4 minute read

Det usynlige rum giver mig ro

Mere end hver tredje ung, der har angst, holder den skjult for sig selv. Det gjorde jeg. Jeg prøvede at overvinde angst uden hjælp. Men det svarer til at prøve, at overvinde lungebetændelse uden antibiotika.

af Stefan-Alexander Jagd Aarøe

Det rammer mig lige pludselig. Det er midt på dagen. Men der er noget, der føles forkert. Det er en ubehagelig, stikkende fornemmelse; denne her fornemmelse i mig - i min mave. Jeg har mest af alt lyst til at finde et sted, der er mørkt og stille. Alligevel bliver jeg fortæret. Fortæret af mine egne tanker. Så mørke og forfærdelige tanker, at det ødelægger mig indefra. Med tiden bliver følelserne til en lidelse. Det bliver for meget. Jeg kan ikke længere håndtere mørket, der bliver ved med at trække mig ned i en evig afgrund. Jeg føler mig fanget. Dybt inde i dette fængsel, er der den her forfærdelige, stikkende og modbydelige følelse. Alt, hvad jeg har lyst til, er at græde. Angsten æder mig op indefra. Det styrer og kontrollerer. Det slår auto-pilot til og gør, hvad det vil.

Sådan føles angst. I hvert fald i min 22-årige krop. Men jeg er ikke alene. Jeg er én ud af de cirka 400.000 i Danmark, der kæmper med en eller anvden form for angst. Jeg har oplevet det i perioder i et par år nu. Perioderne kommer og går helt sporadisk og nogle gange helt uden en egentlig grund. Angsten kommer på de skæveste tidspunkter, på de mest mærkelige steder: I storcentret, når jeg ligger hjemme i min seng eller når jeg handler i Fakta. Lige dér, på gangen med mel, sukker og bagepulver dukker det op som et lyn fra en skyfri himmel. Jeg bliver nødt til at trække vejret en ekstra gang, tælle til ti og koncentrere mig.

Jeg må koncentrere mig om at finde roen igen.

At finde roen er svært, når hele kroppen skælver og adrenalinen pumper. Angst er en lidelse, der kan forstærke sig selv, hvis ikke det bliver behandlet. Mere end hver tredje ung, der har angst, holder den skjult for sig selv. Det gjorde jeg. Jeg prøvede at overvinde angst uden hjælp. Men det svarer til at prøve at overvinde lungebetændelse uden antibiotika. Sommetider er det ikke nok bare at finde roen i sig selv. Angst kan være som en lille regnsky, der følger hver eneste bevægelse. Jeg får behov for at søge et sted hen, jeg kan kalde for hjem. For mig er hjem et roligt sted, hvor jeg kan være mig selv. Der hvor bekymringerne letter, og jeg kan skrige og skråle eller fordybe mig stille i sofaen. Her er der ingen stemmer, der overdøver mine tanker, andet end min egen stemme.

Det lykkedes mig at finde mit hjem for et par år siden.

En stor have, som jeg kalder for Paradisets Have; der er uendelig højt til loftet, her er rigeligt med plads til at boltre sig på.

Haven er mit usynlige rum. Haven føles som en tidslomme, hvor tiden gik i stå for mange år siden. Naturen hersker. Træerne tårner sig oppe over hovedet på mig som en hule, den ru bark fortæller en, at haven har været her længe, og at træerne har haft et langt liv. Det er en kæmpe kontrast mod alle de farverige blomster, der gang på gang minder en om, at naturen også har en duft af flora og fauna. Det er en fantastisk duft. Og den duft er ikke en duft, man finder andre steder.

Når jeg går inde i haven, går tiden i stå, og det samme gør tempoet næsten også. Jeg går med små skridt mellem de krogede grene. Musestille. Jeg dæmper stemmen, lidt ligesom når jeg går rundt på museer eller i kirker. Jeg vil ikke ødelægge roen eller forstyrre magien. Jeg har den største respekt for roen. Jeg vil ikke gå derfra og føle, at jeg har gjort noget forkert mod Paradisets Have. Det kunne jo være, at jeg aldrig ville mærke roen på samme måde igen.

Her finder jeg ro. Det eneste der larmer, er lyden af træerne, der vugger og knager. Og lige pludselig kan jeg ikke længere høre de overdøvende stemmer, der fortæller mig, at jeg burde skamme mig eller gå i panik. Den altødelæggende, stikkende fornemmelse i min mave erstattes med en summen af varme.

Hver gang jeg sætter min fod i Paradisets Have, er det som at komme hjem. Roen og stilheden er næsten pirrende. Den her have ligger så langt væk fra alting, så godt skjult, at det nærmere er held end forstand, hvis man finder den. Hjertet banker ikke længere af frygt.

Her er grønt. Her er smukt. Her er stille.

Roen i haven giver mig ro i maven. Ro i sindet. Når jeg træder ud af det usynlige rum, er jeg et menneske igen.

Anna Cathrine Christiansen Katrine Noer Liv Møller Kastrup

Mads Andreas Frost Marcus Emil Christensen Nina Pilgaard

Stefan-Alexander Jagd Aarøe Tilde Døssing Tornbjerg

Mathias Eis Schultz

Jesper Houborg Magnus Hove

Rikke Kjær Poulsen Emma Marie Thomsen

Jonathan Damslund

Mads Andreas Frost Magnus Hove Mathias Eis Schultz Jonathan Damslund Emma Marie Thomsen Jesper Houborg Marcus Emil Christensen Liv Møller Kastrup Katrine Noer Anna Cathrine Christiansen Tilde Døssing Tornbjerg Rikke Kjær Poulsen Nina Pilgaard Stefan-Alexander Jagd Aarøe

This article is from: