Det 20 århundredes vigtigste tænker

forældet I stedet begav den sig ud i vilde, surrealistiske eksperimenter Ud med melodien i musikken Ud med det forståelige i sproget Ud med litteratur, der ikke var politisk Ud med klassiske danse Alt normalt og mådeholdent blev afvist som forkætret:

På alle gebeter begyndte en epoke med de mest løsslupne eksperimenter, som i et eneste vildt sæt skulle lade alt bag sig, som havde været til, var skabt og vokset frem tidligere; jo yngre et menneske var, og jo mindre, han havde lært, jo mere velkommen var han, fordi han var uden tilknytning til nogen tradition – endelig, nu rasede ungdommens store hævn mod vore forældres verden ud i triumf! 31

Naturligvis gjaldt denne beskrivelse ikke en hel generation, men var udtryk for udskejelser i en lille elitær del af ungdommen i Tyskland og Østrig i 1918 Ikke ulig ungdomsoprøret i 1968, og det er påfaldende så godt Zweigs beskrivelse passer på det ungdomsoprør, der ramte Vesten 50 år senere

Der er ingen tvivl om, at Første Verdenskrigs meningsløshed var en katalysator for radikale idéer, og at de havde godt fat i krigens taberlande som Tyskland og Østrig, der på trods af nederlaget stadigvæk var verdens førende kulturnationer Det var stadigvæk her, den væsentligste tænkning foregik Nu med Nietzsches revolutionære udgangspunkt

Det 20. århundredes vigtigste tænker

Den vigtigste tænker i mellemkrigstidens Tyskland var Martin Heidegger Faktisk er han bredt anerkendt som den mest betydningsfulde filosof i det 20 århundrede Uden at forstå Heidegger kan man ikke forstå det 20 århundredes filosofihistorie Og det kan umiddelbart virke paradoksalt, for Heidegger er i dag ikke nær så kendt som eksempelvis Foucault og Sartre Det skyldes flere forhold Han havde sin storhedstid under Nazityskland og var selv førende nazist 32 Som rektor på Freiburg Universitet implementerede han

naziregimets jødepolitikker, inklusive en fyring af sin (forhenværende) gode ven og læremester Edmund Husserl Heideggers nazisympatier er en ømtålelig affære for mange af hans moderne tilhængere, og med nye kilders offentliggørelse er det i stigende grad erkendt, at han fuldt og fast troede på den nazistiske ideologi, ligesom hans antisemitisme heller ikke kan benægtes 33 Denne mørke side udelukkede ham i mange år fra universitetsmiljøerne, og den svækker også hans brede popularitet i dag Men en lige så vigtig grund til den manglende populære udbredelse er hans skrivestil Hvor Nietzsche var mystisk og tvetydig, er Heidegger noget nær uforståelig Derfor blev og bliver Heidegger først og fremmest læst af andre akademikere, og særligt filosoffer Hans idéer er således i udpræget grad førsteordensidéer, de færreste har direkte kendskab til, men som er enormt indflydelsesrige alligevel

I en vis henseende kan man sige, at Heidegger begynder, hvor Nietzsche slap Nietzsche negerede 2000 års kulturhistorie, og på en filosofisk bar bund begyndte Heidegger på ny Hvis vi ser Nietzsche som det første store, moderne brud på traditionel, vestlig tænkning, kan Heidegger kategoriseres som det andet Og for vores anliggende er netop det helt afgørende: bruddet med traditionen Hvor Nietzsche smadrede den kristne moral, handler Heideggers projekt om at destruere selve den hidtidige tænkning På sin vis et spadestik dybere

Heidegger begynder vitterligt forfra i sit spørgsmål om væren Han kalder det faktisk for destruktionen, og denne kan forstås helt parallelt med Nietzsches filosofi med hammeren:

Hvis værensspørgsmålet selv skal opnå gennemsigtighed over for sin egen historie, så er det nødvendigt med en løsnen af den forhærdede tradition og med en fjernelse af tildækninger, som er resulteret heraf. Denne opgave forstår vi som en destruktion af den antikke ontologis overleverede bestand.34

Vi beklager det dunkle citat, men det er sådan, han skriver Ligesom Nietzsche gik han tilbage til før Platon, men hans opløsning er

mere grundig Hvad er virkeligheden, eksempelvis? Hvad er et subjekt? Et objekt? En ting? Et menneske? Sandhed? Alt sammen noget, vi har en forudfattet mening om, som vi har arvet fra den græsk-romersk-kristne kulturarv Det, vi tidligere kaldte for førsteordensidéer

