Havblik, hækkekiggeri og hinanden Alle kender alle. Men det er ikke kommet af sig selv. Bag genkendelsen ligger mange generationers nysgerrighed og hækkekiggeri. Det er deres måde at holde af hinanden på. af Emma Marie Thomsen
De siger goddag til chaufføren og vinker farvel igen, når de træder ind og ud ad bussen. De løfter pegefingeren til hilsen, når de kører forbi hinanden. Det er ikke noget, ærøboerne er tvunget til, det er bare deres hverdag. Når de ældste på øen skal forstå, hvem der er tale om, spørger de efter, hvilken gård personen er opvokset på. Når de voksne skal høre, hvem barnets legekammerat er, spørger de, hvor forældrene arbejder. Når de unge skal vide, hvem det handler om, spørger de efter den seneste kæreste. På Ærø kender de hinanden. Øen har ét diskotek, to folkeskoler, tre plejehjem og fire færger. Og så en masse vand. Det Sydfynske Øhav mod nord og Østersøen mod syd trækker klare linjer for, hvor hverdagens fysiske kontakt med omverdenen går til. ”Kun til kanten, kun til kanten!” som ærøboerne siger. Med et overfladeareal på 88 kvadratkilometer og en befolkning på 5964 personer er det ikke, fordi folk behøver at sidde lårene af hinanden. Alligevel er det sandt, når de siger, at alle kender alle. En præst, en pensionist, en læge og en af de unge har alle gjort sig forskellige tanker om nærværet på Ærø. Men fælles for dem er, at de alle kan finde sig til rette i øens tætte relationer. På den ene eller den anden måde.
41
