I adskillelsens tomrum

Efter et helt liv sammen sender min morfars demens min mormor i knæ. Sammen siger de ja til aflastning, men det er ikke nemt at gå fra to til en. Fra to til tomrum.

af Rikke Kjær Poulsen

”Nå Henning,” siger Grethe roligt. Han drejer ansigtet væk fra vinduet og den himmel, han sad fortabt i. Hans blik ender nede i kaffekoppen.

”I dag skal du på ferie på plejehjemmet,” siger hun. Det er fire uger siden, det begyndte at gå voldsomt ned ad bakke, og der blev skruet op for de kræfter, det kostede at passe ham for Grethe. Til sidst slap de op, og det hele brast i det lille hjem i Vejen. Demenskonsulenten blev ringet op, og en aflastningsferie hastigt arrangeret. I dag sidder de ved spisebordet. Han for bordenden, hun på hans venstre side. Som altid, men i dag er det sidste gang.

og kigger ud til Henning. “Nå ja,“ mumler han. Let overrasket, men med forventning i stemmen. Da morgenkaffen er ryddet, går Grethe i gang med at finde ting frem og placere dem på bordet. Tøj, briller og GPS. Han har taget favoritskjorten på, og med stor interesse hjælper han med at se til, at det hele kommer med. Klokken er 13.00, da hun sætter sig ind på førersædet

”Er vi klar?” spørger hun, og indikerer dermed, at det er okay for ham at sætte sig ind. Han gør det ikke af sig selv. Sammen triller de ud på villavejen.

Den slags mennesker Grethe og Henning Huss på 72 og 76 år er min mormor og morfar. De slog rod til den familie, jeg nu er en del af, da de blev gift i august 1968. Hverken min mormor eller morfar er opdraget med nogen særlig forventning om, at man satte ord på sine følelser og inderste tanker. I stedet har de handlet sig igennem op og nedture. En måde at arbejde sig igennem livet på, der blev det naturlige for dem.

De elsker hinanden. Uden tvivl, men på deres egen private måde. Fundamentet er de mange års tætte nærvær. Særligt holder de af hverdagen. De mange år med landbrug har gjort dem sejlivede, så de tåler modgang og ved, at det altid vender igen – det plejer det i hvert fald. De har altid fundet stor værdi i at skabe fælles historie med andre.

I 2018 får min morfar konstateret Alzheimers. Hele familien så det komme, men diagnosen rammer alligevel alle. Hårdt. De i forvejen få ord fra min morfar bliver færre i takt med, at han bliver væk fra min mormor, og forsvinder ind i sig selv.

Det går kun én vej En måned tidligere er jeg hos dem et par dage, da morfar forsvinder ned i kælderen.

”Henning,” råber Grethe med påtvunget ro. ”Er du okay?“ Der kommer ikke noget svar, så hun begiver sig ned ad trappen. Efter lang tid dukker de op igen. Mormor rolig, morfar forpint.

”Det er sådan, at morfar får sådan nogle meget forfærdelige tanker,” begynder hun sin forklaring. I et vågent mareridt har han set et glas med gift stå i kælderen. Hans hjerne fortæller ham, at han har duftet til den, og nu skal han dø.

”Henning,” siger hun, og tager fat i ham. ”Det er din demens. Du skal ikke dø.” Han rækker sin hånd over og lukker den om min.

”Jeg beder til Gud. Hver dag. Jeg beder om, at det ikke passer,” sukker han og tørrer øjnene.

Turen ned i kælderen sker flere gange den dag, så hun må bruge alle sine kræfter på at holde dem begge oven vande. Det var tydeligt for os begge, at demensen var i forværring.

Det er ikke bare dårlig hukommelse, men måden sygdommen fjerner hans selvstændighed på. I sin usikkerhed følger han min mormor overalt. Aldrig er han mere end en halv meter fra hende. Han er bange for, at der er stød i ham, han har smerter i benene og utallige søvnforstyrrelser. Kørekortet er for længst suspenderet, og på indkøbsturene kikser det fuldstændig. Han kommer til at tage andres varer fra båndet.

Grethe beroliger Henning ved at holde ham fast i, hvad der er virkelighed og mareridt, efter at en vrangforestilling har sat sig fast i hans sind.

Afsked På plejehjemmets parkeringsplads er klokken 13.30. De ringer ind til personalet, der vil komme ud og hente dem. De står sammen og venter. Lidt for længe. Endelig kommer en ansat ud. Hun undskylder. Ventetiden opstår på grund af coronatiltagene. Det viser sig, at mormor ikke må gå med ind, så de må sige farvel udenfor. Der er ingen dramatisk afsked, for morfar husker ikke, at der går uger, før de ses. Hun giver ham et lille sideklem.

”Farvel,” siger hun, da dørene glider i imellem dem. Grethe finder tilbage til bilen. På plads bag rattet sætter hun nøglen i, men drejer den ikke. Hun kigger tomt ud i luften og mærker en forsigtig tåre forlade øjenkrogen.

