debatteret
Indoktrinering i 70’erne og indoktrinering i dag Vi lever med det anonyme teknokratis elite i ministerierne, som styrer hen over hovedet på folket, skriver kronikøren, der mener, at et oprør er på vej.
Kronik Asger Baunsbak-Jensen, præst og forfatter
I oktober var det 40 år siden, nogle udtalelser af mig som undervisningsdirektør for folkeskolen udløste en voldsom debat om indoktrinering i skolen. Jeg har ikke udtalt mig om den i de 40 år, for den gik fuldstændig grassat. Men nu har jeg indvilget i at bedømme debatten, fordi det kan have interesse at lade ophavsmanden se tingene i det lange perspektiv. Tiden i 70’erne lader sig ikke forstå af dem, der er unge i dag. Hvorfor kom jeg med min advarsel om marxistisk indoktrinering? Jeg var ikke noget ubeskrevet blad, havde således været landsformand for Det Radikale Venstre og været folkeskolelærer i en længere årrække. Mit syn har været præget af grundtvigsk frisind, og gik jeg nu ikke imod mig selv?
Marxistisk meningsbearbejdelse Arbejdet med en ny folkeskolelov havde stået på i flere år, og allerede undervisningsminister Knud Heinesen, der stod bag udvidelsen af undervisningspligten til ni år, havde skrevet et forslag til formålsbestemmelse for den kommende lov. Et hovedsynspunkt, som han fik bred politisk tilslutning til, var, at værdigrundlaget, som hidtil havde været kristent, nu i en pluraliseret tid skulle være neutralt. Det hed således, at skolen må holde sig neutral over for ideologiske og politiske overbevisninger. Jeg var fuldstændig enig i denne holdning. Men hvad var det, jeg var vidne til i 1974? 18 /
Efter ungdomsoprøret var marxisterne vokset frem med en meningsbearbejdelse, det blev til en holdning, der skulle gælde skolens opdragelse. Det svarede netop ikke til, at skolens værdigrundlag skulle være neutralt. Jeg oplevede det meget stærkt, da jeg var formand for Seminarierådet og Uddannelsesrådet for Børnehave- og Fritidspædagoger. Der var repræsentanter for lærere og studerende, og her formåede marxister at få placeret folk, som modarbejdede den linje, der herskede politisk enighed om, nemlig at skolen skulle holde sig politisk neutral.
Advarslen mod indoktrinering Det betød ikke, at lærere ikke måtte have en politisk holdning, naturligvis ikke; jeg havde altid selv haft en politisk holdning, også som folkeskolelærer, men det pålagde mig pligten til at være alsidig som historielærer og netop ikke indoktrinere. Indoktrinering betyder en vedholdende, ensidig, systematisk påvirkning. Men det var jo det, marxisterne gjorde.
I interviewet i Berlingske Tidende 13. oktober 1974 advarede jeg mod marxistisk indoktrinering og religiøs indoktrinering, for den fandt også sted fra lærere, der tilhørte Luthersk Missionsforening. Det blev den hidsigste skoledebat i sidste halvdel af 1900-tallet. Jeg havde ramt lige ned i det mest politiserende led i skolen, og Danmarks Lærerforenings formand, Jørgen Jensen, erklærede sig da også straks enig med mig. Men i kronik- og debatspalter fik jeg læst og påskrevet af alle dem, der ikke ville have ridser i deres progressive billede. »Fri mig for mine venner, mine fjender skal jeg nok klare«, noterede jeg i min dagbog.
Revolutionære klassekæmpere Fagbladet Folkeskolens redaktør skrev en leder, hvori han kaldte det naivt at lukke øjnene for, at der foregik »en energisk meningsog holdningsbearbejdelse, der sigtede mod at gøre skolen til en ideologisk kampplads med børnene som brikker i magtspillet«. I bladet »Unge Pædagoger« skrev de, »at det må være den marxistiske lærers højeste opgave at bidrage til børnenes udvikling til revolutionære klassekæmpere for proletariatet«. Der var blevet god plads efter den kristne opdragelse, og nu skulle den udfyldes. Missionærerne stod klar. Det var her, jeg satte ind, for sagen var, at vi havde og har verdens mest frisindede skolelovgivning, hvor enhver forældrekreds kan oprette en friskole, hvor staten aldrig må blande sig i opdragelsessynet, men hvor den dækker 70-80 procent af skolens udgifter. Hvorfor ville marxisterne ikke benytte sig af den mulighed?
Styrelser uden folk med skoleerfaring Jeg var undervisningsdirektør for Direktoratet for folkeskolen, folkeoplysningen, seminarier med videre, så jeg var også direktør for friskolerne. Jeg skelnede skarpt mellem folkeskolen, hvor et politisk flertal ønskede, at opdragelsesgrundlaget skulle være neutralt, og friskoler, hvor staten ikke måtte blande sig i livssyn eller opdragelsessyn. Hvor befinder vi os i 2014? Vi har nu styrelser i Undervisningsministeriet uden folk med skoleerfaring. I mit direktorat havde jeg 21 undervisningsinspektører, der alle havde erfaring med at stå i et klasselokale. Her var inspektører for folkeskolen, efterskolen, friskolen, højskolen, voksenundervisningen og seminarierne, og dertil kom 40 fagkonsulenter og studielektorer.
folkeskolen / 22 / 2014
141971 p18-19_FS2214_Kronik_NY.indd 18
15/12/14 16.29
