debatteret
Tør vi spørge børnene?
Først når børn selv føler sig inkluderet, er de inkluderet. De største eksperter er lige ved hånden.
KRONIK AF BENTE TRANUM, SELVSTÆNDIG PÆDAGOGISK PSYKOLOGISK KONSULENT. UDDANNET LÆRER OG CAND.PÆD. I PÆDAGOGISK PSYKOLOGI
Måske kan du som voksen huske en situation, hvor du har været på »tålt ophold« i en eller anden form for fællesskab, for eksempel et kursus eller en fest. Måske kan du også huske, hvad situationen gjorde ved dig, og hvordan du reagerede. Gad vide, om de andre opdagede, hvordan du oplevede det? … Formodentlig ikke. Den eneste, der ved, hvordan du har det, er nemlig dig selv – og hvis andre er interesserede i at få denne viden, er de nødt til at spørge dig. Det gælder også for børn. For nogle år siden havde jeg nogle samtaler på en skole med en lille dreng, Mads, som havde et voldsomt temperament, og som var i evig konflikt med både børn og voksne omkring sig.
Kog-over-djævelen Vi lavede blandt andet en narrativ eksternalisering af problemstillingen, hvor Mads navngav sit temperament Kog-over-djævelen. Et udtryk, som gav mig kuldegysninger, men mening for Mads, så det beholdt vi selvfølgelig. Sammen kiggede vi på, hvad der kunne sætte gang i Kog-over-djævelen: de andre børns handlinger, dumme lærere, kedelige 24 /
lektier med mere – og hvad effekten var af den: masser af konflikter – samt hvordan man måske kunne snyde Kog-over-djævelen til ikke at dukke op så tit.
Det interessante og nye, som disse samtaler fik frem, var, at Kog-over-djævelen især blev udløst, når lærerne sagde: »Nej, Mads« – og det var ret problematisk. For i klassen var de tre drenge, der hed Mads, og Kog-over-djævelen kom på banen, uanset om det blev sagt til Mads selv eller til hans navnebrødre. Effekten var, at det trak i Mads’ højre ben, han fik lyst til at sparke, og han gjorde det ofte – enten på en stol eller på sidemanden.
Da Mads og jeg sammen fortalte klasselæreren om Kog-over-djævelen, fandt klasselæreren og Mads en rigtig god fidus til at snyde den: Hun ville i fremtiden huske at sige Mads’ navn med »blød stemme« flere gange hver dag – og så ville hun og Mads lave en sjov øvelse, som gik ud på, at hun, når hun gik forbi ham, indimellem ville træne ham i at høre udtrykket »Nej, Mads« sagt i alle mulige forskellige tonefald og tonehøjder, så Kogover-djævelen lærte, at den ikke behøvede at reagere hver gang. Derudover aftalte læreren og Mads, at han ville prøve, om han kunne gå ud og trampe i gulvet på toilettet i stedet for at sparke, næste gang Kog-over-djævelen var på banen. Desuden blev resten af lærer-
teamet og forældrene, efter aftale med Mads, orienteret herom. Eksemplet er med for at give et indtryk af, hvordan åbne voksne har mulighed for at lære noget helt nyt og skabe et inkluderende læringsmiljø ved at få en indsigt i barneperspektivet. Lærerne her havde ikke tænkt på, hvor ofte Mads’ navn blev sagt med negativ klang i klassen – og hvor meget det egentlig betød for Mads’ selvværd, hans position i klassen og hans temperament. Og de havde da aldrig gættet på, at hans voldsomme adfærd også
FOLKESKOLEN / 05 / 2012
p24-25_FS0512_kronik.indd 24
05/03/12 17.02