En ny uvished ”Det er som om, halvdelen af mig er væk,” siger min mormor. Det er to uger siden hun tog afsked med ham ude foran plejehjemmet.

Kontakten til det, der er tilbage af hende selv, har hun mistet. Hun længes efter nærværet fra det menneske, der altid har været ved hendes side – demensen fjerner ikke savnet. Jordforbindelsen holdes kun på plads af de praktiske gøremål, der på samme tid drukner hende langsomt.

< Grethe blev uddannet plejehjemsassistent, hvor hun fik god praktisk erfaring med demens. Den største udfordring er dog sorgen.

> Sengen er spritny og særligt god til demente. Den er opredt og klar, så nu står den bare og venter.

^ Grethe ligger sjældent på sofaen, men når hun gør, er det, så sjælen kan komme sig.

> Grethe skriver sine tanker ned, når der er nye problemstillinger, hun skal forholde sig til. De er ikke forsvundet, bare fordi Henning er væk.

”Tænk, hvis man bare kunne holde fri og komme i humør,” indskyder hun.

For det er jo derfor, ferien er sat i værk. Men det sker ikke. Med corona som stopklods følger en nagende uro – hvad sker der med hendes mand, mens de ingen kontakt har? I tomheden oplever hun to sider. Det er det fysiske fravær, der hele tiden gør hende opmærksom på, at han er væk. Det er den tomme plads ved bordet, at vågne alene i dobbeltsengen, og at skulle lære at leve selv. Det er den side, der trådte i kraft, den dag hun afleverede ham.

Den anden er usynlig, for den er indeni. Det er den mentale side, der kredser ved kendskabet til, at det menneske, hun holder sådan af, forsvinder. Langsomt holder han op med at elske hende som ægtefælle. Ikke fordi han ikke vil, men fordi han ikke kan. I stedet er hun reduceret til livline. Det skærer sig dybt ind i sjælen, der oversvømmes af en ny bølge sorg selv ved den mindste påmindelse.

Den tomhed indfandt sig for længe siden. Sorgen ligger lige under overfladen, og truer hele tiden med at sende nye bølger ind over. Den er aldrig helt i hvile.

Adskillelsens tomrum Som så ofte før, når hovedet er fyldt til randen og sjælen lider, åbner hun terrassedøren. Så sætter hun sig der i sofaen. Øjnene stirrer lige frem for sig. Følelserne flyder ikke over, for lige nu kan hun slet ikke forholde sig til dem. Der er tomt indeni, og rundt om hende. Hun er alene.

Normalt sætter hun klassisk musik på. For tiden er det bare larm. I stedet er lyden af fuglene, vinden i træerne og naboens legende børn nok for i dag. Det er lyden af livet, der fortsætter, selvom hendes for en stund er gået i stå.

”I adskillelsens tomrum er der ingen ro,” siger hun til mig, da jeg er på afstandsbesøg.

”Man går til grunde, hvis man ikke kommer ud af den igen. Magtesløsheden. Man må frigøre sig af det tunge, så man kan leve. Så alt igen er i farver, og rødderne tilbage i jorden,” siger hun.

Foråret kommer alene

af Nina Pilgaard

Samfundssind. Det er et ord, hvis betydning mange af os aldrig har tænkt over. De seneste måneder har ordet været på alles læber. Hvordan vi opfatter ordet for fællesskab, er blevet op til den enkelte at definere, for vi står i en tid, hvor vores vigtigste rolle i fællesskabet, er at være alene.

Tiden går og foråret er kommet til Danmark. Men i de mange haver og på de mange altaner rundt omkring i byerne, sidder danskerne alene og holder vejret med resten af verden. For en virus raserer og har sendt os alle i isolation uden fysisk kontakt til venner og familie. Og virussen er ligeglad med, om du er i gang med det eneste efterskoleår, du kommer til at have i dit liv, om du skal ud at spille på en af Danmarks mange festivaler eller om du skal til at være mor for første gang. Tiden i de små hjem står stille, og pludselig tager vi mere end nogensinde før stilling til, hvem vi står i kø i supermarkedet med eller hvor tæt vi går i parken. Mens vi står sammen hver for sig, er den enkeltes hverdag også vendt på hovedet. Hanne ser knap sine børnebørn, og Mais forældre har endnu ikke mødt deres nye barnebarn. Kristians indtægt som musiker er sat på pause. Han og kollegaerne krydser fingre for, at kulturlivet vil overleve, og at der igen vil være festivaler at spille på næste år. For fællesskabets skyld vil vi alle gøre meget for at udvise det samfundssind, Mette Frederiksen har opfordret os til, men vi savner individuelt. Hver enkelte af os er blevet berørt af nedlukningen af Danmark under Covid-19 udbruddet verden over.