Slægt skal følge slægters gang

tilhører alene opløserne, der befinder sig på vandspejlet, fordømt til evigt navlepil og bitter misundelse over andre menneskers lykke, der kommer af mening – der igen kommer af ansvarstagen, pligtskyldighed, loyalitet, kærlighed til det overleverede og taknemmelighed over det givne

Der er intet skamfuldt ved at være almindelig, gøre sin pligt og elske sit land Tværtimod bør man gå offensivt til værks og være stolt af sin almindelighed For der er grund til at være stolt over at gøre, som man skal, eller som de andre gør: det forstærker og viderefører de normer, der er det sociokulturelle grundlag for vores samfund Når vi ophører med at hylde normbryderen og i stedet feterer normforstærkeren, er der lys forude

Vi har mange forhåbninger for denne bog, men skulle vi blot vælge én, var det at plante et frø, der kan vokse sig stort inde i hovederne på mennesker – og som kunne sige til dem, at det, de gør ved at leve deres gode, opbyggelige, almindelige liv, er ikke bare godt, men beundringsværdigt Det er de almindelige mennesker, som jo er de fleste af os, der bærer den orden, der har skabt verdenshistoriens bedste, frieste og tryggeste samfund Samfund, som er gode for mennesker (men i mindre grad for revolutionære ideologer)

At passe sit arbejde, elske sin ægtefælle, opdrage sine børn med kærlighed og autoritet, være noget for sit lokalsamfund, at danne og uddanne sig, at gå i kirke og være taknemmelig, er en lille heltedåd hver dag

Slægt skal følge slægters gang

Konservatisme, mente Scruton, er et andet ord for kærlighed Kærlighed til det overleverede Ønsket om at bevare og passe på det kæreste Vores varme følelser ligger, som Adam Smith beskrev det i Teorien om moralske følelser, i koncentriske cirkler rundt om den enkelte Smith skrev om vores sympati, men billedet fungerer også udmærket i kærlighedstermer Kærligheden til vores familie, til de nære, er stærkest Dernæst kommer kærligheden til venner, bekendte, lokalsamfund og landsmænd Kærlighed til nationen

Kærlighed til civilisationen På nogle parametre en forskellig følelse, på andre parametre er den identisk Fælles for dem alle er et ønske om at passe på, om at give det bedste, vi kan, til de cirkler, vi er i berøring med og sætter pris på De cirkler, uden hvilket individet var meget lidt eller, som i tilfælde af familien, intet Familien er kulturens mindste og vigtigste enhed Det er ikke, som den liberale tidsalder prædiker det, individet Det nye individ, spædbarnet, er hjælpeløst de første mange år af sit liv Uden en god familie, uden mor og far og hjemmet som den trygge base, er den enkelte prisgivet det ubarmhjertige, verden desværre også rummer Familien er derfor den borgerlige ordens hjørnesten Der indleder mennesket sin tilværelse, formes og rustes til den senere selvstændighed og det gode borgerliv Og familien er først og fremmest, på vore breddegrader, kærlighed Den er også alt muligt andet – ansvar, hårdt arbejde, pligt og gensidig respekt – men det begynder med kærlighed

Enhver forælder kender det Den overvældende varme, som gennemstrømmer krop og sjæl, når man er sammen med sine børn Det er en kompleks følelse, som rummer mere end den umiddelbare glæde ved at se et elsket væsen Kærligheden til vores børn er også ophøjet taknemmelighed Barnet er den inkarnerede velsignelse, det kødelige bevis på det mirakel, at vi er her På selve livet, som vi har fået lov at give videre Den kærlighed er hellig Ikke kun fordi den er forbundet med det største ansvar, men også fordi den er omfavnet af barnets uskyld

Børnenes rolle i familien er at tage del i det lille arbejds-, kultur- og følelsesfællesskab De skal bidrage og lære, hvordan man begår sig Mor og far sætter grænser, fordi det er den eneste måde, hvorpå det lille, anarkistiske væsen får en forståelse af, hvad det vil sige at være samfundsmenneske Forældrenes autoritet mimer de andre autoriteter, barnet senere skal lære at forholde sig til og respektere Et barn uden respekt for autoriteter, er et barn uden evne til at indgå ansvarligt og selvstændigt i forpligtende relationer som voksen De autoriteter, det med tiden skal underordne sig, er ikke blot nationen og staten Lærerens autoritet i klasselokalet er nødvendigt, for at

