Limboland

Covid-19 får uvisheden til at fylde. Tankerne kører rundt i hovedet. Usikkerhed, savn og venten. Det kan for mange være svært at navigere rundt i, og det er også gældende for de udlændinge, som opholder sig i Danmark. Deres planer er revet væk, og fodfæstet er ikke nær så stabilt, som det var, da de ankom. Hvad de skal gøre nu, hvor de skal tage hen og hvornår, er ikke til at planlægge. Det føles som at være i limbo. Man er fanget mellem to steder og forladt ingen steder. Deres nye virkelighed er noget andet end den, de havde regnet med. Hverdagen, som de kender den, er efterladt for en stund.

af Anna Cathrine Christiansen

Klokken er 20:30, og mørket har indfundet sig på en almindelig onsdag aften i marts. Men denne onsdag viser sig at blive en anden end de forgange. Det er denne aften, den 11. marts 2020, at Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, annoncerer, at Danmark lukker ned. Mange skoler, endnu flere arbejdspladser og kulturinstitutioner er nu blevet forladt for en tid.

Hverdagen er vendt på hovedet. For flere udlændinge, som opholder sig i Danmark for en periode, betyder det, at deres udsigt til at vende hjem igen er sløret. Håbet om, at skolerne og deres hverdag vil vende tilbage til det, det var før, er reduceret. Samtidig med at der er få flyafgange hjemad og flybilletterne er for dyre, vokser bekymringerne for dem derhjemme. Det at indfinde sig i den nye hverdag er ikke nemt. Uvisheden om, hvorvidt det er muligt at komme hjem, når visummet udløber, eller lejekontrakten ophører, er en ny realitet.

Spørgsmålene er mange, svarene er få. Planlægningen er pakket væk, og man kan kun håbe, at det bliver muligt at fejre studenterhuen eller give et sidste kram til de venner, man har fået i Danmark inden, man skal forlade det sted, der har været ens hjem de seneste måneder.

For Farhana Satu fra Bangladesh bærer uvisheden en masse usikkerhed med sig.

”Jeg er meget nervøs for min familie i Bangladesh. Det bliver kun værre dag for dag.”

Hun fortæller, hvordan det område hendes familie bor i, allerede er blevet markeret som en rød zone. De røde zoner er de områder, hvor ingen kan komme ind eller ud. Alt er låst.

”Jeg har ingen mulighed for at komme tilbage lige nu. Der er ingen fly.”

Hun sidder stille på bænken og kigger ud på den store plæne.

”Jeg skal være ude af mit kollegie værelse til juni. Hvad jeg skal gøre derefter, ved jeg ikke. Det føles som om, jeg sidder fast.”

Farhana, som til daglig studerer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har bevidst valgt ikke at tænke over sin situation. Ihvertfald for de næste par uger. At lade tankerne flyde vil gå ud over hendes velbefindende og skole- arbejde.

”Jeg prøver at holde hovedet koldt. Hvad der kommer til at ske, vil ske. Der er ikke så meget jeg kan gøre lige nu andet end at vente.”

Adrenalinen pumper igennem kroppen. Det mærkes helt ud i fingerspidserne. Pulsen stiger, og behovet mærkes nu endnu kraftigere. Lige dér, midt i det begyndende panikanfald ved Sandra, at et kram ville få det hele til at forsvinde. Bare et kram fra den familie hun ikke kan se eller en tæt ven, og hun ville få det bedre. Tankerne kører rundt i hovedet, og det er svært at komme væk fra fornemmelsen af, at man sidder fast i en boble.

For Sandra Steinthorsdottir fra Island er det at være langt væk hjemmefra svært i en tid, hvor hele verden er ramt af Covid-19. Før udbruddet af Covid-19 var skyld i, at Danmark lukkede ned, boede hun på Aalborg Sportshøjskole, der var fyldt med mere end 100 elever. Nu er de 12 elever tilbage, som af den ene eller anden grund ikke kan komme hjem.

”Jeg kan nogle gange have fornemmelsen af klaustrofobi,” siger hun.

”Jeg har brug for at se andre, men jeg kan ikke komme væk.”

”Nogle gange kan jeg danse rundt, men andre gange er jeg forvirret og ked af, at jeg måske ikke kan have den afslutning i Danmark, som jeg drømte om”

For Vicente Loncomilla fra Chile, der har taget en IB-uddannelse på Ikast-Brande gymnasium, føles hele situationen uvirkelig.

”Det føles som om, jeg er i limbo,” siger han.

”Mine eksamener er blevet aflyst, og jeg venter på, hvad det næste bliver. Det snakker mine venner og jeg meget om.”

For Vicente har det været vigtigt at snakke med sine venner om deres situation. Han har følt sig alene, men forsøger at se det som en proces, han kan lære fra.

”Jeg tager ikke følelsen af at være alene som kun en negativ ting. Hvis følelsen skulle komme tilbage ved jeg, hvordan jeg skal reagere.”

Det er svært for Vicente at finde ud af, hvornår han skal rejse tilbage til Chile. Flybilletterne koster mange penge, men håbet om, at det vil være muligt at fejre dimission med sine venner og nyde at være sammen med dem en sidste gang, holder han fast i.

”Det eneste jeg ved med sikkerhed er, hvornår min opholdstilladelse udløber.”

Magtesløsheden i at lade hverdagen være som den er, genkender Megan Rothwell fra Storbritannien. Megan bor på kostskolen tilhørende Grenaa Gymnasium. Hun havde mistet sit pas, da nedlukningen af Danmark begyndte. Passet har hun fået igen, men flybilletterne er blevet for dyre til, at det er muligt for hende at rejse tilbage. Derfor er hun nu i venteposition indtil hendes forældre kan køre til Danmark gennem Europa for at hente hende.

”Jeg var bange for, at jeg ikke kunne blive på kostskolen, men heldigvis har de været en stor hjælp for mig.”

Efter kun at have været sammen med de samme mennesker i seks uger på kostskolen fik Megan lov til at besøge hendes onkel i Aarhus.

”Det var rart at lade som om, alt var normalt for en stund.”

Lisa Vu Hagens fra Vietnam, der bor på den samme kostskole som Megan, ved ikke, hvornår hun skal se sin familie igen. Hendes blik indikerer, at det ikke er en nem situation at være i.

”At vide, at jeg højst sandsynligt ikke kommer til at se min familie denne sommer, giver mig hjemve.”

Fornemmelsen af, at sommeren er sat på pause, er ikke nem. Tankerne om, hvad hun skal gøre, melder sig. Det, der bekymrer Lisa, er ikke at vide, hvor hun skal tage hen.

”Jeg føler, jeg har det okay, men uvisheden fylder utrolig meget.”

Hverdagen for Lisa var førhen meget travlt, men nu handler det mere om at prøve på at få tiden til at gå. Skærmtiden er øget, men bliver i ny og næ brudt med en gåtur til stranden. Lysten til at farve hår, både på sig selv og vennerne, er også blevet en aktivitet.

”Der er svært at finde på noget andet at lave for tiden,” siger hun.