Vi kan føle os til at flyve

Den dag Danmark lukkede ned, ændrede hele verden sig. Og imens jeg vågnede op til følelsen af at være det sidste menneske tilbage på Jorden, stod min far op til nøjagtig samme dag, som han har gjort det sidste år, hvor livet allerede er sat på pause midt i verdens venteposition.

af Tilde Døssing Tornbjerg

Tung af tanker rammer jeg bunden. Det er kun dag 1. Jeg skal huske at svare min far - han skrev en sms i går aftes efter pressemødet. Han ville vide, om jeg var okay. Jeg svarer ellers altid med det samme, men i dag er jeg ikke vågnet i min egen krop. Ting tager tid. Som de i øvrigt altid gør for min far. Vi ligner hinanden mere, end jeg til tider bryder mig om.

For enden af mine arme er der mursten som en vægt ned mod gulvet. Verden ender akkurat for mine fødder, tænker jeg. Her er blevet stille. Underlægningsstøjen er forsvundet, og jeg forestiller mig en verden uden lyde, hvor jeg kan åbne for vandhanen uden at høre vandet rinde. At jeg kan fjerne alt støj, der giver mig uro i kroppen. Jeg ved vitterligt ikke, hvordan jeg skal få tiden til at gå, hvis jeg skal være så langt oppe i hovedet af mig selv på ubestemt tid.

På dag 42 tager jeg ud til min far. Det er første gang, jeg er der siden jul. Han er mit tætteste menneske, og jeg tænker, at jeg er hans, men det er svært at hive hinanden op, når vi går i symbiose på bunden af havet. Det har taget tid at blive klar til at tage derud igen. Mit humør har været for ustabilt. På halvanden måned har jeg gravet mig ned i flere huller, end jeg kan tælle, og ”what doesn’t kill you makes you stronger”, er én stor løgn. Jeg bliver ved med at tænke, om jeg havde taklet denne her periode bedre, hvis jeg havde et andet ophav.

Min far er depressiv. Han kan ikke arbejde længere. Det tager ham en time at skrælle kartofler, og det tager ham en time at spise dem. Han er stoppet med at høre musik, fordi der er for mange lyde. Tanken om at han sidder alene i det lille hus midt ude i ingenting, prøver jeg at holde væk. Han har isoleret sig for længst, og selvkarantæne er et fattigt ord i den ligning.

Vores øjne er det umiddelbare spejl til hinanden - alligevel er det i tankerne, at jeg ser den største sammenligning til min far.

Vi har ofte snakket om, at jeg ikke skal ende der, hvor han er. Han lader bedst op alene. Det gør jeg sådan set også, selvom den sidste tid har fået mig til at tænke over, hvor afhængig jeg er af fællesskabet. At være noget eller nogen i kraft af andre. Alligevel falder jeg. Ind og ud af tankemylder. Sådan har det været, lige så længe jeg kan huske.

De grå øjne kigger på mig. Håret begynder også at blive gråt ved tindingerne. Vi snakker, om det er muligt for nogle mennesker at se flere farver på himlen. At nuancerne ikke er for alle. Om tanker kan være genetiske. Om man kan arve personlighed, eller om alt er ler, der kan formes?

”Jeg tror at der, hvor vi minder mest om hinanden, er i vores længsel. At vi altid søger frem eller tilbage fremfor at være lige nu, lige her.”

Jeg nikker af hans ord. Han fortsætter.

”Grundstenen af mit humør er vel, at jeg kan føle så meget, at jeg flyver højt, men falder dybt. Sådan oplever jeg også dig.”

Han fortæller, hvordan jeg som barn søgte mit eget selskab. At jeg bedst kunne lide at lege alene. Hvis han afbrød mig, var det som om min fantasiverden blev afbrudt af virkeligheden. Sådan var han også.

”Men jeg tegnede med lineal, der tegnede du meget mere ud af boksen, selvom jeg ikke måtte kommentere, før du var klar til at vise frem.”

Jeg smiler lidt ved tanken. Sådan er jeg stadig. Jeg vil ikke kigges over skulderen midt i en proces. Spejlet mellem vores introverte sider er på mange måder synkrone, men jeg bliver ved med at tænke, om der kunne eksistere en anden udgave af mig.

”Det kan man jo ikke vide, men jeg er sikker på, at der stadig ville eksistere en stor del af den Tilde, du er i dag. Vi arver meget mere, end vi kan se med det blotte øje.”

Jeg tager hjem på dag 45. Fire dage er det blevet til. Himlen går langsomt ned over motorvejen, og jeg venter lidt på at følelsen rammer min mave. Bekymringen, om at jeg efterlader ham alene endnu en gang, plejer at komme nu. Jeg forbereder mig selv på det værste for ikke at få knuder. Prøver at undgå tankerne om de spor, jeg har sat på hans hjem de sidste dage. Stolen, jeg har placeret midt ude i hans have for at kunne nå de sidste solstråler, må minde ham om, at jeg ikke sætter mig igen.

Imens støjen er forsvundet for mine ører, kan jeg alligevel mærke min mave. Jeg tror, vi fandt ro i hinanden denne gang. Det vil jeg huske.