4 minute read

OFFROAD

Next Article
ASFALTBANE

ASFALTBANE

Rallycrossfight mod to generationer

Give-vognmanden Bøje Petersen tilbringer hvert år omkring 120.000 km bag rattet af sin lastbil på de danske landeveje. De mange timer giver ham mulighed for at filosofere lidt over tilværelsen: ”I mit næste liv vil jeg starte lidt tidligere med motorsporten,” lyder hans umiddelbare konklusion. ”Som 33-årig havde jeg aldrig snuset til motorløb, da jeg byggede en kombineret bolig/lastvogns-garage i Give. Dette bevirkede genboskab til Opel-forhandleren Jens Erik Kølbæk, der om lørdagen trillede af sted med en lettere rynket bil på autotraileren. Ved tilbagekomsten søndag aften havde bilen scoret endnu flere rynker.”

Advertisement

Bøje Petersen trissede nysgerrigt over vejen og fik tilbudt en VIP-tur til et folkerace-løb, hvilket solgte ham totalt til det aktive Give-sammenhold i offroad-banesporten: ”Som et godt udgangspunkt for at overtage min fars vognmandsforretning var jeg blevet udlært lastbilmekaniker i 1979. Samme år som min nuværende Opel Manta B trillede ud fra fabrikken i tyske Rüsselsheim. Jens Erik og jeg har gennem årene udvekslet utallige fiduser, og jeg fik adgang til mange Opel-reservedele, hvorfor jeg aldrig har eksperimenteret med andre bilmærker. Min mekaniker-baggrund har desuden hjulpet mig meget i opbygningen af folkeracerne samt nu Opel Manta’en i rallycross.”

Varemærket for medlemmet af Give Auto Sport har altid været de hurtige starter, hvorfor han ikke uventet scorede sin første DM-titel i folkerace allerede i det fjerde konkurrenceår – 1996. Den flotte præstation blev fulgt op af DM-guld i 2000 samt DMsølv året efter.

OVERTOG HALVFÆRDIGT PROJEKT

”Mange af mine klubkammerater i Give Auto Sport – syv kørere – var på dette tidspunkt skiftet fra folkerace til rallycross. Jens Erik Kølbæk var halvvejs gennem opbygningen af en rallycrossbil, men havde tabt motivationen til at gøre projektet færdigt. Jeg overtog bilen - en Opel Manta B - som blev klar til 2002-sæsonen, hvor jeg byggede videre på mine kører-erfaringer med den baghjulstrukne Opel Ascona B. Allerede i 2003 blev jeg således vicedanmarksmester i Super 2000 og scorede DM-bronze i 2006. Min tilgang til off- road-banesporten er imidlertid ikke at score medaljer, for så havde jeg nok tabt sutten for længst! Sammen med min trofaste – og tålmodige – kone, Ellen, nyder vi sammenholdet og hyggen i pitten. Som kørere hjælper vi også hinanden meget i Super 2000, hvis noget mekanik driller. Som tredje- ældst blandt de nuværende danske rallycross-kørere synes jeg også, det er sjovt at fighte mod de unge knægte, hvoraf jeg også har dystet mod flere af deres fædre!”

Opel Manta B’eren havde frem til efteråret 2018 slugt fire makreller samt kørt et enkelt NEZ-løb med en standardmotor, fordi tunede Opel-motorer ikke hænger på træerne i Letland: ”Nu syntes jeg egentlig, at raceren havde fortjent at prøve kræfter med en turbomotor. Samtidig barslede René Jakobsen fra

turbomotor.dk i Give med et spændende projekt med en motor fra en Opel Zafira. Herved kunne jeg få fuld glæde af Volvo-bagtøjet inklusive den 5-trins sekventielle gearkasse samt en elektronisk servostyring fra en Opel Corsa, hvilket raceren havde fået som en lettere forsinket 10 års-jubilæumsgave af mig.”

Til 2020-sæsonen har frontrunnerne i de enkelte rallycross-klasser fået ekstra udfordringer. Oprindelig bestod rallycross-kvalifikationen af en tidtagning samt tre kvalifikationsheats, og hvor kørerne med de hurtigste tider startede sidst i hver heat- runde og dermed fik fordel af, at de tidligere startende havde skabt et hurtigere spor efter at have fået kørt vand og løs jord væk fra pausernes obligatori- ske vandinger og baneservice. I asfaltbanesporten har man gennem flere år lavet en flipning af top seks/otte/ti i andet heat for at undgå søvndyssende stang-race. Dette bliver nu kopieret i offroad med lodtrækning til første kvalifikationsheat, og efterfølgende skal de hurtigste tider starte først i kvalifikationsheatene og dermed fighte med et urent og vandfedtet idealspor.

IKKE PIGESUR

Med et lille midtjysk smil på læben konstaterer Bøje Petersen: ”Umiddelbart får jeg nok svært ved at være pigesur over initiativet. I DM-premieren 2020 på Ørnedalsbanen hjemkørte jeg full pull for første gang i mine over 100 starter i rallycross. Maximum-point i kvalifikationen samt sejre i både semifinale og finale! De 19 års rallycross-erfaring har samtidig hvisket mig øret, at man ikke så nemt bliver vanevinder. Anden DM-runde blev også afviklet på motorbanen i Sæby, og her sluttede jeg sidst i finalen, da jeg blev fanget i en start-sandwich...”

Afslutningsvis røber Bøje Petersen fra sine lange lastbilture, at han viderefilosoferer omkring sit næste (motorsports)liv: ”De fleste banekørere frygter, når elbilerne bliver mere reglen end undtagelsen på motorbanerne med fast og løst underlag. Hestekræfterne er lige så hidsige som i racere med benzin eller diesel, men mangler virkelig motorlyden, når man træder på speederen. Personligt vil jeg også komme til at savne baghjulstræk, for det bliver formentlig helt umuligt at etablere i en elbil. Jeg har desuden en lille mistanke om, at hjul også er forsvundet fra bilerne i mit næste liv, idet fremdriften sker oven på en luftpude! Simpelthen for at undgå dækstøj!”

This article is from: