsstyrelsen den 11. december 2018 indgik en ny strategisk samarbejdsaftale. Samarbejdsaftalen var medvirkende til et tættere samarbejde på områder som beredskabsfaglig uddannelse af frivillige og ansatte, frivilligorganisering og -ledelse i og uden for beredskabssituationer og humanitære operationer i internationale katastrofesituationer.

Røde Kors’ genbrugsarbejde – foreningens enhed sikres Genbrugsarbejdet i Røde Kors blev startet i en Røde Kors-afdeling, og det spredte sig først langsomt, men senere meget hurtigt til stort set alle Røde Kors-afdelinger i Danmark samt til Færøsk Røde Kors og Grønlandsk Røde Kors.

I begyndelsen i 1970’erne var der ikke fælles retningslinjer for genbrugsarbejdet. Med flere butikker, ønsket om et vist kvalitetsniveau i butikkerne, større synlighed og højere kvalitetskrav til genbrugstøj i det internationale bistandsarbejde, blev det nødvendigt med fælles spilleregler. Det var en ufravigelig regel fastsat af hovedbestyrelsen, at landskontoret stod for al formidling af genbrugstøj til Røde Kors’ internationale bistandssamarbejde.

Enkelte afdelinger ønskede imidlertid ikke at efterleve de fælles spilleregler, de leverede selv genbrugstøj til Røde Kors-foreninger i andre lande og solgte selv overskudstøj til opkøbere i udlandet. Freddy Karup Pedersen mødtes med afdelingerne for at få dem til at ændre holdning. Det lykkedes ikke at skaffe forståelse for, at der kun kan være én Røde Kors-forening i hvert land, og at dette er nødvendigt for at sikre kvaliteten og indholdet af Røde Kors’ internationale hjælpearbejde. Resultatet blev, at en enkelt Røde Kors-afdeling måtte lukkes for at sikre enheden i landsforeningen.

Freddy Karup Pedersens indsats medførte, at landsforeningens genbrugsarbejde udviklede sig stærkt. I 2019 er der 240 Røde Kors-butikker i 203 Røde Kors-afdelinger. Røde Kors-butikkernes nettooverskud på mere end 65 millioner kroner er med til at sikre det økonomiske grundlag for afdelingernes frivillige humanitære arbejde. Røde Kors’ genbrugsarbejde udføres nu efter fælles regler i hele landet og i alle landets Røde Kors-afdelinger. Den overordnede genbrugsstrategi har Røde Kors-afdelingerne selv været med til at udvikle, og strategien er vedtaget af Røde Kors’ hovedbestyrelse.

183

184

Bodil Nyboe Andersen – præsident for Røde Kors i Danmark 2005-2009

Landsmødet valgte i november 2005 den 65-årige forhenværende nationalbankdirektør, cand.polit. Bodil Nyboe Andersen som præsident for Røde Kors i Danmark. Der var ikke andre kandidater til præsidentposten. Bodil Nyboe Andersen havde ved siden af den frivillige ulønnede post som præsident for Røde Kors i Danmark også påtaget sig andre opgaver, herunder at være den første formand for den nye bestyrelse for Københavns Universitet, næstformand i bestyrelsen for forsikringsselskabet Tryg A/S og medlem af bestyrelsen for Villum Fonden. Bodil Nyboe Andersen ønskede i 2009 ikke at blive genvalgt som præsident.

Med Bodil Nyboe Rasmussen som præsident havde Røde Kors i Danmark for første gang en kvinde på posten som præsident. Det var nu ikke noget, som Bodil Nyboe Andersen selv gik op i. Hun vidste af erfaring, bl.a. fra at være den første kvindelige nationalbankdirektør, at hendes resultater som leder ikke blev vurderet i forhold til hendes køn.

Præsidenten – den strikkende bedstemor!

Røde Kors-afdelingerne var ivrige efter at få besøg af den nye præsident. En faktor for efterspørgslen – ved siden af Bodil Nyboe Andersens status som rollemodel for god ledelse, hvor der også er plads til familien – kunne være, at afdelingernes Røde Kors-frivillige kunne identificere sig med den nye præsident. Bodil Nyboe Andersen havde, da hun gik af som nationalbankdirektør, bl.a. fortalt, at hun så kunne få mere tid til at være bedstemor for sine børnebørn og få mere plads i dagligdagen til at strikke og sy. Det gav i den grad genlyd i Røde Kors-afdelingerne, hvor der bl.a. sad – og sidder – ca. 4.500 nørklere, de fleste bedstemødre, som syr, strikker og hækler tøj til Røde Kors’ nationale og internationale humanitære arbejde.

185

Den humanitære folkeret og Danmark – et nyt ståsted for Røde Kors i Danmark Da Bodil Nyboe Andersen i 2005 blev valgt til posten som Røde Kors’ præsident var Danmarks deltagelse i krig efterhånden blevet en del af danskernes dagligdag. Som fortalt i det foregående afsnit havde præsidenten for Røde Kors i Danmark flere gange opfordret regering og folketing til at opprioritere arbejdet med at sikre respekten for krigens folkeret: Genèvekonventionerne af 1949 om beskyttelse af ofre for væbnede konflikter. Røde Kors var ikke tilfreds med regeringens ambitionsniveau og besluttede derfor at tage sagen i egen hånd. I oktober 2006 besluttede Røde Kors i Danmark derfor at udgive sin egen grundbog på næsten 300 sider om krigens folkeret og dens betydning for Danmark. Bogens titel var: ’Den humanitære folkeret og Danmark’.

Bodil Nyboe Andersen havde taget boginitiativet til sig og besluttet, at bogen og dens anbefalinger skulle behandles og godkendes af hovedbestyrelsen forinden offentliggørelse. Hovedbestyrelsens behandling var grundig og strakte sig over to møder, og den grundige behandling var med til at sikre, at bogen gav Røde Kors i Danmark et solidt ståsted for landsforeningens nationale arbejde for at beskytte og hjælpe ofre for væbnede konflikter.

Generalsekretæren bliver valgt til Folketinget – der udpeges ny generalsekretær I november 2007 blev landsforeningens generalsekretær Jørgen Poulsen valgt til Folketinget. Der var uenighed mellem generalsekretæren og hovedbestyrelsen om, hvilke konsekvenser generalsekretærens valg til Folketinget skulle have for hans ansættelse som generalsekretær. Resultatet blev, at hans ansættelse som generalsekretær ophørte. Han fik ikke orlov fra stillingen, og som et forlig efter involvering af advokater fik han en godtgørelse på 750.000 kroner Der var omfattende medieomtale af konflikten og kritik af både Røde Kors og generalsekretæren.

I et brev til Røde Kors-afdelingerne skrev Bodil Nyboe Andersen: ”Det har været en tung beslutning for os i hovedbestyrelsen og for mig personligt. Men vi fandt, at det alt taget i betragtning tjente Røde Kors bedst at følge advokatens rådgivning i stedet for at havne i en måske langvarig retssag med et usikkert resultat ... Dansk Røde Kors har fået nogle skrammer, og både jeg selv og andre frivillige i Røde Kors er stærkt berørte af det, der er sket. Nu må vi videre og ikke

186

lade os tynge af det skuffende hændelsesforløb i de seneste uger …

Det er helt afgørende, at forliget med Jørgen Poulsen ikke på nogen måde går ud over de mennesker, Dansk Røde Kors hjælper i Danmark eller udlandet. Til gengæld bliver det så nødvendigt at spare på en række omkostninger, ligesom det vil indebære, at vores ansatte kommer til at løbe lidt hurtigere i det kommende år.”

Turbulensen, som opstod, da generalsekretær Jørgen Poulsen forlod Røde Kors og blev valgt til Folketinge,t har været sammenlignet med den turbulens, som efter anden verdenskrig opstod omkring Kai Hammerich, se afsnittet om Hammerich. Situationen omkring Jørgen Poulsen betegnes dog som det rene vand sammenlignet med situationen, da Hammerich forlod posten som direktør for Røde Kors’ landskontor. At turbulensen i 2007 ikke blev større kan måske forklares med, at Kai Hammerich både var generalsekretær og præsident. I 2007 var der en skarp adskillelse mellem posterne som præsident og generalsekretær, og Bodil Nyboe Andersen havde sammen med hovedbestyrelsen entydigt det fulde ansvar for at håndtere den turbulente situation. Styrende for dette var, hvad der bedst tjente landsforeningens arbejde og landsforeningen.

På det efterfølgende landsmøde i 2009 blev landsforeningens vedtægter ændret, og det blev i vedtægterne udtrykkeligt formuleret, at hverken Røde Kors’ præsident eller Røde Kors’ generalsekretær kan være politisk aktive på landsplan.

