I adskillelsens tomrum Efter et helt liv sammen sender min morfars demens min mormor i knæ. Sammen siger de ja til aflastning, men det er ikke nemt at gå fra to til en. Fra to til tomrum. af Rikke Kjær Poulsen ”Nå Henning,” siger Grethe roligt. Han drejer ansigtet væk fra vinduet og den himmel, han sad fortabt i. Hans blik ender nede i kaffekoppen. ”I dag skal du på ferie på plejehjemmet,” siger hun. Det er fire uger siden, det begyndte at gå voldsomt ned ad bakke, og der blev skruet op for de kræfter, det kostede at passe ham for Grethe. Til sidst slap de op, og det hele brast i det lille hjem i Vejen. Demenskonsulenten blev ringet op, og en aflastningsferie hastigt arrangeret. I dag sidder de ved spisebordet. Han for bordenden, hun på hans venstre side. Som altid, men i dag er det sidste gang. “Nå ja,“ mumler han. Let overrasket, men med forventning i stemmen. Da morgenkaffen er ryddet, går Grethe i gang med at finde ting frem og placere dem på bordet. Tøj, briller og GPS. Han har taget favoritskjorten på, og med stor interesse hjælper han med at se til, at det hele kommer med. Klokken er 13.00, da hun sætter sig ind på førersædet og kigger ud til Henning. ”Er vi klar?” spørger hun, og indikerer dermed, at det er okay for ham at sætte sig ind. Han gør det ikke af sig selv. Sammen triller de ud på villavejen.
Den slags mennesker
Grethe og Henning Huss på 72 og 76 år er min mormor og morfar. De slog rod til den familie, jeg nu er en del af, da de blev gift i august 1968. Hverken min mormor eller morfar er opdraget med nogen særlig forventning om, at man satte ord på sine følelser og inderste tanker. I stedet har de handlet sig igennem op og nedture. En måde at arbejde sig igennem livet på, der blev det naturlige for dem.
97
