Havblik, hækkekiggeri og hinanden

Alle kender alle. Men det er ikke kommet af sig selv. Bag genkendelsen ligger mange generationers nysgerrighed og hækkekiggeri. Det er deres måde at holde af hinanden på.

af Emma Marie Thomsen

De siger goddag til chaufføren og vinker farvel igen, når de træder ind og ud ad bussen. De løfter pegefingeren til hilsen, når de kører forbi hinanden. Det er ikke noget, ærøboerne er tvunget til, det er bare deres hverdag. Når de ældste på øen skal forstå, hvem der er tale om, spørger de efter, hvilken gård personen er opvokset på. Når de voksne skal høre, hvem barnets legekammerat er, spørger de, hvor forældrene arbejder. Når de unge skal vide, hvem det handler om, spørger de efter den seneste kæreste. På Ærø kender de hinanden.

Øen har ét diskotek, to folkeskoler, tre plejehjem og fire færger. Og så en masse vand. Det Sydfynske Øhav mod nord og Østersøen mod syd trækker klare linjer for, hvor hverdagens fysiske kontakt med omverdenen går til. ”Kun til kanten, kun til kanten!” som ærøboerne siger. Med et overfladeareal på 88 kvadratkilometer og en befolkning på 5964 personer er det ikke, fordi folk behøver at sidde lårene af hinanden. Alligevel er det sandt, når de siger, at alle kender alle.

En præst, en pensionist, en læge og en af de unge har alle gjort sig forskellige tanker om nærværet på Ærø. Men fælles for dem er, at de alle kan finde sig til rette i øens tætte relationer. På den ene eller den anden måde.

Præsten

Ø-præst Agnes Haugaard har taget plads på havebænken, og hendes ansigt farves rødt af aftenens sidste lys. Hun bærer præstekjolen. Den traditionelle og betydningsfulde kjole ser næsten malplaceret ud, som den kommer i kontakt med den smalle bænk. Men Agnes er lige så meget præst på en havebænk, som hun er i kirken. Når hun bevæger sig rundt i Ærøs lokalsamfund, er hun vant til at være kendt som præsten:

”Det lyder lidt fortærsket at sige ‘at man er på’. Men det er man. Man skal kunne holde ud, at folk spørger til en, og at du hilser på folk. Du har ikke storbyens anonymitet, hvor ingen ved, at det er præsten, der går der, eller præsten der kommer cyklende der. Men det gør folk her.”

Da Agnes fik ny bil, sagde de alle sammen: ”Hold op Agnes, du har godt nok fået dig en Volvo hva’?”. Det, synes hun, er morsomt. Hun ved, det at være en offentlig person både kan betyde en pose boller på håndtaget, såvel som at folk snakker, hvis hun siger noget forkert i sin prædiken. Hun kalder det for en positiv nysgerrighed.

Den unge

Signe Luntang Jensen er født og opvokset på Ærø. I 16 år voksede hun op med de samme mennesker omkring sig. Nu bor hun i København. Hun er glad for sin barndom, hvor trygheden gjorde tilværelsen til et legeland, men da hun blev teenager, betød de tætte relationer noget andet:

”Da jeg var 16 år, var det frygteligt, at alle kendte alle. Det er en alder, der er præget af, at man sladrer og fortæller historier om hinanden, som nok er noget af det værste for en teenager. Så på det tidspunkt synes jeg ikke, at det var super fedt.” Signe griner indimellem nervøst, når hun taler om Ærø. Hun er opmærksom på, at hun taler om noget, hun har kært, og det er tydeligt, at hun er stolt af at være fra øen. Nu er hun 23 år, og hun nyder at komme tilbage til Ærø. Det nærvær, som for en teenager var for meget, finder hun nu ro i igen:

”Jeg synes, at der er noget fint ved et lille og intimt lokalsamfund. Folk har et tæt forhold til deres præst, og der er også mange, der stadig kender deres gamle folkeskolelærer. Folk er søde og hjælpsomme overfor hinanden, både i de private og professionelle relationer.”

Lægen

I sine hvide træsko viser Jørgen Kill-Nielsen vej fra sygehusets have og ned til sin forhenværende lægebolig. Den korte tur gik han dagligt fra 1996, til han i 2019, som den sidste bosiddende læge på Ærø Sygehus, flyttede fra øen. Nu vikarierer han nogle dage om måneden. Jørgen er en velkendt person blandt ærøboerne. De fleste familier har på en eller anden måde stiftet bekendtskab med ham. Og han er vellidt. Alligevel mener han ikke, at han er tættere med sine patienter, end en læge i storbyen er: ”Jeg hører til dem, der adskiller mit arbejde med fritiden. Hvis der er nogle, der stopper mig i Netto og spørger omkring deres sygdomstilfælde eller noget lignende, så siger jeg nej. Jeg skal ikke stå og tale om folks sygdomme et offentligt sted. Så er der bare lukket.”

Selvom Jørgen adskiller sit arbejde fra sin fritid, så ved han, at størrelsen på øen gør, at han kender sine patienter godt.

Pensionisten

Tange Rasmussen sidder med ryggen mod den gule stald. Til venstre for ham strømmer Brinkmanns briks ud af radioen, foran ham klukker hønsene, og over ham kvidrer fuglene. Tange lægger mærke til det, for i en alder af 80 år har han nu kun fem procent syn tilbage. I 1995 flyttede Tange til Ærø med sin kone Minna. Da han de første år dagligt tog færgen til og fra øen på arbejde, lagde han hurtigt mærke til, at folk gerne ville snakke. Han ved, at øen både byder på sladder og kærlighed, men at de to måske ikke er så fjernt fra hinanden: ”Vi står stærkest, når vi lader være med at bagtale og sladre. Men det hører jo også med. Og der er også noget godt ved sladderen. Sladderen indikerer en hel masse skidt, men den indikerer også, at vi tager os af hinanden. Kærer. Vi kærer os om hinanden.”