Hovedbestyrelsen besluttede at ansætte Anders Ladekarl som ny generalsekretær. Anders Ladekarl tiltrådte stillingen den 1. marts 2008, og han er fortsat landsforeningens generalsekretær. Anders Ladekarl var inden da chef for landskontorets internationale afdeling.

Landsforeningens centrale ledelse kvalitetssikres Da Bodil Nyboe Andersen tiltrådte som præsident, var det mere end ti år siden, at landsforeningens centrale beslutningsstruktur var etableret.

Med en ny generalsekretær ved roret fik Bodil Nyboe Andersen hovedbestyrelsens opbakning til at gennemføre et kvalitetstjek af hovedbestyrelsens forvaltning af ansvar og opgaver og af landsforeningens centrale ledelse. Formålet var at sikre entydige og gennemskuelige beslutningsprocesser, at landsforeningens økonomi var gennemskuelig, og at det var klart, hvem der i landsforeningens centrale ledelse havde ansvaret for hvilke opgaver. Kvalitetstjekket (certificering) blev gennemført af et schweizisk baseret firma, som havde en afdeling i Dan-

187

mark, SGS Société Générale de Surveillance. SGS havde erfaring med certificering af nationale Røde Kors-foreninger.

Resultatet af SGS’ gennemgang var en række anbefalinger til præsidenten og hovedbestyrelsen, som gik ud på at skabe større klarhed.

Nævnes kan fx: • En anbefaling til præsidenten var at nedlægge præsidentens kontor på landskontoret. Begrundelsen for anbefalingen var, at det kunne skabe uklarhed på landskontoret og i omverdenen med hensyn til hvem, der var den egentlige leder af landskontoret. For at forebygge enhver tvivl om hvem der var landskontorets daglige leder, nemlig generalsekretæren, valgte Bodil Nyboe Andersen omgående at nedlægge kontoret.

• En anbefaling om at mindske antallet af møder i hovedbestyrelsen, der i vedtægterne var fastsat til mindst ti møder om året uanset behov. Begrundelsen for at reducere antallet var ikke at mindske arbejdsbyrden for præsidenten og hovedbestyrelsen, men at sikre, at hovedbestyrelsen koncentrerede arbejdet om sager af politisk strategisk betydning for landsforeningen og ikke om teknik og petitesser i forbindelse med den daglige ledelse. Jo flere møder desto større var risikoen for, at der blev opfundet sager til hovedbestyrelsen. Bestemmelsen i landsforeningens vedtægter om mindst ti møder pr. år blev derfor ophævet.

• En konstatering af, at landsforeningen Røde Kors i Danmark ikke havde en vision, som kunne være et pejlemærke for landsforeningens politisk strategiske arbejde.

Røde Kors i Danmark – en vision for arbejdet Bodil Nyboe Andersen og hovedbestyrelsen iværksatte efter SGS-certificeringen arbejdet med en overordnet målsætning for organisationen.

Arbejdet kan siges at ligge i forlængelse af tidligere forsøg på at identificere en eller flere kerneaktiviteter for landsforeningen, herunder at arbejde for de mest sårbare grupper i samfundet. Resultatet af indsatsen var vedtagelsen på Røde Kors’ landsmøde i november 2009 af en vision for Røde Kors i Danmark og fire opgaveområder, således at visionen kunne blive til virkelighed: ”Vision: Gennem frivillig indsats forhindrer og afhjælper Røde Kors menneskelig nød, lidelse og diskrimination.

188

Opgave for Røde Kors: • støtter og hjælper sårbare mennesker med at forbedre deres livssituation på baggrund af respekt for sårbare mennesker og deres egne ressourcer • hjælper med udgangspunkt i medmenneskelig og upartisk handling og er neutrale og uafhængige • afdækker og oplyser om nød, lidelser og diskrimination med krav om handling • får den danske befolknings opbakning og støtte til vores vision og arbejde.”

Samtidig sikrede hovedbestyrelsen, at der blev udviklet arbejdsmetoder, som Røde Kors-afdelingerne kunne bruge i deres arbejde med at støtte og hjælpe sårbare mennesker.

Op til Røde Kors’ landsmøde havde Bodil Nyboe Andersen meddelt, at hun ikke ønskede at genopstille. Hun kunne forlade landsmødet med bevidstheden om, at landsforeningen var veldrevet, idet den havde fået en særdeles tilfredsstillende certificering, som var omsat i konkrete initiativer, og at landsforeningen med en ny præsident i spidsen, var parat til at påtage sig opgaven med at realisere foreningens nye vision.

189

190

Susanne Larsen – præsident for Røde Kors i Danmark 2010-2014

Landsmødet for Røde Kors i Danmark valgte i november 2009 Susanne Larsen som landsforeningens præsident for en fireårig periode. Susanne Larsen tiltrådte i 2010, blev genvalgt til posten på landsmødet i november 2013, men fratrådte efter eget ønske posten i maj 2014. Både i 2009 og i 2013 blev Susanne Larsen valgt uden modkandidat.

Susanne Larsen havde en 40-årig karriere bag sig i SAS, hvor hun var begyndt som kontorassistent og sluttede i topstillingen som administrerende direktør for SAS i Danmark. Undervejs tog Susanne Larsen en studentereksamen, læste samfundsfag på Københavns Universitet og uddannede sig til gestaltterapeut.

Efter at være blevet valgt som præsident i 2009 udtalte Susanne Larsen bl.a: ”Jeg kommer selv fra arbejderklassen og er en mønsterbryder. Jeg er endt i toppen af erhvervslivet. Men når man selv har fået mange muligheder, og der stadig er nogen derude, der har brug for nogle muligheder, så føler jeg, at jeg har en forpligtelse til at give noget tilbage.

Og hvis jeg kan bidrage med noget, så gør jeg gerne det.”

Er de ikke lidt kedelige, de der vedtægter?

Susanne Larsen havde sat sig grundigt ind i landsforeningens vedtægter. Hun var ikke imponeret og beskrev dem på sin tørre humoristiske måde med spørgsmålet, om de ikke var lidt kedelige. Efter Susanne Larsens opfattelse var vedtægterne ikke umiddelbart til at forstå, og de var skrevet i et sprog, som kunne virke nedladende.

Vedtægterne var præget af, at landsforeningen i arbejdet med vedtægterne mere havde koncentreret sig om vedtægtsformuleringer fremfor om kernen i Røde Kors-arbejdet. For Susanne Larsen var idealet, at landsforeningen først skulle finde ud af, hvad den ville, og derefter kunne vedtægterne så skrives.

På den måde bar Susanne Larsen erfaringen fra erhvervslivet med

191

sig ind i Røde Kors, hvor juraen og den endelige kontraktskrivning først kommer, når de tilgrundliggende forhandlinger om indholdet af en aftale er på plads.

Susanne Larsen – Røde Kors i forandring under mottoet: frivillig til frivillig I forlængelse af landsmødets vedtagelse af Røde Kors’ vision og opgaver tog Susanne Larsen fat på at gentænke Røde Kors’ måde at arbejde på lokalt og centralt.

Susanne Larsen fik hovedbestyrelsens opbakning til at iværksætte en proces i landsforeningen, og hun satte sig for bordenden i hovedbestyrelsens udvalg, som fik til opgave at komme med et forslag til drøftelse i Røde Kors-afdelingerne.

Efterhånden udkrystalliseredes en model i udvalgets arbejde, hvor Røde Kors-afdelingerne fik en række kerneopgaver, bestyrelsen i Røde Kors-afdelingerne fik ansvaret for at løfte opgaverne, og de skulle som udgangspunkt samarbejde med andre afdelinger efter behov og ikke belaste eller gå via landskontoret. Susanne Larsen gav denne del af forslaget overskriften: ’frivillig til frivillig’ som hun også gjorde til sit motto.

Landskontoret skulle understøtte afdelingernes indsats, og hovedbestyrelsen skulle sammen med afdelingerne efter behov udarbejde de nødvendige strategier for landsforeningens aktivitetsområder. Som en konsekvens heraf skulle hovedbestyrelsen kun nedsætte udvalg efter behov, og de skulle være tidsbegrænsede.

Landsforeningen skulle i højere grad fremstå og fungere som en enhed, hvor der ikke længere var behov for et sæt særskilte vedtægter for Røde Kors-afdelingerne. Kernen i forslaget var at give afdelingerne et større ansvar samtidig med, at de skulle inddrages i alle beslutninger om landsforeningens nationale og internationale opgaver. For Susanne Larsen var der tale om selvfølgelige krav om inklusion og inddragelse som forudsætninger for, at Røde Kors-afdelingerne og Røde Kors-frivillige for alvor kunne og ville handle på de lokale humanitære behov, som det var Røde Kors’ opgave at løse.

