Hvad Stella har lært mig om sorg

Tiden før en krise kommer sjældent igen. Heller ikke hvis ens lillebror dør som 10 årige. Et sådan tab giver en bevidsthed, man helst var foruden. En bevidsthed Stella har formået at dele med sin omverden, og som har lært mig, at døden er noget, vi skal tale om.

af Liv Møller Kastrup

Jeg må have været her længe. Det konkluderer jeg på det manglende lys i opgangen, jeg træder ud i. Efter et farvel til Stella, som står i den åbne dør, vender jeg rundt og går ned af trappen. Et stykke nede i opgangen, hører jeg alligevel, Stellas sidste ord til mig, den dag.

“Kør forsigtigt!”

Det er ikke noget nyt, at det er de sidste ord, jeg hører på vej ud af døren, tværtimod. Men det er heller ikke noget nyt, at jeg hænger mig i disse ord. For måske er det den mest simple måde at forklare, hvad Stellas historie har gjort ved mig. De ord, konsekvent og uden undtagelse, er altid dem, jeg siger og selv hører fra mine forældre og søskende, når nogen er på vej ud ad døren. Det ligger lige under overfladen og i bevidstheden, hver eneste dag. Jeg har ikke før nu været klar over det, men det går op for mig, lige der, at det ikke var sådan, før Thomas døde.

I sommeren 2016 var Stellas lillebror Thomas 10 år gammel. Han var en lille lyshåret fyr, som selv med det lyse hår fik en enorm glød i huden om sommeren. Trods hans alder, begyndte Stella den sommer at fornemme, hvordan hans nysgerrighed og interesse voksede derudaf. Om hvordan han begyndte at interessere sig for, hvad hun egentligt læste, når hun læste bøger og gik i skole. Han var en intelligent dreng, det var ingen i tvivl om. Men Thomas blev kun 10 år. Han døde d. 1. august den sommer. Det skete i en bilulykke, mens han med sine forældre og lillesøster var på ferie på Bornholm. Ingen andre kom noget til. Men lige der, mistede Thomas livet, og Stella sin lillebror.

Stella var dengang en del af min familie, det er hun ikke længere. Hun var i mange år kærester med min storebror, og var en stor del af min hverdag. Jeg så op til hende og følte mig inviteret ind i hendes liv. Det fortsatte, da hun mistede sin lillebror, og sorgen overtog hendes altoverskyggende hverdag. Hun lagde ikke fingre imellem og fortalte åbent om, hvordan hun havde det. Hvordan hun oplevede sorgen og savnet. Hvordan hun savnede, at folk spurgte ind til tabet af Thomas. Hun satte i den grad streg under, at når folk ikke spurgte ind til hendes lillebror, fordi de var bange for at hun blev ked af det, så skulle de for fanden forstå, at situationen ikke kunne blive værre end, den var. De kunne ikke gøre det værre, end det allerede føles, selv hvis de kom til at spørge om noget forkert.

Stellas tab var ikke første gang, jeg stiftede bekendtskab med døden, langt fra. Alligevel er det blevet altafgørende for, hvordan jeg i dag forholder mig til den. For den er jo alle vegne, folk mister hver dag, og det Stella har gennemgået, er som hun selv siger dystert, forfærdelig og tragisk, men det er ikke unormalt. Så hvorfor er det så svært at snakke om? Det er det bare! Også selvom jeg vil ønske, at det kunne gøres til noget, som var lettere at forholde sig til. Men det er døden ikke, den er ikke nem. Og min ustyrlige trang til at snakke om den og lægge berøringsangsten væk, også selvom det ville være nemmere at lade være, er noget Stella, har lært mig. ______ Selvom Thomas’ forældre er tiltrukket af buddhisme, var det alligevel i folkekirken at Thomas skulle begraves, da den forfærdelige ulykke skete. Her var et afskedsritual, som de kendte til og et rum til at sige farvel til deres søn.

Stella og jeg besøger Thomas en lørdag formiddag i forårslunt vejr, solen skinner. På en lille bakke midt i Gilleleje ligger den hvide kirke, og rundt omkring udgør grønne gangstier kirkegården. Ikke indelukket, som mange andre kirkegårde, men et sted med luft og rum omkring. Lidt oppe til venstre ligger Thomas, i skyggen af et lille, grønt træ. Det er sådan et sted, man har lyst til at være, påpeger Stella.

Thomas Louis Cenius står der på stenen. Man er ikke i tvivl om, at et barn ligger begravet her. Ved siden af stenen med Thomas’ navn, ligger LEGO figurer, bygget af Stella og hendes lillesøster til Thomas’ fødselsdag sidste år, en stor legetøjsbil og en fodbold. Her er en lyskæde og en vissen blomst. To små bænke af sten til at sidde på, når man besøger ham, lys og et lille Buddhahoved.

Vi sidder længe ved graven og snakker. Vi snakker om Thomas, hvem han var, og hvordan han ville have set ud, hvis han levede i dag. Vi snakker om, at konceptet med kirkegårde generelt er lidt underligt. Og vi snakker om, hvor stor en betydning ens navn egentlig har, hvor meget identitet der ligger i ens navn. Selv hvis man er den tredje Thomas i 4.B.

Sådan har Stella og jeg snakket i mange timer de sidste par dage. Vi har talt om Thomas, om sorg og om vigtigheden af at tale om netop sorg. Vi har også snakket om alt muligt andet, men med jævne mellemrum er snakken drejet ind på Thomas igen.

Efter kirkegården, fortsætter vores tur rundt i Gilleleje, og vi når blandt andet forbi huset, hvor Thomas’, hans forældre og lillesøster boede, da ulykken skete. De bor ikke i huset længere. Senere siger vi farvel, midt på gaden i Gilleleje, før vi skilles.

“Kør forsigtigt”, siger jeg.