tematiseret
Det betaler sig at klage Mads vil helst gå i normalklasse. Men det kan han ikke uden støtte, og den forsvandt med Vordingborgs nye inklusionsstrategi. Heldigvis har hans mor klaget. Lone Karrebæk stirrer på brevet i sin hånd. Hun er lige kommet ind ad døren til køkkenet, og familiens dansk-svenske gårdhund skøjter hen over trægulvet for at fange hendes opmærksomhed. Men hun har ikke tid. Endelig har hun fået en visitationsafgørelse om, hvor hendes søn Mads skal starte i 7. klasse. I marts fik hun et standardbrev om, at Mads fremover skal gå i normalklasse. Nu – en uge inde i sommerferien – har hun modtaget det endelige brev om, hvad der skal ske. Men brevet giver ingen reelle svar. »Mads tilknyttes 7.b og hold 4. 7.b består af 24 /
28 elever. Hold 4 er knyttet til 6. og 7. årgang og består i 1. periode af 12 elever«. Men hvad betyder det? Han skal ikke længere gå i den specialklasse, som han hader, men får han så den støtte, han har brug for? Hun griber med det samme ud efter telefonen for at få en forklaring af skolelederen, men han er ikke til at få fat på. For nylig har hun fået at vide, at der fremover er fem skoler i stedet for 13, og at skolelederne skal byttes rundt mellem de nye skoler. Så ingen ved reelt, hvad der skal ske med børnene. Hun kan mærke vreden komme op fra
maven og svedpletterne, der vokser under skjorteærmerne. »Det her er simpelthen ikke i orden«. Det seneste år har Mads gået i specialklasse på Svend GøngeSkolen. Og han har hadet det hele vejen igennem. »De her børn ligner ikke mig, mor«, siger han tit. Forleden havde en af drengene fra specialklassen slået på en af pigerne fra 3. klasse. »Tænk, hvis de andre tror, at jeg også er sådan, fordi jeg går i den klasse«, kom han brødebetynget hjem og sagde. Og nu vil de så putte ham i normalklas-
folkeskolen / 11 / 2013
139307 p16-27_FS1113_Tema.indd 24
31/05/13 11.15