Udvalgets forslag blev drøftet på en lang række møder i landsforeningen. Opfattelsen var og er, at der hverken før eller siden i landsforeningens 100-årige historie har været inddraget så mange Røde Kors-afdelinger og Røde Kors-frivillige i en debat om landsforeningens formål og opgaver. Adskillige tusinde Røde Kors-frivillige blev invol-

192

veret. Susanne Larsen deltog i alle møderne, og hun var den afgørende drivkraft bag landsforeningens engagement og involvering. Dette gav hovedbestyrelsen et unikt og bredt grundlag for udarbejdelsen af forslaget: ’Røde Kors i forandring’, der blev sat til behandling og vedtaget på Røde Kors’ landsmøde i 2011.

Røde Kors’ vision og kerneopgaver kunne herefter indskrives i vedtægterne. Det var en historisk begivenhed, at alle dele af landsforeningen på denne måde for første gang i fællesskab på et landsmøde forpligtede sig til både en fælles vision og til kerneopgaver. I vedtægterne beskrives kerneopgaverne således: • Socialt arbejde og asyl- og flygtningearbejde • Internationalt katastrofe- og bistandsarbejde • Førstehjælp og samariterarbejde • Kommunikations- og fortalerarbejde • Skaffe ressourcer til arbejdet.

Det bliver samtidig understreget i landsmødets vedtagelse af Røde Kors i forandring, at Røde Kors-afdelingerne skal tage udgangspunkt i lokale behov og følge landsmødets prioriteringer, som afdelingerne selv er med til at fastlægge.

Samtidig blev landsforeningens vedtægter gennemskrevet i et positivt sprog og på en måde, så de kunne forstås uden supplerende forklaringer. Det, at landsforeningen var én enhed, kom til udtryk på den måde, at de særskilte vedtægter for Røde Kors-afdelinger blev ophævet, således at der i Røde Kors i Danmark kun var ét sæt vedtægter. Til illustration kan nævnes, at der i 1970 var mindst otte forskellige vedtægtsgrupper i landsforeningen.

Røde Kors i forandring – mere ansvar til præsidenten og hovedbestyrelsen En væsentlig del af Røde Kors i forandring var, at hovedbestyrelsen nedsatte udvalg efter behov. Kun det helt centrale økonomi- og revisionsudvalg var permanent.

Fra 1993 og frem til vedtagelsen af Røde Kors i forandring havde hovedbestyrelsen haft et nationalt og et internationalt udvalg, som blev nedlagt, og deres ansvar og opgaver blev overført til hovedbestyrelsen.

Hovedbestyrelsen havde før to vicepræsidenter med særlige opgaver, som blev ændret til én vicepræsident, som ikke havde særlige opgaver.

Resultatet af Røde Kors i forandring blev, at præsidenten og hoved-

193

bestyrelsen fik det samlede ansvar for at udvikle og følge landsforeningens politik, strategier og aktiviteter. Hovedbestyrelsens økonomi- og revisionsudvalg, hvis formand vælges af landsmødet, blev fastholdt.

Ungdommens Røde Kors – måske lidt for selvstændig?

Det gik godt for Ungdommens Røde Kors, endda rigtig godt, med internationale og nationale aktiviteter, som tiltrak mange nye medlemmer og frivillige. Imidlertid oplevede enkelte af landsforeningens Røde Kors-afdelinger, at Røde Kors’ ungdomsforening var lidt for selvstændig og handlede i deres lokale område uden at tage kontakt til Røde Kors-afdelingen. Centralt kunne Susanne Larsen også notere, at Ungdommens Røde Kors opfattede sig som en selvstændig Røde Kors-forening i Danmark ved siden af Røde Kors i Danmark. Det samme som skete, da Ungdommens Røde Kors i 1930’erne før anden verdenskrig var inde i en positiv udvikling.

Susanne Larsen tog affære og indledte forhandlinger med Ungdommens Røde Kors. Måske var det en slags rygmarvsreaktion, hvor den tidligere administrerende direktør så Ungdommens Røde Kors som et datterselskab, der var kommet ud af kurs, og som skulle tilbage til moderselskabet. Det blev et længerevarende initiativ, som først kunne afsluttes i 2015 af Susanne Larsens efterfølger på præsidentposten, Hanna Line Jakobsen.

Resultatet var etablering af et fælles forum med repræsentanter for hovedbestyrelsen og for Ungdommens Røde Kors’ ledelse med den helt afgørende fælles forståelse, at Ungdommens Røde Kors, Danmarks største humanitære ungdomsforening, er en del af Landsforeningen Røde Kors i Danmark og ikke en forening ved siden af Røde Kors i Danmark.

Røde Kors i Danmark tilbage i den internationale ledelse af Røde Kors-bevægelsen Røde Kors i Danmark var ikke længere en del af ledelsen af Røde Kors-bevægelsen. Det sluttede, da Freddy Karup Pedersen i 2005 ikke kunne genvælges til Røde Kors Forbundets forretningsudvalg, Governing Board, og i 2007 ophørte med at være medlem af Røde Kors-bevægelsens Permanente Kommission, Standing Commission.

Dette ændrede sig under Susanne Larsens ledelse. Med støtte fra de nordiske Røde Kors-foreninger kandiderede Røde Kors i Danmark til en plads i forretningsudvalget for Røde Kors Forbundet på Forbundets

194

generalforsamling i 2013. I Susanne Larsens oplæg til valget byggede hun på Røde Kors i forandring. Visionen var, at de nationale Røde Korsog Røde Halvmåne-foreninger i langt højere grad end tidligere skulle samarbejde: Røde Kors-foreninger med behov for hjælp skulle hjælpes, Røde Kors-foreninger med ressourcer til at hjælpe skulle hjælpe og Røde Kors Forbundet i Genève skulle understøtte hjælpearbejdet.

Røde Kors i Danmark opnåede valg til Forbundets forretningsudvalg.

I 2017 genvalgte Forbundets generalforsamling Røde Kors i Danmark til forretningsudvalget. Den nuværende præsident, Sven Bak-Jensen, er i dag landsforeningens medlem af Forbundets forretningsudvalg, se afsnitet om Sven Bak-Jensen.

Røde Kors’ arbejde mod atomvåben Byerne Hiroshima og Nagasaki i Japan blev udslettet af to atombomber, henholdsvis den 6. og den 9. august 1945. Under og umiddelbart efter bombningerne omkom 150.000-250.000 mennesker. Den 2. september 1945 overgav Japan sig til USA, og anden verdenskrig var dermed afsluttet i både Asien, Stillehavet og i Europa.

Umiddelbart efter den 2. september 1945 besøgte en amerikansk delegation Hiroshima. Røde Kors Komitéen i Genève havde under anden verdenskrig en delegation i Tokyo. En læge fra Komitéen, Marcel Junod, fik lov til at ledsage amerikanerne til Hiroshima.

På grundlag af Røde Kors-lægens oplevelser og Røde Kors’ hjælpeindsats konkluderede Røde Kors, at det ikke var muligt effektivt at hjælpe ofre for et angreb med atomvåben. Det var konklusionen i 1945, og det er det også i dag. Derfor appellerede Røde Kors-bevægelsen i 1945 til verdenssamfundet om at stoppe udviklingen af atomvåben, og det er stadig en vigtig dagsorden for Røde Kors-bevægelsen at arbejde for afskaffelsen af atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben.

I 2009 var Barack Obama tiltrådt som USA’s præsident. Han åbnede for en international dialog om begrænsning af atomvåben. Røde Kors-bevægelsen søgte at benytte disse bestræbelser ikke kun til fordel for en reduktion, men med ønske om på sigt at få afskaffet atomvåben.

Susanne Larsen engagerede sig i Røde Kors-bevægelsens indsats mod atomvåben, som bl.a. omfattede en international konference i byen Hiroshima. Røde Kors’ ønske var og er, at verden ikke igen udsættes for brugen af atomvåben.

195

Samarbejdet mellem Røde Kors og Forsvaret – politisk-strategisk samarbejdsaftale En af Susanne Larsens mange aktiviteter var, at samarbejdet mellem Røde Kors i Danmark, Forsvaret og Beredskabet blev løftet fra et rent operativt til et politisk-strategisk niveau. Det blev aftalt på møder i Susanne Larsens periode – mellem Susanne Larsen og bl.a. socialdemokraten Nicolai Wammen – da denne var forsvarsminister 2013-2015.

Tidligere aftaler mellem Røde Kors, Forsvarskommandoen og Beredskabsstyrelsen havde ikke for Røde Kors haft den ønskede virkning og ført til et reelt samarbejde med Forsvarets og Beredskabets område.