undervisningen kan fungere At forstå og respektere parforholdets autoritet er nødvendigt for at opretholde dets integritet Venskabets autoritet, som siger, at man skal være loyal og gå på kompromis Kulturens autoritet, som nok er plastisk og rummelig, men dog er noget, man bliver ensom af at sætte sig ud over Tænk blot på sprogets autoritet: han, der insisterer på at tale kaudervælsk, bliver hurtigt marginaliseret Et selvstændigt menneske er et, der kender til og forstår grænser, også de flydende Et selvstændigt menneske er et, der kan skelne mellem rimelige og urimelige krav Mellem den gode pligt og tyranniet Mellem det nødvendige ansvar og de falske forventninger Og for at barnet skal lære det, er det afgørende, at dets forældre fra begyndelsen viser sig som autoriteter På den måde får børnene en grundlæggende respekt for de linjer, der opretholder fællesskabet, og uden hvilke det samme fællesskab ikke kunne bestå Man bliver ikke selvstændigt tænkende af at gøre oprør mod hver en grænse, man ser Det bliver man af at forstå autoritetens rolle og indordne sig under den i alle de mange tilfælde, hvor det er afgørende for det sociale, kulturelle samspil mellem mennesker Relationen hæfter i begge ender: individet må underordne sig, og autoriteten må være venlig og regere i kærlighed Med det fælles bedste for øje Det ene fungerer ikke uden det andet At acceptere, at mine behov ikke altid kommer først, er barnets første skridt hen imod en forståelse for helheden Dernæst kommer den gradvise indpodning med normer, med måder at gribe problemer an på, se og forstå og gøre ting Det er også en autoritativ proces, hvor barnet ikke er i øjenhøjde Der er ingen forhandling i forhold til, om barnet skal lære at se sig for i trafikken, og der er ingen forhandling i forhold til, om hun skal lære at være venlig mod andre Jo mere fintmasket nettet af ‘sådan gør vi’ er, desto større bliver barnets kulturelle og sociale kapital Jo flere ‘sådan gør man’, det unge menneske kender til, desto færre situationer vil det føle sig fortabt i Underklassens børn får meget lidt ‘sådan gør man’ – hvilket begrænser deres tilværelse fremadrettet Kommende partnere, arbejdsgivere og venner kan lynhurtigt se og mærke, om man har at gøre med en, der ikke har lært koderne

Alle børn har brug for at kende og forstå grænser for at vokse op og blive mennesker, der kan indgå i et opbyggeligt socialt samspil med andre Skældud er den åbenbarede grænse Det er konsekvensen, når man forbryder sig mod de sociale trafikregler Uden skældud er der ingen grænse Det kan ikke erstattes med overpædagogiske samtaler eller stor ‘rummelighed’ (altså gøren-ingenting) hos de voksne – det vil være et svigt Det er afgørende, at barnet erfarer, at grænseoverskridende adfærd vækker negative følelser hos andre mennesker – og forældre er også mennesker Faktisk de vigtigste mennesker i barnets lille verden At reagere med tydelige, velkalibrerede følelser, er umådelig vigtigt (og meget umoderne) Barnets erfaringsindsamling angående ordentlig adfærd begynder her Papegøjesprogspædagogik, der er renset for mors og fars følelsesmæssige nærvær i en konfliktsituation, fjerner det menneskelige element i udvekslingen – hvilket ikke kan være andet end skræmmende for barnet Hvem er det så, der er til stede, hvis ikke mor og far? Grænsesætningen er også afgørende for det opvoksende individs oplevelse af, at det lever i en meningsfuld verden, hvor der er ret og vrang og faste former Det modsatte, den udflydende verden, altså kaos, er angstfremkaldende for børn Jo vagere, mere moderne og mindre autoritative, de voksne er, desto mere vil barnet have brug for at larme og slå om sig, indtil det støder på noget fast Til det får grund under fødderne igen Den gode opdragelse, de kærlige autoriteter, er denne grund At fratage børn den er et svigt, som præger dem resten af livet

Ægteskabet er på den ene side en profan institution som familiens ceremonielle, formelle ramme Men det er også den åndelige rede for det fælles liv, og det har, som et løfte over for Gud, del i det sakrale Og så er det i ægteskabet og familien, at meningen med livet kommer tættest på Det begynder med mor og far, med deres kærlighed til hinanden og vilje til at holde sammen i medgang og i modgang