Heidegger stiller derfor det mest grundlæggede spørgsmål: Hvad vil det sige, at noget er? Den hidtidige filosofi havde siden antikken udelukkende fokuseret på det, der forefindes i verden – det kalder Heidegger for ‘det ontiske’ – og undladt at undersøge, hvad det overhovedet vil sige, at noget ‘er’

Bemærk Heideggers introduktion af ordet ontisk Blot et enkelt af mange eksempler på ord, han opfinder i sit forsøg på at gentænke filosofien Idéen med at opfinde nye ord siger en del om radikaliteten i projektet Pointen er, at vi med de eksisterende termer som subjekt, objekt og ting alene ved brugen af ordet allerede har lagt os fast på en bestemt verdensanskuelse Hvis vi skal frigøre os fra den herskende tænkning, er det derfor nødvendigt med et nyt sprog eller i hvert fald nye ord

Opgøret med de gængse begreber gør Heidegger notorisk besværlig at læse At læse hans hovedværk Væren og tid er lidt som at læse en bog på et ukendt sprog Det kan lade sig gøre at forstå ham, men man bliver nødt til at tilegne sig hans særlige sprog først, hvilket kræver et par gennemlæsninger Det har selvfølgelig også været med til gøre Heidegger til en slags kultfigur Der er dog en lavpraktisk grund til, at hans hovedværk er et af de mest ulæselige i filosofihistorien Han kom fra jævne kår og kæmpede med næb og klør for at få en fast stilling på universitetet Da muligheden for et professorat åbnede sig, krævede universitetet imidlertid, at han først udgav et egentligt værk, hvilket er den direkte årsag til, at Heidegger noget forhastet udgav sin afhandling Væren og tid i 1927 efter nogle måneders ophold i en bjerghytte Lidt pudsigt, at den afhandling endte som den vigtigste bog i det 20 århundrede Den blev i øvrigt hans eneste større udgivelse

Væren og tid er et stort anlagt forsøg på at besvare dette spørgsmål angående værens mening.35 Det lyder måske ikke særligt

radikalt, men det skal nok blive klart senere hvorfor Først må vi forstå sigtet med og indholdet af Heideggers projekt

Hvad destruktionen af al vestlig filosofi går ud på, bliver hurtigt klart Udgangspunktet for analysen er som beskrevet selve den måde, vi tænker ‘væren’ på 36 En radikal omkalfatring af ontologien, altså af filosofien om det, der ‘er’ En ny måde at stille værensspørgsmålet på Hvad vil det nu sige? At noget ‘er’, er en måde at sige så lidt som muligt om verden på Det er et nærmest tomt begreb At noget ‘er’ er meget mere fundamentalt end det, der faktisk er i verden Altså, der findes mennesker, ting og dyr i verden Men endnu mere grundlæggende er ‘væren’ Selve det, at noget ‘er’ Heideggers egne ord for denne forskel er den ontologiske differens. Forskellen mellem det ontiske (ting i verden) og det ontologiske (væren)

Hvorfor er denne skelnen vigtig? Det hænger sammen med Heideggers måske vigtigste begreb, nemlig tilstedeværen (i hans forfatterskab kaldet Dasein) Tilstedeværen er den væren, der tilhører mennesket Den adskiller sig fra alle de andre ting, der ‘er’ i verden, ved at kunne spørge til og forholde sig til sin egen væren Den væren, som tilstedeværen kan forholde sig til, er eksistens, som Heidegger temmelig kryptisk beskriver det 37 Kryptisk eller ej, er det naturligvis vanskeligt at være uenig med ham Mennesket kan forholde sig til sig selv Det kan en sten ikke

Heidegger kalder også sit projekt for en fundamentalontologi, fordi undersøgelsen af den menneskelige væren går forud for alle andre undersøgelser Det skal forstås meget bogstaveligt: videnskaberne er væremåder for tilstedeværen.38 Sagt på en anden måde: vi kan undersøge og beskrive alt i denne verden; naturen, historien, mennesket, følelser, kunst, samfund, idéer m v Men selv om vi samlede al den viden i én stor pulje, ville vi stadig ikke være kommet spørgsmålet om selve væren nærmere Totaliteten, altså det hele, ville stadig intet sige os om væren Men da vi også selv er i denne verden af det værende, altså blandt genstandene og de andre mennesker, hvordan får vi da adgang til den mystiske, flygtige konstant, der gennemsyrer alt og alligevel ikke er synlig

nogetsteds? Det gør vi gennem tilstedeværen På den måde har tilstedeværen en værensmæssig forrang