Den globale udvikling generelt, Danmarks involvering med militære bidrag uden for landets grænser, voldsommere klima i Danmark og terroraktioner i Danmark var elementer, som for begge parter gjorde det nødvendigt og nyttigt at have et politisk-strategisk ståsted for et samarbejde. Det er fx vigtigt for Forsvaret at kende til Røde Kors’ ansvar og opgaver i de væbnede konflikter, som Danmark sender soldater ud til.

Den nye samarbejdsaftale blev underskrevet i 2015, da venstremanden Peter Christensen var forsvarsminister. Aftalen blev i december 2018 fulgt af en mere operativ samarbejdsaftale, som blev indgået mellem Beredskabsstyrelsen og Røde Kors’ landskontor.

Frivillighuset på Blegdamsvej i København – Røde Kors’ frivillige bestemmer indholdet Under Susanne Larsen blev arbejdet med at forberede bygningen af et Frivillighus ved landskontoret i København iværksat. Det var generalsekretærens idé, som udsprang af arbejdet med Røde Kors i forandring.

Byggeriet stod på i perioden 2015-2017, og Frivillighuset blev åbnet i november 2017.

Susanne Larsen engagerede sig intensivt i arbejdet for at sikre den rette balance mellem Frivillighuset som en del af landsforeningen til gavn for Røde Kors-afdelingernes arbejde og frivillige og så den professionelle, lønnede medarbejderstab på landsforeningens landskontor.

Resultatet blev, at det er Røde Kors-frivillige, som både har defineret, hvad Frivillighuset skal bruges til, og som bestemmer indholdet af aktiviteterne i Frivillighuset. Generalsekretæren beskriver for landskontoret resultatet på denne måde: ”Vi har savnet rum til frivillige. Landskontoret har typisk været fyldt med ansatte og traditionelle mødelokaler. Det udfordrer hverken til

196

at tænke fællesskaber eller ud af boksen. Vi håber, at frivillige nu føler, at det er deres hus, og at de især kommer for at møde hinanden.

Vi ved nemlig, at det, der først og fremmest udvikler og igangsætter nye frivillige aktiviteter, er, når frivillige superviserer, understøtter og lærer af hinanden.”

Susanne Larsen forlader Røde Kors – ekstraordinært landsmøde I maj 2014 forlader Susanne Larsen posten som præsident for Røde Kors i Danmark. I en pressemeddelelse fra Røde Kors i Danmark udtaler Susanne Larsen: ”Det har været en lang rejse med Røde Kors, som slutter i dag. Og det har været en stor glæde for mig at være i Røde Kors og være frivillig i foreningen … Jeg har først og fremmest set mig selv som en forandringsagent for Røde Kors. Når man på den måde kaster sine kræfter ind i sit arbejde med fuld styrke, så må man også en gang imellem stoppe op og reflektere over, om der skal nye kræfter til.”

Resultatet af Susanne Larsens refleksioner var, at der skulle nye kræfter til. For Røde Kors i Danmark var der tale om en historisk, usædvanlig situation. Da præsidentposten har afgørende betydning for landsforeningen og hovedbestyrelsen, besluttede hovedbestyrelsen, at et ekstraordinært landsmøde senere i 2014 skulle vælge den nye præsident.

Se afsnittet om Hanna Line Jakobsen præsident 2014-2017.

På landsmødet i 2016 blev landsforeningens vedtægter ændret, så det nu fremgår, at den af landsmødet valgte vicepræsident ved præsidentens forfald, formelt indtræder som landsforeningens nye præsident.

197

Hanna Line Jakobsen – præsident for Røde Kors i Danmark 2014-2017

Valgkamp om præsidentposten Fra hovedbestyrelsen opstillede to kandidater til posten som præsident for Røde Kors i Danmark: Vicepræsident Hanna Line Jakobsen og hovedbestyrelsesmedlem Sven Bak-Jensen. De to kandidater afholdt valgmøder rundt om i landet, så Røde Kors-afdelingerne kunne møde og debattere med kandidaterne. Dette åbnede for en debat i landsforeningen om kandidaterne. Der havde aldrig tidligere været valgkamp i landsforeningen om præsidentposten. De to kandidater havde i fællesskab tilrettelagt valgkampen som en åben, demokratisk valgkamp.

Valget afgøres på ekstraordinært landsmøde Resultatet af præsidentvalget blev, at landsmødet i oktober 2014 valgte den 33-årige Hanna Line Jakobsen som præsident for Røde Kors i Danmark. Valgets taber, den 64-årige Sven Bak-Jensen, vendte nederlaget til sejr, idet han med opbakning fra Hanna Line Jakobsen blev landsforeningens nye vicepræsident. Da Hanna Line Jakobsen forlod præsidentposten i september 2017, blev Sven Bak-Jensen hendes efterfølger på posten.

Hanna Line Jakobsen er cand.scient.adm., suppleret med en lederuddannelse på Ingeniørhøjskolen i Ballerup og Syddansk Universitet.

Den yngste præsident med den længste Røde Kors-erfaring og med klare holdninger Hanna Line Jakobsen var den hidtil yngste præsident for Røde Kors i Danmark. Men hun var samtidig den præsident, som havde den længste sammenhængende erfaring med Røde Kors-arbejde. Allerede da Hanna Line Jakobsen var 16 år, blev Røde Kors en del af hendes liv.

Hun var hjælper på Ungdommens Røde Kors’ ferielejre for sårbare børn og fortsatte med at være aktiv i arbejdet i Ungdommens Røde Kors, hvor hun var formand for Ungdommens Røde Kors i 2005-2009.

198

199

I Hanna Line Jakobsens formandsperiode fordoblede Ungdommens Røde Kors økonomien og antallet af frivillige.

Hanna Line Jakobsen har om sin personlige tilgang til Røde Kors-­ arbejdet udtalt: ”Jeg er vokset op med, at man har et perspektiv, der rækker ud over ens egne individualistiske behov. Jeg har altid haft det sådan, at det var en god følelse at være forpligtet af et fællesskab. I Røde Kors er alle, som vil tage et ansvar, velkomne i fællesskabet, og det mærkede jeg lige fra starten. Vi har et fantastisk velfærdssamfund, men det kan bare ikke løse alting. Det medmenneskelige møde er ret fantastisk og vigtigt.”

Samarbejdet med Ungdommens Røde Kors ordnes Hanna Line Jakobsen afsluttede de drøftelser, som Susanne Larsen iværksatte med Ungdommens Røde Kors. Ungdommens Røde Kors var herefter en del af det fællesskab, som udgør landsforeningen Røde Kors i Danmark.

Det kan måske tages som et udtryk for denne fælles forståelse, at der i Røde Kors’ hovedbestyrelse efter Røde Kors’ landsmøde i 2018, både er en tidligere formand for Ungdommens Røde Kors, som er Hanna Line Jakobsens efterfølger, og den politiske næstformand for Ungdommens Røde Kors.

Røde Kors-fællesskaber, socialt arbejde, en ven til alle flygtninge, mere til det internationale arbejde Hanna Line Jakobsen byggede videre på Røde Kors i forandring og ønskede at styrke fællesskabet i Røde Kors særligt med fokus på arbejdet for og med samfundets mest sårbare mennesker. Et eksempel var den europæiske flygtningekrise i Europa, der kulminerede i september 2015. Danmark blev verdensberømt med billeder af flygtninge, som vandrede på de danske motorveje fra Rødby Færgehavn og Padborg.

I denne flygtningekrise stillede Røde Kors i Danmark efter aftale med de ansvarlige myndigheder med et humanitært og psykosocialt beredskab baseret på Røde Kors-frivilliges indsats. Samtidig iværksattes på initiativ af Hanna Line Jakobsen et arbejde under overskriften: Alle flygtninge i Danmark skal have en ven. Initiativet var en del af landsforeningens strategi for socialt arbejde over for ensomme borgere i Danmark, et arbejde som har Røde Kors-principperne som rettesnor,

200

og som omfatter alle mennesker i Danmark.

For Hanna Line Jakobsen blev flygtningekrisen i Danmark og i Europa den vigtigste humanitære sag i 2015-2017. Røde Kors i Danmark mobiliserede Røde Kors-afdelingerne og landskontoret for at hjælpe flygtningene. Men Røde Kors kom indimellem til kort og oplevede ikke altid forståelse hos de ansvarlige politikere for behovet for handling.

Hanna Line Jakobsen var ikke bange for at melde dette ud til offentligheden fx således: “Lige nu er det katastrofalt. Lige nu har vi nogle politikere, som slet ikke formår at skabe et lederskab for det her land og for Europa og for den verdenskrise, vi har.”