Ægteskabsinstitutionen afspejler en almenmenneskelig sandhed: vigtigheden af at finde en livspartner En at dele det lykkelige og det svære med En, vi kan vikle os sjæleligt sammen og

slå rødder med En, vi forpligter os sådan til, at et brud også vil være skadeligt for sjælen Et ofte hørt argument for skilsmisser er, at det er skadeligt for børnene at være i et hjem, hvor de voksne skændes hele tiden Der er flere problemer med det argument, men det største er, at det antager, at de voksne må skændes Det fremstilles som om det ikke er en mulighed, at mor og far holder op med at skændes På den måde er valget ikke længere mellem et skænderipræget hjem og et for alle parter befriende brud Så er valget pludselig mellem forældre, der insisterer på at helligholde løftet, og forældre der vælger at se bort fra det

Skilsmissen er ikke blot sønderrivende for de involverede børn Den er også livsfarlig for vores følelse af mening og for vores åndelige integritet Man forbryder sig ikke mod noget helligt, uden at det kan ses og mærkes Den enkelte skilsmisse er selvfølgelig en dybt personlig tragedie Men dens virkning er som ringe i vandet Børn og voksne påvirkes af det Bliver måske ligefrem ændrede af det; ser anderledes på idealet om livslange forpligtelser bagefter Bliver mere ‘realistiske’, altså mere moderne Det enkelte brud indskriver sig i en statistik Gør destruktionens vind lidt kraftigere Bare lidt, men mange bække små gør som bekendt en stor å Prisen, den enkelte betaler for et brud, og den pris, børnene betaler, skal holdes op imod, hvad det havde kostet at blive sammen Er det værd at rive tilværelsens hjertebånd over for?

Vi skal tage ægteskabet alvorligt Vi skal finde en livspartner, bygge et hjem og få børn og holde sammen Det er de færreste af os, der trives alene eller med den ensomhed, der præger enhver som lever uden pligtrelationer Den selvvalgt enlige er sårbar, både socialt, psykologisk og kulturelt Det menneske, der kun har folk i sit liv af lyst og også kun er i andres af lyst, står usikkert i tilværelsen Lyst er som vinden; den skifter Et liv levet på den måde, med den tilgang til andre, er et hus bygget på sand Det er også nuets dumhed: nuet kan ikke fortælle dig, hvad der er godt, skønt eller sandt i morgen og om 100 år Nuet ved ikke, at mange ødelægger deres eget liv, ja, spilder det, ved deres besættelse af lyst Det er det, der gør den gamle libertiner så pinagtig: et helt liv levet

i jagten på et øjebliks tilfredsstillelse Uden nogensinde at blive mæt, fordi begæret manglede dybde Manglede et substantielt mål: den åndelige forening med en agtet anden Tragedien gentager sig hver dag, og som årene går, bliver den større og mere dekadent

Man skal give sig hen til sin livspartner Ad åre bliver det måske sværere at opdage nye, spændende sider af hinanden På et tidspunkt ved man det meste, hvis ikke alt Jagten er for længst slut, og tiden sætter sig spor hos begge Hverdagens trivialiteter truer med at æde dette domæne også Er det så ikke her, man bliver skilt og finder noget nyt? De elskede bare ikke hinanden længere, hvisler moderniteten, og forveksler kærlighed med kroppens drifter Men det er ikke her, det voksne, ansvarlige menneske bliver skilt, nej Heller ikke her Tværtimod, så er det her, man er så heldig at være kommet så tæt på sin partner, at sjælens ensomhed, rodløsheden og tomheden ikke længere er en trussel I har overvundet den sammen Jeres forbindelse er så dyb, så omfattende, at I for et andet menneske i verden – og Gud – er transparente Det kan man kun være i en relation bygget af kærlighed og tillid, udstrakt i tid og livsfylde Og at være i sådan en relation At kende sådan et menneske – ja, at være netop det for en anden – det er sjælen, der har fundet hjem Ikke til Gud, endnu, men til sit hjem i vores verden Den lykke er desværre alt for få forundt

Det mest utrolige ved det livslange ægteskab og overvindelsen af ensomheden er, at dets styrke varer ved selv efter døden Vi skal alle herfra, nogle tidligere end andre, men den, der har kendt en kærlighed som det, vi beskriver, er for evigt omsluttet af den, også selvom partneren er død Han eller hun vil til hver en tid kunne genkalde sig den elskedes blik, mærke den elskedes varme hænder Også på den måde får vi en slags sakralt livsmærke, et strejf af evigheden, i ægteskabet På samme måde som skilsmissen ætser noget af vores sjælelige forbindelse med verden, styrker det livslange ægteskab vores forankring i den

Og ligesom en skilsmisse virker som ringe i vandet på omgivelserne, gør det livslange ægteskab også Jo flere, der har det som ideal, desto stærkere vil normen være Desto mere tør børnene (og