Danmark bliver ikke som vi kendte det

Vores hverdag bliver ikke sig selv igen i nogen nær fremtid. Der vil være et før og et efter coronakrisen, siger statsministeren i mit fjernsyn. Jeg slukker for skærmen og rammes af en følelse af, at det hele kan være lige meget. Bunken af projekter jeg burde lave hober sig op. I stedet åbner jeg computeren og ser endnu et afsnit om 2. Verdenskrig. Her er fjenden konkret og til at få øje på.

af Jesper Houborg

Jeg står i køen i mit lokale supermarked. På gulvet er der røde plastikstriber med ordene “Hold Afstand”. Bagerst i køen hører jeg et host. Det skaber en lavine af blikke og hurtige skridt væk fra manden, som kigger undskyldende op. Jeg kigger hen på håndspritten, som står placeret foran ekspedienten. En gennemsigtig plastikplade adskiller ekspedienten fra os. Jeg tænker på min far med dårligt hjerte, som jeg ikke har set siden coronavirussen brød ud. Jeg vil gerne snart ud herfra. Ud i en ny verden der består af mennesker som potentielle smittekilder. En dystopisk virkelighed, hvor ingen endnu kender udløbsdatoen. I Danmark roser vi os selv for at have styr på krisen. Statsministeren roser os for at have udvist samfundssind, men med en løftet pegefinger om at holde ud. Altså, vi har hørt efter hvad myndighederne sagde og holdt afstand til hinanden. Vi er sammen, men hver for sig.

I USA styrkdykker prisen på råolie. Donald Trump taler for åben skærm om at sprøjte håndsprit ind i den menneskelige krop, som en måde at desinficere kroppen indefra mod virussen. Prisen på råolien er nu faldet så meget, at det koster penge at komme af med olietønderne, fordi ingen stort set forbruger noget. Hjulene står stille. Samfundet er gået i stå.

De siger, at den økonomiske krise bliver værre end under finanskrisen i 2008. I Italien og Spanien dør op mod 1000 mennesker om dagen en corona relateret død. Der er ikke respiratorer nok til alle. Herhjemme står der tomme sengepladser til coronapatienterne. Strategien har næsten virket for godt.

“Jeg køber ekstra sæbe og håndsprit til lejligheden og siger til min sambo, at han skal huske at vaske sine hænder som det første, når han kommer hjem. Han siger, at han er blevet inviteret til fødselsdag, hvor de plejer at blive kærlige af alkoholen. Han tager afsted.”

En morgen udtaler Kåre Mølbak, direktøren fra Statens Serum Institut, at vi skal holde social afstand mindst et år endnu. Om aftenen i Deadline på DR2 kritiserer formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, betegnelsen for vores alle sammens nye leveregel ‘social afstand’. Sociale skal vi være. Det er et menneskeligt grundbehov, som vil føre til en kollektiv depression, hvis vi ikke får opfyldt den sociale kontakt over tid, forstås det på formanden i fjernsynet.

Fysisk afstand skal vi derimod holde for ikke at smitte hinanden og så være sociale på afstand. Altså online eller sammen under 10 og 2 meter imellem os. Hvor længe er der ingen, der ved.

Jeg cykler i regnen. En tung regn. På vej hjem fra bål på Amagerfælled med en lille gruppe venner. Vi snakkede om drømme. Hvad der er vigtigt for os i livet. Om fremtiden. Med børn, hvor mange eller helt uden. Kærester, monogami eller ikke. Det simple liv. Om at være tilfreds med det man har, og der hvor man er. Jeg taler om at ville bo i et andet land end Danmark.

Det føles som den første sommerregn, selv om vi kun er i april måned. Duften af varm luft, der bliver brudt af tunge dråber. Jeg er gennemblødt. Jeg føler mig som en digter med fart på, men uden noget sted at tage hen. Som tilskuer til en verden, hvor det virker abstrakt at hverdagen bliver som før. En verden hvor det er tilladt at kramme sin far med dårligt hjerte igen.