Udviklingen affødte en omfattende aktivitet for Hanna Line Jakobsen som fortaler for Røde Kors’ arbejde for de mest sårbare mennesker. Der blev holdt mange møder i landsforeningen for at fremme fællesskabs­ tanken i Røde Kors-afdelingerne og Røde Kors’ sociale arbejde med fokus på ensomhed som et stigende problem i samfundet. Et konkret initiativ var idéen om en ven til hver flygtning.

Også det internationale Røde Kors-arbejde havde Hanna Line Jakobsens store opmærksomhed, og præsidenten veg ikke tilbage for at kritisere den manglende opbakning: “Jeg er simpelthen så ked af, at både den tidligere og den nuværende regering har sparet på den danske udviklingsbistand, og at der ikke er en større opbakning til bistanden i befolkningen. Det er jo kun, hvis befolkningen aktivt ønsker det, at politikerne afsætter den nødvendige hjælp til verdens brændpunkter.”

En respekteret præsident forlader posten Det kom bag på de fleste i landsforeningen, da Hanna Line Jakobsen i august 2017 meddelte, at hun forlod posten som præsident for at tiltræde en lederstilling i UNICEF Danmark. Hanna Line Jakobsen havde i sine tre år som præsident for Røde Kors i Danmark opbygget en betydelig goodwill i samfundet. Mange positive betegnelser som dronningen af medmenneskelighed og den humanitære hvirvelvind blev koblet til Hanna Line Jakobsens person, og mange og positive var portrætterne af hende i medierne. Der stod også respekt om Hanna Line Jakobsen i Røde Kors’ landsforening, og om den måde hun formåede at

201

engagere og mobilisere til frivilligt engagement. Det kan måske bedst beskrives med disse ord af tidligere medlem af hovedbestyrelsen, Lillian Christensen, Sæby: ”Hun har jo en fortid, hvor hun selv har haft fingrene i jorden, og hun er aldrig bleg for at stille op, når der skal laves temadage. Og så taler hun et sprog, som alle forstår. Hun taler op til de ældre. Selv om man kommer ude fra marken, føler man sig aldrig forbigået, fordi man ikke har samme uddannelse som hende.”

202

203

204

Sven Bak-Jensen – præsident for Røde Kors i Danmark 2017-

Vicepræsident Sven Bak-Jensen tiltrådte som præsident for landsforeningen Røde Kors i Danmark det sidste år af Hanna Line Jakobsens fireårige valgperiode frem til landsforeningens landsmøde i 2018. Sven Bak-Jensen stillede op, blev valgt som præsident uden modkandidat og er stadig på posten.

Sven Bak-Jensen er cand.merc. bl.a. med en baggrund som professionel konsulent i ledelse. Sven Bak-Jensens Røde Kors-baggrund var, at han havde været formand for Røde Kors’ afdeling i Hørsholm. Det var første gang, at landsforeningen Røde Kors i Danmark havde en præsident, som også havde været formand for en Røde Kors-afdeling. En del af Sven Bak-Jensens bagage som tidligere afdelingsformand var, at udviklingen af Hørsholm afdeling under hans ledelse blev brugt som et skoleeksempel på, hvordan en lokal Røde Kors-afdeling bør ledes.

Røde Kors-afdelingen i Hørsholm firedoblede således omsætningen, da Sven Bak-Jensen i 2011-2014 var formand for afdelingen.

Ved sin tiltrædelse som præsident var fællesskabet og den frivillige indsats i fokus, og Sven Bak-Jensen udtalte bl.a.: ”Jeg vil arbejde for, at Røde Kors fortsat udvikler sig som et aktivt fællesskab af engagerede mennesker, der trives med at arbejde for at hjælpe andre. Den frivillige indsats over hele landet skal, i samspil med det arbejde landskontorets medarbejdere udfører, holde os helt i front som humanitær organisation og sikre, at vi er en aktiv og respekteret part i det internationale Røde Kors. Vi skal gøre os bemærkede ved løbende at skabe og synliggøre resultater, som vi alle kan være stolte af. Vi skal takle nye udfordringer med klart formulerede mål og planer, som kan inspirere og støtte arbejdet både centralt og i lokale afdelinger.”

Røde Kors Forbundets forretningsudvalg Sven Bak-Jensen er medlem af Røde Kors Forbundets forretningsud-

205

valg. Han har i forretningsudvalget været drivkraften for en modernisering af Røde Kors-bevægelsens retningslinjer for, hvordan Røde Kors-foreningerne skal organisere sig og sikre deres neutralitet, integritet og uafhængighed. Dette er afgørende for, at de nationale Røde Kors-foreninger altid kan handle upartisk i arbejdet med at yde humanitær hjælp.

De nye retningslinjer fremlægges til vedtagelse på Røde Kors-bevægelsens møde, (Council of Delegates) i december 2019. Umiddelbart efter mødes Røde-Kors bevægelsen og alle verdens stater i dDen 33. internationale Røde Kors-konference, som afholdes 9.-12. december 2019.

Behovet for humanitær handling er ikke blevet mindre siden den 32.

Røde Kors-konference i 2015, og det er ikke blevet mindre kompliceret at opfylde behovene, tværtimod!

Fra vision til manifest På Røde Kors’ landsmøde i november 2018 blev formål og opgaver for Røde Kors i Danmark skærpet. Landsmødet udskiftede visionen fra 2009 med et Røde Kors Manifest, som lyder: ”Røde Kors Manifest – altid til stede Danmark og verden er i forandring. Og alt for mange mennesker rammes af konflikter, naturkatastrofer, forfølgelse, ulighed og isolation.

Vi vil arbejde for et samfund og en verden, hvor medmenneskelighed og fællesskaber binder os sammen.

Røde Kors vil altid være til stede og handle på de humanitære behov, vi ser. Derfor vil vi være den bevægelse, der gør medmenneskelighed til en folkesag i Danmark.”

I overensstemmelse hermed og efter en grundig forudgående debat i landsforeningen ændrede landsmødet formål og opgaver for Røde Kors i Danmark. I landsforeningens vedtægter er formuleringen: ”Røde Kors i Danmark er altid til stede og handler på humanitære behov gennem medmenneskeligt engagement i: • lokalt og nationalt hjælpearbejde • internationalt hjælpearbejde • fortaleropgaven for mennesker i sårbare situationer.

Røde Kors i Danmark skaffer midler og udbreder kendskabet til humanitære behov og hjælpearbejdet.”

206

Sven Bak-Jensens formelle grundlag for at være præsident 2018-2022 Røde Kors i Danmark har 144 års erfaring med, hvordan foreningens øverste leder har forvaltet opgaven som formand eller præsident. Sven Bak-Jensen er nummer 24 i rækken.

Den formelle ramme for Sven Bak-Jensens arbejde, ansvar og magt som præsident findes i foreningens vedtægter. Der er tale om ganske vide og fleksible rammer som rummer 144 års erfaring med 11 formænd og 13 præsidenter. Vedtægterne fastsætter, at Sven Bak-Jensen: • Repræsenterer landsforeningen nationalt og internationalt.

• Fører tilsyn med landsforeningen, som omfatter Røde Kors-afdelingerne, afdelingernes kommunekredse, Grønlandsk Røde Kors, Færøsk Røde Kors og Ungdommens Røde Kors.

• Fører tilsyn med landskontoret, som er en del af landsforeningen og ledes af generalsekretæren.

• Holder Røde Kors-afdelingerne, hovedbestyrelsen og landsmødet underrettet om, hvad der sker i landsforeningen.

• Er formand for hovedbestyrelsen og leder hovedbestyrelsens møder.

Hovedbestyrelsen ansætter generalsekretæren og har imellem landsmøderne ansvaret for og den overordnede ledelse af Røde Kors.

For at blive valgt som præsident skulle Sven Bak-Jensen opfylde kravene om valgbarhed, som er: Præsidenten arbejder frivilligt, får ikke løn for arbejdet, er medlem af en Røde Kors-afdeling og er ikke partipolitisk aktiv på landsplan.

Sven Bak-Jensens valgperiode er fire år, og den udløber når landsmødet afholdes i november 2022. På landsmødet i 2022 kan Sven Bak-Jensen søge at blive genvalgt for yderligere fire år frem til 2026.

2018-landsmødets beslutninger er under udførelse. På landsmødet i 2020 vil Sven Bak-Jensen fremlægge beretningen om resultatet af sit, hovedbestyrelsens og landskontorets arbejde med at gennemføre beslutningerne.

