Et skrøbeligt sind

Angst er ikke ukendt for Andreas. Det meste af sit liv har han flygtet fra de negative tanker i sit hoved ved at tage i byen og bedøve sig selv med alkohol og stoffer. Men Andreas tog en beslutning om at ændre sit liv og kæmpe sig ud af problemerne.

af Jonathan Damslund

”Det stak helt af. Der var bare ingen grænser, ingen hæmninger. Jeg havde været så fuld og taget så meget kokain, at jeg gik hjem med en eller anden kvinde, jeg ikke gad være sammen med.” Sådan endte 31-årige Andreas Ziegler’s sidste bytur, inden han den efterfølgende mandag valgte at indlægge sig selv. I dag er det syv måneder siden, han lagde flasken på hylden. Det er onsdag eftermiddag i slutningen af april. Solens varme forårsstråler skinner ind gennem vinduerne i kollektivet på Jagtvej, der grænser op til den tomme grund, hvor ungdomshuset engang lå. Andreas sidder ved sit skrivebord og ruller en cigaret, mens den kradsende lyd af dansk punkmusik spiller fra hans telefonhøjtaler. På den anden side af gaden er Assistens kirkegården fyldt af mennesker, der nyder vejret, men som de fleste dage bliver Andreas inden døre, for selvom det har været meget værre, er det stadig svært. I seks måneder lå Andreas på langs og havde ondt af sig selv. Hans hverdag faldt fra hinanden, og han endte på kontanthjælp da det at passe et arbejde, blev for meget for ham. Et alkohol- og stofmisbrug kulminerede i angstanfald og depression. Andreas er uddannet bygningssnedker og har arbejdet som grønt cykelbud i København i godt og vel to år. Adressen ved Nørrebros runddel har han haft i to og et halvt år, og ville ikke bytte den for noget. Angsten har Andreas stiftet bekendtskab med før. Det meste af sit liv har han flygtet fra de negative tanker i sit hoved, som han ikke ved, hvor stammer fra, men det har aldrig været så slemt, som i den periode.

Andreas sidder med de andre i kollektivet. Førhen drak han vin, nu står den på Cola. “Det er fint for mig at de drikker mens jeg er der. Det er min kamp.” >

”Jeg var rigtig ked af det. Ofte stod jeg op, sniffede en streg kokain og så tog jeg ud. Jeg gik i byen hele tiden, drak 70 genstande om ugen og tog streger så jeg kunne holde den kørende.”

Andreas fik sin hund Tavina for tre måneder siden. Hun har givet ham ansvar og struktur i hverdagen.

Efter et halvt år i et sort hul valgte Andreas at tage en af de sværeste beslutninger man kan tage. Beslutningen om at række ud og bede om hjælp. ”Jeg kunne ikke være i mig selv. Jeg havde ingen appetit, og når jeg ikke var i byen, enten græd jeg eller sov jeg.” Andreas indlagde sig selv på Bispebjerg hospital, hvor han tilbragte to dage på den lukkede, hvorefter han kom på den åbne afdeling på Herlev hospital. ”Jeg har erkendt, at medicinen er nødvendig, og det er noget jeg skal tage i en periode for at komme tilbage og få det bedre,” siger Andreas og løfter vandglasset op til munden for at skylle ’morgenrutinen’ ned. ’Morgenrutinen’, som han kalder den, består af vitaminer og tre forskellige antidepressive: Sertralin, Quetiapin og Phenergan som han tager dagligt. Om perioden med medicin skal vare ét år, 10 år eller resten af livet, ved Andreas ikke. Men lige nu hjælper den ham til at få en hverdag, hvor han kan stå op om morgenen og gøre de ting, der gør ham glad.

Udover kærligheden til cykling spiller Andreas trommer i punkrock bandet Ond Tro. Det er to vigtige og store dele af hans liv, der har været sat på pause, og det har gjort ondt. Han ser frem til at komme i gang med at cykle og spille trommer igen, men indtil videre er det for svært.

Ude i køkkenet under spisebordet ligger Tavina og kigger ind mod det cigaret-tilrøgede værelse, hvor Andreas skal til at finde hundesnoren frem. Andreas har fået en hund, og hun betyder enormt meget for ham. Hun giver ham ansvar, og tvinger ham til at komme ud af lejligheden. ”Hun skal have mad og luftes tre gange om dagen, så selvom jeg har det dårligt, skal jeg bare ud.”

Efter at have gennemført et forløb på rusmiddelcenteret, skal Andreas starte i en angstgruppe, som skal hjælpe ham med at få sin selvtillid tilbage. Her skal han møde op en gang om ugen for at lægge en plan for de ting, han kan gøre for at frigøre sig fra gamle mønstre og vaner, og finde en vej ud af mørket. ”Jeg har haft svært ved at tjekke min e-boks, fordi jeg får angst af at åbne post fra kommunen, så det får jeg hjælp til.” Andreas skal nogle dage åbne sin e-boks kl. 12. Ikke ét minut i og ikke ét minut over, men præcis kl. 12. På den måde udskyder han ikke, men opbygger struktur og disciplin i hverdagen.

Andreas er på vej ud på den anden side. Han ved, hvad han skal gøre for at få det bedre, og beslutningen om at være åben omkring sine følelser og problemer har været et af de vigtigste skridt mod at få det godt igen. ”Det hjælper mig at fortælle folk, hvordan jeg har det. I stedet for når folk spørger, hvordan det går, bare at sige at det går fint, så rent faktisk fortælle dem, hvordan det går. Det er folk slet ikke vant til,” siger Andreas og tager det sidste hvæs af sin smøg, puster røgen ud og fortsætter:

”Jeg har erkendt, at jeg har et skrøbeligt sind.”