Fra fyldte sale til parkeringsplads

På Tangkrogen i Aarhus er hundredvis af biler parkeret. Sammen, men hver for sig, underholdes gæsterne igennem bilruderne. Under coronakrisen kan det amerikanske drive-in fænomen for alvor få stillet menneskets behov for underholdning, og det kompensere for ensomheden.

af Mathias Eis Schultz

Højst 10 personer må opholde sig uden for bilerne på samme tidspunkt. De frivillige udgør størstedelen.

På rækken længst fra storskærmen, prøver 11-årige William at få bedst mulige udsyn.

På en stor grusplads flyver tørt støv rundt mellem de 230 biler, der på stille vis dirigeres ind for at parkere som et zigzagmønster. Bilruden ruller ned, da sikkerhedsvagten nærmer sig for at tjekke billetten. ”Hvad var det nu for en kanal?” spørger den netop ankommet gæst.

”Slå over på FM 90,4,” meddeler vagten, der har svaret på spørgsmålet hundredvis af gange.

Der er drive-in koncert på Tangkrogen i Aarhus.

Underholdningsbranchen lider under coronakrisen. Musikerne har taget livestreaming til sig, for på den måde kan de stadig få blæst deres musik ud i folks stuer. Alligevel er det ikke helt som at stå til en koncert, hvor publikum og musikeren sammen skaber stemningen. Gåsehuden ved et enormt bifald. Lysshowet, der blænder i takt til musikken. Interaktionen mellem mennesker. Visse elementer mister vi derhjemme på sofaen. Drive-in fænomenet fra USA tillader, at vi kommer tættere på den ægte vare. Sammen, men hver for sig. På P-Scenen i Aarhus bliver der arrangeret koncerter, stand-up og filmvisninger.

En ældre mørkegrøn MG cabriolet bliver hurtigt ordret ind til siden, da den ankommer. ”Kan I lige køre tag på?” efterspørger vagten. For at mindske smittespredningen har gæsterne kun lov til at åbne chaufførvinduet. Det kan cabrioleten ikke, og bliver pænt bedt om at forlade arrangementet igen. Reglerne er strikse, når over tusinde mennesker samles, og politiet holder skarpt øje fra krogene af pladsen.

Rundt på pladsen stikker champagneflasker ud af bilruder, og propperne flyver af, lige inden koncerten begynder. En enkelt mand trosser forbuddet om at forlade bilen for at tørre støvet væk af bilruden, så udsigten til den enorme storskærm står klart. Helt stille træder eftermiddagens musiker, Thomas Buttenschøn, frem på scenen, efterfulgt af begejstret dyttende, klapsalver og katastrofeblink. Og så bliver her stille. Imens musikken blæser gennem FM-kanalen på bilradioerne, aner man kun musikernes egne monitors på scenen.

Kort inden filmvisningen af Star Wars begynder, flyver McDonald’s poser ud fra bilen.

Med bred afstand til bilerne vandrer en række frivillige rundt i malerdragter med trækvogne, der er proppet med alkoholfrie øl og chips. En arm rækker ud fra sin bil og viser fredstegnet. Trækvognen drejer, og en pose rækkes ud til bilen. Gæsten bestiller drikkepakke nummer to.

”Det her vil jeg aldrig glemme,” siger Buttenschøn grinende fra den fem meter høje scene, da afslutningen på nummeret ”Dårlig Sex” kvitteres med en massiv lydmur af dytteri. Og nu er det nok med al den dytten, mener arrangørerne, der for alt i verden vil undgå naboklager. ”Kan i prøve at tænde for vinduesviskerne i stedet for?”, spørger Buttenschøn et lydløst publikum. ”Vri vræ vri vræ” og klappende hænder ud ad vinduerne, blev erstatningen for dyt resten af koncerten.

Gæsterne står ikke i en tætpakket klump, men bilerne er fyldt godt op. I en minibil, der vrikker fra side til side, sidder en hel familie og skråler med på melodierne fra bilradioen. ”Vi skal lave noget. Det er så fedt, at man kan komme ud og høre musik igen. Få en følelse af sommer, selvom vi er i en krise. Vi kan ikke være derhjemme mere.” fortæller 25-årige Mathias fra et tætpakket bagsæde. Selvom Buttenschøn ikke kan fornemme publikums reaktioner som i en koncertsal, har han dog indblik i stemningen på pladsen. Zoom videomøder er her og der og alle vegne. På storskærmen titter live-videoer fra mobilerne frem. Fra en stor, sort Tesla skriger fire veninder, da de får øje på dem selv, og Buttenschøn vinker ned til dem.

”For du er smukkere end smuk, og du ved det godt,” synger Buttenschøn på sit sidste omkvæd. Hænderne hænger ud ad bilerne, og det virker som om, sikkerhedsvagterne har givet op. ”Op med vinduerne!”, råbes der på gruspladsen. Sammenholdet, som i en fyldt koncertsal, skaber en lille ekstase til sidst, hvor kun musikken bestemmer. Dannebrog flagrer fra et biltag, og folk hænger ud af bilerne, som var det en teenage road-movie i sommervejr.

Klokken 16:10 forlader Buttenschøn scenen. Motorerne tænder. Bortset fra enkelte der har skruet for højt op for bilradioen og blinket for meget.