I Røde Kors-historiens lys har Sven Bak-Jensen og hovedbestyrelsen et fantastisk udgangspunkt for arbejdet. Røde Kors i Danmark er i i dag et stærkt, humanitært fællesskab, hvor Røde Kors-frivillige og en stab af engagerede medarbejdere når ud til stadigt flere mennesker, som har behov for hjælp og beskyttelse og med realistiske ambitioner om at mindske behovet.

207

Fortællingen slutter, men slutter alligevel ikke

Fortællingen om Røde Kors i Danmarks formænd og præsidenter må slutte her. Men fortællingen om Røde Kors slutter ikke. Den bliver viderefortalt af de tusinder af frivillige, som hver dag er aktive i Røde Kors-afdelingerne, i Ungdommens Røde Kors, på Færøerne i Færøsk Røde Kors, i Grønland i Grønlandsk Røde Kors, centralt i hovedbestyrelsen og i Frivillighuset, af landskontorets medarbejderstab, nationalt og internationalt og af de titusinder, som hver dag året rundt støtter Røde Kors moralsk og økonomisk.

Alles indsats kan føres tilbage en idé, som blev undfanget af Henry Dunant i 1859. Dunants idé førte til oprettelsen af Røde Kors-bevægelsen i 1863 og til et Røde Kors i Danmark i 1875. I dag, 156 år senere, kan ingen hverken i Danmark eller andre steder forestille sig en verden, hvor Røde Kors ikke er til stede. Røde Kors er et håb om hjælp og beskyttelse, og for mange mennesker i dagens verden er Røde Kors desværre det sidste håb.

Derfor er målet med fortællingen også, at Røde Kors i Danmark kan bruge den til at motivere mange flere til at gøre meget mere for og med Røde Kors.

208

209

Fra Louis Appia og van de Velde til Hanna Line Jakobsen og Sven Bak-Jensen

Den første humanitære konvention om beskyttelse af krigsofre blev med Danmarks deltagelse vedtaget den 22. august 1864. En mindesten på Dybbøl Banke markerer vedtagelsen, og at den bl.a. skete på baggrund af den blodige anden slesvigske krig og Røde Kors-delegaternes rapporter om krigens frygtelige humanitære konsekvenser.

Hvert år den 22. august afholder Tysk Røde Kors og Røde Kors i Danmark en mindehøjtidelighed for at mindes vedtagelsen.

210

Under første verdenskrig har Røde Kors i Danmark ansvaret for det humanitære krigsfangearbejde på Østfronten. I 1917 arrangerede Røde Kors ved præsident Harald Høffding en konference på Amalienborg for at forbedre krigsfangernes forhold. Det var første gang de krigsførende lande på Østfronten mødtes.

Røde Kors’ krigsfangearbejde under første verdenskrig havde mere end 600 ansatte til bl.a. at ekspedere 1,3 million Røde Kors-breve til/fra krigsfanger og deres pårørende og føre kartotekskort med 3,5 millioner navne, og for at modvirke ’pigtrådspsykosen’ sendtes, under ledelse af Harald Høffding, en million bøger til krigsfangelejre.

211

Den 9. april 1940, 76 år efter anden slesvigske krig, blev hele Danmark besat af Tyskland. Denne gang sendte Røde Kors Komitéen i Genève lægen, Marcel Junod til Danmark for at sikre, at Røde Kors i Danmark kunne varetage de humanitære opgaver på betryggende måde. Aftalen herom blev indgået mellem besættelsesmagten, de danske myndigheder og Røde Kors i Danmark. Umiddelbart efter krigens slutning i 1945 sendte Røde Kors Komitéen igen en delegat til Danmark, som besøgte Danmarks interneringslejre for tyske flygtninge.

Under anden verdenskrig fik Danmark aftale med den tyske besættelsesmagt om at sende Røde Kors-pakker og formidle Røde Kors-breve til danske fanger i de tyske koncentrationslejre. På billedet ses hvidmalede Røde Kors-lastbiler på vej til tyske koncentrationslejre.

212

Bedre end at sende Røde Kors-pakker til de danske koncentrationslejrfanger var det at få fangerne frigivet. Efter enkelte hjemsendelser lykkedes det mod krigens slutning for alvor med Svensk Røde Kors’ aktion med de hvide busser, som blev bistået af det danske Jyllandskorps’ busser. På billedet ses de hvide busser køre gennem Danmark med frigivne koncentrationslejrfanger.

213

Efter anden verdenskrig havde Røde Kors i Danmark mange humanitære indsatser i Europa. Her ses en Røde Kors-delegat i arbejdet med at organisere bespisning af skolebørn i Frankrig. Også skolebørn i Slesvig-Holsten, Hamburg og Berlin fik hjælp, og der iværksattes fx en kampagne for at udrydde tuberkulose.

Glade franske skolebørn får mad fra Danmark gennem Røde Kors.

214

Den 23. januar 1951 sejler Røde Kors-hospitalsskibet Jutlandia til Korea og leverer et betydningsfuldt humanitært dansk bidrag til FN’s krigsindsats i Korea. Tidligere Røde Kors-præsident Kai Hammerich ledede indsatsen, som sluttede med våbenhvileaftalen den 27. juli 1953, og Jutlandia returnerede fra det tredje togt til Langelinie i København den 16. oktober 1953.

215

Amerikanske og koreanske patienter spiser sammen pĂĽ hospitalsskibet Jutlandia.

Sundhedspersonalet diskriminerede hverken mellem ven eller fjende eller mellem civile og soldater.

216

Sidst i 1952 var der enighed om 38. breddegrad som demarkationslinje, men strid om krigsfanger var en forhindring for en aftale om våbenhvile. Problemet blev løst, da Røde Kors i Danmark i samarbejde med bl.a. Kinas, Britisk og Amerikansk Røde Kors fik til opgave og lykkedes med at organisere hjemsendelsen af krigsfangerne. FN’s generalsekretær sendte en særlig tak til Røde Kors i Danmark for indsatsen. På billedet hjemsendes krigsfanger tilhørende de nordkoreanske styrker.

217

Krigsfanger tilhørende de amerikansk ledede styrker i Korea hjemsendes.

218

Røde Kors’ præsident leder Røde Kors’ delegation til den internationale Røde Kors-konference, som afholdes hvert 4. år. Her ses præsident Erik Stampe sammen med vicepræsident Lone Hørup i Genève i 1986. I lyst jakkesæt ses lederen af Udenrigsministeriets delegation, ambassadør Tyge Lehmann. I strid med Røde Kors’ neutralitet blev Sydafrikas regeringsdelegation ekskluderet på grund af apartheid.

Natten mellem den 6. og 7. april 1990 brænder færgen Scandinavian Star i Kattegat.

28 danskere omkom, medens 32 danskere overlevede. Nogle måneder efter branden kontaktede en af de overlevende Røde Kors for at få hjælp, da der ikke i Danmark var et beredskab til psykosocial støtte til ulykkesramte. Røde Kors påtog sig opgaven og organiserede et års psykosocial hjælp til danske ofre og deres pårørende.

219

Efter brandkatastrofen på færgen Scandinavian Star oprettede Røde Kors i Danmark i 1993 et center for psykosocial støtte, som i 2004 ved præsident Freddy Karup Pedersen blev til Røde Kors-bevægelsens ’Reference Center for Psychosocial Support’. Den 33. internationale Røde Kors-konference i 2019 vedtog et nyt motto for arbejdet: ’Mental Health Matters’.

I 1992 bliver Grønlandsk Røde Kors en selvstændig Røde Kors-forening for arbejdet i Grønland. Røde Kors’ arbejde i Grønland begyndtes i 1946. På det stiftende møde i Nuuk i 1992 hædrer præsident Francis Zachariae Røde Kors-pioneren i Grønland, landssygeplejerske Aase Nygaard, med Røde Kors’ Hæderstegn. I baggrunden skimtes Søren Peter Jensen, som blev den første landsformand for Grønlandsk Røde Kors.

220

Færøsk Røde Kors blev stiftet i 1926. I 1994 fik foreningen efter forhandlinger på Færøerne mellem foreningens bestyrelse og præsident Christian Kelm-Hansen formel selvstændighed for Røde Kors-arbejdet på Færøerne. På billedet ses som nr. 2 fra venstre i bagerste række og i midten i forreste række lægerne Kaj Kallsberg og Marner Simonsen, som begge har været formand for Færøsk Røde Kors. I blå sweater i forreste række ses Kelm-Hansen.

Røde Kors’ to seneste præsidenter, Hanna Line Jakobsen og Sven Bak-Jensen, fostres af Røde Kors-fællesskabet. Det sker efter præsident Susanne Larsens tilbagetræden i maj 2014. En helt ny demokratisk situation opstod, da der var kampvalg om præsident­ posten mellem Hanna Line og Sven Bak-Jensen.

221

Anvendt litteratur, referencer og kilder

Neden for er en oversigt over udvalgte bøger, artikler m.v., som fortæller om dele af Røde Kors i Danmarks udvikling og arbejde. Der er også i oversigten medtaget udvalgte links til hjemmesider med oplysninger, som er brugt i fortællingen. En væsentlig del af fortællingen bygger på Røde Kors’ egne udgivelser, hvor den vigtigste er Tidsskrift for Røde Kors i Danmark. Der er også en del citater og udsagn i fortællingen. De bygger på de citeredes egne udsagn, som er offentligt tilgængelige.

Tidsskrift for Røde Kors i Danmark, 1876-1974. Årgang 1911 mangler i Røde Kors’ samling.

Røde Kors Samariten, 1929-1940 og 1961-1975.

Røde Kors Information, 1979-1984.

Røde Kors Debat, 1984-1988.

Røde Kors Dialog, 1988-1996.

Røde Kors Hjælp, 1989-2007. Årgang 1999-2002, 2004 og 2006 mangler i Røde Kors’ samling.

Ikke-fortrolige referater af møderne i Røde Kors i Danmarks landsmøde, repræsentantskab, hovedbestyrelse, styrelse og forretningsudvalg i perioden 1982-2018.

Røde Kors Komitéens (ICRC’s) hjemmeside, www.icrc.org.

Forbundet af Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreningers hjemmeside, https://media. ifrc.org/ifrc/ifrc100/.

Røde Kors i Danmarks hjemmeside, www.rødekors.dk.

Grønlandsk Røde Kors’ hjemmeside, www.krk.gl, og Grønlandsk Røde Kors’ historie, http://www.krk.gl/kalaallit-roede-korsiat/historie/.

Færøsk Røde Kors, www.redcross.fo og Færøsk Røde Kors’ stiftelse 2. april 1926, https://redcross.fo/um/soegan/.

Ungdommens Røde Kors, www.urk.dk.

222

https://danmarkshistorien.dk/perioder/det-unge-demokrati-1848-1901/treaarskrigen1848-50-1-slesvigske-krig/. https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/myte-var-1864-krigen-en-meget-blodig-krig/.

H. Suenson, candpolit., Det Røde Kors, Tidsskrift for filantropi, nr. I, København 1877, gengivet i Tidsskrift for Røde Kors, 1877.

Vedtægter for foreningen: Det Røde Kors, vedtaget den 28. april 1875 og revideret 30. april 1881. Forskellige udgaver af vedtægterne frem til Vedtægter for Landsforeningen Røde Kors i Danmark, som blev vedtaget af Røde Kors’ landsmøde 4. november 2018.

Vedtægter for Røde Kors-bevægelsen: Statutes of the International Red Cross and Red Crescent Movement, som blev vedtaget af den 25. internationale Røde Kors-konference, oktober 1986, med senere ændringer.

Den internationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-konference, http://rcrcconference. org/.

Tom Buk-Swienty, Da Røde Kors kom til Danmark. Tidsskriftet Siden Saxo, nr. 1, 2009.

Tom Buk-Swienty, Slagtebænk Dybbøl – 18. april 1864. Gyldendal, 2008.

Gerd Stoltz, Louis Appia und Charles van de Velde, Die beiden ersten Rotkreuz-Delegierten der Weltgeschichte 1864 in Schleswig-Holstein und Dänemark, Natur- und Landeskunde, nr. 1-3, 2013, Husum Druck- und Verlagsgesellschaft.

Dansk Røde Kors, Røde Kors i Krig og Fred, Landsforlaget, København, 1942.

Barbara Zalewski, Den nærsynede barmhjertighed, ph.d.-afhandling, Københavns Universitet, 1997. Kopi af afhandlingen er af Barbara Zalewski givet til Røde Kors i Danmark og findes hos generalsekretariatet på landskontoret for Røde Kors i Danmark.

Lindy Lillelund, Mellem liv og død – På job som sygeplejerske i en krigszone, Lindhardt og Ringhof, 2018.

Knud J.V. Jespersen, Rytterkongen – Et portræt af Christian 10., s. 176. Gyldendal, 2007.

Hvorfor Cecilie Lütken og Oberst Lütken forlod ledelsen af Røde Kors i Danmark i 1915: https://zeitschrift-gesundheitspädagogik.info/datenbanken/who-was-who-innursing-history/liste-aller-eintraege/104-datenbanken/who-was-who-in-nursing-history/11568-luetken-cecilie.

Per Allan Olsson, Krigets fångar och änglar. Svenska hjälparbetare under första världskriget, Historiska Media, 2018.

Harald Høffding, Erindringer, Gyldendalske boghandel, Nordisk forlag, 1928. http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund,_jura_og_politik/

223

Ideologi_og_livsanskuelse/Filosof/Harald_H%C3%B8ffding. https://denstorekrig1914-1918.dk/23-oktober-1918-i-den-tyske-rigsdag-h-p-hanssenforlanger-afstemning-i-nordslesvig/.

Lasse Horne Kjældgaard, Meningen med velfærdsstaten. Da litteraturen tog ordet – og politikerne lyttede, s. 31, Gyldendal, 2018.

Det Røde Kors, 1918, udgivet af Det Danske Røde Kors med indledning af Harald Høffding.

Alfred W. Crosby, America’s Forgotten Pandemic – The Influenza of 1918, 2. udgave, Cambridge University Press, 2003. https://www.berlingske.dk/aok/den-glemte-foerste-verdenskrig-bliver-nu-en-del-af-danmarkshistorien.

Bent Blüdnikow, Krigsfanger – et billeddrama om krigsfanger i Danmark under første verdenskrig, Odense Universitetsforlag, 1988. http://www.academia.edu/12744411/Dansk_R%C3%B8de_Kors_mindetegn_Dansk_ krigsfangehj%C3%A6lp_1914_til_1919.

Gunnar Rosén, Finlands Röda Kors 1877-1977: 100 år av krig og fred, Finlands Röda Kors, 1977. https://arkiv.dk/vis/3072417 – Røde Kors formand Colds sommerhus, Klitstuen, Blokhus.

Det Gule Palæ http://kongehuset.dk/menu/nyheder/historien-bag-det-gule-pala.

Frode Jakobsen, I Danmarks Frihedsråd, Bind I og II, Gyldendal, 1975.

Ditlev Tamm, Retsopgøret efter besættelsen, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1984.

Dansk Røde Kors, Konventionen om behandling af krigsfanger af 27. juli 1929, København, 1944.

John T. Lauridsen, red., Over stregen – under besættelsen, Gyldendal, 2007, kapitlet: Åndeligt værnemageri? – Helmer Rosting og Dansk Røde Kors skrevet af Hans Sode-Madsen, s. 729-749, og anmeldt af pensioneret kommandør Poul Gross i Krigsvidenskab.dk, 1. april 2008, og i Militært Tidsskrift, nr. 137, nr. 1, 2008. https://books.google. dk/books?id=mh4wi5I5G_0C&pg=RA1-PT693&lpg=RA1-PT693&dq=h%C3%B8jkommiss%C3%A6r+helmer+rosting&source=bl&ots=Mgw6uPeWxo&sig=W-duJC7msW6edIKjueOkybmx-LQ&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwj3mZCs7YrdAhUssKQKHSC1D7wQ6AEwA3oECAcQAQ#v=onepage&q=h%C3%B8jkommiss%C3%A6r%20 helmer%20rosting&f=false.

Hans Sode-Madsen, De Hvide Busser – 1941-1945, Reddet fra Hitlers helvede, Lind-

224

hardt og Ringhof, 2015.

Bo Lidegaard, Redningsmænd – skandinaviske aktioner for at redde fanger fra tyske KZ-lejre i krigens sidste år, 2015. https://books.google.dk/books?id=kqWyCAAAQBAJ&printsec=frontcover&dq=redningsm%C3%A6nd+bo+lidegaard&hl=da&sa=X&ved=0ahUKEwi1sLvaisrgAhXSsaQKHc82DikQ6AEIKDAA#v=onepage&q=redningsm%C3%A6nd%20bo%20lidegaard&f=false.

E. Juel Henningsen, læge, Dansk Røde Kors’ krigshjælp: Beretning af 16. august 1944 om Besøg i Theresienstadt fredag den 22. juni 1944.

E. Juel Henningsen, læge, foredrag: Indtryk og erindringer fra mit besøg den 22. juni 1944 med den danske kommission i Theresienstadt. Foredraget blev holdt i foreningen Theresienstadt på 10-årsdagen for redningen af de danske jøder i Theresienstadt den 17. april 1955.

Folkedrab, holocaust, Auschwitzdag 27. januar: https://folkedrab.dk/artikler/overlevende-fra-holocaust. https://joediskinfo.dk/artikler/de-danske-joder-i-theresienstadt.

De danske kommunister: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/kommunistinterneringerne-under-besaettelsen-1941-1945/.

Das Deutsche Rote Kreuz – Eine Geschichte 1864-1990, Dieter Riesenberger, Ferdinand Schöningh Verlag, 2002.

Birgitta Mommsen und Stephanie Merkenich, Das Deutsche Rote Kreuz unter der NS-Diktatur. 1933-1945, Verlag Ferdinand Schöningh, 2008.

Dr. Petra Liebner, Das Rote Kreuz in Dritten Reich – Vom Versagen der Hilfe, kommentar, Geschichte, Mediathek, 14.07.2008, Tysk Røde Kors, DRK-Generalsekretriat, Carstennstrasse 58, 12205 Berlin.

Emilie Smith, Jubilæumsskrift, Dansk Røde Kors, afdelingen for København og omegn, 1917 – 29. november 1942, København, Chr. Backhausens Bogtrykkeri, 1942.

Hans Sode-Madsen, red., I Hitler-Tysklands Skygge. Dramaet om de danske jøder, Aschehoug, 2003.

Jean-Claude Favez, Red Cross and the Holocaust, Cambridge University Press, 1988.

The International Committee of the Red Cross and the World Jewish Congress, Remembering the Shoah: The ICRC and the International Community’s Efforts in Responding to Genocide and Protecting Civilians, Geneva, April 28, 2015, ISBN: 978-0-9969361-0-1.

Tyge Krogh, Mellem efterkrigshjælp og u-landsbistand – Den internationale tuberkulosekampagne 1947-1951, Lægeforeningens forlag, København, 1989.

Kirsten Lylloff, Inter Arma Caritas, Røde Kors og forvaltningen af de tyske flygtninge i

225

Danmark 1945-1949, Historisk Tidsskrift, Bind 102, Hæfte 1, s. 97-123.

Danish Red Cross, Report on the Activities of the Danish Red Cross 1938-1948, 17. International Conference of the Red Cross, Stockholm, Sweden, July-August 1948.

Danish Red Cross, Report on the Activities of the Danish Red Cross 1948-1952, 18. International Conference of the Red Cross, Toronto, Canada, July-August 1952.

E. Wedell Andersen, Dansk Røde Kors, Materiale for foredragsholdere, 1950.

Dansk Sygeplejehistorisk Museum, Sygeplejerskerne på Jutlandia, https://dsr.dk/ dshm/galleri/jutlandia.

Dansk Røde Kors’ undervisningshospital i Congo, Leopoldville, 1963-1977, http:// www.netpublikationer.dk/um/6546/html/chapter06.htm.

Røde Kors i Danmark, I medmenneskelighedens tjeneste. Altid til stede, Jubilæumsskrift, 2013 i anledning af 150-året for Røde Kors bevægelsen.

Stephanie Surrugue, Enegænger, Portræt af en Prins, JP/Politikens Forlag, 2018.

Tidsskrift for medicinens historie, marts 2008. Omtale af buste af Erik Husfeldt opstillet på Rigshospitalet: http://www.e-pages.dk/laege/480/132.

Lars Adam Rehof, Københavns Universitet og Preben Søegaard Hansen og Henriette Soja, Det danske menneskerettigheds-projekt, Dansk Røde Kors, marts 1986, ISBN 8787648-31-8.

Preben Søegaard Hansen, Danmark, Den Humanitære Folkeret og Regeringens Røde Kors Udvalg. Rapport med opsummering og status for perioden 1982-2017, Røde Kors i Danmark, juni 2017.

Maja Rettrup Andersen (ansv), Isabel Fluxá Rosado (red. og tekst), Annette Haugaard (red.) og Jørgen Chemnitz (red.), Når en flygtning banker på – scener fra 25 års asylarbejde i Dansk Røde Kors, Dansk Røde Kors asylafdeling, 2009. https://isabelrosado. files.wordpress.com/2012/02/rc3b8de-kors-25-c3a5r.pdf.

Røde Kors, rapport om Trivsel hos børn på Udrejsecenter Sjælsmark. En psykologisk undersøgelse, 2019. https://www.rodekors.dk/sjaelsmark.

Christian Kelm-Hansen: Demokratiets små skønhedspletter – organisationsforandring i Dansk Røde Kors, kapitel 10 i bogen: I den gode sags tjeneste – frivillige organisationer i Danmark, Søren Christen og Jan Molin (red.), Handelshøjskolens Forlag, 1995.

Kamp må der til: https://globalnyt.dk/content/sa-kom-kelm-hansens-erindringer-etfantastisk-vaerk-om-et-fantastisk-liv.

Røde Kors’ nekrolog over Christian Kelm-Hansen: https://www.kristeligt-dagblad.dk/ mennesker/2012-01-14.

Rasmus Mariager, Forskningsleder, Lektor, ph.d. & drphil., Saxo-Instituttet, Køben-

226

havns Universitet, og Anders Wivel, Viceforskningsleder, Professor (MSO), ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, Uvildig udredning af baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak, Krigsudredningen, offentliggjort 5. februar 2019.

Hans Jesper Helsøe, forsvarschef 2002-2008, TV-udsendelsen: Vi går i krig, vist i DR2, torsdag den 28. januar 2016, kl. 22.00 i forbindelse med en omtale af danske styrkers behandling af fanger: https://www.dr.dk/tv/se/vi-gar-i-krig/vi-gar-i-krig-irak#!/.

Charter for samspil mellem den frivillige verden og det offentlige. https://www.ft.dk/ samling/20121/almdel/sou/bilag/292/1267207.pdf.

Den humanitære folkeret og Danmark, 3. udgave, Røde Kors i Danmark og Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2015.

Bodil Nyboe Andersen, Mands Minde-foredrag, Grundtvigs Forum, Vartov, januar-februar 2019, sjette foredrag: https://soundcloud.com/grethe-tornberg/bodil-nyboe-andersen-mands-minde-66.

Frivillighuset på Blegdamsvej: https://www.apmollerfonde.dk/projekter/roede-kors-frivillighus/.

Susanne Larsen forlader Røde Kors: https://globalnyt.dk/content/susanne-larsen-holder-som-praesident-i-rode-kors.

Hanna Line Jakobsen-portræt, for eksempel i: https://www.kristeligt-dagblad.dk/ liv-sjael/det-gaelder-om-holde-hovedet-koldt-og-bevare-den-humanitaere-kampgejst.

227

FOTO: NIKOLAJ KRISTIAN CARLSEN

Preben Søegaard Hansen er jurist med speciale i menneske­ rettigheder under væbnede konflikter og krigens folkeret.

Preben var ansat på Røde Kors’ landskontor 1982-2016, først som juridisk rådgiver, derefter i ni år som national chef, efterfulgt af mere end 20 år som stedfortrædende general­sekretær og vicegeneral­ sekretær samt i en kort periode 2007-2008 som konstitueret generalsekretær.

I alle årene var han Røde Kors’ medlem af Regeringens Røde Kors Udvalg.

En fortælling om Røde Kors i Danmark 1864-2019 Fortællingen er spundet over de 24 formænd og præsidenter, som i krig og fred har ledet Røde Kors i Danmark. Deres lederskab lige fra den første blev valgt i 1875 til den nuværende har været afgørende for foreningens anseelse, arbejde og udvikling.

I april 1864 deltog Røde Kors i den anden slesvigske krig. Det var den første krig, som Røde Kors deltog i, og det var første gang i ver­ denshistorien, at Røde Kors-mærket blev brugt.

Præsidenterne fortæller om Røde Kors i Danmark i 1864, tiden op til den svære begyndelse for Landsforeningen Røde Kors i Danmark i 1875, om foreningens stifter, Hans Suenson, om foreningens arbej­ de og udvikling i Danmark op til, under og efter de to verdenskrige 1914-1918 og 1939-1945, til den kolde krigs afslutning i 1991 og frem til nutiden.

Ikke mindst Røde Kors’ arbejde under de to verdenskrige fik på dra­ matisk vis afgørende betydning for Røde Kors’ anseelse, opgaver og udvikling i Danmark. Røde Kors-arbejdet under den kolde krig var præget af tidens øst-vest konflikt. Først med ophøret af den kolde krig kunne Røde Kors i Danmark for alvor udvikles til det Røde Kors-fællesskab, som i dag får den frivillige Røde Kors-indsats til at vokse i Danmark, på Færøerne og i Grønland.

PREBEN SØEGAARD HANSEN