5 minute read
KARTING
MORTEN ALSTRUP.
MORTEN ALSTRUP.
Advertisement
@KARLSHOEJRACING
@ LASSEKARLSHOJ
@LASSEKARLSHOJ
Danmarksmester og kartingpolitiker
Tre Danmarksmesterskaber i streg bag rattet af en Kosmic-kart er det blevet til for Lasse Karlshøj. Men kartingkøreren hviler ikke på laurbærrene, for 2021 kommer til at byde på nye udfordringer.
Lasse Karlshøj er ikke bange for at kaste sig ud i nye projekter. Den 20-årige KZ2-kører skal i 2021 ikke blot prøve kræfter med et helt nyt kartingmærke. Han har også påtaget sig rollen som kartingpolitiker ved at være aktivrepræsentant i den nye styregruppe bag Dansk Super Kart. ”I 2018 kørte jeg min første sæson i KZ2-klassen sammen med LE Racing,” fortæller Lasse Karlshøj. ”Jeg deltog i hele Dansk Super Kart-serien og blev toer sammenlagt, men det var til DM-weekenden, at jeg fik mit store gennembrud, hvor jeg vandt mesterskabet i Ikast. Det er der vist ikke mange, som har præsteret i deres første sæson i klassen.”
Dengang skete det bag rattet af en Kosmic-kart, og det mærke har han været loyal overfor i de efterfølgen-
2021 byder på nye udfordringer for Lasse Karlshøj. Dels et skifte fra en Kosmic-kart til en Charles Leclerc-kart. Dels et medlemskab af styregruppen bag Dansk Super Kart.
de sæsoner, hvor det er endt med et hattrick af Danmarksmesterskaber. Men i år skal han forsøge sig med en af de forholdsvis nye Charles Leclerc-karts. ”Det er Birel, som står bag dem, og på den
internationale scene har mærket gjort det vanvittigt godt,” siger Lasse Karlshøj. ”Jeg har et godt samarbejde med LE Racing, de har fået importen af Charles Leclerc-karterne, og jeg syntes, at det kunne være spændende at prøve dem, blive lidt mere selvstændig og udvikle brandet sammen med teamet her i Danmark.” ”Jeg har et sabbatår fra skolen, så jeg har ekstra meget tid til at koncentrere mig om karting, og jeg har samtidig arbejde hos Allan Ploug A/S, som giver mig plads til min hobby, så jeg vil satse mere. Det bliver med tysk mesterskab som det vigtigste. Jeg er tvunget til at rykke op i den professionelle klasse, efter at jeg er blevet toer i amatørklassen. Programmet i år tæller også nogle enkeltstående løb i Italien, VM i Kristianstad, og så skal jeg naturligvis forsvare min DM-titel!”
TEKNIKKEN PASSER HAM
Det er blevet til mere end ti år med karting for Lasse
Karlshøj. ”Min far har altid været i motorsporten, og så fik han vist nok en gokart i betaling for noget arbejde, han havde lavet,” husker han. ”Det var en gammel sag, som vi tog med ned på banen i Korsør i 2009 eller 2010. Det stod ned i stænger, men jeg skulle bare ud at køre i den gokart. Det var jeg glad for, for det var sjovt. Det endte så med, at mine forældre investerede i noget nyere grej, og så begyndte jeg at køre først klubmesterskab og siden Sjællandsmesterskab.”
De første år blev tilbragt som medlem af Korsør Karting Klub, men siden 2014 har han indløst licens i hovedstads- klubben LUG. Og så har det altså i de seneste år stået på race i KZ2-klassen. ”Den ærlige forklaring er, at jeg var for tung til at køre i OK-klassen, og så tror jeg bare, at kørestilen i en KZ2-kart passer rigtig godt til mig. I forhold til de andre klasser kræver KZ2 nogle andre teknikker, og dem har jeg nok lært hurtigt og fået overført til den type kart. Min fysik passer bedre til det, for de er tungere end karterne uden gear.” ”Det er måske en upopulær holdning, men i OK- og juniorklasserne handler det om at være præcis på rattet for at køre stærkt. I KZ skal der en mere aggressiv kørestil til. Ikke at det bliver voldsomt med påkørsler, men med f.eks. hårdere nedbremsninger.”
BREDERE DSK-SERIE
I vinterens løb er Lasse Karlshøj også sprunget ud som kartingpolitiker, da han sagde ja til at blive aktivrepræsentanten i DSK-styregruppen. ”Det er en stor opgave, og måske i virkeligheden også en større opgave end jeg havde regnet med,” indrømmer han. ”Når man før bare har været vant til at kunne melde sig til, og der så var styr på det hele, så er jeg nu med til at få styr på det.” ”Der indgår mange politiske elementer, når man skal planlægge, og min rolle som aktivrepræsentant er, at kørerne ikke får urimelige forhold at køre under. Jeg kan nok ikke gøre alle glade, men jeg vil sørge for, at deltagernes synspunkter bliver hørt i styregruppen.”
Som enhver anden politiker har Lasse Karlshøj også nogle mærkesager.
”Som udgangspunkt gælder det om at få DSK til at blive stort igen. Der har været nogle år med lave deltagerantal, men jeg kunne også godt tænke mig at få gjort DSK til andet og mere end en elitepræget serie. Man skal kunne deltage i DSK på alle niveauer, og det skal være for alle. At det bliver løb med høj kvalitet, hvor der er styr på alle formaliteter,” slår han fast. ”Men jeg må også tilstå, at jeg er overrasket over, hvor meget politik der er i f.eks. bare kalenderplanlægning. Det skal passe sammen med udlandskalenderen, og så er der f.eks. nogle tiltag, man måske gerne vil, men hvor vedtægter eller bestemmelser forhindrer det.”
Har han fortrudt, at han sagde ja til at opgaven? ”Det har jeg ikke. Ikke endnu,” ler Lasse Karlshøj. ”Jeg synes, at det er enormt spændende. Jeg kan godt lide at koordinere og det er enormt spændende. Karting er trods alt det, jeg går op i her i mit liv, så hvis jeg kan give en hånd med, er det klart det værd.”
På det personlige område har han også selv et mål. ”Når man hører om andres mål og drømme, er det at blive Formel 1-kører eller køre på Le Mans, men mit mål indenfor denne sport er at kunne trække mine forældre ud af det økonomisk. At jeg kan dyrke min sport uden at være afhængig af mine forældres økonomi.”