Heidegger er inspireret af den såkaldte fænomenologi, der handler om at undersøge det, der træder frem, som det træder frem I kontrast til eksempelvis en forestilling om, at vi bør se ind ‘bag’ verden og hvordan den præsenterer sig for os Heideggers beskrivelse af tilstedeværen er netop fænomenologisk Erkendelse af verden består i et enkelt menneske, der undersøger sin omverden, som den træder frem for netop dette menneske

Hvad er det verdenssyn et opgør med? Det er et opgør med den opfattelse, at subjekter (mennesker) erkender en objektiv verden At mennesker grubler, tænker, analyserer og erkender sandheder uden for sig selv Såsom fysikkens love Spørgsmålet om sikker viden har selvfølgelig altid været omstridt, og moderne filosofi blev grundlagt, da franskmanden Descartes nåede frem til en slags fundament for sikker viden 39 Jeg tænker, derfor ved jeg, at jeg findes Dét ved jeg med sikkerhed, og der findes derfor sikker viden Den traditionelle, vestlige tænkning var altså helt bevidst om, hvor svært det er at opnå sikker viden Uden af den grund at fornægte eksistensen af objektiv sandhed

Det er denne fundamentale præmis, Heidegger gør op med Den eneste erkendelse, der findes, er den som udgår fra konkrete mennesker (tilstedeværen) Betyder det så, at der i hans univers ikke findes en objektiv sandhed? Det lyder underligt, men jo, det er faktisk, hvad det betyder Sandheden findes kun hos mennesker

Jamen, hvad så med tyngdeloven? Er det ikke en objektiv sandhed? Noget, der eksisterer uafhængigt af mennesker Nej, siger Heidegger:

Newtons love, modsigelsesprincippet, enhver sandhed overhovedet er kun sand, lige så længe som tilstedeværelsen ‘er’

40

Jamen, ville en sten i luften ikke længere falde til jorden, hvis der ikke fandtes mennesker? Heidegger ville nok svare, at det er et forkert spørgsmål Hvis man spørger på den måde, er man stadig

fanget i den vestlige filosofis metafysik Dette tydeliggør radikaliteten i hans projekt

Hvad betyder det for vores erkendelse af verden, at den altid udgår fra det konkrete menneske (tilstedeværen)? Menneskets omverden er pludselig blevet afgørende Heidegger beskriver, at vi er kastet ind i livet Smidt ind et tilfældigt sted på et tilfældigt tidspunkt i historien Det betyder, at dette tilfældige sted er vores livsverden Noget, vi er bundet til Det udgangspunkt, vi ser alting igennem:

Selvet der som sådant må lægge sin egen grund kan ‘aldrig’ blive herre over denne grund og må dog som eksisterende overtage grundværen […] Grund-værende, dvs. eksisterende som noget kastet, kommer tilstedeværen til stadighed bag efter sine muligheder. Den er aldrig eksistent foran sin grund, men er derimod hver gang kun ud af denne grund. Grundværen betyder følgelig: helt fra grunden af aldrig at være herre over sin særegne væren.41

Det er ikke særlig pædagogisk formuleret og lyder kryptisk, men handler i al væsentlighed om, at vi er født på et bestemt tidspunkt ind i en kultur med en arv, og med det udgangspunkt møder vi verden Ja, vi er uløseligt bundet til denne kultur eller grundværen, som Heidegger hellere vil kalde det Der er bestemt meget klogskab i den pointe Hvis man eksempelvis er opvokset i et kristent samfund, forekommer det vanskeligt at komme ud over dens mest basale lærdomme, såsom fremhævelsen af det individuelle ansvar, skelnen mellem krop og ånd og den frie vilje Det er jo de færreste, der vokser op i en kristen kultur, der ikke betragter den slags som givet, ja, der overhovedet er klar over, at man kan have et anderledes grundsyn på verden Heideggers pointe er selvfølgelig mere radikal At vi altid vil være bundet til vores udgangspunkt Et udgangspunkt skabt af mennesker

Hvad findes til gengæld ikke ifølge Heidegger? Alt det, der ligger ud over, hvad mennesker har skabt Den vestlige filosofi har ellers altid været optaget af det transcendente At noget er større