Sammen hver for sig

30.000 unge efterskoleelever er i disse dage sendt hjem til deres familier. Tre af dem er Frida, Frida Tusnelda og Gustav. De prøver at finde sig til rette i en ny hverdag med onlineundervisning, virtuelt samvær og afsavn. Fælles for dem er, at de stadig håber at kunne komme tilbage til det bedste år i deres liv.

af Marcus Emil Christensen

Frida Fjord breder tæppet ud i den lille gårdhave på Østerbro. Foran sig har hun sin opslåede computer. Hun planter sine hænder solidt på jorden og skubber fra med benene. Hun står nu på hænder, og det samme gør sig gældende for de andre kroppe bag skærmene. Eleverne fra Baunehøj Efterskole har stå-på-hovedet-time.

Frida er 17 år og går i 10. klasse på Baunehøj Efterskole i Nordsjælland. Hun er, som resten af landets omtrent 30.000 efterskoleelever, blevet sendt hjem på ubestemt tid pga. Covid-19 virussen. Året på efterskolen har været længe ventet. Da Frida gik i 8. klasse, fik hun en depression, som fulgte hende gennem resten af hendes folkeskoletid. Lyset for enden af tunnelen har hele tiden været tanken om at skulle på efterskole.

”Jeg har virkelig set frem til at gå på efterskole, og det har uden tvivl været det bedste år i mit liv. Og så kom der bare det her pludselige stop og vendte op og ned på det hele. Det vendte op og ned på hele min hverdag,” siger Frida Fjord

Netop den ændrede hverdag, den manglende fysiske kontakt og intimiteten med vennerne er det, Frida savner mest. De små ting, som at stå op lidt i syv, trække en hoodie over hovedet og slentre ned til de andre 92 elever i spisesalen for at indtage dagens første måltid, til det at kunne ligge i en stor klump med vennerne og give kram i øst og vest.

”Jeg har tit brug for ekstra omsorg, kram og opmærksomhed, og det var noget, jeg tit fik på efterskolen. Så jeg går rundt med en hudsult,” siger Frida Fjord

Nu er det kun kæresten og familien, som Frida har kropskontakt med. Hun mødes stadig med hendes efterskole-veninder for at gå ture, men de krammer ikke - og det er mærkeligt for en venindegruppe, der ellers plejer at klumpe tæt sammen.

”Jeg har tit brug for ekstra omsorg, kram og opmærksomhed, og det var noget, jeg tit fik på efterskolen.”

Frida Tusneldas værelse, på Baunehøj efterskole, med udsigt over Isefjorden.

En af de veninder er Frida Tusnelda Høgsbro-Nielsen. I stedet for at befinde sig lige på den anden side af værelsesgangen, sidder hun nu på sit værelse i familiens hus i Brønshøj. I garderobeskabet på værelset hænger der ikke meget tøj. Hun havde nemlig kun regnet med at skulle være hjemme i to uger. Der er nu gået over en måned, siden hun kom hjem fra efterskolen.

”Jeg synes, det er virkelig nedern at være hjemme. Det er lidt som at have en sommerferie, hvor man ikke skal noget. Det handler nok mest bare om, at jeg hellere ville være et andet sted,” siger Frida Tusnelda.

Den normale skolegang er blevet erstattet af daglige virtuelle møder og workshops, eleverne selv arrangerer. Fra fælles

morgensang klokken 10 til fællesspisning om aftenen. Efter fællesspisning bliver eleverne på Zoom for at snakke og hygge virtuelt. Ligesom de ville have gjort det efter aftensmad på efterskolen.

”Man kan godt sige, at vi næsten er sammen hele dagen, bare virtuelt. Jeg synes, det er ret godt, at vi stadigvæk holder fast i at være sammen, også selvom vi ikke er rigtig sammen,” siger Frida Tusnelda.

Gustav Müller sidder også klar til de virtuelle møder hver dag. På Baunehøj havde han musik som linjefag, og nu sætter han stor pris på den fælles morgensang hver morgen. En ting trækker dog ned. Han har glemt sin højskolesangbog på efterskolen, og han ved ikke, hvornår han kan komme derop for at hente den.

Yndlingssangen er Tit er jeg glad, skrevet af en forelsket B.S Ingemann i 1812. Forelsket er Gustav også. Han nåede lige at få en kæreste på efterskolen, inden de blev sendt hjem. Nu er hun den eneste fra efterskolen, han ser. Han savner vennerne. Især drengene fra hans husgruppe, men der er også gode ting ved at være hjemme.

Kæresten ringer på hoveddøren. Gensynsglæden er stor. Hun er fra København, så hun sætter pris på at besøge Gustav i Kgs. Lyngby, hvor der er mere natur og højere til loftet. Når de er sammen, går de ture, spiller musik og ser film.

“For mit vedkommende har jeg ikke så meget imod at skulle være hjemme og hygge. Jeg har det ret nemt med at være alene, så på den måde er det ikke så svært for mig. Jeg kan godt være lidt introvert,” siger Gustav.

Tilbage på Østerbro er Frida Fjord ved at gøre sig klar til at gå ud ad døren. Hun skal mødes med et par veninder fra efterskolen på Assistens Kirkegården. Pigerne har fundet en afskærmet solplet, hvor de har slået deres tæpper ud. Der bliver hæklet, sladret og grinet under trækronerne.

For en kort stund, virker alt næsten helt normalt.rmalt.

Fra venstre, Lærke Ebbesen, Frida Tusnelda, Vigga Frausing & Frida Fjord