debatteret
Professionsidentitet:
Læreren som professor eller provo? Læreres professionsidentitet er ikke i krise, men under forandring. Postlockoutperioden har medvirket til en ny eftertænksomhed om selvforståelse og nye måder at være lærer på. Det handler om at identificere og videreudvikle et professionsfundament, en slags grundidentitet, men ikke uden kritisk blik. Kronik Karsten Mellon, Ph.d.-stipendiat ved Roskilde Universitet og adjunkt ved University College Sjælland
Professionalisering er ubetinget de seneste års fremmeste plusord. Alle taler om det: Regeringen, kommuner over fagforeninger til uddannelsesinstitutioner og folkeskoler. Lærerprofessionen er bestemt ikke fredet, snarere tværtimod. Det forventes i disse år, blandt andet med den kommende skolereform, at lærerarbejdet skal professionaliseres yderligere med henblik på øget læringsudbytte til glæde for såvel den enkelte elev som samfundet.
Professionens aspekter Lærerprofessionens status, monopol og etik, som vi kender den i dag, hænger nøje sammen med lærerarbejdets helt særlige, men også nødvendige vidensgrundlag. Det er nemlig igennem udmøntningen af viden i lærerarbejdet, at lærerprofessionen er kommet til at skille sig ud fra andre arbejdsfelter. Viden, pædagogisk såvel som faglig, er således grundlæggende for identiteten i lærerprofessionen. To centrale aspekter i lærerprofessionen ligger ligeledes fast, nemlig arbejdet med mennesker, som eksempelvis defineres gennem termer som relation, omsorg, autenticitet og anerkendelse. Ofte benævnes 30 /
det som socialarbejde. Det andet aspekt er lønarbejdet, der gennem sit udvekslingsforhold – løn for arbejde – er rammesættende for lærerarbejdet og dets udviklingsmuligheder.
Der er tilsyneladende accelereret et såkaldt videnspres på lærere. Mange aktører forventer »value for money«, hvilket aktivt medvirker til en forandring af professionen – læreres professionsidentitet.
Evidenskrav Som vi har været inde på, er viden et fundament for lærerarbejdet, og forskellige former for viden er samtidig løbende medskaber af lærerprofessionen. Undervisningsministeriet er temmelig eksplicit med dette videnskrav og henviser til regeringens udspil »Gør en god skole bedre«. Vi kan også læse det i den brede politiske aftale om »et fagligt løft i folkeskolen«. Retorikken er klar og centreret om at gøre skolen bedre ved også at gøre lærerne bedre, og svaret synes blandt andet at være at undervise ud fra »viden, der virker«. Det forventes, at undervisningen skal baseres på evidens. Evidens kan forstås som »den aktuelt bedste viden«, man har inden for et bestemt område. Det er således en væsentlig diskussion på ethvert lærerværelse at afklare, hvad der skal opnås, hvordan dette opnås bedst muligt, og hvilke parametre det så skal måles ud fra. Men er der relevante vidensformer, der udelades?
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (2012), kaldet SFI, foreslår, at den bedste viden fås ved at gå systematisk til værks og gerne ved at anvende flere forskellige typer målinger, som tilsammen kan give et mere sikkert billede af, hvorvidt en bestemt måde at »gøre« på virker eller ej. Det er netop denne lidt logiske pointe, vi undervisere/lærere bør hæfte os ved. Når vi ukritisk accepterer nogle, blandt mange andre, vidensformer i effektmålingsstræben, så risikerer vi, at disse mere eller mindre konstituerer professionsidentiteten og begrænser det helt særlige ved lærerprofessionen, nemlig en bred vidensforståelse og en kritisk tilgang. Antageligt styrkes læreres viden om effekt, men samtidig reduceres eller ligefrem udelukkes andre måder at se verden på.
Professor eller provo? Det er altid problematisk at reducere kompleksiteten i lærerarbejdet. Vi ved, at god undervisning handler om et utal af dimensioner, men tillad mig at foreslå to retninger, man som lærer kan overveje at lade indgå i dele af professionaliseringsprocessen. I forhold til vidensaspektet i lærerprofessionen og de stigende krav om effektivisering og evidensbaseret undervisning synes der at vise sig et tydeligt professionaliseringskrav i retning mod at blive en dygtig effektmåler. Det kan vi benævne som professortilgangen, med reference til at man i gamle dage kaldte professorer »fortjenstfulde mænd«. Dem,
folkeskolen / 16 / 2013
139312 p30-31_FS1613_Kronik.indd 30
23/09/13 12.00
